Fortsæt til hovedindholdet
Kirke for flere
Her sætter kirken ikke dagsordenen

Her sætter kirken ikke dagsordenen

Studenterpræst Lene Crone tilbyder et fortroligt rum, hvor de studerende på Syddansk Universitet kan lette deres hjerte

Samtaler med studenterpræsten Lene Crone er gratis og fortrolige. Foto: Ard Jongsma

Som præst på en institution uden for kirken, må man stikke fingeren i jorden. Det gjaldt også for Lene Crone, da hun startede i sit job som studenterpræst på Syddansk Universitet i begyndelsen af 2017.

”Religiøse personer i det offentlige rum er et følsomt emne, og ikke alle synes, at det giver mening at have en studenterpræst på et universitet. Når man er præst på et universitet er det jo ikke kirken, der sætter dagsorden, ” siger hun.

Lene Crone arbejder 25 timer om ugen som studenterpræst på SDU, i resten af sin arbejdstid er hun sognepræst i Hjallese

 

Lene Crone har dog stille og roligt fået sig etableret sig i et lille kontor på SDU, hvor hun fortroligt og uforstyrret kan tale med de studerende. Hun har også fået et netværk med de øvrige vejledere på SDU og med studenterpræster i resten af landet.

Sjælesorg og skam

Når man spørger Lene Crone, hvad en studenterpræst laver, svarer hun, at hun er sjælesørger for de studerende. Hun oplever, at de fleste godt forstår det gamle ord sjælesorg.

”Jeg er ikke behandler. Jeg er en samtalepartner, en sjælesørger med tavshedspligt,” siger hun.

De studerende finder typisk vej til hende via mund til mund metoden, eller fordi de har fået en folder om studenterpræsten af en studievejleder. De fleste kommer flere gange, og mange oplever det som en lettelse at tale med en udenforstående om eksempelvis kærestesorger, stress og ensomhed, eller når de er kommet i tvivl, om de skal fortsætte deres studier.

 

”Når man nu er blevet optaget på sin uddannelse, og mor og far har kørt alle ens ting til Odense, og man er blevet installeret i en lejlighed, så er det pinligt og flovt, hvis man ikke lykkes med sit studie. Mange føler sig skamfulde, og de unge har ofte gået med tankerne alene i månedsvis, før de kommer,” siger Lene Crone.

Du er noget værd

Studenterpræsten lytter til de studerede, og hun oplever, at det er forløsende for dem at få talt om skammen. At knuden i maven løsnes, når man får alt det, man bærer på, ud. 

Det er langt fra altid, at tro og kristendom kommer på banen i samtalerne. Men det er med sin tro i ryggen, at Lene Crone fortæller de unge, at de ikke behøver være perfekte, og at man er noget værd, selvom man fejler.

”Jeg vælger ikke formuleringen ”Kristus bærer det svære sammen med dig,” når jeg taler med de studerende, men det ligger jo i min rygsæk, at nok er vi skyldige, og vi roder rundt i vores liv, men vi er ikke forkerte eller mislykkede som mennesker. Der er tilgivelse og forsoning, og én der bærer for os og med os, og som siger, at vi er gode nok, som vi er,” siger studenterpræsten. 

Pres fra mange sider

De unge, som Lene Crone taler med, oplever et pres fra mange sider, og derfor ser hun det som en vigtig opgave at få deres fokus væk fra perfektionisme og præstationsræs.

”Det er ikke gerningen, der gør, at man bliver et godt menneske. Det skal siges, og jeg synes, at det er godt, at det er en præst, der siger det, fordi vi kan sige det med stor frimodighed og troværdighed,” siger Lene Crone. 

Hun kan mærke, at de unge trænger til at høre, at de ikke behøver at lykkes med alting.

”Det kan godt være, at de i første omgang ikke helt forstår det undtagen med det øverste intellektuelle lag af hjernen – men det er blevet hørt. De har hørt nogen sige, at de kan kigge op og leve et fuldgyldigt liv uden hele tiden at skulle føle, at de gør noget forkert,” siger Lene Crone.

Ingen mission

Man behøver ikke tro på Gud for at benytte sig af Lene Crones tilbud om samtaler, og man bliver ikke nødvendigvis troende af at tale med hende. Men troen er det fundament, som hun arbejder på.

”Jeg missionerer ikke, men jeg tænker, at bare det, at jeg er her, og at de unge kan snakke med en præst, kan lukke op for en ny måde at se tingene på, som gør, at de bliver mere åbne overfor kirken og kristendommen. Jeg kunne ikke arbejde uden at øse af min teologi og min præstepraksis,” siger hun.

De muslimske studerende

Der kommer en del muslimske studerende på Lene Crones kontor. Hun ved ikke, hvorfor de vælger en præst som samtalepartner, for det spørger hun dem ikke om, men hun tror, at det er fordi, religiøse personer ikke er så fremmede for dem. Og så kan det være rart at tale med én, der ikke kommer fra ens eget miljø.

”Vi taler blandt andet om de sociale koder og normer, som de er omgivet af. Det man med et lidt negativt ord kalder ”social kontrol.” Det spiller jo også ind i de unges trivsel på studiet,” fortæller præsten.

Fællesarrangementer

Lene Crone er gradvist ved at blive integreret som studenterpræst på Syddansk Universitet. Næste skridt er måske at lave aktiviteter for de studerende.

I samarbejde med studenterpræsten på University College Lillebælt, Kirstine Hansen har hun planer om fællesarrangementer for de studerende i Odense. Allerhelst i samarbejde med andre foreninger eller organisationer, for eksempel Studenterhuset i Odense, som de to har haft et frugtbart møde med.

”Vi er startet op som studenterpræster helt fra bunden, og det tager tid at bygge op, men vi er godt i gang,” slutter Lene Crone. 

I Fyens Stift er der ansat en række institutions- og funktionspræster. 
Fælles for dem er, at de er præster for mennesker i særlige livssituationer.
 Præster på hospitaler, hospicer, fængsler, arresthuse, uddannelsesinstitutioner samt præster for hørehæmmede betegnes som institutionspræster. Dertil kommer en række funktionspræster, som for eksempel kan have titlen feltpræst, beredskabspræst, diakonipræst, natkirkepræst, præst for kirke-skoletjenesten, præst for kirken på landet eller præst for flygtninge og indvandrere.
 
De fleste af institutions- og funktionspræsterne er samtidig sognepræster og har arbejdet som institutions- eller funktionspræst som en del af deres ansættelse. Nogle af præsternes løn bliver finansieret gennem fællesfonden, som er folkekirkens fælles kasse. En mindre del er såkaldt lokalt finansierede stillinger, som er oprettet af de lokale menighedsråd.