Fortsæt til hovedindholdet
Kirke for flere
Børnene mærker, at der er højt til loftet

Børnene mærker, at der er højt til loftet

Sangskolen, musikskolen, kirken, og den kommunale dagpleje i Fåborg-Midtfyn Kommune er gået i samarbejde om et sang- og musikforløb for 485 småbørn  

Børnene og deres dagplejere synger "I østen stiger solen op." Foto: Ard Jongsma

16 børn under tre år har sat sig til rette på et stort tæppe på gulvet helt oppe ved døbefonten i Rolfsted Kirke på Midtfyn. De ved godt, hvad der venter, for de har allerede været her to gange før sammen med deres dagplejere. Fra det øjeblik musikpædagog Kristina Hedelius-Stikkertsen slår på sin xylofon har hun børnenes fulde opmærksomhed.

De synger om dyrene i Noas Ark, de vækker en sovende abe med sang, laver fagter til ”I østen stiger solen op,” og synger om af finde deres ører og mund og næse. I knap 45 minutter er børnenes fanget ind af sangen og musikken. En af dagplejerne må smutte ud i våbenhuset for at skifte et barn undervejs, men ellers er der fuld koncentration fra børn og voksnes side.

Sang for alle børn

Initiativet til at lave sang og musik i kirken for småbørn kommer fra Palle Larsen, der er souschef i Fåborg-Midtfyn Musikskole og næstformand i Den Fynske Sangskole. Han vil gerne give et musiktilbud til alle kommunens dagplejebørn, og ikke kun dem med ressourcestærke forældre. Et tilbud, som også gælder de børn, som ellers ikke kommer i musikskolen eller til babysalmesang og spaghettigudstjenester.

Folkekirkens Udviklingsfond bidrager til projektet med 85.000 kroner ud af budgettet på 215.000 kroner. Resten dækkes ind af kommunerne og kirkerne. 

Projektet fortsætter ikke i samme form i næste sæson, men der bygges videre på den kontakt, der er skabt mellem musikskolen, dagplejen og kirkerne.  
 
Et af de forslag, der arbejdes med, er, at dagplejebørn får lov til at komme ind og høre, når organisten øver sig i nogle af de deltagende kirker. 

Han har derfor allieret sig med den kommunale dagpleje og provsterne i Fåborg og på Midtfyn, og med et tilskud fra Folkekirkens Udviklingsfond i ryggen har de stablet et tilbud om salmesang for dagplejebørn på benene.

”Ved at slå pjalterne sammen kunne vi få økonomien til at nå sammen, og nu kan vi give alle kommunens dagplejere og deres børn mulighed for at opleve kirkerummets helt særlige akustik og charme,” siger han.

Børnene vil synge

Musikpædagog Kristina Hedelius-Stikkertsen nyder at synge med børnene inde i en kirke.

”Børnene kan godt mærke, at der er en anden atmosfære, og at her er højere til loftet,” siger hun.

Flere af dagplejerne har fortalt hende, at børnene vil ind i kirken, når de går tur. De vil gerne ind og synge. 

”På den måde er vi med til at gøre kirken til en del af lokalsamfundet,” siger musikpædagogen.

Pernille Mørk Josiasen, som er souschef i den kommunale dagpleje, har udelukkende fået positive tilbagemeldinger fra børnenes forældre. Og selvom det har været et stort arbejde for hende at få logistikken til at gå op, så deltager hun gerne i flere projekter af samme karakter.

”Samarbejdet med kirke og sangskole er gået rigtig godt, og jeg er glad for, at vi er inviteret med i projektet,” siger hun. 

Afslutning med forældre og søskende

Børnene kommer til sang og musik syv formiddage. Den ottende gang er der afslutning sidst på eftermiddagen, og her er forældre og søskende inviteret med. De fleste steder inviterer menighedsrådet på lidt godt til ganen bagefter. Det gælder også i Rolfsted Kirke, hvor der diskes op med bagværk og hygge.

Sognepræst Birte Jacobsen er både med til afslutningen og til nogle af formiddagstimerne. Hun nyder at sætte sig på gulvet foran prædikestolen og være med til salmesang for dagplejebørn.

”Børnene bliver fortrolige med to fine små salmer, nemlig ”I østen stiger solen op” og ”Sov sødt barnlille,” og så bliver de dus med kirkerummet. De får lov til at kravle rundt på knæfaldet, og bliver glade for at være der. Det, synes jeg, er vigtigt,” siger sognepræsten.