Fortsæt til hovedindholdet
Inspiration til prædikenen
Arkiv - Inspiration til prædiken anden tekstrække
Arkiv

Inspiration til prædiken anden tekstrække



9. søndag efter trinitatis 2024

Læs teksten her

Af Karen Blauenfeldt Dam, Ringe

1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Nu kan man jo som prædikant i dag vælge mellem to forskellige perikoper fra Lukas evangeliet: 12,32-48 (lidt lang og truende mht. udsigten om prygl) og 18,1-8 (om den ligeglade dommer og den emsige enke) Begge historier tematiserer dog begreber som trofasthed og vedholdenhed.
I den første perikope henvendt til alle forkyndere: ”Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! – for ellers vanker der prygl.
I den anden perikope set fra enkens synsvinkel: vedholdenhed betaler sig; man ender med at få ret.

 

2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Du skal være vedholdende i troen, og ikke dovent tænke ”min herre lader vente på sig, jeg vil bare spise, drikke og fylde mig!”

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Jeg vælger historien om enken, og betoner at vi ALTID kan komme til Gud.
Vi kan plage og være irriterende i det hele taget opføre os som børn overfor vores himmelske far.

 4. – og hvordan er det relevant for din menighed?

Jeg tror rigtig mange mennesker faktisk har svært ved at være helt ærlige overfor Gud. Vi vil gerne tage lidt hensyn og synes vel ikke Gud helt kan tåle at høre hvordan vi i virkeligheden er, og derfor er det godt at høre om den emsige og irriterende enke, der ikke bare bliver tålt, men endda ender med at få sin vilje!

 5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

”Kan man forestille sig noget mere irriterende end børn, der plager? – børn, der smider sig ned på gulvet i Brugsen foran slikhylderne og laver en kæmpe scene indtil de får hvad de vil have. Kan man forestille sig noget mere irriterende?
JA, man kan forestille sig børn, der IKKE plager!
Børn, der er så vant til altid at få et nej, til at bliver overset og sat i sidste række. Børn, der tager hensyn til deres forældre, før de tænker på sig selv. Børn, der hele tiden prøver at være til behag for bare at få en lille smule kærlighed….” 


8. søndag efter trinitatis 2024

Læs teksten her

Af: Dorte Wittrup Winther, Brændekilde og Bellinge sogn

Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Der er tema om at forholde sig til hvilken grund vi står på. Det står tydeligt frem i talen om at bygge hus på en klippe eller på sandbund. Og så ligger der en mere indirekte tænkning i de første linjer af evangelieteksten, hvor der tales om menneskets selvkredsen, hvor der spørges ”har vi ikke profeteret og uddrevet ånder” en selvrefererende retfærdiggørelse af menneskets handlinger, som om, at vi kan bygge livet på det vi selv gør. I Mika teksten gøres det klart at mennesket ikke lever af brød alene, for forfalder vi til det, så ”bliver jeres nat uden syner, mørket uden spådomme”. I teksterne er der en modsætning mellem menneskets selvkredsen og besindelse på fundamentet i troen.

Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Vi skal leve vores liv på et solidt fundament og det får vi i troen og håbet, der knytter sig til, at vi både er støv og ånd. Der er noget der kommer til os udefra, som vi skal huske at have blik for. I mange år har ”hamsterhjulet” været billede på at livet bare kører med en, hvor træthed og byrder kan gøre livet meningsløst. Og så kommer mennesket til at spørge efter mening. ”Hamsterhjulet” er også et godt billede på at man ikke har et sted at stå, at der ikke er et fundament, når hverdagen kører med en. Vi skal løfte blikket, mødes om det fælles 3. Her i bryllupsmånederne er det meningsfuldt at minde brudepar om, at den kærlighed, der holder parret sammen, kommer fra kilder udenfor dem selv. De står på et fundament som er kærligheden, ikke kun deres indbyrdes kærlighed.

Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Det er vigtigt at pege på, at vi mødes til gudstjeneste for at løfte blikket. Så vi ikke blot lever et liv hvor vi gentager os selv, i ord og handlinger, hvor vores samtaler ikke hæver sig op over almindeligheder. Menneskelivet er mere end almindeligheder, der ligger i ethvert menneskeliv valg og længsel efter mening, som vi henter i kilder udenfor os selv. Her i foråret var jeg på kursus med en flok præster, og en af dagene faldt snakken på, hvad der havde givet os blik for at verden bød på flere muligheder og højere luft end den vi måske var vokset op i. I samtalen blev der nævnt eksempler fra musikken, litteraturen, gudstjeneste liv, salmer og skolelærere – der på forskellig måde havde givet mål og mening i livet.

 – og hvordan er det relevant for din menighed?

Det er altid relevant at stoppe op og tage det ”lange lys” på, og prøve at få overblik over hvor mennesket er på vej hen. Og gøre sig tanker om hvilken grund man står på. Det kan nemt vise sig at være et ret skrøbeligt fundament, hvis man er optaget af at retfærdiggøre sig selv, og sige ”har jeg ikke gjort dit og dat”. Nåden ligger I at besinde sig på at Gud giver fundamentet og bærer vores liv. Man kunne eksemplificere det med fortællingen hvor Jesus går på vandet og kalder Peter ud på vandet, men da Peter bliver optaget af sig selv, ja der synker han, og det der redder ham, er at gå i tillid med blikket rettet mod Jesus.

6. sønsdag efter trinitatis

Læs teksten her

Af: Anders Carlsson, Vejstrup Valgmenighed

1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Hver gang Jesus møder et menneske, der spørger ham til råds, er der er form, som ikke er til at overse, når man først har fået øje på den. For der er en figur og en stilform, en slags støbeform med et helt særligt mønster, som fortællingerne om Jesus igen og igen bliver støbt i: Der kommer et menneske og spørger Jesus til råds eller spørger efter vejledning: ”Hvad skal jeg gøre for at være god?” - ”Hvad skal jeg gøre for ikke at øve ondt mod mit medmenneske?” - ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” - ”Hvad skal jeg gøre for at gøre dét, der er moralsk rigtigt?”. Altså en slags ”Mads og Monopolet” for viderekomne, hvor Jesus bliver bedt om at løse det ene dilemma efter det andet.

Og så sker det hver eneste gang. Det er selvfølgelig forskellige ord, som Jesus bruger, men meningen er den samme: ”Du spørger ikke, fordi du ikke kender svaret – nej, du spørger, fordi du håber, at der er et andet og mere overkommeligt svar, end det, som du inderst inde godt kender. Men det er der ikke.”

Mon ikke alle os, der er så privilegerede at have læst under K. E. Løgstrups vinger ville formulere det på den måde, at når det gælder spørgsmålet om, hvordan vi skal agere og handle i en bestemt situation, så har Jesus en ubetinget tillid til vores opmærksomhed, fantasi og indlevelsesevne.

For nu at citere Løgstrup selv fra ”Norm og spontaneitet”:

"Fordringen er blandt andet formuleret i den gyldne regel: Alt hvad du vil, at de andre skal gøre imod dig, det skal du gøre imod dem. Den er alt andet end en lunken regel om at gøre gengæld Den forlanger, at vi skal fantasere os til, hvordan vi ville ønske der blev handlet imod os, hvis vi var i den andens sted for så aktuelt at handle imod den anden på den måde."

Og det er det, vi tit unddrager os.  Og det er det, som den unge mand i dagens tekst sikkert også vil unddrage sig.

Når det drejer sig om den unddragelse, så havde man det på Jesu tid med at anvende loven, den hellige tekst til at holde sig livet fra livet. Nu om stunder er eksemplerne legio, når det drejer sig om at skyde metoder og systemer imellem sig selv og det liv, der hele tiden fordrer én. Mindset, åndelig vejledning, coaching….

Vi skyder alt dét imellem os og vores omverden for at gøre os tingene meget lettere. Som den unge mand, der spørger om ”evigt liv”. Mon ikke at han havde håbet på et svar, der var lettere at opfylde, end det svar, han så fik?

Det, som Jesus svarer ham, kunne fint siges med Storm P., der lader en af sine figurer sige: "Det er svært at være menneske", hvortil den anden svarer: "Ja, men prøv alligevel". Og det svar er mere end bare en opfordring til at opføre sig ordentligt.

2. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Jesus siger det på mange måder, men meningen er den samme: vi ved godt, hvad det er, vi skal – vi gør det bare ikke. Og så bruger vi religionen til at smyge os uden om det krav, vi kender.

Hvis nu Jesus så bare ville være behjælpelig med en god forklaring eller en god begrundelse.

Men det er så det, han ikke vil. Og på den måde mere end antyder han, at vi med vores forestillingsevne og indlevelsesevne er blevet udstyret med den bedste mulighed af alle for at sætte os ind i, hvad der tjener vores medmenneske og vores natur bedst. Jesus ville sige det sådan her: ”Du skal forestille dig, hvordan du i en given situation – nemlig den situation, dit medmenneske befinder sig i netop nu – du skal forestille dig, hvordan du i dén situation gerne ville have hans eller hendes hjælp. Og du skal gøre det uden tanke på hverken belønning eller straf.”

3. – og hvordan er det relevant for din menighed?

Budskabet er evigt aktuelt og relevant: nemlig kristendommens tilskyndelse til i frimodighed at svare på den fordring, der udspringer af mødet med vores medmenneske og med naturen, uden at tænke på hverken belønning eller straf.

På dén måde rummer kristendommen en moralsk fordring – en etisk fordring, som dybest set udspringer af vores helt konkrete møde med vores medmennesker og med naturen. Og kun på dén måde er kristendommen moral.

Så kristendom er moral – og lad mig her bringe en evigt aktuel filosof ind i overvejelserne, for ja, kristendommen er en slavemoral, sagde filosoffen Nietzsche. Og med slavemoral mente Nietzsche, at kristendommen er en moral for mennesker, der ikke magter at leve livet uden at være afhængige af en Gud, der giver dem svaret på, hvordan de skal leve.

De fleste af os kender Nietzsche som ophavsmand til erklæringen ”Gud er død”. Men hvad der måske er overraskende for næsten alle, der kender Nietzshes dødsdom over Gud, er, at følgerne af den dødsdom er langt mere kristne, end Nietzsche overhovedet var i stand til at forestille sig. Nietzsche var måske alligevel ikke præstesøn for ingenting. For når nu Gud er død, siger han, så må vi så meget mere prise menneskets skabende evne. Og i stedet for at se det som et problem, at Gud ikke har givet os svaret på, hvad meningen er med vores liv, ja så skal vi i stedet for se det som en mulighed for selv at give tilværelsen mening.

Jesus kunne på sin vis have sagt det samme. Ja, Jesus kunne have sagt det samme – så bortset fra det med Guds død, kunne Jesus ikke være mere enig.

For ligesom Nietzsche, så tror Jesus ikke på en Gud, der har svaret på menneskers moralske spørgsmål - altså har svar på spørgsmål om, hvad vi skal. Det lyder bare sådan. ”Vær barmhjertige som jeres himmelske fader er barmhjertig.” Men hvis de ord skal høres som sådan en almindelig moralsk belæring, så må vi sige om kristen tro, at den er en moral, som det er umuligt at praktisere. ”Vær ligesom Gud, vær fuldkomne…!”

Så hvis kristendom er moral, så er det i så fald en moral, der ikke kan praktiseres. I hvert fald ikke af folk, som folk er flest.

Det er den idé, som op gennem historien har sat sig spor i kloster-liv og i dyrkelse af helgener. Og tanken bag idéen var, at særligt begavede og udvalgte mennesker på vores vegne kunne præstere, hvad vi ikke kunne. Men de – ja, netop de kunne vise guddommelig barmhjertighed. De kunne give og tilgive, de kunne elske uselvisk og de kunne elske selvforglemmende.

Og det er måske også det spor, som vores protestantiske, vesteuropæiske samfund har lagt sig i – sådan som samfundet (altså os alle sammen til sammen) ser ud til at være tilfreds med en kirke, der ikke blander sig i vores liv - men som så til gengæld passer sit på alles vegne.

Sociologerne og systemtænkerne siger det på den måde, at i et moderne samfund drejer det sig om at kommunikere, altså at tale med hinanden - uden at tale på hinandens vegne. Vi skal tale om hver vores. Og det betyder, at vi kun er interessante Når vi som kirke er ”det andet”, som ikke er kultur” eller ”samfund”. Og når vi som sådan henviser til dét, vi rent faktisk ved noget om.

 

Og tillad mig her at komme med et lille indskudt hjertesuk: Derfor har jeg også altid hævdet, at det vigtigste i kirkens forkyndelse ikke er at være synlig (for enhver pris), men at være tydelig i sit budskab. Vi skal tale om det, som kun vi kan tale om. Vores krav til os selv må derfor være at tale tydeligt. På den måde bliver vi som kirke ikke kun interessante, men også betydningsfulde at tale med, hvis vi overhovedet bliver det…

Og her kan så diverse kasseroller med nudler, poser med gulerodsfrø, indkøbsvogne med dåsecolaer  og andre håbløse rekvisitter og andre ”kreative og opfindsomme indslag” i kirken anvendt ved gudstjenesterne i bedste fald være med til at forplumre budskabet og i værste fald fordreje budskabet, så det bliver aldeles utydeligt, og så det er noget andet end evangeliet, vi får sagt noget om - os selv i al vores hjælpeløshed, måske…? Så budskabet i stedet for bliver en tåkrummende udstilling af vores egen ubehjælpsomme selviscenesættelse.

Men igen: Som kirke og menighed er vi kun interessante, når vi henviser til dét, vi rent faktisk ved noget om og når vi er tydelige.

Og derfor er kirken da også som ”det andet” en slags samfundsmæssig kortslutning med en utilpasset grundlægger, der aldrig er til at få sat i noget system og hvis budskab er universelt på tværs af alle de grænser, vi sætter mellem os selv og andre – også andre områder af vores samfund. ”Vi skal være barmhjertige, vi skal ikke dømme eller fordømme, vi skal i det hele taget være som vores læremester.”

 Er det undertrykkende?

Ja, den tanke kunne vi måske få, når vi hører begrundelsen for den barmhjertighed og tilgivelse ,som vi skal vise og  række vores medmenneske. ”Det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med,” siger Jesus. Og det er slet ikke til at komme uden om, at dét fuldstændigt lyder som sådan en slags flad gengældelsesmoral.

Men der er ikke tale om, at vi skal lære troen som en anden lektie, som vi så kan dunke hinanden i hovedet med. Det kunne vi ellers nok finde ud af, hvis det var sådan det forholdt sig med vores religion. Men det er det ikke. Vi kunne nok dresseres til at sige artigheder på remse.

Her kunne Jesu ord i Matthæusevangeliet om, at ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” kaste et vigtigt lys ind over dagens tekst.

For uanset, hvor bagvendt det så lyder, ja så tjener det, som Jesus her har befalet, til at opgive bud og befalinger som vores livsgrundlag. Jesus erstatter netop foreskrifter med forestillinger.

4. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

 Alt hvad Jesus har befalet er, at vi bruger vores indlevelse og forestillingsevne, når vi møder det andet menneske, så vi deltager fantasifuldt i det andet menneskes liv, uanset om det liv så er en fest eller en fortvivlelse.

Og når vi overfor dét kæmpe krav også skal opdage vores egen selvtilstrækkelighed og selvoptagethed, så lever vi samtidig af den mildhed og tilgivelse, som Jesus, der gav befalingen, lovede at følge os med. Og den magt, som han i sin dåbsbefaling sidst i Matthæusevangeliet lovede at følge os med, ja den magt er forståelsens og tilgivelsens magt – sådan som lige netop tilgivelsens magt er det, vi får brug for, når vi i kravet også kender vores egen begrænsning som mennesker.

Så vi skal ikke ”lære”, sådan som den unge mand i dagens tekst sikkert havde håbet det - nej, vi skal ”lære at holde” alt det, som Jesus har befalet. Og det er en helt anden sag. For den, der går i gang med det projekt - nemlig at holde hans befalinger, kommer helt uden videre til at afmontere sin drøm om at udøve nogen form for magt og ved hjælp af dén få evigt liv.

Jesus befalede os at elske vores medmenneske som os selv efter grundsætningen om, at alt, hvad vi vil, at mennesker skal gøre mod os, det skal vi gøre mod dem. Og dét er så langt fra en simpel regel om gengældelse, som man kan komme. For med vores evner for indlevelse og medfølelse ved vi udmærket godt, hvilken hjælp og tilskyndelse vi bør være i et hvilket som helst af vores medmenneskers liv. Det kender vi fra, når vi står med vores barn i armene – så ved vi godt, hvad vi skal gøre. Så bliver der kaldt på vores omsorg og kærlighed og indlevelse.

Og ligesom vi kender vores eget ønske om, at alle og enhver skal elske netop vores livsudfoldelse, ja sådan kender vi også kravet til os om at elske deres livsudfoldelse - altså også deres livsudfoldelse, som vi slet ikke forstår.

Der er ingen af os, der fuldstændigt efterlever Jesu befaling om at holde hans bud. De er de mest naturlige af alle bud, men vi kan ikke få vores natur med til dem. Det er det grundlæggende gådefulde i vores fælles liv med hinanden.

Vi kan ønske, at vi kunne, men vi kan ikke. Men meningen er så ikke, at Jesus så vil slå os tilbage i vores afmagt med befalingen. Nej, meningen er, at vi over for det krav, der bliver stillet til os  - meningen er, at vi overfor dét krav erkender, at vi alle sammen skal leve af den samme forståelse og den samme tilgivelse.

Og indtrykket af, at nøglen til vores moral findes i en selvbesindelse, ja dét indtryk bliver forstærket med spørgsmålet i en anden trinitatis-tekst (4. s. e. trin, 1. tekstrække) om, hvorfor vi ser splinten i vores broders øje, men ikke lægger mærke til bjælken i vores eget øje?

Og det kunne lyde som en slags evangelisk U-vending, for nu at tale med en af tidens fremmeste sociologer. For sociologen Rasmus Willig har vist, hvordan samfundskritikken og kulturkritikken har ændret sig og er blevet til selvkritik. Vi var tidligere ganske overordentlig sikre på, at hvis der var noget i vejen, så var det samfundets skyld. Nu er det vores egen skyld. Den udadvendte kritik er afmonteret og returneret til afsender. MUS-samtaler, coaching og fitness har anbragt os i en selvkritisk position. Hvis der er noget, der skal laves om, så er det os selv.

Så U-vendingen indebærer iflg. Willig, at problemer bliver løst ved, at vi forbedrer os selv. Forandring indebærer selvforandring - spørg bare din chef eller din træner!

Og Jesus kunne sagtens være selvkritikkens chefideolog… hvis det ikke lige var, fordi selvet ifølge ham ikke er vejen. For vejen til vores viden om, hvad det er, vi skal nu og om lidt går iflg. Jesus ikke indad men henad. For med Jesu moralske belæring vågner nemlig en erkendelse af, at vi godt ved, hvad det er, vi skal – og vi ved det så også, uden at vi skal læse os til det i en bibel.

Det er derfor, vi kan sige, at Jesus er meget mere i slægt med gudløshedens filosof Nietzsche – og meget mere, end Nietzsche ville bryde sig om at vide – og så er det også derfor, at vi kan sige, at Jesus er mere i slægt med Nietzsche, end Jesus er med den senmoderne idé om, at vi hver især er forandringsagenter, og at kritikken af forholdene begynder med en kritik af os selv.

Nej, siger Jesus – det er fra mødet med vores medmenneske, at ved vi, hvad det er, vi skal. Så det moralske krav til os udspringer hverken af mødet med en bog eller mødet med ”os selv” - nej, det moralske krav til os udspringer af mødet med den anden. Og i dét møde, er der aldrig på forhånd noget fikst og færdigt svar på, hvordan vi skal leve.

Men der er en vej at gå – en vej, hvor Jesus sætter sin lid til vores indlevelsesevne og fantasi.

I Jesu såkaldte sletteprædiken bliver moralen nemlig sammenfattet i følgende krav: ”at som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.” Sådan priser Jesus menneskers skabende evne – sådan priser han vores evne til at forestille os og indleve os i vores medmenneskes nød og bekymringer for så uden videre at imødekomme den evne – og dét helt uden tanke på hverken løn eller gengældelse.

Jesus udskifter ikke en moral med en anden - den hebraiske bibels eller den moderne sociologis eller en hvilken som helst anden moral. Så i stedet for moral – eller slavemoral, sådan som Nietzsche ville have sagt det – i stedet for en hvilken som helst moral sætter Jesus indlevelse, fantasi, opmærksomhed og skrøbelig barmhjertighed.

Så igen, og det kan ikke gentages tit nok: Jesus siger, at i mødet med det andet menneske ved vi, hvad vi skal. Så spørgsmålet er ikke, hvad vi skal eller hvad vi bør. Nej, spørgsmålet er, hvorfor vi ikke gør det, vi ved, at vi skal og bør gøre. Eller hvorfor vi ikke altid gør det, vi skal.

Og lige nøjagtigt hér er det så, at der med Jesu forkyndelse vågner en erkendelse af, at der selv med det mest ædelmodige engagement, med selv den oprigtigste vilje og flittighed – at der selv med alt dét følger en skyldighed, som ikke er til at bære. Vi bliver hinanden skyldige, og vi bliver skyld i hinandens modgang. Men med sin forkyndelse afmonterer Jesus moralen som den afstivning, der skal hjælpe os med at holde os selv ud og holde os selv oppe.

Det er meningen med anbefalingen af at anvende det mål, vi selv vil måles med og at tage bjælken ud af vores eget øje for at kunne se klart.

Vi ville sige det på den måde, at det ikke giver mening at korrekse det medmenneske, der blev skyld i vores ulykke – altså det medmenneske, som blev vores skyldner. For vi skal selv leve af den samme barmhjertighed og tilgivelse, som vores medmenneske lever af.

Så Jesu forkyndelse er så langt fra en moralsk U-vending imod selvet.

Nej, i stedet for dét er Jesu forkyndelse en helt Nietzschesk tiltro til vores skabende evne, til vores indlevelse og til vores forestillingsevne - og hans forkyndelse er så også et tilsagn om, at vi alle til syvende og sidst skal leve af den barmhjertighed og tilgivelse, han afslørede som den levende Guds sande væsen.

Og er der så nogen som helst af os, der kan have grund til at føle sig ufri – eller spurgt på en omvendt måde: kan vi være friere som mennesker – som de ufuldkomne væsener, vi nu engang er – som dem, der ikke altid kan elske selvforglemmende eller uselvisk – kan vi være friere som mennesker end vi netop er i lyset af den levende Guds kærlighed. Kan vi være friere, end når den levende Gud siger til os, at vi hverken behøver at se på eller se ned på hinanden – som herrer eller slaver – fordi vi alle sammen lever af nøjagtigt den samme tilgivelse?

Jeg kunne her gerne indskyde en enkelt parentetisk bemærkning, som knytter sig til Christian Hjortkjærs tanker om forbud og påbud – blot til videre inspiration. Hans to bøger ”Utilstrækkelig” og ”Skamfuld” hermed til anbefaling.

I et interview i Højskolebladet siger Hjortkjær bl.a. ””I min undervisning plejer jeg at tage udgangspunkt i den kultur, min bedstemor voksede op i. Det var, hvad man kunne kalde, en forbuds- eller lydighedskultur, hvor det var ret tydeligt markeret, hvad hun måtte. Jeg har et billede i mit hovede af en cirkel, som hun befandt sig inden for og ikke måtte træde uden for. Og hvis hun gjorde det, fik hun et rap over fingrene – og så skyndte hun sig tilbage i cirklen. Det var det tilladtes territorium. Sådan var det for hende at være barn og menneske. Hun var vokset op i et forbudssamfund og derfor også et skyldssamfund. Hun følte skyld over ting, hun havde gjort forkert.”

Det er så langt fra det samfund, højskoleelever i dag vokser op i, mener Christian Hjortkjær. Der er tilsyneladende ikke de samme skarpt markerede grænser.

”Der er meget få ting, de unge ikke må i dag. Men der er rigtig mange ting, de skal. De er vokset op i det, jeg ville kalde et påbuds- og handlingssamfund. De skal en hel masse, og der er ikke en klart defineret cirkel rundt om dem, som de ikke må træde uden for. Der er i stedet en lang række idealer, som de skal leve op til.

”Idealer virker helt anderledes på os rent psykologisk. Idealer kan man aldrig nå i mål med. Det siger sig selv. Idealer er ideelle. Det, vi har i dag, er ikke det tilladtes territorium, men det teoretikerne kalder mulighedernes kontinent. Alt er muligt, og vi farer rundt for at prøve det hele, hvor vi også er lidt febrilske og ikke rigtig ved, hvilke muligheder, der er de rigtige, hvilke der er de gode muligheder. Derfor giver idealer ikke skyldfølelse, men utilstrækkelighedsfølelse.”

Og i tråd med Jesu svar til den unge mand, der spørger om evigt liv, siger Hjortkjær i samme interview: ”Som højskolelærer er min opgave ikke at fortælle eleverne, hvordan de skal leve deres liv. Det er at starte en eksistentiel samtale og måske en gang i mellem slå dem i hovedet med en stav, så de ser, at de har et ansvar. Ikke et træls, udmattende ansvar, men et opbyggeligt ansvar. Et sandt ansvar.”

Disse sidste inspirationsord lægger sig også fint i forlængelse af temaer, som netop udspilles i disse uges trinitatis-tekster, både 1. og 2. tekstrækkes – om bl.a. fjendekærlighed og om at være fuldkomne, som vores himmelske far…

Her tager Jesus igen og igen lovens bestemmelser og han strammer dem så vidt, at de ender med at blive aldeles absurde. I stil med de påbud, som den unge generation er vokset op med: at skulle være fuldkomne og lykkelige og….

Men hvornår er man lykkelig ”nok”? Og er ønsket om fuldkommenhed og evigt liv en god rejsefælle, når man begiver sig ud i livet med studenterhatten hængende på sned, efter at festlighederne er tonet ud og den konkrete virkelighed melder sig ude i den disede horisont?

5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Det har jeg endnu ingen anelse om, men et bud kunne da vel være:

Storm P. lader et sted en af sine figurer sige: "Det er svært at være menneske", og til dét svarer den anden: "Ja, men prøv alligevel" 


5. søndag efter Trinitatis

Læs teksten her

Af: Rasmus Markussen, Ørbæk

1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

For en gang skyld ser jeg virkelig mange, og de er næsten alle sammen belejligt ordnet i modsætningspar, som kan sammenfattes i forskellen GUD – menneske.

Hos Jeremias Jammerkommode: At udvælges – at vælge selv. Guds ord – menneskeord.

Hos Simon Småsten: At vælge – at vrage. Hjørnesten – anstødssten. Lydig – ulydighed. Ære – skam. Oprejsning – fald.

Hos Matthæus Mumlegøj: Guds viden – menneskets tro. Messiashemmelighed – messiasløgne. Peters bekendelse af Jesus som Kristus – Kristi forsagelse af Peter som Satan selv. Guds vilje – menneskets vilje. Kors – herlighed. At følge efter på Guds vej – at mase sig foran på Satans vej. Frelse – fortabelse. Liv – død.

2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

I disse modsætningspar ligger der et meget tydeligt forlangende til både det lidt for usikre menneske (som evangelium) og til det meget for sikre menneske (som lov): Du skal høre det, Gud vil, og ikke det, du selv vil. Du skal gøre det, Gud vil, og ikke det, du selv vil. Det er bare et forslag, men det kunne siges: ”Ske din vilje…”

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Når først forskellen på Gud og menneske er blevet banket ind i hovederne på kirkegængerne, er der store muligheder i denne meget vigtige og meget voldsomme tekstbid af Matthæusevangeliet, som markerer overgangen fra første hoveddel (”Fra da af begyndte Jesus at prædike: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!”” (Matt 4,17)) til anden hoveddel (”Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag.” (Matt 16,21)), fra forkyndelsen af himmeriges herlighed til forkyndelsen af jorderiges kors. Og det brænder for alvor på i krydsfeltet mellem Peters bekendelse af Jesus og Kristi forsagelse af Peter: Det handler både om hvem Jesus er og hvordan Kristus er.

Jeg tror, jeg for en gangs skyld vil benytte lejligheden til at tale lidt om efterfølgelse, om at ”Vi er Guds hus og kirke nu / bygget af levende stene” (DDS 323,3). Især hvis der er dåb kunne udgangspunktet være vores tudsegamle og tudegrimme døbefont som snublesten og/eller trædesten til at blive et medlem af Guds udvalgte slægt, Guds kongelige præsteskab, Guds hellige folk, Guds ejendomsfolk. Og så også liiiiiige lidt om hvad Guds frie nådevalg betyder: ”For hvad der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave, selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve et sådant embede.” (Martin Luther: Til den kristelige adel af den tyske nation om den kristelige stands forbedring). I har hørt, at der er sagt (af Luther og Mads Davidsen), at det afgørende er, om man er kaldet eller ej, men jeg siger jer, at det afgørende er, at man prædiker Guds ord om Jesu Kristi liv og lidelse, død og opstandelse eller egne ord om alle menneskets fortræffeligheder. Ske din vilje… Ikke min…

4. – og hvordan er det relevant for din menighed?

Det er altid det sværeste spørgsmål, og denne gang giver jeg op på forhånd og svarer, at grundlæggende evangeliske sandheder per definition er relevante ikke bare for min, men også for din menighed. Og hvis jeg ikke kan formå den og dem til at forstå, at der altså må og skal prædikes korsteologi og ikke herlighedsteologi, så må Helligånden gøre det. Det er alligevel altid ham, der må gøre mit beskidte arbejde.

5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

It’s all in the first line, men den er svær… Måske:

”Som min mor altid siger: ”Kan du ikke forstå det, så må du lære det udenad. Lystre, det skal du!””


4. søndag efter Trinitatis 2024

Læs teksten her

Af: Ole Buhl Nielsen, Brahetrolleborg, Krarup, Ø. Hæsinge

1.

Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Hvordan kan jeg skabe med på livet, så det bliver større og bedre for mennesker omkring mig og ikke snævrere og hårdere? I den gammeltestamentlige læsning fra 5. mosebog betones det, at man skal efterlade noget til den sultne og fattige, når man høster og at man ikke må bøje retten for den fremmede og faderløse, fordi man engang selv var træl men blev sat fri af Gud. Jeg var personligt ikke med til udvandringen fra Ægypten, selv om jeg efterhånden har været med i mange år, men jeg tror på, at jeg, der er syndens træl, sættes fri af Gud ved Jesus Kristus. Det er også det budskab, jeg kan tage med fra den nytestamentlige læsning fra romerbrevet. Er man selv en frigiven, skal man ikke holde andre i trældom, men skabe med på livet og gøre det større. Og i evangeliet til denne søndag stilles den umulige fordring op om at elske sin fjende, begrundet i at vi som mennesker, der har bånd til Gud, skal være fuldkomne som vores himmelske far er det. I en tid, hvor vi ”prepper” og frygter kommende mulige konflikter, er det relevant tale. I nogle sammenhænge vil det at elske sin fjende måske blive udlagt som højforræderi, men en del af fjendekærligheden kunne være at fastholde et billede af fjenden som et menneske og ikke forfalde til at se fjenden som et monster! Der kunne være en vej fremad i det, for man forsoner sig ikke med monstre og stifter ikke fred med monstre men med mennesker. Jeg kan anbefale at finde historien om Izzeldin Abuelaish på Google. Der er for nylig kommet en dokumentarfilm om ham, som hedder ”I shall not hate” og hans historie og skæbne kan måske tænde et håb i Israel/Gaza konflikten. 

2.

Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Du skal skabe med på livet i stedet for at gøre det mindre og hårdere for dine medmennesker. Du skal sætte dig ud over dig selv og i glimt være fuldkommen som Gud er fuldkommen. Evangeliet nævner ganske vist ikke, at det skal være i glimt, men hvis der i evangeliet ligger et ”skal”, som vi har en chance for at opfylde, kan det vist højst være i glimt, at vi viser os fuldkomne. Måske er det at elske ubetinget og uden forbehold et glimt af fuldkommenhed og måske er det at se sin fjende som et medmenneske også et glimt af fuldkommenhed.

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Jeg vil prøve at tale om forskellen på at være perfekt og fuldkommen, og undersøge, om det ikke kan være muligt for alle os uperfekte og syndere at være fuldkomne i glimt. Det kunne være i de glimt, at vi møder nåden og barmhjertigheden mellem mennesker. Jeg er med på, at Jesus’ fordring om fjendekærlighed kan stille os alle på den forkerte side af stregen og dermed afsløre, at vi alle har brug for Guds nåde, og at der er en prædiken i det. Men jeg synes, at der kan være noget befordrende i også at undersøge, om vi ikke i en eller anden udstrækning kan opfylde Jesus’ bud og om det ikke er der, vi for alvor bliver med-mennesker i stedet for mod-mennesker.

4. – og hvordan er det relevant for din menighed?

Vores tid risikerer at blive en tid, der fostrer stor uforsonlighed mellem mennesker, der ser forskelligt på ting i verden… Israel/Gaza, Biden/Trump, støtte til Ukraine/ikke støtte til Ukraine, fuld fart på grøn omstilling/ snusfornuftig grøn omstilling, kristne/muslimer, troende/ateister, woke/traditionelt syn på køn … og der er helt sikkert flere modsætningsforhold, som risikerer at sende os ud i en moderne retorisk virkelighed, hvor vi selv definerer sandheden som ”min” sandhed og lader hånt om de andres sandhed og for den sags skyld også lader hånt om fakta. Måske er det ind i den virkelighed, vi skal tale om at elske vores fjender. Jeg har en tro på, at Gud er Gud for alle, onde såvel som gode, så vi må også lade evangeliets nåde være for alle i tro på Kristus, onde såvel som gode, de dumme såvel som os selv (smiley)!

5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

I aften er det sankt Hans aften, og vi futter hekse af på bålene rundt omkring.


3. søndag efter Trinitatis 2024

Læs teksten her

Af: Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup kirke.

1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Normalt vil faderen blive identificeret med Gud og de to brødre som henholdsvis hedningene og jøderne. Alternativt kan de to brødre udlægges som to forskellige sindelag i menigheden. Et tema er brødrenes forhold til faderen, et andet er at miste noget og få det igen og et tredje er faderens kærlighed til sønnerne.

2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Der er ikke et direkte ”du skal”, men et ”du burde”, der også kræver noget af menigheden. Faderen fortæller nemlig den ældste søn hvad han burde, når han siger: ”Men nu burde vi feste og være glade, for din broder her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men blev fundet.” Det er historisk blevet udlagt som at jødemenigheden burde tage imod hedningemenigheden. Problemet i dag er, at alle der kender Christian Hjortkjærs bog Utilstrækkelig ved, at faderen er gået lige i påbudsfælden, når han fortæller sin ældste søn, hvordan han burde føle. Dette kan aktualiseres i prædiken ved at pege på, at ikke engang faderen, som normalt identificeredes som Gud, kan få verden til at være som den burde. I den optik kan der peges på, at alle figurer er styret af, at verden ikke er, som den burde på godt og ondt. Faderen fordi han ikke kan få to glade sønner, og de to brødre fordi ingen af dem får som fortjent.

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

En væsentlig pointe er, at når det gælder kærlighed går tingene sjældent som de burde.

4. – og hvordan er det relevant for din menighed?

Evangeliets centrum er en faderes kærlighed, som ikke burde være der, men er der. Menigheden har også forestillinger om hvordan alt burde være og må som figuren leve med, at alt sjældent bliver som det burde, men er, som det er.

5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde? - Vedhæft evt. din prædiken

”Burde det ikke være anderledes?” Eller, ”Der er noget der ikke er som det burde være…”


2. søndag efter trinitatis 2024

Læs teksten her

af: Kristina Løvenstrøm, Vindinge Sogn

1.       Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler egentlig først over Jeremias (i den gammeltestamentlige læsning). Han var udmattet af sin opgave, står der (i 2020-oversættelsen). Den situation er velkendt for mig – ikke mindst når jeg i en prædikensammenhæng tænker på evangeliets ord om at hade (eller: bryde med i 2020-udgaven). 

