Fortsæt til hovedindholdet
Tema om dåb
Luther, Grundtvig, Kierkegaard og dåben

Den teologiske dåbssamtale

Den hidtil mest omfattende undersøgelse af Kierkegaards dåbssyn udkommer på forlaget eksistensen den 30. oktober 2016 i antologien Fromme Søren. I den anledning giver forfatteren Tonny Aagaard Olesen fra Rønninge på Fyn her en forsmag på indholdet af sin artikel ”Ild og vand. Om Kierkegaards dåbskritik”.

Tonny Aagaard Olesen

Af Tonny Aagaard Olesen

Dåben er ikke en sag, man får overstået ligeså let, som man ifører sig en ny rød frakke. Det siger Luther i Den store katekismus. Dåben er mere de daglige klæder, siger han. Den er det tøj, man altid har på. Dåben er ikke den enkelte begivenhed i spædbarnets første ungdom. Dåben er derimod den senere erindring og rette brug af denne begivenhed. Dåben er den daglige dukkert, der med Guds kærlige løfte om frelse vasker én ren for de daglige synder. Således forstået er dåben åndens daglige hygiejne gennem resten af livet.

Fra artiklen: 
Er Kierkegaard, hvad angår barnedåbens sakramente, en djævelsk sværmer, en kætter, en spotter? Kunne Kierkegaard frifindes i en læresag ved en moderne præsteret? Eller måtte vi ekskludere ham af den ellers så rummelige folkekirke?


Dette er imidlertid kun en enkelt side af barnedåben. Der findes mange andre, fx den side, der handler om at komme til verden med arvesynd og uden forsvar mod Djævlen, eller den om i dåben at blive den udvalgte med håb om frelse. Ja, spørgsmålet er, om vi sådan uden videre kan sammenfatte, eller sågar blive enige om, barnedåbens mange teologiske betydninger. For en snes år siden mindede den såkaldte Snedsted-sag os om, hvor kompliceret spørgsmålet om barnedåben i grunden er. Det er nok også derfor, Luther i Den store katekismus advarer den enfoldige kristne mod at kaste sig ud i uendelige overvejelser om barnedåbens teologiske betydning. Det er en sag for de lærde, mener Luther. Til husbehov har den enfoldige kun brug for et par stærke argumenter. Dem leverer Luther.


Skønt Det nye Testamente befaler dåben, men ikke taler direkte om barnedåb, så taler det dog heller ikke imod barnedåb. Det kunne være et argument for at døbe mennesker som børn. Et andet stammer fra den kendsgerning, at barnedåben er en fast tradition. Skulle man erklære den ugyldig, ville man derved ligesom med tilbagevirkende kraft frarøve tusinder af menneskesjæle deres frelse. Det ville være en frygtelig handling. Det bevis, som Luther finder stærkest, er det faktum, at mange døbte børn er vokset op og blevet til meget fromme personer, ja nogle er blevet til helgener. Det ville Gud aldrig have tilladt, hvis han ikke anerkendte barnedåben. I så fald skulle Gud være sin egen modstander, hvilket jo er absurd. Man kan måske synes, at argumentet lider af den svaghed, at da der jo også findes mange fromme mennesker, som ikke er barnedøbte, så anerkender Gud tillige, at man ikke bliver barnedøbt.

Det at stille spørgsmål til spædbarnets tro i dåben er ifølge Luther noget, Djævlen og alle hans sværmeriske tilhængere har fundet på. Ikke desto mindre har barnedåbens ømme punkt gerne været dette spørgsmål om dåbens forhold til den personlige tro. For Luther er der dog ikke tale om et ømt punkt. For ham synes sagen sikker. Han kan argumentere for, at spædbarnet skam besidder troen, hvormed det da kan gribe nådegaven. Han kan imidlertid også argumentere for, at dåben slet ikke er betinget af den personlige tro. Hvis en hyklerisk jøde med lumske motiver lader sig døbe, skriver Luther, så er dåben dog immervæk gyldig. Dåben er Guds handling. Den er ikke betinget af den døbtes åndelige habitus.


Den store fordel ved Luthers opfattelse af dåben er den, at spædbarnet kan skænkes nåden helt uden at have gjort sig fortjent til det. Helt uden at skulle lægge sin tro frem på en vægt, som andre da kan veje og måske finde for let. Hvornår skulle ens tro da også være solid nok til, at man er værdig til at blive døbt? Får man troen som konfirmand? Eller først senere i voksenlivet? Måske først på dødslejet? Hvornår er ens tro god nok til at bære en dåb? I barnedåben er der slet ingen kamp om troens styrke. Dåben er skænket for siden hen at kunne trøste og styrke ved den rette brug.


