Fortsæt til hovedindholdet
Diakoni
Debatindlæg, Jørn Henrik Petersen

Diakonien på vej til genopdagelse

Lægger Folkekirken al for stor vægt på ”at tale og at høre” og al for ringe vægt på ”handle og at gøre”?

Af: Jørn Henrik Petersen, professor i socialpolitik, dr.phil. & lic.oecon.

Der er så småt ved igen at komme gang i drøftelserne af diakonien som opgave for Folkekirken. Mange stifter har nedsat diakoniudvalg og ansat præster med særlige diakonale opgaver. Fyens Stift sætter diakonien på dagsordenen med Stiftsårbogen 2015. Mange frivillige organisationer er særdeles aktive. Korshærs-og gadepræster gør en stor indsats. Den norske kirke har udformet en samlet plan for diakoni forstået som evangeliet i handling udtrykt gennem næstekærlighed, inkluderende fællesskab, værn om skaberværket og kamp for retfærdighed; men der er samtidig dem, der mener, at ansvaret for ”de svage”, ”de sårbare”, ”de udsatte”, ”de afhængige” en gang for alle er parkeret hos velfærdssstaten, mens andre tænker, at kristendom udelukkende er et forhold mellem Gud og det enkelte menneske. Der er derfor god grund til igen at tale om diakoni og Folkekirkelig ansvarlighed.

Fra velfærdsstat til konkurrencestat
”Velfærdsstaten” dukkede som politisk begreb op i 1953. Efter en langstrakt politisk debat blev den sat på skinner med gennemførelsen af folkepensionen i 1957 og voksede sig stor i 60’erne; men allerede i 70’erne begyndte flere at spørge, om velfærdsstaten ”gav valuta for pengene”. Den ”nye” samfundsform var i en legitimitetskrise. Denne krise blev fulgt op med diskussioner af modernisering og ændring, og gennem de sidste 20-25 år har vi været på rejse fra velfærdsstaten mod konkurrencestaten. Det har sine konsekvenser.

Velfærdsstat versus konkurrencestat
Velfærdsstaten ville udvikle det etisk ansvarlige samfundsmenneske båret af mådehold, generøsitet og arbejdsvilje. Konkurrencestaten udvikler det opportunistiske privatmenneske i en samfundsideologi båret af konkurrence og økonomisme.

Velfærdsstaten ville solidarisere sig med ”de afhængige”, ”de sårbare”, ”de udsatte”, ”de svage”. Konkurrencestaten solidariserer sig med den arbejdende og skattebetalende befolkning. 

Velfærdsstaten ville se det enkelte menneske som enestående og med værdi i sig selv. Konkurrencestaten ser det enkelte menneske som et produktionsmål, hvis værdi afhænger af dets arbejdsmarkedsmæssige funktionsevne.

Velfærdsstaten ville kompensere og beskytte befolkningen mod sociale risici. Konkurrencestaten mobiliserer befolkningen og virksomhederne til deltagelse i global konkurrence.

Velfærdsstaten ville svække individets og familiens afhængighed af markedet som grundlag for en socialt acceptabel levestandard. Konkurrencestaten fremmer individets og familiens afhængighed.

Velfærdsstaten lagde vægt på den enkeltes ret inden for  en fælles ansvarlighedsramme. Konkurrencestaten lader pligt gå forud for ret og betoner den individuelle ansvarlighed.

Velfærdsstaten så på ”de afhængige”, ”de sårbare”, ”de udsatte”, ”de svage” med solidarisk medfølelse. Konkurrencestaten møder dem med vrede og fortørnelse. De er blevet samfundets syndebukke. 

Velfærdsstaten ville et samfund med ”lige værdighed i borg og hytte”. Konkurrencestaten skaber det ”todelte samfund” – os – de pæne mennesker – og de andre.

Den politiske retorik taler ned til dem, der har det svært – og det påvirker samfundstænkningen. 