Guds svar til Jeremias er: Hvis du vender tilbage til mig, skal jeg hjælpe dig. Så du kan blive hos mig. Ikke overraskende ser det ud til, at Gud har fat i den længste ende – igen. Gud ved, at det er problematisk for et menneske at vende sig væk fra Gud – hos Gud har vi det bedst. Og vender vi os væk, så bliver vi udmattede.

Det får mig til at vende mig mod dagens evangelium. Hvordan kan det at hade på nogen måde hænge sammen med Gud, der er kærligheden selv? Det er den tanke, der udmatter mig. Og samtidig ved jeg, at jeg er nødt til at se på ordene ikke som en befaling – men som ord, der handler om den virkelighed, der gør mig godt, når jeg overgiver mig til den: Gud er og bliver det vigtige. Det vigtigste. Alt i denne verden kan tages fra os – undtagen Gud. Det viste Gud om noget sted, da Gud ydmygede sig selv og hængte sig på korset: Jeg er med dig, menneske, til evig tid og alle steder. Ingen kan tage det fra dig – end ikke døden, siger Gud. Sætter mennesket noget højere ende Gud, så ender mennesket med at blive udmattet.

2.       Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Muligvis pga. sommerferie er det meget lang tid siden, jeg prædikede over denne tekst. Jeg talte om omkostninger og konsekvenser ved at være kristen. Og jeg er ikke sikker på, jeg ville gribe teksten an på samme måde nu som dengang. Handler det om, hvordan vi er overfor hinanden som mennesker, bliver det til etik og moral. I dag tænker jeg, at teksterne er Guds ord til os – det enkelte menneske stillet overfor Gud. I det regnskab er der kun 1 ting, der tæller. Nemlig, at du ved, du har Gud i ryggen. At du har Gud med dig igennem livet. Ja, og mere end det (fordi Gud som det eneste kan følge dig også ind i døden).

3.       - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Se punkt 2.

4.       Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Man kan godt sige til sig selv, at man har Gud med sig – og at Gud er det eneste, man kan være sikker på hele vejen. Fordi intet og ingen kan tage Gud fra dig (i modsætning til alt andet – inkl. din mor og far osv.). At have Gud med sig er en kærlighedserklæring, der muligvis slet ikke kan begribes (med forstanden). Det hjælper, at få det at vide. Måske er det i virkeligheden altafgørende ikke at skulle sige det til sig selv – men netop: at få det givet. I en prædiken. Eller i en samtale mellem to.

5.       Hvad kommer det mig/os ved?

Hvis du fint kan leve dit liv på det, du har omkring dig – det, som kan rives fra dig på et hvilket som helst tidspunkt – så kommer det dig sikkert ikke noget ved at vide, Gud dybest set er det eneste, du kan regne med. Hvis du mærker en snert af døden hive i dig eller det, der er omkring dig, så vil jeg tro, det betyder alt for dig at vide, intet kan tage Gud fra dig. Det gør det i hvert fald for mig.


1. søndag efter trinitatis 2024

Læs teksten her

Af: Ina Balle Aagaard, OUH

Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Umiddelbart handler temaet i Prædikerens Bog om: At penge og rigdom er tomhed. Opsparet rigdom bliver til ulykke for den rige.

Paulus skriver, at de der vil være rige, henfalder til tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. Kærlighed til penge er roden til alt ondt. Drevet af den, er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter.

Det som mennesket derimod skal stræbe efter er: Retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed, sagtmodighed.

Temaet i Lukasevangeliet handler om griskhed: At en mand har så meget korn, at hans største bekymring er hvor han skal gøre af det, så han bygger større lader. Dog skal han dø samme nat og han får derfor ingen glæde af det. Han samlede sig skatte, men var ikke rig hos Gud.

Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

I evangelieteksten ligger et ”Du skal” være på vagt over for al griskhed.

Pas på med, at du ikke bliver for fokuseret på hvad du skal eje.

Et menneskes liv handler ikke om hvad det ejer.

Griskhed eller grådighed (på latin: avaritia) er den last, man lider af, når man er grådig efter noget, evt. mad, penge eller magt udover det, man faktisk har behov for. Grådighed er en last, fordi den skader en selv og ens omgivelser.

Grådigheden er umættelig og kan derfor aldrig tilfredsstilles helt. Man er besat af at samle og eje. Det betyder mindre, hvad man ejer; men at man ejer det. Det er ikke kun glæden ved det erhvervede, men at det er mig, der har det; det er mit.

Når det regnes som en synd, er det, fordi egenskaben trækker os væk fra de andre og gør os "indkrogede i os selv", et udtryk, der stammer fra Martin Luther - incurvatus in se (= indkroget i sig selv) og man bliver dermed blind for andre.

Indenfor den katolske lære er grådighed en af de syv dødssynder. Thomas Aquinas mente, at grådighed er en synd direkte rettet mod ens næste, fordi den ene ikke kan have for meget, uden at en anden samtidig må undvære.

Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Som det vigtigste budskab netop denne dag vælger jeg at formidle, hvad vil det sige at være rig hos Gud? Lever du som en der er rig hos Gud?

Ellers stop op! Træd ud af hamsterhjulet og tænk over hvad der har værdi for dig! Lever du, som du gerne vil eller hvad skal der til for, at du opnår: Retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed, sagtmodighed i dit liv.

 – og hvordan er det relevant for din menighed?

Det er relevant for min menighed at overveje hvad man vil med sit liv, i den tid man har tilbage, kort som lang. Vi skal alle herfra før eller siden, derfor er det kun rimeligt at overveje hvordan vi vælger at bruge vores tid. Bruger vi tiden på at være sammen med andre eller lever vi for selv. Hvad er din tidstyv?

Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Første sætning af min prædiken kunne lyde: ”Tid er penge”, det hører vi så tit, jo mere vi kan nå på kortere tid, des bedre.

Evt. til lidt inspiration:

”Tid er penge”, det hører vi tit, jo mere vi kan nå på kortere tid, des bedre.

Vi effektiviserer, men flere og flere opgaver bliver sværere at nå indenfor aftalt arbejdstid. Derfor bliver flextid let en tidstyv foruden al den skærmtid vi gemmer os bag.

’Momo’ er en fantasyroman, som handler om materialisme, tid og overforbrug i det moderne samfund. Michael Ende skrev bogen i 1973, mens Den Uendelige Historie udkom i 1979, men ret sigende for fortællingen er, at den er tidløs og stadig aktuel i dag. (-Med sin opsætning ”Momo og tidstyvene” senest på Odense Teater her i foråret og på Fjordagerscenen i Seden.)

I fortællingen er Momo en usædvanlig pige, som bor alene i udkanten af en større by, midt i et gammelt og forladt amfiteater. De lokale beboere undrer sig over hendes tilstedeværelse og mener ikke, at sådan en lille pige kan klare sig selv. ”Hvor gammel er du Momo?” spørger de. Men Momo ved det ikke. Tiden har ikke nogen reel betydning for hende, hun kan være otte eller 100 år. Og hvorfor er det også vigtigt? Nærhed, samvær og fællesskab er det, som betyder noget.

Beboerne finder snart ud af, at Momo er god til at lytte og hjælper dem med deres problemer, for hun giver sig al den tid i verden, som er nødvendig.

Men verden er under forandring og små væsner, kaldet De grå herrer, bliver til flere og flere. De stjæler tiden fra byens borgere ved at narre dem til at tro, at de skal effektivisere og spare tiden op i Tidsbanken frem for at nyde livet. De har narret befolkningen og ført dem bort fra troen på deres eget livsindhold.

Men Momo vil forsøge at redde verden. Vi kan!: ”Hvis vi bare værner om vores tid, for tid er liv, og livet bor i hjertet” (Citat Momo).

Heldigvis har Momo venner bl.a. gadefejeren Beppo, som giver Momo et godt råd da det ser værst ud:

”Ser du, Momo, når man har en lang gade foran sig som den her, så kan man komme til at tænke, at den er for lang. Det her klarer jeg aldrig. Og så begynder man at skynde sig. Og hver gang man kigger op, synes man, at der stadig er langt igen, og det virker, som om man aldrig bliver færdig. Og man anstrenger sig endnu mere, og til sidst har man mistet pusten og orker ikke at gå et skridt længere. Og så ser man, at gaden stadig ligger dér helt u-fejet. Man skal aldrig tænke på hele gaden på én gang,

forstår du? Man skal bare tænke på det næste fejestrøg med kosten, det næste strøg og det næste åndedrag. Altså næste strøg med kosten...og næste strøg...og pludselig opdager man, at man har fejet hele gaden, skridt for skridt uden at blive forpustet. Man har slet ikke lagt mærke til hvordan det er gået til. Man ved bare, at man har udført sin opgave godt, og så går det som en leg, en dans.”

-og således opløftet kæmper Momo for, at befri sine venner fra tidsrøverne, herrerne, som bare maler verden mere og mere grå: Alle har så travlt, alt er tomhed, børn leger ikke mere, de har ikke længere glimt i øjet, alle interesserer sig kun for regler og pligter og Momo bliver mere og mere alene og ensom. ”De grå herrer” har planlagt at farve alle hendes venner grå, så hun til sidst vil overgive sig når hun ikke længere kan klare at være alene. De grådige grå har kun det ene mål for øje, at få magt over alle mennesker i hele verden.

Men Momo er helt modsat ”De grå herrer”: - hun tager sig tid, Momo er god til både at lytte og lege. Hun har en masse venner i byen. Hendes opmærksomme lytten skaber mange idéer til lege og fantasi. Liv og glæde blomstrer omkring hende.

Momo giver nutiden et spejl at se ind i: Måske kan vi tænke over, om der er plads nok til nærvær og fordybelse i vores liv? Hvad vil det sige virkelig at lytte? Er du en god detektiv i det, den anden siger? Momos fantasi giver hende evnen til at forestille sig, at tingene kan være på en anden måde, end de er nu.

- Vi lever i en tid, hvor både børn og voksne er stressede og tilsyneladende bliver stadig mere stressede. Vi har en masse teknologiske muligheder, der betyder, at vi bruger mere og mere tid foran en skærm. Vi er simpelthen mindre fysisk til stede sammen. Børn holder op med at lege tidligere og tidligere. Vi er mindre til stede i nuet og vi er mindre nærværende.

Men øjenkontakt og fysiske menneskelige møder er vigtige og den nye virkelighed har mange forskellige konsekvenser.

Børnene i institutioner og på sygehuse savner flere varme hænder. Stress og jag tager pusten fra én i begyndelsen, men det er skræmmende hvor hurtigt man vænner sig til at have travlt.

Både børn og voksne føler, at vi bliver overset og at der ikke bliver brugt tid på os. De voksne synes børnene sidder for meget foran en skærm, men har de voksne egentlig selv tid til at være sammen med børnene?

Måske skulle vi tale sammen om, hvad vi hver især oplever, som en god måde at bruge tiden på. Hvad er egentlig god tid? Er god tid at tale sammen, få læst højt, spille brætspil eller se film sammen?

-Og hvad er dårlig tid. Nogle gange får vi dårlig samvittighed over den måde vi bruger tiden på. Hvad betyder det? Hvornår har vi en god følelse af hvordan vi har brugt vores tid? Hvornår har vi dårlig samvittighed og skammer sig? Og hvorfor? Er der nogen grundt til det?

Tidstyvene lever af folks besættelse af at spare tid, som ofte er drevet af forbrugerisme og ønsket om bekvemmelighed, ”de henfalder til tilbøjeligheder, som styrter dem i undergang og fortabelse.”

- Momo finder ud af, at tiden bor i hjertet. Det er menneskene selv, der skaber deres egen tid og bestemmer hvordan den skal bruges. Hvordan føles tiden egentlig inde i vores eget hjerte? Hvornår føles det rigtigt, hvad skal der til for, at du opnår: Retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed, sagtmodighed i dit liv?


Trinitatissøndag 2024

Læs teksten her

Af: Torkil Jensen. Vester Aaby-Aastrup

1 Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Det er jo nok en af de mest kendte tekster, der er prædikentekst Trinitatissøndag  i lige år. Så det vigtigste tema er naturligvis dåben. Teksten kaldes foruden for dåbsbefalingen også for missionsbefalingen og hvis man har brug for at træde lidt uden for de alt for åbenlyse stier i teksten, kan man vælge at lægge fokus på dette ”Gå ud..”

Eller man kan gribe sætningen: ”men nogle tvivlede.”  Matthæus må have fundet denne tvivl i en ellers så afgørende situation så vigtig, at den skulle med, og det er for os, der læser teksten i dag et vindue ind i universet for almindelige mennesker. Måske kan selve befalingen læses som Jesu svar på denne tvivl. Det er almindelige mennesker med tro og tvivl, der bliver betroet denne vigtige opgave: At døbe og at gå ud.

2 Ligger der et ”du skal..” i evangelieteksten?- og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Der ligger i allerhøjeste grad et ”du skal” i evangelieteksten:  Gå ud, døb,lær dem! Hvordan det lyder på nudansk kan vel beskrives som alt det, kirken gør i nutid. Et gammelt højskoleudtryk lyder, at det, man siger og gør, skal have ”remtræk til virkeligheden”.  Her kan man måske vende det om og sige, at alt det vi foretager os i kirke og sognegård og så videre helst skal være drevet af det remtræk, der hedder ”Gå ud, døb, lær dem!”

3 Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Trinitatis søndag, eller med det gamle udtryk ”Hellig Trefoldigheds Fest” er dagen, hvor treenigheden er samlet efter pinsen også er passeret. Nu går kirken i grønt sammen med sommeren og de mange søndage, der følger frem mod advent skal bringe det glædelige budskab ned i øjenhøjde og give kraft og håb til hverdagen. Trinitatistiden er blevet kaldt ”den festløse tid” men det behøver den slet ikke at være. ”Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte, hver gang du gjorde vort liv til en fest” synger vi med Johannes Johansen. Snart er det studentertid og snart Sankt Hans.

Gå ud!

4 – og hvordan er det relevant for din menighed?

Det giver næsten ingen mening at skrive, hvordan dåbsbefalingen er relevant for min menighed. ”Kun ved Badet og ved Bordet hører vi Guds ord til os” skriver Grundtvig. Alle i menigheden har begyndt livet med Gud med, at der var nogen, der gik hen for at få dem døbt. Måske i al hast i en stue, men som regel som en festdag for familien. Festen for at blive Guds barn og festen for at blive en del af Guds menighed.

Det er vist ret relevant.

5 Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

I dag skal vi for første gang fejre kongens fødselsdag den 26. maj. Selv om Frederik bliver 56 år i dag er det nyt.

I forvejen er denne dag en festdag. Trinitatissøndag fejrer vi, at Jul, påske og pinse nu alle er en del af det indeværende kirkeår.


Anden pinsedag 2024

Læs teksten her                                                        

Af: Vita Andreasen, sognepræst ved De 4 kirker og præst for Kirken på landet i Fyens stift

Hvilket tema ser jeg umiddelbart i teksterne?

Vi skal bruge mund, og vi skal have tungen på gled, det er pinsens store forløsende tema. Pinsen er et sprogunder og en kommunikationsfest. For pinse er Ånd, vi bliver ikke fulde af sød vin, men vi beruses af glæde og forventning – venskab i stedet for fjendskab – og vi indbydes til at forstå hinanden på et dybere plan. Det er hjertesprog og resonans, som Hartmut Rosa kalder det. Resonans er, at noget sættes i svingninger i vores fællesskaber og i dybet af vores sjæle, så vi tør åbne os for hinanden og for glæden, latteren og fremtiden.

På denne kirkens første pinse sker der en forvandling, en transformation blandt Jesu venner, kvinder og mænd. I lang tid havde påskesorgen fyldt det hele, kvinderne har ikke kunnet lade være at tale om det. Mænd og kvinder sørger forskelligt, så hos mændene opstod en sprogløshed. For hvad er skal vi sige, når et elsket menneske dør? Pinsedag forløses deres sorg, og de tør igen bruge mund, og de får tungen på gled. Ja, de bliver livsvidner, der ikke kan lade være med at fortælle om denne Jesus fra Nazareth.

Ligger der et ’du skal’ i evangelieteksten? Og hvordan lyder det på nudansk?

Denne første kristne pinse forvandles disciplene og de mange tilrejsende fra hele den dakendte verden rundt om Middelhavet, fra at skue bagud til at skue fremad. For første gang siden påsken oplever disciplene, at det ikke er den korsfæstede døde ven, de ser for deres øjne, men at de møder den oprejste Jesus Kristus. Han møder dem som Helligånd, som sandhedens Ånd og som talsmand. Som den kærlighedens Ånd, der åbner fremtiden for dem, så de fyldes af livslyst og virketrang og kærlighedens åbenhed.

Den jødiske pinse var en høstfest, og samtidig en fest for pagtslutningen med modtagelsen af de 10 bud på stentavler på Sinai bjerget. Fra nu af skal loven samles i ét bud: ’du skal elske din næste som dig selv’, denne kærlighedens lov skal ikke mejsles ind i sten, men den skal indskrives i hvert enkelt menneskes hjerte. Denne nye indsigt beruser dem. Deres sjæle og kroppe var forstenede, nu bruser blodet igen i deres årer.

Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

I pinsens forårsbrus mærker vi vores forbundethed med alt levende, og selv solen danser på de tidlige pinsemorgener. I kirken skal vi gå forrest i at fortælle om hele skaberværkets forbundethed. Selv de mindste insekter og de største pattedyr har alle betydning for klodens overlevelse. Det er os, der skal værne om alt det skabte, det er denne nænsomhedens ånd, der skal bevæge os denne pinse, en ånd der giver os hjertesprog til at tale om det vigtigste i livet. Det er på tide, at vi kravler ned fra tårnet (babelstårnet), og får øje på hvor sårbart livet er. Pinsen handler om at vækste på forståelse, empati og kærlighedens underfulde forvandlende kræfter.

På Hjernekassen på P1 er de ofte med til at afdække, hvor vidunderligt, komplekst og forbundet alt levende er. For en tid siden fortalte de i programmet: at da tsunamien kom til Thailand og andre steder, var der ingen elefanter, der omkom. Forskerne undrede sig. Indtil det gik op for dem, at elefanterne kan opfange rystelser og lyde længe før menneskets ’måleinstrumenter’ opfanger det. Elefanterne fik 40 minutters forspring, de nåede at gå længere ind i landet. Og de blev på den måde mirakuløst reddet.

Og hvordan er det relevant for din menighed?

Når vi sidder ved siden af det sprogløse menneske, så mærker vi vores afmagt og ensomhed. Det er ordene og sproget, der bygger bro til det andet menneske. Vores livslængde forøges voldsomt i disse år, derfor oplever mange familier (også min egen)  at skulle kunne leve med, at sproget forsvinder på grund af  ALS, demens, hjerneblødning eller Parkinson tæt på. Hvor henter vi da håb og trøst? Pinsen gør det tydeligt, at forløsningen har både med hjerte, sprog og kærlighed at gøre. Der hvor sproget ophører med at forbinde mennesker, da tager hjertesproget over: hænder, der finder hinanden, stilheden sammen og øjne, der kan lyse. Måske kan det virke kejtet at tage en salmebog eller en højskolesangbog frem, når vi sidder på stuen med den sprogløse. Men at synge for en anden er fyldt med åndrigt nærvær, og næste gang er det ikke så svært aat være sammen.

Måske findes der plads til, at babelstårns myten skal klinge med denne 2. pinsedag. Fortællingen om at sprog også kan splitte mennesker ad. Ord kan være misforståelsens kilde. Og ord kan fælde de hårdeste domme. Folk der taler forskellige sprog kan gå i krig mod hinanden – lige nu det russiske folk overfor det ukrainske folk, og i Mellemøsten det hebraiske sprog overfor det arabiske sprog. Babelstårnets teknologiske overmod spejles både i AI – kunstig intelligens og i våbenindustriens forsvars- og angrebsvåben.

Hvordan kunne den første sætning lyde?

I pinsen sætter vi fokus på den kærlige tillidsfulde kommunikation – troen på, at det er ordene, der gør den store forskel i vores liv med hinanden.

Eller: Pinse er et sprogunder

Pinsedag 2024

Læs teksten her

Af Anna Jensen, Thomas Kingos Sogn

1        Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Pinsen er på én gang et indre og et ydre anlæggende. Et indre anlæggende fordi Helligånden ikke kan ses med det almindelige øje, den er usynlig. Jeremiasteksten handler om den nye pagt, en indre pagt. Loven skal ligge i menneskers indre og skrives på hjerter. Gud lover Israel at være deres Gud og de skal være Guds folk. Gud vil tilgive skyld og vil ikke længere huske på folkets synd. I apostlenes gerninger bliver Helligånden næsten synlig. Tunger som af ild viste sig for dem. Hvad var det egentligt apostlene så? De mange folkeslag i Jerusalem, partere, medere, elamitter osv. ingenting, men de hørte en lyd som af et kraftigt vindstød. Måske var det en indre ild og en indre lyd? I Johannesevangeliet hverken ser eller kender verden sandhedens ånd, men disciplene kender den, fordi den er i dem. Ånden er altså et indre anlæggende, men den bliver ikke derved. Den vil udtrykke sig! Den vil bevirke, at disciplene ser Jesus i det rette lys. Den vil bevirke, at de mange folkeslag i Jerusalem hører disciplenes tale om Guds storværker. Den vil bevirke, at loven skrives på hjerterne, så folkene handler og lever efter Guds bud.

2        Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

”I skal leve!” Det er ikke et hyldestråb som ved konfirmationerne når vi råber: ”Konfirmanden længe leve, hurra”… men nærmere en slags konstatering. Fordi Jesus lever på trods af døden, skal vi også leve, på trods af døden. Det er modsat Poul Henningsens vise som Liva Weel sang ”I dit korte liv”. Heri udtrykkes at livet er kort, så det gælder om at leve det nu. Hvert atom forlanger det! Du skal se at få kysset den pige før det er for sent. Sådan er det ikke i evangeliet. Fordi Jesus lever, og døden ikke kunne fastholde ham, skal vi også leve. Det er ikke en proces vi selv kan arbejde med på, men en gave fra Gud. Fordi han lever, skal vi også leve.

3        Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Jeg har to temaer og endnu ikke besluttet hvilket jeg vil bruge:

a.       Værdighed. Sandhedens ånd som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke kan se den, bor i os. Vi er altså beåndede væsner. Guds ånd bor i os, også selv om vores kroppe er gamle, slidte og på mange måder faldefærdige. Så længe Ånden bor i min ringe krop, har jeg værdighed. Mange sætter lighedstegn mellem værdighed og selvkontrol, og ordet ”værdighed” hives ofte ind i debatten om ældre og aktiv dødshjælp. Men måske er det fra Ånden, at vi får værdighed? Så længe Guds ånd bor i kroppen er den vel livet værd?

b.      Det indre og det ydre. Ånden er indre, den kan ikke ses, ikke høres. Alligevel vil ånden udtrykke sig. Paulus skriver i Gal 5,26 ”Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden”. Det er ikke nok at lade sig røre af evangeliet, det er ikke nok kun at synge med på salmerne Pinsedag, vi skal leve hele vores liv, også på hverdage i Ånden, vi skal gøre Guds gerninger. Dvs. vi skal bringe den kærlighed videre som vi har modtaget, både i ord og handling. 

4        – og hvordan er det relevant for din menighed?

Vi taler alt for lidt om Ånd, måske fordi den er så usynlig. Vi glemmer at mennesket ikke er en maskine som vi kan tænde og slukke for, når vi ikke har brug for den mere. Ånden er det der kan bevæge os, sætte os ud over os selv, ånden er fællesskabet. Loven skrives som en indre pagt på vores hjerter, men netop loven skal styre vores ydre handlinger, så vi ikke lever for os selv, men for andre. Vi er hverken hjælpe- eller faderløse, for med ånden i hjertet véd vi os elsket, og en sådan kærlighed, den flyder over!

5        Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

”I skal leve!”


6. søndag efter påske 2024

Læs teksten her

Af: Nicolai Røge, Bolbro og Hans Tausens

1.      Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Det gennemgående tema i dagens tekster er enhed og fællesskab – og hvordan enheden og fællesskabet kan opstå og komme til udtryk.

I læsningen fra Joels Bog hører vi på forårets sidste præpentekostale søndag, hvordan Guds ånd skal komme over menneskene, og at den vil gøre alting nyt. Selvom vi i vores egen pinsefejring nok må undvære blod, ild og røgsøjler – og selv hvis drømmesynene udebliver – indvarsler pinsen altså en ny virkelighed, der på alle måder forandrer det liv vi kender.

Men hvordan sker det?

Det hører vi i læsningen fra Romerbrevet, der slutter med en af de mest utvetydige bekendelser: “For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre”.

Enheden er altså en evig enhed med Gud; et fællesskab, der opstår i kraft af Kristi kærlighed. I ham har vi fået liv og død til fælles med Gud, og derfor er hele vores eksistens bundet så tæt sammen, at intet kan ophæve den enhed, der er skabt mellem mennesket og dets skaber.

Men netop den enhed: eksistensfællesskabet mellem Gud og mennesker, er ingen selvfølge. Faktisk er det en nærmest umulig opgave at forene Gud og mennesker – at skabe enhed mellem det skabte og dets skaber. Gud og mennesker er ikke ens, og der er ingen naturlig enhed mellem dem. Derfor er der brug for at bede for at enheden må indfinde sig, som Jesus gør det i dagens evangelium. Han beder om, at det umulige må ske: At Gud i sin kærlighed må bygge en bro mellem liv og død – mellem tid og evighed – så vi kan blive et.

Eller sagt med andre ord: Jesus beder om, at forbindelsen mellem Gud og mennesker, der opstod julenat, må række ud over påskemorgen, hvor vi ellers stod adskilt på hver vores side af graven. For på den måde får vi liv, død og opstandelse til fælles, og på den måde bliver Guds livsfællesskab med mennesker ikke alene en begivenhed i tiden, men en virkelighed, der skabes hver eneste dag, når vi med Helligånden tør tro på, at det liv vi lever med hinanden, er det samme liv, hvor Gud gjorde sig til et med os for at vise sin ubetingede kærlighed.

2.      Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Elsk hinanden!

På mange måder er det budskab lidt en kliché, fordi prædikenen ofte har tendens til at ende i en “Gud er kærligheds”-forkyndelse. Denne søndag er buddet dog udtrykt nærmest direkte i evangeliet: “Jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem”.

Dagens evangelium siger direkte, at formålet med Kristi gerning er at gøre kærligheden kendt for os. Og som han har elsket os, skylder vi også at elske hinanden.

3.      Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

At enhed ikke er det samme som enighed eller enshed, men at der sagtens kan opstå et fællesskab, selvom vi hverken er enige eller ens.

4.      – og hvordan er det relevant for din menighed?

Vi lever i en tid, hvor vi på én gang er både utrolig ens og enormt forskellige. På den ene side er mennesker verden over (måske) mere ens, end vi nogensinde har været: Vi går i det samme tøj, hører den samme musik, spiser den samme mad og ser de samme nyheder. Vi dyrker globaliseringen og hylder, dens muligheder og fordele.

På den anden side oplever vi, hvordan grøfterne mellem os bliver dybere og dybere: Verdens konflikter sætter følelserne i brand, generationerne kriges, og vi lever i en tid, hvor det kan være farligt at danne fællesskab med dem, som vi ikke er enige med.

Derfor er vi nødt til at forholde os til, hvordan enheden opstår og udfoldes, når vi hverken er enige eller vil have fællesskab med hinanden.

Netop det udfolder dagens evangelium: Den enhed Jesus taler om, er jo netop en enhed, der udspringer af forskelligheden. En enhed, der ønsker at forene de to uforenelige størrelser, Gud og mennesker.

Det kan kun ske gennem den kærlighed, som Jesus beder om. For kærligheden dør, hvis den vil være ens. Kærligheden er nemlig ikke et spejl; den næres tværtimod af forskelligheden og evner at bygge en bro hen over den. Tænk blot på alle de ægteskaber, der er forlist, fordi den ene ville gøre den anden til sig selv – eller på de familiefesternes varme hygge, hvor vi er knyttet til hinanden og kender hinandens særheder, så vi kan drille hinanden og skændes, mens vi alligevel holder sammen, fordi vi ikke kan undvære hinanden.

Sådan viser Gud, at der kan bygges bro over den dybeste forskellighed, når han kommer til os med den kærlighed, der slår bro over skellet mellem os og Ham. Og på samme måde beder han os om at være vi må være et – ikke ens. At være ét er nemlig, at vi som mennesker erfarer, at vi trods alle vores forskelligheder og uenigheder deler liv og død med hinanden, og at vi i det eksistensfællesskab er forpligtede på at være mennesker for hinanden.

5.      Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Skal vi være enige for at være sammen?


Kristi himmelfarts dag 2024

Læs teksten her

Af: Eva Fischer Boel, Munkebo pastorat

1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

a. Himlen som bestemt sted langt væk, som et helt andet fjernt rum kontra himlen som det, der i sin udstrækning når helt ned til jorden. Der er ganske mange præpositionsforbindelser i alle tre tekster, hvori orden ”op” indgår. Men hvor er himlen egentlig henne?

b. Det åbne vindue. Vi taler ofte om, at ”nu er der et vindue” for det ene eller det andet lige fra et gunstigt tidspunkt for aktiespekulation til et tidspunkt, hvor et døende menneske, der ligger bevidstløs, et kort øjeblik vågner op. Kristi himmelfart åbnes himmelvinduet på vid gab, og det lukker ikke igen som så meget andet. Jeg kommer altid til at tænke på ordene fra Shaka loveless sang Dengang du græd, hvor han synger: ”Himlen er åben, åbenbart”.

c. Nærhed kontra afstand. Er der en måde, hvorpå vi kan være hinanden nær, selvom vores kære døde er i himlen, og vi er her? (hænger også lidt sammen med a). Hvor og hvordan kan vi ”møde” hinanden? Helge Skov giver et fint eksempel på det i en pinseprædiken[1], hvor han beskriver befalingen som det sted, hvor han så at sige møder sin afdøde kone, og af hende sendes ud i livet igen med fremtiden for sig.

2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Netop fordi vi tror på, at himlen er åben, behøver vi ikke stå og glo længselsfuldt op i den (jf. også Ap. G: ”Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere?”), men skal vende tilbage til vores liv – forhåbentlig fyldt af glæde (jf. Luk. 24,53: ”De tilbad ham, og fyldt af glæde vendte de tilbage til Jerusalem”)

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

At vi er forbundne. Med Gud og med hinanden. På tværs af liv og død, tid og rum. Fordi Gud har åbnet himlen for os – også i dette jordiske liv.

4. Hvorfor er det relevant for din menighed?

Forbundethed er altid relevant. Ikke mindst i en tid, hvor mange af forskellige grunde føler sig isolerede. Nogle sidder måske billedligt talt og glor op mod den digitale himmel og ser op til forskellige influencere, som de drømmer om at komme til at ligne. Andre længes ”op” til deres kære og føler sig måske helt nede i kulkælderen.

5. Hvordan kunne den første sætning i din prædiken lyde?

”Himlen er åben, åbenbart”

[1] Helge Skov ”Blomstre lad muld hvor de træde”


4. søndag efter påske 2024

Læs teksten her

Af: Thomas Hårbøl, Ansgars Kirke og UCL i Odense

1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Sandhed og befrielse. Kirken er vant til at tale om Kristus som herre over liv og død, men allerede i sidste uge hørte vi, at han kaldte sig selv for både vejen og sandheden og livet. Derfor slår han ikke kun synden og døden ihjel, men også løgnen. “I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” Det er et slagord i bogstavelig forstand, for det skal bruges til at dræbe løgnen: Sandheden knuser løgnens fælde, der holder mennesket fanget; sandheden slår Saulus til jorden på vejen mod Damaskus, tvinger ham til at erkende og forvandler kristen­forfølgeren til kristen. Det gælder også, hvis man i stedet vælger epistlen fra 2. Korintherbrev: “Kristi kærlighed tvinger os”.

2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Hvis du tror, at Krist stod op af døde, skal du også leve, som om det er sandt. Ikke som om alt muligt andet var sandt, men netop på denne måde.

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Kristus lever. Den sandhed er kirkens udgangspunkt. Det er ikke en sandhed, vi ejer selv, og derfor er den ikke til forhandling. Vi er tvunget af, at vi tror, at det er sandt – “her står jeg, jeg kan ikke andet”. Kirkens sandhed er ikke først og fremmest en doktrin, man kan håndhæve, eller en ideologi, man kan bekende sig til, men et levende gudmenneske, som er opstået fra de døde. Hvis vi ikke troede det og sagde det højt, skulle vi lukke butikken eller lade nogle andre komme til. Eller med Hans Anker Jørgensens ord (salme nr. 249):

Det er som forfølgeren Saulus at rammes
af lynild og ord
og standses på vejen og blændes og lammes
og kastes til jord
og tvunget af sandheden sige og skrive:
Den Jesus, vi dræbte, har jeg set i live!

4. – og hvordan er det relevant for din menighed?

Det er befriende at høre, at sandheden ikke afhænger af mig eller af mine fortolkninger, men at jeg tilhører ham. I en verden, hvor sandheden bliver misbrugt til at lyve med (“alternative fakta”), eller hvor mange af os relativerer sandheden i stykker, er det en befrielse, at sandheden er sand, uanset hvor meget der bliver løjet. Sandheden vil sætte sig igennem, for sandheden er den almægtige. “Uanset hvor meget man fornægter sandheden, bliver den ved med at være til, så at sige bag om ryggen på én” (George Orwell).

Men af bare angst for at lyde som de demagoger, der selv vil eje sandheden og disponere over den, risikerer kirken at gå over i den anden grøften, hvor vi sammen med Pontius Pilatus sidder og vasker hænder og spørger: “Hvad er sandhed?”, selvom sandheden i skikkelse af gud­mennesket sidder, ikke bag os, men lige over for os og stirrer insisterende tilbage på os.

Kirken skal befri mennesker ved at insistere på sandheden. Det er ikke bare et forslag eller vores fortolkning, at Kristus lever. Det er den sandhed, vi skal leve og dø på. Og når Vorherres belejringsartilleri kan trænge igennem selv til en forhærdet kristenhader som Saulus og gøre ham til apostel, så er der håb for de mest håbløse mennesker.

5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Hvornår har du sidst rejst dig for noget, du troede var sandt?

5a. Hvordan kunne prædikenen slutte?

Med Kaj Munks ord om opstandelsen: “Thi saa er altsaa Tømmersvendens Budskab til den forvirrede Menneskehed: ‘Hver, der hører min Røst, er af Sandhed, og skal være med mig i Paradis. Og der skal han skue, at Synden er overvunden Alvor, at Sorgen var idel Blændværk, og Døden en latterlig Løgn.’ Og de fire vældige, der staar for Tronen, skal raabe Amen, Amen! Det være saa!”

6. Salmer til dagen

På søndagene efter påske er der al mulig grund til at fortsætte med at synge påskesalmer; der er masser af fremragende påskesalmer, som sjældent når at blive brugt påskedag og 2. påskedag.

Der er også nogle salmer, som passer særligt til 4. søndag efter påske. Dagens GT-lektie ligger til grund for to korte salmer: Luthers og Grundtvigs “Var Gud ej med os denne stund” (nr. 338), hvis originalversion fylder 500 netop i år, og “Vort liv blev reddet” (nr. 339) af Jørgen Michaelsen, der tolker Davidssalmen kristologisk (dvs. sandt).

Saulus’ omvendelse er som nævnt grundlag for sjette vers af Hans Anker Jørgensens store påskesalme, “Hvad er det at møde den opstandne mester” (nr. 249). En mere eftertænksom salme fra samme hånd er “Når jeg er træt og trist, og modet svigter” (nr. 658), hvor Gud karakteriseres som den, der “ser mit sande jeg og mine løgne”.

Evangelietekstens tale om sandheden som Guds frigørende kraft kunne finde genklang i Kingos og Grundtvigs flotte “Kom, sandheds Ånd, og vidne giv” (nr. 300), Adam af St. Victors og Grundtvigs “Kærligheds og sandheds Ånd” (nr. 292) eller Schmolks og Landstads “Sandheds tolk og taler” (nr. 312). Som Helligåndssalmer peger de også frem mod pinsen.