Debatten om dåbens forhold til troen folder sig ud gennem hele kirkens historie. På Luthers tid er opfattelserne flere, og Luthers dåbssyn, som det udvikler sig gennem årene, er altid bestemt i forhold til tidens andres positioner, om det så er den katolske kirke, humanisterne, gendøberne eller andre former for sværmeri. I første halvdel af 1800-tallet blusser dåbsdebatten op i den danske kirke, ikke mindst i 1840erne, hvor den konkrete anledning er biskop Mynsters dekret om at tvangsdøbe de genstridige baptisters børn. I Danmark er jo alle børn døbte som spædbørn på denne tid. Det er bestemt af såvel staten som kirken. Der er egentlig ingen vej udenom. Uden dåbsattesten bliver man helt enkelt ikke en myndig borger. I denne situation kan det synes omsonst at diskutere barnedåbens berettigelse. Baptisternes vedholdende krav om voksendåb overfor kirkens brutale tvangsdåb er dybe modsætninger, som på den tid affødte en hel litteratur af teologisk dåbsteori.


Universitetets stærke teologer, H.N. Clausen og H.L. Martensen, udgiver betydelige dåbsteorier, mens kirkens mægtigste mand, biskop Mynster, allerede har fremlagt sit dåbssyn under hensyn til en rummelig statskirke. Flere andre leverer vægtige bidrag til debatten, men den mest slagkraftige udvikling af dåbssakramentets centrale placering i kristenlivet kommer fra Grundtvig.  Hans ”mageløse opdagelse”, der har udviklet sig fra midten af 1820erne, giver den apostolske trosbekendelse forrang for Det nye Testamente. Menigheden med dens trosbekendelse er simpelthen forudsat i den hellige skrift. Og netop bekræftelsen af den apostolske trosbekendelse ved dåben er den egentlige nerve i kristenlivet. Grundtvigs forkastelse af det lutherske skriftprincip, at Det nye Testamente er troens grund, fastholder ham på denne tid som kirkelig opposition, dog indenfor den rummelige kirke. Hvad angår spørgsmålet om det lutherske trosprincip – at vejen til syndsforladelse ikke går gennem gode gerninger, men kun gennem troen – så ved Grundtvig såvel som de fleste andre af tidens teologer, at man ikke skal grave for dybt i dette tema, når talen er om barnedåb. Eller glemmer nogen det, så skal Søren Kierkegaard nok minde dem om det. For ham er troen nemlig menneskets højeste lidenskab. Altså ikke noget man begynder med, men i bedste fald noget man i sit indre kan arbejde sig frem til.


Hvilken rolle spiller da kirkens første sakramente for Kierkegaard? Hvordan opfattede han barnedåben? Det er ikke så let at svare entydigt på, da han ingen steder har udformet en udførlig dåbsteori. De forskere, som hidtil har set på sagen, er kommet til helt forskellige resultater. I min nye undersøgelse af Kierkegaards dåbssyn er konklusionen dog klar nok. Den findes i artiklen ”Ild og vand. Om Kierkegaards dåbskritik” i antologien med den tematiske titel Fromme Søren. Som det fremgår allerede af titlen, så er Kierkegaard kritisk indstillet overfor barnedåben.


Kierkegaard mener ikke, at man får skænket troen som en nådegave i barnedåben. Spædbarnet får kun skænket en mulighed af at blive kristen, men denne mulighed har det for så vidt tilfælles med de udøbte. Kierkegaard mente nok, at man blev født med arvesynden, men i sin udførlige analyse af dette vilkår i Begrebet Angest, nævner han aldrig – hvad der ifølge kirkens bekendelsesgrundlag ville være påkrævet – barnedåben som den første syndsforladelse. Kierkegaard finder det lidt komisk at lægge vægt på syndsforladelsen ved barnedåben, da spædbarnet næppe har mange synder på samvittigheden. Kierkegaard tror ikke – som kirken – på barnedåben som den kristne genfødsel. Kierkegaards begreb om troen, som jo hele forfatteskabet på en måde kredser om, kan umuligt tillægges et spædbarn. Det er overhovedet uklart, om Kierkegaard anerkender den såkaldte dåbspagt, da ja-sigelsen ved trosbekendelsen ikke er personlig, men stedfortrædende. Kierkegaard har dog et humoristisk forsvar for barnedåben, nemlig det, at den tidlige dåbsbegivenhed gør det vanskeligere at blive kristen. En hedning kan omvende sig og blive døbt og så er han kristen, men den, der er døbt som barn, og som da allerede er kristen, får vanskeligt ved at blive til det, han jo allerede i udgangspunktet skulle være. Det som synes at være et argument mod barnedåben, får Kierkegaard humoristisk vendt om til en fordel. Netop vanskeligheden ved at blive ægte kristen er ifølge Kierkegaard troens adelsmærke.


Hvis man kan kalde Grundtvig og Kierkegaard de to danske kirkefædre, så har vi med Grundtvig en stærk kirkekristendom, mens Kierkegaard synes at udfordre kirken. Er Kierkegaard, hvad angår barnedåbens sakramente, en djævelsk sværmer, en kætter, en spotter? Kunne Kierkegaard frifindes i en læresag ved en moderne præsteret? Eller måtte vi ekskludere ham af den ellers så rummelige folkekirke? Lad os benytte sådanne tankeeksperimenter – også selvom der siden er løbet meget vand i åen - som opbyggelige stemmer i vores personlige dåbssamtale. Som Luther sagde om dåben, så er denne sag omkring dåbens teologiske betydning heller ikke så enkel som at iføre sig en ny rød frakke.