Sidste søndag i kirkeåret 2022
Af: Anders Skaanning Andersen
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Der er et tema om videreførelse og arbejde i teksterne. Der skal bygges videre på noget. I GT teksten er det freden, der skal bygges videre på. Sværd og spyd skal smedes om til værktøjer, der kan bygge op og høste.
I epistlen er der også noget der skal bygges. Og her vil det byggede blive testet. Men uanset testen, skal alle frelses, nogen skal dog frelses, som igennem ild.
Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Det er så længe siden, at jeg har prædiket over denne her tekst, at jeg simpelthen ikke kan huske det.
Hvad er nyt for dig denne gang?
Jeg mindes ikke at have tænkt så meget over det med at bygge op, når jeg tidligere har læst teksten. Der har jeg nok fokuseret mere på selve kirkeårets afslutning.
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Særligt epistlen fortæller os, at alle bliver frelst, men der er forskel på vores vej til frelsen. Nogle skal ”gennem ilden”, om man vil. Jeg forstår ikke som en reference til hverken skærsild eller dobbelt udgang, men mere, at der er en stor forskel på, hvordan vi lever vores liv og hvilke vilkår vi lever under. Ilden i epistlen er for mig det jordiske liv. Det er meget forskelligt, hvad vi formår, og hvor meget lidelse vi kommer igennem, eller bliver skånet for. Men uanset det, så skal vi alle frelses. Teksten leder også mine tanker hen på Paulus fortælling om, at alt er tilladt, men ikke alt bygger op. Det er jo meget det samme, der egentlig siges i epistelteksten.
Jeg ville bruge epistlen som nøglen til evangelieteksten. Dem som slider sig trætte, det er netop dem, der er i færd med at prøve at bygge op. Og der er nogen, for hvem der er væsentlig sværere end andre, men det er næppe decideret nemt for nogen. Og der prøver Kristus ved sit eksempel, at lære os, hvordan vi kommer bedst igennem livet. ”Lær af mig”, siger han. Og det er jo ikke fordi vi skal lære, at blive frelst, for det kan vi af gode grunde ikke. Men vi skal lære, hvordan vi bruger livet bedst og mest frugtbart. Vi skal lære, hvordan vi smeder sværd og spyd om til plove og vingårdsknive, så vi kan være med til at bygge op efter bedste evne. Og det der skal bygges er selvfølgelig kirken. Det er den grundvold, der skal bygges videre på, og her kan der altså bidrages med både ædelsten og halm, og der måles på kvaliteten af arbejdet, og ikke de valgte materialer.
Hvad kommer det mig/os ved?
Det er jo altid relevant, at vide, at der er vejledning at hente i forhold til, hvordan vi lever vores liv. Men derudover er det måske også vigtigt, at der netop er et liv før døden. Og at det ikke bare er en venteposition, indtil den frelse, som vi jf. teksten alle sammen skal have. Men der er dog også noget i livet, at bygge på. Der er noget, der skal bygges op, og det der skal bygges op er først og fremmest Jesu Kristi kirke. Vi har et fælles mål i livet, og ikke bare en fælles destination efter livet. Og det mål skal vi arbejde på igen næste kirkeår.
Alle helgens søndag 2022
af: Karin Larsen, Vor Frue Sogn i Svendborg
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Ordene hos Esajas om Herren, der gør bjerge til vej, springer mig i øjnene som et godt billede i en allehelgensprædiken, der henvender sig til efterladte og sørgende. Veje at gå på kan vi have brug for i sorgens landskab.
Evangelieteksterne er for mange velkendt stof, hvad enten man vælger saligprisningerne eller ordene om at være jordens salt og verdens lys.
Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
Min seneste allehelgensprædiken var i kapellet på Svendborg kirkegård, som er rammen om mange bisættelser og begravelser i løbet af året, men ikke almindelige søn- og helligdagsgudstjenester som i sognekirken. En fast allehelgensmenighed møder troligt på til denne ene årlige gudstjeneste i kapellet ved alle helgen.
Det var vigtigt for mig at balancere mellem at give sorgen plads og håbet en stemme, så der både var rum for dem, der kom med nylige dødsfald i familien, og dem, der med tiden har fundet hvile i deres sorg. Jeg tog afsæt i ordene om at være jordens salt og verdens lys og tændte under prædikenen tre lys. Et lys for den tid vi fik sammen med dem vi savner, og for alt det, de kom til at betyde for os. Et for sorgen og savnet som stadig fylder, og som vidner om den kærlighed der var og stadig er. Og et lys for håbet, der stædigt lyser ind i vores liv på trods af død og undergang.
- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Det er ikke så meget nyt.
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At være salig er et ord vi sjældent bruger i dag. Intuitivt forbinder vi vel udtrykket salig med noget godt og harmonisk. Paradoksalt nok bruger Jesus det ikke om de vellykkede og lykkelige efter verdens målestok. Dem Jesus tiltaler som de salige, de er derimod alt andet - de er fattige, sagtmodige, tørster efter retfærdig og de kæmper for at stifte fred. Det er netop som sørgende, savnende og lidende, at vor Herre tilkender os saligheden. Jesus vil fortælle alle mennesker, der er mærkede af livet og døden, at de lyser trods trængsel, - de lyser trods deres sorg og smerte.
Hvad kommer det mig/os ved?
Død og sorg er blevet tabuer i vores samfund. Vi har svært ved at være i magtesløsheden. Og mennesker, der sørger, taler ofte om en stor ensomhed i sorgen, når mennesker i deres omgangskreds ikke aner, hvad de skal gøre og sige i situationen. Men alle de 9 saligprisninger er formuleret i flertal. Salig er man altså aldrig alene om at være, og de tungeste byrder bæres bedst i fællesskab. Allehelgensgudstjenesten taler til et grundmenneskeligt behov for fællesskaber og er mange steder blevet en af årets største gudstjenester. Sorgen og kærligheden hænger sammen og er begge protester med ensomhed og tomhed. Alle helgen er en fejring af samhørigheden, som er til på trods af, at døden er trådt imellem med sin adskillelse.
20. søndag efter trinitatis
Af: Eva Fischer Boel, Munkebo
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
At vingårdsejeren i lignelsen åbenbart er så helt ubegribelig naiv, at han tror, at vingårdsbønderne – som allerede har smadret tre mennesker, han har sendt – vil undse sig for at gøre det samme, når han så sender sin søn. Tror han så meget på det gode i mennesker? Ved han da ikke, at han kaster sin søn for løverne?
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Prædikenen var en problematisering af skråsikkerhed og opdeling af verden i sort/hvid, inde/ude, ja/nej. Det entydige er i høj kurs i vores tid, men det er vigtigt, at der også er plads til, at man kan tage fejl og blive klogere. At man kan bevæge sig i erkendelse af, at noget ændrer sig over tid. At der er noget godt ved J.O. Kraghs gamle talemåde: ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt”. Det er det, jøderne har så svært ved, og måske derfor kan de ikke se, hvad Jesus kommer med.
3. Hvad er nyt for dig denne gang?
Jeg ved ikke, om det er decideret nyt for mig, men domsmotivet træder i hvert fald tydeligere frem for mig denne gang.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At det også kan gøre ondt at ”falde” over Jesus – eller ”få ham i hovedet”, for det kan man lige frem blive knust af. Det ligger der noget konfronterende i. En nødvendig dom. Men måske skal det også gøre ondt, for at det kan blive godt. Måske ligger der en renselse i det? At der er noget i os, der skal tilintetgøres, for at noget nyt kan skabes i os. Jeg kommer til at tænke på en af mine yndlingssalmer, nemlig DDS 28: De dybeste lag i mit hjerte. Især vers 6: ”Så mød mig en skabelsens morgen her mit i mit goldeste land, og knus mig i selviskheds ørken, skab du så, som Skaberen kan.”
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Det er tungt at føle, man skal bære alting selv. Og det tror jeg, at mange kan nikke genkendende til. Vi synes, vi skal skabe os selv, vi skal gøre karriere, vi har hele tiden os selv i fokus. Hvordan fremstår jeg? Er jeg nu god nok? Ren nok? Skarp nok? Man kan være lige ved at segne under vægten af det pres, man har lagt på egne skuldre.
Det er en sejlivet forestilling, at vi er vores egen skaber – og den forestilling fylder så meget, at der ikke bliver plads til andre eller plads til Gud. Nogle gange skal vi rammes eller slås til jorden, for at vi får øjnene op for, at vi faktisk bæres og ikke behøver at bære al ting selv… og på baggrund af det, der blev knust og det hul, det efterlader, at vi blev ramt, kan der blive plads til nyskabelse. Plads til den hovedhjørnesten, der kan tage presset fra vægten af konstruktionen.
19. søndag efter trinitatis 2022
af: Peter Ø. Jacobsen, Sankt Hans Sogn
Umiddelbart snubler jeg over:
Jeg snubler over det meget umiddelbare og ufuldstændige. Der er en herlig nysgerrighed hos de første disciple. De har en fornemmelse – måske på grund af Johannes ”anbefaling” af Jesus som Guds lam? De følger deres fornemmelse, følger Jesus – og ta’r den dér fra! Der er også en skøn umiddelbarhed i disciplenes anbefaling af, hvad de selv har mødt: ”Vi har mødt Messias!” Og en tilsvarende enkelhed i invitationen var Jesus: ”Følg mig!” Ikke: ”Forstå mig”, ”skriv tykke bøger om mig” osv. men et livsfællesskab, som kan udvikle sig – ligesom alle andre livsfællesskaber.
Det, vi ikke kan sige os selv:
Naturligvis det overnaturlige (den med figentræet). Men dette som tegn på det større, at himlen over Jesus er åben! I det enkle, umiddelbare, ufuldkomne følgeskab med Jesus, er der alligevel en åben kanal til himlen.
Hvad kommer det os ved?
Det samme som det kom de første tilhørere ved! Hvis Jesus er Messias for jøderne, er han Kristus for verden. Hvis Jesus er ”Guds lam, som bærer verdens synd”, kommer det alle ved, og hvis en nysgerrighed er nok til at være hans følger, kommer det os ved med håb og mening – også i et uafklaret og ellers håbløst liv.
18. søndag efter trinitatis 2022
Af: Kristina Løvenstrøm, Vindinge Sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jeg snubler og falder i lange staver over symbiosen, allerede inden jeg er nået helt igennem teksten. Altså symbiosen mellem stammen og grenene. Mellem det guddommelige og mennesker. Det er jo egentlig vildt, hvad symbiosen kan præstere, når man tænker over det. Liv – simpelthen.
Jeg snubler også over vingårdsmanden. Han har stor kærlighed til sit træ, der passes og plejes på dén måde, der genererer mest liv.
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
Jeg talte om symbiosen. Om hvordan frugter fødes, fordi grene sidder fast på træer. Mere skal der ikke til. Der kommer ikke frugter på grenene, fordi grenene kæmper og får den bedste (eller bare en god) plads – frugter fødes, ene og alene fordi grene sidder fast på et træ og næres af en stamme. Grenes fornemmeste opgave må derfor være at være grene. Det lyder måske så lige til, men faktum er øjensynligt, at mange grene glemmer, de er grene. Når grene forsøger at være noget andet end grene, løber de tør for næring – før eller siden. Man kan dø af det. Og det er egentlig synd (for grenen).
3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Der er ikke noget, der er nyt. Men jeg bemærker (igen), hvor svært det er IKKE at fokusere på sætningen: Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han. Det siger sig selv, at der må renses ud, når et træ er belæsset med grene, fordi der på den måde kan komme mere af det gode (til frugterne). Sådan er Gud – Han vil os det godt! Jeg tror så bare ikke, grenene i denne henseende skal forstås som mennesker en-til-en. Snarere at Gud sørger for gode vækstbetingelser i vores liv, dér, hvor det er nødvendigt. I den henseende kan det sikkert betale sig, at noget (i livet) bliver og noget (i livet) luges væk.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At frugter ikke er noget, vi sørger for selv (dybest set).
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Teksten peger på sammenhængen mellem (gode) frugter og et liv i symbiose. Alene bruger vi kræfter på noget, vi ikke er skabt til at bruge kræfter på. Der er ingen grund til at kæmpe de steder, hvor der ikke er nogen grund til det. Det handler måske mere om at benytte sig af det, man allerede har: bed om, hvad I vil, og I skal få det, siger Jesus. Måske kommer det os ikke noget ved lige nu, og så skal vi jo bare kæmpe videre selv … indtil noget andet viser sig som mere livgivende.
17. SØNDAG EFTER TRINITATIS 2022
af: Tangen Sivertsen, Nyborg
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jeg snubler (i betydningen pikeres) over Jesu analogier sidst i teksten, om at en ny lap ikke dur på en gammel kappe og ung vin ikke kan skænkes på gamle lædersække, som begge antyder at dét nye der er i frembrud med Jesus, med nærmest logisk nødvendighed må føre til et brud med gamle former og konventioner.
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
Jeg tog udgangspunkt i Jesu ord ”Følg mig”, idet jeg afvejede forskellen mellem at betone et autoritært ”Følg mig”, fremfor at betone et evangelisk ”Følg mig”. Det førte bla. til en omtale af Peter Bastians dengang nye samtalebog med Tor Nørretranders, hvor Bastian fortæller om sin tid i en amerikansk sekt, hvor alt handlede om at skulle perfektionere sig efter bestemte forskrifter, hvilket betød at medmennesket og livet simpelthen forsvandt, reduceret kun til at have betydning ift. bestemte fordomme og regler. Hele dette regelrette verdensbillede blev revet væk da Bastian erfarede evangeliet for fuld udblæsning – at blive set på sådan som Jesus i evangelieteksten ser på toldere og syndere, hvilket som bekendt endte med at Bastian lod sig døbe kort før sin død.
3. og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Det nye er føromtalte analogier. For er meningen virkelig, at et nyt indhold pr. definition må føre til et formbrud – et opgør med traditioner og konventioner? Der er i den tese basis for en del modstand hos mig selv, hvilket jeg derfor nok ville være nødt til at dykke nærmere ned i – og måske prædike over. For det er ikke det ringeste udgangspunkt for at skrive en prædiken – at man selv er forarget.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Teksten siger, hvad NT jo i det hele taget siger, at Guds rige er et åndens og lysets rige – ikke et mørkekammer fyldt med døde bogstaver, rettroenhed og fundamentalisme. Det har vi til alle tider brug for at høre, fordi vi har så svært ved ikke at ville trællebinde livet hver vores dogmatiske selvhævdelse, hvormed vi bilder os ind at have begrebet, hvad der i bund og grund er ubegribeligt - et mysterium.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Vores tid er dybt martret af en livsødelæggende, åndløs fundamentalisme – hvor alt for meget efterhånden opfattes dybt bogstaveligt og hvor humor, ytringsfrihed, selvironi og u-selvhøjtidelighed derfor har særdeles trange kår. Vi har med andre ord i den grad brug for noget ånd, til at bekæmpe et historisk højt niveau af fundamentalistisk fornærmelses- og krænkelsesparathed. Deri kunne der helt sikkert også ligge ansatser til en vedkommende prædiken.
16. søndag efter trinitatis 2022
Af: Thomas Lindqvist Neergaard, Sct. Jørgens Kirke, Svendborg
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
At teksten er uhyre lang. Vist nok den længste evangelietekst i begge tekstrækker… der er heldigvis et godt narrativt forløb, men er det langt for prædikanten, er det også langt for menigheden.
Derudover slår det mig, at vi i den grad har fat i kristendommens grundsubstans: Liv, død og opstandelse. Det er efterårspåske, og der er virkelig meget gods i teksten, og dermed også mange muligheder.
Selvfølgelig kan man holde en påskeprædiken om Jesu opstandelse og tage påske på forskud. Men her har man også en gylden mulighed for at tale om vores død og opstandelse.
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
Jeg prædikede under overskriften: ”Kom Gud for sent?”
Jesus kommer fire dage for sent, hvis han skulle have helbredt Lazarus. Han havde god tid, og selv da han ankommer til byen, er der ikke travlt.
Jeg talte om, at mange mennesker formentlig har haft den samme oplevelse som Martha og Maria: At Gud kom for sent, da det var deres kære, der lå for døden – eller endnu værre: At Gud aldrig kom! At trøsten og håbet udeblev, at vreden og afmagten tog over. Det er en fraværende Gud og en tavs Gud.
Men her må vi stå fast på, at Gud netop kom til verden i sidste øjeblik julenat. At han blev menneske som dig og mig for at dele vores vilkår… Og netop derfor kom Gud ikke for sent. Han er her allerede!
Han er til stede i vores liv med hinanden – og selv når vi skal lukke vores øjne for sidste gang, er han hos os.
3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
At Jesus bliver så oprørt over søstrenes og jødernes sorg, kommer faktisk lidt bag på mig. Jesus er normalt ret cool i Johannesevangeliet – og hans følelser for jøderne er ikke altid de dybeste… men lige her viser han en stor grad af menneskelighed ved at sørge sammen med dem.
MEN den sorg Jesus føler, er – som jeg læser det – ikke en sorg over Lazarus død. For mig at se påvirkes Jesus derimod af de andres sorg – de levendes sorg.
Dermed kunne man godt udfolde, at man med det kristne håb for øje ikke skal have ondt af de døde, som er i Guds hånd. Men vi har grund til at tage os af de levende, der blev tilbage.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Døden er ingen tragedie.
Vi lever i et samfund, hvor vi holder liv i de gamles kroppe med nye hofter og knæ, men på mange måder glemmer at holde liv i livet…
Vi må og skal ikke dø, men hvad er egentlig i sidste ende alternativet? Evigt liv – sådan rent fysisk – kan ikke opnås uanset lægevidenskabens fremskridt.
Der er en udløbsdato på os alle sammen, og det kan vi ligeså godt forlige os med, ved at leve livet, mens vi har det. Det er med døden åndende i nakken, at vi formår at leve livet ordentligt. ”Jeg havde ikke noget til gode”, sagde Uffe Ellemann lige før han døde.
Vi skal huske, at Lazarus ikke opstår til evigt liv. Han opvækkes fra de døde til dette liv – han skal altså dø igen, men får en chance til – ligesom vi får hver morgen, når vi åbner øjnene. Døden slipper vi ikke for. Og det er også i orden, for døden slutter ikke med ingenting!
5. Hvad kommer det mig/os ved?
”Carpe diem” og ”memento mori” – Grib dagen og husk du skal dø er nok de mest slidte og irriterende floskler vi har i vores sprog. Men floskler er jo kun benyttede, fordi de er sande.
Historien om Lazarus, der blev kaldt ud til livet, skal jo i sidste ende minde os om, at vi også kaldes ud til livet med hinanden.
Poul Joachim Stender skrev et sted, at billedet af den opvækkede Lazarus, der kommer ud af den mørke grav med bandager flagrende om sig, bør være et billede på ægtefællen, der dagligt kommer ud af det mørke kontorhul og børnene, der forlader børnehaven med flagrende halstørklæder og jakker. Hver morgen tager vi afsked med den forventning, at vi mødes igen. Men hver dag er der nogen rundt om i landet, der ikke kommer tilbage. Derfor skal vi se hver dag, når vi mødes igen, se hinanden som opvækkede Lazarus’er, der er klar til en ny dag. Vi må ikke tage livet og hinanden for givet.
13. søndag efter trinitatis
Af: Line Nissen, Sct. Jørgens kirke, Svendborg
1) Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jeg snubler over, at Zebedæussønnernes mor, forekommer som en moderne individualist, der ofrer fællesskabet til fordel for sine egne behov. Hun forekommer som en karikatur af en moderne forælder, der ikke lægger skjul på, at hun ønsker det bedste for sine børn og går efter det, uden blik på, at det måske koster den gode stemning i fællesskabet. Den bedste plads på fodboldbanen, mest opmærksomhed i klasseværelset etc. Hun har sin egen dagsorden og vil have den gennemført og indført fx en sukker- eller kødpolitik, som passer hende.
2) Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?
Jeg prædikede om plads. Set i skyggen af Coronarestriktionerne i kirken og andre sted, blev begreberne gode og dårlige pladser, mindre vigtige. Adgang til kirken og alle mulig andre fællesskaber blev begrænset, så det handlede om, om der var pladser nok. Ikke om de var gode eller dårlige.
Jeg udfoldede min erfaring fra coroatidens begrænsninger, at afstand og for meget plads mellem os, gør det svært at skabe fortrolighed. Man kan ikke stå i en testkø, med mundbind på, få øje på en god ven mange meter fremme, og så stå og råbe til hinanden om, hvordan det går. Fortrolighed kræver ganske lidt plads, mens vi bliver fremmede for hinanden, når der er afstand mellem os.
3) - hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Om det ligefrem er nyt, ved jeg ikke. Men det er dog altid tankevækkende, at moderen er ærlig. Næsten skamløs. Men alligevel er hun bare budbringeren. Hun fremlægger ønsket om, at hendes sønner skal have den bedste plads i himmeriget. Jesus svarer ikke hende, men sønnerne. Det er sønnerne selv, der bekræfter, at de sagtens kan drikke hans bæger og afslører, at ønsket om de bedste pladser i himmeriget, er deres, lige så meget, som det er moderens.
Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvad de øvrige disciple bliver vrede over? Afslører deres vrede ikke, at de også har borgmestre i maverne og selv drømmer stort. Bliver de vrede over Zebedæussønnernes ønske og masen sig foran i fællesskabet? Eller bliver de vrede over, at Zebedæussønnerne kom først med ønsket og turde sige det højt, som de selv har drømt om?
En tanke værd er også, at selvom fællesskabet med Jesus ligner en succeshistorie, så er der tunge skyer, der varsler, at det koster mere end blod, sved og tårer at følge ham. Prisen kan være højere end det. Og inden man bringer sit liv som indsats, vil det være rart at vide, hvilken belønning man kan forvente. Fx ærespladser i himmeriget.
Fællesskab er et prædiketema, der falder fint i tråd med evangeliet. Ikke mindst i en tid, hvor individet er i centrum og den enkelte skal skabe sig selv. Hvad giver man for et fællesskab? Og hvad får man af et fællesskab? Jesu replik om tjeneste giver også god mening i et fællesskab. Vi kan ikke få vores egen dagsorden ført igennem i et fællesskab. Vi skal være her alle sammen.
Zebedæussønnernes mor er en glimrende figur, som illustration af den enkeltes behov, som overtrumfer hensynet til fællesskabet. Eksemplerne fra verdens fællesskaber er utallige. Miniputforældrene, der råber fra sidelinjen. Forældre der kræver særbehandling i skoler/børnehaver/idræt. Naboer, der ikke tager hensyn, spiller høj musik, fælder andres træer i nattens mulm og mørke etc.
Interessant er det i hvert fald at spekulere over, hvad der sker med os og vores opfattelse af os selv som borgere i et samfund – hvad sker der med et fællesskab – når individets krav og behov er i fare for at overtrumfe fællesskabet? Disciplene blev vrede. Måske forargede. Går fællesskabet i opløsning og skabes der afstand mellem os, der ellers burde være fortrolige, fordi vi er fælles om det samme – samme land, samme hold, samme klasse, samme skole, samme nabolag, samme tro, samme kirke osv.
4) Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Det indlysende evangeliske er, at vi ikke kan skaffe os forrang hos Gud. Vi kan ikke konkurrere os til de bedste pladser i Guds rige.
I fællesskabet med Gud (menighedens fællesskab, kirkens fællesskab, de døbtes fællesskab) må vi finde os i at være tjenende ånder, ikke individer, der kan kræve noget for vores egen skyld. Vi får det samme af Gud – nåde, syndernes forladelse, livet selv.
For det må være en pointe, at i himmeriget, men også i dåbens fællesskab med Gud er der ikke ærespladser eller taberpladser. Der er blot pladser nok til, at vi kan være der og pladser, der står tæt nok til, at vi alle kan være et i Gud.
12. søndag efter trinitatis 2022
Af: Tonny Aagaard Olesen, Tommerup-Broholm pastorat.
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Umiddelbart snubler jeg over tekstens dunkle sammenhæng. Jeg må læse teksten flere gange for at forstå dens struktur. Jeg må læse teksten hos Matthæus for så at opdage, hvad den handler om. Vi kalder søndagens tekst for en perikope, og en sådan en er altid sakset ud af dens umiddelbare sammenhæng i evangeliet. Jeg føler ofte, at perikope-redaktørerne med deres snit i teksten har skabt en ny (unødvendig) dunkelhed, der gør det vanskeligt at opklare perikopens indhold. Denne søndags tekst taler med tunge ord i for mange retninger.
Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Jeg har ikke før prædiket over denne tekst. Den gamle Erik Pontoppidan gav i sin homiletik nye prædikanter det råd, at man de første fire år burde holde sig til teksten. Og da vi siden har fået endnu en tekstrække, så burde vi måske holde os til teksten de første otte år. Havde jeg skrevet en prædiken til denne søndag for to år siden, så havde jeg nok i år holdt den ordret, muligvis lidt forkortet. Det har jeg prøvet nogle gange. Når teksten er godt og kærligt belyst, så den bliver varm og lyslevende, da er det ikke så meget at tilføje.
Hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Jeg hører perikopen som tre selvstændige sentenser: Det første tema omhandler åndsbespottelsens utilgivelighed (v. 31-32). Denne dybsindige og gådefulde tiltale rummer i sig selv mange prædikener. Det næste tema om træet og dets frugt (33-37) er lige så rigt. Jeg kan ikke læse det uden at genlæse den første tale i Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger. Den hedder ”Kjerlighedens skjulte Liv og dets Kjendelighed paa frugterne”. Det tredje tema er også omfattende, nemlig det om tegnet, alle tegnene og så det ene fornødne: Jonastegnet (38-42). Jeg forbløffes altid, når jeg funderer over disse tre, uendelige kerneudsagn.
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Der er ikke noget i teksten, man kan sige sig selv. Det ville jo også være en bespottelse mod Ånden. Tænk, hvor kærligt alt kan tilgives, også spot mod Faderen og Sønnen. Hvad betyder det nu, at kun spot mod selve Ånden ikke kan tilgives? Skulle der virkelig findes noget, som ikke kan tilgives? En kold morders ugerning? Nej, den kan tilgives. Jamen, så de forhold, hvor Ånden er fraværende. Også det kan tilgives. Men den bevidste kamp mod Ånden, kærligheden, den er utilgivelig. Hvordan? Kun på den måde, at den i det samme tages fra en. Kierkegaard viser i Sygdommen til Døden, hvad det vil sige, at mennesket er Ånd og hvorfor det er utilgiveligt at fornægte den. Bogen ender med at fremvise den største synd, fornægtelsen af Ånden, hvorved vi ligesom sendes tilbage til bogens begyndelse: Mennesket er ånd. Ja, det er mennesket som mulighed og som fordring.
Hvad kommer det mig/os ved?