Påskesalmen over dem alle, “Krist stod op af døde” (nr. 218), kan og bør synges igennem hele påsketiden (mindst) – inkl. hallelujaverset – og kunne passende være udgangssalme her.


Anden søndag efter påske 2024

Læs teksten her

Af: Sognepræst Carsten Andeassen

Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksterne?

Templets – eller det helliges – rolle, som med Jesus får en helt anden betydning.

Hyrdemotivet… Hyrden passer på os… Tryghed…

Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Der ligger en meget kraftig opfordring til at tage Jesus på ordet – og leve efter det!

En gammel tradition siger, at første led i et kristent liv er at tro på Jesu ord. Andet led er at leve efter det. Vil vi ind i den enhed med Jesus og hans far, som Jesus i dag kredser om, må vi tage begge skridt.

Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Jesu kultkritik.

Jesus har ikke fokus på STEDET, men på RELATIONEN i gudsforholdet.

Johannesevangeliet beskriver situationen, ved dels at betone, at Jesu anledning til at komme til Jerusalem er festen for templets genindvielse og dels at det er vinter… Det er så at sige koldt omkring Jesus. Ikke bare sådan at Jesus skutter sig i vinterkulten, mens han går rundt i det centrale Jerusalem omkring templet, men det er også koldt i forhold til ”jøderne”, altså de ledende jøder. De vil ham til livs.

Det er nærmest ironisk, at evangelisten betoner det med festen for genindvielsen af templet, for tempelkulten spiller absolut ingen rolle for Jesu fremtræden. Hverken i dagens prædikentekst eller mere generelt i Jesu fremtræden. Måske har han deltaget i synagogegudstjenesterne rundt omkring, men hverken synagogegudstjenesten eller tempeltjenesten spiller nogen rolle for udbredelsen af Jesu handlinger og forkyndelse.

I dag gør Jesus det tydeligt, hvor stor en samklang han selv ser mellem sine handlinger og sine ord, når han siger: ”Det jeg GØR på min fars vegne, FORTÆLLER, hvem jeg er.” Den samklang gør vi klogt i at tage ved lære af! Den samklang kan berige meget menighedsliv.

Billedet, han udfolder i hele kapitlet hos Johannes, er hyrdebilledet. Fårene beskrives som dem, der lytter til hyrdens stemme. Ved at lytte til ham, bliver mennesker en del af den enhed, som findes mellem Jesus og hans far. Det er den relation, der er vigtig – ikke stedet for tilbedelsen. Den kultkritik kommer Jesus med mange steder i evangelierne. Direkte og indirekte. Relationen, ikke stedet.

Templet skal nedbrydes, og Jesus vil rejse det igen på tre dage… Den samaritanske kvinde i Joh. 4 skal ikke bekymre sig om, hvor hun skal tilbede Gud, blot hun gør det ”i ånd og sandhed”… Guds Ånd skal tage bolig i os, siger Jesus, og både Apostlenes Gerningers pinseberetning og Paulus (1.Kor. 3: ”I er Guds tempel” eller en anden vinkel i Rom.12,1-2) tydeliggør, at det er relationen og ikke stedet, der er afgørende for tilbedelsen og kulten.

Jesus udfolder med hyrdebilledet, hvad det er, han har at tilbyde os: ”Jeg giver dem evigt liv, og de vil aldrig nogensinde dø. Ingen skal rive dem ud af min hånd.” Bliver det budskab en dybere erfaring for os, kan vi udfolde livet med væsentlig større frimodighed og tryghed.

Og hvordan er det relevant for din menighed?

Vores kirkehistorisk prægede forhold til gudstjenesten og kulten bør i langt højere grad frugtbargøres af Jesu forhold til kulten. Det åbner nemlig op for, at vi finder former for tilbedelse og forkyndelse og fællesskab, som kan styrke den enkeltes gudsrelation.

Fortællingen kan styrke vores længsel efter at blive draget dybere ind i enheden mellem far og søn.

PS!

Hvis du som læser har kommentarer eller udfordringer til min brug af teksten, hører jeg gerne fra dig på caan@km.dk Jeg har nu været med som prædikenvejleder et par år, og jeg har slet ikke nogen fornemmelse for, hvorvidt mine vejledninger giver mening for nogen…


Anden påskedag 2024

Læs teksten her

Af Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup kirke

1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Opstandelsen er hovedtemaet, men der er flere vinkler på det. Indledningen med kapløbet mellem de to disciple er en fin detalje. Peter kommer sidst, men får lov at gå først ind og derefter den anden (unavngivne) discipel der omtales som ”ham Jesus elskede”. Disciplene ser det samme, men det får to forskellig betydninger. Opstandelsen kommer for den sidste til at betyde, at han tror og forstår Skriftens ord, mens Peter forventelig først kommer til at tro på opstandelsen ved Tiberias Sø i Joh. 21. Derfor er et undertema, at opstandelsen for disciplene og dermed også for os er en proces. En pointe i den forbindelse er, at de faktisk går hjem begge to lige efter med hver deres forståelse af hvad den tomme grav betød. Med et omskrevet citat af digteren Søren Ulrik Thomsen kan man sige, at graven er det eneste sted i verden Jesus ikke er. Det tema bliver i de kommende søndage tydeligt, når disciplene ser Jesus alle andre steder. En anden vinkel kommer fra Maria, hun bliver i modsætning til de to disciple ved graven. Hun ser først to engle og så en hun tror er Havemanden. Synet bedrager hende for da Havemanden siger: Maria, genkender hun ham som Jesus. Pointen må være, at det er i det, der høres, at den opstandne kommer til Maria og til os andre. Når det kommer til at genkende Jesus efter opstandelsen, er det i hvert fald ikke synet, der virker. Dem, der møder ham, er blinde for, hvem han er, indtil Jesus siger noget eller gør noget velkendt og i det genkender de ham som Jesus. Hvorfor mon? Det tema kunne blive en god prædiken. Maria bliver efterfølgende sendt hjem med den opgave, at fortælle brødrene, at Jesus stiger op til faderen. Et tema om, at fortælle opstandelsesmysteriet videre kan anvendes og der kan, som skrevet, være fokus på de sanser de tre vidner forstår opstandelsen med.

2. Ligger der et ”du skal..” i evangelieteksten? Og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Det bliver lidt søgt, men det kunne lyde: Du skal fortælle det videre, lige som Maria gjorde til disciplene, for du kan ikke se opstandelsen, men du kan høre om den.

3.  Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop den dag?

Teksten er evangelisten Johannes opstandelsesberetning, men for menigheden skete opstandelsen i går, Påskedag. Derfor må det vigtigste budskab være opstandelse som proces og som noget der indfinder sig parallelt med hverdagen.

4.   – Og hvordan er det relevant for din menighed?

Opstandelsen er relevant som et mysterium. Det var ikke disciplene eller Maria der fandt på det, de forventede faktisk at Jesus var i sin grav. Opstandelsen er derimod Guds mysterium, som vi bakser med, fordi det ikke passer ind i nogle af de erfaringer vi ellers gør os med verdenen.

Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde

De har flyttet min herre, og Jeg ved ikke, hvor de har lagt ham. Ordene er Marias, men kunne også være vores, for i opstandelsen flytter Jesus sig for os.


Påskedag 2024

Læs teksten her

af: Nana Hauge, Hårslev-Padesø pastorat.

Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Temaet påskedag er Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Kristendom er så meget siger man tit, men helt kort og godt er kristendommen opstandelsestro. Det bør stå klart om ikke hver søndag, da i det mindste hver påskesøndag.

Det er oplagt at tematisere anfægtelsen af opstandelsen – både før og nu.

Det rygte, at opstandelsen var fup, kom jo hurtigt i omløb umiddelbart efter den tomme grav. Så hurtigt, at det er nævnt i Mattæusevangeliet.

Anfægtelsen er der. Før som nu.

Selv blandt kirkens egne kan man finde den i dag. Man ser den stadigt voksende sekularisering. Læser bekymret med på undersøgelser, der viser at dåbstallet falder i de større byer i Danmark og følger med rynket pande den tendens, der er i hele Vesteuropa med faldende dåbstal, medlemstal osv.

Mange tænker: Vi må gøre noget! og så får de en ide: (En ide som jo i virkeligheden er en gammel ide.) Vi må nedtone det affældige og gammeldags i kristendommen og præsentere den som en moderne og tidssvarende religion, og her passer opstandelsen bare ikke så godt ind.

Så siger man: vi kan ikke tro at opstandelsen sådan virkeligt har fundet sted – men vi har stadig IDEEN om opstandelsen. Princippet om opstandelsen, som vi også kan se i naturen, når forår følger vinter. Eller når vi oplever fornyelse i vores liv osv osv. Det er ikke så vigtigt om det virkeligt skete.

Det er dog vigtigt at fastholde at kristendommen står og falder med englens ord: Han er opstået, han er ikke her. Hvis graven ikke havde været tom, havde der jo ikke været noget, der hed kristendom. Så havde historien om Jesus bare været en blandt mange historier om en helt, der døde for sine idealers skyld.

Der ville heller ikke være nogen som helst grund til at holde gudstjeneste, for hver eneste gudstjeneste er en fejring af, at Jesu døde krop er ikke i graven, nej, han er opstået som han har sagt det. Og når det benægtes og rynkes på næse af, eller når der tales uden om og det præsenteres som et symbol, en smuk ide osv så er der dog ikke andet at gøre end at gentage det, der har været gentaget siden kirkens første dage: Han er opstået, han er ikke her.

Der findes en sigende historie fra tiden lige efter den russiske revolution.

Her rejser Anatolij Lunartscharsky der var kommisær for folkeoplysning og undervisning rundt i hele Sovjetunionen og fortæller om det tåbelige i troen på opstandelsen. Den forældede gudstro hed foredraget. Foredraget kommer også til Kiev. Her taler kommisæren for en gruppe arbejdere.

Under et timelangt foredrag slår han fast, at den gamle gudstro nu endeligt var modbevist og overvundet. Efter foredraget er der lejlighed til spørgsmål, men, indskærpes det, ingen måtte tale mere end 5 minutter. Der sidder hele den skræmte flok og kigger ned i jorden, da en gammel mand melder sig. Kommissæren ser nedladende på ham og siger: nu minder jeg dem om, at de ikke må tale mere end fem minutter. Manden svarer: jeg skal gøre det ganske kort.

Da rejser han sig op og siger: Brødre og søstre: Kristus er opstanden. Det er den gamle russiske påskehilsen, som man i den ortodokse verden møder hinanden med påskemorgen.

Herefter istemmer forsamlingen: ja, han er sandelig opstanden.

Jeg har ikke mere at sige, tilføjer den gamle mand. Mødet blev straks lukket, og jeg tør ikke tænke på, hvad der skete med den gamle mand. Det melder historien heller ikke noget om.

Jeg nævner historien, fordi den understreger den pointe, at man ikke kan gå i dialog vedrørende spørgsmålet om opstandelsen. Der er ikke andre svar til dem, der benægter den, end den gamle mands svar: Han er sandelig opstanden.

Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Ja. Men som et løfte:

-          Du skal leve. (cf Salme 118) Det er påskens betydning.

Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

…og hvordan er det relevant for din menighed?

Jeg kunne finde på at tage udgangspunkt i en indsigt der udtrykkes i Dostojevskis roman, Bdr Karamasov. Her hævder Ivan Karamazov, at kærligheden her på jorden udelukkende er en følge af, at menneskene tror på deres udødelighed. Med andre ord: Uden udødelighed, ingen dyd.

En naturlov om at mennesket skal elske menneskeheden findes slet ikke, mener Ivan. Og det beklager han ikke, for han ønsker at frigøre sig fra den lov.

I slutningen af romanen tages spørgsmålet op igen. Her martres broderen Mitja ved tanken om, at Gud ikke eksisterer, for hvis han blot er et tankefoster, født af menneskene, hvordan bliver mennesket så dydigt? Hvordan bliver det dydigt uden Gud? Hvordan vil det så elske, hvem vil det bringe sin tak? Og til hvem vil det synge hymner?

Det er spørgsmålet.

Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Mennesket har alle dage måttet leve med bevidstheden om døden, med sorgen og med frygten. Med at gode græder og onde ler. Med at uskyldige slagtes og bødlerne går fri.


Langfredag 2024

Læs teksten her

Af: Anders Finn Aastrup 

Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Vi kender alle følelsen af at stå og kigge ind i en ukendt verden -et ukendt rum. Det er, som når Jesus hænger på korset og udbryder: ”Min Gud, min Gud, hvorfor du forladt mig?”
Langfredag blev Jesus forladt og oplevede fravær af Guds nærvær på korset.   Vi kan også opleve ensomheden, at Gud er fraværende.  Men fordi Jesus blev forladt, så er vi ikke forladt og alene. Ingen Påskedag uden Langfredag.           Og Påskedags budskab er, at der kommer en dag, hvor alt bliver godt igen. Hvor vi skal ud i lyset og nyde livet til fulde. Vi oplever det i glimt på denne jord, og i evigheden skal vi opleve det fuldt ud.
Langfredag er præget af mørke, gudsforladthed og død.                                   En enkelt stemme skiller sig imidlertid ud af mængden. Umiddelbart efter Jesu død tager en romersk officer ordet og udtaler om den døde: ”Sandelig, han var Guds søn!” 
Det er en enkel og stærk bekendelse, som udtrykker en tro og tillid til, at Jesus, som hænger på korset, er andet og mere end en nu død mand. Jesus er Guds søn. 

Intet kan synes mere ejendommeligt end denne bekendelse, lige netop i den situation og i det øjeblik. Jesus er lige død og virker alt andet end guddommelig. Det virker ikke åbenlyst, at vi i den korsfæstede møder den evige og almægtige Guds søn. 

Dette udsagn går imod al rationel logik, og det kan heller ikke undgå at støde den, der gerne vil tænke i klare linjer, at det guddommelige og menneskelige, himmel og jord, på en sådan måde sammenblandes. At vi kan møde Gud i en død mand, som hænger på korset. Er det ikke dybest set gudsbespotteligt? Det virker i alt fald ud fra en rationel tænkemåde både absurd og dumt. 

Men det er ikke desto mindre korset, Jesu død på korset, som rummer og udtrykker Guds visdom og kraft. Jesu død på korset rummer et paradoks og vil altid fylde os med en fornemmelse af, at her står vi overfor et mysterium, noget, som vi aldrig helt vil kunne gribe og forstå. Det er så samtidig i Jesu død på korset, vi finder både trøst og håb.

I Jesu død på korset møder vi nemlig andet og mere end en grum henrettelse, død og mørke. Her møder vi også Guds nærvær i verden, trøst og lys over vores skrøbelige liv.

Ligger der et ”du skal… ” i evangelieteksten? 

Du skal vide, at der hvor du ikke kan finde Gud (Jesus), der er han allermest til stede. Han er til stede i sorgen og i stilheden, for det er der vi mærker Guds kærlighed og nærvær aller mest tydeligt.

Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Jeg vil forsøge at gøre menigheden bekendt med, at vi ansigt til ansigt med stor smerte og dyb sorg finder stilheden meget mere sigende end 1000 råd fra velmenende venner, der mest af alt snakker for at dulme deres egen angst og ubehag over de menneskelige vilkår.  Skal vi hjælpe os selv og hinanden til at forstå Jesu lidelse og død skal vi have modet til blot at være der, sammen med den anden i sorgen og smerten. Være dér, hvor korset er stukket i jorden som en nagle, der har stukket hul på alt det, man troede, der skulle lette, flyve og vare ved. Være dér, hvor drømmene og håbet faldt til jorden. Være der, hvor forhænget er rykket til side, og man ser, at det ikke var, som man troede.  
Der er Kristus med os, fordi han selv har erfaret smerten.

Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde

”Jesu død på korset er en rå og brutal henrettelse, men vi skal samtidigt i hans død se Guds herlighed, Guds kærlighed og nåde. Korset træder frem både som tegn på vi menneskers ondskab og som tegn på Guds frelse.”


Skærtorsdag 2024

Læs teksten her

Af: Iben Bager, Munkebo Sogn

1.   Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Jeg hæfter mig især ved sætningen i Salmernes bog ”Jeg kan vandre for Herrens ansigt i de levendes land”. Dels det livgivende budskab, at mennesket i al sin ufærdighed bliver set og accepteret af Gud. Dels ordspillet mellem ”at vandre” og ”Herrens ansigt”, som spiller fint op til evangelieteksten, hvor ansigt og fødder mødes.

Epistelteksten er 1 Kor 11: Jesus sætter hele sit liv ind på, at vi skal leve. Der er så mulighed for at høre denne tekst to gange ved gudstjenesten, hos os har vi kun én læsning i formessen, så jeg vælger denne dag Salmernes bog, fordi vi også hører 1 kor 11 ved nadveren.

Evangelieteksten handler om Jesus, der vasker disciplenes fødder, og derved vender på hovedet, hvad der er det største og mindste i livet. Det største er at tjene det andet menneske. Evangelieteksten knytter denne tjeneste sammen med dét at blive ren, eller rettere at gøre ren: Jesus vasker disciplene og os rene i mere end en forstand, på samme måde kan vi vaske hinanden rene i vores tilgang til hinanden. På den måde er ren ikke noget, jeg skal gøre mig selv, men noget Gud har gjort – og noget du gør for mig og vise versa. Det er da opløftende og aflastende.

Det er som bekendt en homiletisk dyd kun at have én tanke i prædikenen😉 Så min ene arbejdstitel bliver denne søndag, at ”når Jesus bøjer sig, kommer Gud til syne”, altså at det guddommelige er på spil i det allermest pedestre. Det gælder videre til os: at når vi tjener hinanden, er livet i sin smukkeste udfoldelse. I disse medmenneskelige gerninger vasker vi også hinanden ren, altså tildeler hinanden en livsinddragende værdighed. Ikke mindst i menneskets mest sårbare og blottede tilstande, hvad fodvaskningen billedliggør.

Selv kunne jeg tage fat i et eksempel fra dagligdagen i præstegerningen. Helt konkret er det sådan for mig, at i de perioder, hvor min dagligdag som præst er problemfyldt eller konfliktfyldt, og jeg har svært ved at finde meningen inde i mig selv – så går jeg på hjemmebesøg! Væk fra mig selv og mine tanker – og derud til det andet menneske, hvor alt bliver konkret, og meningen møder mig på vejen. 

2.   Ligger der et ”du skal..” i evangelieteksten? Og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Du skal vide, at din værdighed er dig givet af den Gud, der ser dig i øjnene i din menneskelighed. Du skal tildele dit medmenneske den samme respekt og værdighed.

3.   Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop den dag?

Ovenstående

4.   – Og hvordan er det relevant for din menighed?

Det skulle gerne blive en aflastende prædiken. Jeg kunne godt tænke mig, at menigheden gik derfra med en oplevelse af, at der er så meget i de store og små gerninger, vi gør for hinanden, der giver livet fylde og mening.

 

5.   Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde

”De største gaver, vi gi’r hinanden, koster ikke penge”…


Palmesøndag 2024 

Læs teksten her

Af: Mette Behrndtz, Nr. Lyndelse sogn

1.       Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Det handler om ødselhed og spild. Kvinden, som ifølge Johannesevangeliet er Maria Magdalene, tager nemlig et helt pund ægte, meget kostbar nardusolie og salver Jesus’ fødder. Det vækker forargelse hos de tilstedeværende. Ifølge Markusevangeliet ’overfusede de hende’, for ’denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige’. Interessant er her Johannesevangeliets version, som også er en af evangelieteksterne til denne dag, for ifølge denne version præciseres det, hvem det er, der overfuser Maria. Det er Judas Iskariot. Og Judas bryder sig faktisk slet ikke om de fattige. Han er først og fremmest en tyv, der rager til sig af alt det, der bliver lagt i pengekassen. Judas er kort og godt pengegrisk i modsætning til Maria. Hun kommer desuden med sit spild til at foregribe et endnu større spild, nemlig det der finder sted langfredag. 

2.       Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Mon ikke mange, der hører teksten, bliver ramt på samvittigheden af disciplenes ord om at give til de fattige? Jesus har ovenikøbet sagt: Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtofre (Matt 9,13). På den baggrund er indvendingen over for Marias ødselhed måske meget berettiget. Hvad nytter det lige at bruge en masse kostbar olie på ét eneste menneske? Det er bare ikke pointen i dagens evangelium. For Marias handling lader sig bedst sidestille med det, der hverken kan måles eller vejes. At hun bruger olien til at salve Jesus, tilhører således den kategori, hvor du deler ud af dig selv uden at vide, om der kommer noget ud af det. Hvor du sætter noget i dig fri, så det kan komme ud i verden, uden du har nogen garanti for, at det fører til noget. Du skal m.a.o. være ødsel. Vær ødsel med det, du kan give til verden, ja, til andre. Brænd ikke inde med det. Sæt det fri, slip det løs, lad det komme ud. Ja, vov livet og vov at slippe kærligheden, håbet og troen løs. Både når andre griner hånligt eller råber vredt. Og når du selv ryster på hovedet og tvivler på, om det overhovedet nytter noget.

3.       Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

I år vil jeg fokusere på Judas og hans pengebegær. Jeg har nemlig valgt Johannesevangeliet, der som det eneste evangelium fortæller, at det var Judas, der gjorde indvendinger. Det tilføjes også, at denne indvending ikke udsprang af omsorg for de fattige, men netop af Judas’ pengebegær. Derfor får menigheden et billede, der forestiller Maria, der salver Jesus fødder, og disciplene, der sidder med ved bordet og betragter det, der sker. Judas sidder der også. Som det ofte er tilfældet i kunsten, er han klædt i gult. En farve, der symboliserer hans feje og svigagtige karakter. Et andet træk ved Judas i kunsten er den pengepose, han ofte forsynes med i hånden. Hermed betones hans pengebegær. (Pengeposen er dog ikke med på det valgte billede). Jesus har sagt det (Matt 6,24). Det har Paulus også (1 Tim 6,7-10). Judas beviser det: Kærlighed til penge, lysten til at være rig, kan være en farlig vej at gå. For det er desværre alt for let at fare vild, når dét, man styrer efter i sit liv, er penge. For Judas ender det også rigtig trist, og han fortryder, at hans hjerte ikke var vendt imod Jesus, men penge. Man kan sige, at Judas’ hjerte står i kontrast til Marias hjerte. Hun ser Jesus, og dét, han er værd, og hun ødsler med det, hun har, for hans skyld. 

4.     – og hvordan er det relevant for din menighed?

Det er utrolig fristende at gøre som Judas og gå efter pengene, for det er så let at komme til penge i dagens Danmark:  Lån til akutte behov, lån penge hurtigt, få pengene udbetalt hurtigt. Lånehajerne lever i bedste velgående på de sociale medier, og et program som Luksusfælden, der handler om at hjælpe gældsplagede danskere, kører nu på 32. sæson, hvilket bekræfter, at det er alt for let at komme til hurtige penge. Bibelen siger imidlertid, at hvis du vil være rig, så skal du være opmærksom på den kurs, du sætter. For pengene kan let stikke afsted med dig – og nej, jeg har ikke tænkt mig at sige noget om Nordic Waste og miljøkatastrofen ved Ølst syd for Randers i denne omgang. Men lad os i stedet spejle os i Maria, der handler ud fra taknemmelighed og glæde over det, hun møder i Jesus. Lad os som hende værne om det værdifulde i vores liv: at tro, håb og kærlighed er det, der skal fylde, så vi er der for hinanden og lader det være det vigtigste frem for, om vores pengeposer er fyldte.

5.       Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Den starter helt lavpraktisk: - Jeg har taget et billede med til jer i dag, og så gennemgår jeg det  omtalte billede, som kan ses ved at klikke her.


Midfaste søndag 2024

Læs teksten her

Af: Kristina Løvenstrøm, Vindinge sogn

1.      Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Jeg lægger mærke til et bedrag – at se noget andet end det, som er værd at se. Mennesker leder efter Jesus, og han svarer dem, at de leder efter ham af grunde, de ikke selv har set. At bedrage sig selv ved at lede efter det, man TROR er det gode, kunne være et tema i min prædiken.

2.      Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Det kan jeg ikke se, at der gør. Jeg opfatter ikke Jesu ord som en bebrejdelse. At vi leder efter det, vi tror er godt, det er jo bare menneskeligt. Jesus gør os opmærksom på, at han på en måde giver i pose og sæk. Det hænger bare sjældent sammen med det, vi selv tror/kan regne os frem til. Derfor skal vi nogle gange kigge andre steder hen end det tilsyneladende (menneskeligt set) mest logiske sted. Jesus opfordrer os til at arbejde på det gode. Spørgsmålet er naturligvis, hvordan man kan arbejde på det gode … uden egentlig at arbejde (tro er – set med mine øjne – ikke arbejde/noget, man kan arbejde sig frem til. Det dumper ned fra himlen, siger Jesus (om vi vil det eller ej). Mere befriende bliver tro vist ikke).

3.      Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Svært at sige – Helligånden kommer sjældent på bestilling, så jeg forsøger bare at følge med. Skulle jeg skrive en prædiken nu og her, ville jeg gribe fat i det ’lette’ ved troen: At vi dybest set ikke kan arbejde os til tro – men bestemt kan være opmærksomme på det, der er omkring os. Det, der ’falder ned’ fra himlen. Det kræver muligvis ’øjne’, der ikke kun sidder i hovedet – men også i hjertet. Måske ligefrem i sanserne.

4.      – og hvordan er det relevant for din menighed?

Det altid så eventyrlige spørgsmål ved disse vejledninger. Jeg bliver nødt til at stille et modspørgsmål: Hvordan kan det ikke være relevant for menigheden, ja, for alle mennesker – at se efter dét, du ikke arbejder for, men får givet og kan tage imod? Vi kæmper og kæmper og kæmper – hele tiden. Vi stresser med kalender, med børn, med arbejde, med venner, med livet. NOGET behøver vi ikke kæmpe for (på samme måde i hvert fald) – og når først vi får øje på dette noget, er vi allerede en lille smule mere fri. Ikke?

5.      Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

I dag er det midfaste. Vi befinder os midt i noget (midt i fasten). Og nogle gange, når man står midt i noget og er så godt i gang, at man næsten glemmer, hvor man er, kan det være godt at stoppe op et øjeblik.

3. søndag i fasten 2024

Læs teksten her

Af: Af Thomas Neergaard, Sct. Jørgens sogn, Svendborg.

1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Det overordnede tema er løgnen stillet over for sandheden og dermed djævelen sat over for Kristus. Dermed åbner sig mange undertemaer:

Vi bestemmer selv, hvad der er sandt: 
Der har aldrig i min levetid været fremsat så mange konspirationsteorier, som nu. Coronaepidemiens vaccineskeptikere og senest hele spørgsmålet om, at Trump fik ”stjålet valget” i 2020. Fælles for alle konspirationerne er, at selvom der ikke er skyggen af bevis, mener man, at man har ret til at mene det.

Det minder sjovt nok om sætningen, som skaren fyrer i hovedet på Jesus: ”Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?” Påstanden er usand, men de mener, de har ret til at sige det.

For det de skriftkloge dengang og Trump-tilhængerne nu til dags har tilfælles er, at de løfter deres fordomme og holdninger til sandheder. Måske fordi de ikke vil tabe ansigt eller måske fordi de ikke vil se sandheden i øjnene.

Sandhed er nødvendig.

Men sandheden kan man ikke vælge selv. Lyver man for andre, lyver man i sidste ende også for sig selv, og dermed sløres den virkelighed, vi lever i, og det går ud over sammenhængskraften og det fælles ståsted.
Vi ved jo godt, at løgnen ikke bliver til sandhed, bare fordi man gentager den. Jorden er flad, sagde man engang. De, der betvivlede det, blev slået ihjel. I dag siger vi, at jorden er rund, men jorden har ikke ændret form, fordi vi ændrede standpunkt. Den var rund hele tiden! Sandheden ændrer sig altså ikke, fordi vi kalder den for løgn!

Hvad er sandheden?

Umiddelbart er vi enige om, at der er sandheder, som ikke kan betvivles. Samfundets regler og vores etik og moral. Alligevel er det værd at huske, at det er mennesket, der har fremsat disse idealer som sande – og at de kan ændre sig.

En lærer på mit gymnasium sagde engang, at det eneste, der kunne bevises, var matematiske formler. Resten kunne kun sandsynliggøres, fordi de – som vi kender fra filosofien – kun kan erfares med vores sanser, og kan vi stole på dem? 
Det kan vi nok godt.

Men så er det jo lidt paradoksalt, at den sandhed, der tales om i dag, er sandheden om Gud – for ham kan vi jo netop ikke erfarer med vores sanser. 
Og så alligevel. For Kristus taler jo om sig selv, Og dermed handler teksten ikke så meget om, hvorvidt Gud eksisterer, men nærmere om, HVORDAN Gud er og skal forstås.

Sandheden søger ikke sit eget.

Og hvordan er Gud? Jo i dag lyder det, at Kristus siger sandheden og dermed er sandheden. Vel at mærke en sandhed, som forsamlingen ikke kan tolerere, fordi den ikke søger sit eget men tværtimod udfordrer deres verdenssyn.
Men Jesus søger ikke sit eget – så havde han nok undladt konflikten og han var aldrig draget til Jerusalems kors og død. 
Sandheden er ilde hørt, men den er også nødvendig. Om det handler om valgsvindel, krigsforbrydelser, utroskab, sygdom eller familiehemmeligheder, skaber det mistillid, vrede og uoverensstemmelser, når man insisterer på at holde sandheden skjult. 
Dem der lever på en løgn, kan ikke leve frit. Sandhed gør tit ondt, fordi den afslører os som uærlige, svigtende eller fejlende mennesker. Men sandheden skal frem, hvis tilgivelse og forsoning skal være mulig. 

Sandheden er et menneske.

Endeligt siger evangeliet os, at sandheden ikke findes i at have en bestemt mening eller holdning. Sandheden er Jesus Kristus. 
Her kan man selvfølgelig indvende, at de jødiske skriftlærde til sidst fik ret: Jesus var blot en forstyrret person, som var fuld af løgn og bedrag, der døde afmægtig på et kors. Men dermed mangler man det, som fastetiden bygger op til: Påsken.

For påsken siger to ting om vores liv, som begge er sande: 
1) Ligesom Jesus led og døde Langfredag, er det sandheden om os, at vi også i vores liv skal gennemleve lidelser, modgang og tab og til sidst skal dø. 
Men det er også sandheden, at Kristus delte smerten og døden med hele menneskeheden. 
2) Derfor er det også sandt, at lidelse, mørke, håbløshed og død ikke er det sidste, der er at sige om os. Jesus sætter livet ind på dødens plads. Han sætter tro, håb og kærlighed ind der, hvor lidelsen og modgangen råder. 
Altså siges det, at Jesus fra Nazareth døde både for os og med os, og dermed er sandheden, at døden ikke det sidste, der at sige om os. 
   Det er vel det, der menes med den sidste replik: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”. Det lyder for godt til at være sandt. Men det er faktisk for godt til at være løgn.


2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Ja. Og det er faktisk afgørende at formidle netop med denne tekst og dens virkningshistorie. 
Jesus giver en ordentlig bredside til de forsamlede jøder og siger, at de ”har djævelen til far”, fordi de ikke forstår, hvem han er. Både Luther og nazisterne har været flittige brugere af dette skriftsted, når de skulle underbygge deres antisemitisme. 
Men her er det oplagt at minde menigheden om, at Jesus aldrig kun taler om de andre. Der tales også til os. 
Og lever du egentlig i sandheden eller lever du på en løgn? Ved du, hvem Kristus er? Er vi bedre end den forsamling, Jesus taler til?

Derfor lyder det, at DU skal leve i sandhed. (ikke kun jøderne) 
Hvordan man så gør det, er jo det store spørgsmål. Måske man kan se på Jesu ord i evangeliet, hvor han siger, at jøderne vanærer ham, men han selv ærer sin fader. At ære sandheden er vel at tale livet, tilgivelsen og kærligheden op. At leve i løgnen er det modsatte.

 

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

At vælger man at leve på en løgn, lyver man ikke blot for andre. Man lyver også for sig selv.

4. – og hvordan er det relevant for din menighed?

Sandheden er truet som aldrig før. Én ting er konspirationsteorier og fake news, men noget andet er kunstig intelligens, der kan manipulere billeder og lyd, så vi ikke aner, om det vi præsenteres for er ægte. Så temaet er relevant.

Derudover tales der meget om, at man skal finde sig selv – underforstået, finde ud af, hvad meningen med ens liv er, og dermed hvad sandheden er i mit liv. 
  Her lyder det meget klart, at sandheden ikke findes i dig selv men ved at følge Kristus. Det lyder lige lovlig fromt, men den er jo god nok: Hvis man ligesom Kristus tør se sandheden i øjnene – at livet består af lidelse, modgang og død – men man samtidig tror, at tilgivelsen er stærkere end hadet og kærligheden stærkere end døden, så er tilværelsen nemmere at være i.

5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Er det okay at lyve? 
Sådan spurgte jeg mine konfirmander for et par uger siden. Vi talte om de 10 bud, og vi var kommet til buddet om, at man ikke må vidne falsk om sin næste – du må ikke lyve og tale usandt om andre – eller til andre…

Konfirmanderne mente, at det var svært – ja snart sagt umuligt – ikke at lyve bare engang imellem… Og når det kom til stykket, kunne de heller ikke se, at der var noget galt med at fyre en lille hvid løgn af engang imellem. Underforstået: Løgnen er ok. Ja, den kan ligefrem være nødvendig. Det kan være lettere, mindre kompromitterende og bedre for alle parter, at stikke en løgn end at sige sandheden…  Og der ligner vi jo alle sammen konfirmanderne! 
Men der det sandt, at løgnen kan være god?

Skal lægen lyve overfor patienten, når alle blodprøver siger cancer? 
  Skal man undlade at fortælle om sit sidespring, så konen ikke bliver tosset? 
Skal man leve i sandheden eller leve på en løgn?

OSV…

Anden søndag i fasten 2024

Læs teksten her

Af Rasmus Markussen, Ørbæk

1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Markusevangeliets fortælling om helbredelsen af drengen med den urene ånd er en af mine yndlingsfortællinger, fordi den siger os noget meget, meget vigtigt om tro og vantro. For nu at tale sådan lidt Kierkegaardsk om det: Guds uendelighed vis-a-vis menneskets endelighed. Guds evighed vis-a-vis menneskets timelighed. Guds frihed vis-a-vis menneskets nødvendighed. Det er noget med forholdet imellem Gud og mennesket, som kan sammenfattes under overskriften: Alt af nåde.

2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Hvis der er det, så er det, at du skal tro. Det er dog meget mere vigtigt, at det imperative ”Du skal tro” og det indikative ”Du kan ikke tro” er i et spændingsforhold, som kun Gud kan løse. Det er ikke min tro på ham. Det er hans tro på mig. Det er den umulige situation, som vi selv har bragt os i.

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Hvad det vil sige at være tro og være vantro. Man skændes ofte om, hvad kristendommen er. Er kristendommen en lære? Er kristendommen et liv? Er kristendommen overhovedet… noget, så er den ikke et enten-eller, men et både-og. For er kristendommen en lære, men ikke liv, så er den en gudløs ortodoksi. Og er kristendommen et liv, men ikke lære, så er den et gudløst sværmeri. Men er kristendommen lære og liv, så er vi ved at være der, hvor vi skal være. Jeg holder mig – selvfølgelig – på dydens smalle sti lige midt imellem de to yderligheder, men jeg må dog også indrømme, at jeg synes, at det evindelige ”Lad os bekendes vores kristne tro…” er lidt af en showstopper i det liturgiske flow. I stedet for bare at lire en lektie af, så er der altså mere verve og nerve i: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Det skal ikke være en bekendelse af det, vi har. Det kan være en bekendelse af det, vi ikke har.

4. – og hvordan er det relevant for din menighed?

Altså… At alt er muligt for den, der tror, er på en gang et lidt nedslående og meget opløftende budskab. Det nedslående er, at ingen er tro, men alle er vantro. Det opløftende er, at frelsen er mulig for alle, fordi den er umulig for alle. Det var og er og bliver: Alt af nåde. Og når man først har vænnet sig lidt til tanken, så er det faktisk godt nok endda.

