Kirke for flere
Kirken har været i skammekrogen

”Kirken har været i skammekrogen”

Men nu vil vi gerne have fat i vores egen kultur igen, siger sognepræst Birte Jacobsen fra Rolfsted

Birte Jacobsen deltager i salmesang for dagplejebørn. 

Foto: Ard Jongsma

Sognepræst Birte Jacobsen blev glad, da musikskolen og dagplejerne spurgte, om de måtte lave sang og musik i kirken. Men hun blev ikke overrasket. For i de senere år har hun gang på gang oplevet, at samfundet uden om kirken tager initiativ til at samarbejde med præst og kirke.

”Kirken har været i skammekrogen siden 70’erne. Men nu er man begyndt at gå på opdagelse i den tabte tradition igen,” siger hun.

Præsten ind i skolen

Birte Jacobsen har været sognepræst i Rolfsted på Midtfyn i 30 år, og i den periode har hun oplevet et kolossalt skift i skolernes holdning til kirken. For et par år siden spurgte både den lokale friskole og folkeskolen, om hun ville lave børnekonfirmandundervisning i skoletiden. Noget der ville have været utænkeligt for bare 15 år siden.

”Jeg spurgte, om de ikke var bange for, at jeg skulle forkynde for børnene, men skolelederne sagde: ”Nej, nej vi er ikke bange,”” fortæller hun.

Hun kvitterer for skolernes tillid ved at undervise børnekonfirmanderne gennem fortælling og sang. Hun beder ikke børnene folde deres hænder og bede en bøn, for der skal være plads til, at også børn med en anden religion kan være med. Men hun fortæller om kirken, kirkerummet og påsken. Børnene lærer salmer, og forløbet slutter med en gudstjeneste.

”Undervisningen bliver meget bedre, når vi mødes i skoletiden, for så er lærerne med. De kender børnene, og vi kan hjælpe hinanden,” siger Birte Jacobsen.

Kor og kunstprojekt

Et juniorkor for børn i 4.-6. klasse er et andet nyt samarbejdsprojekt, som Rolfsted Kirke er inviteret med i. Musikskolens og skolens lærere øver med koret på skolen en gang om ugen, og tre gange årligt synger koret i kirken.

Et tredje samarbejde er et kunstprojekt, hvor 5. klasse i Rolfsted Skole sammen med en kunstner var inviteret i konfirmandstuen for at udsmykke den med billeder af lignelsen om den fortabte søn.

Birte Jacobsen oplever stor imødekommenhed fra skolen, men hun mærker også, at traditionstabet er nået til lærerne.

”De unge lærere kender ofte kun få salmer, for de er vokset op, efter at skolerne afskaffede morgensangen. Men de er nysgerrige og åbne overfor kirken, ” siger Birte Jacobsen.

Reaktion på islam

Afstandtagen over for kirken er ifølge Birte Jacobsen vendt til nysgerrighed og lyst til samarbejde, og Birte Jacobsen tror, at en af forklaringerne er, at der er kommet mennesker til landet med en anden tro.

”Islam fylder rigtig meget som identitetsskabende religion efterhånden, og jeg tror, at det på et ubevidst plan kalder på, at vi er nødt til at finde vores identitet som kristne. Vi ved, der er noget væsentligt, vi har glemt, og det skal vi komme i tanke om igen,” siger sognepræst Birte Jacobsen.

Et tiltrængt oprør

Birte Jacobsen begræder ikke, at kirken blev sat i skammekrogen i 70’erne og årene derefter, for ifølge hende var det med god grund.

”Kirken og den autoritet, den repræsenterede, blev af mange oplevet som undertrykkende. 68-bevægelsens frigørelseskamp handlede blandt andet om at blive fri af det pres, og mit synspunkt er, at oprøret var tiltrængt, ” siger hun.

Sognepræst Birte Jacobsen kender til adskillige beretninger om, hvordan præster i 50’erne udøvede deres autoritet. I hendes eget sogn skulle drengene f. eks. bukke og pigerne knikse, hvis de mødte præsten på gaden – ellers blev det påtalt.

”Et oprør og en renselsesproces var tiltrængt. Kirken har ligget som en ruinhob. Nu bygger vi den op i fællesskab nedefra og finder ud af, hvad det er, der er livsvigtigt i kristendommen, og som vi ikke kan undvære,” slutter sognepræsten.