Vi hører i evangelierne om mange af Jesus’ tegn, undergerninger og helbredelser. De kunne alle bevidnes af hans samtidige, men ikke på første hånd af en skeptisk eftertid. Derfor har der også altid kun været ét tegn, nemlig Jonas-tegnet. Og dette tegn, at Jesus opstod fra de døde, og at han i dag er til stede iblandt os, det bevidner vi jo selv. Det er en evig gyldig realitet. Kun den, der stiller sig uden for denne hjertebetragtning, kan vrisse: Hvad rager det mig? En prædiken bør altid tale ud af hjertet. Sådan at den altid allerede kommer os alle ved, om vi vil det eller ej.
11. søndag efter trinitatis 2022
Af Marie Holm, Næsby sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Det første, der rammer mig, er Jesus’ ord til Simon: ”Ser du denne kvinde?”. For nej, det gør han ikke. Han ser kun dele af hende. De dele, der ikke fortjener at blive taget imod. De dele af hende, som gør hende uren. Jesus derimod ser hele hende. Han er Søn af den Gud, der ser, så han ser mennesker med de samme guddommelige og tilgivende øjne. Ganske som Hagar i GT siger om Gud, da hun og hendes søn, Ismael, bliver set og frelst i ørkenen.
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
Jeg fokuserede på, hvordan Jesus tager imod et hæmningsløst og grænseoverskridende kvindemenneske. Og tilmed fremhæver hende og viser de andre rolige og velopdragne mennesker, at man ikke er ubrugelig som såkaldt trosvidne, selv om man ikke har læst Emma Gad forfra og bagfra, og ikke forstår at gebærde sig korrekt i sit liv hverken til hverdag eller til fest.
3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Det er nyt for mig at tænke på alle de tårer, der bliver grædt. Både hvor meget skam og trang til tilgivelse, de må indeholde, men også den lettelse, som de giver, når de er grædt. Det er vist noget med, at der frigives dopamin, når mennesker græder, som giver en følelse af lethed i kroppen bagefter. Det fører videre til den lettelse, som nogle mennesker har beskrevet, når de har givet slip og overgivet sig til troen på Kristus. Dette kan også imod sætning til, hvor hæsligt det er at miste evnen til at græde eller få at vide, at man ikke må (jævnfør Tobias Rahims Når mænd de græder). Jævnfør den at være for stolt til at kunne/turde at tro eller være opdraget til, at man ikke må tro, fordi det er latterligt og tegn på svaghed.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Man kan ikke sige sig selv, at Guds kærlighed, tilgivelse og nåde rækker ud over alt i hele rummet, og samtidig kan være til stede i og rummer alt i os. Guds kærlighed lader os ikke upåvirkede, men vores respons på den er vidt forskellig – alt efter vores forskellige livssyn præget af utallige faktorer. Men freden indfinder sig uanset hvad – enten kommer den af sig selv, går ind ad døren hos os og lyser for os i vores indre – både på de gode og dårlige sider. Eller også opsøger vi den selv, træder ind ad døren til Guds hus og lader hans lys skinne over os i velsignelsen, så vi kan gå bort med fred.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Ja, hvad kommer det os egentlig ved? Det er da meget rart at vide, at jeg - arme synder - ikke altid behøver at ændre hele min personlighed for at kunne følge Guds veje. Jeg må gerne blive ved med at tude som en gal eller være lidt for ordentlig og stram i betrækket. Gud kommer til mig og bruger mig ligegyldigt, hvordan jeg er og hvordan jeg lever mit liv. Så kan det godt være, at han ikke altid synes, at jeg skal fortsætte i samme spor, men det kan vi altid tale om senere. Hovedsagen er, at han går ind under mit tag, når det er nødvendigt, at han kommer, og at han altid tager imod mig, når jeg får taget mig sammen til at komme til ham.
10. søndag efter trinitatis 2022
af: Anders Carlsson
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jeg ved ikke, om jeg ligefrem snubler over noget, men jeg bemærker da, at jeg netop har prædiket over en anden Matthæustekst (8. søndag efter trinitatis), som denne søndags Matthæustekst (10. søndag efter trinitatis) i dén grad viderefører et væsentligt tema fra. Og så lægger jeg samtidigt mærke til, at parallelteksten til 8. søndag efter trinitatis også er fra Matthæus – den om de gode og de dårlige træer og deres frugter. Og her tager min udlægning udgangspunkt i, at vi kendes på vores gerninger.
Ikke at vi retfærdiggøres ved vores gerninger, men altså: at vi kendes på vores gerninger, og det er noget ganske andet! Blot som en sikkerhedsventil for enhver ”seriøs” luthersk forkynder, som gerne vil holde sin sti ren og uberørt…...
Så vi kendes ikke på vores forestillinger om, hvad vi kunne gøre. Vi kendes på det, vi gør. Ikke på vores tro, men på vores gerninger. De afslører os. Og det er meget foruroligende – og endnu mere befriende glædeligt.
For vi kendes som dem, vi er – og ikke som dem, vi gerne ville være og heller ikke som dem, vi kunne forestille os at være engang og under langt bedre omstændigheder…
Som det hedder 8. søndag efter trinitatis: disciplene profeterer, uddriver dæmoner og gør mægtige gerninger i Jesu navn. Men de skal ikke kendes på deres hengivne sindelag eller deres nok så gode viljer. De skal kendes på deres gerninger. De skal handle efter Jesu ord i stedet for at henvise til ham. Og det svarer så til at bygge på klippegrund.
Jesu ord er forstået, når de er omsat i handling. Enhver, som hører ordene og handler efter dem, ligner den kloge. Trykket ligger på og.
….og handler!
I søndagens anden tekst (8 s. e. trin.) handlede det om, at ”enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit liv på klippen…”
Og udlægningen af dén tekst kunne lyde i retningen af, at mellem alle ordene bygger vi også på Jesus ord.
Jesus giver så for øvrigt ikke anvisninger på, hvad vi skal gøre.
Opfordringen fra Jesus falder som de sidste ord i den lange tale, som vi kalder Jesu bjergprædiken.
En pointe er her, at hvis Jesus i sin bjergprædiken havde givet os et regelsæt, så ville vejen til klogskab og visdom være brolagt med anvisninger.
Men det giver han os så ikke – for bjergprædikenen er tværtimod Jesu opgør med den forestilling, at livet lykkes, når bare det leves efter anvisninger, regler eller love.
I bjergprædikenen anbringer Jesus i stedet for sin tillid til sine tilhørere i deres forestillingsevne og indfølingsevne. De, der hører Jesu ord, skal komme til at leve deres liv på mange forskellige måder, og den ene vil aldrig kunne kalde sin måde at leve på mere kristen end den andens.
I den store skala kan vi se, at kristenheden har forstret de mest forskelligartede kulturelle værdier. Og alle forskellighederne har udviklet sig som et resultat af den frihed til at tage ved lære af livet, som troen på Jesus frisætter.
Så de kulturelle værdier er ikke sat eller forordnet af Jesus.
Den klogskab, som udspringer af at handle på Jesu ord, udfolder sig i en evig ydmyghed og nysgerrighed. Og lige nøjagtigt i dét øjeblik, vores tro behageligt lukker sig om sig selv og bekræfter sig i netop vores kulturelle værdier, ja da hører vi vor Herre spørge, hvor vi har den sikkerhed fra, som gør os til hinandens bedømmere. Og i dét øjeblik hører vi ham også spørge, hvordan vi kan få kultur og kristendom til at smelte så meget sammen, at netop vores kultur og vore værdier bliver det eneste sande udtryk for kristendom?
I forlængelse af alt det kunne vi sige, at der er noget galt, når vi i et lille velbjærget samfund som vores, hvor få har for meget og færre for lidt, skal til at drøfte, hvem der er plads til, hvis ikke vi skal sætte såkaldt danske værdier over styr. Man kunne få den tanke, at vi allerede har sat værdierne over styr ved overhovedet at stille det spørgsmål - som om frisind, rummelighed og dermed gæstfrihed ikke netop var vores adelsmærke…?
Desuden kom jeg ind på, at enhver kulturel selvtilstrækkelig har brug for ordet udefra, nemlig Jesu ord, som altså ikke anviser en bestemt handling - men som siger, at vi bliver klogere på os selv ved at sætte os i det andet menneskes sted. Det er så en fuldstændigt indholdstom ”gylden regel, der så til engæld bliver ”fyldt” med Vor Herres tillid til, at vi selv finder ud af, hvad det er, vi til enhver tid skal gøre.
Vi ved det godt.
Jesu ord udtrykker en næsten ufattelig tillid til vores indlevelse i det andet menneskes liv, den fremmedes liv. Og det er dén tillid, vi fortrøstningsfuldt skal handle på.
Og så nævnte jeg, at vi gang på gang hører Jesu ord om, at vi har vores synders nådige tilgivelse, når vi forveksler kristendom med kultur, og forveksler barmhjertighed med værdier og forveksler tro med sikkerhed. Vores tro vil altid være netop det i vores kultur, som aldrig bliver kultur.
Den 10. søndag efter trinitatis handler det i forlængelse af dét om, at ”Visdommen har fået ret ved sine gerninger”.
Denne gang kunne en udlægning tage sit udspring i udfoldelsen af, at kilden til klogskab er erfaringen. Bl.a. erfaringen af, at vi får identitet i mødet med det, der er forskelligt fra os – det anderledes. I erfaringen af, at der er nogen, der ikke har netop dén identitet.
Altså: den anden har den ikke. Den anden har jo netop sin identitet.
Hvis den anden ikke var der, var jeg heller ikke mig.
Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Blandt andet, at vores tømrer engang spurgte: ”Bliver man klog af at læse bøger?”. Hans spørgsmål var et udtryk for en oprigtig nysgerrighed, for det var ikke noget, som han selv havde erfaringer med.
Bliver man klog af at læse bøger?
Det ved jeg ikke.
Hvis vores tømrer havde søgt svar i Matthæusevangeliet, ja så havde han fået at vide, at man ikke kan vide, om noget er klogt, før man har set og erfaret, hvad der kommer ud af det.
Ifølge Matthæus har Jesus sagt, at ”visdommen har fået ret ved sine gerninger.”
Den dag havde vi så ventet den gode tømrer klokken syv. Han kom klokken elleve, fordi han lige var nødt til at tage ud for at pilke torsk, nu vejret var til det.
Det havde tømreren ikke læst sig til i nogen bog eller kontrakt. Men der er stor visdom i ikke at udsætte fornøjelser, som livet så generøst forærer én…
Og hvad kom der ikke ud af det – så godt og vel tolv kilo torsk! Så meget, at han slet ikke kunne spise det alt sammen og derfor kunne glæde naboer, venner og tømrerforretningens kunder med fileter.
Selvfølgelig var det et sats. Han kunne være sat fra bestillingen.
Var det klogt?
Ja, det var det. Men det kunne han egentlig først vide bagefter.
Så igen: Bliver man klog af at læse bøger? Tjaeh, det ved man også først…. bagefter.
Murerens klogskab kom af at satse på, at den nærliggende mulighed var den rigtige.
Hvis bøger en en nærliggende mulighed, kunne man forsøge sig for at se, om der kom noget ud af det.
For det er det, der kommer ud af det (og mange gange også det, der så ikke kommer ud af det), som man bliver klog af – uanset om man tager på havet eller på biblioteket…
”Visdommen har fået ret ved sine gerninger”.
Og det lyder af filosofi – og det kan sikkert være, at Matthæusevangeliets græske læsere har hørt det som sådan et filosofisk indlæg i debatten om visdommens kilder. For hvor finder man visdommen?
Så det kunne lyde som et filosofisk indlæg i stil med Paulus´ opsang til korintherne ”jøderne kræver tegn, grækerne søger visdom…. Men vi prædiker Kristus som Guds kraft og visdom.” (jfr. 1. kapitel i Paulus´ 1. brev til Korintherne – og jfr. seksagesima-epistelen).
Og alt dét har vel stadigvæk brod mod den bedagede akademiske forestilling, at ren teori har en mere ophøjet status end teori afprøvet i praksis.
Men lær af håndværkerens visdom – og af tømrersønnens!
Så kilden til klogskab er erfaringen.
På den måde er vi i eftermoderniteten alle tættere på at følge evangeliets råd, end vi umiddelbart tænker over!
Vi kunne tage eleven som eksempel – eller vi kunne tage arbejdsmarkedets parter – eller patienten - eller en hvilken som helst i vores eftermoderne tid som eksempel på, at vi bliver klogere af selv at gøre erfaringer.
Eleven, forhandleren, patienten tager ikke bare uden videre lærerens, chefideologens eller lægens ord for gode varer.
Vi vil selv.
Tidligere gik vejen til klogskab og visdom tilbage til til traditionen, der som et skatkammer åbnede sig for den søgende.
Dén vej er så ikke helt lukket – men den har et lidt eventyragtigt eller kuriøst skær over sig.
Vores forældres generation – den såkaldt moderne generation – foretrak at opfinde verden på ny hver morgen, indtil vi i vores senmoderne generation syntes, at dét var noget anstrengende.
Og så sammensatte vi litteratur- arkitektur-, musik- og andre ”kanoner” i respekt for det mindstemål af visdom, der dog havde samlet sig, inden vi kom til.
Men mureren, eleven, forhandleren og patienten rettede heller ikke ind efter dén rettesnor.
Og når ikke engang dét mindstemål af klassisk dannelse kunne accepteres, ja så hang det sammen med den næsten evangeliske holdning, at vi ikke skal tage noget for gode varer, før vi ved, hvad der kommer ud af det!
Vi forholder os måske ikke ligefrem afvisende, men heller ikke umiddelbart accepterende.
Nej, vi siger: lad os nu se, hvad der kommer ud af det…
Så Matthæusevangeliet gengiver i disse ugers søndagstekster et ejendommeligt eftermoderne synspunkt, når det refererer Jesus for opgøret i sin samtid. Og det er et centralt og velkendt tema hos Matthæus – omend i varierende udfoldelser i løbet af selvsamme evangelium.
Matthæus´ samtidige havde skudt et forbehold eller en mistænksomhed ind imellem sig selv og den umiddelbare oplevelse. De dansede ikke, når der blev spillet på fløjte og de lod sig ikke røre af klagesange. Hvordan i alverden skulle de vide noget som helst om den store glæde eller den store sorg, når de ikke gav sig hen til den?
På samme måde med Johannes Døber og ham selv, Jesus.
I stedet for – som Jesus - at følge Johannes gennem ørkenen i bod og faste for så meget tydeligere at mærke befrielsen ved dåben i Jordanflodens vand, ja så afviste man ham – rent teoretisk! - som besat.
Det har så i øvrigt altid været den enkleste måde at holde sig folk fra livet – nemlig ved at sige, at de er tossede. Så behøver vi ikke at have noget med dem at bestille.
Og i stedet for at sætte sig til bords med Jesus for at spise og drikke og opleve velsignelsen i det mest elementære og daglige, nemlig i måltidet og fællesskabet omkring det, ja så afviste man ham – rent teoretisk! - som drukkenbolt og ædedolk.
Man holdt sin sti ren og kunne helt uberørt kede sig resten af livet…
Gad vide, om vi ikke kender deres holdning i vores lille frygt for det liv, der aldrig rigtigt lader sig forudsige? For hvad kunne der ikke ske, hvis vi dansede til fløjtemusik, gav vores sorg frit løb – fastede og frådsede…?
Ja, det er der ingen der ved, før vi har forsøgt det… og gjort vores erfaringer...
- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Jeg ved ikke, om der er noget decideret nyt…
Måske jeg hellere vil give et bud på, hvordan jeg vil udfolde prædikenen til 10. søndag efter trinitatis som en videreførelse af mine ovenstående overvejelser.
For vi ved ikke, om vi skal le eller græde, siger vi.
Jo, siger Jesus, det ved I godt, men I tager forbehold af skræk for at tage fejl.
Men det er bedre at tage fejl end at tage forbehold. For fejlen anbringer os i et såre menneskeligt fællesskab, mens forbeholdet isolerer os.
Det er ”ikke godt at være ene” - og det kan vi så være sikre på heller ikke at være, når vi tager fejl…!
Vi skal danse, når der spilles på fløjte og vi skal sørge, når vi hører klagesang. Dansen og gråden er det ligefremme svar på det glædelige og det sørgelige. Der er ikke så meget at tænke over, og det er ingen skam, hvis vi så også danser eller sørger for vildt.
Vi ved godt, om vi skal le eller græde. Så vi reserverer os med forbeholdet - og det kan da godt være, at vi tænker, at vi på den måde sikrer os og at vi ikke kommer galt afsted, men vi kommer så til gengæld slet ikke afsted. Det er ikke engang sikkert vi bliver klogere, men vi bliver helt sikkert mere ensomme i vores tilværelse.
Jesu forkyndelse er en uforbeholden opfordring til at være umiddelbart til stede, altså uden bagtanke og uden planer for, hvad der skal ske.
Jesus er ikke terapeut, nærmest det modsatte, hvad det så end hedder.
Men han tilskynder til et liv, som muligvis får brug for terapeutisk hjælp efterfølgende og i hvert fald får brug for eftertanke. For hvad var det lige, der skete, da vi glemte os selv, mens vi var optagede af at danse eller græde?
Vi levede.
Og levet liv kan vi godt gå hen og blive helt forskrækkede over.
Der er så bare ikke nogen omvej til liv ad påpasselighedens og forsigtighedens og forbeholdenes vej. Det er nok også i denne sammenhæng, vi skal forstå, at vi kan tage barnet som forbillede….
Den, der ikke tager imod, hvad der nu kommer, som et barn, kommer ikke ind i det himmerige, som Jesus opretter.
Derfor er det i dén grad skæbnens ironi, at den kristendom, som opstod som en læremæssig bearbejdning af Jesu forkyndelse, udviklede sig som både social og moralske selvkontrol. Det er skæbnens ironi bygget på den menneskelige skræk for at miste overblik og kontrol.
Men med sin forkyndelse opretter Jesus et rum, et univers af barmhjertighed - vi plejer at kalde det Guds rige, hvor vi kan udleve vores glæder og sorger og på dén måde det liv, som ikke bøjer sig efter vores vilje, men som følger vores tilskyndelse -altså det liv, der har det glædelige og det sørgelige som drivfjeder.
Jesus opfordrer til ubekymrethed, frygtesløshed og hengivelse.
”Se til himlens fugle og markens liljer”, hedder det som begrundelse. Se til dem: de får alt, hvad de har brug for af vores himmelske far, og sådan kan vi også tillidsfuld give os dagens opgave i vold uden tanke for i morgen. Hvad enten vi nu skal danse eller græde.
Og det er letsindig tale. Mildt sagt.
Det siges så i øvrigt også, at der lige fra den første menighed har været hårdt brug for fastboende sympatisører, der som en flok godvillige Martha´er kunne sørge for det fornødne, mens de ubekymrede disciple som henførte Maria´er levede fuglenes og liljernes liv.
Uden den ene slags kristne ikke den anden slags!!
Men måske kan vi genkende både den fastboende og den frie fugl i os selv?
Vi kender alle sammen både til den ubekymrede, selvforglemmende og til den side af os, der er nødt til at have orden i sagerne for kunne holde sig selv og de andre ud. Den evangeliske pointe er så, at der er plads til begge holdninger. Ja, der er ikke bare plads til dem, der er brug for dem. Begge.
For hvem kender ikke den salige fryd ved bare at give los og lade stå til for at blive ét med den glæde, der griber én - eller gå ind i den sorg, der trækker i én med kræfter som universets sorte huller og samtidigt trækker i én med kærlighedens styrke.
Og hvem kender ikke til ruelsen efterfølgende, når man er nødt til at spørge kun – og kun! - sine allerbedste venner, om man var meget pinlig.
Der er så i evangelisk forstand ikke tale om, at vi skal undskylde vores selvforglemmelse med den nåde, som Vor Herre prædiker. Det er der kommet rigtig megen selvoptaget uansvarlighed ud af.
Men med netop de oplevelser skal vi også, altså foruden oplevelsen selv, erfare betydningen af nåde og tilgivelsen i det univers, Jesus har oprettet. Begge dele.
I hvert eneste menneskelige sind skal de to oplevelser holde hinanden fast.
Og lige nøjagtigt dét er så troens modtræk imod at udarte til religiøse regler, til systemer og selvkontrol på den ene side - og til ren libertinisme på den anden side. Vi skal give os hen, og vi skal give os tid til eftertænksomhed. Begge dele!
Der er nogle, der siger det på den måde, at vi skal give os hen til Gud.
Jesus siger, at vi skal give os hen til det liv, der ligger lige for.
Det er Gudsskabt, gudvillet eller ligefrem gudsendt. (NB!!: Denne sidste formulering vil jeg nok sørge for at omformulere inden den ”fysiske prædiken” - ellers går der helt sikkert dét, jeg kalder ”prædikentvang” i den!)
Jesus benytter Johannes og sin egen optræden som eksempel.
Domsprofeten Johannes, Johannes Døberen, kaldte til bod og omvendelse og dåb til syndernes forladelse… og han blev afvist som galning.
Jesus spiste og drak med hvem som helst… og blev afvist som galning.
Afvisningerne havde bund i den alt for enkle tankegang, at man enten må sværge til den ene eller til den anden.
Men alternativet er ikke Johannes eller Jesus.
De repræsenterer - tilsammen - at der er en tid til ruelse og en tid til dans.
Det ved vi i øvrigt fra vores gudstjeneste, når den bliver gennemsigtig for netop dén dobbelthed med sin indledende bøn om barmhjertighed… - og den afsluttende nadver, hvor vi spiser og drikker sammen med ham, der var ven med toldere og syndere.
Gudstjenesten lader dét gå op for os, at vi kan være til stede med os selv som hele og komplekse mennesker.
Det lyder af oprigtig religion, når det hedder, at vi skal give os hen til Gud, men det kan vi ikke, før vi har hengivet os til det liv, som Gud har skabt.
Først da ved vi, hvad det er for et Gudsrige, som ”nåden” har oprettet mellem os (Igen: omformulér for at undgå trøstesløs prædikentvang!!!).
Og først på dén måde kender vi den Gud, som Jesus åbenbarede.
I vores kristne kulturhistorie har netop dén dialektik haft ringe vilkår. Og den har vist aldrig haft ringere vilkår end i dag, hvor vi har meget vanskeligt ved at fastholde dobbeltheder.
Enten er vi løsslupne eller også er vi for påholdende - enten er vi gode eller onde, enten er vi troende eller tvivlende.
Vi tænker i simple modsætninger og derfor har vi svært ved at fastholde den befriende dobbelthed i Jesu visdom.
Vi er ikke enten det ene eller det andet. Vi er altid både det ene og det andet. ”Simul det ene og det andet...”
Lyder det bekendt…???
Men den, der spørger, hvorfor han eller hun da skulle forlade sine bekvemmelige simplificeringer (læs: forenklinger!), får det udfordrende svar af Jesus, at visdommen i hans forkyndelse får ret ved det, der kommer ud af den.
Visdommen har fået ret ved sine gerninger!
I de glade politiske halvfjerdsere og startfirsere ville oversættelsen have lydt, at teori og praksis skulle formidles på hinanden for ”til stadighed” at korrigere hinanden.
Det kan vi trække på smilebåndet af i dag.
Men ud over dén forløsning af de menneskelige muligheder, som Jesus står for, ja så er hans forkyndelse også et kulturelt indspark.
Og dét kunne såmænd godt formuleres som en befrielse fra teorien og som en tilskyndelse til praksis - altså til levet liv, som derefter nok skal give anledning til eftertanke!!
Vi er alt for dovne i tanken med vores simple enten- eller-tænkning.
Vi skal tænke både-og-tanker om os selv og hinanden.
På dén måde bliver evangeliet en hjælp til at rumme os selv og hinanden med både affekter og tanker!
Og på den måde bliver evangeliet en medrivende mulighed, for ikke at sige nødvendighed!!
Og hvis vi ikke ved, om vi skal le eller græde, så skal vi da i det mindste forsøge os med en af delene…
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Det er tit sådan, at dét, vi ikke kan sige os selv er det, der kommer os mest ved. Det er dét vi forkynder hver eneste søndag.
Eller formuleret lidt anderledes: kristendom er nogen gange blevet kaldt for ”et ord udefra”. Et ord, vi ikke kan hente i det tavst indforståede. Vi kan ikke hente alt i vores eget tavse indre, hverken det individuelle eller det fælles.
Det er sikkert ikke forkert at sige, at mange af de ord, som vi bygger vores liv på uden at drøfte dem (bl.a. de såkaldte ”værdier” i vores fælles liv) – ja det er sikkert ikke forkert at sige, at de ord har kristendommen som deres ophav og udspring.
Men når kristendom og kultur (bl.a. værdier) bliver alt for fortrolige med hinanden, har vi brug for et ord udefra… af Kristus.
Der vil altid være brug for hans ord udefra, når det skal sættes en stopper for tomgangen i overvejelser, der aldrig bliver til andet end overvejelser.
Hvad kommer det mig/os ved?
Som før nævnt, så tager vi ikke noget for givet, før vi ved, hvad der kommer ud af det. Vi bliver klogere af selv at gøre erfaringer. Så vi kan ikke bruge nogen autoriteter, der nagler os fast til bestemte handlinger eller formuleringer.
Vi vil selv.
Så visdommen i de ord, som Jesus taler til os med i disse søndage kan være svære at tage til sig som et læresystem.
Det hænger sammen med, at tro er Jesu alternativ til læresystemer og lovreligion.
Når det gælder mennesker imellem, og når det gælder forholdet til Gud, henviser religionen, som Jesus er vokset op med, til et regelsæt.
Jesus siger ”up front”, at der hverken kan eller skal henvises til noget som helst andet end mødets natur.
Jesus har en tiltro til vores indlevelse og forestillingsevne, som er ”second to none”. Vi ved umiddelbart fra mødet, hvad det er, vi skylder hinanden. Opmærksomhed, medfølelse, hjælp. Det behøver vi ingen lov og heller ikke nogen regelsæt til at fortælle os. Man kunne ovenikøbet stramme den så meget, at Loven og reglerne, ja dem bruger vi til at holde os vores forpligtelse fra livet.
Derfor ytrer Jesus sig gang på gang med formuleringer, der er så radikale og provokerende, fordi de appellerer til det naturligste af alt ( i al fald ifølge Løgstrup!) og så kan vi ikke desto mindre aldrig helt få vores natur med i det. Det er så et af vores livs største paradokser.
Blandt de radikale formuleringer hører vi i disse søndage bl.a.: ”Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden kind til.” Eller hvad med: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”. Eller for nu ikke at nøjes med for lidt: ”Vær fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen.”
Jo, der er nok at tage fat på her, langt inde i trinitatistiden!
Og man kunne så spørge: ”Hvor viise er så de formuleringer af Jesus?”.
