Bispevalg
Bispeembedet

Bispeembedet i Fyens Stift

Biskoppen er øverste myndighed i såvel kirkelige som administrative anliggender i Fyens Stift.

Der er en biskop i hvert stift, og dermed 10 biskopper i Danmark og én i Grønland. 

Her er et udpluk af biskoppens opgaver:

Som øverste gejstlige myndighed fører biskoppen tilsyn med, hvordan stiftets præster varetager deres embede. Det vil blandt andet sige, hvordan de forkynder, udøver sjælesorg og forvalter sakramenterne. Alle præster aflægger et præsteløfte, når de ordineres og af præsteløftet fremgår bl.a. at man vil ”forkynde evangeliet rent og purt” og vedvarende studere de ”hellige skrifter”.

For præster, der skal tiltræde et embede for første gang, holder biskoppen bispeeksamen, som er forudsætningen for at en præst kan ordineres. 

Biskoppen kan godkende mindre ændringer i folkekirkens liturgi og ritualer, og hun kan godkende, at kirker bruges til andet end gudstjenester og kirkelige handlinger. 

Biskoppen har en væsentlig formidlingsopgave mellem folkekirken og det øvrige samfund, og hun eller han kan tage initiativer af en hver art, der støtter og fremmer det kirkelige liv i stiftet. 

Derudover forestår biskoppen selv en række kirkelige handlinger, herunder gudstjenester, ordinationer, provstekreeringer samt og indvielse og genåbning af nye eller renoverede kirker. 

Biskoppen er den samlende figur i stiftet i alle spørgsmål, der vedrører det kirkelige liv. 

SE BISPERÆKKEN I FYENS STIFT

Danmarks 10 biskopper

Danmarks 10 biskopper fotograferet i Haderslev Domkirke. Efter billedet er taget, har Roskilde Stift valgt ny biskop, som ikke er med på dette foto. 
Foto: Miklos Szabo