Gudstjeneste midt i skaberværket
Bag præstegården i Fjellerup ligger ”Lysningen” – en udendørs gudstjenesteplads
Da jeg kom til Fjelsted-Harndrup pastorat for syv år siden, var der en del diskussion om vielser udenfor kirkens rum. Det satte tanker i gang hos mig, for jeg kunne godt tænke mig at skabe et udendørs rum til vielser, som var mere ”professionelt” end et campingbord i baghaven.
Bag præstegården i Fjellerup ligger der en lille skov, som hører med til præstegården. Da jeg rykkede ind i præstegården, sammen med min mand, mindede skoven om et pulterkammer. Man kunne ane, hvor de gamle stier havde gået, men væltede træer og frodigt voksende kristtjørn havde gjort stierne svært farbare. Men der var en åben plads, som ligefrem råbte på at blive udnyttet. Her kunne der etableres en gudstjenesteplads. Menighedsrådet fandt ideen god, og med stor hjælp fra kirkeværge Else Jensen og min ægtemand Mogens Schou Christiansen gik arbejdet i gang, og pladsen blev ryddet.
Kirkeinventar til gudstjenestepladsen skulle der også til, og her trådte FDFs lokale afdeling til med stor arbejdsindsats og kreativitet. Alle var enige om, at inventaret primært skulle bestå af naturmaterialer, og inden længe var der rejst kors, alter, alterskranke og prædikestol. En lokal kunstner, Anker Pedersen, leder af Fjelsted-Harndrup skoles SFO, skabte to smukke lysestager til brug på alteret.
Lysningen fik sit navn
Næste opgave var at finde ud af, hvad vi skulle kalde pladsen. ”Gudstjenestepladsen” lød ikke godt. Vi syntes, at det mindede for meget om losseplads. ”Skovkirken” var misvisende, for der var jo ikke tale om en kirkebygning beliggende i en skov. Men så fik daværende menighedsrådsmedlem Lene Fagerlund Rasmussen en ide. Hun foreslog at kalde stedet for Lysningen. For der er både tale om en helt konkret lysning i skoven, og det er også stedet, hvor Guds ord lyser, og hvor Helligånden bringer lyset ind i vores hjerter.
Hver ting til sin tid
Allerede fra begyndelsen tog menigheden godt imod Lysningen, hvor man i bogstavelig forstand sidder lige midt i skaberværket. Naturen kan noget, som et kirkerum bygget af sten ikke kan.
Når vi holder gudstjeneste i Lysningen får det naturligvis indflydelse på valget af salmer og også på det sprog, jeg bruger i prædikenen. Jeg citerer for eksempel ikke den lidt svært tilgængelige teolog Dietrich Bonhoeffer under bøgenes kroner. Her giver kirkerummet meget mere plads og ro til fordybelse på den intertekstuelle måde. Kirkerummet kan et. Naturen noget andet. Man spiller jo heller ikke Strindberg i Cirkusrevyen, eller tager til stranden i kjole og hvidt, medmindre man altså skal giftes der. Hver ting til sin tid, som de gamle sagde.
Men at sproget, der anvendes i Lysningen, er let og enkelt, betyder ikke, at gudstjenesten bliver letbenet. Den religiøse ophøjethed er stadig til stede, blot i en anden forklædning. En sommerrevy kan jo også bearbejde dybt seriøse emner, selvom sproget er let. I revyen, hvor Liva Weel sang: ”Man binder os på mund og hånd,” er teksten sprogligt set let forståelig, men det er nok de færreste, der af den grund vil påstå, at indholdet er letbenet, snarere tværtimod.
Fortiden er med
Vi bruger altersølvet fra Fjelsted Kirke, når der holdes gudstjeneste med altergang, ligesom messehaglerne, med den rette liturgiske farve, også bliver benyttet.
Og ligesom fortiden i de fleste gamle kirker er repræsenteret med mindst én begravelse i selve kirken, ligger som en art ”sidekapel” til Lysningen en kæmpehøj, som Kong Frederik den 7. besøgte tilbage i 1852. Således er historien også italesat i Lysningen.