Og her er svaret, at det ved man først, når man har forsøgt at efterleve ordene.
Man ved jo heller ikke, om det er svært at spille violin eller fløjte, før man har forsøgt sig.
Så ingen kender visdommen i Jesu ord, før hun eller han har forsøgt at omsætte dem i handling. Og når vi så læser Paulus´ epistler til denne periodes søndage, kan vi samtidig lære at slappe af fra den forestilling, at vi ved gerningerne så også bliver viise og fromme og retfærdige i Guds øjne. Det handler 9. søndag efter trinitatis bl.a. om.
Så visdommen i Jesu ord skal først og fremmest genspejles i handlinger, i gerninger.
For vi skal kendes på vores gerninger. På alt det, vi kan og alt det, vi ikke kan – på det, vi havde held til og så på alle vores skæverter.
Det budskab kan da vist ikke være mere vedkommende, når vi vender blikket tilbage på vores levede liv og ser, hvad der egentlig kom ud af det...
9. søndag efter trinitatis 2022
Af: Lene Kjemtrup Christensen, Korup Sogn
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jeg slår mig på tekstens kommanderende udsagn: ”Sælg jeres ejendele!” ”Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af” og ”For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.”
Jeg får dårlig samvittighed over et eller andet diffust! Og det skal jeg adressere og komme ud af igen. Gud kan formentlig ikke bruge dårlig samvittighed til noget som helst.
Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Sidst fortalte jeg kirkehistorisk, om hvordan vi kom fra den her tekst til kirkebygninger med kirkesølv.
Denne gang lægger jeg mere vægt på det lille beskedne ”Frygt ikke!”, som indleder dundertalen. Fordi det er på en eller anden måde mere opbyggeligt. Hvad skal man stille op med al den frygt og formaning uden nåde? Det virker tyngende og giver mere lyst til at lede efter fejl og skamme sig i sit inderste end at folde sig ud og vise sig som et medmenneske for andre.
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At tiden går. At alt det gode, som man drømmer om at gøre, rent faktisk også skal gøres. Måske ville det føre for vidt at folde ud, hvad det moderne menneske kan få med sig med tanken om Guds rige og det, som ikke kan gå til. Men det ville også være godt at rode i det billedsprog fx med det her digt i hånden:
Jeg vil ikke dø fra et ulevet liv
Jeg vil ikke leve i frygt
for at falde eller bryde i brand
Jeg vælger at bebo mine dage,
jeg vil tillade det at jeg lever,
at det åbner mig,
at det gør mig mindre bange,
mere tilgængelig
Jeg vil løsne mit hjerte
indtil det bliver en vinge,
en fakkel, et løfte.
Jeg vælger at risikere min betydning,
og at leve så det, der kommer til mig som et frø,
går til den næste som en blomst,
og det der kommer til mig som en blomst,
går videre som frugt
- digt af Dawna Markova
Digtet er oversat af Anne Klitgaard Thompson
Hvad kommer det mig/os ved?
Håbet, om det gode der skal komme, når vi kan lægge frygten fra os og nyde evigheden, kan gang på gang føre os videre i hver vores ørken af meningsløshed og skam. Det er både en påmindelse og en inspiration. Et strejf af at være en lillebitte del af en flok, som der er guddommelige planer for. Det kommer mig ved, når min ørken bliver til tvivl og håbløshed. Det kommer mig ved, når jeg i gode tider husker, hvad der skal forgå, og hvor mit hjerte er.
8. søndag efter trinitatis 2022
af; Karen Blauenfeldt Dam, Ringe sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
De to små ord: ”Den dag”. Altså at dagens evangelium skal læses i lyset af dommedag.
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
Jeg skal tilbage til -18, hvor jeg må have haft en del bryllupper sommeren over, for jeg kan se at jeg tog udgangspunkt i ”Huset, som Gud har bygt” (DDS 701), og sagde noget om at det vel også er hvad vi alle helst vil: bygge på klippegrund, men at det også kan være svært for os til bunds at bedømme undergrundens beskaffenhed.
Fuldkommen at bygge sit liv på troens klippegrund er der vel kun én, der for alvor har gjort: Jesus fra Nazareth. Og selv i hans liv og for hans samtid og hans venner var det måske ikke altid til at se hvad der var godt eller hvad der var skidt, men påskemorgen viste det sig jo dog, at Gud godt ville stå inde for det, som Jesus havde sagt og gjort.
3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Det med dommedagen! Og så udsagnet: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne den kloge mand. ”Disse ord” må jo henvise til den forudgående advarsel om at tage sig i agt for de falske profeter, som man kan kende på deres frugter.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At kristendom er ret ligetil i grunden. Livet skal leves og ikke (for)tænkes. Se til hvilket spor du trækker efter dig i livet!
At dommedag ikke er Guds straf over denne verden, men at den bare er et udtryk for at livet og døden og verden og vi ER og derfor handler vi og træffer valg og gør både godt og dårligt som vi har forstand til, for anderledes kan det ikke være.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Alt hvad der sætter mennesker fri og giver os lyst til at leve vores liv, kommer os ved.
”Da Jesus var færdig med denne tale” – og det var vel hele bjergprædikenen, hvor også de fattige og uformående og dem, der konstant bygger på sand og derfor igen og igen bliver slået omkuld i livet, er blevet prist salige, ja, da undrede skarerne sig over hans lære, for han underviste som én der har myndighed.
Altså én, der kan indgyde os mod til endnu engang at samle livets murbrokker og tømmerstumper sammen og bygge vores liv op igen, hvis det skulle være faldet fra hinanden.
7. søndag efter Trinitatis
Af: Dorte Wittrup Winther, Brændekilde og Bellinge sogne
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jagten på sandheden og visheden om at den vil åbenbares. At selv det der er talt i mørket, vil komme frem i lyset. At Guds ord til tider blot er noget der hviskes os i øret, ord der siges med dæmpet stemme i fortrolighed, det er ord der har en styrke, så de kan prædikes fra tagene. Det er vigtige ord i en tid, hvor der rasles med krigsretorik, hvor der sker grusomme krigshandlinger, som en dag vil komme frem i lyset. Sådan gik det med 2. verdenskrig, at de der tjente en bestemt herre, siden har måttet bøde for deres handlinger. Teksten spørger til hvilken herre vi tjener, den der har magten over legemet, eller den der har magten over legemet og sjælen. Der er en verden til forskel.
Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
Med udgangspunkt i teksten fra prædikerens bog, at vi godt ved, at alting har sin tid, at vi er skabt med indsigt i tilværelsens dobbelthed. At vi lever med en bevidsthed om os selv, der udmærker os, da vi trods alt er mere værd end mange spurve. Vi ved, at vi både er vidunderlige, innovative skabninger - og - destruktive og selvdestruktive skabninger. Vi ved det, men vil helst ikke tro det. Den viden blev disciplene sendt ud i verden med, at de vil møde begge magter. Omkring sig og i sig selv. Den erkendelse kan være med til at give plads til Gud.
- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
At perspektivet til dels er rykket længere væk fra den enkelte. Selvom vi lever I en tid, hvor sandhed og løgn flyver om ørerne på os, hvor den personlige dømmekraft i høj grad er kommet til at tage sit udgangspunkt i den enkeltes følelser, så falder jeg i højere grad over at teksten fra Mattæus, denne gang siger mere om de magter vi bekender os til. Om det er en magt der tjener liv og evighed, eller en magt der kun vil magten.
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At lysets Herre vil sejre over mørkets kræfter. Og at sandheden vil komme frem i lyset. Ligesom disciplene vil vi møde begge magter i verden, og de findes, både i os selv og i vores medmennesker. Og der er en væsensforskellighed i, hvilken magt vi stiller os under eller tjener. På hver årgang af konfirmander, er der en der spørger, hvorfor er der krig i verden? For det er svært at forstå, hvorfor det onde findes og udfolder sig på den måde i verden. Den historie jeg plejer at fortælle, har jeg læst et sted, hvor en rabbiner fortæller om ondskaben, at den lægger os alle så snublende nær, ja den er som et lag i vores hud, så hvis vi kratter lidt i vores egen hud, så er den der. Og den er ikke til at komme af med, sådan er det med arvesynden. Har vi forståelsen af, at ethvert menneske kan og gør ondt i verden, så må vi gøre vores for at tøjle de kræfter der er i os.
Hvad kommer det mig/os ved?
Det er ikke mange måneder siden, at jeg selv og en del andre i vores sogne, blev slået helt ud af det russiske angreb mod Ukraine, og i kølvandet derpå blev klar over hvilket verdensbillede Putin agerer efter. Dagens evangelium kan indgyde mod til tro på at, den magt som han repræsenterer, skal tales imod og den frygt det indgyder i os, kan skubbes væk, til fordel for den Herre der har magt over både legeme og sjæl. For sandheden vil komme frem i lyset.
Kamp må der til skal livet gro. Despoter kæmper også for at vinde terræn på vor Herres enemærker. Herunder et eksempel fra en tysk skolebog i 1936, en bøn til Hitler baseret på fadervors bøn. Der må igen og igen indgydes mod, for at blive mindet om hvem der ar ”magten og æren, i evighed! Amen”.
6. søndag efter trinitatis 2022
af: Vita Andreasen, De 4 kirker – Føns, Ørslev, Udby og Husby
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Det gør et stort indtryk på mig, at den unge rige mand bliver ’ked af det’ og går sin vej. Og jeg ser vores egen tid spejlet i dette paradoks, at der er penge nok mellem hænderne på den unge mand og hos os i den rige del af verden, og på trods af den store rigdom, så opleves livet ikke som lykkeligt, meningsfyldt og ’godt nok’ ikke dengang og heller ikke i dag. Ikke kun dengang også i dag rumsterer spørgsmålet om, hvad så med evigheden, når døden er indtruffet, hvad venter der os, når livet engang er forbi?
Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
’Kirken i sommerlandet’ betyder, at jeg altid først holder sommerferie i august måned. For 2 år siden tog jeg afsæt i Guds udsagn om sig selv (2020 oversættelsen): ’For jeg, din Gud er lidenskabelig og bliver let jaloux’. Gud er så lidenskabeligt optaget af at sætte mennesker i frihed efter de mange års slaveri, at han vandrer med dem på denne lange ørkenvandring, hvor de får givet de 10 bud. Så lidenskabelig er Gud, at Gud bliver jaloux, hvis der flirtes med andre guder, andre værdier og andre opfattelser af, hvad retfærdighed er, end dem som de 10 bud aftegner. De 10 buds klare forudsætning er, at der skal være plads til både dig selv, men i lige så høj grad de andre. Retfærdigheden er den røde tråd. Allerede i profetlitteraturen er det tydeligt, at Gud ser den fattiges kamp for at overleve. Guds kærlighed er ikke en sentimental følelsesmæssig kærlighed med lutter smukke ord, men det er en handlekraftig planlæggende aktiv udførende kærlighed. Gud lægger planer, Gud tænker, Gud handler. Gud er en Gud, der holder ud, Gud giver ikke op. Når vi hører denne GT tekst fastholdes vi på, at kampen for frihed vil altid vare ved, mennesket er ikke skabt til slaveri, men til frihed. For to år siden var diskussionen om ’Black lives matter’ en aktuel etisk debat.
De 10 bud er den etiske rammer, der fastholder os på, at love, regler og rettigheder gælder for alle folk uanset farve.
Hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Nyt er, at vi nu skriver 2022, så virkeligheden, som prædikenen skal tale ind i, har fået et andet bagtæppe. Corona regelsæt har fyldt meget siden 2020, og vi er blevet mindet om, hvor meget restriktioner og lovgivning fylder i vores liv. Og det er helt frigørende at tænke på, at Gud ’nøjes’ med 10 bud. Mest dramatisk er det, at 2022 blev året, hvor krigen mellem Ukraine og Rusland fyldte hele vores sendeflade, adskillige åbnede dørene for de mange flygtninge. Den etiske fordring om, at rigdom kan deles blev helt aktuel og helt naturlig for mange. Lige nu glider FN’s verdensmål i baggrunden, det er som om krigen stjæler al vores opmærksomhed, og kampen bliver udkæmpet med våben, som betyder mange dræbte hver eneste dag på begge sider i kampen. De andre kampe ’blegner’ SDG målene: ’Afskaf fattigdom’ og ’Stop sult’, lige nu dør mange kvinder og børn på Afrika’s Horn af mangel på mad. Der er god grund til, at vi i den rige verden bliver ’kede af det’ ligesom den rige unge mand. ’Giv dine penge til de fattige’, det er en svær fordring. Omfordeling af rigdomme er ikke kun svært i en dansk kontekst, men også globalt. Mange får lyst til at slukke for alle de kommentatorstemmer, der bringer ’virkeligheden’ helt ind i vores stuer. Men Jesu opfordring er tydelig, du skal ikke lukke øjnene for de fattige. Set i lyset af de sidste års ’bagtæppe’, så overrumples jeg over Jesu radikalitet.
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Meget kan vi sige os selv, og Deadline og avisernes analyser hjælper os også på vej, som fortolkere og guidelines omkring det gode liv. Det vi ikke kan sige os selv er vel, at vi ikke er alene om at tumle de store spørgsmål i livet. Fortolkning og livstydning er et vigtigt element i menneskers liv, det var det på Jesu tid, og det er det i dag. Måske skulle vi i kirken være mere fokuseret på de unges spørgsmål om livets mening, retning og formål. Det er karakteristisk i dette møde mellem Jesus og den unge mand, at den unge mands spørgsmål bliver taget alvorligt, Jesus svarer ham.
Også kirken skal overveje, hvordan rigdomme forvaltes. Hvordan finder vi i kirken veje til at skabe rum, tid og ansættelser, der giver plads til de unges angst og spørgsmål?
Hvad kommer det os ved?
I denne uge døde Poul Dissing, og jeg kan ikke lade være med at genhøre de mange sange, som han har indsunget med sin karakteristiske ’rustne’ stemme. Jeg standser op ved højskolesangen: ’Se hvilken morgenstund’ med tekst af Benny Andersen. Omkvædet er gledet ind i det danske sprog som en moderne livstydning: ’Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar’. Svantes lykkelige dag’ er sangens navn. Svante er vel et forholdsvist ungt menneske, det underlige er, at han i hele sit liv kun fik en eneste lykkelig dag.
Hvad var det særlige denne dag? Jo, dagen blev delt med Nina. Det gode liv og det evige liv hænger nøje sammen med det relationelle. Der sker noget godt i os og imellem os, når vi deler med hinanden, og det gælder rigdomme af alle slags, allermest den rigdom som tid er. Men i høj grad også dem der handler om kroner og ører.
4. søndag efter Trinitatis 2022
Matthæusevangeliet 5, 43-48
Af: Ole Buhl Nielsen, Brahetrolleborg, Krarup, Ø. Hæsinge
Ved første gennemlæsning af teksten slår det mig endnu engang, at Gud er Gud for alle! Det kan godt være svært at kapere! En ung mand udbrød engang i en samtale forarget: - jamen, Gud kan da ikke lide rockere! Men her hører vi, at Gud lader sin sol stå op over alle uden at tilgodese de gode og retfærdige mere end de onde og uretfærdige. Og hvem er for resten hvem? Når der et par vers længere henne i teksten tales om, at vi skal være fuldkomne lige som vores himmelske far er fuldkommen, går det fuldkomne måske på at favne alle uden at fordømme, fx ved at elske vore fjender! Det er ikke noget nemt projekt at sætte sig for at efterleve, ligesom der er andre ting i Jesu bjergprædiken, der er svære at efterleve. Tegneren Peter Madsen sætter ord på det i tegneserien Menneskesønnen om Jesu liv. Her lader han disciplen Peter sige om de mange bud og formaninger i bjergprædikenen: ”Jeg tror egentlig ikke, det drejede sig om, hvorvidt man kunne leve op til det…Men at mærke i sit eget hjerte, at det var rigtigt… og begynde dér.”
Det er en af de tekster, som tit ligger på en søndag i ferietiden, så jeg har ikke prædiket over teksten siden 2016. Her er et afsnit fra prædikenen dengang: ”Kærligheden er det bærende i tilværelsen. Jesus siger det meget stærkt, når Han siger, at selv vore fjender skal vi elske, og dem, der forfølger os, skal vi bede for. Vi skal være lige så overskudsagtige og fuldkomne som Gud, der lader solen stå op over både onde og gode, og lader det regne over både retfærdige og uretfærdige. Kærligheden er broen, vi skal gå til hinanden på, endog til vor fjende, og kærligheden er vejen til et opfyldt liv. Når vi ikke går kærlighedens vej, lider livet under det. Lige så sandt det er, lige så svært er det at leve efter i det daglige, for vi er mennesker, ikke Gud.”
En ting, jeg ikke har været opmærksom på i denne tekst før, er, hvad der kan ligge i at være fuldkommen. En almindelig dansk sproglig udlægning vil være, at fuldkommen er noget der er perfekt, fuldendt. Det kan være svært at se sig selv i som menneske! På græsk er det ordet ”teleioi”, der er i familie med ”telos”, som betyder ende; med fuldkommen menes, at noget føres helt til ende eller er ført helt til endemålet. På www.biblehub.com (stærkt anbefalelsesværdig side) fandt jeg en udlægning af ordet ”telos”: det er som at folde en gammel teleskopkikkert ud; led for led foldes kikkerten ud til den er foldet helt ud og fungerer efter sin hensigt. Denne sproglige rod i ”teleioi” antyder, at der ikke blot er tale om en tilstand af fuldkommenhed men også rummer en bevægelse: at være på vej mod det fuldkomne skridt for skridt. Kunne man prædike over, at vi i glimt kan være fuldkomne i kærlighed? Det kunne dog være et skridt på vejen til endemålet.
I ”Den ny aftale” er der oversat således: ”I skal være uden forbehold i alt hvad I gør, lige som jeres far i himlen.” Det er der også muligheder i rent prædikenmæssigt.
De spørgsmål og overvejelser teksten rejser, er vist aktuelle og vedkommende i de flestes liv. Hvordan kommer vi om ved konflikterne i en skilsmisse eller hvordan forholder vi os til dem, der måtte begå et overgreb mod os eller vore børn eller hvordan er det for en ukrainsk mor eller far, der har mistet sit barn i krigen, eller for en russisk familie at have mistet en søn på slagmarken? Kan vi elske, tilgive, bede for dem, der volder os ondt? Hvordan er vejen frem til fredens mirakel? Alle steder, hvor modsætninger og konflikter opstår, rejser sig spørgsmålet om, hvordan vi mennesker igen kan nærme os hinanden og leve sammen, når livet er gået i stykker mellem os. Måske ved at være fuldkomne i glimt og dermed vise en anden side af menneskelivet end den uforsonlige?
3. søndag efter trinitatis 2022
Af: Ulrik Andersen, Skt. Knuds Sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
At teksten er særdeles velkendt og masser af gange er blevet brugt som skuespil for mini-konfirmander. Den er let at se for sig, og dens pointe er velkendt. Ovenpå de foregående søndages noget sværere tekster, er den her næsten alt for let at gå til.
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Sidst jeg prædikede over denne tekst, var i 2020, hvor det handlede om lignelsens navn. For hvem har lignelsen egentlig fået sit navn efter? Navnet ”lignelsen om den fortabte søn” er ikke ét, Jesus giver den, og heller ikke evangelisten Lukas sætter det som overskrift over sit skrift. Nej, det er kommet snigende ind i tid og tradition – uden at vi kan sætte hverken dato eller ophavsmand på. Jeg holdt en prædiken, hvor overskriften var udgangspunkt for en tolkning af lignelsen. Hvem af de to sønner er den fortabte? Er det den yngste, som ødsler sin arv væk og derefter kommer til faderen for at blive taget til nåde, eller er det den ældste, som opfører sig ordentligt, men ikke sammen med faderen kan glæde sig over sin brors hjemkomst?
3. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Det, som sikkert ville blive omdrejningspunktet denne gang, er den åbne slutning på lignelsen. Vi får ikke at vide om den ældste søn følger faderens opfordring og går med ind til festen, eller om han fastholder sin vrede og bliver udenfor. Det kunne være interessant at forfølge de to muligheder og forestille sig, hvad faderen – Gud – ville gøre.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Ovenpå de foregående søndages alvorlige tekster om prisen for efterfølgelse giver det bestemt ikke sig selv, at Gud også er som faderen i lignelsen. Vi ved det sikkert fra tidligere, men det er meget godt at blive mindet om det. Gud er som den kærlige far, der holder af begge sine sønner. Hos ham kommer det ikke an på deres opførsel.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
I lignelsen kan man identificere sig med begge sønner, og aldrig kun den ene. Det er afgørende for vores opfattelse af Gud og relationen til Ham, at vi altid bliver taget imod som dem vi er. Det gør ingen forskel om vi har ødslet arven væk, eller om vi i vrede ikke under andre det gode. I begge tilfælde er Gud der med en arm på skulderen, og et: ”Kom med ind til festen!”
2. søndag efter Trinitatis 2022
Af sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jeg snubler ikke, jeg vælter og slår mig på kravet om at hade sin far og mor. Jøderne må også være faldet, for enhver af dem vidste, at de skulle ære deres far og mor, for at de måtte få et langt liv på den jord, Herren deres Gud ville give dem. (2. Mos 20,12)
2. Hvad sagde du sidst du prædikede over denne tekst
Jeg prædikede over kravet til disciplen og sagde, at det egentlig er uopfyldeligt.
3. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
At jeg måske kunne have sprunget første del over og lavet en opbyggelig prædiken om salt.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Jesus siger, at det koster noget at følge i hans fodspor. Det er ikke en åndelig velfærdsrejse, han tilbyder. Ordene kan skabe fundamentalister, der skubber alt andet ud af deres liv på grund af kravet om efterfølgelse. Hvordan vi andre får kravet til at passe ind i en moderne kalender med arbejdstid, familietid og kirketid er egentlig et godt spørgsmål. Munketilværelsen ligger lige for, men den afmonterede Luther med sin tanke om, at livet som sådan egentlig er et kald fra Gud. Løsningsforslag kan være, at sige, at ordene hører konteksten til, at der egentlig kun var ca. 12 disciple eller at mindre end, at følge i Jesu fodspor også kan gøre det.
5. Hvad kommer det mig/ os ved?
Et greb om teksten er, at sige, at kravet om at give afkald er uopfyldeligt og vi derfor må håbe på Guds nåde. En anden vej vil være, at mediere det og sige med Luther, at det, det betyder er, at Jesus skal være med i alt hvad vi gør og være fundamentet for vores kald i livet. En tredje vej ville være at afsøge afkaldet som tema, eller se om der findes fredsbetingelser for den der ikke går hele vejen. Lige meget hvordan vi går til teksten, kan vi dog ikke komme uden om, at den anfægter både prædikant og tilhører.
Pinsedag 2022
af: Carsten Andreassen, Højby
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jesus taler meget spirituelt her. Hvis vi går til teksten sådan rent logisk, kan en del virke fremmed og underligt … ”Helligånden, som verden ikke kan tage imod, fordi verden ikke ser den eller forstår den. Men det gør I, fordi den bor hos jer og er i jer.” Eller: ”Om kort tid vil verden ikke længere se mig, men det vil I…” Så kan det næppe blive mere ind-forstået. Det skal netop forstås med det indre… spirituelt. Den, der ikke lever i tæt relation til Helligånden, har ikke sanser, som kan se, hvad der er på spil her.
Det lyder smukt og stærkt. Det handler om et tæt fællesskab med vores treenige Gud. Men hvordan formidler jeg det, uden at det ekskluderer en del kirkegængere – og måske endda tager håbet fra dem?
Og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Jeg er på jagt efter et rituelt udtryk for, hvormed vi pinsedag kan fejre, at vi lever i den her ”den bor hos jer og er i jer”-relation. Jeg er ikke interesseret i et karismatisk udtryk, hvor vi skulle stå med løftede hænder og lukkede øjne. Dertil er menigheden for blufærdig, tror jeg. Hvad kan det være i stedet for? Hvordan kan vi tydeliggøre Jesu ord om at tage imod Helligånden? (Gode forslag modtages med stor glæde)
Peter Halldorf fortæller i bogen ”Det hellige år” s. 190 at den moderne pinsebevægelse blev født i Los Angeles i 1906, men at denne bevægelse blev kompromitteret (Halldorfs udtryk), fordi den blev præget af en jagt på oplevelser i stedet for af erfaringen af genkendelse i mødet med Den Anden. (I flg. Halldorf skaber pinsebevægelsen forargelse, fordi der ”i et stærkt klasse- og racedelt samfund opstod … et alternativt samfund med forsoning og enhed mellem mennesker. Det var dét, der var det egentlige under… Pinsedagens erfaringer er grundlæggende grænseoverskridende og får os til at lægge mærke til dem, der er på den anden side af de grænser, som vi har trukket.”) Han forklarer altså – og det var helt nyt for mig – at denne åndsfokuserede bevægelse til at starte med havde et voldsomt fokus på, hvad det betyder for Den Anden, at Ånden bor i mig. Måske kan vi i dag finde nye (rituelle) udtryk for erfaringen af, at Ånden bor i os, så vi kan blive sat i gang – ud mod medmennesket.
Pinsedag er kirkens fødselsdag, dvs. dagen, hvor vi fejrer menighedens åndsfyldte fællesskab.
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Jesus fortæller os – igennem talen til sine disciple – at menighedens fællesskab ikke holdes sammen af en fælles baggrund eller fælles sympatier eller en stærk vilje. Menighedens fællesskab er et åndsfællesskab, fordi vi knyttes sammen af erfaringen af, at Guds iboende Ånd sender os ud mod det andet menneske. Det er det, der gør menighedens fællesskab anderledes end andre fællesskaber. Formår vi at få det frem i gudstjenestens forløb gennem salmer, dåbstale, prædiken, nadverindledning og måske et særligt pinseritual? Det er for mig at se en spændende udfordring som præst.
Kikker vi på tekstens sammenhæng i Johannesevangeliet, er Jesus i gang med en lang forberedelse af disciplene. Hvis vi lader os inspirere af Lene Højholt (Vejen. Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet), får vi et blik for, hvordan Jesus i kapitel 13 har indviet disciplene gennem handlinger (fodvaskning og nadver) og nu indvier dem gennem ord OG indre erfaringer. De skal modnes til tiden efter Påske, Kristi Himmelfart og Pinse.
Jeg tænker, at vi i høj grad kan lære af denne sammenstilling af handling, ord og indre erfaringer. Sådan bygger vi menighed. Sådan åbner vi os som menighed for Guds Ånd.
Hvad kommer det mig/os ved?