5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

”Jeg tror, hjælp min vantro!” Bevares… Jeg ved godt, at det ikke er meget fantasifuldt, men det siger om ikke alt om alles, så i hvert fald meget om manges forhold til kristendommen. I hvert fald mit eget. Så det må være på sin plads at starte sin prædiken med den eneste rigtige trosbekendelse.

1. søndag i fasten 2024

Læs teksten her

Af: Dorte Wittrup Winther, Brændekilde og Bellinge sogne

1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Striden ved nadverbordet handler om status fordelt mellem at være tjener eller den der sidder ved bordet, der spørges hvem der er størst. Er det den der har gjort et stykke arbejde for at kunne dække et smukt bord for en gæst eller er det gæsten der sidder ved bordet, måske en ven, eller et menneske andre ser op til eller underkaster sig. Alle tre tekster til dagen, handler også om menneskets drift efter at have magt over det andet menneske. Med magt eller blot i tanken at indrette sig i et hierarki, i den relation man indgår i. Fornedrelse og ophøjelse er på spil i alle dagens tekster.

2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Der ligger en tydelig fordring om at vi skal forsøge at tjene hinanden, altså give slip på magten over det andet menneske. Vi skal rette fokus mod at tjene det andet menneske, for at give det plads i verden, som en parallel til nadverfejringen, hvor Jesus viser sin tjeneste for os. Det at tjene hinanden er et modbillede til samtidens liberalistiske tankegang, hvor de sårbare og ensomme taber. Dagens ”du skal” ligger i at vise gæstfrihed og generøsitet i mødet med medmennesket.

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

At Jesus vender op og ned på menneskets trang til at hierarkisere, han viser en vej til hvordan mennesker kan opbygge hinanden i stedet for at nedbryde hinanden, som det er tilfældet i brodermordet fra Genesisteksten. Det er en evne som vi alle har, en muskel vi skal træne, for at vi kan blive ved med at finde menneskeligheden frem hos det andet menneske og hos os selv. Vi skal holde op med at spørge, hvad vi selv får ud af noget, og i stedet have tanke på at tjenergerningen ophøjer os alle. Både min næste og jeg selv.

4. – og hvordan er det relevant for din menighed?

”Du skal kun beskæftige dig med det der gør dig glad”, sådan formulerer en af landets mange populære influencere sig. Med andre ord, så skal du følge dine egne behov og din egen lyst til hvad du vil gøre i verden og med andre mennesker. Det lyder uskyldigt, men det er udtryk for den konsumkultur som vi lever i, hvor mennesket gøres til forbruger, og medmennesket groft sagt er en vare. Jesu bud om at tjene medmennesket minder os om at vi er mere end forbrugere og varer på en hylde.

5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde? –

Prædikenen er fra 2012, med fokus på Gudsbilledligheden.

I søndags kunne man læse et interview med Kirkeminister Manu Sareen i Fyens Stiftstidende. Grundlæggende handlede interviewet om hans forhold til tro, hans egen tro og tvivl. Overskriften på forsiden lød: ”Jeg kan ikke få plads til Gud i min livsligning”. Han beskrev sit liv med uddannelse, politiske karriere, familie og senest udnævnelsen til Kirkeminister, og han kunne ikke få plads til Gud i alle mellemregningerne. Der var ikke nogen ubekendte, som kunne tilskrives Guds indgriben eller medvirken.  Så deraf sluttede vores kirkeminister at han ikke kunne få plads til Gud i sin livsligning. Jeg kan nemt følge ham. Og det tror jeg også der er rigtig mange andre der kan. Vi ved så meget, vi har så mange muligheder, vi bor i et af de lande i verden hvor der er nemmest adgang til uddannelse, vi har organiseret samfundet så lægehjælp og hospitaler er til rådighed for alles bedste. Vi har kortlagt stort set hele kloden, vi hat kortlagt dna profiler, vi kan scanne hjerner, hjerter og fostre, så videnskaben for det meste kan rette op på alle de fejl vi er udstyret med. Så jeg forstår nemt, hvad vores kirkeminister gav udtryk for i avisen. At det kan være svært at finde plads til Gud i sin livsligning.

Jeg ved ikke hvordan det er med jeres livsligninger. men inden i kaster jer udi at gøre op hvor meget plads der kan blive til Gud i jeres livsligning, så vil jeg give et godt tip. Det er ikke vores opgave at få plads til Gud i vores livsligning, vi behøver ikke regne på det og opgøre miraklerne i vores liv så vi kan få plads til Gud i vores livsligning. Det forholder sig modsat. For man kan spørge om det overhovedet kan lade sig gøre at få plads til hele Gud eller hele skaberværket i sin livsligning. Det forholder sig således at Gud har plads til os i sin livsligning. I alt det skabte er vi en del af livsligningen, vi har vores plads, vi har vores forudsætninger i det liv vi lever, som altid er en del af livsligningen. Den livsligning som hører hjemme hos Gud. For deri er der plads til os, til hele menneskeheden, til hele skaberværket.

Den her misforståelse af, om det er os der skal finde plads til Gud eller om det er Gud der har plads til os, det er en fin parallel til beretningen om Adam og Eva og slangen og syndefaldet der fulgte deraf. Adam og Eva overvejede ikke engang om Gud havde plads til dem i paradishaven, de levede blot tillidsfuldt i haven. Efter biden af den forbudne frugt fremmedgøres de for Gud, de skjuler sig for Gud og må dække sig med figenblade for at dække sig for hinanden. Med et slag kommer fremmedgørelsen ind i menneskelivet, tillidsfuldheden bliver afløst af frygt. Og Adam og Eva bliver kastet ud af haven, ud i livet, hvor helt andre forhold gælder. Deres to sønner Kain og Abel har forskellige forudsætninger, Kain bliver så fyldt med misundelse og vrede, at han slår sin bror ihjel. Fremmedgørelsen har fået fatale følger og skaberværket er fyldt af mislyde.

Nu er det vores Kirkeminister der kommer til at holde for i dag, med hans udtalelse til avisen. Det er ikke for at hænge ham ud, for jeg nærer stor respekt for hans forsøg på at formulere sig om tro og tvivl, det var en af hans første opdagelser som kirkeminister, at vi danskere holder vores tro næsten helt for os selv. Men hans udtalelse til avisen, er så fin for den sætter helt moderne ord på vores grundlæggende synd som mennesker, at vi tror at vi skal finde plads til Gud frem for at leve i tillid til at vi har plads i alt det skabte, at vi kan henvende os og at der altid er noget der er større end os. Vores grundpræmis er at vi lever efter syndefaldet, vi har fået den frihed, som Eva sneg sig til at tage, da hun bed af æblet. Vores frihed medfører at vi må leve vores liv på bedste vis, hvor kærlighed, nærvær og glæde er en del af det, men vi skal også navigere i de følelser der er født af misundelse, svigt, uretfærdighed og had.

Men heldigvis er vi ikke på Herrens mark. Det kan nemt føles sådan. Og det er ikke sikkert at en bøn til Gud altid redder situationen, som man havde håbet på.

Men vi er ikke på Herrens mark, for vi lever vores liv med tilgivelsen som fortegn. Vi bliver rakt brød og vin i nadveren, vi bliver kaldt på og mindet om at lægge vores skyld og synd bag os. For det liv der skal udslettes for vores synderes skyld, det har Jesus Kristus taget på sig. Han har givet os muligheden for at misundelsen ikke skal æde os op eller som i Kains tilfælde, at vreden skal fylde så meget at det ender i mord. Vi får mulighed for at sætte vores selvoptagede selv til side. Så vi kan se andet end os selv. Vi får rakt muligheden for at se med nye øjne. Så vi kan se verden igen.

Jeg tænker vores sind, kan være som en stjerne kikkert. Det er en kikkert, der skaffer os skarpe billeder af planeter, måner og stjerner, som vi kun ser lyset fra på nattehimlen. På en dag hvor misundelsen fylder vores sind, der kommer vi til at stille skarpere og skarpere, vi ser det tydeligere og tydeligere, mere og mere detaljeret og vi glemmer fuldstændig at billedet af det andet menneske er langt større. Det er muligheden når man står med en stjerne kikkert for øjnene. Man har friheden og muligheden for at stille ind og skifte optikken ud, så ens billede bliver skarpere.  Hvis man har lyst, så kan man virkelig få stillet skarpt på alt det den anden har, alt det der gør en misundelig.

Og vi har også friheden til at vende stjernekikkerten mod os selv, hvor vi kan komme til at stille så skarpt på de svigt vi har stået for, at vi kan glemme alt det andet vi er.

Den frihed vi har, kan vi fejlagtigt komme til at forvalte, så vi vælger at have stjernekikkerten for øjet, hver gang vi ser på os selv eller når vi ser på det andet menneske. 

En stjernekikkert kan være rigtig fin, og specielt hvis vi brugte den til at stille skarpt på punkter, hvor vi ser at det andet menneske og vi selv er skabt i Guds billede. Men det sker altså at Gudsbilled ligheden kommer i anden række. Og nok desværre alt for sjældent.

Hvad er det vi stiller skarpt på? Hvad er det der ligger os dybest på sinde. Eller hvad er vores sind og tanker grundlæggende optaget af. Er det at have muligheden for altid at stille skarpt, på de andres synd og min egen. Eller ligger det os dybest på sinde at huske at vi og de lever livet med tilgivelsen som fortegn? Hvis det er det sidste, så lader vi stjernekikkerten være stjernekikkert, en kikkert der bruges til at stille skarpt på stjerner, og kun stjerner. For hvis vi husker at vi helt fra dåben lever livet med tilgivelsen som fortegn, så bliver der plads til at se et langt større billede. I stedet for en stjerne, så bliver det en lysende stjernehimmel, når vi tager kikkerten fra øjet. Hvis det er et menneske, både os selv og det andet, så får vi måske øje på Gudsbilled-ligheden, hvis vi tager kikkerten fra øjet.

Forhåbentlig får vi øje på at vi er en del af den skabte verden. Vi er villet af Gud.  Tilgivelsen er sat som fortegn for vores liv. Vi er sat her i verden, med forskellige udgangspunkter og med helt forskellige liv, men alle er vi en del af skaberværket. Alle har vi fået livet i gave og alle får vi tilgivelsen rakt.

Jeg håber det inviterer til en frimodighed i jeres liv. Det lyder nok modsætningsfyldt, men jeg synes der er en stor frihed i at vide at vi alle er syndere. Vi kan skyde en hvid pil efter det perfekte, både hos os selv og andre. Det bliver aldrig godt nok, uanset hvad vi gør.  Og så bliver vi mødt med tilgivelsen. Alle vi uperfekte, kan sætte os til bordet sammen, hvor vi i ydmyghed kan tage imod Kristi legeme og Kristi blod, så vi kan gå derfra med fred, der kan åbne for frimodighed.

Her efter prædikenen skal vi synge ”Nu fryde sig hver Kristen mand”. Det er Grundtvig der har nedskrevet sin jubel over tilgivelsen. Han skriver ”Nu fryde sig hver kristen mand, og springe højt af glæde.” Tilgivelsen afløser arvesynden med arvefryd. Der bliver plads til glæden og frimodigheden på trods af synden. Grundtvig bobler af glæde. Han bobler over tilgivelsen. Grundtvig har begreberne på plads. Han ved, at han har plads i Guds livsligning, han lever ligesom alle vi andre med, at vi er syndere, så stjernekikkerten er for længst kastet bort, han er fyldt af glæde over tilgivelsen. Hans syn på verden er stort og fyldt med nuancer, glæden fylder hans sind. For han er tilgivet.

Det samme gælder for os. Vi har plads i Guds livsligning, vi lever i en vished om at vi er syndere, vi kan kaste stjernekikkerten bort og lade os fylde af glæde over tilgivelsen, så vores syn på verden bliver stort og fyldt af nuancer. Vi kan lade glæden fyldes vores sind, for vi lever med tilgivelsen som fortegn, i dag som alle dage.

Fastelavnssøndag 2024

Læs teksten her

Af: Anders Carlsson, Vejstrup Valgmenighed

1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Sanserne. Alle vore sanser.

Når det gælder den viden og den erkendelse, der skal ind i os, så tildeler protestantisk kristendom vores øre alle privilegier. Vejen til vores hjerte går gennem øret. Vi plejer at sige det på den måde, at Gud ved Helligånden virker ved ord, lydelige og forståelige ord på modersmålet, som rører og bevæger os.

I Jesus fravær bandt Gud sit nærvær til ordet, da Gud pinsemorgen lod fortællingen træde i stedet for den fraværende Søn. Resten er så historien om, hvordan fortællingen er blevet trimmet, og om hvordan fortællingens tilhørere er blevet disciplinerede.

Resten er kirkens historie.

Derfor forstår den protestantiske gudstjeneste da også sig selv som den måde og det sted, hvor troen kommer til udtryk på i væsentligste og dybeste forstand. Og det er i særlig grad ordets gudstjeneste. Her sidder vi pænt på række og lytter.

Når præsten en søndag fornemmer, at han eller hun ikke har ret meget at gøre godt med, ja så trøster han/hun sig med, at salmerne vil komme til hjælp.

Kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen trøster sig fra sin erfaring som kirkegænger med, at Bibelen og ikke mindst salmebogen altid har gjort det mindre vigtigt, om den lokale præst var en hjerne til hest eller bare et rart menneske.

For teksterne taler på tværs af tiden. Og salmerne taler til os. Men de taler altså. Og det talte skal ind gennem et øre for at blive forstået. Det er det hørte, der gælder.

Jeg tror, at litteraten Erik A. Nielsen når til den yderste grænse af netop den opfattelse, når han finder en parallel til den almindelige avling i den måde, som Helligånden virker på. Han beskriver forholdet mellem Ånd og øre som en besvangring. Guds ord besvangrer os gennem ørets åbning.

Men måske det kan gå hen og blive lige meget nok for vores ører ene og alene at skulle bære ansvaret for kristendommens fertilitet og frugtbarhed...

For kristendom også både lugter, smager, føles og ses. Og så er der endda nogen, der siger, at også den sjette sans er anlagt på det guddommelige.

Og fasten tjener til at skærpe alle de sanser – alle vores sanser. Tidligere gjorde Fastelavn det med karneval, udklædning og fest og ballade.

Nu nøjes vi på god protestantisk vis med to små historier. Men det går nok endda.

Med sine to små historier om at se, gør Fastelavns søndag opmærksom på øjnene som evangeliets port til os.

En anden pointe er det, der sker skjult for vore øjne, jfr. at Jesu ord var ”skjulte ord” for disciplene i dagens tekst.

Og her retter jeg blot et enkelt blik tilbage til forrige søndags evangelietekst, altså lignelserne om kornet og sennepsfrøet, der gror i det skjulte:

Når evangeliets frø er sået i det skjulte med os som grobunden, henter det næring i de erfaringer vi gør som mennesker og som hinandens medmennesker. Det går helt af sig selv. Og som tiden går, får frøet mere og mere næring fra den foruroligende viden, som vi må dele med Kristus for dog at dele den med nogen overhovedet – nemlig en viden om vores syndighed – den syndighed, som blandt andet hænger uløseligt sammen med, at vi først kender grænserne for vores liv, når vi har overskredet dem. Og dén syndighed vokser vi ikke fra, den vokser vi til. Og dermed vokser gudsriget som troen også i os.

Så vi er den jordbund, som gudsrigets frø er sået i, og vi er voksestedet, hvor gudsriget vokser sig stort. I sig selv er jordbunden et sanseligt billede, der vækker vore sanser. Og gudsriget vokser af sig selv, men det er os, det vokser sig stort i. Det betyder ikke, at vi bliver mere fromme eller hellige med væksten - det betyder, at jo mere menneskelige, vi er, desto bedre plads er der for den vækst, som Jesus kalder gudsrigets.

For det er netop ved grænsen for vores vilje og når vi erkender at have overskredet grænserne, at Kristus vokser i os som tilliden til, at der er en nåde og barmhjertighed med os, som vi ikke selv har ladet vokse frem – og at der er en tro på, at vi ikke kun kan gøre det bedre, men at vi i troen på ham også endnu en gang får uprøvede muligheder lagt i vores hænder.

På den måde vokser gudsriget altså som troen i os.

Dén erkendelse skal fastetiden også gerne skærpe vores opmærksomhed mod.

2. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

I forbindelse med forberedelserne til Fastelavns søndags gudstjeneste og prædiken er der god inspiration at hente i Svend Bjergs ”Øjnenes Faste”.

Selv om Bjerg, trods titlen, ikke er inde på mine ovenstående overvejelser, gør han i bogens indledende overvejelser rede for en tradition, som siden Middelalderen var udbredt i kirkens liturgi – og som jeg her vil fremhæve kunne være en rent fysisk måde at formidle fastens budskab på.

Bjerg skriver, at ”øjnene skal skærpes i fasten, så de ser mere, både i det ydre og i det indre rum.” Den måde og den skik, man udfoldede for at skærpe synssansen i fasten, kalder han er ”sakral synsøvelse”. Man gjorde ganske enkelt det, at man fra 5. søndag i fasten og til påskelørdags nat, lagde et hungerklæde hen over alteret, så alteret ikke mere kunne ses. Senere i historiens løb gik man så endnu videre og tilhyllede alle kors og billeder i kirkerummet. Bjerg kalder det en ”ikonoklastisk synsprøve.”

Hvorfor ikke indlede hele fastetiden med en lignende ændring i kirkerummet, som i løbet af fastetiden kunne være med til at skærpe sanserne? Alle sanser?

Men nok om Bjergs tanker. Igen: ”Øjnenes faste” er god inspiration fra nu og til påskens afslutning.

Og inden jeg går videre, skal jeg understrege, at ovennævnte strøtanker ikke strøes ud fra den tvivlsomme idé om, at kirken altid og først og fremmest skal være synlig. Tankerne om de sakrale synsøvelser flugter fint en klogere pointe, som ikke fremhæver et behov i kirken for at gøre sig synlig, men som i stedet for fremhæver et behov for at gøre kirken og kirkeårets rytme tydelig og på den måde ønsker at skærpe opmærksomheden overfor det, der venter os i påsken.

Den formidling, der så skal gå til sanserne, kunne tage udgangspunkt i den måde, man før i tiden indledte fasten med at ”spæge sit legeme”, som det hed.

For så længe vi forstod at faste i ordets bogstavelige forstand ved at spæge vores legeme, ja så længe blev også både følesansen og smagssansen mindet om den gavmilde Gud. Sanserne blev mindet om den Gud, der til daglig mættede med sine rige gaver.

Søbemadens triste tid forberedte os på den glans, som påskens opstandelsesunder kaster over vores tilværelse. Og ifølge Grundtvig kan den store konges glans netop beskrives i naturens, mæthedens og gavmildhedens billede. Dets - altså gudsrigets - glans opstår som aks i vang, som maj i bøgeskove, ja, prægtig under fuglesang som gyldensol af vove.

Efter fasten indfinder påsken sig som aks, som løvspring, som fuglesang og som solskin. Her er noget for alle sanser. Det er til både at lugte, smage, føle og se, hvad der er på færde, hvis man altså vel at mærke ikke har døvet sine sanser med alt for mange sanseindtryk.

Og det var så det, fastetiden skulle være med til at forhindre: altså at man døvede sine sanser og gjorde dem forkælede og sløve.

Den, der har fastet, ved, hvad festen betyder.

Men det er selvfølgelig blevet vanskeligere for den, der har fulgt livstilseksperternes råd om at gøre hverdagen til en fest. Hvorfor skal det hele væres så kedeligt, spørger de os – og som et ordløst svar på det spørgsmål, ja så gør vi den endeløse fests ensformighed til livsstil.

Men fasten minder os om, at det er den sultne, der sætter pris på at blive mæt. Ligesom det er den blinde, der sætter pris på sit genvundne syn.

Og det er jo lige netop synet, som dagens to fortællinger handler om.

Så vidt det vides, havde disciplene ikke problemer med deres syn, men de ikke. Jesus forudsagde sin forestående lidelse og død. ”Se, vi går op til Jerusalem”, sådan lyder indledningen til fastetidens påskeforberedelse. Men disciplene fattede ikke noget… de så ikke noget - det var skjult for dem.

Til gengæld sad der en blind tigger ved vejen, og han helt tydeligt. Han så, at Jesus fra Nazareth var Davids søn. Altså lige netop den Messias eller Kristus, der kom for at forbarme sig over verdens blindhed.

Gudsriget, altså det, der opstår som aks i vang og maj i bøgeskove, skal ses med vidåbne øjne og alle sanser alarmerede. Og derfor helbredte Jesus for blindheden.

Tiggeren skulle med til Jerusalem. Straks kunne han se, og han fulgte Jesus og priste Gud.

Man kunne sige, at det er en pudsig og bizar pointe, at den helbredte som det første – efter at han har fået evnen til at se – at han som det første skal bruge sin nyvundne evne til at bevidne sin helbreders elendighed, hånet, mishandlet og dræbt. For den helbredte fulgte lige netop med Jesus til Jerusalem, og der skulle helbrederen, Jesus, jo hånes og mishandles og slås ihjel på den mest nederdrægtige måde.

Men mon ikke, at det netop er evangelistens ærinde med de to små fortællinger om at se: at det guddommelige skal ses i sin forklædning. Det mest ophøjede skal ses i det mest fornedrede?

Og mon ikke alle de udklædningstraditioner, der knytter sig til fastelavn, mon ikke de er blevet til, for at vi skulle huske hinanden på, at det med at se ikke er så enkel en sag?

Den udklædte har skjult sig bag sin udklædning.

I sig selv er det foruroligende nok, at vi ikke rigtig ved, hvem vi ser. Men endnu mere foruroligende er det, når vi får øjnene op for, at udklædningen samtidig afslører den tilslørede. Når den udklædte kendes på sin maske.

Sådan skal vi nemlig kende Gud.

Der er ikke meget guddommeligt over påskens dramatiske begivenheder. Medmindre vi ser, hvad vi aldrig kunne have forestillet os: at Gud blev menneske, for at mennesker ikke skulle nøjes med det, de kunne forestille sig, men for at de - for at vi - skulle se meget større ting. Vi skulle se det guddommelige forklædt under det, der tilsyneladende var det guddommeliges modsætning. Til-syne-ladende.

I fornedrelsen så vi ophøjelsen. Under grusomheden så vi Guds barmhjertighed.

Så i den måde, Gud kom til syne i Jesus har vi fået den udfordring: at se Gud i andet end Guds ophøjede storhed – at se Gud i andet end Guds majestæt og vælde.

3. – og hvordan er det relevant for din menighed?

Vi kan ikke længere faste uden at få ondt af os selv.

Når en kvinde forlader sin mand, fordi hun ikke kan holde ham ud, er køleskabet trods alt fyldt, som Suzanne Brøgger skriver. Hun kan ikke holde ud at tænke på en mand, som er ked af det, fordi han er sulten.

Og den duftende røgelse ledsager heller ikke længere vores bønner til himlen som et synligt tegn på, hvor hengivne vi er. Smage-, føle- og lugtesansen er ”fadet ud” som en kilde til at erkende de dybeste lag i tilværelsen. De sanser er svundet ind på samme måde som muskler, vi ikke bruger, gør det.

Men synet kan vi stadig lege med. Vi kan i det mindste glæde os over, at børnene stadig leger med det.

Og uden at vi bliver som børn…

Som kilde til indsigt er synet et helt nødvendigt supplement til hørelsen, hvis vi ikke skal falde for fristelsen til at (nøjes med at) tro, hvad vi selv kan forestille os.

På den måde kunne man sige, at Gud er til for det ubevæbnede øje. Det ubevæbnede øje, der altså ikke lægger verden til rette for blikket – det ubevæbnede øje, der ikke lægger verden til rette og som heller ikke lader vores fordomme, forventninger og teorier stille sig i vejen – det ubevæbnede øje, der i stedet for uvilkårligt og umiddelbart ser det guddommelige i daglige foreteelser.

Vi overser tit det mest indlysende. Og det, vi overser, ja det overser vi ikke, fordi det er svært at få øje på. Vi overser det, fordi det er alt for indlysende. Vi lever blinde for det, som vi lever midt i. Vi er distraherede af fordomme og teori.

Så som kilde til indsigt er synet et helt nødvendigt supplement til hørelsen, hvis vi ikke skal falde for fristelsen til at tro, hvad vi selv kan forestille os.

Når det gælder vores tro, må vi gætte os frem. Facitlisten findes ikke. Det entydige resultat og den sikre forklaring findes ikke. Det indtryk kunne vi ellers alt for nemt få, når vi sidder her i kirken på snorlige rækker og hører efter.

Men den, der ser, forventer ikke at blive belønnet med sikkerhed og viden - men muligvis med overraskelser.

Gud overrasker i sin forklædning som menneske.

Det er det mysterium, som fastelavn fortolker.

4. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Med indvarslingen af fasten og med fortællingen om Jesu vej mod Jerusalem og mødet med den blinde tigger, ligger der en uudtalt fordring om at skærpe alle vore sanser, så påskens budskab kan blive mødt med så meget desto mere glæde og overvældelse.

Fasten har så i øvrigt både med skærpelse af sanserne og med sult at gøre.

Når man sulter sig, tænker man kun på at få noget at spise. Man bliver med andre ord opmærksom på det, man lever af. I åndelig forstand finder man ud af, hvad man reelt lever af – nemlig det, der virkelig betyder noget for én. Fastetiden er altså en appel til os om at se, hvad vi bliver mætte af i det liv, som vi har fået af Gud.

I »Øjnenes faste« skriver Svend Bjerg, at danskerne lægger fasten bag sig, før den er begyndt. ”Uden faste, ingen fest, heller ingen påskefest”, siger han.

Hvis man ikke oplever sult, så bliver man heller aldrig mæt – og så går man rundt halvmæt. Man forbereder sig jo ikke til en fest ved at tage den på forskud, for så ødelægger man den, inden den overhovedet er gået i gang.

For at skærpe forventningen må man have tålmodighed og mod på at vente.

Når vores forståelse af faste stivner, som den har gjort efter reformationen, så forbliver spændingen mellem liv og død uforløst.

Frem for at komme forløst ud på den anden side og med en ny sanselighed og mod til at gå ind i verden, så kommer vi i stedet til at bære rundt på en dårlig samvittighed, der har det med at vokse helt af sig selv.

Faste er en bodstid med tid til anfægtelse. Og anfægtelse betyder at få brodden imod sig og forsvare sig, ligesom Jesus måtte forsvare sig i ørkenen. Og hvis vi ikke i fastetiden gentager den anfægtelsesrunde, som Jesus tog, ja så bliver anfægtelsen forvandlet til en anonym dårlig samvittighed.

Og her er vi så tilbage ved behovet for rituelle rammer for fasten, som også kunne gælde i fastetiden i vores dagligdag uden for kirkerummet. Ellers risikerer vi, at vores dagligdag i fasten bliver en hverdag med protestantisk og leverpostejfarvet nøjsomhed med et par slatne skiver rødbede til at illudere, at hverdagen da så sandelig også er en fest...

5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Som en foregribelse af påskens begivenheder og i forlængelse af ovenstående overvejelser over skærpelsen af synet og det, der er skjult for vore øjne kunne linjerne: ”Det er så sandt at ingen vor Herre ud af graven gå. For det, der aldrig kunne ske, det skulle intet øje se...” inspirere til de første linjer af fastelavnsprædikenen.

Epistelteksten med dens ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde...” kunne være en videre inspiration efter ovenstående indledning af prædikenen.

SØNDAG SEKSAGESIMA 2024

Læs teksten her

Af: Christian von Tangen Sivertsen, Nyborg sogn

Især 2 store, vidunderlige temaer oprulles med Jesu meget erfaringsnære lignelse. Dels bliver det i den første halvdel sagt, at selve livets mirakel er helt uden for vores kontrol (”det vokser jo medens vi sove” salme 728), mens det i andet afsnit tydeliggøres, hvordan det allerstørste – Guds rige – manifesterer sig, selv i noget så småt som et lille undseligt frø.  De to temaer hænger selvfølgelig sammen, for det afgørende i forhold til Guds rige er, at det kun folder sig ud, der hvor vi kan tage imod det – som det vi ikke skylder os selv eller selv kan frembringe - hvorfor selv et frø kan åbenbare og vokse til det største: at det gives os af Gud.

Teksten indebærer en skjult fordring om, at vi tager vare på det og de i verdens øjne mest undselige og skrøbelige, ligesom den i det hele taget understreger, hvordan livet omkring os er proppet med mirakler – med noget der sker uden for vores vilje og indflydelse, og som vi derfor har en særlig pligt til at drage omsorg for. For i det undselige og det mindste, lyder Guds fordring desto større!

Og det gælder i alle livets forhold, hvorfor Guds rige ikke er sådan at sætte på formel og gøre os færdige med. Det møder os nemlig overalt i skikkelse af det allermindste, i alt det, vi mener er det mest overkommelige og ligegyldige: i vores parforhold, på vores arbejde, i vores forhold til hinanden og til naturen –kort sagt – overalt! Man kan derfor aldrig sætte Guds rige på pause. For det vedbliver at ville byde os ind, uanset hvor vi befinder os i livet – også når vi føler os allermest på afstand af det.

Og som sagt indebærer det samtidig en pligt. Men at være forpligtet i Guds rige, er på paradoksal vis samtidig det mest befriende, man kan være forpligtet overfor– fordi det er at være bundet til en instans, der altid møder os med tilgivelse og tilskyndelse til endnu en gang at tage imod. Gør vi nemlig det, ja så vokser selv det mindste frø sig til en plante, der er større end alle andre. Den plante, der bærer navnet Guds rige – og hvori vi alle kan bygge ”rede” – deri, hvor vi alle har hjemme.

Søndag seksagesima 2024

Læs teksten her

Af: Ina Balle Aagaard, OUH

Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Jeg ser umiddelbart temaer som: Skabelse, vækst og handling, men også hvor forbundne vi er med naturen og den verden vi lever i. Manden der har sået det undseelige lille sennepskorn i jorden ved ikke hvordan kornet spirer og vokser, men når kornet er modent går han straks i gang med at høste.

Guds rige er i udgangspunktet ikke til at få øje på, men hvor det får plads, vokser det til glæde og gavn af sig selv. Ligesom ethvert skrift er indblæst af Gud ”så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.”   

Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Du skal huske at være forbundet med den opgave du er stillet: At være menneske. Som i kong Frederiks nye valgsprog er han og folket: `Forbundne”(, forpligtet, for kongeriget Danmark'). Vi er afhængige af høsten, fik vi ikke noget at spise kunne vi ikke leve. Vi er afhængige og forbundet med jorden, Adam blev formet af jord. Forbundne med verden omkring os, med hinanden. Selv skriften indblæst af Gud, ifølge Paulus, er vi forbundne med.

Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Jeg vælger denne dag som det vigtigste budskab at formidle at behovet for sammenhængskraft, fællesskab og følelsen af forbundethed aldrig har været større.

Vi er så bange for at være andre til besvær. Omvendt vil vi selv gå langt for at hjælpe et medmenneske der søger vores hjælp.

Selvom vi kunne klare os selv, og helt kunne undgå at bede andre om hjælp, ville det føles ensomt, ja det ville nærmest blive vores undergang.

– og hvordan er det relevant for din menighed?

Det er relevant for min menighed at høre at vi er forbundne, med andre mennesker, med hinanden. At der er en mening med at vi er her sammen. Vi er ikke alene med vores lidelse og besvær. Vi skal kunne bruge hinanden næstekærligt og i den gode sags tjeneste.

Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Den første sætning i min prædiken kunne lyde: Simon Kvamm synger i sin sang: ”Alein alene”: Hvem der bare ku klare sig med hjælp fra sig selv”.

Teksten udtrykker at vi ”så vidt som overhovedet muligt” gerne vil kunne klare os selv og ikke ønsker hjælp fra nogen.

Det ”trender” at udstråle, at man magter at have travlt, at man har styr på det. At man passer ind i middelklassens kasse. At man har børn der klarer sig godt og får gode karakterer i skolen. At karrieren kører. At man kan rejse væk på ferie. At man dyrker sin krop og spiser det rigtige. 

Vi vil så gerne leve op til samfundets og de sociale mediers krav om, at være en succes og at være uafhængige. Vi har ikke lyst til at være til besvær eller en klods om benet på nogen. Det er svagt, så hellere skrue ned for relationerne og lade være med at fortælle andre hvis vi har problemer. 

Det hele er jo op til mig selv, og derfor er det min egen skyld hvis jeg ikke kan klare det. Hvis jeg bare arbejder for det, kan jeg blive hvad som helst. Men det har den tragiske skyggeside, at hvis projektet mislykkes er det, fordi jeg ikke har taget mig nok sammen og ikke har gjort det godt nok.

Men er det sådan et samfund vi har lyst til at leve i?

Et samfund hvor det er for skamfuldt at række ud og tage imod hjælp fordi man derved fremstår som en fiasko? Eller hvor det ikke engang er acceptabelt at tage kontakt til andre og f.eks. spørge, om vi ikk` skulle mødes over en kop kaffe en dag.

Det er interessant, at vi er forbundne ved at leve under de samme naturlove. Hvor ofte taler vi ikke om vejret? Det har samme vilkår for alle: Ligger der sne skal vi klæde os varmt på og evt. søge alternative transportveje. Skinner solen cykler vi, vi går ture og lægger tyndere tøj frem. En snak om vejret er som regel en sikker fællesnævner.

Men før vi overhovedet kommer i gang med at tale om vejret, er vi nødt til at vise tillid. Løgstrup siger at en elementær tillid viser sig i menneskers kommunikative udveksling, når: ”der i talen som sådan – uanset indholdets vægt  - anslås en bestemt tone, i hvilken den, der taler så at sige går ud af sig selv for nu at eksistere i talens forhold til den anden”.

Så midt i, at vi taler om vejret, er vi i fuld gang med at udveksle holdninger og det kan ske, at der opstår en stemning af nærvær og god kontakt. Så har vi forbundet os med hinanden i højere grad end da vi begyndte at tale sammen.

Vi må gerne stå ved, at vi savner og leder efter autoriteter og fællesskaber. Det kunne jo være Gud, kirken, det kunne være kongehuset eller fodboldlandsholdet. Steder hvor vi oplever at blive en del af noget større, hvor vi ikke står med det hele selv, og hvor der er nogen, der fortæller os, at vi desværre ikke kan blive hvad som helst.

Vores eksistentielle ensomhedsfølelse udgør et behov for, at være sammen og føle os forbundet med verden og andre mennesker, for at modbevise at vi er ensomme.

Vi vil så gerne nå hen til at føle os forbundet, men i vores tid får vi kun redskaber til at gå alene. Det er ikke helt nok at få et ”thumbs up” eller ”hjerter” på de sociale medier. Det er tomme kalorier.

I en anden sang ”Solo”( feat. Aalborg Symfoniorkester) synger Simon Kvamm:

”Vil du med til et sted, som er tættere på flammen?

Hvor man ikke bare skal passe sig selv, hvor alting passer sammen

Bare følg efter de andre nede for enden af vejen

Der er høj musik og red, red wine”

Jeg oplever at, vi mere end nogensinde før, har behov for sammenhængskraft og fællesskaber. Vi ”må lære det gamle igen” som Olivia (Højskolesangbogen) synger. Hvis vores forældre havde glemt at lære os, at vi har brug for hinanden, så må vi lære det igen.

Vi kunne jo begynde at snakke om vejret.


Sidste søndag efter Helligtrekonger 2024

Læs teksten her

Af: Ole Buhl Nielsen, Brahetrolleborg, Krarup, Ø. Hæsinge

Denne søndag markerer slutningen på epifanitiden, hvor temaet siden Helligtrekonger har været, hvilken herlighed der åbenbares for verden i Kristus. Vi når i Helligtrekongerstiden i år at høre om Jesus som verdens lys og Jesus der velsigner de små børn og Jesus som det levende vand, inden vi nu til sidst hører om, at han skal herliggøres og som et hvedekorn falde i jorden for at bære mangefold af liv.

