Mette Sauerberg

1. Hvad lavede du, før du blev ansat i stillingen?

Jeg har været sognepræst i Gislev-Ellested pastorat i 16 år. Det har været en fantastisk tid, hvor jeg og min familie har nydt godt af den nærhed og tryghed det er at vokse op i en mindre by, hvor alle kender alle. 

Jeg er blevet taget varmt imod og budt inden for til både de svære, men også de gode og livgivende samtaler. På landet står døren altid åben og sådan har det også være hos mig i de mange år jeg har været præst i Gislev og Ellested. Med ydmyghed og taknemmelighed kan jeg mærke, at det er noget, de har taget til sig.

2. Hvad inspirerede dig til at blive præst?

Jeg ved ikke præcis, hvad der i sin tid inspirerede mig til at blive præst. Det var snarere en oplevelse af at mange forskellige tråde pludselig flettede sig sammen og gav mening. Først da jeg sad på pastoralseminariet, gik det for alvor op for mig at præstekaldet talte til mit hjerte. Jeg husker, hvor meget jeg glædede mig til at blive en del af menighedslivet og til at skabe gode og meningsfyldte gudstjenester og arrangementer.

3. Hvilken opgave glæder du dig mest til at komme i gang med?

Sjælsorgssamtalerne er for mig en af kerneopgaverne i præsteembedet. Jeg mærker som årerne går at jeg stadig kan lære og udvikle mig i mødet med mennesker og i de samtaler, hvor livet viser sig fra både sin lyse og mørke side.

4. Hvad er du særlig optaget af lige nu?

I dag er jeg mest optaget af at bygge bro mellem de udfordringer livet byder os som mennesker og kirken som et sted, hvor vi kan søge helle og skabe balance i en travl og hektisk hverdag.

Jeg er optaget af samtaler, men også af at forstå os mennesker som både krop og ånd.

Derfor er jeg i gang med en Cross Yoga-uddannelse. Jeg er nysgerrig på, hvordan vi kan inddrage kroppen mere i vores trospraksis, og hvordan tro ikke kun er noget, vi tænker og taler om, men også er noget, vi mærker og erfarer. 

Det begyndte blandt andet med en erkendelse af, at sorg ikke kun er noget, vi føler. Sorgen kan også sætte sig helt konkret i kroppen. Det glemmer vi ofte i en hver dag, hvor meget af det vi gør i skolen og på arbejdet først og fremmest, taler til hovedet.

5. Hvad mener du, er folkekirkens vigtigste opgave i dag?

For mig at se, er folkekirkens kerneopgave, at blive ved med at tale ind i den tid, vi lever i. Kirken må aldrig blive statisk, men skal altid være i bevægelse. Derfor har det også altid interesseret mig at arbejde med gudstjenestens liturgi. For mig er gudstjenesten en samtale mellem Gud og os, og den samtale skal holdes levende.

Sammen med kirkens personale er vi lykkes med at udvikle en liturgi, som for mange kirkegængere opleves mere tidssvarende. Arbejdet med liturgien har været en øjenåbner for mig. Jeg er blevet opmærksom på, hvor hurtigt jeg som præst kan komme til at hænge fast i rutiner og vaner uden at sætte spørgsmål ved, om de stadig giver mening for menigheden.

Jeg er slet ikke ude på, at alt skal lave om. Men jeg har erfaret, at små ændringer og nye tiltag kan gøre en stor forandring for hvordan kirkegængerne føler sig mødt i kirken.

6. Hvordan vil andre beskrive dig?

Jeg er selvfølgelig blevet mødt med forskellige meninger om mit syn på yoga i kirken, inddragelse af ny musik og ændring i liturgien. Men grundlæggende tror jeg, at de fleste godt kan se, at der også skal være plads til fornyelse, og at jeg gør det på en måde, hvor jeg holder fast ved de gode værdier vores folkekirke bygger på. Det er måske ikke alle, der har lyst til at dyrke yoga med konfirmanderne eller give sig i kast med at skrive en salme til søndagens gudstjeneste. 

Men det er jo også det fine ved vores folkekirke, at vores menighedsliv er lokalt forankret. Vores måde at være kirke på er forskellig fra sogn til sogn, og det kalder på forskellige måder at være præst på.

Så, ja jeg kan både være rebelsk, nytænkende, men samtidig holde fast ved det traditionelle. For mig er det ikke modsætninger. Det er vigtigt, at vores kirke bliver ved med at lade sig bevæge af tiden vi lever i. Samtidig med at den er solidt plantet i sin tradition. En kirke, hvor der er plads til hele mennesket, hvor vi mødes med åbenhed og nærvær og respekt for, at vi hver især kommer med vores egne historie og liv.