Jeg ved endnu ikke, hvad menigheden i Højby får at høre, men jeg vil bestræbe mig på at skabe en åbenhed i menigheden for, at Guds Ånd konkret taler til os – ikke sådan moderne karismatisk, men så vi som åndsbåret menighed erfarer os drevet mod hinanden, så fællesskabet formår at danne mange åbninger, hvor igennem nye kan finde ind i fællesskabet.
6. Søndag efter påske 2022
Af Anders Skaanning Andersen
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jeg ved ikke, om man ligefrem snubler, men der er i alt fald ikke nogen tvivl om, hvorfor teksten er placeret hvor den er. Opstandelsen og frelsen skal hamres fast her i slutningen af påsketiden, og det bliver den så sandelig også. Gennem opstandelsen er mennesker bundet til Gud igennem kærligheden.
Måske snubler jeg mest af alt over, hvor næsten banalt budskabet denne søndag er, uden at det på nogen måde går ud over dets evige aktualitet og relevans.
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Teksten minder os om, at båndet mellem Gud og mennesker er kærlighed. Det er der måske ikke så meget overraskende i, men særligt Paulus’ tekst slår fast, at denne kærlighed ikke kan brydes af nogen. Det tror jeg mange i menigheden har et behov for at blive mindet om. For uanset, hvor meget man prædiker det, så bliver selv de bedste af os ramt af en skyld eller en skam, som gør, at vi i værste fald føler, at det bånd er brudt. At man på en eller anden måde, har mistet den kærlighed, som Gud viser os. Det er voldsomt banalt fra et teologisk perspektiv, men det er samtidig et meget reelt problem hos nogle medlemmer af menigheden, og dem skylder vi at give denne forsikring igen og igen, uanset, hvor banal den måske kan synes, fordi den samtidig er så utrolig vigtigt for dem, der af skyld eller skam er forhindret i at få øje på den selv.
Hvad kommer det mig/ os ved?
Det er helt grundlæggende kristen teologi der er på spil i teksten. I bund og grund er det en udlægning af opstandelsesteologi, igen, igen. Det er jo, trods vi er 6 uger henne, stadig påsken der er i fokus. Og således kommer teksten os ikke så meget nyt ved og bringer ikke de store overraskelser. Men budskabet om, at vi er bundet til Gud i kærlighed, er stadig noget af det allervigtigste der kan forkyndes fra en prædikestol, så det behøver heller ikke være hverken nyt eller overraskende. Den kærlighed der binder os til Gud, kan ingen bryde. Ingen kan trække dig ud i et mørke, hvor Gud ikke kan se dig, heller ikke selvom du føler, at han ikke kan se dig. Det er såre simpelt og evigt relevant, fordi der altid er nogen, der har brug for at høre det og lige præcis på denne søndag, der behøver man ikke fortælle så meget andet.
Kristi himmelfarts dag 2022
Læs teksten her
Af: Anders F. Aastrup, Hjallese
”Hvor bor Gud?”
Spørg et barn!
Spørg hvem som helst!
En muslim, en jøde, en kristen!
Alle vil de svare: ”Gud bor i himlen!”
Måske det er derfor, at Jesus til Kristi himmelfart fór til himmels?
Han fór ikke alene tilbage til sin far.
Han fór tilbage til Guds hjem, himmelen!
Nogle vil mene, at vi blot behøver se på verden for at forstå, at Gud ikke bor her på jorden sammen med os.
Har man den opfattelse, så vil man fremhæve himlen og det guddommelige som vores mål.
At Gud bor i himlen, er da den trøst, vi kan finde.
Når verden ser for sort og trist ud, så kan vi løfte hovedet mod himmelen og ønske os derop – væk fra denne verdens jammerdal.
Sådan tænker de fleste religioner og filosofier; lige fra Platons tanke om Ideernes Verden til Islams forestilling om halvfjerds skønjomfruer, der venter martyren i himlen.
Hvad vi da må huske på, er, at himlen mere er et billede end en konkretion.
At Gud bor i himmelen, er således en sandhed med modifikationer.
Hvis Gud er Gud, kan han ikke være begrænset hverken af tid eller af sted.
At Gud bor i himlen, skal ikke tages bogstaveligt.
At Gud bor i himlen, er i virkeligheden vores menneskelige måde at afgrænse Gud på.
Vi siger, at Gud bor i himlen, fordi vi har brug for at afgrænse os.
At Gud bor i himlen, er et forsøg fra vores side på at formulere, hvor Gud er, når nu Han ikke sidder ved vores side.
Vi har på den ene side brug for at minde os selv om, at Gud ikke bor her på jorden og på den anden side brug for at trøste os selv med, at vi blot behøver løfte blikket mod himlen, så er han dér alligevel.
I himlen og dog mulig at nå.
Fjern og dog så tæt på.
Når nu vi kan blive enige med både muslim og jøde om, at Gud bor i himlen, så er det næste spørgsmål oplagt:
Tror vi på den samme Gud?
Det er et spørgsmål der har optaget mange teologer.
Når nu vi er kristne, hvordan skal vi så forholde os til de andres tro?
Tror de på en anden Gud eller er det den samme Gud, vi tror på?
Tror de på en forkert måde og vi andre på den rigtige?
Er det sådan det er?
I disse dialogvenlige dage, da forsøger mange at udjævne alle forskelle mellem religionerne.
”Vi må finde vores fællestræk, så vi kan lære at leve side om side - i gensidig respekt”, siger de - og tænker naturligvis primært på muslimer og kristnes forhold til hinanden.
”Alle veje fører nemlig ikke til Gud!
Er man kristen, så er der kun én vej – og den går gennem Kristus, naturligvis.
I kristendommen går bevægelsen nedad.
Gud er fjern, ja, men han er samtidig nær.
For han er vandret ned fra sin himmel, ned på denne jord. Han har ladet sin søn føde ind i vores historie for at ændre verdens gang.
Nu skal vi ikke længere forsøge at vandre op at stigen for at blive frelst. Vi bliver frelst af Gud og skal i stedet koncentrere os om at skabe himmel på jord.
Det næste kritiske spørgsmål bliver da:
Hvorfor i alverden farer Jesus så til himmels denne Kristi himmelfarts dag?
Hvis Gud er vandret ned på jorden, hvorfor vandrer han så herfra?
Hvorfor forlader han os?
Det kan virkelig undre én.
Svaret er egentlig ganske simpelt.
Ved at fare til himmels, bliver han tilgængelig for os alle – ikke bare for de få i verden, der havde held til at møde Jesus, den inkarnerede Gud.
Nu behøver vi blot bede, så er Gud tilgængelig.
Fjern i sin himmel og dog så tæt på, at vi kan rette blikket opefter og kalde på ham.
Fjern i sin himmel som far og søn, men til pinse fuldt ud tilgængelig i verden gennem sin hellige Ånd.
Med den kristne Gud er det som med et menneske.
For at kunne leve i relation til andre, må vi mennesker kunne ændre os alt efter, hvem vi er sammen med.
En kvinde må kunne tale som en mor til sit barn, som en hustru til sin mand og som en ven til en anden.
På samme måde kan Gud også ændre sig – og det har han gjort ved at stoppe sin ensidige enhed og sætte en dynamisk enhed i dets sted.
Derfor er vore tre store højtider så væsentlige.
Julen, som et symbol på den ene side af Gud; den fjerne og majestætiske Gud, der skaber liv og giver os tillid og tro.
Påsken som et symbol på den anden side af Gud; den historiske og fysiske konkrete Guds søn, der fornyer os og giver os håb, selv når alt ser sort ud.
Og pinsen som et symbol på den tredje side af Gud; den usynlige, men tilgængelige kærlighed, som vi skal hjælpe med til at bringe videre til andre end os selv.
Vi tror nok på den samme Gud – for der er ikke flere guder.
Men vi tror ikke det samme om Gud!
Vi kristne tror på den treenige dynamiske Gud, der nok er fjern, men også nær.
Kristi himmelfart ville ikke være noget værd, hvis ikke vi havde pinsen i vente.
Må Gud vække os til live med sin kærlighed og hjælpe os til at virke med en lignende dynamik i vores liv.
5. søndag efter påske 2022
AF: Eva Fischer Boel, Munkebo
1. Hvad jeg snubler over ved første gennemlæsning?
Jeg snubler over udsagnet: ”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord”. De var allerede Guds, og de har holdt fast i Guds ord – som de åbenbart allerede kendte på forhånd? Det er som om der ligger en form for prædestination i det, som jeg ikke helt forstår set i lyset af Johannes’ universalisme, som peger ud over den gamle pagt mellem Gud og Israel.
2. Hvad jeg sagde, sidste gang jeg prædikede over denne tekst?
Jeg talte om forholdet mellem foranderlighed og forankring. Vi befinder os i afskedstalerne, og Jesus beder sin sidste bøn også kaldet den ypperstepræstelige bøn. En forandring er på vej: Jesus skal forlade sine disciple. Deres verden forandres, og de skal nu selv gå ud i verden med budskabet. Men samtidig er de forankrede. Det er de i det tætte forhold med Gud, som skal vedligeholdes af Helligånden. Det kender vi vel også fra vores liv: At noget forandres, måske endda voldsomt. Men at vi samtidig bærer noget med os, der kan give os retning og vejledning gennem det nye og ukendte.
3. Hvad der er nyt for mig, når jeg læser den denne gang?
Jeg hæfter mig ved Jesu ord: ”alt dit er mit og mit er dit”, som nu ikke blot omhandler forholdet mellem den himmelske far og Jesus, men også bliver betegnende for forholdet mellem Jesus (som snart skal fare til himmels) og disciplene/de kristne som Guds børn. Ordene leder mine tanker hen på Lignelsen om den fortabte søn, hvor faderens ord til den ældste søn, der føler sig forsmået netop lyder: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit”. Tænker, at prædikenen måske kunne komme til at handle om arv. Hvad efterlades vi med, når nogen dør? Hvad bærer vi med os? Hvad giver trøst? Og hvad gør ondt? Hvorfor kan det være så svært at dele arven? Ikke sjældent hører man som præst om arvestridigheder, der måske på overfladen angår materielle ting, men som ofte på et dybere plan handler om kæmpen om at være den foretrukne – og angsten for at være fravalgt, tror jeg. Det, der vel grundlæggende handler om at være forenet – at være søskende – kan blive mere adskillende end noget andet.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At den arv, Jesus efterlader os med, er et fællesskab med ham, som intet kan bryde. Alt mit er dit, siger han. Det gælder også vores forhold til ham. Vi har del i ham. Vi er hans arvinger – og hvad vi arver, sker ikke på bekostning af andres arv. Jo flere arvinger, jo bedre. Men arven forpligter også, for sådan er det med arv. Den skal bruges konstruktivt og gerne gives videre.
5. Hvad kommer det os/mig ved?
Alle mennesker arver noget. ”Det har du fra din mor”. ”Sikke du ligner din farfar”. Sådanne og lignende udsagn kender de fleste. Vi får alle noget med os. På godt og på ondt.
Hvilken arv vi får med os, er alt andet end ligegyldig. Den er derimod livet om at gøre. Det gælder ikke mindre arven fra Kristus. Livets sidste skjorte har ingen lommer, lyder en talemåde. Underforstået: Du kan ikke tage noget med dig i graven. Men arven fra Kristus kan vi tage os alle steder. Den kan end ikke døden tage fra os. For vi har arvet himlen.
4. søndag efter Påske 2022
Af: Sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby-Aastrup
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Det er vist almindelig kendt blandt præster, at teksterne mellem påske og pinse repræsenterer en særlig udfordring – selv om det naturligvis ikke er noget, man taler højt om.
Det kan vi imidlertid godt gøre her. For når det handler om 2. tekstrække, og når vi som her nærmer os pinse bliver det trods alt mere og mere tydeligt.
Så der er nok at snuble over, når evangelisten Johannes ruller sig ud. Hvem er de jøder, som var kommet til tro for eksempel. Og husk ved oplæsningen at være tydelig omkring synden og Sønnen.
Om det er derfor, man ved revisionen af tekstrækkerne i 1992 tilføjede Acta 9 om Paulus’ omvendelse som en mulighed i stedet for 2. Korintherbrev, skal jeg lade være usagt. Men der er altså frit slag. Og jeg går gerne med omvendelsen.
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Der er sikkert meget, som Grundtvig ville undre sig over i vores moderne samfund, men måske kan vi alligevel bruge hans frihedsbegreb til noget også i dag, hvor vi i dagens tekst hører, at det er sandheden, der skal gøre os frie.
Der er en masse områder i vores dagligdag, hvor sandheden ikke er til debat. 2 + 2 = 4 kan vi ikke stille så meget op med.
Men der er en lang række områder, hvor mennesker gerne vil tage patent på sandheden. Det kan man se af kommentarsporene på medierne og på for eksempel Facebook.
Det Grundtvig sætter i stedet for den frihed, der svæver frit i luften og som kan være svært at få hold på er begrebet fri-sind.
Det er en svær størrelse at have med at gøre.
Det handler kort fortalt om respekten for, at sandheden kan være en anden for andre mennesker, og at de har lige så meget ret til at have den sandhed, som jeg har til at have min.
Det betyder lige præcis ikke, at vi skal være enige.
Det er forskellen på begrebet frisind og så begrebet tolerance. Hvis man tolererer noget, så finder man sig i det. Man lærer måske endda at leve med det.
Men man ville i bund og grund godt have lavet det om.
Hvis man nu skal være helt ærlig.
Sådan er det ikke med frisind. Man kan diskutere, man kan være uenig så hårtotterne flyver.
Men det hele er båret af gensidig respekt for hinandens synspunkter.
Og man vinder selv ved det. Man bliver klogere på sig selv, når man skal forsvare sit standpunkt over for en ligeværdig uden at have den skjulte dagsorden, at det helst skal ende med, at den anden bliver overbevist.
Man bliver bundet til sit standpunkt.
Og derved bliver man faktisk fri.
Fordi man netop dermed lige præcis ved, hvad man skal.
Det er sådan en frihed, der tales om i dagens tekst fra Johannesevangeliet.
3. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Uden at jeg behøver at gå i detaljer er det denne gang svært ikke at tænke uroen i Europa ind i begreber som sandhed og frihed. Som det fremgår af mit ovenstående prædikenudsnit, er det en af mine kæpheste, at frihed ikke handler om at kunne gøre som man vil, og at sandhed med stort S er noget farligt noget. For en umiddelbar betragtning er det måske ikke frihed for det ukrainske folk at kæmpe imod den russiske modstander, men alternativet ville heller ikke være det. Slet ikke.
Vi har alle vore sandheder, som vi bygger vores dagligliv op på uden at stille spørgsmålstegn ved dem. Hvis vi skulle gøre det hele tiden og hele vejen rundt, kunne vi ikke leve. Men det er en vigtig pointe i dagens tekst, at den sandhed, vi skal lære at kende, er en sandhed, der kommer til os, ikke en, vi selv bygger. Det ville jeg også synes er en pointe, hvis man har konfirmation på denne søndag af dem, der ikke blev plads til Bededag og holder fast i søndagens tekst som prædiketekst ved konfirmationen.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Sammenhængen mellem Faderen og Sønnen, der om ikke mange dage også skal omfatte Helligånden dukker langsomt op mellem linjerne i dagens tekst. Man skal måske nok være varsom med at trække pinsemotivet ind i prædikenerne for tidligt, der skal jo også være noget at sige 5.juni, men en enkelt cliffhanger kan der måske godt blive plads til. Det er i hvert fald en sammenhæng, man ikke kan sige sig selv.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Det må være meget svært at sige, at begreber som sandhed og frihed ikke kommer mig ved.
At ”ophøjelsen af Menneskesønnen” det johannæiske begreb for korsfæstelsen er nøglen til forståelsen af at Jesus er den, han er (jhwh) – det navn Gud sendte med Moses videre til israelitterne (2. Mos.3,14), har vi måske nok hørt så mange gange, at vi kan sige det til os selv, men sammenhængen er nu en gang kommet til os udefra – lige som den ægte sandhed og den ægte frihed.
Og for den sags skyld den ægte kærlighed.
St. Bededag 2022
Af: Merete Juel Povlsen, Højby Sogn
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
At vi står med tre elementer i evangelieteksten: Bede-banke-bønnen, den gyldne regel og billedet med den snævre port, som alle tre peger på en samtale om livsmening.
Og så snubler jeg over den første sætning, hvor Jesus siger: ”Bed, så skal der gives jer”. For den minder mig om min tid i Namibia, hvor der i en kirke i et meget fattigt område henover døren på vej ud af kirken stod netop dette: ”Bed, så skal der gives jer”. Ordet i sig selv er en trøst og opmuntring, men for mig virkede det provokerende, at der overfor så fattige mennesker blev talt (også i den dags prædiken) om, at man blot skulle være from nok, bede nok og gå nok i kirke – så ville man blive rig, sund og rask. Det blev ikke mindre charmerende af, at præsten kørte rundt i en fin bil og sandsynligvis levede af de indsamlinger, som den fattige menighed gav til kirken. Som et tegn på, at han i hvert fald bad på en særlig from måde. Det var indbegrebet af fremgangsteologi, som betoner at velsignelse er Guds vilje for den kristne, der tror rigtigt, udøver positiv tænkning og betaler tiende – og det vil føre til økonomisk overflod og et sundt liv. Modsat er sygdom, fattigdom, handikap og ulykker Guds straf over det syndige menneske. Og så er den direkte vej til at blive opslugt af sig selv og sine egne ulykker og successer blevet banet.
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
På sin vis er ’den gyldne regel’ en vigtig gave til alle, der beder om et kort livsprincip: ”Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”. Og umiddelbart burde netop den sætning være noget, som enhver idiot kan sige sig selv. Men det kan enhver idiot bare ikke. Idiot, som kommer af det græske idios, betyder ”Én, der kun vil sit eget”. Og den spænding mellem den gyldne regel og idiotien peger nok netop på, at det er her vi finder livsmening.
Hvad kommer det mig/ os ved?
Store Bededag har med sin pragmatiske historie, hvor alle bods- og bededage blev samlet i 1770, et lidt andet grundlag end mange andre særlige helligdage, fordi der jo ikke direkte knytter sig en bibelsk begivenhed til dagen. Og da dagen mange steder bruges på konfirmation, så vægter det også.
Dagens tekst er en del af bjergprædikenen og Jesus opfordrer stærkt til bøn. Den opfordring peger på, at Gud giver gode gaver til dem, der beder ham. Og det er gaver som indsigt og visdom, der gør i stand til at forstå og nærme os Gud. Til dels at forstå, at vi er i et afhængighedsforhold til Gud. Og dels at vi forstår at bønnens egentlige formål er at erkende og acceptere, at uanset hvad vi møder igennem livet, så er det ikke vores anstrengelser, som alting står og falder med.
3. søndag efter påske 2022
Tekst: Christian von Tangen Sivertsen
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
De allerførste ord ”Jeres hjerte må ikke forfærdes”, sagt af Jesus til disciplene skærtorsdag, hvor Jesus er klar over at han snart skal dø.
2. Hvad sagde du sidst du prædikede over denne tekst?
Sidst prædikede jeg særligt over ”Jeg er vejen, sandheden og livet”, idet jeg gjorde meget ud af at betone, hvordan den sandhed Jesus åbenbarer ikke kan skilles fra det levede liv – hverken hans eller vores. Den er ikke noget ”efterhængt” eller ”ekstra” – den er derimod til stede midt i livet, HELE livet, altid, allerede – mens vi er på den ”vej”, som også Jesus var - og er - på.
3. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
At det er Jesus der trøster og beroliger disciplene, og ikke omvendt! Det er nyt for mig, hvor utrolig kraftfuldt et sjælesørgerisk udsagn det er – at Jesus trøster os, der hvor han er tæt på sin egen død.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
For mig er det en af de stærkeste kristologiske tekster vi har, hvor Jesus identificerer sig med Gud og med livet på en ufattelig stærk og uudgrundelig måde. Man kan nærmest mærke den ro og overbevisning, hvormed han taler til disciplene – og det i en situation der inviterer til alt andet end ro. Men samtidig er det også en overvældende stærk sjælesørgerisk tekst – hvilket der for mig at se kan være en stor pointe i: Jesus er jo ikke interesseret i at grundlægge en ny dogmatisk lære. Han er altid kun optaget af at forkynde Guds liv – også når han bliver lidt ”dogmatisk” i det.
5. Hvad kommer det mig/ os ved?
Skulle jeg prædike over teksten i år, ville jeg nok knytte an til det sjælesørgeriske. ”I skal ikke være bange!” – som der meget mere enkelt og stærkt står i den nye oversættelse – er jo et udsagn fyldt med nutid og performativ sprogkraft, på trods af ordenes historiske forankring. Det er ord, der skaber, hvad de nævner – talt direkte også til os, når vi er bange. Det er meget stort!
2. søndag efter Påske 2022
Af: Peter Ø. Jacobsen, Sankt Hans Sogn
Min seneste prædiken
Umiddelbart snubler jeg over:
Det nok mest markante udsagn om Jesu enhed med Faderen: ”Jeg og Faderen er ét” Det har ret vilde konsekvenser også for vores gudsbillede!
Det, vi ikke kan sige os selv:
Jeg synes teksten læner sig op af en slags prædestination. ”I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får!” – og ikke omvendt åbenbart! Der er dog ret klare og mere opmuntrende kendetegn ved Guds får: De hører hans røst, han kender dem, de følger ham, han giver dem evigt liv, de skal aldrig gå fortabt eller rives ud af hans hånd! Sikken en løfte-samling! Alene tilsagnenes sødme, får mig til at slå ørerne ud mod alt det, der aldrig ville opkomme i mit eget hjerte.
Endelig er jeg stærkt opmuntret af at ramme de store linjer i skriften, som her, når Ezekiel 34-37 foldes ud i sin opfyldelse: At Gud indsætter sin messianske hyrde over sit folk og således tager et endeligt opgør med de ulydige og dårlige hyrder.
Hvad kommer det os ved?
Det er jo konfirmationstid, og hyrde-billedet har jeg altid haft let ved at forbinde med de mange influencere, som vil præge os og lede os. Der er nok kræfter både udenfor os og i os, der ønsker at have den styrende funktion i vores liv. Overfor disse kræfter fremstår løfte-ordene fra Jesus stærkt tillidsvækkende!
1. søndag efter påske 2022
Af: Mette Behrndtz, Nr. Lyndelse sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Ligesom disciplen Peter finder jeg det mærkeligt, at Jesus hele tre gange spørger, som han gør. Hvorfor gentager han spørgsmålet? Er det for at gnide salt i såret hos Peter, der i den grad har kvajet sig? Eller skal årsagen findes et andet sted?
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Selv om holdet bag Bibelen 2020 har forsøgt at gøre bibelens tekster moderne, så har vi ikke brugt ord som ’at kvaje sig’ eller ’en kvajebajer’, altså en øl, man uddeler, fordi man har begået en fejl. Det kunne vi nok have forsvaret, eftersom Bibelen myldrer med både håndværkere og fiskere, og netop kvajebajeren har sit historiske udspring i håndværkerkredse. Ikke kun hos håndværkere og andet godtfolk, men også i politiske kredse har man benyttet sig af en kvajebajer, når man dummede sig. Kvajebajere blev imidlertid forbudt af Folketinget ifm. den politiske korrektheds indførsel i 2007 og i fuld overensstemmelse med de nyeste direktiver fra EU. I stedet forsøgte man så at indføre en ’kvajesovs’. Denne slog dog aldrig igennem. At politikerne ikke mere uddeler kvajebajere, betyder ikke, at der ingen fejl begås. Gruk har sagt det så fint: Mine medmennesker er nogen grusomme kvaj, de taler om sig, når jeg taler om mig. Det interessante ved disse ord er, at de lige så godt kunne være sagt af Jesus. For flere gange forsøger han at tale om sig selv og at forklare sine disciple, hvordan det skal gå ham. De er imidlertid nogle kvaj og vil hellere holde fast i, hvordan de selv mener, det skal gå Jesus, Guds søn. Ingen af dem har fattet, at det skal gå Jesus, som det gør i påsken. Heller ikke Peter. Han er fulgt efter Jesus, der er blevet taget til fange. Da Peter tre gange bliver spurgt, om ikke han kender Jesus, svarer han nej. Han har hverken kendt eller fulgt Jesus. Nogle vil derfor også sige, at Peter ikke bare kvajer sig – han svigter. I det øjeblik Peter kommer galt afsted og svigter Jesus, opstår der en adskillelse mellem de to. Med andre ord: Peter er alene i sit eget mørke.
3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Lige i år skal jeg ikke prædike denne søndag, så derfor er der ikke dukket nogle nye ting op.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Nu er Peter den discipel, der er tættest på Jesus; alligevel udmærker Peter sig ved at have en fantastisk evne til at sige det forkerte og på den måde være meget menneskelig. Ja, havde der været noget, der hed en bibelsk kvajebajer, ville Peter helt klart have stået i første række til at skulle uddele sådan en. Det er også derfor, at vi har dagens evangelietekst. Jesus, der påskedag er genopstået fra de døde, møder nemlig Peter i Galilæa. De har ikke talt sammen siden den aften, hvor Jesus forudsagde, at Peter ville fornægte ham; og nu står han altså her foran Peter og spørger ham: Elsker du mig? Tre gange bliver Peter spurgt, hvilket svarer til de tre gange, han fornægter Jesus. Hermed opfordres han af Jesus til at gøre dét godt, som han har gjort forkert, ved tre gange at svare bekræftende.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Ofte er det sådan, at kvajer man sig alvorligt i forhold til sit embede, ja svigter man ligefrem sin funktion, kan der stilles et mistillidsvotum, der gør, at man må gå af. Vi kender systemet. Svigter vi, kan det kræve vores afsked. Det er præcis her, at dagens evangelium overrasker. For selv om Peter må siges at have svigtet, sker det modsatte for ham: Han får lov at bevare den funktion, han er udvalgt til: Han skal være hyrde. Midt i alt mørket og fortvivlelsen over at have fejlet og forrådt sin gode ven, siges det til Peter, at han er god nok, og at Gud stadig har brug for ham! Det er ikke noget Peter tager af sig selv. Det er en opgave, han får. Og det er Jesus, der giver ham den med ordene: Vær hyrde for mine får… Det er der stor frihed i. Hermed har Peter nemlig ikke lederskabet i kraft af sig selv. Denne opgave har han i kraft af Jesus - med ansvar over for ham og den kærlighed, som bærer deres forhold. Og det er netop kærligheden, der gør, at Jesus tilgiver og forsoner sig med Peter. Ja, kærligheden er hele pointen, og den overvinder alt, for den kommer fra Gud. End ikke ondskaben og døden kan stoppe den. Det er påskens budskab, der stadig gælder os i dag.
