Cristina Schurmann

Hvad lavede du, før du blev ansat i stillingen?

Jeg har været præst i Vor Frue Kirke i Odense og nydt de mange første skridt, jeg har trådt som sognepræst. Tidligere har jeg arbejdet i det private med juridisk rådgivning og forandringsledelse.

Hvad inspirerede dig til at blive præst?

Lysten til at være noget for mine medmennesker. At dele livets svære og lykkelige stunder og være et medmenneske, som gik med et stykke ad vejen. At være kristen sætter et aftryk i alle de små skridt, vi tager og gør. Som præst kan man tilbyde en forståelseshorisont og være med til at sætte sprog på både de meningsløse og meningsfulde ting, vi vilkårligt møder i livet.

Hvilke opgaver glæder du dig mest til at komme i gang med?

Det daglige sognearbejde; at være til stede i kirken og sognet og være med til at skabe en åben og levende kirke. At forkynde evangeliet på levende og nutidig vis er vigtigt. Men der, hvor troen får hænder og bliver til handling, er der, hvor jeg brænder for at gøre en forskel. At forkynde evangeliet er også at række hænder ud til hinanden i sognet – og det glæder jeg mig meget til.

Hvad er du særligt optaget af nu?

Hvordan folkekirken kan række ud til folket og være kirke i og for hele sognet, for medlemmer såvel som ikke medlemmer.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?

Det er vedvarende at finde sit ståsted mellem tradition og fornyelse. En kirke, der rækker ud til hele folket, skal både kunne stå stærkt institutionelt og dogmatisk i traditionen og samtidig turde forny sig, så den netop bliver kirke for hele folket, medlemmer såvel som ikke medlemmer. Vi lever i en ny tid med både gamle og nye væbnede konflikter, samt en stærk polarisering. Kirken kan tilbyde et rum, et sprog og en teologi, som netop kan være en med- og modspiller til de udfordringer og det er min holdning, at kirken skal turde være det.

Hvordan vil andre beskrive dig?

Jeg gør mig umage for at møde mine medmennesker ligeværdigt og med et åbent sind og hjerte. Det ligger mig på sinde, at vi må strække os langt for at forstå hinanden – også dem, vi er uenige med. Jeg er opvokset som et third-culture-kid i en europæisk kontekst. At være dansk, med alt hvad det indebærer, var noget jeg først lærte senere i livet, og det har præget både min måde at være i verden på og min tilgang til andre mennesker. Det ser jeg som en styrke i det arbejde, jeg skal være med til at løfte i Korsløkke Sogn.