Sproget skaber, hvad det nævner. Fx sagde sognepræst Kathrine Lilleør (Kristeligt Dagblad den 1.4.): ”Mange af dem, som er på kontanthjælp, kan gøre for det, hvilket går ud over de få, som ikke kan gøre for det. Og de, der godt kan gøre for det, bliver ødelæggere af det meget smukke system, vi har”. Hvordan hun er nået til den indsigt, kan man jo godt filosofere lidt over, men den antyder en modstilling af den brødefulde og den værdigt trængende. Ganske som i slutningen af 1800-årene.

Det har konsekvenser for de lediges og de sårbares selvforståelse. De oplever, at de nok ikke rigtig hører med i fællesskabet. Retorikken har konsekvenser for befolkningens syn på de ledige og sårbare og for politikernes valg af ledighedsbekæmpende midler.

Hvad mener Folkekirken?
Hvordan ser Folkekirken på bevægelsen fra ”lige værdighed i hus og hytte” mod det ”todelte samfund”? Hvordan ser Folkekirken på et menneskesyn, der lader den enkeltes værdi bestemme af vedkommendes funktionsdygtighed? Hvordan ser Folkekirken på en retorik, der bliver stadig mere forrået?

Kan og vil Folkekirken være modkultur, når vi bevæger os mod konkurrencestaten – eller skal den bare tage det ad notam? Kan Folkekirken, som det lød i diakonidebatten i slutningen af 1800-tallet, være ”samfundets salt”, der siger fra, når menneskesynet forhærdes og forråes – eller er Folkekirken impotent, fordi den bæres af flosklen om, at ingen kan udtale sig på Folkekirkens vegne?

Lægger Folkekirken al for stor vægt på ”at tale og at høre” og al for ringe vægt på ”handle og at gøre”? Betoner Folkekirken i al for høj grad ”ordets” på bekostning af ”bordets embede”, som det også hed dengang? Negligerer Folkekirken, som det dengang kaldtes, ”kærlighedens gerninger”?

Harald Stein, der i 1889 blev biskop i Fyns Stift, satte det skarpt op: ”Men værst af alle er Kirken dog bleven ramt, da de Fattiges Forsørgelse gled ud af dens Hænder; thi naar de Kristne ikke mere føle det som en Pligt at hjælpe de fattige og lidende Brødre og Søstre, saa er Kjærligheden uddød i Hjerterne, Bekjendelse kun en Tøjblomst, og saa er Menigheden som det lunkne Vand, som Herren vil spy ud af sin Mund”.

Hvis problemet skal formuleres i dag, lyder det: Har kirken et socialt ansvar? Har menigheden et socialt ansvar? Har du og jeg et socialt ansvar?

Svaret er i mit perspektiv et ubetinget ja, og vi er nødt til at diskutere, hvordan kirken skal bære det ansvar både, når det drejer sig om kirkens rolle som modkultur, og når det drejer sig om det konkrete fællesskab med dem, som samfundet placerer i sin kælder.

Hvorfor har kirken et diakonalt ansvar?
Når det er vigtigt for kirken, skyldes det, at menneskers tilværelse er et liv i dyb indbyrdes afhængighed. Uden de andre er ingen menneskelig tilværelse mulig. Derfor har vi magt i forhold til hinanden; men denne magt krydses af næstekærlighedsbuddet – eller omsorgsforpligtelsen – der fordrer, at den magt, afhængigheden giver, skal bruges til den andens bedste. Fra den kærlighed, du selv gør krav på, kender du den kærlighed, du skylder det andet menneske. 

Alle husker Jesus’ ord i verdensdommen: ”For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!”. 

Kristendommen forkynder, at vi finder meningen med livet i forholdet til vores medmenneske. Og måske endda mere end det. Den tyske teolog Friedrich Gogarten har sagt det meget skarpt: ”Jesus har gjort den menneskelige eksistens’ og histories mest elementære og grundlæggende fænomen, nemlig menneskers forhold til hinanden, til det endegyldige og eneste sted, hvor forholdet til Gud afgøres”.