2. påskedag 2022
Af: Ina Balle Aagaard. Agedrup Sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jeg snubler over det helt klassiske kønsrollemønster vi her præsenteres for. Den maskuline rolle skildres i et kapløb mellem Simon Peter og ”den anden discipel” hvor det gælder om, at komme først hen til graven. Nyheden om, at Herren er blevet flyttet fra graven har kaldt på action/handling, det skal undersøges- og det i en fart. Det skal vi have gjort noget ved! Derimod er der ikke meget action over Maria. Hun fryser fast i sine følelser idet hun står udenfor graven og græder, dog snart befinder hun sig i en samtale, som hjælper til, at sætte ord på den nærværende situation.
2. Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?
Det er Marias første møde med Jesus efter opstandelsen, men Jesus er ligesom ikke rigtigt til stede, eller måske er han til stede bare på en anden måde. Han ligesom forsvarer sig med ordene: ”Hold mig ikke tilbage”. Hun må ikke komme ham for nær, for hun må ikke hindre ham i at tage op til sin fader. I kærlighed har vi magt over hinanden. Maria kalder på hans nærvær og tilstedeværelse, men han må ikke blive svag nu, han må være stærk, så han kan komme op til sin fader i himlen, som planen er. Med hans ord ”Hold mig ikke tilbage”: Holder han på én gang afstand og samtidig fastholder han et nærvær, idet han kærtegner hende med sit ”Maria”.
Han har aldrig rigtig forladt hende: Han har fulgt hende altid, igennem livet og nu også på den anden side af døden. Aldrig forlader Gud sine børn.
3. Hvad er nyt for dig når du læser den denne gang?
Marias mødested med afdøde, at han kan fremstå så levende for hende, er nyt for mig denne gang. Idet hun vender sig om fra gravens mørke og går ind i lyset tror hun, at hun taler med havemanden, men i virkeligheden er det Jesus. I det samme han nævner hendes navn genkender hun ham med svaret Rabbuni, og han henviser hende til sine brødre med en hilsen fra ham.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At vi, i sorgen over vores kære, som vi har mistet, har vores steder at gå hen hver især. Måske opsøger vi vores kære ved gravstedet, men vi har mange andre steder, som måske i særlig grad bringer os tættere på minderne om vores afdøde. Det er jeg i den senere tid blevet mere opmærksom på. Når jeg holder samtaler forud for en bisættelse eller begravelse hører jeg mange historier om, hvor efterladte går hen. Måske er det når den efterladte sidder og drikker the af sin afdøde mors tekande, at nærværet opstår, måske er det midt i kagebagningen efter mors opskrift, at man pludselig blev sendt tilbage i minderne i duften af mors køkken engang til en børnefødselsdag, hvor familien var samlet og der blev sunget fødselsdagssange og råbt hurra. Måske den dag solen skinnede og man fik sin barbiedukke eller action man i gave. Eller nærværet opstår pludseligt når man ser på billedet, som hang derhjemme i barndomshjemmet. Måske var det i musikstykket i radioen, som afdøde elskede at danse til.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Vi har mange steder vi går hen når vi sørger og savner. På de steder, bliver mødet med vores kære afdøde levende for os igen. I vores sorg og i vores afmægtighed overfor døden, finder vi styrken i mødet med den vi har mistet og tager den kærlighed vi modtog fra den døde, mens den var levende, med os ind i fremtiden.
Vi kunne kalde den erfaring for en slags magtesløs styrke. (jf. Mathias Secher Rom)
Benny Andersen siger det så smukt i sit digt: ”Noget at leve op til” om de sprældøde. At ”det påfaldende ved hans afdøde venner er deres usvækkede livskraft, modsat nulevende venner, som er mere døde end levende. Men de professionelle døde, de har det med at gå igen på uventede tidspunkter, mens de blander sig i alt og sætter skub i en kedelig samtale og får syrener til at blomstre midt om vinteren”.
Efter tabet af en nærtstående elsket, oplever vi at komme til kort.
Vi ryger ned i en slags afmagt vi kan have svært ved at navigere i. Guds kærlighed, kærligheden til livet selv fylder tvivlshullerne ud når vi tvivler på om vi kan klare det - i håbet om, at det nok skal gå. Kærligheden fra livet til livet vil sejre fordi kærligheden vil sejre over døden. Afmagts Gud er også almagts Gud.
Vi skal synge:
Almagts Gud velsignet vær, DDS 356
Hvad er det at møde den opstandne mester, DDS 249
Påskeblomst! hvad vil du her, DDS 236
Det er påske alting bryder frem, 100 salmer
PÅSKEDAG 2020
Af: Rasmus Markussen, Ørbæk
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Som Matthæus skriver om den første påskemorgen, er der masser af ting og sager, man kan snuble over: Et jordskælv, en lysende engel, en dødsensbange gravvagt, en tom grav, en forkyndelse af Jesu opstandelse, en lille frygt, en stor glæde og et godt eksempel på at hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med… Men det jeg snubler over og slår mig lidt på, er nok det, at jeg allerede har læst teksten så mange gange, at jeg slet ikke snubler over noget i den, men bare glider glat igennem. Det er lidt bekymrende, men det er også en god grund til at arbejde så meget desto mere med den, så det er måske slet ikke så tosset endda.
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Det er som regel den tekst, jeg prædiker over ved begravelser og bisættelser, når jeg ikke synes, at jeg kan finde noget mere passende. Og det sker altså ikke så sjældent, fordi der ikke er en tekst, der er meget mere passende at prædike over ved disse lejligheder for mennesker, som ikke hører den helt så tit som mig selv, og som derfor godt kan snuble rundt i den og blive grebet af frygt og stor glæde. Sidste gang og i forbindelse med et lidt rodet levnedsløb sagde jeg vist nok noget om, at englens ord til kvinderne om at Jesus er opstået fra de døde, er en forkyndelse af, at livet har overvundet døden én gang for alle, er en forkyndelse af, at vi altid får en chance til. Når jeg nu tænker nærmere over det, er jeg lidt i tvivl om den dybe sammenhæng, men det var det, der blev sagt. Og det var det, der skulle siges.
3. Hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Der er som antydet ikke noget nyt i teksten for mig mere, men livet er nyt i og med det, den siger mig og dig og os alle sammen og det er meget, meget bedre.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Alt, hvad der er værd at vide for os mennesker: At det ikke er døden, der gemmer sig bag livet, men det er livet, der gemmer sig bag døden. Wow!
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Det kommer os ved, fordi det vender op og ned på alle vores faste forestillinger om livet og døden. At tænke sig… Vi fødes ikke til at dø, men for at leve livet. Det er lidt frygteligt, meget glædeligt og bare med at komme i gang.
6. Salmer?
1) DDS 237 – Nu ringer de klokker ved daggryets komme
2) DDS 224 – Stat op, min sjæl, i morgengry!
3) DDS 230 – Påskemorgen slukker sorgen
4) DDS 236 – Påskeblomst! Hvad vil du her?
N) DDS 321,7 – O kærligheds ånd!
5) DDS 218 – Krist stod op af døde (mel. Leise)
Langfredag 2022
Af Kristina Løvenstrøm, Vindinge
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jeg snubler over ordene: For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne? Det grønne træ er tydeligvis Jesus, på vej til Golgata og sin egen grufulde død. Det visne må være menneskeheden … og hvis Jesus kan sige sådan på det sted, hvor alt er værst for ham – så tør jeg slet ikke tænke på, hvad menneskeheden engang skal igennem …
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
Jeg har sjældent prædiket Langfredag – og det, ser jeg nu, er en fejl. Så det er min hensigt at prædike. Mørke, sorg og død, er noget alle mennesker lever med, og det er tilsyneladende svært for os, der står omkring helt at forstå og følge med, når vi ikke selv er ramt. Så jeg vil prædike om det, vi ikke er så gode til at stå sammen i. Jesus vidste, at det ikke var godt for noget menneske at stå alene i mørket. Og enhver, der har stået der, ved, at det er altafgørende ikke at stå alene. Hvis vi skal turde stå i mørket, også selvom det ikke er vores eget, er vi nødt til at vænne os til mørket og ikke flygte fra det. Så det er det, jeg vil gøre Langfredag. Stå i mørket. Bevæge mig – også med ordene – i mørket.
3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Det, der overrasker mig, er, at historien (på trods af det faktum, at vi her har med en korsfæstelse at gøre!) ikke er så grufuld, som jeg husker den. I mit sind fyr det om sig med blod, søm og sved – men fortællingen er i virkeligheden renset for både det dramatiske og følelsesladede. Det hele foregår i et roligt tempo. Det er tankevækkende for mig i forhold til de dødsfald jeg ofte står med som præst. På en og samme gang er de fredfyldte (de fleste) samtidig med, at de vender hele verden på hoved (for dem, der er tæt på).
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Fortællingen er et kors for sindet. Lige meget hvor meget jeg forsøger at FORSTÅ, hvad det er der sker – at Jesus træder op på korset som en del af en plan, der handler om at frelse os, så KAN jeg ikke forstå det. Ergo må jeg her satse på det, jeg VED. Det, jeg får at vide. Nemlig at det er det, der sker. Kors og frelse hører på uforståelig vis sammen. Og for en gang skyld er jeg fritaget fra at skulle regne det hele ud selv (for det kan jeg ikke). Jeg må med andre ord gerne bare læne mig tilbage og hvile i troen på det, jeg får at høre.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Måske vil man opleve at blive sat fri – netop dér, hvor man ikke nødvendigvis behøver regne det hele ud selv. Måske er denne her dag dagen, hvor vi har lov til ikke at gøre så meget andet end bare at være til og høre, hvad der bliver fortalt. Alle andre dage må vi arbejde med, forsøge at forstå, handle osv. … men Langfredag er det ude af vores hænder – ligesom døden generelt er ude af vores hænder. Det kan være svært at overgive sig til det sted, hvor vi ikke har evne og magt til at handle – men eftersom stedet faktisk findes, kan vi vel lige så godt forsøge. Og se, hvad der kommer ud af det (påskemorgen).
Skærtorsdag 2022
Af: Line Nissen, Sct. Jørgens sogn, Svendborg
1) Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jeg bemærker mere tydeligt end tidligere, at Johannes slår fast, at det er Djævelen, der sætter sig for, at Judas skal forråde Jesus. At Djævelen så utvetydigt er handlingens mand bag Judas’ forræderi, rejser spørgsmålet om Judas kunne have ladet være? I det hele taget er Djævelen interessant, som motoren bag det onde og de onde handlinger.
Hele fastetiden har været prædiken på prædiken om forsagelse af det onde og det ondes magt i verden. Forsagelsen er mulig, for den, der tror, at Jesus og Jesus alene, viser vejen til Gud.
Kort sagt: er det muligt at sige nej til det onde og gøre det gode, efter det forbillede Jesus så tydeligt viser skærtorsdag?
Jeg snubler også altid over, at nadveren ikke nævnes eksplicit i evangeliet. Der skal vi til epistlen. Jesu tjeneste og selvhengivelse, som nadveren også er, udtrykkes konkret i at Jesus tager en tjeners skikkelse på sig og vasker disciplenes fødder.
2) Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?
Jeg prædikede om, at det er nemmere at være den, der tjener end den, der bliver tjent. Når man bliver tjent, kommer man i taknemmelighedsgæld, mens man har overhånden og noget på bogen, når man tjener andre.
Der kan være magt i at tjene, ligesom der er magt i at have undersåtter, der tjener én og adlyder ens mindste vink.
Jeg spandt så en ende over, hvad Guds tjeneste for os er. Når vi taler om den kristne tro, taler vi om, at vi, der tror, modtager nåde og barmhjertighed fra Gud, fordi Jesus tjener os. Ligesom Jesus tjente disciplene, der lægger snavsede fødder og sjæle til demonstrationen af, hvad nadveren er og hvad Jesus gør for os til påske.
3) - hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Djævelens funktion og magt bag Judas.
For ikke så længe siden blev en ung kvinde dræbt, efter en bytur i Aalborg. Inden den tragiske begivenhed var Kim Leine i studiet sammen med Martin Krasnik, for at indspille en podcast, hvor de blandt mange andre ting, talte om mørket i mennesket. Kim Leine udleverede sine egne fantasier, så mørke, at de ikke tålte dagens lys. Timingen var ganske uheldig, for podcasten udkom, kort tid efter den unge kvinde blev dræbt. Kim Leine kom ud i en shitstorm og hans ærlighed om mørket i ham selv, blev af visse kredse, taget som bevis for, at mænd drømmer om at voldtage og slå kvinder ihjel.
Nu er moderne debat, efter min mening, temmelig håbløs. Megen debat føres som monolog, hvor det lyder som om ingen rigtig hører, hvad andre siger.
Kim Leine forsvarede sig efter bedste evne og det lykkedes ham at sige noget i retning af, at vi også bliver nødt til at forholde os til mørket i os selv.
Mørket i os selv. Det er er et godt og altid aktuelt tema. I en nytestamentlig sammenhæng er mørket i os selv, personificeret ved Djævelen, som kommer på banen skærtorsdag, som den, der allerede har sat sig for, at Judas skal forråde Jesus.
Hvad er djævelskab? Jeg kalder skvalderkål og dræbersnegle for djævelskab, fordi de myldrer frem, uden at jeg har bedt om det. De er uønskede vækster og gæster i min have, og jeg er konstant i kamp mod dem. Men jeg ved også, at det er en kamp, jeg ikke kan vinde.
Mennesket er ikke en velfriseret Parcelhushave, men en slagmark, hvor djævelskab og mørke presser sig på.
I samtaler med mennesker, der af den ene eller anden grund, har det svært, oplever jeg ofte, at mørket i dem selv, er meget svært at udholde.
To eksempler:
1) Kvinden, der har gjort alt og mere til for sin syge mor og slet ikke kan være i sin krop af samvittighedsnag over, at hun burde have gjort mere. Går jeg hende på klingen, viser det sig, at hun i sin barndom, som var mere end almindeligt vanskelig, ofte ønskede moren død. Fordi moren vendte det blinde øje til, hvad datteren blev udsat for.
Sådan må man ikke tænke. Der skal gøres bod, om ikke før så, når moren bliver syg og dør.
2) Den unge mand, der mister sin mor alt for tidligt. Han har et par yngre søskende. Faren er ikke inde i billedet. Den unge mand gør alt, hvad han kan og mere til, for at hjælpe sine yngre søskende og være deres far og mor på samme tid. Nogle år efter går det op for ham, at han er brugt op. Han kan ikke mere. I samtalen viser det sig, at moren bad ham tage sig af de yngre søskende, når hun ikke var der længere. Manden bryder grædende sammen og siger: ”jeg hader hende for at give mig den opgave og lægge det pres på mig”.
Sådan må man ikke tænke. Der skal gøres bod, om så han slider sig selv ihjel ved det.
En anden kvinde, som valgte at tage orlov og passe sin døende mor, sagde engang til mig, da jeg spurgte hvordan det gik: ”Man holder jo ikke op med at være irriterende, fordi man får cancer”.
Mørket i os findes. Selv når vi bliver syge og kræver mere omsorg end ellers er der mørke i os – også i den, der skal passe den syge. Mennesket er ikke en velfriseret parcelhushave.
4) Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
For ikke så længe siden kom resultatet af befolkningsundersøgelsen af vores sundhedsniveau. En alarmerende del af de yngre befolkningsgrupper viser dårlig trivsel. Der er naturligvis 117 årsager til det. En af dem er sandsynligvis den herskende perfekthedskultur, hvor meget er forbudt og sundhedsstyrelsen laver regler a la de ti bud om, hvad vi skal gøre og hvor meget: 6 om dagen, max 7, bevæg dig 30 minutter, træk vejret etc.
Med regler, forbud og påbud (jf. Christian Hjortkjær) er der nærmest kun mulighed for at fejle og dumme sig. En fejltagelse, hvor lille den end er, er nærmest en personlig katastrofe. Når mærket i en selv også er forbudt og ikke må være, bliver selv en uren tanke lig med personligt nederlag.
Skærtorsdags evangelium er et befriende evangelium, fordi det anerkender tilstedeværelsen af Djævelen og mørket. Djævelen er tydeligt til stede i Judas’ handling, men står også bag Peter og de andre disciple, der svigter og heller ikke lever op til idealet om det perfekte menneske, der kan klare alting og aldrig fejler. Selv disciplene er underlagt mørket, indeni og udefra.
Men over al mørket står Jesu overbærenhed. Han kender deres mørke. Han ved, at Judas vil forråde ham. Han ved, at Peter og de andre vil svigte. Der er ingen shitstorm eller udskamning eller straf fra Jesu side. For på trods af mørket og Fanden selv, vasker han deres fødder.
På rene fødder går Judas hen og kysser Jesus.
På rene fødder løber Peter ad Hekkenfeldt til for at redde sit eget skind.
5) Hvad kommer det mig/os ved?
Det kommer os ved at NT anerkender tilstedeværelsen af Djævelen eller Mørket, som vi nok hellere må kalde det i en moderne kontekst. Vi slider os ihjel, hvis målet er at blive fejlfri og dadelfri engle, der aldrig tænker en utugtig eller skræmmende eller endda ond tanke.
Og så kommer det og fremfor alt ved, at mørket i os er taget til nåde.
For hvis der er noget verden mangler, så er det overbærenhed – ikke moral.
Palmesøndag 2022
Af: Sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby-Aastrup
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Der er efter 2. tekstrække valgfrihed mellem to evangelietekster til Palmesøndag. Markusevangeliets korte tekst og Johannesevangeliets længere og mere udførlige tekst. Det er naturligvis et temperamentsspørgsmål, hvilken tekst, man foretrækker. Vælger man Johannes får man foruden beretningen om kvinden med alabastkrukken også en tilknytning til indtoget i Jerusalem; den tekst, der hører til Palmesøndag efter 1.tekstrække, ligesom beretningen om Lazarus’ opvækkelse knyttes til beretningen. Den ellers så stringente Johannes afbryder nærmest sig selv gentagne gange undervejs for at komme med supplerende regibemærkninger, hvoraf nogle nok er glosser.
Man kunne godt fortabe sig i forskelle og ligheder mellem de to tekster, men det er næppe vedkommende for menigheden. Jeg har derfor taget en rask beslutning og vil koncentrere denne vejledning omkring Markus.
Og hvad snubler man så over ved Markusteksten? – Igen er det jo kendt stof, men som indtog til påskeugen kan man ikke komme uden om den store afstand, der er mellem de mennesker, der har hørt på Jesus gennem 3 år uden at forstå, og så kvinden, der gennem historien har lagt skikkelse til mange fantasifulde tanker med hensyn til, hvor hun har den kostbare salve fra.
Men hun har forstået, hvad der er ved at ske og kan se sin egen frelse i det.
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Sidste gang jeg prædikede over denne tekst var i 2020. Danmark var lukket ned og gudstjenesten blev lagt på kirken hjemmeside som det eneste sted.
Det gider vi ikke høre mere om!
Men alligevel: Jesus var gået ind i Simon den Spedalskes hus. Det er en pointe hos Markus, som vi ikke møder hos Johannes. Han brød omgivelsernes isolation, og det var derinde, han blev salvet til sin jordefærd. Salvet som frelser og forsoner – midt i menneskers elendighed.
3. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Teksten er ikke ny. Men det er verden desværre. Hvor teksten sidste gang skulle mødes af en verden i nedlukning og isolation, mødes den denne gang af en verden i krigsangst. Det er ikke her den 20. marts til at vide, hvordan situationen ser ud Palmesøndag, så det må man nok selv forholde sig til. Men Jesus holdt fast i Guds plan til trods for verdens modstand og forandring. Det hverken kan eller skal vi gøre efter, men det er et holdepunkt i en verden i angst. Gud holdt fast i sin plan, Gud holder fast i os.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Vi kan ikke sige os selv, at kvindens handling ikke er spild af verdens goder og ressourcer, men en kærlighedshandling mod Jesus, der er på vej til at gå i døden for vore overtrædelsers skyld. Vi kan meget lettere identificere os med disciplenes klager over, at ressourcerne bruges forkert.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Vi har brug for holdepunkter, når verden er i forandring, og vi mister overblikket og kontrollen. Det gælder i det små, og det gælder i det store. Coronaen er stort set skiftet ud med bekymringen for Ukraine. Ingen af delene kan efter min mening indgå ureflekteret i en prædiken, men det kan man jo være uenig i. Måske kan man endda holde en prædiken om det?
Mariæ bebudelses dag
Af Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Egentlig, at der i første omgang ikke er noget at prædike over. Det hele er sagt i Marias lovsang, og der er ikke noget, der skal forklares eller tolkes.
2. Hvad sagde du sidst, du prædikede over denne tekst
Jeg prædikede over sætningen: Jeg er gravid. Den verden, de ord skaber, blev brugt til at vise, hvad Gud satte i gang med undfangelsen.
3. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Nyt er det, hvor meget Lukas-indledningen minder om en musical, hvor store følelser bliver til sange af Maria, Zakarias, Engle og Simeon. Glæde bliver til sang, men da jeg vil finde sange i passionshistorien, fandt jeg ingen? Lukas lader først sangen komme igen efter pinse i apostlenes gerninger ved citater af profeten Joel og en Davids salme og i menighedens bøn. Der i kunne der godt være en pointe, der kan prædikes over.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Marias slægtninge har nok ikke sunget lovsang, så måske fortæller teksten, at man må tage tilværelsen som et udtryk for Guds vilje.
5. Hvad kommer det mig/ os ved?
En ung piges begejstring er ikke i sig selv en prædiken, heller ikke at der skal hjælp til fra Gud for at få hendes bagland til at være lige så begejstrede. Prædiken ligger vel der, hvor jeg i dag også kan tage svære tider som en vej til Gud. Temaet vil være kendt fra Marcus Aurelius/ Reinhold Niebuhr bøn: ”Giv os sindsro til at acceptere de ting, der ikke kan ændres. Giv os mod til at ændre de ting, der kan og visdom til at se forskellen, så vi lever en dag ad gangen, nyder et øjeblik ad gangen og tager imod svære tider, som en vej til dig/fred. Vi skal, som Jesus gjorde, tage denne syndige verden, som den er, ikke som vi vil have den til at være. Og vi skal stole på, at du vil bringe alle ting i orden, hvis vi overgiver os til din vilje. Så vi kan være rimeligt lykkelige i dette liv og uendeligt lykkelige med dig i det næste liv i al evighed.” Marias lydighed som herrens tjenerinde er der skrevet mange gode prædikener om. Lovsangen er hendes, men bliver også alles, når Marias ord bliver til vores glæde over det, Gud satte i gang den dag.
Midfaste søndag 2022
Af Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jeg snubler over, at der må mere end en læsning til, før jeg kan forstå, hvad teksten handler om.
Hvad sagde du sidst du prædikede over denne tekst
Jeg prædikede over temaet sult og Jesus som livets brød.
2. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Nyt er det, at Jesus egentlig er uforståelig i en jordisk verden. Han forsvinder og dukker op uden skaren helt kan følge med. Da de finder ham, taler skaren om fysisk brød og Jesus om livets brød. Og da skaren spørger om, hvad de skal gøre? Svarer Jesus dem, at de skal tro på ham. Mystisk, at de skal gøre noget, man ikke kan gøre, for hvordan gør man tro? Nogle både dengang og nu går sikkert hjem uden at forstå, andre tager ordene med og lader dem vokse med tiden. Den erfarne læser ved, at i Johannesevangeliet er Jesus altid mystisk, for han siger aldrig det, man regner med. Ordene skal altid med hjem og drejes og tænkes over, mens han er mere ligetil i de 3 andre evangelier.
3. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Alt hvad Jesus siger er noget, man ikke kan sige sig selv. Skaren kommer med et gudsbillede af Gud som patron, der giver sine klienter brød. Jesus derimod lærer dem, at han er livets brød, og de skal arbejde for den mad, der består til evigt liv. Det, de skal gøre, er at tro, derfor spørgsmålet til jer: hvordan gør man troen? En moderne udlægning taler om at være tro, men hvad mener du?
4. Hvad kommer det mig/ os ved?
Det, Jesus vil os i dag, er i høj grad metafysisk, når han flytter fokus fra det konkrete brød til livets brød. Vi kan vælge at blive på Jorden med ham og prædike om fysisk sult, der modsvares af sult efter tro, håb og kærlighed. Eller vi kan vælge, at følges med Jesus til himlen og føje en ekstra virkelighed til den fysiske. For Jesus sætter i teksten vores jordiske liv sammen med det evige liv og gør sig selv til livets brød. For at få livets brød skal vi tro ham, men hvordan gør vi troen?
2. søndag i fasten
Af: Lene Kjemtrup Christensen
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
For det første overvejer jeg, hvilken betydning det har, at man får at vide, hvordan skaren er sammensat. Der er disciple, skriftkloge og almindelige med ærefrygt. Så er der udsagnet ”Jeg tror, hjælp min vantro!”. Det fanger min opmærksomhed ved at give plads til vantroen, plads til det svære ved at tro. Og så hæfter jeg mig ved, at det afsluttes med bønnen som den forløsende faktor.
Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Jeg har ikke prædiket over denne tekst før.
- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Det nye for mig er, at det virker som en voldsom fysisk beskrivelse. Der bliver kastet til jorden, revet og flådet, ind og ud af ild og vand, og drengen bliver helt stille. Der er noget kraftfuldt på spil. Noget vildt og uregerligt. Det er virkeligt en kamp på liv og død. Og flokken, der står omkring, er på intet tidspunkt sikre på udfaldet. Det bliver de først, når drengen bliver vakt til live og bliver bedt om at rejse sig.
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Teksten fortæller om, hvad tro er for en størrelse. Disciplene kan ikke drive den forbaskede dæmon ud med deres tro. Faren vedkender sig sin vantro, men det er måske lige præcis den, der er den udløsende faktor i sit desperate råb på hjælp. Jesus lægger spørgsmålet om mængden af tro fra sig og overlader det til at være en bøn om Guds nåde.
Hvad kommer det mig/os ved?
Jeg kunne godt tænkt mig en prædiken om, hvad det er, bøn kan, og hvordan man gør, og hvad svar man kan forvente. Det kunne også handle om Jesu autoritet, og om hvordan mennesket står i forhold til Gud. Hvis det skulle have et mere nutidigt hverdagsperspektiv, kunne det være en eller anden fortælling om at slå sig voldsomt og fysisk på livet og så gennemgå en tvivl og blive et nyt menneske med indsigt, taknemmelighed og sårbarhed.
1. søndag i fasten
Tekst: Marie Holm, Næsby sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Vers 26a: ”men den ældste af jer skal være som den yngste”. Tanken om, hvordan vores samfund har forandret sig fra Jesu tid. Dengang var der status i at være den ældste, mens vores samfund dyrker ungdommen. Det kunne være, at man skulle tale lidt om, hvordan Jesus nok ville sige det modsatte i dag. Altså fremhæve, at en gudstjeneste ikke kun er en succes, hvis der er unge til stede. De ældre har lige så stor værdi som menighed – ja måske endda nogle gange større – da de tager budskabet til sig og kommer for deres egen skyld. Ikke fordi de er inviteret til dåb eller skal som konfirmand.
