Fortsæt til hovedindholdet

Tal kirkens opgave på plejehjemmene op!

Tekst: Camilla Balslev Fage-Pedersen, sognepræst i Vor Frue Kirke i Odense samt diakonal koordinator i Sankt Knuds Provsti
Foto: Lasse Skov

Gudstjeneste og omsorg for plejehjemsbeboere er en vigtig del af præsters kernearbejde

I langt de fleste sogne er der et plejehjem, og kirken tilbyder gudstjeneste for beboerne. Man er en del af hinandens lokalområde. Den del af præstens arbejde er ikke så synligt som søndagens højmesse, dåben, undervisningen og alle de øvrige handlinger og steder, hvor præster deltager, men bestemt en lige så vigtig del af kernearbejdet.

Flere steder tilbyder præsten andet end gudstjenesten på plejehjemmet. Besøg, åndelig omsorg, nærvær. Det er godt og glædeligt. Alligevel er tiden måske inde til at sætte fokus ikke bare på præsten, men også på kirken på plejehjemmet.

Andre rammer

Rammerne for at holde gudstjeneste på plejehjemmet er anderledes end i kirken, hvor kirketjener og kordegn sørger for det forberedende. Hvem sørger for det på plejehjemmet? Personalet, frivillige, præsten, betalte medarbejdere fra kirken? Det er meget forskelligt fra sted til sted, og det er en af de udfordringer, præsten og menighedsrådet må forholde sig til. Her er det helt afgørende, at dialogen mellem plejehjem og præst er god, for når den er det, kan næsten alle problemer løses. 

En anden problemstilling er, at de fleste plejehjemsbeboere har en demensdiagnose. Hvordan holder man en meningsfuld gudstjeneste med demensramte eller med mennesker med hjerneskade? Hvis man ikke har viden om de udfordringer, som sygdom giver beboerne, er det vanskeligt at imødekomme deres behov. Her er der anledning til at søge viden hos det ansatte personale, og det er også en mulighed at læse om gerontoteologi eller deltage i kurser og sparring om demensgudstjenester.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det mest tilfredsstillende at holde en gudstjeneste ”der virker” – hvad enten det er for ældre, børn, unge eller for alle dem, der kommer til højmessen. Nogle gange skal man gå uvante veje – men ikke omveje – for at opleve den glæde.

De frivillige

Behovet for frivillige på plejehjemmet er vokset støt de senere år. En del frivillige er tidligere pårørende, og de kender plejehjemmets verden. Men frivillige uden en egentlig anledning til at komme på plejehjemmet er sjældne. Her kan præsten være den nøgleperson, der skaber kontakt mellem frivillige og plejehjem, for i kirken kommer mennesker, som gerne vil gøre noget godt for andre. De skal bare spørges. Anledningen skal skabes.

At være tilknyttet gudstjenesten på plejehjemmet som frivillig er en afgrænset opgave, hvor den frivillige kan læne sig op ad præsten og ikke står alene med ansvaret. Ekstra hænder til f.eks. at hente beboere, ordne blomster, synge med, tale med beboerne og være til stede, hvis der er kaffe efterfølgende, gør noget godt – ikke alene for gudstjenesten men også for beboerne.

Det giver en anden værdighed til deres sted, at der kommer nogle ind, som ikke er lønnet for at være der. Det kan også gøre noget godt for den frivillige at mærke, at der er brug for én. Og hvem ved, måske udvikler det sig, så den frivillige får lyst og mod på mere efter aftale med plejehjemmet.

Kirkens forpligtelse

Jeg vil gerne opfordre til, at menighedsrådene tænker plejehjemmet ind som en selvfølgelig del af sognet og kirkens forpligtelse. Plejehjem er en ”skal-opgave” for præster i modsætning til ”kan-opgaver,” som der selvfølgelig også er mange af, og derfor skal opgaven have både fokus og ressourcer.

Hvis der sættes penge af på budgettet til kirkens arbejde på plejehjemmene, ligesom der for eksempel er penge til foredrag og undervisning, så kan der måske gøres lidt ekstra til højtiderne, eller der kan gives mulighed for at anvende kirkebil, og at plejehjemsbeboere, der ønsker at komme i kirke, kan ledsages af en frivillig.

Sognepræst Camilla Balslev