Den gammeltestamentlige læsning på dagen (Esajas) slutter med ordene: Jakobs hus, kom, lad os vandre i Herrens lys. Den nytestamentlige læsning (Kolossenserbrevet) udfolder vel egentlig Herrens lys: Kristus i jer, herlighedens håb.

Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Et tema der springer i øjnene er, hvordan herliggørelse og lidelse kan være to sider af samme sag, som det er her i evangeliet. Jesus er her på palmesøndag, hvor ordvekslingen i Johannes 12 foregår, på vej ind til sin lidelse og død og han siger, at nu er timen kommet, hvor menneskesønnen skal herliggøres.

2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Der ligger det ”du skal” i evangelieteksten, at du skal se dybere end kun lige til overfladen. Jeg var engang med til en mindesammenkomst efter en bisættelse, hvor vi havde sagt farvel til en kvinde, der de sidste 20 år af sit liv havde været alvorlig syg og hvor hendes mand havde sat alt andet til side for at passe og pleje hende. Jeg tror, at alle den dag tænkte, at det var godt, at hun havde fået fred efter et svært liv. Undtagen hendes mand altså, som rejste sig og holdt en rørende tale og sluttede af med at sige: - hvor har vi haft det godt! Med de ord sigtede han selvfølgelig ikke til al den lidelse, sygdommen havde taget med sig, men til den kærlighed, der havde været imellem dem. Deres svære liv var herliggjort af kærligheden, men det kunne være svært at se udefra eller på overfladen.

Vi har et krucifiks på alteret i Brahetrolleborg kirke. Krucifikset er lavet af det pure guld og man plejer at sige, at guld i en kirke symboliserer Guds herlighed. Krucifikset stiller dermed det spørgsmål: hvor er Guds herlighed henne i Jesu lidelse og død? Måske er herligheden den, at han hænger på korset af kærlighed og for at frelse mennesker. Måske er herligheden, at han fuldbyrder Guds vilje. Måske er herligheden, at lidelsen og døden er skridt på vejen til den endelige herliggørelse i opstandelsen.

Vi skal altid se dybere end kun lige til overfladen. Det gælder i kristentroen men også i det almindelige liv, hvor vi møder mennesker af alle slags. Der kan findes guld de mest overraskende steder. 

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Jeg tror, at jeg kommer til at fokusere på, hvordan vi som troende skal øve vort blik for Guds herlighed i Kristus. Jeg går måske omvejen ad den tale, kronprinsesse Mary holdt for kronprins Frederik til hans 50 års fødselsdag, hvor hun fortalte mange ting om ham og sluttede af med at sige: ”Jeg indledte alt det, jeg valgte at sige, med at spørge – hvordan indfanger man et menneske som dig? Svaret er; det kan man ikke. Man kan vove at følges ad.”

Måske er det først, når vi vover at følges ad, at vi lærer hinanden at kende. I troens følgeskab med Kristus skal det også åbenbares, hvem han er. Derfor kommer jeg nok også til at tale om tålmodighed. Tro på Kristus er ikke et quickfix men et livslangt følgeskab. Måske skal vi som manden til den syge kone ovenfor stå meget igennem på livets vej, men måske skal det også forundes os at sige om følgeskabet med Kristus: hvor har vi haft det godt! Hvor har det givet mening og båret meget!

4. – og hvordan er det relevant for din menighed?

For mange er troens praksis og liv ret fjerne størrelser, og jeg tror, at det giver mening at prædike om med jævne mellemrum, at tro er følgeskab mere end en læremæssig accept af dogmer. At tro er at gå hånd og hånd med noget større gennem livet og her kunne man godt citere en gammel Keld Heick sang: vi skal gå hånd og hånd gennem livet du og jeg

5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Kan noget svært være noget godt?


2. søndag efter Helligtrekonger 2024

Læs teksten her

Af: Karen Blauenfeldt Dam, Ringe sogn

1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Med julen i baghovedet er det nemt at se et tema, der kunne kaldes: ”hvor er Gud?” 
I himlen? - Som Salomo siger det i tempelindvielses-talen.  
I Templet/kirken? - Som det også bliver sagt i GT.
I Jesus? – Når han som Guds søn lige er kommet til verden, og selv til kvinden siger at ”Messias det er mig, den der taler til dig”.
I os alle? - Når vi har drukket af det vand, der i os bliver en kilde som vælder med vand til evigt liv, eller når vi med Johannesbrevet bliver i Kristus (som vi søndagen før netop hørte fortællingen om barnedåben, hvor vi podes ind på livstræet)

Man kan også overveje et tema om ”vand”, som noget der altid finder vej, noget der er svært at holde inde, noget vi er helt afhængige af.
Og med klimaforandringernes digebrud og oversvømmelser in mente, noget vi ikke kan styre.

Eller et tema om ”det uforudsigelige”, som mødet mellem Jesus og den samaritanske kvinde jo var det, hvis man ellers bider mærke i at ”det var i den sjette time” og dermed lige midt i middagsheden at kvinden gik ud til brønden. Måske for at hente sit vand i fred for misbilligende blikke fra alle dem med kun én mand.  
Så et tema om det uforudsigelige møde mellem kvinde/mand – jøde/samaritaner – rigtig/forkert – rent/urent osv. kunne man også forfølge.

2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Du skal tilbede Gud i ånd og sandhed. Dvs. ikke som en udvendig handling, men i dit hjerte og i dine gerninger, som fx det at handle retfærdigt fremhæves i Johannesbrevet.

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

At den bevægelse som julen satte i gang: bevægelsen fra himmel til jord – Ordet, der blev kød, Gud der kom til verden – den bevægelse fortsætter ind i vores hjerter og ud i vores handlinger. 

Himlenes himle kan ikke rumme Gud, sagde Salomo, så nu har jeg bygget dig en bolig, et sted, hvor du kan bo for evigt.
Men Gud ville det anderledes og kom til jorden i Betlehem, og Betlehems-barnet voksede efterhånden op til at blive en tømrer-søn, der en dag kom til Jakobs-brønden i Sykar, Samaria og bad en kvinde om vand.

Det jødiske og maskuline tempel i Jerusalem kunne ikke rumme den frelse, der i Jesus flød ud over alle grænser og helt til kvinder i Samaria og ind i hjerterne på enhver, der beder ham om levende vand.

4. – og hvordan er det relevant for din menighed?

Det er altid godt at blive mindet om at livet og verden og Gud er større end lige én selv/ens egen kirke/ens eget liv.

5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Man kunne starte med at citere fra børnesangen: ”hvor i himlen er Gud, og hvordan ser Han ud, har Han skæg og hår på hoved?........”

Eller

”Der kan ske meget når to mennesker mødes!”…..


1. søndag efter Helligtrekonger 2024

Læs teksten her

Af: Lene Kjemtrup Christensen, Korup sogn

1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Jeg ser et tema om skabelse, et om menneskets værd og om at være Guds barn.

2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Du skal vide dig elsket af Gud. Gud, som i øvrigt nørklede himmel sammen, som var det fingerstrik. Det er der stil over.

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Jeg ville forsøge mig med at formidle det lillebitte menneskebarn og det store skaberværk. Og hvordan hænger det største og det mindste så sammen for Gud? Og for os? Hvem er den Gud, der kom til verden i julen? Og hvad har Gud med børn at gøre?

4. – og hvordan er det relevant for din menighed?

Det vil være væsentligt for menigheden at blive mindet om Guds storhed i hvert eneste menneske -stort eller småt. Måske kunne man huske på Guds omsorg for både himmel og jorden, og på vores omsorg for hinanden og for skaberværket.

5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Hvor må det have været mærkeligt, at der skulle være plads til børn i et stærkt patriarkalsk samfund på Jesu tid… Og at de har en slags forrang i Guds riget må have vakt direkte bestyrtelse.

Eller

Det er aldrig for tidligt at få en god barndom.

Eller

Hvis honningbierne uddør, vil menneskeheden gøre det samme i løbet af fire år. Citat Albert Einstein

Eller

Et andet citat:

”Det ultimative udtryk for dårskab er en mand, der om et dyr eller en plante siger: ”Hvad gavn gør den?” Hvis naturen siden tidernes morgen har opbygget noget, vi synes om, men ikke forstår – hvem andre end et fjols vil da kassere tilsyneladende ubrugelige dele?

At gemme hvert et tandhjul i det store maskineri er enhver intelligent mekanikers første forholdsregel.”

Alodo Leopold


Nytårsdag 2024

Læs teksten her

Af: Torkil Jensen, Vester Aaby og Aastrup Sogne

1.      Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Nytårsdag kræver nok noget specielt af prædikanten. Der er formodentlig flere faste kirkegængere end konfirmander denne dag, og selv de hardcore kirkegængere har været længe oppe. Men at begynde et nyt år med at bede Fadervor kan da kun siges at være en god ide. For vi står over for noget ukendt. Et nyt år. Selv om verden omkring os sandsynligvis ligner sig selv, når vi lige får vænnet os til at skifte et tretal ud med et firetal. At bede, når man står over for noget nyt lyder ikke som en ny tanke, men en gang imellem er det godt at blive mindet om, at man godt kan tage noget af det gamle med over i det nye.

2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Der ligger et ”du skal” i de indledende ord: ”du skal ikke” En af de mest standhaftige tanker i kristendommen gennem århundrederne har været, at det da ikke kan passe, at det skal være så let at tage imod Guds nåde. Der må da skulle præsteres et eller andet. Og i hvert fald skal jeg da skære mine ønsker ud i pap, når jeg beder til Gud. Der kan ganske vist også være meget sjælesorg i at formulere sine udfordringer som bøn. Men nytårsdag, der på mange måder har brug for at være kort og præcis, giver Jesus befalingen om blot at bede Fadervor, for vores Fader ser i det skjulte. Og måske har han heller brug for så mange ord Nytårsdag. Er der andre steder i vores liv, hvor vi kan spare på ordene, fordi vi ved os kendte?

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Jeg vælger at gå med temaet, at vi er kendte af Gud som dem, vi er, og ikke behøver at bekymre os om, hvorvidt Gud elsker os som dem, vi er.  Også dagen efter Nytårsaften.

4.      – og hvordan er det relevant for din menighed?

En af Fadervors bønner lyder ”ske din vilje” – i en verden, hvor vi gerne vil have magt og indflydelse, skal der lægges stort vægt på disse ord. Således, at de kan lyde som en befrielse i stedet for som magtafgivelse. Det skal igen og igen siges, at vi trygt kan lægge vort liv – og et nyt år – i Guds hænder. Vi får alligevel ikke altid vor vilje. Hverken i himlen eller på jorden.

5.      Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Stilheden Nytårsmorgen er så småt ved at blive brudt. Måske er der et par raketter, der lige skal fyres af inden forbuddet igen træder i kraft. Hverdagen ligger også så småt på lur, det er tirsdag i morgen. Men vi vil her i kirken holde fast så længe som muligt. Og vi vil bede for det nye år med den bøn, Jesus selv har lært os. Se, om ikke skiftet til 2024 kan bæres af denne kendte bøn.


Julesøndag 2023

Læs teksten her

Af: Anders Skaanning Andersen

Temaer i teksten:

Profeti, flugt og hjemkomst

Profetien er det overvejende teologiske tema i teksten. Men med teksten placering og sådan som verden udvikler sig i øjeblikket, er der to andre temaer; flugten og hjemkomsten, som jeg ikke kan lade være med at hæfte mig ved i evangelieteksten.

Særligt hjemkomst fylder også i teksten fra Jeremias’ bog. Hjemkomsten har teologisk set ofte været tolket ind i en fortælling om at vende tilbage til Gud. Men med de krige der breder sig og den ødelæggelse de bringer med sig, er der en anden hjemkomst, som fylder meget, også for dem som kommer i kirken. Og det er hjemkomsten til det ødelagte land, der har været hærget af krig. Det land, som er for altid forandret, men som stadig også er det land, som dem der vender hjem til det, betragter som deres hjem.

Det er det evige dilemma i flugten. Om man skal vende tilbage, eller om man skal blive der, hvor man er flygtet til.

Josef får at vide, at han skal vende tilbage. For ham er der ikke noget valg. Der er givet en befaling til ham i en drøm. Men alligevel så prøver han at omgå befalingen, så godt han nu kan, ved at drage til Gallilæa i stedet for Judæa.

Der kunne jeg ikke lade være med at skele til Romerbrevets tekst om loven, og hvordan love ofte er utilstrækkelige, fordi vi netop fordrejer dem eller leder efter smuthullerne. Josef han finder et smuthul. Men profetien bliver alligevel opfyldt med tiden. Man kan forsøge at undgå sin skæbne. Ved at flygte, eller ved at fordreje tingene og lede efter smuthuller.

Men før eller siden, så har den med at indhente en.

Og når den gør det, så kan man vende tilbage og møde den med had og med hævn, eller man kan, som Kristus gjorde det, vende tilbage med forsoning og håb.

Hvad beder teksten dig om?

At vende hjem og søge forsoningen.

Verden er så præget af konflikter i øjeblikket, og når den slags først ruller, så kan de være svære at stoppe. Men en dag går de over, og så skal folk vende hjem, og forsoningen skal finde sted. Det gælder i Mellemøsten, i Ukraine, men så sandelig også i det helt personlige og private, hvor der også dukker konflikter op, som ofte er blevet fodret af julen, som desværre nogle gange kan være lige så stor katalysator for konflikter, som for fred og glæde.

Når krigen raser, eller når tallerkener flyver gennem spisestuen, bliver der sagt og gjort ting, som i øjeblikket kan synes som utilgiveligt og uforsonligt. Som om der aldrig vil kunne blive fred igen. Og så flygter man.

Men hvis man ikke vender hjem, så lader man netop vreden og ødelæggelsen vinde. Der er ingen skam i at dukke sig, når stenene, bomberne eller tallerkenerne flyver. Men hvis vi ikke vender hjem og søger forsoning og det håb som den kan bringe, så lader vi mørket vinde. Det var derfor Gud sendte sin søn til os. For ikke at lade mørket vinde, men at bringe lyset ind, når der var allermest mørkt. Det lys skal vi bringe videre. Den julegave vi fik, skal vi dele med vores næste. For det med det lys, at vi kan vende hjem og atter få ting til at gro.

Hvordan er det relevant?

Forsoningen er altid relevant. Men særligt på bagkanten af julen og på dørtærsklen til et nyt år, kan der være en særlig mening i at tale om netop forsoning og hjemkomst. Som den forsoning, der skal bringe noget nyt med sig. Den forsoning, der skal genopbygge, uden at gentage.


2. Juledag 2023

Læs teksten her

Af Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup sogn

1.      Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler over, at Jesus siger ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.” Citatet modsiger nok det meste af det vi har prædiket i julen, så hvad gør vi? Der er vel egentligt to muligheder: Vi bliver liggende og venter på Jesus rejser os op, eller vi komme selv på benene og gør, hvad der kræves af os.

2.      Hvad sagde du sidst, du prædikede over denne tekst

Jeg prædikede over, hvor grænsen går for den kristne og hvornår vi må sige fra og acceptere, at der kommer splid.

3.      – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Ordene om at turde kendes ved Jesus overfor andre menneske. Alligevel kender de fleste nok til, at gå stille med sin tro, for ikke at skabe splid eller blive hængt ud.

4.      Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Temaet i evangeliet spejler det, vi finder i Matt 25, 31- med overskriften Verdensdommen. Verdensdommen dømmer menneskerne ud fra om de så eller ikke så deres næste. Dagens dom er den, Jesus dømmer disciplene med. Disciplene skal kendes ved Jesus over for mennesker, for så vil Jesus også kendes ved dem over for sin himmelske far. Og de skal vide, at Jesus ikke er kommet for at bringe fred, men vil sætte splid imellem folk. Og de skal elske Jesus mere end deres familie og derfor tage deres kors op og følge ham, for kun ved at miste livet kan de redde det. Barsk tale og jeg tænker: Det kan jeg da ikke her midt i denne søde juletid og må derfor som jer andre lægge mig fladt ned på gulvet og håbe på, at Jesus kan give mig oprejsning og tilgive mig. Spørgsmålet melder sig dog, hvad nu hvis Luther tager fejl og det her er de kristnes dom?

Hvad kommer det mig/ os ved?

Det virker lidt op af bakke at sige Glædelig Jul, med den dagsorden evangeliet sætter. På den anden side, så kan vi ikke følge Jesus og samtidig fastholde, at alt skal forblive det samme. Noget må gøres og det kan godt være, at det er dig, der skal gøre det. At vi skal turde tale om vores tro og stå ved det, også selv om det kan skabe splid og give en del hårde kommentarer. Holder vi vores mund og på den måde redder vores liv, ja så mister vi det også, fordi vi aldrig bekendte kulør. Der bliver talt om, hvem der vil sidde på plejehjemmet og fortryde, at de ikke fik set hele verden. Det er der ikke mange, der vil, men vil det ikke være lige så ærgerligt at vide, at vi aldrig stod ved dem vi var og aldrig sagde fra og dermed fik et helt andet liv, end det vi kunne have haft, hvis vi havde talte åbent om vores tro.


Juledag 2023

Læs teksten her

Af: Peter Ø. Jacobsen, Sankt Hans Sogn

1.      Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

  • Den oplagte sammenhæng mellem 1. Mos 1 og Joh 1 og hvad deraf følger: Lys/mørke, skabelse ud af intet, det skabende ord, ånd og kød (uforenelige modsætninger, som i Kristus forenes)
  • 1 Joh 4,7-11: Kærligheden som drivkraften bag skabelsen ved Kristus og nyskabelsen i Kristus. Næstekærligheden som en naturlig videreføring af inkarnationen. ”Han er Gud blandt mænd og kvinder”. Ikke at mennesket er Gud, men at Gud mødes og tjenes i hans mindste små. Evangelisk sætning: ”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os…” En bestandig kærlighed har verden brug for at høre om. Sonoffertanken findes også klart her. Jesus får navnet Jesus netop for at frelse sit folk fra dets synder.
  • Joh 1,1-14. Se prædikenen nedenfor. Man kunne sagtens gribe teksten mere sjælesørgerisk an med de skønne billeder af lyset og livet. ”Livet var menneskers lys”, ”Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”, ”Lyset, som oplyser ethvert menneske”. Afgørende for mig vil det være at beholde det kristologiske fokus i disse billeder. Der er et særligt lys og et særligt liv forbundet med netop lyset og livet fra Kristus. Der er endda en sammenhæng mellem livet og lyset. Livet er menneskers lys. Endelig er der sammenhængen mellem Gud Faderens herlighed, som er fuld af nåde og sandhed. Guds herlighed fremtræder i GT langt fra altid på den måde – og måske heller ikke i vores forestilling. Den nye pagt afgør karakteren af Guds herlighed (sammenlignet fx med Moses’ oplevelse på Sinai)

2.      Ligger der et ”du skal” i evangeliteksten? Og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

  • Afvis ikke mennesket Jesus Kristus. Nok er han ”én af vore egne” men han er mere end det. Korset kan forarge.
  • Tag imod Gud, når han kommer i skikkelse af mennesket Jesus.

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Prædikenen er to år gammel. Det vigtigste for mig var her at formidle et meget nærværende gudsbillede og at koble troen på ”mere mellem himmel og jord” til de græske logosforestillinger og dermed vise det overraskende og forløsende i, at Ordet blev kød og blod.

Læs prædikenen her

Juleaften 2023

Læs teksten her

Af: Louise Schousboe, Aunslev, Bovense og Hjulby sogne.

1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Gustjenesten juleaften er på mange måder særlig. Det er hvert år en fornøjelse at opleve, hvordan så mange holder fast i traditionen med at mødes og indlede juleaften i vores kirke. Gudstjenesten juleaften er en fælles pause. Om det så kun er den ene gang om året man kommer i kirke så skal man føle sig velkommen, når man kommer. Der må derfor også i prædikenen tages højde for at menigheden den dag er en herlig mangfoldig forsamling af også børn og unge. Jeg har i mange år indledt min prædiken med at fortælle en historie særlig rettet imod børnene men min erfaring er den, at også de vokse sætter pris på en god fortælling. I år tror jeg, at valget falder på Selma Lagerlöfs fortælling: ”Gudsfreden” Fordi det tema som jeg vil fokusere på i år bliver: ”Fred til mennesker med Guds velbehag.” Vi længes efter fred. Vi beder om fred. Vores største ønske er fred. Troen på ham ,der kom til verden med den himmelske fred, Fredsfyrsten, kan skænke det urolige hjerte fred. Vores hjerte er en krybbe. Freden og glæden og lyset fra ham, der kom til verden julenat kan fødes i os.  

 

2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Du skal åbne dit hjerte og tage imod. Være modtagelig. Lade dig røre og bevæge af det store der skete julenat. Da himmel og jord mødtes. Da Gud valgte at blive menneske. Da Gud tændte sit himmelske lys midt i verdens mørke. Da Gud forbandt sig med sin verden.

 

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Måske, at der er en pointe i, at det var om natten og ikke ved højlys dag at underet skete. For at vi kan tro på, at Gud kommer til os i mørket. I alt det svære. Når mørket fylder det meste. Når vi mister håbet og føler os magtesløse. Gud kommer til os også, når vi ikke tror det. For der er ingen steder, hvor Gud ikke er. Gud er med os. Immanuel. Som Esajas skriver: ” Jeg bor i det høje og hellige og hos dem, der er knust hvis ånd er nedbøjet” Glæden fylder og skal fylde juleaften men der må også gives plads til sorgen og frygten og utrygheden. Gud kommer til os med sin glæde og sin fred også når livet gør ondt. 

4.      – og hvordan er det relevant for din menighed?

Det der gør os utrygge og den frygt vi kan have for vores fælles fremtid må ikke tage livet af glæden og håbet. ”Frygt ikke” siger englen på marken. Det betyder ikke, at der ikke er noget at være bange for – men, at det som vi er bange for ikke skal få lov til at sætte sig i os på en måde så der ikke bliver plads til glæden. Fra Gud. Den store glæde som skal være for hele folket: ” I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren”         

3. søndag i advent 2023

Læs teksten her

Af: Nicolai Røge, Bolbro og Hans Tausens Sogne

1.      Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Der er en klar sammenhæng i denne søndags tekster: På sin vis har både Esajas-læsningen og Paulus-brevet rammeskabende funktioner, der tjener til at forklare den del af Lukas-teksten, som udelades i dagens evangelium.

Esajas gengiver de ord, der senere bliver Johannes Døberens slagord: “Ban Herrens vej…”, men teksten er på dette sted samtidig en kommentar til Johannes’ far, Zakarias, når han siger: “Råb!”. For hvad skal vi råbe? Det spørgsmål fortæller os, at spændingen mellem tvivl og håb på alle måder er adventstidens store udfordring; for hvad er det egentlig vi venter på? Hvad er det egentlig, der skal komme? Det var den tvivl, der kostede Zakarias stemmen, fordi han havde svært ved at tro på det, der blev sagt til ham.

Paulus fastholder den samme tvivl, men sætter den i modsætning til Esajas over for den åbenbarede tro: “Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede”. Tvivlen forbliver altså troens følgesvend, uanset hvor klippefast dens grundlag er, men uanset hvor papirstynd den er, så er krybbebarnet så altafgørende, at det til enhver tid må kaste lys på vores eksistens. Vi må håbe – også når vi tvivler. 

Netop det kommer til udtryk gennem Zakarias’ lovsang. Den er det ophobede og uforløste svar på den virkelighed, som Gud træder ind i julenat. Hvor Zakarias ikke vidste, hvad han skulle råbe, da englen forkyndte hans søns fødsel, er han nu ikke længere i tvivl: Han råber og tror, for han har set, at Gud taler sandt. På samme måde fortæller teksten os, der som Zakarias er stumme og tvivlrådige, at julemorgens solopgang fra det høje også skinner på os, der sidder og bliver urokkeligt siddende i mørke og i dødens skygge.

Som det ovenstående antyder, er der altså et hav af anknytningspunkter i dagens tekster, men de mest fremtrædende er følgende:

  1. Håb/forventning vs. Mistro/håbløshed. Adventstidens spænding og juleforberedelsens udfordring.
  2. Mørke/lys. Særligt, hvis Zakarias’ lovsang sættes i relation til Johannes-historien, der udfoldes i næste søndags evangelium.
  3. Stumhed. Hvis vi ikke fuldt ud kan forstå, hvad julen betyder, hvordan kan vi så tale om det og lade det få betydning i vores tilværelse?

 

2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Evangeliet rummer altid et imperativ, også når det som denne søndag ikke er udtalt. Dagens “du skal” kunne være: “Syng!”. Eller med ord fra Esajas-teksten: “Råb!”, der hos Paulus bliver til “Håb!”.

Du skal istemme Zakarias, når han lovsynger Gud. Sagt på nudansk: Du skal synge med på den sang, der handler om, at Gud julenat gjorde det klart, at det allerstørste findes i det allermindste – og at det allerstærkeste findes i det allersvageste. For den sang er så forskellig fra alle de sange, vi ellers synger med på, når dens budskab kaster lys på dem, der kun ser mørke, fordi vi dér hører, at deres tilværelse er både menneskelig og håbefuld, fordi den er villet af Gud.

3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

At livet er håbefuldt – også når håbet føles langt væk.

Zakarias havde mistet alt håb, fordi han gennem hele sit liv havde håbet forgæves. Derfor var han ikke i stand til at gribe håbet, da det viste sig for øjnene af ham, hvilket gjorde ham stum.

Lader vi håbløsheden råde, mister vi også mund og mæle – og i sidste ende risikerer vi at miste troen på livet. Derfor må vi insistere på, at håbet findes – for det håbefulde julebudskab, vi venter på, fortæller os, at vi ikke kan se håbet, selvom det ligger lige for øjnene af os.

4.      – og hvordan er det relevant for din menighed?

Adventstiden og julen er årets håbshøjtid, men samtidig er det også her, at håbløsheden trives bedst.

Mens vi venter, sidder vi samtidig med alt det, der ikke blev, som vi havde ønsket. Det er nu, man for alvor mærker, hvis man havde håbet på, at livet ville blive anderledes. Men samtidig er det også i denne tid, at håbet kan briste, når vi opdager, at julen ikke giver os en ny og anderledes tilværelse. På den måde gør ventetiden os stumme og håbsforladte, fordi vi mener, at det bedste er på vej.

Derfor er det relevant at insistere på, at livet er håbefuldt. For håbet er ikke noget, der kommer – det er allerede. Vi skal ikke vente på, at lyset fra solopgangen rammer os, men vide, at solen allerede står højt på himlen.

Håbet om, at livet er håbefuldt, giver os et nyt liv. Det ændrer vores blik på tilværelsen og vores syn på det liv, vi deler. Det giver os mod til at synge med Zakarias i tillid til, at Gud og menneske hører sammen, og i troen på, at vi altid går mod lysere tider.

5.      Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Når mennesker venter, sker det ofte i tavshed. I lægens venteværelse er der ingen, der siger noget. I elevatoren kigger vi ikke på hinanden, og i supermarkedskøen lader vi som om, at vi er helt alene i verden.

Ventetiden gør os stumme.

1. søndag i advent, 2. tekstrække 2023

Læs teksten her

Af: Kristina Løvenstrøm, Vindinge Sogn, Kerteminde-Nyborg Provsti

Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?

Min umiddelbare instinktive tanke er temaet: hjerte-hjerne. Den gammeltestamentlige tekst og Jesu læsning drejer sig om en sandhed, som vi med hjertet kender til men (tilsyneladende) med tanken provokeres af.

Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?

Der ligger for mig at se ikke noget ’du skal’ i teksten. Men jeg er heller ikke sikker på, Gud forsøger at overbevise mennesker om noget med et ’ du skal’. Der er så meget, vi skal – og det meste kan vi alligevel ikke leve op til eller overholde. Det (tror jeg) er Gud klar over. Og jeg er nok mere overbevist om tanken, at Gud forsøger at vise os noget om livet og sandheden ved at pege på noget. Det, Gud peger på i denne sammenhæng, er hjertet. For så vidt også hjerne. Overvej selv, hvor og hvad du kommer længst med.

Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?

Hjertet. Alt det, vi ikke kan forstå. For det, vi ikke forstår (med hjernen), det kan vi som regel godt leve – med hjertet.

Og hvis jeg skal uddybe det en smule: Det er ikke (i enhver given situation) til at forstå, hvorfor fattige, fanger, blinde og undertrykte skulle være særlige opmærksomhedspunkter for en almægtig Gud – set med en fornuftig retfærdighedssans. Dem, der kæmper. Dem, der gør ’det’ godt. Dem, der sørger for at holde sig raske, dem, der holder sig til love og regler og for øvrigt lever ret … det giver mening med fornuften, at Gud tager sig af (og måske ligefrem: belønner) dem. I teksten får vi at vide, at dem, der ikke gør noget (særligt), dem, der er syge, dem, der brokker og beklager sig, dem, der sidder spærret inde – de kan regne med Gud. Sådan kan man komme til at tænke.

- og hvordan er det relevant for din menighed? 

… men Gud stikker dybere end som så. For hvem er egentlig de fangne, de fattige, de blinde og de undertrykte?

På et dybere plan er det os. Os alle sammen. Når vi vender os væk fra det, vi dybest set længes allermest efter.

At vende sig væk er ikke (nødvendigvis) en bevidst handling. Det kan ske – næsten uden at vi er opmærksomme på det. Og det er muligvis lige præcis sagens kerne: Hvad er din opmærksomhed rettet mod?

Det er et relevant spørgsmål på vej mod julen. Hvis du stirrer stift på juletræet (og måske allerede længe, inden det er jul), går du glip af alt det, der foregår ved siden af og rundt omkring. Ja, måske opdager du ikke engang pakken under træet. Og så går du glip af det væsentlige. Det livgivende.

Det kan – med andre ord – betale sig ikke at stirre på noget som helst – men derimod have et åbent og bevægeligt blik. For Gud viser sig de mindst forventelige steder.

Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?

Det vil kun tiden vise …

Sidste søndag i kirkeåret 2022

Læs teksten her

Af: Anders Skaanning Andersen

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Der er et tema om videreførelse og arbejde i teksterne. Der skal bygges videre på noget. I GT teksten er det freden, der skal bygges videre på. Sværd og spyd skal smedes om til værktøjer, der kan bygge op og høste.

I epistlen er der også noget der skal bygges. Og her vil det byggede blive testet. Men uanset testen, skal alle frelses, nogen skal dog frelses, som igennem ild.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Det er så længe siden, at jeg har prædiket over denne her tekst, at jeg simpelthen ikke kan huske det.

Hvad er nyt for dig denne gang?

Jeg mindes ikke at have tænkt så meget over det med at bygge op, når jeg tidligere har læst teksten. Der har jeg nok fokuseret mere på selve kirkeårets afslutning.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Særligt epistlen fortæller os, at alle bliver frelst, men der er forskel på vores vej til frelsen. Nogle skal ”gennem ilden”, om man vil. Jeg forstår ikke som en reference til hverken skærsild eller dobbelt udgang, men mere, at der er en stor forskel på, hvordan vi lever vores liv og hvilke vilkår vi lever under. Ilden i epistlen er for mig det jordiske liv. Det er meget forskelligt, hvad vi formår, og hvor meget lidelse vi kommer igennem, eller bliver skånet for. Men uanset det, så skal vi alle frelses. Teksten leder også mine tanker hen på Paulus fortælling om, at alt er tilladt, men ikke alt bygger op. Det er jo meget det samme, der egentlig siges i epistelteksten.

Jeg ville bruge epistlen som nøglen til evangelieteksten. Dem som slider sig trætte, det er netop dem, der er i færd med at prøve at bygge op. Og der er nogen, for hvem der er væsentlig sværere end andre, men det er næppe decideret nemt for nogen. Og der prøver Kristus ved sit eksempel, at lære os, hvordan vi kommer bedst igennem livet. ”Lær af mig”, siger han. Og det er jo ikke fordi vi skal lære, at blive frelst, for det kan vi af gode grunde ikke. Men vi skal lære, hvordan vi bruger livet bedst og mest frugtbart. Vi skal lære, hvordan vi smeder sværd og spyd om til plove og vingårdsknive, så vi kan være med til at bygge op efter bedste evne. Og det der skal bygges er selvfølgelig kirken. Det er den grundvold, der skal bygges videre på, og her kan der altså bidrages med både ædelsten og halm, og der måles på kvaliteten af arbejdet, og ikke de valgte materialer.

Hvad kommer det mig/os ved?

Det er jo altid relevant, at vide, at der er vejledning at hente i forhold til, hvordan vi lever vores liv. Men derudover er det måske også vigtigt, at der netop er et liv før døden. Og at det ikke bare er en venteposition, indtil den frelse, som vi jf. teksten alle sammen skal have. Men der er dog også noget i livet, at bygge på. Der er noget, der skal bygges op, og det der skal bygges op er først og fremmest Jesu Kristi kirke. Vi har et fælles mål i livet, og ikke bare en fælles destination efter livet. Og det mål skal vi arbejde på igen næste kirkeår.

Alle helgens søndag 2022

Læs teksten her

af: Karin Larsen, Vor Frue Sogn i Svendborg 

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning? 

Ordene hos Esajas om Herren, der gør bjerge til vej, springer mig i øjnene som et godt billede i en allehelgensprædiken, der henvender sig til efterladte og sørgende. Veje at gå på kan vi have brug for i sorgens landskab. 

Evangelieteksterne er for mange velkendt stof, hvad enten man vælger saligprisningerne eller ordene om at være jordens salt og verdens lys.  

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst 

Min seneste allehelgensprædiken var i kapellet på Svendborg kirkegård, som er rammen om mange bisættelser og begravelser i løbet af året, men ikke almindelige søn- og helligdagsgudstjenester som i sognekirken. En fast allehelgensmenighed møder troligt på til denne ene årlige gudstjeneste i kapellet ved alle helgen. 
Det var vigtigt for mig at balancere mellem at give sorgen plads og håbet en stemme, så der både var rum for dem, der kom med nylige dødsfald i familien, og dem, der med tiden har fundet hvile i deres sorg. Jeg tog afsæt i ordene om at være jordens salt og verdens lys og tændte under prædikenen tre lys. Et lys for den tid vi fik sammen med dem vi savner, og for alt det, de kom til at betyde for os. Et for sorgen og savnet som stadig fylder, og som vidner om den kærlighed der var og stadig er. Og et lys for håbet, der stædigt lyser ind i vores liv på trods af død og undergang.    

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang? 

Det er ikke så meget nyt.  

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv? 

At være salig er et ord vi sjældent bruger i dag. Intuitivt forbinder vi vel udtrykket salig med noget godt og harmonisk. Paradoksalt nok bruger Jesus det ikke om de vellykkede og lykkelige efter verdens målestok. Dem Jesus tiltaler som de salige, de er derimod alt andet - de er fattige, sagtmodige, tørster efter retfærdig og de kæmper for at stifte fred. Det er netop som sørgende, savnende og lidende, at vor Herre tilkender os saligheden. Jesus vil fortælle alle mennesker, der er mærkede af livet og døden, at de lyser trods trængsel, - de lyser trods deres sorg og smerte.

Hvad kommer det mig/os ved? 

Død og sorg er blevet tabuer i vores samfund. Vi har svært ved at være i magtesløsheden. Og mennesker, der sørger, taler ofte om en stor ensomhed i sorgen, når mennesker i deres omgangskreds ikke aner, hvad de skal gøre og sige i situationen. Men alle de 9 saligprisninger er formuleret i flertal. Salig er man altså aldrig alene om at være, og de tungeste byrder bæres bedst i fællesskab. Allehelgensgudstjenesten taler til et grundmenneskeligt behov for fællesskaber og er mange steder blevet en af årets største gudstjenester. Sorgen og kærligheden hænger sammen og er begge protester med ensomhed og tomhed. Alle helgen er en fejring af samhørigheden, som er til på trods af, at døden er trådt imellem med sin adskillelse. 

20. søndag efter trinitatis

Læs teksten her

Af: Eva Fischer Boel, Munkebo

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

At vingårdsejeren i lignelsen åbenbart er så helt ubegribelig naiv, at han tror, at vingårdsbønderne – som allerede har smadret tre mennesker, han har sendt – vil undse sig for at gøre det samme, når han så sender sin søn. Tror han så meget på det gode i mennesker?  Ved han da ikke, at han kaster sin søn for løverne?