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
Jeg tog udgangspunkt i vers 32a: ”men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte” og skrev om, hvordan det er en kæmpe hjælp for os mennesker at vide, at Gud beder for os og i os i alle sammenhænge af livet. Herunder også en kæmpe glæde, at det er Gud, der beder for os om, at vores tro ikke skal svigte. Vi kan overlade en del af trosarbejdet til ham, der er den faste kilde af tro i os, mens vores personlige trosliv har det med at drøne op og ned alt efter vores livssituation.
3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
At Jesus først fortæller disciplene, hvordan tjeneren er større end den, der sidder til bords for derefter at fortælle dem, at de, som tak for deres trofasthed, skal sidde til bords med ham i hans rige. Det virker umiddelbart, som om Jesus i den grad modsiger sig selv. Men der er selvfølgelig forskel på at leve på jorden og leve i Guds rige, så Jesus har nok styr på sagerne alligevel.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At Guds søn er kommet til verden for at være iblandt os, som den der tjener os – ikke omvendt.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Det kommer os ved, at Jesus tjener os og bliver lille for vores skyld, for at vi kan blive store mennesker, der formår at gøre det samme for andre. Og han endda ydmyger sig ved at dø på et kors og forsvinde ind i døden for at give os nyt liv i hans rige, så vi ikke dør og forsvinder for evigt i døden.
Fastelavns søndag
af: Louise Schousboe, Aunslev, Bovense og Hjulby sogne
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Disciplenes reaktion på det Jesu forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse. Hvordan han skal opfylde den gamle profeti. ”Men de fattede ikke noget af dette, det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.” Hvorfor skulle Jesus lide og dø fra dem? Ham som var Guds kærlighed i verden. Og, at han så skulle opstå - det var uvirkeligt. Ikke til at rumme med forstanden. Det var først i lyset af opstandelsen, at disciplene for alvor forstod, hvem Jesus var og også det budskab han bragte med sig. Forstår vi, hvem Jesus er for os? Det overvældende store og frisættende i, at han har givet sit liv for os? At han har vundet over døden for at give os evigt liv.
2. Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?
Vi har i mange år holdt familiegudstjeneste Fastelavns søndag og derfor har jeg ikke prædiket men genfortalt teksten og knyttet enkelte kommentarer til den.
3. og hvad er nyt for dig denne gang?
Disciplene, der selvom de kunne se, ikke fuldstændigt indså hvem Jesus var. Jeg tænker på samtalen imellem Jesus og disciplen Filip: ” Herre, vis os din far:” sagde Filip. ”Det er nok for od” ”Filip” svarede Jesus: ” nu har jeg vært sammen med jer så længe, og du ved stadig ikke, hvem jeg er?” den, der har set mig, har set min far. Hvordan kan du så sige: ”Vis os din far” Jh. Kap. 14.v.8-9
Den blinde derimod så hvem Jesus var selvom han var blind. Han så med troens øjne. Den blinde ser klarest: at vores eneste håb og redning er at række ud efter Gud. Hvad er det Jesus siger til den tvivlende Thomas efter opstandelsen: ” Du tror fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og som dog tror. Johannes. Kap. 20.vers. 29
Os som ser udmærket kan han have svært ved at få øjnene op for, hvem Gud er i Jesus og hvem vi er i hans øjne.
Der er ikke noget nyt i det, men alligevel er det værd at bemærke, at Jesus ikke tillader nogen at spærre vejen til ham. Dem som ikke er velkomne nogen andre steder, de marginaliserede, dem ingen andre bekymrer sig for eller tager alvorligt. Dem ser Jesus. Han går ikke forbi. Han standser op. Han tager imod. Lad de små børn, lad de syge, de svage, komme til mig, det må I ikke hindre dem i for Guds rige er deres.
4. Hvad siger teksten som man ikke kan sige sig selv?
Jesus lærer os Gud at kende som en Gud, der lader sig bevæge. Gud er uforanderlige i sin kærlighed og i sin trofasthed men Gud lader sig samtidigt bevæge. Der er intet, der kan reducere Guds kærlighed. Intet, der kan ryste den eller forandre den. Det er netop i sin uforanderlige kærlighed, at Gud lader sig bevæge i mødet med ethvert nødlidende menneske. Søren Kierkegaard skrev omkring 100 bønner spredt ud over sit forfatterskab. En af bønnerne hedder: ” Guds uforanderlighed” Her kommer et citat: Du i kærlighed uforanderlige, som, just til vort eget bedste, ikke lader dig forandre….. Du derimod bevæger, og i uendelig kærlighed, alt; endog hvad vi mennesker kalder en ubetydelighed og gå ubevægede forbi, spurvens trang, den bevæger dig; hvad vi så ofte næppe agter på et menneskeligt suk, det bevæger dig, uendelige kærlighed men intet forandrer dig, du uforanderlige! O, du, der i uendelige kærlighed lader dig bevæge, lad også denne vor bøn bevæge dig, at du velsigner den, så bønnen forandrer den bedende i overensstemmelse med din uforanderlige vilje, du uforanderlige!
5. Hvad kommer det mig ved?
I sine uforanderlige kærlighed bliver Gud bevæget, når vi lider. Fordi vi er Guds børn. ER det ikke også sådan med vores menneskelige kærlighed? Kærligheden kan bevæge os til at overskride grænser, til at gribe ind, gøre det uventede det spontane. Kærligheden kan åbne vores øjne. standse os.
Den blinde bevægede Jesus med sin erkendelse af, at hans eneste redning var, at Jesus forbarmede sig over ham. Den blinde bevægede Jesus med sin insisterende bøn. Det må vi tro, også kan ske, når vi beder ham om hjælp. Men det handler måske også om, at vi selv må blive forandret gennem bønnen. Blive gennemlyst af Guds uforanderlige kærlighed, som giver vores principper vores begrænsninger kamp til stregen.
SEKSAGESIMA SØNDAG
Af: Thomas Neergaard, Sct. Jørgens sogn, Svendborg.
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
At mennesket ikke forstår en bønne (eller et sennepskorn) af noget som helst.
Menneskets uvidenhed sat op mod Guds visdom står stærkest i Esajas, men det er et gennemgående tema i de andre tekster, som jeg derfor ser det svært at komme udenom:
Gud er skaberen (ham der lader alt spire og gro), og vi er skabt (billedet af mennesket som leret i Esajas og kornet i Markus) og det er vores opgave at erkende og acceptere vores afhængighed af Gud.
Vi skal forstå, at noget vokser ”af sig selv”, som der står i evangeliet.
Derudover lægger jeg naturligvis især mærke til vækstmotivet.
Det er noget, de fleste af os kan relatere til i dag. Økonomer, politikere og DJØF’ere taler ikke om andet end vækst som et gode i sig selv. Men det er vel at mærke en vækst vi selv skal arbejde for: Dygtiggør dig, arbejd, vær nyttig, gør en forskel… Kravene er store, men det er nok ikke den form vor vækst, Jesus havde for øje. Det er jo den vækst, som kommer af sig selv… Den har finansministeriets regnedrenge nok svært ved at sluge.
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
Som relativt ny præst har jeg endnu ikke haft fornøjelsen af at prædike over denne tekst…
3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang
At det største kan komme ud af det mindste.
Et lille sennepsfrø kan blive til et stort træ (eller jeg har hørt, at det oftere er planter og buske end egentlige træer, der kommer ud af kornet, men alligevel!).
Men det gælder også vores liv: Et lille barn lagt i dine arme, kan blive det største der er sket i dit liv, ordet ja, sagt ved alteret, kan betyde livslang kærlighed, og et lille klem fra en døende, kan fylde dig med den største taknemmelighed.
Vi vokser, af disse små hændelser i vores liv. Og når vi vokser, kan vi give andre ly og læ i en verden, som også kan være barsk og hård.
Og så ser vi det gentaget i historien om Jesus Kristus: At det mindste bliver det største.
Et lille barn i en krybbe, som ingen lægger mærke til er som et sennepskorn. Nogle fiskere slår følge med manden, og pludselig spirer kornet. Han hjalp og rejste de svageste mennesker, og pludselig blev planten til et træ…
Så blev han fanget og slået ihjel, så træet blev et korstræ, som alle troede var dødt.
Men han havde sået et frø i sine følgere, som spirede og groede.
Og i dag står korstræet og giver læ og ly for millioner af mennesker.
Vi ser det også i kirken: Tre håndfulde vand ser ikke ud af meget, en tør kiks og få dråber vin ser ikke ud af meget og et fællesskab på 5 gamle koner i en kirke ser ikke ud af meget.
Men det er det. For Guds kærlighed er lagt i livet på os alle sammen – som et sennepsfrø i jorden.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At vækst og tro ikke er noget vi selv præsterer, men noget vi får skænket.
Herhjemme forsøger vi at få vores søn til at spise broccoli, kål og spinat ved at fortælle, at det gør ham stor og stærk og får ham til at vokse. Til det svarer han, at han vokser af sig selv, mens han sover…
Selvom grøntsager og god kost er vigtigt for vores børn, føler man sig alligevel sat lidt til vægs af den femårige, som jo egentlig har forstået evangeliet: Vi behøver ikke arbejde for alting. Noget kommer også af sig selv: ”Det vokser medens vi sover”, som vi synger det.
Man kunne også indskyde, at det, der skal gøre vores børn sunde ikke kun er det, de selv propper i sig af mad, men derimod de værdier vi som forældre stopper i dem – uden børnene selv gør noget for det.
Så er det også – synes jeg – en vigtig pointe, at der er en god vækst og en dårlig vækst:
Man kan fx ikke skynde på væksten og få alting til at vokse hurtigt. Tænk på den tomat, der plukkes mens den endnu er grøn – den får aldrig samme smag, som den man plukker moden ude i drivhuset om sommeren. Modning tager tid.
Man skal heller ikke vokse ind i sig selv, så man glemmer både sin Gud og sit medmenneske. Du vokser ikke for din egen skyld men for at andre kan få glæde af det. Sennepskornet vokser ikke og bliver ikke til et træ for sin egen skyld. Det er fuglene der får glæde af trækronen – ikke frøet.
Og så skal vi huske (jf epistlen fra Timotheus), at noget kan vokse på trods… Mælkebøtten der vokser op af asfalten, er det yndede eksempel, men også eksemplet med erantis og vintergækker, der vokser selvom der stadig er nattefrost og måske endda sne, der dækker dem…
Nogle gange virker betingelserne for vækst ret dårlige: Man kan være i skilsmisse, have mistet et elsket menneske, have svigtet andre eller på anden måde føle, at der er gået råd i foretagendet. Men vi kan gro igen. Det siger al erfaring os – og det lover evangeliet.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Jeg synes, det er en vigtig pointe, at vi ikke er guder i vores egne liv, men at vi i stedet bruger vores kræfter på at være mennesker for os selv og hinanden.
Til gengæld er der en anden, som er og skal være Gud i vores liv.
Han har kastet sit ord ud til alle dem, der sidder på kirkebænken Seksagesima søndag, så det kan slå rod hos den enkelte, og hvor det så vokser helt af sig selv.
Ændrer det noget, hvad præsten siger? Gør ordet en forskel for os, når det er plantet, eller dør det igen? Umiddelbart kunne det virke som om, sennepsfrøet har trange kår…
Alligevel kan vi se – og måske endda mærke, når vi går fra gudstjenesten – at der er noget, der har slået rod hos os selv og i samfundet: Vore samfund tager hånd om de svageste, de ældre får pleje, vi beskytter mindretallene, vi arbejder for gode fællesskaber i foreningslivet, hvor alle kan blomstre og udfolde sig. Vores samfund er gennemsyret af kristendommens ord om kærlighed, respekt og tilgivelse. Det kommer helt af sig selv… Det sidder på rygraden af os – ja, det har slået rod i os!
Og når vi går hjem fra kirken, skal vi selv bruge de ord, vi har hørt i tekster og salmer, om at vi er Guds elskede. Det er ord, der gør en selv og andre større, når vi hører dem: så vokser vi helt af os selv.
Det er det, Jesus kaldte for Guds rige. Det har vokset i 2000 år, men det er endnu ikke modent. Derfor går vi i kirke.
Sidste søndag efter Helligtrekonger 2022
Af: Tonny Aagaard Olesen, sognepræst i Tommerup-Broholm
Hvad jeg snubler over ved første gennemlæsning?
Jeg plejer først at gennemlæse og oplyse teksten vers for vers. Dernæst relaterer jeg tekstuddraget til evangeliekonteksten og endelig betragter jeg perikopen i forhold til kirkeåret. Gennem dette (om)hyggelige fortolkningsarbejde høster jeg gerne en række pointer, som jeg så med fast eller let hånd strør ud i min prædiken.
Da jeg den seneste tid har fået for vane at læse evangelieteksten i såvel 1992- som i 2020-oversættelsen, opstår alene herved en række overvejelser.
Fx skriver 1992 i søndagens tekst (Joh 12,23-33), vers 23: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres”, mens 2020 skriver: ”Tiden er kommet. Nu vil min guddommelighed blive tydelig for enhver.”
I vers 28 indføjes Gud Fader talende: Jesus beder i 1992: ¨’Fader, herliggør dit navn!’ Da lød der en røst fra himlen: ’Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” I 2020 hedder det: ”’Far, vis nu, at du er Gud.’ I det samme lød en stemme fra himlen: ’Det har jeg vist, og jeg vil vise det igen’”.
Jeg snubler på denne forklarelsens søndag over dunkelheden i 1992-oversættelsens gammeldanske sprogdragt. Det forekommer mig hverken didaktisk eller opbyggeligt som gnistrende hjertesprog.
Anderledes når 1992 (vers 32) lader Jesus sige: ”Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig”, mens 2020 skriver: ”Når jeg, Menneskesønnen, bliver løftet op fra jorden til himlen, vil jeg føre alle folk til mig.”
Her savner jeg i 2020 det teologiske mere, der ligger i ordet ”ophøjet”, samt den poetiske kraft i udtrykket ”drage alle til mig”.
Hvad jeg sagde sidste gang, jeg prædikede over teksten.
Sidst jeg prædikede over teksten, var det en Kyndelmisse-prædiken. Det var i 2020 (prædiken vedhæftet) og lysfesten bestemte rammen, ligesom den gav anledning til at inddrage slutningen på Jesus’ tale om lyset (vers 34-36). Dengang var jeg optaget af forholdet mellem den ophøjede og den fornedrede Jesus Kristus: Han måtte afdø fra det jordiske for at blive allestedsnærværende ånd.
Hvad nyt læser jeg så denne gang?
Til stor forundring og glæde er min forståelse af teksten helt den samme i dag. Jeg kan ikke bruge mit Kyndelmisse-fokus, og jeg vil genopfriske tekstens enkelte dele indholdsmæssigt og sprogligt, så talen måske bedre kan fænge. Jeg vil skærpe min prædiken på det forhold, at Jesus Kristus (gennem troen) er lige så nærværende for os, som han var for de første disciple.
Hvad der ikke kan sige sig selv?
For den menneskelige forstand er der ikke meget i evangelierne, som siger sig selv. Tværtimod, for den menneskelige forstand er den kristelige tale absurd snak. Gud er ikke noget, vi umiddelbart sanser. Gud er ånd. De første disciple var ikke tættere på Gud end eftertidens disciple. Det gælder altid om at gøre sig samtidig med Jesus Kristus, der forlod den sanselige verden som et hvedekorn i den sorte muld for siden at blomstre op overalt i tid og sted, hvor troen er til stede. Denne tro opstår aldrig i den menneskelige forstand.
Hvad kommer det nogen ved?
Måske er det prædikekunstens opgave at lyse evangelieteksten op, men ikke kun sådan, at der tales om Jesus Kristus’ forkyndelse, men sådan at selve fremstillingen fremmaner Jesus Kristus som nærværende her og nu. Troen ligger ikke foran os, men er altid forudsat som det, der taler gennem os. Når prædiken opløfter ved ånd, bliver forstandens ”hvad-kommer-det-nogen-ved?” blot spøg.
4. søndag efter Helligtrekonger 2022
af: Dorte Wittrup Winter, Brændekilde og Bellinge sogne
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Peters leg med troen. I den dramatik der udspiller sig fra at disciplene, har oplevet bespisningen med de 5 brød og 2 fisk, og derefter lægger fra land, ud i en voldsom bølgegang, de ser Jesus vandre på vandet, hvor de skriger af frygt, da de tror han er et spøgelse, det virker som en udfordrende leg eller dumdristigt, at Peter beder Jesus om en befaling, om at han skal gå ud på vandet til ham. Men det er dog en befaling, han beder om. Peter kaster sig ikke ud i at vise eller bevise, hvor meget han selv tror, men beder om at han må gå på Jesu befaling. Peter får flyttet sit blik fra Jesus til den stærke storme og begynder at synke, inden han får råbt ”Frels mig”. Jesu afsluttende spørgsmål synes helt på sin plads efter Peters forsøg på at gå på vandet.
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Teksten er ikke så ofte med i kirkeåret, så jeg har aldrig prædiket over den. Men beretningen fra Mattæus er kernestof i konfirmandundervisningen. Konfirmanderne ved at Jesus kan gå på vandet, at han kan lægge stormen ned. Og de lærer at han kan invitere/befale en discipel også at træde ud på vandet. Endda en der kommer til at fornægte ham.
3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
At det er en befaling Peter beder om. Peter beder om at kunne gå på Jesu bud. Det er ikke Peters egen tro der bærer ham, det er Jesu tro på ham. Det er væsensforskellig fra, hvis Peter selv vil prøve kræfter med at gå på vandet. Peter synker, da han flytter blikket fra Jesus og kun har øje for stormen. I det øjeblik kan man forestille sig, at stormens rasen fylder ham, så han glemmer, hvorfor han står, hvor han gør. Glemmer, at se den tro der bragte ham herud, nemlig Jesu tro på ham. Peter bebrejdes at være lidettroende og tvivler, men det er vel meget menneskeligt at tvivlen får tag i os fra tid til anden. Når vi glemmer hvad der bærer os.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At troen grundlæggende kommer fra vor Herre. Det er ikke op til os at fremvise hvor stor og stærk en tro vi har, for det er også en tro der kan blive tynd og tvivlende, når vi kommer til at fokusere på det, der kan stjæle vores opmærksomhed. Peter kommer til at se hvor stærk stormen er, da han flytter sit blik fra Jesus, fra de ord, der bærer ham. Og for at komme op fra bølgerne, må Jesus løfte ham og sætte ham fri af det han selv synker ned i.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
I den her tid er det ikke svært at finde noget der kan tage vores opmærksomhed. Frygten for pandemien; om den rammer ens familie - usikkerheden over hvor længe vi skal leve med den usynlige fjende. Vi kan blive grebet af klimaangst, miste modet over hvor stor en forandring der skal til i verden, mens de skridt der bliver taget, kan virke så ubetydelige og små. Håbet og troen lever under svære kår og bliver tyndslidt. Fornemmelsen er, at man kan være ved at synke, ligesom Peter gjorde det. Men vi må gøre som ham, rette vores blik væk fra det der truer med at opsluge vores blik, og bede om at Vor Herres tro på os, må holde os oppe. Når nu vi er skabt ind i denne verden, så hører vi til et sted på trods af pandemi og klimaforandringer. Vi hører til i løftet vi fik i dåben , at ”jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende”.
3. søndag efter Hellige tre konger
Af Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jeg snubler over, at jeg ikke kan finde sammenhængen mellem disciplenes ønske om større tro og Jesu svar om tjenernes opgave.
2. Hvad sagde du sidst du prædikede over denne tekst
Jeg prædikede over betydningen af tro for et menneskes liv, men undlod anden afdeling.
3. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
At Jesus ikke giver disciplene hvad de beder om, men fortæller om tjenerens opgave.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Første pointe er vel, at tro er noget, man enten har eller ikke har i et mål af meget eller lidt. Det kan ikke overføres af andre eller lånes ud. Anden pointe er, at tro er noget, en tjener kan være i udførelsen af sit arbejde. Og tredje pointe er, at en tjener ikke kan forvente nogen tak for at passe sit arbejde.
5. Hvad kommer det mig/ os ved?
En moderne bøn vil vel lyde som disciplenes: Giv os en større tro! For tænk at kunne tro på, at Gud har styr på verden. Tænk at kunne tro som Jesus, at et ord kan helbrede mange års sygdom, og at et enkelt dødsfald er nok til at genoprette verden og give evigt liv til alle menneskerne.
Det er en smuk tro, men hvis man holder den for sig selv, hvad hjælper det så? En tro på himmelske boliger og superkræfter er ikke meget anderledes end en rus.
Når Jesus svarer disciplene, som han gør, afbryder han drømmen om himmelske boliger og en tro, der kan vælte rundt med træerne. Disciplenes tro skal være tro mod det, han har lært dem og skal vise sig i verden som gerninger. Tro bliver i det perspektiv, når disciplene er tro og får denne foreløbige verden til at hænge sammen helt uden Guds hjælp eller ros. Der er ikke noget at sige til, at troen kan mistes, men hvordan bevares den levende iblandt os? Svar på det, og prædikenen får en god slutning.
2. søndag efter Helligtrekonger 2022
Af: Anders Carlsson
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Hver eneste gang, jeg læser i Johannesevangeliet, har jeg svært ved at skjule min begejstring for den måde, evangeliets tekster kaster nyt lys over verden og får én til at se verden i dét lys.
Og så fremkalder dagens tekst den samme munterhed ved denne gennemlæsning som ved tidligere læsninger, fordi jeg endnu en gang danner mig billeder fra adskillige Monty Python-scener med absurde ordvekslinger. Jeg ser for mig en scene uden for Doune Castle, hvor ”Monty Python og de skøre riddere” blev optaget. Det kunne så være en slags fortsættelse af ”Life of Brian” med Eric Idle som Jesus og Terry Jones som den samaritanske kvinde, mens de to lystigt og vedholdende fabulerer over det lokale destilleris (Deanston) velsignelser af ”livets vand”, whisky (opr. ”uisge beatha” = ”livets vand…!”) og så videre og så videre. Det optrin kunne blive en kilde til stor opmuntring.
Vi befinder os jo netop nu i den såkaldte epifanitid med en nænsom afsløring af, hvem dén Jesus egentlig er, som fødtes, blev omskåret og vandrede rundt blandt mennesker. Det er åbenbart, at han er sandt menneske, men det skal så nu åbenbares for os, at han også er sand Gud. Epifanitiden handler om, hvordan Gud viser sig i verden.
Dagens tekst viser så med al Monty Pythonsk komik, at dét af og til må have været svært for Jesus sådan uden videre at forklare.
For her kommer Jesus anstigende som en anden Eric Idle ved kilden og begynder at lege gætteleg. ”Kan du gætte, hvem jeg er? Kan du gætte, hvem jeg er?...”. Som om han tror, at han uden videre kan udfolde den majeutiske metode blandt jordstrygende mennesker og få dem til at forstå.
Så i mødet med den samaritanske kvinde er det lige som om der ikke rigtig falder nogen ti-øre. Hun fatter simpelthen ikke et hujende suk af, hvad manden foran hende står og siger til hende. .
Jesus taler om ham, der ”ville have givet dig levende vand” og hun svarer ”Men du har ingen spand…!” Det er komik på højeste plan. Eller hvad med Jesu ord om, at ”den, der drikker af det levende vand, skal aldrig i evighed tørste”, og så kvindens ”Nå, fint, jamen så giv mig da en slurk af det vand, så jeg slipper for al den faren frem og tilbage hertil...”.
Jesus insisterer på at tale om det nye lys i billeder, mens kvinden insisterer på at se verden i det lys og med de ord, som hun kender i forvejen og er kommet ud til kilden med.
Det er den grundstemning, jeg altid snubler over, fordi samtalen er så absurd og fordi stemningen er tæt som en skotsk højlandståge af ”goddag-mand-økseskaft”-snak. Det er ”Angel´s share” så englene synger...
Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Bl.a. at en nøgle til en dybere forståelse af, hvem Jesus så er, ikke så meget skal findes i hans gætteleg med ordene og hans iver efter at få tiøren til at falde for kvinden. Måske skal nøglen til en dybere forståelse snarere findes i selve scenariet og den fysiske virkelighed, de mødes i, de to – lige midt i hendes optagethed af alt det hverdagsagtige og alt det praktiske – lige midt i hans konkrete tørst - og endelig lige midt på det sted, de mødes. På fremmed grund.
- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Jeg har denne gang læst teksten til 1. tekstrække om brylluppet i Kana med, og derfor er der blevet kastet endnu et lys ind over fortællingen om den samaritanske kvinde.
Af samme grund fristes jeg til lige at kaste et par oplysninger ind her, forhåbentlig til overordnet inspiration. For anden søndag efter Helligtrekonger er traditionelt set blevet kaldt ægteskabets søndag. Mens vi stadig kun havde en enkelt række af tekster til kirkeåret, læste vi om brylluppet i Kana.
Nu læser vi så hvert andet år om den samaritanske kvinde ved Jakobskilden – eller Jakobs brønd. Den samaritanske kvinde havde så hele fem bryllupper bag sig og nu havde hun en mand, som ikke var hendes. På den måde kunne man fristes til at sige, at anden søndag efter helligtrekonger er blevet til de uægteskabelige forholds søndag.
Ud over fortællingens navn, så handler fortællingen om brylluppet i Kana i øvrigt ikke primært om bryllup og ægteskab. Man har godt nok læst fortællingen som en opfordring til, at vor Herre skal med til både brylluppet og gerne med helt ind i den ægteskabelige dobbeltseng. I det tidligere vielsesritual hed det ligefrem efter den såkaldte samgivning, at ”selv var Vor Frelser gæst ved brylluppet i Kana og åbenbarede der sin herlighed; og hans kærlighed til kirken er det kristelige ægteskabs høje og hellige forbillede”. Og lige efter de ord udlagde ritualet straks teksten med ordene om, at ”derfor skal I vide, at ægtestanden er Gud tækkelig og af Ham velsignet.”.
Så kunne man efter den forsikring trygt feste og være glade og med frit sind og ganske lystigt træde ind i de ægteskabelige sovegemakker…
Hele den passus om ægtestanden som værende ”Gud tækkelig” er jo nu forsvundet fra vielsesritualet. Jeg tror, at man har fundet fortællingens begrundelse for ægteskabet noget påfaldende. ”Selv var vor Frelser gæst ved brylluppet...”.
Jeg mener, vor Frelser var jo også gæst hos toldere og synderinder, men det begrunder næppe hverken ågerrenter eller prostitution.