Spørgsmålet er så, hvordan vi kommer til rette med det, når vi ser os selv i et luthersk perspektiv som de indkrogede mennesker, vi oftest er – centrerede om os selv.

Det kan jo være, at det går fint nok, når det drejer sig om, hvordan vi hver for sig handler i det konkrete møde med det andet menneske – ansigt-til-ansigt; men det er nu nok lidt tilfældigt, hvem det er, vi møder ansigt-til-ansigt, og der er stor sandsynlighed for, at vi især møder dem, der ligner os selv – og derfor i mange tilfælde næppe hører til dem, der har det svært.

Derfor kaldte diakonidebatten, da den var på sit højdepunkt, på organisation, der blev forankret i udviklingen af menighedsplejer, der snart mødtes i De samvirkende Menighedsplejer og senere i Folkekirkeligt Filantropisk Forbund – en organisation, der nu hører fortiden til og kun har overlevet i form af Folkekirkens Nødhjælp.

Tanken var selvfølgelig, at det, der ikke blev gjort, når ansvaret lå hos den enkelte, måske kunne løftes i menighedsregi – i fællesskab, og hvis opgaven oversteg den enkelte menigheds kræfter da i et fællesskab af menigheder og i sidste instans i kirken som institution.

Spørgsmålet er så, om det lange mellemspil fra slutningen af 1800-tallet til i dag har gjort tanken om ”kærlighedens gerninger”, ”tjenesten ved bordene” og kirkens rolle som ”samfundets salt” overflødig.

Igennem de mere end hundrede år, der er gået, siden diakonien for alvor blev sat på kirkens dagsorden, har vi udviklet en velfærdsstat, der på mange måder kommer den enkelte nødlidende til hjælp og vel i virkeligheden varetager en institutionaliseret kærlighed – ”love at a distance”, som den engelske teolog Alec Vidler siger; men velfærdsstaten er, som antydet, i sig selv truet.

Er det godt nok?
Har udviklingen overflødiggjort tanken om menighedsplejen? Betaler vi os så rigeligt fra problemet ved med større eller mindre smil på læben at betale en passende høj skat? Er det nok, at menighedsrådet spytter i menighedsplejens bøsse? Måske endda suppleret med et lille bidrag fra de varierende kollekter. Er det nok at satse på gadepræsten? Er det godt nok?

Vi står i en tid, hvor der fra offentlig side strammes op både her og hisset, hvor synet på mennesket hastigt ændres, hvor retorikken vendt mod ”de svage” skærpes, og hvor der er mange opgaver, som ikke bliver løst eller ikke bliver løst særlig godt.

Har vi i en sådan tid en opgave – også i den lokale menighed? Har menigheden fx en opgave i forhold til dem, der føler sig alene i dagligdagen? Dem, der må dø alene? Har menigheden en opgave, når det drejer sig om dem, der er kommet til landet og har det svært med sproget, kulturen osv. – svært ved at finde sig til rette? Har menigheden en opgave, når det drejer sig om dem, der er ved at ryge ud over kanten? Har menigheden en reel rolle som fællesskab – eller er det bare pæne ord? Nøjes vi med at tale og høre, mens det kniber mere med at handle og gøre? 

Er det en nødvendighed, hvis kirken også skal kunne komme i kontakt med dem, der savner et kirkeligt  follow-up på alle de pæne ord? 

Det er spørgsmålet, om vi som menighed i fællesskab vil engagere os i noget af det, der måtte blive forsømt – altså: Har vi en opgave? Hvad er det for en opgave? Hvordan kan vi tænke os opgaven løst?

Selvsagt skal vi tænke os om og handle på et fornuftigt grundlag – m.a.o. ikke slå større brød op, end at vi kan bære dem til ovnen og færdiggøre dem. Hvis vi da overhovedet vil befatte os med spørgsmålet.

Svaret vil variere fra sted til sted; men det er vigtigt, at vi taler om spørgsmålene – ellers bliver bekendelsen kun en tøjblomst, og så er menigheden som det lunkne vand, som Herren vil spy ud af sin mund – for at slutte med Stein.