Tema om dåb
En kampsoldats dåb

En kampsoldats dåb

”I yderste konsekvens stiller man jo træskoene”

Leif Kristensen døbes med to faddere ved sin side. Soldaterne må ikke lægge deres håndvåben fra sig, så derfor har de våben med i det interimistiske kirkerum (privatfoto).

”Som soldat i Afghanistan eller Irak er man tæt på sin egen død, og man kan ikke ryste det af sig med netflix eller en tur i storcentret.”

Sådan siger sognepræst Thomas Aallmann fra Thurø.

Han har været feltpræst i Afghanistan i 2008 og i Irak i 2015-2016, og begge gange har han holdt dåb i felten.

Sidste år døbte Thomas Aallmann den danske soldat Lars Kristensen ved en gudstjeneste i lejren i Irak.  Det skete efter mange fortrolige samtaler mellem præst og soldat.  

”Når man er udsendt som soldat i et kampområde, er der en risiko ved jobbet. I yderste konsekvens, stiller man jo træskoene, og jeg gjorde mig nogle tanker om, hvor vi så farer hen,” fortæller soldaten.  

En hæderlig begravelse

Da Lars Kristensen blev døbt i Irak i 2015, var det ikke efter en pludselig indskydelse. Han var udsendt på sin femte mission, og allerede da han var udsendt første gang, talte han meget med præsten om, at der nok er ”mere mellem himmel og jord end som så”, som han siger.

Han tænkte også på familiens situation, hvis han skulle komme hjem i en kiste.

”Hvis man ikke er medlem af folkekirken, så er den begravelse, der bliver givet til familien jo sparsom, og jeg ville gerne sendes afsted herfra på en hæderlig måde,” siger han.

Ingen sutteklud

Præsten Thomas Aallmann reagerer kraftigt, når man spørger ham, om soldaters ønske om at blive døbt udelukkende handler om deres angst for at dø.

”Nej, kristendommen er ingen sutteklud, og at vælge kristendommen gør ikke verden nemmere! At vælge kristendommen gør verden alvorligere, men det gør den også smukkere,” siger præsten, og tilføjer:  

”Jeg mener, at ethvert menneske er skabt med en længsel efter Gud. Hvis man har for meget af verden, så kan verden stå i vejen for Gud, men når man tager verden fra et menneske, så ser man Gud klarere. Man kan sige, at for soldaterne er der ikke noget, der står i vejen for, at deres hjerte kan se sandt.”

Fællesskabet

Både præsten og soldaten giver endnu en forklaring på, hvorfor Lars Kristensen kom frem til, at han ville døbes, nemlig præstens personlighed og det stærke bånd, der opstår mellem soldater og præst i felten.

”Der opstår et maskulint broderbånd i en flok af mænd, der er omringet af fjenden ,” forklarer præsten. 

”Thomas var til kæmpehjælp for alle soldaterne. Jeg har aldrig før mødt en personlighed som ham. Han kan komme ind i hjertet på folk på en måde, som jeg aldrig har set før. Det var altafgørende for mig, at det var Thomas, der skulle give mig dåbsoplæring,” siger Lars Kristensen.

Thomas Aallmann har en mere teologisk forklaring:

”Når et menneske erfarer en omvendelse, kommer den selvfølgelig fra Helligånden og fra ordet der virker, når det forkyndes klart og rent. Men det ord skal jo bringes frem, og det er her, feltpræsten kommer ind i billedet – det ville ikke være nok at sende en stak bibler ned til soldaterne,” siger han.

Døbefonten

Da Lars Kristensen havde besluttet, han ville døbes, mødtes han med Thomas Aallmann flere gange til samtaler om tro og dåb, og sideløbende gik præsten i gang med at fremstille en døbefont. En håndvask blev anbragt på en sokkel lavet af stål, og korset på døbefonten blev skåret ud af en skydeskive og malet rød.  

Dåben blev holdt ved en af de gudstjenester, som var i lejren hver søndag. Dåbsvidnerne var nogle af Lars Kristensens kammerater.

”Jeg kunne mærke, at Lars var stolt og glad for at blive døbt, og bagefter fejrede vi dåben med en alkoholfri øl og røg en cigar,” fortæller præsten.

Dåben er Kristus

Thomas Aallmanns  dåbsyn er sådan, at der slet ikke er tvivl om vigtigheden af at blive døbt.

”Om det er vigtigt? - Ja for søren da! Det er jo frelsen om at gøre. Dåben er Kristus. Kristus siger, at ingen kommer til Faderen uden ved ham – og vi kommer til Kristus gennem dåben,” siger præsten.

På spørgsmålet om han tror, man er fortabt, hvis man ikke bliver døbt, svarer han:

”Det ved jeg ikke. Det beder jeg til, at man ikke er. Jeg ved bare, at Kristus siger, at han er med os, når vi døber. Dåben er mystisk, forunderlig og paradoksal, og det skal den have lov til at være. ”

Hobitten Thomas

Der er langt fra den smukke præstegård på Thurø med udsigt over vandet og til en militærlejr kun fem kilometer fra Islamisk Stats tilholdssted, og den populære feltpræst siger, at han egentlig slet ikke har eventyrblod i årene. Han er ikke sådan en, der synes, det er fedt at klatre på en gletscher eller tage på overlevelsestur i Alaska, men han ved, at han er en god feltpræst, så derfor drager han i felten.

”Egentlig er jeg som en ”hobbit”, der godt kan lide at være hjemme på Thurø. Men der er et kald i at være feltpræst, som jeg ikke kan lægge fra mig. Jeg mener, at det er en måde, Herren kan bruge mig på. Så enfoldigt er det,” sige han.

Barnedåb for sønnen

Lars Kristensen er nu også tilbage i Danmark hos sin søn, sin kæreste og hendes barn. Begge børn er døbt som små.

Han respekterer sine egne forældres beslutning om, at han selv skulle vælge, om han ville døbes eller ej, men da han selv fik et barn, var han og hans daværende kæreste slet ikke i tvivl om, at de skulle have barnedåb.

”Det har noget at gøre med de oplevelser, jeg har haft. Man ved ikke, hvornår man suser herfra, og hvis man ikke er blevet peget i en retning, så har jeg lidt en følelse af, at man suser ud, hvor der ikke er nogen andre. Det giver mig en tryghed at vide, at vi mødes igen på en eller anden måde,” siger Lars Kristensen.

Thomas Aallmann i sit arbejdsværelse i præstegården på Thurø med hunden Bilbo. To gange har han været udsendt som præst for 150 kampsoldater. Foto: Ard Jongsma