Vor Frelser var gæst både det ene og det andet sted, og vi kan gennem det se en evangelisk pointe i, at han netop på den måde lærte det menneskelige at kende, inden han tog det hele med sig i døden, for at kunne opstå i et skær af forklarelse. ”I forklarelsens skær…”, det vil sige, at vi føler os oplyst og varme, når vi hører om den barmhjertighed, som Kristus viser os.
I en af sine noveller lader Karen Blixen en frøken Malin overveje værtindens tvivlsomme fornøjelse ved at have Jesus med til bryllup. Malin er forresten den nordiske form for Magdalene. Det skal man måske ikke lægge alt for meget i, men Malin, altså Magdalene, stod som en af de få og så Jesus dø, og ifølge Markus- og Johannesevangeliet var hun den første, der så den opstandne, og så er hun ifølge en sejlivet oldkirkelig fortolkning identisk med synderinden Maria, der salvede Jesu fødder i Bethania.
Måske har Malin haft sine særlige grunde til at overveje, hvordan Jesus virker med sine forvandlende kræfter...
Karen Blixen lader så Malin overveje følgende: ”Ærligt talt, hvis jeg havde været Værtinde i Kana, havde jeg nok kunne have taget hans Færdighed noget ilde op. Her havde jeg indbudt den højtbegavede, lovende Yngling, Tømmermandens Søn, til mit Hus og på min bedste Berncarstler Doktor (Rhinskvin), og da forvandler han i det Øjeblik, det passer ham, mit Brøndvand til en endnu langt finere Aargang. Og saa anede Fruen i Kana jo dog ikke, hvad han havde gjort, hvis han havde villet, saasom han jo var den almægtige Gud selv.”
Her har synderinden Magdalene eller Malin fået Jesus ind i huset, og så ved man aldrig, hvad der kan ske.
Mon ikke dét er Karen Blixens pointe.
Den er bedre, hendes pointe, end det tidligere vielsesrituals udlægning af den samme fortælling. Og den er i hvert fald langt mere i samklang med den anden tekstrækkes fortælling om den samaritanske kvindes møde med Jesus ved Jakobs kilde eller brønd. Vores tekst og fortælling.
Da man i slutningen af 1800-tallet indrettede sig med en anden tekstrække, skete det efter det princip, at man skulle finde parallelfortællinger til første tekstrækkes.
Fortællingen om brylluppet i Kana fik på den måde sin parallel i fortællingen om overtolderen Zakæus, der var en undermåler og af samme grund måtte klatre op i et træ for at se Jesus.
Parallellen var ikke ægteskabet. Vi ved ikke noget om overtolderens ægtestand. Men Jesus besøgte Zakæus, ligesom han besøgte brudefolkene. Jesus fik øje på Zakæus og råbte til ham, at han skulle skynde sig at komme ned fra det træ, for ”i dag skal jeg være gæst i dit hus.”
Når man så fortolkede brylluppet med sådan en parallelfortælling, ja så flyttede man interessen fra ægteskabet til hjemmet. Ægteskabets søndag blev til hjemmets søndag med den opbyggelige pointe, at Jesus skal være en slags husven.
Men i 1992 udskiftede den nye alterbog så Zakæus med den samaritanske kvinde. Og nu bliver det for alvor svært at forbinde fortællingen med ægteskab og hjem. For vi ved jo om kvinden, at hun ingen mand har. Hun har haft fem mænd, og den mand, hun har nu, er ikke hendes. Og mødet mellem hende og Jesus finder sted, hvor alle veje krydser, nemlig midt i byen ved kilden og brønden. Det er så langt fra det private, som det kan være.
Nu er ægteskabets søndag så blevet til de uægteskabelige forbindelsers søndag. Og hvis det ikke var, fordi det var Vor Herre selv, så ville man læse den absurde leg med ord mellem kvinden og manden som en ouverture til forhold, der i øvrigt ikke fortælles om i det Nye Testamente...
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Her vil jeg særligt pege på de vers i teksten, hvor Jesus taler om ”det levende vand”, som han åbenbart kan give. Her bliver det helt tydeligt, at kvinden ikke fatter en brik af det hele. Det er så i al sin komik, hvad dét er. Men det efterlader så også os, læserne af teksten, med en klar fornemmelse af, at der åbenbart netop af samme grund er noget særligt og vigtigt at forstå. Og hvad er dét så? Det særlige og vigtige?
Jo, at det vand, den kilde, der vælder frem til evigt liv er den såkaldte ”pneuma”.
Her trækker jeg med stor begejstring på Troels Engberg-Pedersens studier over Johannesevangeliet. Engberg-Pedersen gør i sin bog ”Johannesevangeliets klarhed” på forbilledlig vis rede for Johannes´ forståelse af ”pneuma”. Blandt andet fremhæves det, at Gud ikke skal dyrkes på et bjerg men skal dyrkes i ”pneuma”, og dét betyder dyrkes blandt Kristustroende, der er døbt med Jesu åndsdåb. Og så skriver Engberg-Pedersen videre: ”Timen er der for så vidt allerede her og nu, fordi pneuma´en jo allerede er der her og nu – nemlig i Jesus. Egentlig kunne man altså allerede have forstået det hele, mens Jesus var på jorden. Men det kan man de facto bare ikke. For pneuma´en blev først videre tilgængelig på jorden efter hans død og opstandelse.”
Så ”det levende vand”, pneuma´en, er her allerede, men hvis vi skal tro det med ”forståelsens under”, altså hvis ti-øren skal falde, så må vi først lytte til den enkle og hverdagslige fortælling om, hvordan ”det levende vand” så stod og gik og levede - og ikke lade os fare vild i nok så billedrig tågesnak.
På den måde rækker teksten netop frem mod pinsen og forståelsens under – altså det under, at vi dog har muligheden for at forstå hinanden - midt i alle muligheder for enten at misforstå hinanden eller slet ikke at forstå en brik af noget som helst.
Og så er vi nået til endnu en særlig omstændighed vedr. tekstens placering blandt kirkeårets tekster.
For fortællingen om den samaritanske kvinde blev som tidligere nævnt flyttet til anden søndag efter helligtrekonger – og den blev så flyttet fra anden pinsedag, hvor den ellers hørte rigtig godt hjemme.
For den vidunderlige samtale mellem kvinden og Jesus ender med i sig selv at være et lille hverdagsligt pinseunder. De leger med ordene, Jesus og kvinden. Og umiddelbart er det som taget ud af en Monty Pythonfilm. Men i løbet af samtalen løses ordenes betydning fra bogstaveligheden og en helt ny betydning bliver forløst. Jesu ord bliver kilden til liv, og den livskilde springer allerede under samtalen. Kvinden forstår det uden at sige, at hun forstår det.
Tværtimod skruer ordene sig op og ned som en møtrik omkring en bolt, og under den cirklende samtale får kvinden mod og lyst til en ærlighed og en oprigtighed, der forløser hendes liv.
Det er pinse.
Men er det så også den anden helligtrekongers søndag?
Det er det måske på Karen Blixens måde.
Kvinden ved Jakobs kilde er også en Malin, en Magdalene, synderinden i byen, der ligesom værtinden i Kana skal opleve sit eget brøndvand blive forvandlet til en langt finere drikkevare, nemlig ”en kilde, som vælder med vand til evigt liv.”
Først forstår kvinden ikke, at Jesus, der er jøde, overhovedet kan spørge en samaritansk kvinde om noget at drikke. Efter dét forstår hun ikke, hvordan han skulle kunne give hende noget at drikke, når han ikke en gang har nogen spand. Og da hun endelig giver op og slipper bogstaveligheden for at lege med, beder hun om vand fra den kilde, som Jesus kender, så hun ikke længere behøver at hente vand ved kilden eller brønden, om man vil.
Ligesom værtinden i Kana ”anede Fruen jo dog ikke, hvad han kunne have gjort, hvis han havde villet, saasom han jo var den almægtige Gud selv.”
Men hun anede dog alligevel, hvordan forhold forandres – vand til vin, ord til liv. Både værtinden i Kana og den samaritanske kvinde.
Det finder man i øvrigt som læser selv ud af, når man – måske - efter nogen tid har sluppet latterens og komikkens tag i én og i stedet for lader teksten forandre én… (apropos ”forståelsens under”). Kvinden anede, hvordan forhold (kan) forandres.
Og sådan har alterbogens fædre altså først flyttet brændpunktet for denne helligtrekongers søndag fra ægteskabet til hjemmet – og nu senest fra hjemmet og til ”anelsen”, altså helt ind i enhver, der ”aner” en hjemlig, næsten ægteskabelig fortrolighed med Vor Herre.
Og dét svarer meget godt til det forhold, som vi kender under den lidt forslidte betegnelse ”sekularisering”. Det religiøse har holdt flyttedag fra det offentlige rum til det private – for nu at flytte helt ind i den enkelte.
Og hvorfor ikke?
I så fald skal vi nok lære af fortællingerne, at selvom Vor Herre udmærket kan tage ophold dér, så er det som den gæst, der overrasker sin vært.
Vi kan roligt være urolige…
Er Vor Herre gæst, ved man aldrig, hvad der kan ske.
Eller med Vor Herres egne ord fra Johannes-evangeliet: ”Hvis du … vidste, hvem (det er, du taler med), ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.”
Men det vidste du ikke, før end gæsten gav mere, end du selv vidste at bede om!
Den samaritanske kvinde vidste først, hvad hun havde fået, da hun havde drukket af den kilde, som livet udspringer af.
Sådan er det også med os, der i traditionen har åbnet vores ægteskab, vores hjem – og altså nu os for Jesus. Vi kender først vores gæst, når han er gået igen.
Men vi ved, at han har været der. Det ved vi fra den barmhjertighed, han efterlod. Og dét er mere, end vi havde turdet bede om.
Hvad dette ”mere” angår, er der i øvrigt også stor inspiration at hente hos Dorthe Jørgensen – jfr. Hendes tanker om ”guddommelighedserfaringen” som dét ”mere, altså dén erfaring af merbetydning, som alle andre erfaringer indbefatter. Sagt poetisk med et billede fra Dorthe Jørgensen, så er guddommelighedserfaringen den tråd, der binder alle perlerne (= alle andre erfaringer) sammen.
Det er fristende kort at nævne, hvordan moderne konfliktmægling netop og bl.a. beror på en såkaldt ”guddommelighedserfaring”, når stridende parter oplever en flig af forståelsens under i løbet af mæglingen. Når de oplever, hvordan forhold forandres. Det sker, eller rettere, det kan ske, at de stridende parter oplever, hvordan de bliver til overfor hinanden på en sandere måde. Og det sker typisk, når de uden modsigelser eller indvendinger får mulighed for at fortælle hver deres historie. De bliver sjældent enige med hinanden, men de bliver enige med sig selv om, hvem de er. Fortællingen giver identitet og med en styrket selvfølelse giver fortællingen, måske, også overskud til at rumme modpartens historie.
Forståelsens under som en forløsning midt i en dæmonisering af modparten, for netop ved at opstille et vrængbillede af modparten så meget desto bedre at kunne begrunde bruddet for én selv.
Vedr. ”guddommelighedserfaringer” se nærmere hos idéhistorikeren Dorthe Jørgensen. Inspirerende læsning!
Hvad kommer det mig/os ved?
Hvad kommer det os ved, at forhold kan forandres?
Alt!
Hvad kommer det os ved, at forståelsens under er en mulighed i verden?
Alt!
Jeg har allerede nævnt betydningen for forandringens mulighed i forbindelse med moderne konfliktmægling. Men vi behøver ikke at komme så langt ud i vores forhold til hinanden, for at ane muligheden for forståelsens under i vores fælles liv.
Går man en tur i byen i sommertiden, kan det ske, at man bliver kontaktet af en udenlandsk turist eller studerende for at forklare et eller andet eller for at vise vej. Der opstår en form for forståelse. Og den oplevelse består ikke kun i, at man kan oversætte fra et sprog til et andet. Hvis man skulle forsøge at forklare oplevelsen, ville man sikkert sige noget i retning af, at man blev helt glad ved mødet med den fremmede. Man forstod hinanden i ordets mest omfattende betydning. Man kunne også sige, at her er ”pneuma” på færde. Et lille pinseunder.
Der er dem, der ville mene, at netop forståelse er et under i sig selv. Forståelse er nemlig ingen selvfølge. Det ved vi fra den smertelige erfaring, når vi pludselig ikke forstår et menneske, vi har levet op og ned ad gennem mange år. Med ét er forståelse ikke et spørgsmål om hverken sprog, oversættelse eller de rigtige ord.
Vi ved, at forståelse er et under, når forståelsen ikke indtræffer.
Men forhold kan forandres. Fra vand til vin – og fra ord til liv.
Det vækker – måske – i første omgang en undren i os, når vi hører om mødet mellem Jesus og den samaritanske kvinde. En undren, som vi så i næste omgang må fortælle videre – ligesom det skete efter den første pinse. Og en undren, som vi så må håbe bliver udsat for forståelsens under, når vi forkynder den undren videre den anden søndag i helligtrekongerstiden...
Vores tro bygger netop på en undren over, at vi forstår hinanden – og på en erfaring af, at fortællingen om Jesus Kristus virker og forandrer med de samme kræfter, som han selv virkede med.
Som ved brylluppet i Kana – og som i mødet med den samaritanske kvinde.
Helligtrekongers søndag
Af: Vita Andreasen
1.Hvad snubler jeg over ved første gennemlæsning?
Jeg lægger mærke til, at diskussionen om at vidne sandt eller falskt fylder næsten hele teksten fra Johannes evangeliet. Jesus lægger afstand til farisæernes beskyldning om at vidne falskt, og han forklarer dem, at Gud Fader også vidner med ham, så det betyder, at de er to om vidnesbyrdet, sådan som loven kræver.
Gud er vidne til Jesu liv, det bliver i dette angreb, Jesu redning. Gud og Jesus ser det samme og er fælles om at være livets lys, der skinner i mørket. Sådan kan det også være i menneskers liv med hinanden, det kan være værdifuldt at opsøge vidner til vores liv. Særligt værdifuldt er det, når en konflikt opstår, og kærlighed og sammenhold bliver sat under pres. Det kan være, når der opstår søskende mistro (epistelteksten), eller når børn har svært ved at rede trådene ud i forhold til en far eller mor, og det kan være, når kærligheden bliver slidt i et parforhold, og sådanne perioder kommer i selv det bedste parforhold. Vidner kan være med til at nuancere, og ofte har de set noget helt andet, end vi selv har set.
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Jeg prædikede sidst over denne tekst i 2020, det var kun to en halv måned før, corona ændrede alting. Jeg husker, at jeg var fuld af glad forventning, fordi hele min nære familie med børn, svigerbørn og børnebørn midt i januar måned skulle til Paris for at se den store Leonardo da Vinci udstilling på Louvre. Jeg er stadig taknemmelig over, at vi nåede dette Paris besøg, før alt lukkede ned.
I 2020 begyndte jeg min prædiken med at sige: ’At kende til mørket, at kende til ondskab på forskellige planer og så alligevel at vælge det gode, det kærlige, det forløsende. Det er visdom. Visdom er at give slip på holdningen, jeg ved bedre, og jeg ved altid bedst. For visdom er at kunne skelne mellem godt og ondt, dér hvor alt ser grumset ud’ – Denne læsning fra Jobs bog har altid fascineret mig, og jeg kender fra mit eget liv, hvor svært det kan være at forvalte visdom, og hvor bedrøveligt det bliver, når jeg gør visdommen til min besiddelse. Kun Gud, der gav vinden dens vægt, kender vejen til visdommen.
Leonardo da Vinci var en genial kunstner, og som menneske var han helt fra barnsben på jagt både efter viden og visdom.
3. Hvad er nyt for mig, når jeg læser denne gang?
Det er nyt for mig at læse teksten i lyset pandemien. Dette uigennemtrængelige mørke, at vi ikke kan se, hvor smitten er, og hvem der smitter hvem. Mørket denne jul og dette nytår opleves tættere end normalt. Når vi lytter til Søren Brostrøm og politikerne, så er lyset, der skal sprede mørket: vaccinerne. Og lykkeligvis når jeg også at få mit tredje stik inden julen 2021. I gamle dage talte man om, at en pandemi varede 100 år, så naturvidenskabelig viden omsat til vacciner er en guddommelig gave. Naturvidenskabelig forskning kaster nyt lys ind over smittespredning, mutationer og sygdomme. Og vi har brug for meget mere af den form for viden, men samtidigt har vi brug for meget mere visdom og kendskab til det metafysiske fænomen, som livets lys – troens lys er: at ensomhedens mørke kan brydes af naboer, der kigger indenfor, at angsten kan slippe sit tag i et menneske på mirakuløs vis, at sorgens mørke kan vendes til glæde, når tiden er inde.
Ingemann fletter livets lys og lysets hjem ind i morgensalmen: ’I østen stiger solen op’, så den næsten bliver en julesalme: ’Du soles sol fra Betlehem, hav tak og lov og pris/ for hvert et glimt fra lysets hjem og fra dit paradis’ – det er dette lys, der skal ’fremkaldes’ på en helligtrekongers søndag.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Når vi af den ene eller anden grund er i mørket: forladthedens mørke, sygdommens mørke, sorgens mørke, bekymringens mørke eller ondskabens mørke, da har vi brug for at blive omsluttet af det lys, som kærlighedens blik er fyldt af – Guds kærligheds blik på mennesket, mennesket som endte med at have kendskab både til godt og ondt. Og vi har brug for ordene om, at Jesus kan finde os uanset, hvilket mørke vi er havnet i. Og at han siger, at du og jeg aldrig skal vandre i mørket, men have livets lys. Ingen kommer vist udenom at miste orienteringen under denne pandemi, men pandemien kan ikke få bugt med livets lys. Det lys som julen handler om.
Iben Krogsdal gør det ganske livsnært i salmen, når hun taler om håbsengle på sygehusgange, der trækker angststikket ud: ’Decembernat’ (nr 822 i 100 salmer), når hun digter: ’I stuer, i kirker, i tanker, i år/ved sygehussenge hvor håbsengle går/ skal Guds hånd i nat trække angststikket ud/ og røre os stille, for julen er Gud.’
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Helligtrekongers søndag kommer allerede 2. januar i år, og dermed indledes helligtrekongertiden. Vintersolhverv er lagt bag os, lyset vender så småt tilbage, men pandemiens usikkerhed rammer os også i 2022. Vi kan ikke reducere vores tro og vores håb, så vi kun forholder os til TV’s nyeste coronatal, vi har brug for et metafysisk univers med visdom, kærlighed og nærhed. En verden der åbner sig, når vi ser med troens og håbets øjne ind i den ukendte fremtid.
Denne søndag er det svært at komme udenom: ’Dejlig er den himmel blå’, selvom gudstjeneste læsningerne ikke nævner stjernen over Betlehem.
Godt nytår til dig og dine kære.
2. juledag
Af: Kristian Mejrup
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Frygtens genkomst. Hvor julen handler om, at frygten drives på flugt, fordi Guds herlighed fra det allerhøjeste stiger ned og gennemlyser de mørkeste kroge i menneskets tilværelse, så handler 2. juledag om en ny frygt. En frygt, der skal bekæmpes med sværd. En menneskefrygt, som krævede og fortsat kræver sine ofre. Jeg snubler over, at denne frygt kan forhærde, besætte og gøre en modstander til en morder (”Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham”). Hvad er det, som ikke kan fordrives med fred, men kræver sværd?
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
Jeg talte om konflikt og konflikthåndtering. Konflikten kommer med sværdet, der skærer i de nære relationer. Dem vi regner med og anser som vores. Konflikthåndteringen er de nye relationer, der skabes ved at give et medmenneske et glas vand (”Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn”). Det, der brydes ned, bygges op igen.
3. Hvad der er nyt for mig, når jeg læser den denne gang?
Nu hvor epistelteksten stjæler rampelyset, burde man så lede efter sammenhænge mellem teksterne eller forblive tro mod epistlen? Jeg lægger mærke til, at Saulus er vidne til Stefanus’ stening. Tænk sig, at kristendommens anden grundlægger er vidne til det første martyrium. Julefred, frygt, sværd, sten, trosvidner – det hele viklet sammen i en kompliceret affære.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At julefred og frygt skulle have noget med hinanden at gøre. Uroen på 2. juledag fungerer som kontrastfuld bevægelse i den søde juletid. Forbindelsen mellem Jesusbarnet og martyren blev allerede af Augustin sammenfattet i en formulering om, at Kristus blev født på jorden, så Stefanus kunne fødes i himlen (Natus est Christus in terris, ut Stephanus nasceretur in coelis).
Det er svært at forestille sig, at julen engang i perikopesystemet var efterfulgt af hele tre martyrdage: Sankt Stefan (26.december), Sankt Johannes (27. december) og så De uskyldige børns fest (28. december), som var en mindefest for de børn, kong Herodes lod dræbe. Den rest, vi har tilbage på 2. juledag, giver julen en rig og sammensat betydning. Den skaber en sammenhæng, der er umulig og urimelig, og alligevel får tider og skæbner til at mødes på kryds og tværs. Den skæbne, som Jesus undslap i Nazareth på 1. søndag i advent (Luk 4,16-30), indhenter Stefanus på 2. juledag. Kristus, der blev født julenat, er samme Herre, som skænker Stefanus livets krone. Kristi komme til jord skænkede en ny livsmulighed for menneskeslægten. En livsmulighed, der ikke udsletter den forrige, men forbinder sig med den. Fred og sværd findes side om side. Noget skal bekæmpes, andet holdes i hævd, og det vanskelige er, at det hele synes bundet sammen. Derfor skal noget engang skilles ad. Ikke af os, men af Ham, der holder freden, sværdet og livets sejrskrans i sin hånd.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Julen har en rig og sammensat betydning. Julefred og hygge kan ikke garanteres eller tilkæmpes. Julen er også trængsel og alarm. At freden forstyrres viser julen som et drama, for hvordan ellers skulle en ny epoke i verdenshistorien kunne siges at være indstiftet og fortsat gøre sig gældende?
Juledag
Eva Fischer Boel, Munkebo
1. Hvad jeg snubler over ved første gennemlæsning?
Det, der springer mig i øjnene, når jeg læser teksten denne gang, er, hvordan Guds lys gennemstrømmer alt – ja sågar alle mennesker (jf.: ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske….”) Der er åbenbart ikke noget, der helt kan unddrage sig lyset. Det er ikke muligt at gemme sig i mørket, for ”lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”. Har mørket da ikke for alvor nogen magt i verden? Er det ikke en lidt provokerende påstand her i en verden, hvor mørket sine steder kan føles ganske massivt?
2. Hvad jeg sagde, sidste gang jeg prædikede over denne tekst?
Som optakt til julens prædikeskrivning var jeg for to år siden med i en prædikengruppe. Her gjorde ét af gruppens medlemmer, Nanne Mølhave, opmærksom på den vigtige rolle sideordningskonjuktionen OG spiller i forhold til MEN både i Lukasevangeliet begyndende med ”Og det skete i de dage” og i Johannesprologen, hvor ordet optræder adskillige gange fx i ”og ordet blev kød og tog bolig i blandt os”. Det inspirerede mig i min skrivning af prædiken til juledag, hvor betydningen af forskellen på at bruge OG frem for MEN blev omdrejningspunktet. Jeg vedhæfter prædikenen, hvis det skulle have interesse.
3. Hvad der er nyt for mig, når jeg læser den denne gang?
Da jeg denne gang læste Johannesprologen klingede den gammeltestamentlige læsning fra skabelsesberetningen i højere grad med, end sidst jeg læste den. Måske hænger det sammen med, at jeg fornyelig havde en bisættelse af en mand, som havde et stort behov for ro, overskuelighed og orden, og hvor jeg derfor netop læste ordene fra skabelsesberetningen om, at Gud ud af kaos og hulter til bulter skaber orden ved at skabe lys. Og det er det samme lys, der nu i Kristus oplyser vores verden og giver os håb om, at mørket ikke vinder, og at det livskaos, vi fra tid til anden af mange forskellige grunde kan føle, vi befinder os i, er en midlertidig tilstand, som kan lyses bort af tro, håb og kærlighed, så vi kan komme til at se klarere.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At der er en orden og en mening, som eksisterer forud for os, fordi Gud skabte verden i lys af ordet (logos). Lys og orden hænger sammen. Og vi er skabt i det lys, vi bærer det lys i os til evig tid. Så kaos og mørke kan nok fylde meget i vores liv, men det kan ikke tilintetgøre livets lys. Det brænder i os. End ikke dødens forskelsløse kaos kan slukke det.
5. Hvad kommer det os/mig ved?
Når der kommer ubalance i tingene, truer kaos. Det gælder naturen, og det gælder i menneskelige relationer. Ubalance og kaos kan fylde meget i kortere eller længere perioder af et menneskeliv, det tror jeg, at vi alle erfarer. Det kan være, der er knas i vores familierelationer, det kan være, vi er stressede, det kan være, vi savner at menneske, som har efterladt et kæmpe tomrum, et hulter til bulter i vores indre, hvor mørket råder, og hvor vi ikke rigtig kan se os ud af det. Og julen er vel om noget tiden, hvor livet kan føles kaotisk og ting kan komme ekstra ud af balance – ironisk nok, fordi julen vel af mange af os opfattes som en tid, hvor harmoni, fred og kærlighed bør herske. Julen skal være perfekt, og den er hjerternes fest, hedder det jo. Derfor kan vi nok også være særlig sensitive i forhold til, hvis det modsatte bliver tilfældet, vi er simpelthen lettere at bringe ud af balance i julen, tror jeg.
Julen er bogstaveligt talt en mørk tid, og den kan også for mange mennesker være det i mere overført betydning. Derfor har vi brug for, at der tændes lys for os, så fred og ro kan sænke sig.
Juleaften
Af: Sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby-Aastrup
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jeg gik til teksten i nogenlunde forvisning om, at jeg ikke ville snuble over noget i denne kendte tekst.
Men så blev jeg alligevel stående ved ordet ”egn.” Hyrderne var i den samme egn. Ordet er i familie med ordet ”egne” som vi skal høre læst op juledag, hvor Johannes fortæller, at han kom til sit eget og hans egne tog ikke i mod ham. Hvad gør en egn til en hjemegn udover at man er født der eller vokset op der, hvor længe skal man bo et sted før man synes, det er ens eget? Der er mange, der kommer til hjemegnen for at holde jul. Finder de alle i virkeligheden hjem til jul?
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Jeg ”sagde” ikke noget, for julegudstjenesten blev aflyst dagen før. Men det, jeg ville have sagt, var noget med, at juletraditioner tit er kompromisser. Vi kommer hver især til vores familie med de traditioner, vi har med fra den der hjemegn og de skal finde sammen.
