Diakoni
Sorggruppe

Badekåben blev       pakket væk

Sorggruppen er et lukket rum, hvor man kan lægge sin beskyttende facade fra sig.

De fleste i rummet har oplevet, at bekendte forsvinder ind bag en hylde i supermarkedet, fordi de ikke ved, hvad de skal sige til et menneske, der sørger.

Deltagerne i en sorggruppe har mange oplevelser og tanker til fælles, og det er netop derfor, de har brug for hinanden. Det gælder også sorggruppen i Nyborg, hvor de fleste har mistet en ægtefælle.

Jeg fik mod 
Karlo Jeppesen fra Nyborg mistede sin 57 årige kone Birgitte for tre en halv måned siden. Hun døde af brystkræft. 

Han fortæller, at visse ting står uændret i deres hjem, siden Birgitte døde, men i denne uge tog han en badekåbe ned, som havde hængt urørt på knagen, siden hun brugte den sidst. 

”Jeg fik pludselig mod til at tage badekåben ned, og da jeg pakkede den væk, kunne jeg mærke, at det var godt, jeg gjorde det,” siger han. 

De andre i gruppen nikker. De genkender de små skridt, der viser, at livet går videre trods alt.

”Jeg kan bruge det, de andre fortæller, som stikord til at forklare min egen situation, for det kan være svært at sætte ord på,” fortæller en af de andre.

Ingen overfladisk samtale

Sorggruppen i Nyborg ledes af sognepræsterne Mette Grymer fra Nyborg og Louise Schousboe, der er præst i Bovense og Aunslev Sogne.  

Præsterne giver hver gang deltagerne et emne, som de skal skrive om til næste gang i en lille ”Kinabog”.

”Det er virkelig hjerteblod, der står i de bøger, og det er gribende, at de er parate til at kaste alle de skjolde og facader, de går rundt med til hverdag. Der er ingen overfladisk samtale i sorggruppen. Det er ind til benet, og det er derfor det virker,” siger Louise Schousboe. 

”Derfor er det også vigtigt, at sorggrupperne er et lukket rum, hvor der er tavshedspligt. Her kan vi tale om tabubelagte emner. Vi kan for eksempel tale om de tanker, nogen har om, at de ikke har ret til at være i live, når deres kære er døde,” supplerer Mette Grymer. 

Det er ikke terapi

Knap 50 mennesker har indtil videre haft glæde af sorggruppen i Nyborg, som har eksisteret i fire år. Der er ”løbende optag,” så der er både gamle og nye deltagere i gruppen. 
”Det er en stor fordel, at de nye kan spejle sig i dem, der er kommet længere i sorgforløbet. Det får dem til at tro på, at der sker en udvikling også for dem selv, ” siger Mette Grymer. 

De fleste hører om sorggruppen via mund til øre-metoden, men også byens læger og psykologer er begyndt at henvise til gruppen. 

”Jeg synes, det er dejligt, at nogle af psykologerne er begyndt at sige: ”Det der med sorg, det ved de altså noget om oppe i kirken,”” siger Mette Grymer. 

Præsterne henviser også den modsatte vej, når de vurderer, at en af deltagerne har brug for en psykolog eller måske noget medicin sideløbende med, at de kommer i sorggruppen.

”Sorggruppen er ikke terapi,” understreger Louise Schousboe.

”Det er en værdifuld samtale på hverdagssprog, og vi deltager alle med den baggrund, vi nu har, og det vi hver især repræsenterer.” 

De pårørende orker ikke

Deltagerne i Nyborgs sorggrupper er ofte ressourcestærke mennesker, der har et godt netværk og voksne børn, der yder omsorg for dem. 

”Men det er hårdt for de pårørende at holde til at høre igen og igen, hvor svært det er at gå alene i seng, eller at måltiderne bare er blevet noget, der skal overstås, fordi der ikke er nogen at dele dem med. De pårørende orker ikke at blive ved med at høre det,” fortæller Mette Grymer.

”Det er en stor lettelse for deltagerne at høre, at de ikke er alene om at have det sådan, men at andre har det på præcis samme måde, ” fortsætter Louise Schousboe.  

”Og vi har aldrig været ude for nogen, som er gået i stå. De finder langsomt deres ben og kommer videre,” siger Mette Grymer.

Fællesmod

Der er ingen regler for, hvor mange gange man må komme i sorggruppen, men oftest kan deltagerne selv mærke, når de ikke har brug for at komme mere. Præsterne oplevede dog, at nogle af deltagerne savnede fællesskabet, når de forlod gruppen, og derfor tog de initiativ til et arrangement tre gange om året, som de kalder ”Fællesmod.” 

Her bliver alle, der på et tidspunkt har været med i sorggruppen inviteret til fællesspisning og gudstjeneste med lystænding i kirken.

”Selvom de, der kommer til ”Fællesmod”, måske ikke har været en del af sorggruppen på samme tidspunkt, så oplever vi, at de har fortrolighed med hinanden, ” fortæller Mette Grymer.  

En hue der dufter

Karlo Jeppesen er slet ikke færdig med at gå i sorggruppen. Men han mærker, at der sker en udvikling. Hans hjemmeopgave til denne gang var at skrive om, hvad der giver ham energi. 

”Det første, jeg tænker på om morgenen, er stadig, at Birgitte ikke er der. At jeg er alene. Men i den sidste uge har jeg korresponderet med nogle af mine gamle venner, og det har givet mig energi,” fortæller han.

Han fortæller også, at selvom Birgittes badekåbe er taget ned, så har han stadig gemt en hue, der dufter af hende. Det giver ro i maven. 

Der er gået to timer, og gruppen skilles med hver sin nye hjemmeopgave. Et par stykker udveksler telefonnumre og aftaler en biograftur. Der bliver skabt nye fællesskaber i sorggruppen. 

Er det diakoni?

”Ja,” siger Mette Grymer, ”man kan vel kalde det praktisk næstekærlighed.”


Fakta om sorggrupper

I Fyns Stift er der ca. 10 sorggrupper for voksne; 2 grupper for børn og unge og flere tilbud om sorggrupper er på vej.

”Sorggrupper i Folkekirken” er et landsdækkende initiativ, der de sidste 3 år har haft til formål at kortlægge, hvad der findes af sorggrupper, beskrive hvad der foregår - og i øvrigt være med til at udvikle kirkens sorggrupper.

På hjemmesiden: www.sorggrupperifolkekirken.dk kan du finde information om sorg og sorggrupper. Her er også et landkort, hvoraf det fremgår, hvor sorggrupperne findes på Fyn, og hvem man kan kontakte.