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Prædikenen var en problematisering af skråsikkerhed og opdeling af verden i sort/hvid, inde/ude, ja/nej. Det entydige er i høj kurs i vores tid, men det er vigtigt, at der også er plads til, at man kan tage fejl og blive klogere. At man kan bevæge sig i erkendelse af, at noget ændrer sig over tid. At der er noget godt ved J.O. Kraghs gamle talemåde: ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt”. Det er det, jøderne har så svært ved, og måske derfor kan de ikke se, hvad Jesus kommer med.

3. Hvad er nyt for dig denne gang?

Jeg ved ikke, om det er decideret nyt for mig, men domsmotivet træder i hvert fald tydeligere frem for mig denne gang.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At det også kan gøre ondt at ”falde” over Jesus – eller ”få ham i hovedet”, for det kan man lige frem blive knust af. Det ligger der noget konfronterende i. En nødvendig dom. Men måske skal det også gøre ondt, for at det kan blive godt. Måske ligger der en renselse i det? At der er noget i os, der skal tilintetgøres, for at noget nyt kan skabes i os. Jeg kommer til at tænke på en af mine yndlingssalmer, nemlig DDS 28: De dybeste lag i mit hjerte. Især vers 6: ”Så mød mig en skabelsens morgen her mit i mit goldeste land, og knus mig i selviskheds ørken, skab du så, som Skaberen kan.”

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Det er tungt at føle, man skal bære alting selv. Og det tror jeg, at mange kan nikke genkendende til. Vi synes, vi skal skabe os selv, vi skal gøre karriere, vi har hele tiden os selv i fokus. Hvordan fremstår jeg? Er jeg nu god nok? Ren nok? Skarp nok? Man kan være lige ved at segne under vægten af det pres, man har lagt på egne skuldre.

Det er en sejlivet forestilling, at vi er vores egen skaber – og den forestilling fylder så meget, at der ikke bliver plads til andre eller plads til Gud. Nogle gange skal vi rammes eller slås til jorden, for at vi får øjnene op for, at vi faktisk bæres og ikke behøver at bære al ting selv… og på baggrund af det, der blev knust og det hul, det efterlader, at vi blev ramt, kan der blive plads til nyskabelse. Plads til den hovedhjørnesten, der kan tage presset fra vægten af konstruktionen.

19. søndag efter trinitatis 2022

Læs teksten her

af: Peter Ø. Jacobsen, Sankt Hans Sogn

Umiddelbart snubler jeg over:

Jeg snubler over det meget umiddelbare og ufuldstændige. Der er en herlig nysgerrighed hos de første disciple. De har en fornemmelse – måske på grund af Johannes ”anbefaling” af Jesus som Guds lam? De følger deres fornemmelse, følger Jesus – og ta’r den dér fra! Der er også en skøn umiddelbarhed i disciplenes anbefaling af, hvad de selv har mødt: ”Vi har mødt Messias!” Og en tilsvarende enkelhed i invitationen var Jesus: ”Følg mig!” Ikke: ”Forstå mig”, ”skriv tykke bøger om mig” osv. men et livsfællesskab, som kan udvikle sig – ligesom alle andre livsfællesskaber.

Det, vi ikke kan sige os selv: 

Naturligvis det overnaturlige (den med figentræet). Men dette som tegn på det større, at himlen over Jesus er åben! I det enkle, umiddelbare, ufuldkomne følgeskab med Jesus, er der alligevel en åben kanal til himlen.

Hvad kommer det os ved?

Det samme som det kom de første tilhørere ved! Hvis Jesus er Messias for jøderne, er han Kristus for verden. Hvis Jesus er ”Guds lam, som bærer verdens synd”, kommer det alle ved, og hvis en nysgerrighed er nok til at være hans følger, kommer det os ved med håb og mening – også i et uafklaret og ellers håbløst liv.

Læs Peter Jacobsens prædiken

18. søndag efter trinitatis 2022

Læs teksten her

Af: Kristina Løvenstrøm, Vindinge Sogn

1.    Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler og falder i lange staver over symbiosen, allerede inden jeg er nået helt igennem teksten. Altså symbiosen mellem stammen og grenene. Mellem det guddommelige og mennesker. Det er jo egentlig vildt, hvad symbiosen kan præstere, når man tænker over det. Liv – simpelthen.

Jeg snubler også over vingårdsmanden. Han har stor kærlighed til sit træ, der passes og plejes på dén måde, der genererer mest liv.

2.    Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg talte om symbiosen. Om hvordan frugter fødes, fordi grene sidder fast på træer. Mere skal der ikke til. Der kommer ikke frugter på grenene, fordi grenene kæmper og får den bedste (eller bare en god) plads – frugter fødes, ene og alene fordi grene sidder fast på et træ og næres af en stamme. Grenes fornemmeste opgave må derfor være at være grene. Det lyder måske så lige til, men faktum er øjensynligt, at mange grene glemmer, de er grene. Når grene forsøger at være noget andet end grene, løber de tør for næring – før eller siden. Man kan dø af det. Og det er egentlig synd (for grenen).

3.    - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Der er ikke noget, der er nyt. Men jeg bemærker (igen), hvor svært det er IKKE at fokusere på sætningen: Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han. Det siger sig selv, at der må renses ud, når et træ er belæsset med grene, fordi der på den måde kan komme mere af det gode (til frugterne). Sådan er Gud – Han vil os det godt! Jeg tror så bare ikke, grenene i denne henseende skal forstås som mennesker en-til-en. Snarere at Gud sørger for gode vækstbetingelser i vores liv, dér, hvor det er nødvendigt. I den henseende kan det sikkert betale sig, at noget (i livet) bliver og noget (i livet) luges væk.

4.    Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At frugter ikke er noget, vi sørger for selv (dybest set).

5.    Hvad kommer det mig/os ved?

Teksten peger på sammenhængen mellem (gode) frugter og et liv i symbiose. Alene bruger vi kræfter på noget, vi ikke er skabt til at bruge kræfter på. Der er ingen grund til at kæmpe de steder, hvor der ikke er nogen grund til det. Det handler måske mere om at benytte sig af det, man allerede har: bed om, hvad I vil, og I skal få det, siger Jesus. Måske kommer det os ikke noget ved lige nu, og så skal vi jo bare kæmpe videre selv … indtil noget andet viser sig som mere livgivende.

17. SØNDAG EFTER TRINITATIS 2022

læs teksten her

af: Tangen Sivertsen, Nyborg       

1.     Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler (i betydningen pikeres) over Jesu analogier sidst i teksten, om at en ny lap ikke dur på en gammel kappe og ung vin ikke kan skænkes på gamle lædersække, som begge antyder at dét nye der er i frembrud med Jesus, med nærmest logisk nødvendighed må føre til et brud med gamle former og konventioner.

2.     Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg tog udgangspunkt i Jesu ord ”Følg mig”, idet jeg afvejede forskellen mellem at betone et autoritært ”Følg mig”, fremfor at betone et evangelisk ”Følg mig”. Det førte bla. til en omtale af Peter Bastians dengang nye samtalebog med Tor Nørretranders, hvor Bastian fortæller om sin tid i en amerikansk sekt, hvor alt handlede om at skulle perfektionere sig efter bestemte forskrifter, hvilket betød at medmennesket og livet simpelthen forsvandt, reduceret kun til at have betydning ift. bestemte fordomme og regler. Hele dette regelrette verdensbillede blev revet væk da Bastian erfarede evangeliet for fuld udblæsning – at blive set på sådan som Jesus i evangelieteksten ser på toldere og syndere, hvilket som bekendt endte med at Bastian lod sig døbe kort før sin død.

3.     og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det nye er føromtalte analogier. For er meningen virkelig, at et nyt indhold pr. definition må føre til et formbrud – et opgør med traditioner og konventioner? Der er i den tese basis for en del modstand hos mig selv, hvilket jeg derfor nok ville være nødt til at dykke nærmere ned i – og måske prædike over. For det er ikke det ringeste udgangspunkt for at skrive en prædiken – at man selv er forarget. 

4.     Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Teksten siger, hvad NT jo i det hele taget siger, at Guds rige er et åndens og lysets rige – ikke et mørkekammer fyldt med døde bogstaver, rettroenhed og fundamentalisme. Det har vi til alle tider brug for at høre, fordi vi har så svært ved ikke at ville trællebinde livet hver vores dogmatiske selvhævdelse, hvormed vi bilder os ind at have begrebet, hvad der i bund og grund er ubegribeligt - et mysterium. 

5.     Hvad kommer det mig/os ved?

Vores tid er dybt martret af en livsødelæggende, åndløs fundamentalisme – hvor alt for meget efterhånden opfattes dybt bogstaveligt og hvor humor, ytringsfrihed, selvironi og u-selvhøjtidelighed derfor har særdeles trange kår. Vi har med andre ord i den grad brug for noget ånd, til at bekæmpe et historisk højt niveau af fundamentalistisk fornærmelses- og krænkelsesparathed. Deri kunne der helt sikkert også ligge ansatser til en vedkommende prædiken.

16. søndag efter trinitatis 2022

Læs teksten her

Af: Thomas Lindqvist Neergaard, Sct. Jørgens Kirke, Svendborg

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

At teksten er uhyre lang. Vist nok den længste evangelietekst i begge tekstrækker… der er heldigvis et godt narrativt forløb, men er det langt for prædikanten, er det også langt for menigheden.

Derudover slår det mig, at vi i den grad har fat i kristendommens grundsubstans: Liv, død og opstandelse. Det er efterårspåske, og der er virkelig meget gods i teksten, og dermed også mange muligheder. 
Selvfølgelig kan man holde en påskeprædiken om Jesu opstandelse og tage påske på forskud. Men her har man også en gylden mulighed for at tale om vores død og opstandelse.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg prædikede under overskriften: ”Kom Gud for sent?” 
Jesus kommer fire dage for sent, hvis han skulle have helbredt Lazarus. Han havde god tid, og selv da han ankommer til byen, er der ikke travlt.  
Jeg talte om, at mange mennesker formentlig har haft den samme oplevelse som Martha og Maria: At Gud kom for sent, da det var deres kære, der lå for døden – eller endnu værre: At Gud aldrig kom! At trøsten og håbet udeblev, at vreden og afmagten tog over. Det er en fraværende Gud og en tavs Gud. 
  Men her må vi stå fast på, at Gud netop kom til verden i sidste øjeblik julenat. At han blev menneske som dig og mig for at dele vores vilkår… Og netop derfor kom Gud ikke for sent. Han er her allerede! 
Han er til stede i vores liv med hinanden – og selv når vi skal lukke vores øjne for sidste gang, er han hos os. 

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At Jesus bliver så oprørt over søstrenes og jødernes sorg, kommer faktisk lidt bag på mig. Jesus er normalt ret cool i Johannesevangeliet – og hans følelser for jøderne er ikke altid de dybeste… men lige her viser han en stor grad af menneskelighed ved at sørge sammen med dem. 
MEN den sorg Jesus føler, er – som jeg læser det – ikke en sorg over Lazarus død. For mig at se påvirkes Jesus derimod af de andres sorg – de levendes sorg. 
Dermed kunne man godt udfolde, at man med det kristne håb for øje ikke skal have ondt af de døde, som er i Guds hånd. Men vi har grund til at tage os af de levende, der blev tilbage. 

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Døden er ingen tragedie. 
Vi lever i et samfund, hvor vi holder liv i de gamles kroppe med nye hofter og knæ, men på mange måder glemmer at holde liv i livet… 
Vi må og skal ikke dø, men hvad er egentlig i sidste ende alternativet? Evigt liv – sådan rent fysisk – kan ikke opnås uanset lægevidenskabens fremskridt. 
Der er en udløbsdato på os alle sammen, og det kan vi ligeså godt forlige os med, ved at leve livet, mens vi har det. Det er med døden åndende i nakken, at vi formår at leve livet ordentligt. ”Jeg havde ikke noget til gode”, sagde Uffe Ellemann lige før han døde.
  Vi skal huske, at Lazarus ikke opstår til evigt liv. Han opvækkes fra de døde til dette liv – han skal altså dø igen, men får en chance til – ligesom vi får hver morgen, når vi åbner øjnene. Døden slipper vi ikke for. Og det er også i orden, for døden slutter ikke med ingenting!

5. Hvad kommer det mig/os ved?

”Carpe diem” og ”memento mori” – Grib dagen og husk du skal dø er nok de mest slidte og irriterende floskler vi har i vores sprog. Men floskler er jo kun benyttede, fordi de er sande. 
Historien om Lazarus, der blev kaldt ud til livet, skal jo i sidste ende minde os om, at vi også kaldes ud til livet med hinanden. 
Poul Joachim Stender skrev et sted, at billedet af den opvækkede Lazarus, der kommer ud af den mørke grav med bandager flagrende om sig, bør være et billede på ægtefællen, der dagligt kommer ud af det mørke kontorhul og børnene, der forlader børnehaven med flagrende halstørklæder og jakker. Hver morgen tager vi afsked med den forventning, at vi mødes igen. Men hver dag er der nogen rundt om i landet, der ikke kommer tilbage. Derfor skal vi se hver dag, når vi mødes igen, se hinanden som opvækkede Lazarus’er, der er klar til en ny dag. Vi må ikke tage livet og hinanden for givet.

13. søndag efter trinitatis

Læs teksten her

Af: Line Nissen, Sct. Jørgens kirke, Svendborg

1) Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler over, at Zebedæussønnernes mor, forekommer som en moderne individualist, der ofrer fællesskabet til fordel for sine egne behov. Hun forekommer som en karikatur af en moderne forælder, der ikke lægger skjul på, at hun ønsker det bedste for sine børn og går efter det, uden blik på, at det måske koster den gode stemning i fællesskabet. Den bedste plads på fodboldbanen, mest opmærksomhed i klasseværelset etc. Hun har sin egen dagsorden og vil have den gennemført og indført fx en sukker- eller kødpolitik, som passer hende.

2) Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?

Jeg prædikede om plads. Set i skyggen af Coronarestriktionerne i kirken og andre sted, blev begreberne gode og dårlige pladser, mindre vigtige. Adgang til kirken og alle mulig andre fællesskaber blev begrænset, så det handlede om, om der var pladser nok. Ikke om de var gode eller dårlige.

Jeg udfoldede min erfaring fra coroatidens begrænsninger, at afstand og for meget plads mellem os, gør det svært at skabe fortrolighed. Man kan ikke stå i en testkø, med mundbind på, få øje på en god ven mange meter fremme, og så stå og råbe til hinanden om, hvordan det går. Fortrolighed kræver ganske lidt plads, mens vi bliver fremmede for hinanden, når der er afstand mellem os.

3) - hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Om det ligefrem er nyt, ved jeg ikke. Men det er dog altid tankevækkende, at moderen er ærlig. Næsten skamløs. Men alligevel er hun bare budbringeren. Hun fremlægger ønsket om, at hendes sønner skal have den bedste plads i himmeriget. Jesus svarer ikke hende, men sønnerne. Det er sønnerne selv, der bekræfter, at de sagtens kan drikke hans bæger og afslører, at ønsket om de bedste pladser i himmeriget, er deres, lige så meget, som det er moderens. 

Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvad de øvrige disciple bliver vrede over? Afslører deres vrede ikke, at de også har borgmestre i maverne og selv drømmer stort. Bliver de vrede over Zebedæussønnernes ønske og masen sig foran i fællesskabet? Eller bliver de vrede over, at Zebedæussønnerne kom først med ønsket og turde sige det højt, som de selv har drømt om?

En tanke værd er også, at selvom fællesskabet med Jesus ligner en succeshistorie, så er der tunge skyer, der varsler, at det koster mere end blod, sved og tårer at følge ham. Prisen kan være højere end det. Og inden man bringer sit liv som indsats, vil det være rart at vide, hvilken belønning man kan forvente. Fx ærespladser i himmeriget.

Fællesskab er et prædiketema, der falder fint i tråd med evangeliet. Ikke mindst i en tid, hvor individet er i centrum og den enkelte skal skabe sig selv. Hvad giver man for et fællesskab? Og hvad får man af et fællesskab? Jesu replik om tjeneste giver også god mening i et fællesskab. Vi kan ikke få vores egen dagsorden ført igennem i et fællesskab. Vi skal være her alle sammen.

Zebedæussønnernes mor er en glimrende figur, som illustration af den enkeltes behov, som overtrumfer hensynet til fællesskabet. Eksemplerne fra verdens fællesskaber er utallige. Miniputforældrene, der råber fra sidelinjen. Forældre der kræver særbehandling i skoler/børnehaver/idræt. Naboer, der ikke tager hensyn, spiller høj musik, fælder andres træer i nattens mulm og mørke etc.

Interessant er det i hvert fald at spekulere over, hvad der sker med os og vores opfattelse af os selv som borgere i et samfund – hvad sker der med et fællesskab – når  individets krav og behov er i fare for at overtrumfe fællesskabet? Disciplene blev vrede. Måske forargede. Går fællesskabet i opløsning og skabes der afstand mellem os, der ellers burde være fortrolige, fordi vi er fælles om det samme – samme land, samme hold, samme klasse, samme skole, samme nabolag, samme tro, samme kirke osv.

4) Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Det indlysende evangeliske er, at vi ikke kan skaffe os forrang hos Gud. Vi kan ikke konkurrere os til de bedste pladser i Guds rige.

I fællesskabet med Gud (menighedens fællesskab, kirkens fællesskab, de døbtes fællesskab) må vi finde os i at være tjenende ånder, ikke individer, der kan kræve noget for vores egen skyld. Vi får det samme af Gud – nåde, syndernes forladelse, livet selv.

For det må være en pointe, at i himmeriget, men også i dåbens fællesskab med Gud er der ikke ærespladser eller taberpladser. Der er blot pladser nok til, at vi kan være der og pladser, der står tæt nok til, at vi alle kan være et i Gud.

12. søndag efter trinitatis 2022

Læs teksten her

Af: Tonny Aagaard Olesen, Tommerup-Broholm pastorat.

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Umiddelbart snubler jeg over tekstens dunkle sammenhæng. Jeg må læse teksten flere gange for at forstå dens struktur. Jeg må læse teksten hos Matthæus for så at opdage, hvad den handler om. Vi kalder søndagens tekst for en perikope, og en sådan en er altid sakset ud af dens umiddelbare sammenhæng i evangeliet. Jeg føler ofte, at perikope-redaktørerne med deres snit i teksten har skabt en ny (unødvendig) dunkelhed, der gør det vanskeligt at opklare perikopens indhold. Denne søndags tekst taler med tunge ord i for mange retninger.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Jeg har ikke før prædiket over denne tekst. Den gamle Erik Pontoppidan gav i sin homiletik nye prædikanter det råd, at man de første fire år burde holde sig til teksten. Og da vi siden har fået endnu en tekstrække, så burde vi måske holde os til teksten de første otte år. Havde jeg skrevet en prædiken til denne søndag for to år siden, så havde jeg nok i år holdt den ordret, muligvis lidt forkortet. Det har jeg prøvet nogle gange. Når teksten er godt og kærligt belyst, så den bliver varm og lyslevende, da er det ikke så meget at tilføje.

Hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg hører perikopen som tre selvstændige sentenser: Det første tema omhandler åndsbespottelsens utilgivelighed (v. 31-32). Denne dybsindige og gådefulde tiltale rummer i sig selv mange prædikener. Det næste tema om træet og dets frugt (33-37) er lige så rigt. Jeg kan ikke læse det uden at genlæse den første tale i Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger. Den hedder ”Kjerlighedens skjulte Liv og dets Kjendelighed paa frugterne”. Det tredje tema er også omfattende, nemlig det om tegnet, alle tegnene og så det ene fornødne: Jonastegnet (38-42). Jeg forbløffes altid, når jeg funderer over disse tre, uendelige kerneudsagn.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Der er ikke noget i teksten, man kan sige sig selv. Det ville jo også være en bespottelse mod Ånden. Tænk, hvor kærligt alt kan tilgives, også spot mod Faderen og Sønnen. Hvad betyder det nu, at kun spot mod selve Ånden ikke kan tilgives? Skulle der virkelig findes noget, som ikke kan tilgives? En kold morders ugerning? Nej, den kan tilgives. Jamen, så de forhold, hvor Ånden er fraværende. Også det kan tilgives. Men den bevidste kamp mod Ånden, kærligheden, den er utilgivelig. Hvordan? Kun på den måde, at den i det samme tages fra en. Kierkegaard viser i Sygdommen til Døden, hvad det vil sige, at mennesket er Ånd og hvorfor det er utilgiveligt at fornægte den. Bogen ender med at fremvise den største synd, fornægtelsen af Ånden, hvorved vi ligesom sendes tilbage til bogens begyndelse: Mennesket er ånd. Ja, det er mennesket som mulighed og som fordring.

Hvad kommer det mig/os ved?

Vi hører i evangelierne om mange af Jesus’ tegn, undergerninger og helbredelser. De kunne alle bevidnes af hans samtidige, men ikke på første hånd af en skeptisk eftertid. Derfor har der også altid kun været ét tegn, nemlig Jonas-tegnet. Og dette tegn, at Jesus opstod fra de døde, og at han i dag er til stede iblandt os, det bevidner vi jo selv. Det er en evig gyldig realitet. Kun den, der stiller sig uden for denne hjertebetragtning, kan vrisse: Hvad rager det mig? En prædiken bør altid tale ud af hjertet. Sådan at den altid allerede kommer os alle ved, om vi vil det eller ej.

11. søndag efter trinitatis 2022

Læs teksten her

Af Marie Holm, Næsby sogn

1.     Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Det første, der rammer mig, er Jesus’ ord til Simon: ”Ser du denne kvinde?”. For nej, det gør han ikke. Han ser kun dele af hende. De dele, der ikke fortjener at blive taget imod. De dele af hende, som gør hende uren. Jesus derimod ser hele hende. Han er Søn af den Gud, der ser, så han ser mennesker med de samme guddommelige og tilgivende øjne. Ganske som Hagar i GT siger om Gud, da hun og hendes søn, Ismael, bliver set og frelst i ørkenen.

2.     Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg fokuserede på, hvordan Jesus tager imod et hæmningsløst og grænseoverskridende kvindemenneske. Og tilmed fremhæver hende og viser de andre rolige og velopdragne mennesker, at man ikke er ubrugelig som såkaldt trosvidne, selv om man ikke har læst Emma Gad forfra og bagfra, og ikke forstår at gebærde sig korrekt i sit liv hverken til hverdag eller til fest.

3.     - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det er nyt for mig at tænke på alle de tårer, der bliver grædt. Både hvor meget skam og trang til tilgivelse, de må indeholde, men også den lettelse, som de giver, når de er grædt. Det er vist noget med, at der frigives dopamin, når mennesker græder, som giver en følelse af lethed i kroppen bagefter. Det fører videre til den lettelse, som nogle mennesker har beskrevet, når de har givet slip og overgivet sig til troen på Kristus. Dette kan også imod sætning til, hvor hæsligt det er at miste evnen til at græde eller få at vide, at man ikke må (jævnfør Tobias Rahims Når mænd de græder). Jævnfør den at være for stolt til at kunne/turde at tro eller være opdraget til, at man ikke må tro, fordi det er latterligt og tegn på svaghed.

4.     Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Man kan ikke sige sig selv, at Guds kærlighed, tilgivelse og nåde rækker ud over alt i hele rummet, og samtidig kan være til stede i og rummer alt i os. Guds kærlighed lader os ikke upåvirkede, men vores respons på den er vidt forskellig – alt efter vores forskellige livssyn præget af utallige faktorer. Men freden indfinder sig uanset hvad – enten kommer den af sig selv, går ind ad døren hos os og lyser for os i vores indre – både på de gode og dårlige sider. Eller også opsøger vi den selv, træder ind ad døren til Guds hus og lader hans lys skinne over os i velsignelsen, så vi kan gå bort med fred.

5.     Hvad kommer det mig/os ved?

Ja, hvad kommer det os egentlig ved? Det er da meget rart at vide, at jeg - arme synder - ikke altid behøver at ændre hele min personlighed for at kunne følge Guds veje. Jeg må gerne blive ved med at tude som en gal eller være lidt for ordentlig og stram i betrækket. Gud kommer til mig og bruger mig ligegyldigt, hvordan jeg er og hvordan jeg lever mit liv. Så kan det godt være, at han ikke altid synes, at jeg skal fortsætte i samme spor, men det kan vi altid tale om senere. Hovedsagen er, at han går ind under mit tag, når det er nødvendigt, at han kommer, og at han altid tager imod mig, når jeg får taget mig sammen til at komme til ham.

10. søndag efter trinitatis 2022

Læs teksten her

af: Anders Carlsson

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg ved ikke, om jeg ligefrem snubler over noget, men jeg bemærker da, at jeg netop har prædiket over en anden Matthæustekst (8. søndag efter trinitatis), som denne søndags Matthæustekst (10. søndag efter trinitatis) i dén grad viderefører et væsentligt tema fra. Og så lægger jeg samtidigt mærke til, at parallelteksten til 8. søndag efter trinitatis også er fra Matthæus – den om de gode og de dårlige træer og deres frugter. Og her tager min udlægning udgangspunkt i, at vi kendes på vores gerninger.

Ikke at vi retfærdiggøres ved vores gerninger, men altså: at vi kendes på vores gerninger, og det er noget ganske andet! Blot som en sikkerhedsventil for enhver ”seriøs” luthersk forkynder, som gerne vil holde sin sti ren og uberørt…...

Så vi kendes ikke på vores forestillinger om, hvad vi kunne gøre. Vi kendes på det, vi gør. Ikke på vores tro, men på vores gerninger. De afslører os. Og det er meget foruroligende – og endnu mere befriende glædeligt.

For vi kendes som dem, vi er – og ikke som dem, vi gerne ville være og heller ikke som dem, vi kunne forestille os at være engang og under langt bedre omstændigheder…

Som det hedder 8. søndag efter trinitatis: disciplene profeterer, uddriver dæmoner og gør mægtige gerninger i Jesu navn. Men de skal ikke kendes på deres hengivne sindelag eller deres nok så gode viljer. De skal kendes på deres gerninger. De skal handle efter Jesu ord i stedet for at henvise til ham. Og det svarer så til at bygge på klippegrund.

Jesu ord er forstået, når de er omsat i handling. Enhver, som hører ordene og handler efter dem, ligner den kloge. Trykket ligger på og.

….og handler!

 

I søndagens anden tekst (8 s. e. trin.) handlede det om, at ”enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit liv på klippen…”

Og udlægningen af dén tekst kunne lyde i retningen af, at mellem alle ordene bygger vi også på Jesus ord.

Jesus giver så for øvrigt ikke anvisninger på, hvad vi skal gøre.

Opfordringen fra Jesus falder som de sidste ord i den lange tale, som vi kalder Jesu bjergprædiken.

En pointe er her, at hvis Jesus i sin bjergprædiken havde givet os et regelsæt, så ville vejen til klogskab og visdom være brolagt med anvisninger.

Men det giver han os så ikke – for bjergprædikenen er tværtimod Jesu opgør med den forestilling, at livet lykkes, når bare det leves efter anvisninger, regler eller love.

I bjergprædikenen anbringer Jesus i stedet for sin tillid til sine tilhørere i deres forestillingsevne og indfølingsevne. De, der hører Jesu ord, skal komme til at leve deres liv på mange forskellige måder, og den ene vil aldrig kunne kalde sin måde at leve på mere kristen end den andens.

I den store skala kan vi se, at kristenheden har forstret de mest forskelligartede kulturelle værdier. Og alle forskellighederne har udviklet sig som et resultat af den frihed til at tage ved lære af livet, som troen på Jesus frisætter.

Så de kulturelle værdier er ikke sat eller forordnet af Jesus.

Den klogskab, som udspringer af at handle på Jesu ord, udfolder sig i en evig ydmyghed og nysgerrighed. Og lige nøjagtigt i dét øjeblik, vores tro behageligt lukker sig om sig selv og bekræfter sig i netop vores kulturelle værdier, ja da hører vi vor Herre spørge, hvor vi har den sikkerhed fra, som gør os til hinandens bedømmere. Og i dét øjeblik hører vi ham også spørge, hvordan vi kan få kultur og kristendom til at smelte så meget sammen, at netop vores kultur og vore værdier bliver det eneste sande udtryk for kristendom?

I forlængelse af alt det kunne vi sige, at der er noget galt, når vi i et lille velbjærget samfund som vores, hvor få har for meget og færre for lidt, skal til at drøfte, hvem der er plads til, hvis ikke vi skal sætte såkaldt danske værdier over styr. Man kunne få den tanke, at vi allerede har sat værdierne over styr ved overhovedet at stille det spørgsmål - som om frisind, rummelighed og dermed gæstfrihed ikke netop var vores adelsmærke…?

Desuden kom jeg ind på, at enhver kulturel selvtilstrækkelig har brug for ordet udefra, nemlig Jesu ord, som altså ikke anviser en bestemt handling - men som siger, at vi bliver klogere på os selv ved at sætte os i det andet menneskes sted. Det er så en fuldstændigt indholdstom ”gylden regel, der så til engæld bliver ”fyldt” med Vor Herres tillid til, at vi selv finder ud af, hvad det er, vi til enhver tid skal gøre.

Vi ved det godt.

Jesu ord udtrykker en næsten ufattelig tillid til vores indlevelse i det andet menneskes liv, den fremmedes liv. Og det er dén tillid, vi fortrøstningsfuldt skal handle på.

Og så nævnte jeg, at vi gang på gang hører Jesu ord om, at vi har vores synders nådige tilgivelse, når vi forveksler kristendom med kultur, og forveksler barmhjertighed med værdier og forveksler tro med sikkerhed. Vores tro vil altid være netop det i vores kultur, som aldrig bliver kultur.

Den 10. søndag efter trinitatis handler det i forlængelse af dét om, at ”Visdommen har fået ret ved sine gerninger”.

Denne gang kunne en udlægning tage sit udspring i udfoldelsen af, at kilden til klogskab er erfaringen. Bl.a. erfaringen af, at vi får identitet i mødet med det, der er forskelligt fra os – det anderledes. I erfaringen af, at der er nogen, der ikke har netop dén identitet.

Altså: den anden har den ikke. Den anden har jo netop sin identitet.

Hvis den anden ikke var der, var jeg heller ikke mig.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Blandt andet, at vores tømrer engang spurgte: ”Bliver man klog af at læse bøger?”. Hans spørgsmål var et udtryk for en oprigtig nysgerrighed, for det var ikke noget, som han selv havde erfaringer med.

Bliver man klog af at læse bøger?

Det ved jeg ikke.

Hvis vores tømrer havde søgt svar i Matthæusevangeliet, ja så havde han fået at vide, at man ikke kan vide, om noget er klogt, før man har set og erfaret, hvad der kommer ud af det.

Ifølge Matthæus har Jesus sagt, at ”visdommen har fået ret ved sine gerninger.”

Den dag havde vi så ventet den gode tømrer klokken syv. Han kom klokken elleve, fordi han lige var nødt til at tage ud for at pilke torsk, nu vejret var til det.

Det havde tømreren ikke læst sig til i nogen bog eller kontrakt. Men der er stor visdom i ikke at udsætte fornøjelser, som livet så generøst forærer én…

Og hvad kom der ikke ud af det – så godt og vel tolv kilo torsk! Så meget, at han slet ikke kunne spise det alt sammen og derfor kunne glæde naboer, venner og tømrerforretningens kunder med fileter.

Selvfølgelig var det et sats. Han kunne være sat fra bestillingen.

Var det klogt?

Ja, det var det. Men det kunne han egentlig først vide bagefter.

Så igen: Bliver man klog af at læse bøger? Tjaeh, det ved man også først…. bagefter.

Murerens klogskab kom af at satse på, at den nærliggende mulighed var den rigtige.

Hvis bøger en en nærliggende mulighed, kunne man forsøge sig for at se, om der kom noget ud af det.

For det er det, der kommer ud af det (og mange gange også det, der så ikke kommer ud af det), som man bliver klog af – uanset om man tager på havet eller på biblioteket…

”Visdommen har fået ret ved sine gerninger”.

Og det lyder af filosofi – og det kan sikkert være, at Matthæusevangeliets græske læsere har hørt det som sådan et filosofisk indlæg i debatten om visdommens kilder. For hvor finder man visdommen?

Så det kunne lyde som et filosofisk indlæg i stil med Paulus´ opsang til korintherne  ”jøderne kræver tegn, grækerne søger visdom…. Men vi prædiker Kristus som Guds kraft og visdom.” (jfr. 1. kapitel i Paulus´ 1. brev til Korintherne – og jfr. seksagesima-epistelen).

Og alt dét har vel stadigvæk brod mod den bedagede akademiske forestilling, at ren teori har en mere ophøjet status end teori afprøvet i praksis.

Men lær af håndværkerens visdom – og af tømrersønnens!

Så kilden til klogskab er erfaringen.

På den måde er vi i eftermoderniteten alle tættere på at følge evangeliets råd, end vi umiddelbart tænker over!

Vi kunne tage eleven som eksempel – eller vi kunne tage arbejdsmarkedets parter – eller patienten - eller en hvilken som helst i vores eftermoderne tid som eksempel på, at vi bliver klogere af selv at gøre erfaringer.

Eleven, forhandleren, patienten tager ikke bare uden videre lærerens, chefideologens eller lægens ord for gode varer.

Vi vil selv.

Tidligere gik vejen til klogskab og visdom tilbage til til traditionen, der som et skatkammer åbnede sig for den søgende.

Dén vej er så ikke helt lukket – men den har et lidt eventyragtigt eller kuriøst skær over sig.

Vores forældres generation – den såkaldt moderne generation – foretrak at opfinde verden på ny hver morgen, indtil vi i vores senmoderne generation syntes, at dét var noget anstrengende.

Og så sammensatte vi litteratur- arkitektur-, musik- og andre ”kanoner” i respekt for det mindstemål af visdom, der dog havde samlet sig, inden vi kom til.

Men mureren, eleven, forhandleren og patienten rettede heller ikke ind efter dén rettesnor.

Og når ikke engang dét mindstemål af klassisk dannelse kunne accepteres, ja så hang det sammen med den næsten evangeliske holdning, at vi ikke skal tage noget for gode varer, før vi ved, hvad der kommer ud af det!

Vi forholder os måske ikke ligefrem afvisende, men heller ikke umiddelbart accepterende.

Nej, vi siger: lad os nu se, hvad der kommer ud af det…

Så Matthæusevangeliet gengiver i disse ugers søndagstekster et ejendommeligt eftermoderne synspunkt, når det refererer Jesus for opgøret i sin samtid. Og det er et centralt og velkendt tema hos Matthæus – omend i varierende udfoldelser i løbet af selvsamme evangelium.

Matthæus´ samtidige havde skudt et forbehold eller en mistænksomhed ind imellem sig selv og den umiddelbare oplevelse. De dansede ikke, når der blev spillet på fløjte og de lod sig ikke røre af klagesange. Hvordan i alverden skulle de vide noget som helst om den store glæde eller den store sorg, når de ikke gav sig hen til den?

På samme måde med Johannes Døber og ham selv, Jesus.

I stedet for – som Jesus - at følge Johannes gennem ørkenen i bod og faste for så meget tydeligere at mærke befrielsen ved dåben i Jordanflodens vand, ja så afviste man ham – rent teoretisk! - som besat.

Det har så i øvrigt altid været den enkleste måde at holde sig folk fra livet – nemlig ved at sige, at de er tossede. Så behøver vi ikke at have noget med dem at bestille.

Og i stedet for at sætte sig til bords med Jesus for at spise og drikke og opleve velsignelsen i det mest elementære og daglige, nemlig i måltidet og fællesskabet omkring det, ja så afviste man ham – rent teoretisk! - som drukkenbolt og ædedolk.

Man holdt sin sti ren og kunne helt uberørt kede sig resten af livet…

Gad vide, om vi ikke kender deres holdning i vores lille frygt for det liv, der aldrig rigtigt lader sig forudsige? For hvad kunne der ikke ske, hvis vi dansede til fløjtemusik, gav vores sorg frit løb – fastede og frådsede…?

Ja, det er der ingen der ved, før vi har forsøgt det… og gjort vores erfaringer...