Sidste år var jeg forholdsvis nyuddannet mediator og noget af det, jeg husker fra den uddannelse var, at vi er vante til at tænke, at kompromisser gør alle glade. Men faktisk forholder det sig til dels omvendt, for et kompromis består i, at ingen får det helt som de vil have det. Det er et livsvilkår og det er til lige præcis den verden Guds Søn ankommer som det absolutte blandt alt det relative. Men han gør det lige præcis for at blive en relation i en verden af kompromisser og truende konflikter.
3. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Det spørgsmål har jeg tænkt en del over. Men jeg er nået frem til, at hvis der er noget i Juleevangeliet, der er nyt (udover det evigt nye i Guds komme til verden) så må det være fordi jeg selv er et andet sted, end jeg var sidste jul. For ordene er unægteligt særdeles velkendte for de fleste.
Det ved jeg så ikke, om jeg er i skrivende stund, hvor varianterne er nået til omikron. Men måske kan jeg alligevel blive glædeligt overrasket juleaften, når jeg hører ordene her i min 61.jul.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Den var til gengæld nem. Intet menneske kan sige sig selv at Gud blev menneske i Jesus Kristus og at Han lod det ske under så ydmyge vilkår som en stald i Betlehem. Siden er mennesker blevet bedre til at prøve at forberede besøget og hvad deraf følger i køkken og stue. Men har vi samtidig også stadig overskud til at tænke på, hvordan andre mennesker bliver taget imod? Bliver de gode intentioner somme tider til et staldbesøg undervejs?
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Det er lige før, jeg vil lade det spørgsmål stå som en mulighed i selve prædikenen. Eller vende det om, hvad har flæskesteg med jul at gøre? Men lad os da bare slutte i det dogmatiske hjørne: Det kommer mennesker ved, at Gud lod sig føde ind i verden, fordi verden har det med at løbe af med os – ikke mindst i juletiden. Vi er for anden gang påvirket af corona juleaften og det griber lige præcis ind i det, der for os alle er det centrale i julen: Samværet med andre mennesker. Måske er coronarestriktionerne og alt det som bremser og skræmmer os den krybbe som barnet ydmygt bliver født i denne jul?
4. søndag i advent 2021
Af: Anders Finn Aastrup
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Dagens tekster handler om Guds ja til os.
Vi hører i evangelieteksten om en potentiel konflikt, som dog bliver manet i jorden
I Johannes – evangeliet optræder Jesus og Johannes samtidig, og for en udenforstående kan det måske virke som om der er en konflikt mellem dem, fordi de begge to gør noget af det samme, nemlig døber og taler om Gudsrigets nærhed.
Jesus´ og Johannes´ disciple kunne nemt være blevet uenige. Rivalisering mellem forskellige grupper er meget udtalt i Bibelen.
Der er Jesu sammenstød med farisæerne og zeloterne, der er israelitternes sammenstød med kanaanæerne og med samaritanerne. Da Paulus senere rejser rundt og grundlægger menigheder, er der indbyrdes splid i menighederne, fordi nogen holder sig til Paulus, andre til Apollos og andre igen til Jesus. Det er da heller ikke et ukendt fænomen i folkekirken, at nogen holder sig en præst frem for en anden
Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Monty Pythons fantastiske film, ”Life of Brian”, hvor folkets front fra Judæa og den judæiske folkefront, er voldsomt uvenner. Ofte er disse grupperinger tæt på hinanden, som det altså også er tilfældet med Jesus og Johannes.
Men Johannes maner konflikten i jorden. ”Jeg er ikke Kristus, men udsendt forud for ham”, siger Johannes. Og så bruger han et billede af sig selv, som den venter på brudgommen sammen med bruden, og glæder sig, når han hører brudgommen, men ikke selv er brudgommen.
Johannes er ”Best man”. Det er ham, der så at sige får det hele til at klappe.
Og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Om det er nyt, ved jeg ikke, men forleden så jeg en af de der kendte julefilm sammen med min familie nemlig den, der hedder ”Love Actually”.
I filmen er der en bryllupsscene, hvor man ser brudgommen stå og vente oppe ved alteret sammen med sin forlover, som har været en drivkraft i hele planlægningen, og brudgommen spørger ham nu, om der er flere overraskelser i vente og forloveren svarer ”nej”.
Bruden kommer og de bliver gift og det er meget smukt, og da de så vender sig for at gå ud af kirken, ændres orgelmusikken, og i stedet begynder musikere, der er stede i kirken at spille at spille den fantastiske sang ”all you need is love”.
De popper op alle steder, og alle synger med, og det er den mest fantastiske afslutning på brylluppet. Det er det, Johannes gør, han baner Herrens vej og gør han stier jævne og fortæller folk, at Guds Rige er nær. Han baner vejen for Guds ja til os.
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
I juletiden hører vi Guds ”ja” til os. Vi synger om hvordan ”han steg til lave hytter ned” og at han ”i en krybbe lå skønt himlen var hans eje” og den slags ting.
At blive mindre er ikke en dårlig ting, at Jesus ligger som et spædbarn i en krybbe, ændrer ikke på, at han er Gud. Der mistes ikke noget.
Når Johannes i dagens tekst siger, at han skal blive mindre og Jesus blive større, så er det fordi, det er Guds vilje, at det skal ske sådan, og det er til syvende og sidst det vigtigste. Ligesom det ved et bryllup ikke er vigtigt hvem der gør hvad, men at det finder sted.
Det er Johannes, der døber Jesus, fordi det er sådan, det skal ske.
Konflikten manes i jorden og det er virkeligheden noget af det, der er allervigtigst for os mennesker, både dengang, men især nu.
Hvad kommer det mig/os ved?
Efter at atombomben blev opfundet i 1940´erne stod vi mennesker pludselig med muligheden for selv at udrydde os selv. Indtil da havde der været naturkatastrofer eller sygdomme, ikke noget, vi selv var herrer over, men nu stod vi faktisk med den mulighed i hænderne, at vi kunne gøre planeten ubeboelig.
Det gør vi stadigvæk. Nu ikke længere kun på grund af atomvåben, men også på grund af klimakrisen og Covid-19 epidemien, som fylder meget.
Der er ikke tvivl om, at noget er ved at gå helt skævt, men i stedet for at arbejde sammen, hører vi hvordan verdens ledere, skændes og modarbejder hinanden. Og det samme gør vi andre.
Der er ikke nogen, der vil være ”brudgommens hjælper”, vi vil alle sammen være ”brudgommen”, og det er en ret uheldig situation, fordi det absolut eneste, der kan hjælpe os, er et samarbejde i den rigtige retning.
Det kræver, at man ser ud over sig selv, det kræver, at man har mod til at sige: ”Du skal blive større, og jeg skal blive mindre”, og huske på, at et menneske ikke kan tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. Det er blandt andet det, julen drejer sig om; at vi skal sige ”ja” til andre, fordi Gud har sagt ”ja” til os.
3. Søndag i advent 2021
AF: Merete Juel Povlsen, Højby Sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jeg ser den gamle Zakarias for mig, der imod al sund fornuft og forventning, bliver far på sine gamle dage. Han står med sit lille nyfødte barn i armene og bryder ud i sang, der er fyldt af tak. For her virker det til, at almindelige ord ikke rækker. Stemmen må være ganske rusten efter ni måneders tavshed. Og den måske rustne sang peger på det altomvæltende, at alt ikke er afgjort med det, som vi har gjort eller sagt - eller ikke gjort. Men derimod at vi bliver mødt af tilgivelse, lys og håb.
Jeg snubler dels over, at dagens tekster flere steder tillægger Gud ord som barmhjertig, med omsorg(Biblen 2020), uden frygt, taler blidt, beroliger sit folk.
Dels er der særligt fokus på forventningen og på ventetiden frem mod Jesu komme. Det peger på, at der er et håb her i decemberkulden og ikke mindst i decembermørket.
Det vi her i adventstiden venter på, er ham, som Zakarias så smukt benævner som en solopgang fra det høje, der vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge.
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
Det er første gang jeg prædiker over denne tekst, da jeg blev ordineret for et halvt år siden.
3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
-
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Jeg oplever særligt i arbejdet med konfirmanderne at talen om, at der er lys i mørket, er paradoksal, for det giver ikke umiddelbart mening for dem. Og det understreger jo netop, at Zakarias i sin lovsang synger om, at det umulige er sket. At der netop også i mørket og dødens skygge findes lys er så oplivende og håbefuldt, og det understøtter adventstidens forventningens glæde og håb.
Håbet kan komme til udtryk som en bøn, men kan også fremhæves som et løfte til os. Her får jeg associationer til Dy Plambecks adventssalme ”Hold håbet op”, hvor omkvædet veksler mellem en konstatering af, at håbet er reelt og samtidig som en bøn om, at andre må hjælpe os med at holde håbet op foran os:
”Hold håbet op.
Stjernen viser vej.
Hold håbet op.
Mørket skjuler sig.
Hold håbet op.
Hold det foran mig.”
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Nogle etnologer vil hævde, at mennesket til alle tider har sunget sange. Sange om livet, folket, landet, historien, troen og naturen. Grundlæggende synger vi sange om livet – vi synger det ud og vi synger os ind i livet. Ligesom Zakarias gjorde: han sang sig ind i livet igen. Ligesom sange og salmer ofte bruges i livsovergange og livskriser, hvor vi synger os ind i livet, og hvor vi med sangens kraft får givet nyt mod og håb. Måske får vi endda hævet perspektivet fra vores egen vinkel på livet til et større perspektiv, hvor vi af sangen bliver løftet ud af os selv, og den erfaring kan i sig selv være livsforandrende. Vores liv bliver måske ikke forandret lige så radikalt som Zakarias’, men den bliver forvandlet. For vores livserfaring kan i sangen blive forvandlet til en erfaring af Gud.
2. søndag i advent 2021
Af: Carsten Andreassen, Højby
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Der er umiddelbart en strenghed over historien – og en fordømmelse af de tankeløse brudepiger, som jeg ikke umiddelbart forventer hos Jesus.
Den slags giver lyst til at arbejde mere med fortællingen, og da jeg igen og igen erfarer, at en mere spirituel læsning af fortællingerne ofte giver et andet og større udbytte end en umiddelbar, flygtig gennemlæsning, er jeg altid spændt på, hvad jeg kan læse og meditere mig til. (I øvrigt også selv om jeg efter mange år som præst har været omkring den samme fortælling tidligere.)
Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Det er noget siden, jeg sidst prædikede over teksten, så det husker jeg ikke…
Hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Det fanger mig det med at forberede sig, og det med at olien ikke kan deles. Derfor lader jeg mig inspirere af Anselm Grün, en tysk munk, som gerne går til teksterne med et spirituelt sigte.
Fortællingen kan jeg læse som Jesu komme - i ethvert øjeblik – konkret ind i mit liv. Når jeg erfarer Jesu komme / nærvær, er det som at deltage i et bryllup. Så fejrer jeg det at blive et med Kristus og derved at blive mig selv helt og fuldt. Fortællingen beskriver derved vejen til at blive sig selv.
De fornuftige brudepiger forbereder sig – også selv om de ikke erfarer brudgommens komme sådan lige med det samme. De tankeløse tænker ”det løser sig”. I øvrigt går det op for mig – her under forberedelsen – at det slet ikke er så usædvanligt, at Jesus sætter de fornuftige op over for de tankeløse. Huset, der skal bygges på klippen og ikke på sand (Mt. 7) eller den rige mand, der ikke regner med sin tidlige død (Lk. 12) eller den uretfærdige forvalter, som roses, fordi han er fornuftig/planlægger (Lk. 16).
Det græske ord for tankeløs, moros, betyder noget i retning af ”dum”. Ordet for fornuftig, phronimos, kommer af phrenes, som betyder mellemgulv, det indre i mennesket, bevidsthed. De kloge brudepiger er altså dem, der lader sig lede af deres indre; af deres indre sanser eller erfaringer. De tankeløse lukker øjnene for virkeligheden, mens de fornuftige vurderer rigtigt. Den ydre realitet er et billede på den indre virkelighed, på deres relation til Gud.
Man bliver nemt provokeret af, at de fornuftige ikke bare deler deres olie med de tankeløse. For det første siger Jesus ikke noget om den del af fortællingen. Han hverken roser eller fordømmer deres ”ikke-delen”. For det andet bliver det endnu mere interessant, hvad olien vel er et billede på.
Augustin udlægger olien som det sindelag, hvormed vi handler (f.eks. forbereder os). Olien bliver derfor hos Augustin til et billede på kærlighed, og kærligheden / sindelaget kan jeg ikke dele med andre. Sindelaget er den enkeltes eget ansvar. Augustin ser på den måde lignelsen som en formaningstale til os om at lade kærligheden vågne i os; den kærlighed, som allerede er der (fordi den kommer fra Gud), men som vi ofte afskærer os fra.
De tankeløse opfordres til at købe olie midt om natten. Det kan man normalt ikke. Måske er det en yderligere opfordring til at udvikle det rette sindelag (altså leve ud fra og med Guds kærlighed), som vi ikke altså bare kan købe, når en afgørende situation opstår.
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Der er flere elementer i fortællingen, som nemt bliver misforstået (olien, som ikke deles; herren, som ikke kender de tankeløse brudepiger), og som en spirituel læsemåde kan give mening ind i.
Hvad kommer det os ved?
Lignelsen kommer i høj grad os ved, hvis vi tager alvorligt, at olien skal forstås som vores sindelag over for Gud – for så bliver det menneske, der lever ud fra en Gudsrelation, betegnet som fornuftig!
Dermed viser fortællingen tilbage til skabelsen, hvor Gud blæser livsånde ind i mennesket, fordi Gud vil have en relation til mennesket; invitere mennesket ind i den relation, som den treenige Gud allerede levede i før alting blev skabt.
1. søndag i advent 2021
Af: Anders Skaanning Andersen
Hvad snubler du over ved førstegennemlæsning?
Teksterne skriger ”profeti!” her ved første søndag i advent. Alle tre tekster forholder sig til profetier, i den gammel testamentlige bliver der givet en profeti, i epistlen fortæller Paulus, hvordan vi kender timen og at den er eget nær, og i evangelieteksten er profetien blevet opfyldt. Der er altså en slags progression ned igennem teksterne forhold til profetierne. Særligt blev jeg fanget af slutningen den gammel testamentlige tekst, der siger: ”Før det spirrer frem, forkynder jeg det.” og det er jo i høj grad essensen af adventstiden. At pege hen imod det som skal åbenbares til jul. Og samtidig minder epistlen os så om, at adventstiden altså ikke er julen. Fejringen er ikke endnu, men vi skal forberede os på den. Paulus kan, som han jo gør, lyde lige lovlige from i sine formaninger, især i moderne øre, men for mig har det altid været vigtigt at understrege skellet mellem advent og jul og deres forskellige natur. Både, så man ikke er ved at kaste op over julen, når vi når dertil, men også fordi julen presser sig så meget på omkring os, allerede længe før advent, at det kan blive vældig stressende at skulle følge med.
(Samtidig taler Jesus om himlen, der var lukket i 3 år og seks måneder, og deri gemmer der sig helt sikkert en masse lavt hængende frugt i forhold til Corona situationen.)
Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Det er rigtig længe siden, at jeg selv har prædiket over de her tekster (og mig bekendt aldrig alle tre), så jeg mindes faktisk ikke helt, hvad jeg sagde. Men en overvejelse jeg altid gør mig omkring første søndag i advent er konteksten. Det er en søndag, som rummer så meget, både i forhold til kirkeåret, de traditioner (både lokalt og nationalt) og det teologiske spring fra de foregående søndages vandring mod dommedag bliver nu sat i en voldsom skarp kontrast med profetier om håb og lys. Typisk er der traditioner lokalt, der er forbundet med første søndag i advent, og dem skal man overveje, hvor vidt man kan ignorere helt i sin prædiken, eller om de skal inkluderes for ikke at skabe dissonans mellem prædiken og eksempelvis et evt. efterfølgende adventsarrangement.
Det er også starten på et nyt kirkeår, og det kan derfor også bruges som anledning til en art nytårstale. Her er det vigtigt at man dog også husker evangeliet og ikke bare går helt i Dronning Margrethe mode.
Sidste år var der menighedsrådsvalg, og det var således det nye råds første højmesse mange steder. Ligeledes kan der være andre ting, der markeres ved starten af et nyt kirkeår, som man også skal gøre sig overvejelser omkring i forhold til menigheden, så man ikke får skabt en kæmpe elefant i rummet under sin prædiken.
Hvad er nyt for mig, når jeg læser den denne gang?
Det nye for mig når jeg læser teksten er nok, at jeg har lagt så meget mærke til det profetiske aspekt, at jeg næsten ikke kan slippe det. Mine sidste mange års første søndag i advent har været præget af så mange forskellige forhold, som lå udenfor teksten, samt at der liturgisk ikke har været rum til alle tre læsninger, og derfor har jeg først nu bidt mig fast i den profetiske tråd, der går igennem de tre tekster til sammen. Det profetiske kan godt være svært at tage fat på i en prædiken, for det er let at komme på dybt vand. Men i adventstiden får man meget foræret, fordi der netop peges så meget hen imod julens mirakel igennem profetierne og menigheden kan som regel relatere til den pegen, der er hen imod julen i teksterne, uden større vanskeligheder. Det giver en god anledning til netop at grave ned i profetiernes rolle og den måde de knytter det nye og det gamle testamente sammen.
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Det vi ikke selv kan sige, er selvfølgelig det profetiske. Profetiernes tid er forbi, kunne man fristes til at sige, men det gør det ikke mindre vigtigt, at forholde sig til, at den også engang har været der. Det profetiske element, tror jeg, er et af de elementer der kan virke mest fremmed for kirkegængerne fordi profetier i dag er noget helt andet. Klima og økonomipolitik synes at have overtaget profetiernes domæne i øjeblikket og støder vi på den i en religiøs kontekst er det ofte i særdeles uvederhæftigt misbrug, som når eks. tolkninger af corona pandemien som en slags guddommelig straf, sendes ud på internettet af teologiske charlataner eller ekstremistiske kirkesamfund. Disse gør sandsynligvis profetier til noget endnu mere fremmed for den alm. folkekirkelige menighed.
Og hvad kommer det mig/os ved?
Det kommer os det ved, at håbets fortælling nu rammer os igen, og at vi i den grad har brug for den. Men derudover, så kommer det os ved, at adventstiden ikke er jul. Det er pausen mellem slutningen på kirkeåret, men den dertil hørende dommedag og død, og julens lys. Adventstiden er der, hvor det er helt legitimt at trække vejret og nyde roen og glæde sig, uanset omverdenens pres for at masse kravlenisser og julekugler ind overalt. Glæden er værd at vente på og det er helt ok og måske endda sundt, at gøre det efter Paulus’ anvisninger i epistlen.
Sidste søndag i kirkeåret 2020
Sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby – Aastrup
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
At teksten tilsyneladende falder i to afdelinger som man skal have til at hænge sammen. Først priser Jesus sin far for at åbenbare for de umyndige og skjule for de vise, hvem er vise og hvem er umyndige? – og så følger indbydelsen, der går ud til alle – vise såvel som umyndige.
Og så snubler jeg over, at teksten er parallel til domsteksten i første række.
Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Jeg prædikede over begyndelse og afslutning. Hos Mika i den gammeltestamentlige tekst til Sidste Søndag i Kirkeåret møder vi afslutningen som begyndelse og dagen i dag er nok en afslutning på kirkeåret, men samtidig er vi fulde af forventning om fortsættelsen, advent. ”Herre Kristus, dig til ære, slutter vi vort kirkeår; trøstig kan vor afsked være, advent kommer som det går”. (DDS 431 v.1) Dette holdt jeg op mod nogle af de situationer i vores liv, hvor vi nok kan afslutte, men ikke kan finde ud af at begynde igen. Alle de steder, hvor vi har brug for at høre, at vi er indbudte, også når vi i al vores selvskabte visdom slider os trætte og bærer tunge byrder.
Og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Jeg vil hæfte mig ved forholdet mellem at være myndig og være umyndig. At sætte det over for begreber som vis og forstandig. Hvad gør for eksempel dem, der skal bestemme og udøve myndighed vise? og hvad kan tage myndigheden fra dem? Hvad er autoritet i vore dage?
Dette sat over for universaliteten i indbydelsen fra Jesus til alle der er trætte og tyngede af tunge byrder. Vi behøver ikke at sætte navn på bestemte personer (eller corona mundbind igen-og-igen) men vi kan nok hver især komme i tanker om et par stykker.
Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At vi er indbudte hos Jesus selv om vi føler os trætte og tyngede af byrder kan vi ikke sige os selv. Vi kan sagtens sige ordene til os selv og hinanden, men hvis de ”virker”, er det ikke vores egen
skyld. Så er de trængt gennem byrderne og mørket uden vores medvirken. Så er vi netop ”umyndige.”
Hvad kommer det mig/os ved?
Der er mange steder i vores liv, hvor der er bud efter vores autoritet og myndighed. Arbejde, børneopdragelse, magtfordeling i parforhold. Ofte går vi til opgaven med det, vi selv opfatter som ”naturlig autoritet” – men måske er det sommetider bare manglende omtanke eller rygmarvens automatpilot. Hvis vi så midt i det hele – som Peter, da han opdager at han går på vandet – kommer i tanker om, at livet er svært, er det godt at kunne høre ordene om, at de umyndige er indbudt. At vi skal finde hvile for vore sjæle.
23. søndag efter trinitatis 2020
Nanne Mølhave Bolbro Sogn, Odense.
1. Hvad snubler du over ved førstegennemlæsning?
Den gamle dame, gamle mennesker, min gang på plejehjemmet Provstegården, hvor jeg har gudstjeneste hver fredag. Kan vi lære noget af disse gamle mennesker? Og noget af det første der, kom til mig, er et ”gammelt” digt af Dan Turell:
”Byens gamle Damer/Alle disse millioner af sortklædte sporvogns-sæde slidere/Efterladte uden så meget som en sporvogn/Brugte og ofte udnyttede til sidste fiber/Sér ikke så godt mere/Hører ikke så godt mere/Går ikke så godt mere/Siger dybfølt, ”Tak unge mand”/Når man hjælper dem med deres små beskedne kufferter/På Fredericia banegård/Eller samler deres borttrillende tyvere op fra gulvet/Hos grønthandleren/Åh denne ufortjente overstrømmende tak/Som man modtager med stadig stigende dårlig samvittighed!/Der er intet så svært som at se Byens gamle Damer i øjnene!”
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?
Det kan jeg ikke huske og ser ikke efter i mit arkiv, for der er noget andet, som presser sig på. – for hvad er nyt for mig, når jeg læser den denne gang? Hvorfor er det så svært med de gamle damer, mennesker, så fulde af skrøbelighed og taknemmelighed? Måske fordi man aner, at den rammer os alle. Har de noget at give, de gamle damer, der pludselig er rippet for skønhed, arbejdsduelighed, omstillingsparathed og hurtighed, som er noget af dét, der tæller. Hvad kan vi lære af dem? Jesus stiller jo faktisk den fattige enke op for os som en rollemodel. – og hvad er nyt for mig, når jeg læser den denne gang? Hvis vi nu skulle trække hende ud af templet ud i hverdagen, hvad har hun så at byde på, hvor er der en fattigdom, vi skal lære at give af for at blive rige? Noget vi er blevet fattige på er er tid. Fortvivlet forsøger vi at bemægtige os den, men sandheden er, at den hele tiden går på rov hos os. Stjæler små børn ud af armene på deres mødre. Osv. osv. Hvis vi vil bruge enken som rollemodel og give af vores fattigdom, så skal vi give af vores tid, for den er vi så uendeligt fattig på.
En anden ting vi er blevet fattig på er tillid.
Den tredje og sidste ting jeg vil pege på som en mulighed for at give af sin fattigdom, er afkald. Vi ved godt, at det er bedst for jorden og os, der bebor den at leve bæredygtigt. Men hvad vil VI give afkald på for at gøre det hele mere bæredygtigt? Bilture, flyveture eller tøjindkøb, shoppe sig til livskvalitet?
3. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Måske det, at indføre et minuts stilhed, så Gud, indhent mig dér! Ja, indhent os, så vi stopper op og giver afkald. Det er måske det vigtigste vi kan give i vores del af verden. Afkald. Det er det, vi er fattigst på. Så hvis vi virkelig vil give, skal vi give afkald.
4. Og hvad kommer det mig/os ved?
Lige dér, når vi giver af den tid, vi synes vi ikke har, af den tillid, der ligger og er på vej til at skrumpe til sin modsætning, mistillid, lige dér, hvor vi står tomhændede, fordi vi ikke har andet end afkald at komme med – også dér bliver vi set af Gud. Præcis som den fattige enke, der gav af sin fattigdom.
22. søndag efter trinitatis 2020
Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Jesus spørger: Hvad mener I? Og jeg tænker, hvorfor spørger han os? – er det til diskussion, eller er det bare retorisk ment. Det næste er så, om man virkelig ville lede efter et får, hvis man havde 99 andre? Det tvivler jeg på, at jeg ville gøre. Jeg snubler også over, det underlige vers med, at børnenes engle altid ser Guds ansigt, hvad i alverden betyder det? – er det ikke en lidt forblommet forestilling om børn?
2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst
Jeg prædikede over spørgsmålet om: Hvem er den største i Himmeriget? Noget med, at når vi står over for Gud, tåler det ingen sammenligning, der er vi som børn, mens over for resten af verden skal vi forsøge at være voksne. Prædikenen var formentlig inspireret af Preben Kok: Skæld ud på Gud.
3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?
Læses søndagene i sammenhæng er det nyt, hvor vred Jesus er her sidst på kirkeåret. Og at jeg gerne i min prædiken vil gøre ham lidt mere glad og forsonende, end han egentlig er.
4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
At mennesker altid, også disciplene, går rundt med en målestok og sammenligner dem selv med andre. Måske er det endda synd nummer to i Bibelen, at Kain sammenlignede sit offer med Abels. Jesus sprænger sammenligningens logik og først tænker man: Yes! Men hvad skal vi så, kan vi være mennesker uden sammenligning?
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Store, større, størst er vores liv, men hvor er det godt nok bare at være som barnet? Prædikenen skal på en måde svare på, hvordan vi kan være mennesker uden at sammenligne os med andre? Jordan Peterson har et afsnit i sin bog: 12 regler for livet, hvor han fortæller om den ulige kamp, vi altid fører med os selv, når vi sammenligner os med den bedste inden for et felt. For vi kan ikke se hele mennesket, at en fantastisk musiker måske laver en dårlig opbagt sovs. I en sådan sammenligning er vi altid tabere, for når det kommer til sovs, tager vi ikke musikeren, men en Noma-kok. Gud ser hele billedet, søger ikke et får som de 99, men fåret, det der er dig med sovs og dårlig guitar. Et fransk ordsprog siger: ”Den, der ved alt, tilgiver alt”, og måske er det sådan Gud er?
