Tema om dåb
Gaven fra Gud

Gaven fra Gud

Dåbsritualet bid for bid - med sognepræst Jens Rønn Sørensens refleksioner over nogle af de centrale dele af dåben

Jens Rønn Sørensen

Af: Sognepræst Jens Rønn Sørensen, Paarup Sogn

”Er barnet hjemmedøbt?”

Når samtalen ved dåben indledes med spørgsmålet om hjemmedåb, understreger det alvoren i, at døbt bliver man kun én gang.

Førhen var hjemmedåb almindeligt forekommende, mens den i dag stort set kun findes som nøddåb på sygehuset.

Spørgsmålet viser også, at dåben er det, der forener alle kristne trossamfund. Det kunne derfor lyde: er barnet forud døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn? Det ville dokumentere, at der her er en fundamental enighed blandt alle kristne trossamfund under al splittelse og uenighed.

”Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst…”

Sådan indledes selve dåbsritualet. Det er det hele liv, der favnes. Og som det centrale kristne symbol må det været korset, der tegnes. Uden forbehold. Det er ikke en kontrakt, der bliver indgået mellem to ligeværdige parter. Det er en gave, der bliver rakt frem. Et løfte om fællesskab i alle livets tilskikkelser.

At det fra giverens – Guds – side opfattes om altomfattende og uopgiveligt, kan vi se ved at betragte en anden, som Gud sætter sit mærke på - brodermorderen Kain. Efter at have dræbt sin bror Abel bliver Kain forvist. Men med sig ud i det uvisse har Kain det tegn, som bliver sat på ham til vidnesbyrd for ham selv og for en dømmesyg og fordømmende verden, at selv brodermorderen Kain lever i Guds rum og er favnet i hans kærlighed. Det er en selvfølge, at brodermordet ikke dermed bliver godkendt, og Kain må bære sin straf. Men den i alle henseender forkerte og uacceptable gerning gør altså ikke den, der øver den, forkert og uacceptabel for Gud.

”… til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus. ”

Hvorfor mon lige den korsfæstede? Det er da lidt makabert! Hvorfor ikke den magtfulde prædikant? Eller den underfulde helbreder? Eller den, der opvækker døde til liv på ny? Eller den opstandne? Men, nej. Havde det været sådan, var vi blevet døbt til alt det ved ham, hvori han ikke ligner os. Men når vi døbes til at tilhøre den korsfæstede, er det fællesskab og solidaritet under alle livsforhold og begivenheder. Til og med lidelse og død. Til og med korsordets yderste, desperate ensomhed i oplevelsen af det gudsforladte mørke: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? ” Men selv der er han hos sit menneske. Så den, der er døbt til at tilhøre den korsfæstede, kan gå ind i sit liv med den tro, at begrebet gudsforladt har mistet sin mening og sin mulighed. Der findes ikke det sted, hvor Gud ikke er, når vi kommer frem. Og der findes ikke det menneske, han ikke vil kende og kendes ved.

”Vil du døbes på denne tro? ”

Sådan spørges der efter forsagelsen og den treleddede bekendelse til Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Og svaret er ”ja”. Sådan skal det være, men det rummer nogle risici sådan at svare ja. Det rummer den risiko, at vi alligevel kommer til at opfatte dåben som en gensidigt forpligtende aftale, som begge kan opsige, dersom betingelserne bliver misligholdt. Men de to parter, Gud og menneske, er ikke ligeværdige. Det rummer den risiko, at den, som bærer – og svarer – kan mene, at han eller hun fuldt og fast skal stå inde for den tro, der bliver bekendt. Og det indgår med stor, negativ vægt, når forældre overvejer dåb eller ikke for deres børn. At de ikke selv mener at kunne stå inde for den tro. Den byrde løftes af os, når vi forstår dåben som Guds løfte og gave til os. Et løfte om fællesskab. Et fællesskab, der udfolder sig i forholdet til de mennesker, han som en gave sender os at dele livet med. Et løfte. En gave. Vil du tage imod den? Ja og tak til.

”…, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden…”

Sådan lyder det i forlængelse af dåben. Igen understreges dåbens engangskarakter. Som fødslen sætter barn og forældre ind i en fundamental relation, sådan gør dåben det også. En fundamental relation, der både rummer forholdet til Gud og forholdet til medmennesket.

Parallellen mellem dåb og fødsel kan gøres helt tydelig, når vi ser på, hvordan vandet opfattes. Den almindelige opfattelse er, at dåbsvand er lidt som badevand, og det bliver sagt om dåben, at lillesøster skal have vand håret. Hvis det var sandt, kunne man fristes til at mene, at det er med dåben som med det daglige bad. Noget, der kan eller måske ligefrem skal gentages efter behov. Men Matin Luther var meget skarp og uden forbehold i opgøret med gendøberne. Derfor må vi overveje, om ikke fostervandet den rigtige metafor.

Sanseligheden

Dåben appellerer til alle sanser og udtrykker fællesskab. Et menneske kan ikke døbe sig selv, som en anden Napoleon, der kronede sig selv til kejser. Dåben må forvaltes af en anden, der siger de ord, der skal siges og øser vand på hovedet af den, der er kommet til dåben. Ord og vand tilsammen udgør sakramentet. Øjet ser, hvad der sker. Øret hører, hvad der siges og måske vandet risle i fonten. Og hånden lægges nænsomt på barnets hoved.

Fadderne

Og vidner skal der til. Fadderne skal bevidne, at dåben var en ret, kristen dåb. Ikke over for Gud men over for den døbte selv. Og over for andre, hvis nogen skulle komme i tvivl.

”… han bevare din udgang og din indgang…”

Nej, det er ikke en trykfejl. For fra dåben bliver vi sendt ud for at leve det liv, vi får givet at leve. Men døren står altid åben, for at vi igen kan gå ind og høre det, vi alt for let kan miste troen på. At vi er elsket.

Dåbsgaven

Og menigheden giver sin nye en gave. Den nydøbte får den bøn, vi har af Jesu egen mund. Fader vor. Den er vores hver især, men den holder os fast på det fællesskab, som er livets mål og mening. For når Gud er vor far bliver det ganske klart, at forholdet til Gud opnår vi ikke i konkurrence med hinanden. Det skænkes os i fælles liv. Fælles tro. Fælles håb. Fælles kærlighed.