Inspiration til prædikenen
Arkiv - Inspiration til prædiken anden tekstrække
Arkiv

Inspiration til prædiken anden tekstrække

Klik her og læs teksten

Sidste søndag i kirkeåret

Sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby – Aastrup

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

At teksten tilsyneladende falder i to afdelinger som man skal have til at hænge sammen. Først priser Jesus sin far for at åbenbare for de umyndige og skjule for de vise, hvem er vise og hvem er umyndige? – og så følger indbydelsen, der går ud til alle – vise såvel som umyndige.

Og så snubler jeg over, at teksten er parallel til domsteksten i første række.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Jeg prædikede over begyndelse og afslutning. Hos Mika i den gammeltestamentlige tekst til Sidste Søndag i Kirkeåret møder vi afslutningen som begyndelse og dagen i dag er nok en afslutning på kirkeåret, men samtidig er vi fulde af forventning om fortsættelsen, advent. ”Herre Kristus, dig til ære, slutter vi vort kirkeår; trøstig kan vor afsked være, advent kommer som det går”. (DDS 431 v.1) Dette holdt jeg op mod nogle af de situationer i vores liv, hvor vi nok kan afslutte, men ikke kan finde ud af at begynde igen. Alle de steder, hvor vi har brug for at høre, at vi er indbudte, også når vi i al vores selvskabte visdom slider os trætte og bærer tunge byrder.

Og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg vil hæfte mig ved forholdet mellem at være myndig og være umyndig. At sætte det over for begreber som vis og forstandig. Hvad gør for eksempel dem, der skal bestemme og udøve myndighed vise? og hvad kan tage myndigheden fra dem?  Hvad er autoritet i vore dage?

Dette sat over for universaliteten i indbydelsen fra Jesus til alle der er trætte og tyngede af tunge byrder. Vi behøver ikke at sætte navn på bestemte personer (eller corona mundbind igen-og-igen) men vi kan nok hver især komme i tanker om et par stykker.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At vi er indbudte hos Jesus selv om vi føler os trætte og tyngede af byrder kan vi ikke sige os selv. Vi kan sagtens sige ordene til os selv og hinanden, men hvis de ”virker”, er det ikke vores egen

skyld. Så er de trængt gennem byrderne og mørket uden vores medvirken. Så er vi netop ”umyndige.”

Hvad kommer det mig/os ved?

Der er mange steder i vores liv, hvor der er bud efter vores autoritet og myndighed. Arbejde, børneopdragelse, magtfordeling i parforhold. Ofte går vi til opgaven med det, vi selv opfatter som ”naturlig autoritet” – men måske er det sommetider bare manglende omtanke eller rygmarvens automatpilot. Hvis vi så midt i det hele – som Peter, da han opdager at han går på vandet – kommer i tanker om, at livet er svært, er det godt at kunne høre ordene om, at de umyndige er indbudt. At vi skal finde hvile for vore sjæle.

23. søndag efter trinitatis. Mark. 12,38-44

Nanne Mølhave Bolbro Sogn, Odense.

1. Hvad snubler du over ved førstegennemlæsning?

Den gamle dame, gamle mennesker, min gang på plejehjemmet Provstegården, hvor jeg har gudstjeneste hver fredag. Kan vi lære noget af disse gamle mennesker? Og noget af det første der, kom til mig, er et ”gammelt” digt af Dan Turell:

”Byens gamle Damer/Alle disse millioner af sortklædte sporvogns-sæde slidere/Efterladte uden så meget som en sporvogn/Brugte og ofte udnyttede til sidste fiber/Sér ikke så godt mere/Hører ikke så godt mere/Går ikke så godt mere/Siger dybfølt, ”Tak unge mand”/Når man hjælper dem med deres små beskedne kufferter/På Fredericia banegård/Eller samler deres borttrillende tyvere op fra gulvet/Hos grønthandleren/Åh denne ufortjente overstrømmende tak/Som man modtager med stadig stigende dårlig samvittighed!/Der er intet så svært som at se Byens gamle Damer i øjnene!”