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg ved ikke, om der er noget decideret nyt…

Måske jeg hellere vil give et bud på, hvordan jeg vil udfolde prædikenen til 10. søndag efter trinitatis som en videreførelse af mine ovenstående overvejelser.

For vi ved ikke, om vi skal le eller græde, siger vi.

Jo, siger Jesus, det ved I godt, men I tager forbehold af skræk for at tage fejl.

Men det er bedre at tage fejl end at tage forbehold. For fejlen anbringer os i et såre menneskeligt fællesskab, mens forbeholdet isolerer os.

Det er ”ikke godt at være ene” - og det kan vi så være sikre på heller ikke at være, når vi tager fejl…!

Vi skal danse, når der spilles på fløjte og vi skal sørge, når vi hører klagesang. Dansen og gråden er det ligefremme svar på det glædelige og det sørgelige. Der er ikke så meget at tænke over, og det er ingen skam, hvis vi så også danser eller sørger for vildt.

Vi ved godt, om vi skal le eller græde. Så vi reserverer os med forbeholdet - og det kan da godt være, at vi tænker, at vi på den måde sikrer os og at vi ikke kommer galt afsted, men vi kommer så til gengæld slet ikke afsted. Det er ikke engang sikkert vi bliver klogere, men vi bliver helt sikkert mere ensomme i vores tilværelse.

Jesu forkyndelse er en uforbeholden opfordring til at være umiddelbart til stede, altså uden bagtanke og uden planer for, hvad der skal ske.

Jesus er ikke terapeut, nærmest det modsatte, hvad det så end hedder.

Men han tilskynder til et liv, som muligvis får brug for terapeutisk hjælp efterfølgende og i hvert fald får brug for eftertanke. For hvad var det lige, der skete, da vi glemte os selv, mens vi var optagede af at danse eller græde?

Vi levede.

Og levet liv kan vi godt gå hen og blive helt forskrækkede over.

Der er så bare ikke nogen omvej til liv ad påpasselighedens og forsigtighedens og forbeholdenes vej. Det er nok også i denne sammenhæng, vi skal forstå, at vi kan tage barnet som forbillede….

Den, der ikke tager imod, hvad der nu kommer, som et barn, kommer ikke ind i det himmerige, som Jesus opretter.

Derfor er det i dén grad skæbnens ironi, at den kristendom, som opstod som en læremæssig bearbejdning af Jesu forkyndelse, udviklede sig som både social og moralske selvkontrol. Det er skæbnens ironi bygget på den menneskelige skræk for at miste overblik og kontrol.

Men med sin forkyndelse opretter Jesus et rum, et univers af barmhjertighed - vi plejer at kalde det Guds rige, hvor vi kan udleve vores glæder og sorger og på dén måde det liv, som ikke bøjer sig efter vores vilje, men som følger vores tilskyndelse -altså det liv, der har det glædelige og det sørgelige som drivfjeder.

Jesus opfordrer til ubekymrethed, frygtesløshed og hengivelse.

”Se til himlens fugle og markens liljer”, hedder det som begrundelse. Se til dem: de får alt, hvad de har brug for af vores himmelske far, og sådan kan vi også tillidsfuld give os dagens opgave i vold uden tanke for i morgen. Hvad enten vi nu skal danse eller græde.

Og det er letsindig tale. Mildt sagt.

Det siges så i øvrigt også, at der lige fra den første menighed har været hårdt brug for fastboende sympatisører, der som en flok godvillige Martha´er kunne sørge for det fornødne, mens de ubekymrede disciple som henførte Maria´er levede fuglenes og liljernes liv.

Uden den ene slags kristne ikke den anden slags!!

Men måske kan vi genkende både den fastboende og den frie fugl i os selv?

Vi kender alle sammen både til den ubekymrede, selvforglemmende og til den side af os, der er nødt til at have orden i sagerne for kunne holde sig selv og de andre ud. Den evangeliske pointe er så, at der er plads til begge holdninger. Ja, der er ikke bare plads til dem, der er brug for dem. Begge.

For hvem kender ikke den salige fryd ved bare at give los og lade stå til for at blive ét med den glæde, der griber én - eller gå ind i den sorg, der trækker i én med kræfter som universets sorte huller og samtidigt trækker i én med kærlighedens styrke.

Og hvem kender ikke til ruelsen efterfølgende, når man er nødt til at spørge kun – og kun! - sine allerbedste venner, om man var meget pinlig.

Der er så i evangelisk forstand ikke tale om, at vi skal undskylde vores selvforglemmelse med den nåde, som Vor Herre prædiker. Det er der kommet rigtig megen selvoptaget uansvarlighed ud af.

Men med netop de oplevelser skal vi også, altså foruden oplevelsen selv, erfare betydningen af nåde og tilgivelsen i det univers, Jesus har oprettet. Begge dele.

I hvert eneste menneskelige sind skal de to oplevelser holde hinanden fast.

Og lige nøjagtigt dét er så troens modtræk imod at udarte til religiøse regler, til systemer og selvkontrol på den ene side - og til ren libertinisme på den anden side. Vi skal give os hen, og vi skal give os tid til eftertænksomhed. Begge dele!

Der er nogle, der siger det på den måde, at vi skal give os hen til Gud.

Jesus siger, at vi skal give os hen til det liv, der ligger lige for.

Det er Gudsskabt, gudvillet eller ligefrem gudsendt. (NB!!: Denne sidste formulering vil jeg nok sørge for at omformulere inden den ”fysiske prædiken” - ellers går der helt sikkert dét, jeg kalder ”prædikentvang” i den!)

Jesus benytter Johannes og sin egen optræden som eksempel.

Domsprofeten Johannes, Johannes Døberen, kaldte til bod og omvendelse og dåb til syndernes forladelse… og han blev afvist som galning.

Jesus spiste og drak med hvem som helst… og blev afvist som galning.

Afvisningerne havde bund i den alt for enkle tankegang, at man enten må sværge til den ene eller til den anden.

Men alternativet er ikke Johannes eller Jesus.

De repræsenterer - tilsammen - at der er en tid til ruelse og en tid til dans.

Det ved vi i øvrigt fra vores gudstjeneste, når den bliver gennemsigtig for netop dén dobbelthed med sin indledende bøn om barmhjertighed…  - og den afsluttende nadver, hvor vi spiser og drikker sammen med ham, der var ven med toldere og syndere.

Gudstjenesten lader dét gå op for os, at vi kan være til stede med os selv som hele og komplekse mennesker.

Det lyder af oprigtig religion, når det hedder, at vi skal give os hen til Gud, men det kan vi ikke, før vi har hengivet os til det liv, som Gud har skabt.

Først da ved vi, hvad det er for et Gudsrige, som ”nåden” har oprettet mellem os (Igen: omformulér for at undgå trøstesløs prædikentvang!!!).

Og først på dén måde kender vi den Gud, som Jesus åbenbarede.

I vores kristne kulturhistorie har netop dén dialektik haft ringe vilkår. Og den har vist aldrig haft ringere vilkår end i dag, hvor vi har meget vanskeligt ved at fastholde dobbeltheder.

Enten er vi løsslupne eller også er vi for påholdende - enten er vi gode eller onde, enten er vi troende eller tvivlende.

Vi tænker i simple modsætninger og  derfor har vi svært ved at fastholde den befriende dobbelthed i Jesu visdom.

Vi er ikke enten det ene eller det andet. Vi er altid både det ene og det andet. ”Simul det ene og det andet...”

Lyder det bekendt…???

Men den, der spørger, hvorfor han eller hun da skulle forlade sine bekvemmelige simplificeringer (læs: forenklinger!), får det udfordrende svar af Jesus, at visdommen i hans forkyndelse får ret ved det, der kommer ud af den.

Visdommen har fået ret ved sine gerninger!

I de glade politiske halvfjerdsere og  startfirsere ville oversættelsen have lydt, at teori og praksis skulle formidles på hinanden for ”til stadighed” at korrigere hinanden.

Det kan vi trække på smilebåndet af i dag.

Men ud over dén forløsning af de menneskelige muligheder, som Jesus står for, ja så er hans forkyndelse også et kulturelt indspark.

Og dét kunne såmænd godt formuleres som en befrielse fra teorien og som en tilskyndelse til praksis - altså til levet liv, som derefter nok skal give anledning til eftertanke!!

Vi er alt for dovne i tanken med vores simple enten- eller-tænkning.

Vi skal tænke både-og-tanker om os selv og hinanden.

På dén måde bliver evangeliet en hjælp til at rumme os selv og hinanden med både affekter og tanker!

Og på den måde bliver evangeliet en medrivende mulighed, for ikke at sige nødvendighed!!

Og hvis vi ikke ved, om vi skal le eller græde, så skal vi da i det mindste forsøge os med en af delene…

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Det er tit sådan, at dét, vi ikke kan sige os selv er det, der kommer os mest ved. Det er dét vi forkynder hver eneste søndag.

Eller formuleret lidt anderledes: kristendom er nogen gange blevet kaldt for ”et ord udefra”. Et ord, vi ikke kan hente i det tavst indforståede. Vi kan ikke hente alt i vores eget tavse indre, hverken det individuelle eller det fælles.

Det er sikkert ikke forkert at sige, at mange af de ord, som vi bygger vores liv på uden at drøfte dem (bl.a. de såkaldte ”værdier” i vores fælles liv) – ja det er sikkert ikke forkert at sige, at de ord har kristendommen som deres ophav og udspring.

Men når kristendom og kultur (bl.a. værdier) bliver alt for fortrolige med hinanden, har vi brug for et ord udefra… af Kristus.

Der vil altid være brug for hans ord udefra, når det skal sættes en stopper for tomgangen i overvejelser, der aldrig bliver til andet end overvejelser.

Hvad kommer det mig/os ved?

Som før nævnt, så tager vi ikke noget for givet, før vi ved, hvad der kommer ud af det. Vi bliver klogere af selv at gøre erfaringer. Så vi kan ikke bruge nogen autoriteter, der nagler os fast til bestemte handlinger eller formuleringer.

Vi vil selv.

Så visdommen i de ord, som Jesus taler til os med i disse søndage kan være svære at tage til sig som et læresystem.

Det hænger sammen med, at tro er Jesu alternativ til læresystemer og lovreligion.

Når det gælder mennesker imellem, og når det gælder forholdet til Gud, henviser religionen, som Jesus er vokset op med, til et regelsæt.

Jesus siger ”up front”, at der hverken kan eller skal henvises til noget som helst andet end mødets natur.

Jesus har en tiltro til vores indlevelse og forestillingsevne, som er ”second to none”. Vi ved umiddelbart fra mødet, hvad det er, vi skylder hinanden. Opmærksomhed, medfølelse, hjælp. Det behøver vi ingen lov og heller ikke nogen regelsæt til at fortælle os. Man kunne ovenikøbet stramme den så meget, at Loven og reglerne, ja dem bruger vi til at holde os vores forpligtelse fra livet.

Derfor ytrer Jesus sig gang på gang med formuleringer, der er så radikale og provokerende, fordi de appellerer til det naturligste af alt ( i al fald ifølge Løgstrup!) og så kan vi ikke desto mindre aldrig helt få vores natur med i det. Det er så et af vores livs største paradokser.

Blandt de radikale formuleringer hører vi i disse søndage bl.a.: ”Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden kind til.” Eller hvad med: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”. Eller for nu ikke at nøjes med for lidt: ”Vær fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen.”

Jo, der er nok at tage fat på her, langt inde i trinitatistiden!

Og man kunne så spørge: ”Hvor viise er så de formuleringer af Jesus?”.

Og her er svaret, at det ved man først, når man har forsøgt at efterleve ordene.

Man ved jo heller ikke, om det er svært at spille violin eller fløjte, før man har forsøgt sig. 
Så ingen kender visdommen i Jesu ord, før hun eller han har forsøgt at omsætte dem i handling. Og når vi så læser Paulus´ epistler til denne periodes søndage, kan vi samtidig lære at slappe af fra den forestilling, at vi ved gerningerne så også bliver viise og fromme og retfærdige i Guds øjne. Det handler 9. søndag efter trinitatis bl.a. om.

Så visdommen i Jesu ord skal først og fremmest genspejles i handlinger, i gerninger.

For vi skal kendes på vores gerninger. På alt det, vi kan og alt det, vi ikke kan – på det, vi havde held til og så på alle vores skæverter.

Det budskab kan da vist ikke være mere vedkommende, når vi vender blikket tilbage på vores levede liv og ser, hvad der egentlig kom ud af det...

9. søndag efter trinitatis 2022

Læs teksten her

Af: Lene Kjemtrup Christensen, Korup Sogn

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg slår mig på tekstens kommanderende udsagn: ”Sælg jeres ejendele!” ”Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af” og ”For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.”

Jeg får dårlig samvittighed over et eller andet diffust! Og det skal jeg adressere og komme ud af igen. Gud kan formentlig ikke bruge dårlig samvittighed til noget som helst.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Sidst fortalte jeg kirkehistorisk, om hvordan vi kom fra den her tekst til kirkebygninger med kirkesølv.

Denne gang lægger jeg mere vægt på det lille beskedne ”Frygt ikke!”, som indleder dundertalen. Fordi det er på en eller anden måde mere opbyggeligt. Hvad skal man stille op med al den frygt og formaning uden nåde? Det virker tyngende og giver mere lyst til at lede efter fejl og skamme sig i sit inderste end at folde sig ud og vise sig som et medmenneske for andre.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At tiden går. At alt det gode, som man drømmer om at gøre, rent faktisk også skal gøres. Måske ville det føre for vidt at folde ud, hvad det moderne menneske kan få med sig med tanken om Guds rige og det, som ikke kan gå til. Men det ville også være godt at rode i det billedsprog fx med det her digt i hånden:

Jeg vil ikke dø fra et ulevet liv

Jeg vil ikke leve i frygt

for at falde eller bryde i brand

Jeg vælger at bebo mine dage,

jeg vil tillade det at jeg lever,

at det åbner mig,

at det gør mig mindre bange,

mere tilgængelig

Jeg vil løsne mit hjerte

indtil det bliver en vinge,

en fakkel, et løfte.

Jeg vælger at risikere min betydning,

og at leve så det, der kommer til mig som et frø,

går til den næste som en blomst,

og det der kommer til mig som en blomst,

går videre som frugt

- digt af Dawna Markova

Digtet er oversat af Anne Klitgaard Thompson

Hvad kommer det mig/os ved?

Håbet, om det gode der skal komme, når vi kan lægge frygten fra os og nyde evigheden, kan gang på gang føre os videre i hver vores ørken af meningsløshed og skam. Det er både en påmindelse og en inspiration. Et strejf af at være en lillebitte del af en flok, som der er guddommelige planer for. Det kommer mig ved, når min ørken bliver til tvivl og håbløshed. Det kommer mig ved, når jeg i gode tider husker, hvad der skal forgå, og hvor mit hjerte er.

8. søndag efter trinitatis 2022

Læs teksten her

af; Karen Blauenfeldt Dam, Ringe sogn

1.     Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

De to små ord: ”Den dag”. Altså at dagens evangelium skal læses i lyset af dommedag.

2.     Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg skal tilbage til -18, hvor jeg må have haft en del bryllupper sommeren over, for jeg kan se at jeg tog udgangspunkt i ”Huset, som Gud har bygt” (DDS 701), og sagde noget om at det vel også er hvad vi alle helst vil: bygge på klippegrund, men at det også kan være svært for os til bunds at bedømme undergrundens beskaffenhed.
Fuldkommen at bygge sit liv på troens klippegrund er der vel kun én, der for alvor har gjort: Jesus fra Nazareth. Og selv i hans liv og for hans samtid og hans venner var det måske ikke altid til at se hvad der var godt eller hvad der var skidt, men påskemorgen viste det sig jo dog, at Gud godt ville stå inde for det, som Jesus havde sagt og gjort.

3.     - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det med dommedagen! Og så udsagnet: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne den kloge mand. ”Disse ord” må jo henvise til den forudgående advarsel om at tage sig i agt for de falske profeter, som man kan kende på deres frugter.

4.     Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At kristendom er ret ligetil i grunden. Livet skal leves og ikke (for)tænkes. Se til hvilket spor du trækker efter dig i livet!
At dommedag ikke er Guds straf over denne verden, men at den bare er et udtryk for at livet og døden og verden og vi ER og derfor handler vi og træffer valg og gør både godt og dårligt som vi har forstand til, for anderledes kan det ikke være. 

5.     Hvad kommer det mig/os ved?

Alt hvad der sætter mennesker fri og giver os lyst til at leve vores liv, kommer os ved.
”Da Jesus var færdig med denne tale” – og det var vel hele bjergprædikenen, hvor også de fattige og uformående og dem, der konstant bygger på sand og derfor igen og igen bliver slået omkuld i livet, er blevet prist salige, ja, da undrede skarerne sig over hans lære, for han underviste som én der har myndighed.
Altså én, der kan indgyde os mod til endnu engang at samle livets murbrokker og tømmerstumper sammen og bygge vores liv op igen, hvis det skulle være faldet fra hinanden.

7. søndag efter Trinitatis

Læs teksten her

Af: Dorte Wittrup Winther, Brændekilde og Bellinge sogne

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jagten på sandheden og visheden om at den vil åbenbares. At selv det der er talt i mørket, vil komme frem i lyset. At Guds ord til tider blot er noget der hviskes os i øret, ord der siges med dæmpet stemme i fortrolighed, det er ord der har en styrke, så de kan prædikes fra tagene. Det er vigtige ord i en tid, hvor der rasles med krigsretorik, hvor der sker grusomme krigshandlinger, som en dag vil komme frem i lyset. Sådan gik det med 2. verdenskrig, at de der tjente en bestemt herre, siden har måttet bøde for deres handlinger. Teksten spørger til hvilken herre vi tjener, den der har magten over legemet, eller den der har magten over legemet og sjælen. Der er en verden til forskel.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Med udgangspunkt i teksten fra prædikerens bog, at vi godt ved, at alting har sin tid, at vi er skabt med indsigt i tilværelsens dobbelthed. At vi lever med en bevidsthed om os selv, der udmærker os, da vi trods alt er mere værd end mange spurve. Vi ved, at vi både er vidunderlige, innovative skabninger - og - destruktive og selvdestruktive skabninger. Vi ved det, men vil helst ikke tro det. Den viden blev disciplene sendt ud i verden med, at de vil møde begge magter. Omkring sig og i sig selv. Den erkendelse kan være med til at give plads til Gud.

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At perspektivet til dels er rykket længere væk fra den enkelte. Selvom vi lever I en tid, hvor sandhed og løgn flyver om ørerne på os, hvor den personlige dømmekraft i høj grad er kommet til at tage sit udgangspunkt i den enkeltes følelser, så falder jeg i højere grad over at teksten fra Mattæus, denne gang siger mere om de magter vi bekender os til. Om det er en magt der tjener liv og evighed, eller en magt der kun vil magten.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At lysets Herre vil sejre over mørkets kræfter. Og at sandheden vil komme frem i lyset. Ligesom disciplene vil vi møde begge magter i verden, og de findes, både i os selv og i vores medmennesker. Og der er en væsensforskellighed i, hvilken magt vi stiller os under eller tjener. På hver årgang af konfirmander, er der en der spørger, hvorfor er der krig i verden? For det er svært at forstå, hvorfor det onde findes og udfolder sig på den måde i verden. Den historie jeg plejer at fortælle, har jeg læst et sted, hvor en rabbiner fortæller om ondskaben, at den lægger os alle så snublende nær, ja den er som et lag i vores hud, så hvis vi kratter lidt i vores egen hud, så er den der. Og den er ikke til at komme af med, sådan er det med arvesynden. Har vi forståelsen af, at ethvert menneske kan og gør ondt i verden, så må vi gøre vores for at tøjle de kræfter der er i os.

Hvad kommer det mig/os ved?

Det er ikke mange måneder siden, at jeg selv og en del andre i vores sogne, blev slået helt ud af det russiske angreb mod Ukraine, og i kølvandet derpå blev klar over hvilket verdensbillede Putin agerer efter. Dagens evangelium kan indgyde mod til tro på at, den magt som han repræsenterer, skal tales imod og den frygt det indgyder i os, kan skubbes væk, til fordel for den Herre der har magt over både legeme og sjæl. For sandheden vil komme frem i lyset.

Kamp må der til skal livet gro. Despoter kæmper også for at vinde terræn på vor Herres enemærker. Herunder et eksempel fra en tysk skolebog i 1936, en bøn til Hitler baseret på fadervors bøn. Der må igen og igen indgydes mod, for at blive mindet om hvem der ar ”magten og æren, i evighed! Amen”.

6. søndag efter trinitatis 2022

Læs teksten her

af: Vita Andreasen, De 4 kirker – Føns, Ørslev, Udby og Husby

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Det gør et stort indtryk på mig, at den unge rige mand bliver ’ked af det’ og går sin vej. Og jeg ser vores egen tid spejlet i dette paradoks, at der er penge nok mellem hænderne på den unge mand og hos os i den rige del af verden, og på trods af den store rigdom, så opleves livet ikke som lykkeligt, meningsfyldt og ’godt nok’ ikke dengang og heller ikke i dag. Ikke kun dengang også i dag rumsterer spørgsmålet om, hvad så med evigheden, når døden er indtruffet, hvad venter der os, når livet engang er forbi?

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

’Kirken i sommerlandet’ betyder, at jeg altid først holder sommerferie i august måned. For 2 år siden tog jeg afsæt i Guds udsagn om sig selv (2020 oversættelsen): ’For jeg, din Gud er lidenskabelig og bliver let jaloux’. Gud er så lidenskabeligt optaget af at sætte mennesker i frihed efter de mange års slaveri, at han vandrer med dem på denne lange ørkenvandring, hvor de får givet de 10 bud. Så lidenskabelig er Gud, at Gud bliver jaloux, hvis der flirtes med andre guder, andre værdier og andre opfattelser af, hvad retfærdighed er, end dem som de 10 bud aftegner. De 10 buds klare forudsætning er, at der skal være plads til både dig selv, men i lige så høj grad de andre. Retfærdigheden er den røde tråd.                                                                                                                   Allerede i profetlitteraturen er det tydeligt, at Gud ser den fattiges kamp for at overleve. Guds kærlighed er ikke en sentimental følelsesmæssig kærlighed med lutter smukke ord, men det er en handlekraftig planlæggende aktiv udførende kærlighed. Gud lægger planer, Gud tænker, Gud handler. Gud er en Gud, der holder ud, Gud giver ikke op. Når vi hører denne GT tekst fastholdes vi på, at kampen for frihed vil altid vare ved, mennesket er ikke skabt til slaveri, men til frihed. For to år siden var diskussionen om ’Black lives matter’ en aktuel etisk debat. 

De 10 bud er den etiske rammer, der fastholder os på, at love, regler og rettigheder gælder for alle folk uanset farve.

Hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Nyt er, at vi nu skriver 2022, så virkeligheden, som prædikenen skal tale ind i, har fået et andet bagtæppe. Corona regelsæt har fyldt meget siden 2020, og vi er blevet mindet om, hvor meget restriktioner og lovgivning fylder i vores liv. Og det er helt frigørende at tænke på, at Gud ’nøjes’ med 10 bud. Mest dramatisk er det, at 2022 blev året, hvor krigen mellem Ukraine og Rusland fyldte hele vores sendeflade, adskillige åbnede dørene for de mange flygtninge. Den etiske fordring om, at rigdom kan deles blev helt aktuel og helt naturlig for mange. Lige nu glider FN’s verdensmål i baggrunden, det er som om krigen stjæler al vores opmærksomhed, og kampen bliver udkæmpet med våben, som betyder mange dræbte hver eneste dag på begge sider i kampen. De andre kampe ’blegner’ SDG målene: ’Afskaf fattigdom’ og ’Stop sult’, lige nu dør mange kvinder og børn på Afrika’s Horn af mangel på mad. Der er god grund til, at vi i den rige verden bliver ’kede af det’ ligesom den rige unge mand. ’Giv dine penge til de fattige’, det er en svær fordring. Omfordeling af rigdomme er ikke kun svært i en dansk kontekst, men også globalt. Mange får lyst til at slukke for alle de kommentatorstemmer, der bringer ’virkeligheden’ helt ind i vores stuer. Men Jesu opfordring er tydelig, du skal ikke lukke øjnene for de fattige. Set i lyset af de sidste års ’bagtæppe’, så overrumples jeg over Jesu radikalitet.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Meget kan vi sige os selv, og Deadline og avisernes analyser hjælper os også på vej, som fortolkere og guidelines omkring det gode liv. Det vi ikke kan sige os selv er vel, at vi ikke er alene om at tumle de store spørgsmål i livet. Fortolkning og livstydning er et vigtigt element i menneskers liv, det var det på Jesu tid, og det er det i dag. Måske skulle vi i kirken være mere fokuseret på de unges spørgsmål om livets mening, retning og formål. Det er karakteristisk i dette møde mellem Jesus og den unge mand, at den unge mands spørgsmål bliver taget alvorligt, Jesus svarer ham. 

Også kirken skal overveje, hvordan rigdomme forvaltes. Hvordan finder vi i kirken veje til at skabe rum, tid og ansættelser, der giver plads til de unges angst og spørgsmål?

Hvad kommer det os ved?

I denne uge døde Poul Dissing, og jeg kan ikke lade være med at genhøre de mange sange, som han har indsunget med sin karakteristiske ’rustne’ stemme. Jeg standser op ved højskolesangen: ’Se hvilken morgenstund’ med tekst af Benny Andersen. Omkvædet er gledet ind i det danske sprog som en moderne livstydning: ’Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar’. Svantes lykkelige dag’ er sangens navn. Svante er vel et forholdsvist ungt menneske, det underlige er, at han i hele sit liv kun fik en eneste lykkelig dag. 

Hvad var det særlige denne dag? Jo, dagen blev delt med Nina. Det gode liv og det evige liv hænger nøje sammen med det relationelle. Der sker noget godt i os og imellem os, når vi deler med hinanden, og det gælder rigdomme af alle slags, allermest den rigdom som tid er. Men i høj grad også dem der handler om kroner og ører.

4. søndag efter Trinitatis 2022 

Læs teksten her

Matthæusevangeliet 5, 43-48

Af: Ole Buhl Nielsen, Brahetrolleborg, Krarup, Ø. Hæsinge

Ved første gennemlæsning af teksten slår det mig endnu engang, at Gud er Gud for alle! Det kan godt være svært at kapere! En ung mand udbrød engang i en samtale forarget: - jamen, Gud kan da ikke lide rockere! Men her hører vi, at Gud lader sin sol stå op over alle uden at tilgodese de gode og retfærdige mere end de onde og uretfærdige. Og hvem er for resten hvem? Når der et par vers længere henne i teksten tales om, at vi skal være fuldkomne lige som vores himmelske far er fuldkommen, går det fuldkomne måske på at favne alle uden at fordømme, fx ved at elske vore fjender! Det er ikke noget nemt projekt at sætte sig for at efterleve, ligesom der er andre ting i Jesu bjergprædiken, der er svære at efterleve. Tegneren Peter Madsen sætter ord på det i tegneserien Menneskesønnen om Jesu liv. Her lader han disciplen Peter sige om de mange bud og formaninger i bjergprædikenen: ”Jeg tror egentlig ikke, det drejede sig om, hvorvidt man kunne leve op til det…Men at mærke i sit eget hjerte, at det var rigtigt… og begynde dér.”

Det er en af de tekster, som tit ligger på en søndag i ferietiden, så jeg har ikke prædiket over teksten siden 2016. Her er et afsnit fra prædikenen dengang: ”Kærligheden er det bærende i tilværelsen. Jesus siger det meget stærkt, når Han siger, at selv vore fjender skal vi elske, og dem, der forfølger os, skal vi bede for. Vi skal være lige så overskudsagtige og fuldkomne som Gud, der lader solen stå op over både onde og gode, og lader det regne over både retfærdige og uretfærdige. Kærligheden er broen, vi skal gå til hinanden på, endog til vor fjende, og kærligheden er vejen til et opfyldt liv. Når vi ikke går kærlighedens vej, lider livet under det. Lige så sandt det er, lige så svært er det at leve efter i det daglige, for vi er mennesker, ikke Gud.”

En ting, jeg ikke har været opmærksom på i denne tekst før, er, hvad der kan ligge i at være fuldkommen. En almindelig dansk sproglig udlægning vil være, at fuldkommen er noget der er perfekt, fuldendt. Det kan være svært at se sig selv i som menneske! På græsk er det ordet ”teleioi”, der er i familie med ”telos”, som betyder ende; med fuldkommen menes, at noget føres helt til ende eller er ført helt til endemålet. På www.biblehub.com (stærkt anbefalelsesværdig side) fandt jeg en udlægning af ordet ”telos”: det er som at folde en gammel teleskopkikkert ud; led for led foldes kikkerten ud til den er foldet helt ud og fungerer efter sin hensigt. Denne sproglige rod i ”teleioi” antyder, at der ikke blot er tale om en tilstand af fuldkommenhed men også rummer en bevægelse: at være på vej mod det fuldkomne skridt for skridt. Kunne man prædike over, at vi i glimt kan være fuldkomne i kærlighed? Det kunne dog være et skridt på vejen til endemålet.

I ”Den ny aftale” er der oversat således: ”I skal være uden forbehold i alt hvad I gør, lige som jeres far i himlen.” Det er der også muligheder i rent prædikenmæssigt.

De spørgsmål og overvejelser teksten rejser, er vist aktuelle og vedkommende i de flestes liv. Hvordan kommer vi om ved konflikterne i en skilsmisse eller hvordan forholder vi os til dem, der måtte begå et overgreb mod os eller vore børn eller hvordan er det for en ukrainsk mor eller far, der har mistet sit barn i krigen, eller for en russisk familie at have mistet en søn på slagmarken? Kan vi elske, tilgive, bede for dem, der volder os ondt? Hvordan er vejen frem til fredens mirakel? Alle steder, hvor modsætninger og konflikter opstår, rejser sig spørgsmålet om, hvordan vi mennesker igen kan nærme os hinanden og leve sammen, når livet er gået i stykker mellem os. Måske ved at være fuldkomne i glimt og dermed vise en anden side af menneskelivet end den uforsonlige?

3. søndag efter trinitatis 2022

Læs teksten her

Af: Ulrik Andersen, Skt. Knuds Sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

At teksten er særdeles velkendt og masser af gange er blevet brugt som skuespil for mini-konfirmander. Den er let at se for sig, og dens pointe er velkendt. Ovenpå de foregående søndages noget sværere tekster, er den her næsten alt for let at gå til.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Sidst jeg prædikede over denne tekst, var i 2020, hvor det handlede om lignelsens navn. For hvem har lignelsen egentlig fået sit navn efter? Navnet ”lignelsen om den fortabte søn” er ikke ét, Jesus giver den, og heller ikke evangelisten Lukas sætter det som overskrift over sit skrift. Nej, det er kommet snigende ind i tid og tradition – uden at vi kan sætte hverken dato eller ophavsmand på. Jeg holdt en prædiken, hvor overskriften var udgangspunkt for en tolkning af lignelsen. Hvem af de to sønner er den fortabte? Er det den yngste, som ødsler sin arv væk og derefter kommer til faderen for at blive taget til nåde, eller er det den ældste, som opfører sig ordentligt, men ikke sammen med faderen kan glæde sig over sin brors hjemkomst?

3. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det, som sikkert ville blive omdrejningspunktet denne gang, er den åbne slutning på lignelsen. Vi får ikke at vide om den ældste søn følger faderens opfordring og går med ind til festen, eller om han fastholder sin vrede og bliver udenfor. Det kunne være interessant at forfølge de to muligheder og forestille sig, hvad faderen – Gud – ville gøre.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Ovenpå de foregående søndages alvorlige tekster om prisen for efterfølgelse giver det bestemt ikke sig selv, at Gud også er som faderen i lignelsen. Vi ved det sikkert fra tidligere, men det er meget godt at blive mindet om det. Gud er som den kærlige far, der holder af begge sine sønner. Hos ham kommer det ikke an på deres opførsel.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

I lignelsen kan man identificere sig med begge sønner, og aldrig kun den ene. Det er afgørende for vores opfattelse af Gud og relationen til Ham, at vi altid bliver taget imod som dem vi er. Det gør ingen forskel om vi har ødslet arven væk, eller om vi i vrede ikke under andre det gode. I begge tilfælde er Gud der med en arm på skulderen, og et: ”Kom med ind til festen!”

2. søndag efter Trinitatis 2022

Læs teksten her

Af sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup sogn

1.       Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler ikke, jeg vælter og slår mig på kravet om at hade sin far og mor. Jøderne må også være faldet, for enhver af dem vidste, at de skulle ære deres far og mor, for at de måtte få et langt liv på den jord, Herren deres Gud ville give dem. (2. Mos 20,12)

2.       Hvad sagde du sidst du prædikede over denne tekst

Jeg prædikede over kravet til disciplen og sagde, at det egentlig er uopfyldeligt.

3.       – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At jeg måske kunne have sprunget første del over og lavet en opbyggelig prædiken om salt.

4.       Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Jesus siger, at det koster noget at følge i hans fodspor. Det er ikke en åndelig velfærdsrejse, han tilbyder. Ordene kan skabe fundamentalister, der skubber alt andet ud af deres liv på grund af kravet om efterfølgelse. Hvordan vi andre får kravet til at passe ind i en moderne kalender med arbejdstid, familietid og kirketid er egentlig et godt spørgsmål. Munketilværelsen ligger lige for, men den afmonterede Luther med sin tanke om, at livet som sådan egentlig er et kald fra Gud. Løsningsforslag kan være, at sige, at ordene hører konteksten til, at der egentlig kun var ca. 12 disciple eller at mindre end, at følge i Jesu fodspor også kan gøre det.

5.       Hvad kommer det mig/ os ved?

Et greb om teksten er, at sige, at kravet om at give afkald er uopfyldeligt og vi derfor må håbe på Guds nåde. En anden vej vil være, at mediere det og sige med Luther, at det, det betyder er, at Jesus skal være med i alt hvad vi gør og være fundamentet for vores kald i livet. En tredje vej ville være at afsøge afkaldet som tema, eller se om der findes fredsbetingelser for den der ikke går hele vejen. Lige meget hvordan vi går til teksten, kan vi dog ikke komme uden om, at den anfægter både prædikant og tilhører.

Pinsedag 2022

Læs teksten her

af: Carsten Andreassen, Højby

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jesus taler meget spirituelt her. Hvis vi går til teksten sådan rent logisk, kan en del virke fremmed og underligt … ”Helligånden, som verden ikke kan tage imod, fordi verden ikke ser den eller forstår den. Men det gør I, fordi den bor hos jer og er i jer.” Eller: ”Om kort tid vil verden ikke længere se mig, men det vil I…” Så kan det næppe blive mere ind-forstået. Det skal netop forstås med det indre… spirituelt. Den, der ikke lever i tæt relation til Helligånden, har ikke sanser, som kan se, hvad der er på spil her.

Det lyder smukt og stærkt. Det handler om et tæt fællesskab med vores treenige Gud. Men hvordan formidler jeg det, uden at det ekskluderer en del kirkegængere – og måske endda tager håbet fra dem?

Og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg er på jagt efter et rituelt udtryk for, hvormed vi pinsedag kan fejre, at vi lever i den her ”den bor hos jer og er i jer”-relation. Jeg er ikke interesseret i et karismatisk udtryk, hvor vi skulle stå med løftede hænder og lukkede øjne. Dertil er menigheden for blufærdig, tror jeg. Hvad kan det være i stedet for? Hvordan kan vi tydeliggøre Jesu ord om at tage imod Helligånden? (Gode forslag modtages med stor glæde)

Peter Halldorf fortæller i bogen ”Det hellige år” s. 190 at den moderne pinsebevægelse blev født i Los Angeles i 1906, men at denne bevægelse blev kompromitteret (Halldorfs udtryk), fordi den blev præget af en jagt på oplevelser i stedet for af erfaringen af genkendelse i mødet med Den Anden. (I flg. Halldorf skaber pinsebevægelsen forargelse, fordi der ”i et stærkt klasse- og racedelt samfund opstod … et alternativt samfund med forsoning og enhed mellem mennesker. Det var dét, der var det egentlige under… Pinsedagens erfaringer er grundlæggende grænseoverskridende og får os til at lægge mærke til dem, der er på den anden side af de grænser, som vi har trukket.”) Han forklarer altså – og det var helt nyt for mig – at denne åndsfokuserede bevægelse til at starte med havde et voldsomt fokus på, hvad det betyder for Den Anden, at Ånden bor i mig. Måske kan vi i dag finde nye (rituelle) udtryk for erfaringen af, at Ånden bor i os, så vi kan blive sat i gang – ud mod medmennesket.

