De fleste i rummet har oplevet, at bekendte forsvinder ind bag en hylde i supermarkedet, fordi de ikke ved, hvad de skal sige til et menneske, der sørger.
Deltagerne i en sorggruppe har mange
oplevelser og tanker til fælles, og det er netop derfor, de har brug for
hinanden. Det gælder også sorggruppen i Nyborg, hvor de fleste har mistet en
ægtefælle.
Jeg fik mod
Karlo Jeppesen fra Nyborg mistede sin
57 årige kone Birgitte for tre en halv måned siden. Hun døde af brystkræft.
Han fortæller, at visse ting står
uændret i deres hjem, siden Birgitte døde, men i denne uge tog han en badekåbe
ned, som havde hængt urørt på knagen, siden hun brugte den sidst.
”Jeg fik pludselig mod til at tage
badekåben ned, og da jeg pakkede den væk, kunne jeg mærke, at det var godt, jeg
gjorde det,” siger han.
De andre i gruppen nikker. De
genkender de små skridt, der viser, at livet går videre trods alt.
”Jeg kan bruge det, de andre
fortæller, som stikord til at forklare min egen situation, for det kan være
svært at sætte ord på,” fortæller en af de andre.
Ingen overfladisk samtale
Sorggruppen i Nyborg ledes af
sognepræsterne Mette Grymer fra Nyborg og Louise Schousboe, der er præst i
Bovense og Aunslev Sogne.
Præsterne giver hver gang deltagerne
et emne, som de skal skrive om til næste gang i en lille ”Kinabog”.
”Det er virkelig hjerteblod, der står
i de bøger, og det er gribende, at de er parate til at kaste alle de skjolde og
facader, de går rundt med til hverdag. Der er ingen overfladisk samtale i
sorggruppen. Det er ind til benet, og det er derfor det virker,” siger Louise
Schousboe.
”Derfor er det også vigtigt, at
sorggrupperne er et lukket rum, hvor der er tavshedspligt. Her kan vi tale om
tabubelagte emner. Vi kan for eksempel tale om de tanker, nogen har om, at de
ikke har ret til at være i live, når deres kære er døde,” supplerer Mette
Grymer.
Det er ikke terapi
Knap 50 mennesker har indtil videre
haft glæde af sorggruppen i Nyborg, som har eksisteret i fire år. Der er ”løbende optag,” så der er både gamle og
nye deltagere i gruppen.
”Det er en stor fordel, at de nye kan
spejle sig i dem, der er kommet længere i sorgforløbet. Det får dem til at tro
på, at der sker en udvikling også for dem selv, ” siger Mette Grymer.
De fleste hører om sorggruppen via
mund til øre-metoden, men også byens læger og psykologer er begyndt at henvise
til gruppen.
”Jeg synes, det er dejligt, at nogle
af psykologerne er begyndt at sige: ”Det der med sorg, det ved de altså noget
om oppe i kirken,”” siger Mette Grymer.
Præsterne henviser også den modsatte
vej, når de vurderer, at en af deltagerne har brug for en psykolog eller måske
noget medicin sideløbende med, at de kommer i sorggruppen.
”Sorggruppen er ikke terapi,”
understreger Louise Schousboe.
”Det er en værdifuld samtale på
hverdagssprog, og vi deltager alle med den baggrund, vi nu har, og det vi hver
især repræsenterer.”
De pårørende orker ikke
Deltagerne i Nyborgs sorggrupper er
ofte ressourcestærke mennesker, der har et godt netværk og voksne børn, der
yder omsorg for dem.
”Men det er hårdt for de pårørende at
holde til at høre igen og igen, hvor svært det er at gå alene i seng, eller at
måltiderne bare er blevet noget, der skal overstås, fordi der ikke er nogen at
dele dem med. De pårørende orker ikke at blive ved med at høre det,” fortæller Mette
Grymer.
”Det er en stor lettelse for
deltagerne at høre, at de ikke er alene om at have det sådan, men at andre har
det på præcis samme måde, ” fortsætter Louise Schousboe.
”Og vi har aldrig været ude for
nogen, som er gået i stå. De finder langsomt deres ben og kommer videre,” siger
Mette Grymer.
Fællesmod
Der er ingen regler for, hvor mange
gange man må komme i sorggruppen, men oftest kan deltagerne selv mærke, når de
ikke har brug for at komme mere. Præsterne oplevede dog, at nogle af deltagerne
savnede fællesskabet, når de forlod gruppen, og derfor tog de initiativ til et
arrangement tre gange om året, som de kalder ”Fællesmod.”
Her bliver alle, der på et tidspunkt
har været med i sorggruppen inviteret til fællesspisning og gudstjeneste med
lystænding i kirken.
”Selvom de, der kommer til
”Fællesmod”, måske ikke har været en del af sorggruppen på samme tidspunkt, så oplever
vi, at de har fortrolighed med hinanden, ” fortæller Mette Grymer.
En hue der dufter
Karlo Jeppesen er slet ikke færdig
med at gå i sorggruppen. Men han mærker, at der sker en udvikling. Hans
hjemmeopgave til denne gang var at skrive om, hvad der giver ham energi.
”Det første, jeg tænker på om
morgenen, er stadig, at Birgitte ikke er der. At jeg er alene. Men i den sidste
uge har jeg korresponderet med nogle af mine gamle venner, og det har givet mig
energi,” fortæller han.
Han fortæller også, at selvom
Birgittes badekåbe er taget ned, så har han stadig gemt en hue, der dufter af hende.
Det giver ro i maven.
Der er gået to timer, og gruppen
skilles med hver sin nye hjemmeopgave. Et par stykker udveksler telefonnumre og
aftaler en biograftur. Der bliver skabt nye fællesskaber i sorggruppen.
Er det diakoni?
”Ja,” siger Mette Grymer, ”man kan
vel kalde det praktisk næstekærlighed.”