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Det kan jeg ikke huske og ser ikke efter i mit arkiv, for der er noget andet, som presser sig på. for hvad er nyt for mig, når jeg læser den denne gang? Hvorfor er det så svært med de gamle damer, mennesker, så fulde af skrøbelighed og taknemmelighed? Måske fordi man aner, at den rammer os alle. Har de noget at give, de gamle damer, der pludselig er rippet for skønhed, arbejdsduelighed, omstillingsparathed og hurtighed, som er noget af dét, der tæller. Hvad kan vi lære af dem? Jesus stiller jo faktisk den fattige enke op for os som en rollemodel. – og hvad er nyt for mig, når jeg læser den denne gang? Hvis vi nu skulle trække hende ud af templet ud i hverdagen, hvad har hun så at byde på, hvor er der en fattigdom, vi skal lære at give af for at blive rige? Noget vi er blevet fattige på er er tid. Fortvivlet forsøger vi at bemægtige os den, men sandheden er, at den hele tiden går på rov hos os. Stjæler små børn ud af armene på deres mødre. Osv. osv. Hvis vi vil bruge enken som rollemodel og give af vores fattigdom, så skal vi give af vores tid, for den er vi så uendeligt fattig på.

En anden ting vi er blevet fattig på er tillid.

Den tredje og sidste ting jeg vil pege på som en mulighed for at give af sin fattigdom, er afkald. Vi ved godt, at det er bedst for jorden og os, der bebor den at leve bæredygtigt. Men hvad vil VI give afkald på for at gøre det hele mere bæredygtigt? Bilture, flyveture eller tøjindkøb, shoppe sig til livskvalitet?

3. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Måske det, at indføre et minuts stilhed, så Gud, indhent mig dér! Ja, indhent os, så vi stopper op og giver afkald. Det er måske det vigtigste vi kan give i vores del af verden. Afkald. Det er det, vi er fattigst på. Så hvis vi virkelig vil give, skal vi give afkald.

4. Og hvad kommer det mig/os ved?

Lige dér, når vi giver af den tid, vi synes vi ikke har, af den tillid, der ligger og er på vej til at skrumpe til sin modsætning, mistillid, lige dér, hvor vi står tomhændede, fordi vi ikke har andet end afkald at komme med – også dér bliver vi set af Gud. Præcis som den fattige enke, der gav af sin fattigdom. 

22. søndag efter trinitatis

Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jesus spørger: Hvad mener I? Og jeg tænker, hvorfor spørger han os? – er det til diskussion, eller er det bare retorisk ment. Det næste er så, om man virkelig ville lede efter et får, hvis man havde 99 andre? Det tvivler jeg på, at jeg ville gøre. Jeg snubler også over, det underlige vers med, at børnenes engle altid ser Guds ansigt, hvad i alverden betyder det? – er det ikke en lidt forblommet forestilling om børn?

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg prædikede over spørgsmålet om: Hvem er den største i Himmeriget? Noget med, at når vi står over for Gud, tåler det ingen sammenligning, der er vi som børn, mens over for resten af verden skal vi forsøge at være voksne. Prædikenen var formentlig inspireret af Preben Kok: Skæld ud på Gud.

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Læses søndagene i sammenhæng er det nyt, hvor vred Jesus er her sidst på kirkeåret. Og at jeg gerne i min prædiken vil gøre ham lidt mere glad og forsonende, end han egentlig er.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At mennesker altid, også disciplene, går rundt med en målestok og sammenligner dem selv med andre. Måske er det endda synd nummer to i Bibelen, at Kain sammenlignede sit offer med Abels. Jesus sprænger sammenligningens logik og først tænker man: Yes! Men hvad skal vi så, kan vi være mennesker uden sammenligning?

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Store, større, størst er vores liv, men hvor er det godt nok bare at være som barnet? Prædikenen skal på en måde svare på, hvordan vi kan være mennesker uden at sammenligne os med andre? Jordan Peterson har et afsnit i sin bog: 12 regler for livet, hvor han fortæller om den ulige kamp, vi altid fører med os selv, når vi sammenligner os med den bedste inden for et felt. For vi kan ikke se hele mennesket, at en fantastisk musiker måske laver en dårlig opbagt sovs. I en sådan sammenligning er vi altid tabere, for når det kommer til sovs, tager vi ikke musikeren, men en Noma-kok. Gud ser hele billedet, søger ikke et får som de 99, men fåret, det der er dig med sovs og dårlig guitar. Et fransk ordsprog siger: ”Den, der ved alt, tilgiver alt”, og måske er det sådan Gud er?