Pinsedag er kirkens fødselsdag, dvs. dagen, hvor vi fejrer menighedens åndsfyldte fællesskab.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Jesus fortæller os – igennem talen til sine disciple – at menighedens fællesskab ikke holdes sammen af en fælles baggrund eller fælles sympatier eller en stærk vilje. Menighedens fællesskab er et åndsfællesskab, fordi vi knyttes sammen af erfaringen af, at Guds iboende Ånd sender os ud mod det andet menneske. Det er det, der gør menighedens fællesskab anderledes end andre fællesskaber. Formår vi at få det frem i gudstjenestens forløb gennem salmer, dåbstale, prædiken, nadverindledning og måske et særligt pinseritual? Det er for mig at se en spændende udfordring som præst.

Kikker vi på tekstens sammenhæng i Johannesevangeliet, er Jesus i gang med en lang forberedelse af disciplene. Hvis vi lader os inspirere af Lene Højholt (Vejen. Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet), får vi et blik for, hvordan Jesus i kapitel 13 har indviet disciplene gennem handlinger (fodvaskning og nadver) og nu indvier dem gennem ord OG indre erfaringer. De skal modnes til tiden efter Påske, Kristi Himmelfart og Pinse.

Jeg tænker, at vi i høj grad kan lære af denne sammenstilling af handling, ord og indre erfaringer. Sådan bygger vi menighed. Sådan åbner vi os som menighed for Guds Ånd.

Hvad kommer det mig/os ved?

Jeg ved endnu ikke, hvad menigheden i Højby får at høre, men jeg vil bestræbe mig på at skabe en åbenhed i menigheden for, at Guds Ånd konkret taler til os – ikke sådan moderne karismatisk, men så vi som åndsbåret menighed erfarer os drevet mod hinanden, så fællesskabet formår at danne mange åbninger, hvor igennem nye kan finde ind i fællesskabet.


6. Søndag efter påske 2022

Læs teksten her

Af Anders Skaanning Andersen

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg ved ikke, om man ligefrem snubler, men der er i alt fald ikke nogen tvivl om, hvorfor teksten er placeret hvor den er. Opstandelsen og frelsen skal hamres fast her i slutningen af påsketiden, og det bliver den så sandelig også. Gennem opstandelsen er mennesker bundet til Gud igennem kærligheden.

Måske snubler jeg mest af alt over, hvor næsten banalt budskabet denne søndag er, uden at det på nogen måde går ud over dets evige aktualitet og relevans.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Teksten minder os om, at båndet mellem Gud og mennesker er kærlighed. Det er der måske ikke så meget overraskende i, men særligt Paulus’ tekst slår fast, at denne kærlighed ikke kan brydes af nogen. Det tror jeg mange i menigheden har et behov for at blive mindet om. For uanset, hvor meget man prædiker det, så bliver selv de bedste af os ramt af en skyld eller en skam, som gør, at vi i værste fald føler, at det bånd er brudt. At man på en eller anden måde, har mistet den kærlighed, som Gud viser os. Det er voldsomt banalt fra et teologisk perspektiv, men det er samtidig et meget reelt problem hos nogle medlemmer af menigheden, og dem skylder vi at give denne forsikring igen og igen, uanset, hvor banal den måske kan synes, fordi den samtidig er så utrolig vigtigt for dem, der af skyld eller skam er forhindret i at få øje på den selv.

Hvad kommer det mig/ os ved?

Det er helt grundlæggende kristen teologi der er på spil i teksten. I bund og grund er det en udlægning af opstandelsesteologi, igen, igen. Det er jo, trods vi er 6 uger henne, stadig påsken der er i fokus. Og således kommer teksten os ikke så meget nyt ved og bringer ikke de store overraskelser. Men budskabet om, at vi er bundet til Gud i kærlighed, er stadig noget af det allervigtigste der kan forkyndes fra en prædikestol, så det behøver heller ikke være hverken nyt eller overraskende. Den kærlighed der binder os til Gud, kan ingen bryde. Ingen kan trække dig ud i et mørke, hvor Gud ikke kan se dig, heller ikke selvom du føler, at han ikke kan se dig. Det er såre simpelt og evigt relevant, fordi der altid er nogen, der har brug for at høre det og lige præcis på denne søndag, der behøver man ikke fortælle så meget andet.


Kristi himmelfarts dag 2022

Læs teksten her 

Af: Anders F. Aastrup, Hjallese 

”Hvor bor Gud?” 
Spørg et barn! 
Spørg hvem som helst! 
En muslim, en jøde, en kristen! 
Alle vil de svare: ”Gud bor i himlen!” 

Måske det er derfor, at Jesus til Kristi himmelfart fór til himmels? 
Han fór ikke alene tilbage til sin far.  
Han fór tilbage til Guds hjem, himmelen! 

Nogle vil mene, at vi blot behøver se på verden for at forstå, at Gud ikke bor her på jorden sammen med os. 
Har man den opfattelse, så vil man fremhæve himlen og det guddommelige som vores mål. 
At Gud bor i himlen, er da den trøst, vi kan finde. 
Når verden ser for sort og trist ud, så kan vi løfte hovedet mod himmelen og ønske os derop – væk fra denne verdens jammerdal. 
Sådan tænker de fleste religioner og filosofier; lige fra Platons tanke om Ideernes Verden til Islams forestilling om halvfjerds skønjomfruer, der venter martyren i himlen. 

Hvad vi da må huske på, er, at himlen mere er et billede end en konkretion. 
At Gud bor i himmelen, er således en sandhed med modifikationer. 
Hvis Gud er Gud, kan han ikke være begrænset hverken af tid eller af sted. 
At Gud bor i himlen, skal ikke tages bogstaveligt. 
At Gud bor i himlen, er i virkeligheden vores menneskelige måde at afgrænse Gud på. 
Vi siger, at Gud bor i himlen, fordi vi har brug for at afgrænse os. 
At Gud bor i himlen, er et forsøg fra vores side på at formulere, hvor Gud er, når nu Han ikke sidder ved vores side. 
Vi har på den ene side brug for at minde os selv om, at Gud ikke bor her på jorden og på den anden side brug for at trøste os selv med, at vi blot behøver løfte blikket mod himlen, så er han dér alligevel. 
I himlen og dog mulig at nå. 
Fjern og dog så tæt på.  

Når nu vi kan blive enige med både muslim og jøde om, at Gud bor i himlen, så er det næste spørgsmål oplagt: 
Tror vi på den samme Gud? 
Det er et spørgsmål der har optaget mange teologer. 
Når nu vi er kristne, hvordan skal vi så forholde os til de andres tro? 
Tror de på en anden Gud eller er det den samme Gud, vi tror på? 
Tror de på en forkert måde og vi andre på den rigtige? 
Er det sådan det er? 

I disse dialogvenlige dage, da forsøger mange at udjævne alle forskelle mellem religionerne. 
”Vi må finde vores fællestræk, så vi kan lære at leve side om side - i gensidig respekt”, siger de - og tænker naturligvis primært på muslimer og kristnes forhold til hinanden. 

”Alle veje fører nemlig ikke til Gud! 
Er man kristen, så er der kun én vej – og den går gennem Kristus, naturligvis. 

I kristendommen går bevægelsen nedad. 
Gud er fjern, ja, men han er samtidig nær.  
For han er vandret ned fra sin himmel, ned på denne jord. Han har ladet sin søn føde ind i vores historie for at ændre verdens gang. 

Nu skal vi ikke længere forsøge at vandre op at stigen for at blive frelst. Vi bliver frelst af Gud og skal i stedet koncentrere os om at skabe himmel på jord. 

Det næste kritiske spørgsmål bliver da: 
Hvorfor i alverden farer Jesus så til himmels denne Kristi himmelfarts dag? 
Hvis Gud er vandret ned på jorden, hvorfor vandrer han så herfra? 
Hvorfor forlader han os? 
Det kan virkelig undre én. 
Svaret er egentlig ganske simpelt. 
Ved at fare til himmels, bliver han tilgængelig for os alle – ikke bare for de få i verden, der havde held til at møde Jesus, den inkarnerede Gud. 
Nu behøver vi blot bede, så er Gud tilgængelig. 
Fjern i sin himmel og dog så tæt på, at vi kan rette blikket opefter og kalde på ham. 
Fjern i sin himmel som far og søn, men til pinse fuldt ud tilgængelig i verden gennem sin hellige Ånd. 

Med den kristne Gud er det som med et menneske. 
For at kunne leve i relation til andre, må vi mennesker kunne ændre os alt efter, hvem vi er sammen med. 
En kvinde må kunne tale som en mor til sit barn, som en hustru til sin mand og som en ven til en anden. 
På samme måde kan Gud også ændre sig – og det har han gjort ved at stoppe sin ensidige enhed og sætte en dynamisk enhed i dets sted. 

Derfor er vore tre store højtider så væsentlige. 
Julen, som et symbol på den ene side af Gud; den fjerne og majestætiske Gud, der skaber liv og giver os tillid og tro. 
Påsken som et symbol på den anden side af Gud; den historiske og fysiske konkrete Guds søn, der fornyer os og giver os håb, selv når alt ser sort ud. 
Og pinsen som et symbol på den tredje side af Gud; den usynlige, men tilgængelige kærlighed, som vi skal hjælpe med til at bringe videre til andre end os selv. 

Vi tror nok på den samme Gud – for der er ikke flere guder. 
Men vi tror ikke det samme om Gud! 
Vi kristne tror på den treenige dynamiske Gud, der nok er fjern, men også nær. 
Kristi himmelfart ville ikke være noget værd, hvis ikke vi havde pinsen i vente. 
Må Gud vække os til live med sin kærlighed og hjælpe os til at virke med en lignende dynamik i vores liv.


5. søndag efter påske 2022

AF: Eva Fischer Boel, Munkebo

Læs teksten her

1. Hvad jeg snubler over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler over udsagnet: ”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord”. De var allerede Guds, og de har holdt fast i Guds ord – som de åbenbart allerede kendte på forhånd? Det er som om der ligger en form for prædestination i det, som jeg ikke helt forstår set i lyset af Johannes’ universalisme, som peger ud over den gamle pagt mellem Gud og Israel.

2. Hvad jeg sagde, sidste gang jeg prædikede over denne tekst?

Jeg talte om forholdet mellem foranderlighed og forankring. Vi befinder os i afskedstalerne, og Jesus beder sin sidste bøn også kaldet den ypperstepræstelige bøn. En forandring er på vej: Jesus skal forlade sine disciple. Deres verden forandres, og de skal nu selv gå ud i verden med budskabet. Men samtidig er de forankrede. Det er de i det tætte forhold med Gud, som skal vedligeholdes af Helligånden. Det kender vi vel også fra vores liv: At noget forandres, måske endda voldsomt. Men at vi samtidig bærer noget med os, der kan give os retning og vejledning gennem det nye og ukendte.

3. Hvad der er nyt for mig, når jeg læser den denne gang?

Jeg hæfter mig ved Jesu ord: ”alt dit er mit og mit er dit”, som nu ikke blot omhandler forholdet mellem den himmelske far og Jesus, men også bliver betegnende for forholdet mellem Jesus (som snart skal fare til himmels) og disciplene/de kristne som Guds børn. Ordene leder mine tanker hen på Lignelsen om den fortabte søn, hvor faderens ord til den ældste søn, der føler sig forsmået netop lyder: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit”. Tænker, at prædikenen måske kunne komme til at handle om arv. Hvad efterlades vi med, når nogen dør? Hvad bærer vi med os? Hvad giver trøst? Og hvad gør ondt? Hvorfor kan det være så svært at dele arven? Ikke sjældent hører man som præst om arvestridigheder, der måske på overfladen angår materielle ting, men som ofte på et dybere plan handler om kæmpen om at være den foretrukne – og angsten for at være fravalgt, tror jeg. Det, der vel grundlæggende handler om at være forenet – at være søskende – kan blive mere adskillende end noget andet.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At den arv, Jesus efterlader os med, er et fællesskab med ham, som intet kan bryde. Alt mit er dit, siger han. Det gælder også vores forhold til ham. Vi har del i ham. Vi er hans arvinger – og hvad vi arver, sker ikke på bekostning af andres arv. Jo flere arvinger, jo bedre. Men arven forpligter også, for sådan er det med arv. Den skal bruges konstruktivt og gerne gives videre.

5. Hvad kommer det os/mig ved?

Alle mennesker arver noget. ”Det har du fra din mor”. ”Sikke du ligner din farfar”. Sådanne og lignende udsagn kender de fleste. Vi får alle noget med os. På godt og på ondt.

Hvilken arv vi får med os, er alt andet end ligegyldig. Den er derimod livet om at gøre. Det gælder ikke mindre arven fra Kristus. Livets sidste skjorte har ingen lommer, lyder en talemåde. Underforstået: Du kan ikke tage noget med dig i graven. Men arven fra Kristus kan vi tage os alle steder. Den kan end ikke døden tage fra os. For vi har arvet himlen.


4. søndag efter Påske 2022

Læs teksten her

Af: Sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby-Aastrup

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Det er vist almindelig kendt blandt præster, at teksterne mellem påske og pinse repræsenterer en særlig udfordring – selv om det naturligvis ikke er noget, man taler højt om.

Det kan vi imidlertid godt gøre her. For når det handler om 2. tekstrække, og når vi som her nærmer os pinse bliver det trods alt mere og mere tydeligt.

Så der er nok at snuble over, når evangelisten Johannes ruller sig ud. Hvem er de jøder, som var kommet til tro for eksempel. Og husk ved oplæsningen at være tydelig omkring synden og Sønnen.

Om det er derfor, man ved revisionen af tekstrækkerne i 1992 tilføjede Acta 9 om Paulus’ omvendelse som en mulighed i stedet for 2. Korintherbrev, skal jeg lade være usagt. Men der er altså frit slag. Og jeg går gerne med omvendelsen.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Der er sikkert meget, som Grundtvig ville undre sig over i vores moderne samfund, men måske kan vi alligevel bruge hans frihedsbegreb til noget også i dag, hvor vi i dagens tekst hører, at det er sandheden, der skal gøre os frie.

Der er en masse områder i vores dagligdag, hvor sandheden ikke er til debat. 2 + 2 = 4 kan vi ikke stille så meget op med.

Men der er en lang række områder, hvor mennesker gerne vil tage patent på sandheden. Det kan man se af kommentarsporene på medierne og på for eksempel Facebook.

Det Grundtvig sætter i stedet for den frihed, der svæver frit i luften og som kan være svært at få hold på er begrebet fri-sind.

Det er en svær størrelse at have med at gøre.

Det handler kort fortalt om respekten for, at sandheden kan være en anden for andre mennesker, og at de har lige så meget ret til at have den sandhed, som jeg har til at have min.

Det betyder lige præcis ikke, at vi skal være enige.

Det er forskellen på begrebet frisind og så begrebet tolerance. Hvis man tolererer noget, så finder man sig i det. Man lærer måske endda at leve med det.

Men man ville i bund og grund godt have lavet det om.

Hvis man nu skal være helt ærlig.

Sådan er det ikke med frisind. Man kan diskutere, man kan være uenig så hårtotterne flyver.

Men det hele er båret af gensidig respekt for hinandens synspunkter.

Og man vinder selv ved det. Man bliver klogere på sig selv, når man skal forsvare sit standpunkt over for en ligeværdig uden at have den skjulte dagsorden, at det helst skal ende med, at den anden bliver overbevist.

Man bliver bundet til sit standpunkt.

Og derved bliver man faktisk fri.

Fordi man netop dermed lige præcis ved, hvad man skal.

Det er sådan en frihed, der tales om i dagens tekst fra Johannesevangeliet.

3. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Uden at jeg behøver at gå i detaljer er det denne gang svært ikke at tænke uroen i Europa ind i begreber som sandhed og frihed. Som det fremgår af mit ovenstående prædikenudsnit, er det en af mine kæpheste, at frihed ikke handler om at kunne gøre som man vil, og at sandhed med stort S er noget farligt noget. For en umiddelbar betragtning er det måske ikke frihed for det ukrainske folk at kæmpe imod den russiske modstander, men alternativet ville heller ikke være det. Slet ikke.

Vi har alle vore sandheder, som vi bygger vores dagligliv op på uden at stille spørgsmålstegn ved dem. Hvis vi skulle gøre det hele tiden og hele vejen rundt, kunne vi ikke leve. Men det er en vigtig pointe i dagens tekst, at den sandhed, vi skal lære at kende, er en sandhed, der kommer til os, ikke en, vi selv bygger. Det ville jeg også synes er en pointe, hvis man har konfirmation på denne søndag af dem, der ikke blev plads til Bededag og holder fast i søndagens tekst som prædiketekst ved konfirmationen.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Sammenhængen mellem Faderen og Sønnen, der om ikke mange dage også skal omfatte Helligånden dukker langsomt op mellem linjerne i dagens tekst. Man skal måske nok være varsom med at trække pinsemotivet ind i prædikenerne for tidligt, der skal jo også være noget at sige 5.juni, men en enkelt cliffhanger kan der måske godt blive plads til. Det er i hvert fald en sammenhæng, man ikke kan sige sig selv.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Det må være meget svært at sige, at begreber som sandhed og frihed ikke kommer mig ved.

At ”ophøjelsen af Menneskesønnen” det johannæiske begreb for korsfæstelsen er nøglen til forståelsen af at Jesus er den, han er (jhwh) – det navn Gud sendte med Moses videre til israelitterne (2. Mos.3,14), har vi måske nok hørt så mange gange, at vi kan sige det til os selv, men sammenhængen er nu en gang kommet til os udefra – lige som den ægte sandhed og den ægte frihed.

Og for den sags skyld den ægte kærlighed.


St. Bededag  2022

Læs teksten her

Af: Merete Juel Povlsen, Højby Sogn

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

At vi står med tre elementer i evangelieteksten: Bede-banke-bønnen, den gyldne regel og billedet med den snævre port, som alle tre peger på en samtale om livsmening.

Og så snubler jeg over den første sætning, hvor Jesus siger: ”Bed, så skal der gives jer”. For den minder mig om min tid i Namibia, hvor der i en kirke i et meget fattigt område henover døren på vej ud af kirken stod netop dette: ”Bed, så skal der gives jer”. Ordet i sig selv er en trøst og opmuntring, men for mig virkede det provokerende, at der overfor så fattige mennesker blev talt (også i den dags prædiken) om, at man blot skulle være from nok, bede nok og gå nok i kirke – så ville man blive rig, sund og rask. Det blev ikke mindre charmerende af, at præsten kørte rundt i en fin bil og sandsynligvis levede af de indsamlinger, som den fattige menighed gav til kirken. Som et tegn på, at han i hvert fald bad på en særlig from måde. Det var indbegrebet af fremgangsteologi, som betoner at velsignelse er Guds vilje for den kristne, der tror rigtigt, udøver positiv tænkning og betaler tiende – og det vil føre til økonomisk overflod og et sundt liv. Modsat er sygdom, fattigdom, handikap og ulykker Guds straf over det syndige menneske. Og så er den direkte vej til at blive opslugt af sig selv og sine egne ulykker og successer blevet banet.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

På sin vis er ’den gyldne regel’ en vigtig gave til alle, der beder om et kort livsprincip: ”Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”. Og umiddelbart burde netop den sætning være noget, som enhver idiot kan sige sig selv. Men det kan enhver idiot bare ikke. Idiot, som kommer af det græske idios, betyder ”Én, der kun vil sit eget”. Og den spænding mellem den gyldne regel og idiotien peger nok netop på, at det er her vi finder livsmening.

Hvad kommer det mig/ os ved?

Store Bededag har med sin pragmatiske historie, hvor alle bods- og bededage blev samlet i 1770, et lidt andet grundlag end mange andre særlige helligdage, fordi der jo ikke direkte knytter sig en bibelsk begivenhed til dagen. Og da dagen mange steder bruges på konfirmation, så vægter det også.

Dagens tekst er en del af bjergprædikenen og Jesus opfordrer stærkt til bøn. Den opfordring peger på, at Gud giver gode gaver til dem, der beder ham. Og det er gaver som indsigt og visdom, der gør i stand til at forstå og nærme os Gud. Til dels at forstå, at vi er i et afhængighedsforhold til Gud. Og dels at vi forstår at bønnens egentlige formål er at erkende og acceptere, at uanset hvad vi møder igennem livet, så er det ikke vores anstrengelser, som alting står og falder med.


3. søndag efter påske 2022

Læs teksten her

Tekst: Christian von Tangen Sivertsen

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

De allerførste ord ”Jeres hjerte må ikke forfærdes”, sagt af Jesus til disciplene skærtorsdag, hvor Jesus er klar over at han snart skal dø.

2. Hvad sagde du sidst du prædikede over denne tekst?

Sidst prædikede jeg særligt over ”Jeg er vejen, sandheden og livet”, idet jeg gjorde meget ud af at betone, hvordan den sandhed Jesus åbenbarer ikke kan skilles fra det levede liv – hverken hans eller vores. Den er ikke noget ”efterhængt” eller ”ekstra” – den er derimod til stede midt i livet, HELE livet, altid, allerede – mens vi er på den ”vej”, som også Jesus var - og er - på.

3.   – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At det er Jesus der trøster og beroliger disciplene, og ikke omvendt! Det er nyt for mig, hvor utrolig kraftfuldt et sjælesørgerisk udsagn det er – at Jesus trøster os, der hvor han er tæt på sin egen død.

4.  Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

For mig er det en af de stærkeste kristologiske tekster vi har, hvor Jesus identificerer sig med Gud og med livet på en ufattelig stærk og uudgrundelig måde. Man kan nærmest mærke den ro og overbevisning, hvormed han taler til disciplene – og det i en situation der inviterer til alt andet end ro. Men samtidig er det også en overvældende stærk sjælesørgerisk tekst – hvilket der for mig at se kan være en stor pointe i: Jesus er jo ikke interesseret i at grundlægge en ny dogmatisk lære. Han er altid kun optaget af at forkynde Guds liv – også når han bliver lidt ”dogmatisk” i det.

5. Hvad kommer det mig/ os ved?

Skulle jeg prædike over teksten i år, ville jeg nok knytte an til det sjælesørgeriske. ”I skal ikke være bange!” – som der meget mere enkelt og stærkt står i den nye oversættelse – er jo et udsagn fyldt med nutid og performativ sprogkraft, på trods af ordenes historiske forankring. Det er ord, der skaber, hvad de nævner – talt direkte også til os, når vi er bange. Det er meget stort!


2. søndag efter Påske 2022

Læs teksten her

Af: Peter Ø. Jacobsen, Sankt Hans Sogn

Min seneste prædiken

Kan læses her

Umiddelbart snubler jeg over:

Det nok mest markante udsagn om Jesu enhed med Faderen: ”Jeg og Faderen er ét” Det har ret vilde konsekvenser også for vores gudsbillede!

Det, vi ikke kan sige os selv:

Jeg synes teksten læner sig op af en slags prædestination. ”I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får!” – og ikke omvendt åbenbart! Der er dog ret klare og mere opmuntrende kendetegn ved Guds får: De hører hans røst, han kender dem, de følger ham, han giver dem evigt liv, de skal aldrig gå fortabt eller rives ud af hans hånd! Sikken en løfte-samling! Alene tilsagnenes sødme, får mig til at slå ørerne ud mod alt det, der aldrig ville opkomme i mit eget hjerte.
Endelig er jeg stærkt opmuntret af at ramme de store linjer i skriften, som her, når Ezekiel 34-37 foldes ud i sin opfyldelse: At Gud indsætter sin messianske hyrde over sit folk og således tager et endeligt opgør med de ulydige og dårlige hyrder.

Hvad kommer det os ved?

 Det er jo konfirmationstid, og hyrde-billedet har jeg altid haft let ved at forbinde med de mange influencere, som vil præge os og lede os. Der er nok kræfter både udenfor os og i os, der ønsker at have den styrende funktion i vores liv. Overfor disse kræfter fremstår løfte-ordene fra Jesus stærkt tillidsvækkende!

1. søndag efter påske 2022

Læs teksten her

Af: Mette Behrndtz, Nr. Lyndelse sogn

1.       Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Ligesom disciplen Peter finder jeg det mærkeligt, at Jesus hele tre gange spørger, som han gør. Hvorfor gentager han spørgsmålet? Er det for at gnide salt i såret hos Peter, der i den grad har kvajet sig? Eller skal årsagen findes et andet sted?  

2.       Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Selv om holdet bag Bibelen 2020 har forsøgt at gøre bibelens tekster moderne, så har vi ikke brugt ord som ’at kvaje sig’ eller ’en kvajebajer’, altså en øl, man uddeler, fordi man har begået en fejl. Det kunne vi nok have forsvaret, eftersom Bibelen myldrer med både håndværkere og fiskere, og netop kvajebajeren har sit historiske udspring i håndværkerkredse. Ikke kun hos håndværkere og andet godtfolk, men også i politiske kredse har man benyttet sig af en kvajebajer, når man dummede sig. Kvajebajere blev imidlertid forbudt af Folketinget ifm. den politiske korrektheds indførsel i 2007 og i fuld overensstemmelse med de nyeste direktiver fra EU. I stedet forsøgte man så at indføre en ’kvajesovs’. Denne slog dog aldrig igennem. At politikerne ikke mere uddeler kvajebajere, betyder ikke, at der ingen fejl begås. Gruk har sagt det så fint: Mine medmennesker er nogen grusomme kvaj, de taler om sig, når jeg taler om mig. Det interessante ved disse ord er, at de lige så godt kunne være sagt af Jesus. For flere gange forsøger han at tale om sig selv og at forklare sine disciple, hvordan det skal gå ham. De er imidlertid nogle kvaj og vil hellere holde fast i, hvordan de selv mener, det skal gå Jesus, Guds søn. Ingen af dem har fattet, at det skal gå Jesus, som det gør i påsken. Heller ikke Peter. Han er fulgt efter Jesus, der er blevet taget til fange. Da Peter tre gange bliver spurgt, om ikke han kender Jesus, svarer han nej. Han har hverken kendt eller fulgt Jesus. Nogle vil derfor også sige, at Peter ikke bare kvajer sig – han svigter. I det øjeblik Peter kommer galt afsted og svigter Jesus, opstår der en adskillelse mellem de to. Med andre ord: Peter er alene i sit eget mørke. 

3.       - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Lige i år skal jeg ikke prædike denne søndag, så derfor er der ikke dukket nogle nye ting op.

4.     Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Nu er Peter den discipel, der er tættest på Jesus; alligevel udmærker Peter sig ved at have en fantastisk evne til at sige det forkerte og på den måde være meget menneskelig. Ja, havde der været noget, der hed en bibelsk kvajebajer, ville Peter helt klart have stået i første række til at skulle uddele sådan en. Det er også derfor, at vi har dagens evangelietekst. Jesus, der påskedag er genopstået fra de døde, møder nemlig Peter i Galilæa. De har ikke talt sammen siden den aften, hvor Jesus forudsagde, at Peter ville fornægte ham; og nu står han altså her foran Peter og spørger ham: Elsker du mig? Tre gange bliver Peter spurgt, hvilket svarer til de tre gange, han fornægter Jesus. Hermed opfordres han af Jesus til at gøre dét godt, som han har gjort forkert, ved tre gange at svare bekræftende.   

5.     Hvad kommer det mig/os ved?

Ofte er det sådan, at kvajer man sig alvorligt i forhold til sit embede, ja svigter man ligefrem sin funktion, kan der stilles et mistillidsvotum, der gør, at man må gå af. Vi kender systemet. Svigter vi, kan det kræve vores afsked. Det er præcis her, at dagens evangelium overrasker. For selv om Peter må siges at have svigtet, sker det modsatte for ham: Han får lov at bevare den funktion, han er udvalgt til: Han skal være hyrde. Midt i alt mørket og fortvivlelsen over at have fejlet og forrådt sin gode ven, siges det til Peter, at han er god nok, og at Gud stadig har brug for ham! Det er ikke noget Peter tager af sig selv. Det er en opgave, han får. Og det er Jesus, der giver ham den med ordene: Vær hyrde for mine får… Det er der stor frihed i. Hermed har Peter nemlig ikke lederskabet i kraft af sig selv. Denne opgave har han i kraft af Jesus - med ansvar over for ham og den kærlighed, som bærer deres forhold.  Og det er netop kærligheden, der gør, at Jesus tilgiver og forsoner sig med Peter. Ja, kærligheden er hele pointen, og den overvinder alt, for den kommer fra Gud. End ikke ondskaben og døden kan stoppe den. Det er påskens budskab, der stadig gælder os i dag.

2. påskedag 2022

Læs teksten her

Af: Ina Balle Aagaard. Agedrup Sogn

1.     Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler over det helt klassiske kønsrollemønster vi her præsenteres for. Den maskuline rolle skildres i et kapløb mellem Simon Peter og ”den anden discipel” hvor det gælder om, at komme først hen til graven. Nyheden om, at Herren er blevet flyttet fra graven har kaldt på action/handling, det skal undersøges- og det i en fart. Det skal vi have gjort noget ved! Derimod er der ikke meget action over Maria. Hun fryser fast i sine følelser idet hun står udenfor graven og græder, dog snart befinder hun sig i en samtale, som hjælper til, at sætte ord på den nærværende situation. 

2.     Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?

Det er Marias første møde med Jesus efter opstandelsen, men Jesus er ligesom ikke rigtigt til stede, eller måske er han til stede bare på en anden måde. Han ligesom forsvarer sig med ordene: ”Hold mig ikke tilbage”. Hun må ikke komme ham for nær, for hun må ikke hindre ham i at tage op til sin fader. I kærlighed har vi magt over hinanden. Maria kalder på hans nærvær og tilstedeværelse, men han må ikke blive svag nu, han må være stærk, så han kan komme op til sin fader i himlen, som planen er. Med hans ord ”Hold mig ikke tilbage”: Holder han på én gang afstand og samtidig fastholder han et nærvær, idet han kærtegner hende med sit ”Maria”.

Han har aldrig rigtig forladt hende: Han har fulgt hende altid, igennem livet og nu også på den anden side af døden. Aldrig forlader Gud sine børn.

3.     Hvad er nyt for dig når du læser den denne gang?

Marias mødested med afdøde, at han kan fremstå så levende for hende, er nyt for mig denne gang. Idet hun vender sig om fra gravens mørke og går ind i lyset tror hun, at hun taler med havemanden, men i virkeligheden er det Jesus. I det samme han nævner hendes navn genkender hun ham med svaret Rabbuni, og han henviser hende til sine brødre med en hilsen fra ham.    

4.     Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At vi, i sorgen over vores kære, som vi har mistet, har vores steder at gå hen hver især. Måske opsøger vi vores kære ved gravstedet, men vi har mange andre steder, som måske i særlig grad bringer os tættere på minderne om vores afdøde. Det er jeg i den senere tid blevet mere opmærksom på. Når jeg holder samtaler forud for en bisættelse eller begravelse hører jeg mange historier om, hvor efterladte går hen. Måske er det når den efterladte sidder og drikker the af sin afdøde mors tekande, at nærværet opstår, måske er det midt i kagebagningen efter mors opskrift, at man pludselig blev sendt tilbage i minderne i duften af mors køkken engang til en børnefødselsdag, hvor familien var samlet og der blev sunget fødselsdagssange og råbt hurra. Måske den dag solen skinnede og man fik sin barbiedukke eller action man i gave. Eller nærværet opstår pludseligt når man ser på billedet, som hang derhjemme i barndomshjemmet. Måske var det i musikstykket i radioen, som afdøde elskede at danse til.

5.       Hvad kommer det mig/os ved?

Vi har mange steder vi går hen når vi sørger og savner. På de steder, bliver mødet med vores kære afdøde levende for os igen. I vores sorg og i vores afmægtighed overfor døden, finder vi styrken i mødet med den vi har mistet og tager den kærlighed vi modtog fra den døde, mens den var levende, med os ind i fremtiden.

Vi kunne kalde den erfaring for en slags magtesløs styrke. (jf. Mathias Secher Rom)

Benny Andersen siger det så smukt i sit digt: ”Noget at leve op til” om de sprældøde. At ”det påfaldende ved hans afdøde venner er deres usvækkede livskraft, modsat nulevende venner, som er mere døde end levende. Men de professionelle døde, de har det med at gå igen på uventede tidspunkter, mens de blander sig i alt og sætter skub i en kedelig samtale og får syrener til at blomstre midt om vinteren”.   

Efter tabet af en nærtstående elsket, oplever vi at komme til kort.

Vi ryger ned i en slags afmagt vi kan have svært ved at navigere i. Guds kærlighed, kærligheden til livet selv fylder tvivlshullerne ud når vi tvivler på om vi kan klare det - i håbet om, at det nok skal gå. Kærligheden fra livet til livet vil sejre fordi kærligheden vil sejre over døden. Afmagts Gud er også almagts Gud.

Vi skal synge:

Almagts Gud velsignet vær, DDS 356 

Hvad er det at møde den opstandne mester, DDS 249

Påskeblomst! hvad vil du her, DDS 236

Det er påske alting bryder frem, 100 salmer

PÅSKEDAG 2020

Læs teksten her

Af: Rasmus Markussen, Ørbæk

1.    Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Som Matthæus skriver om den første påskemorgen, er der masser af ting og sager, man kan snuble over: Et jordskælv, en lysende engel, en dødsensbange gravvagt, en tom grav, en forkyndelse af Jesu opstandelse, en lille frygt, en stor glæde og et godt eksempel på at hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med… Men det jeg snubler over og slår mig lidt på, er nok det, at jeg allerede har læst teksten så mange gange, at jeg slet ikke snubler over noget i den, men bare glider glat igennem. Det er lidt bekymrende, men det er også en god grund til at arbejde så meget desto mere med den, så det er måske slet ikke så tosset endda.

2.    Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Det er som regel den tekst, jeg prædiker over ved begravelser og bisættelser, når jeg ikke synes, at jeg kan finde noget mere passende. Og det sker altså ikke så sjældent, fordi der ikke er en tekst, der er meget mere passende at prædike over ved disse lejligheder for mennesker, som ikke hører den helt så tit som mig selv, og som derfor godt kan snuble rundt i den og blive grebet af frygt og stor glæde. Sidste gang og i forbindelse med et lidt rodet levnedsløb sagde jeg vist nok noget om, at englens ord til kvinderne om at Jesus er opstået fra de døde, er en forkyndelse af, at livet har overvundet døden én gang for alle, er en forkyndelse af, at vi altid får en chance til. Når jeg nu tænker nærmere over det, er jeg lidt i tvivl om den dybe sammenhæng, men det var det, der blev sagt. Og det var det, der skulle siges.

3.    Hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Der er som antydet ikke noget nyt i teksten for mig mere, men livet er nyt i og med det, den siger mig og dig og os alle sammen og det er meget, meget bedre.

4.    Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Alt, hvad der er værd at vide for os mennesker: At det ikke er døden, der gemmer sig bag livet, men det er livet, der gemmer sig bag døden. Wow!

5.    Hvad kommer det mig/os ved?

Det kommer os ved, fordi det vender op og ned på alle vores faste forestillinger om livet og døden. At tænke sig… Vi fødes ikke til at dø, men for at leve livet. Det er lidt frygteligt, meget glædeligt og bare med at komme i gang.

6.    Salmer?

1) DDS 237 – Nu ringer de klokker ved daggryets komme

2) DDS 224 – Stat op, min sjæl, i morgengry!

3) DDS 230 – Påskemorgen slukker sorgen

4) DDS 236 – Påskeblomst! Hvad vil du her?

N) DDS 321,7 – O kærligheds ånd!

5) DDS 218 – Krist stod op af døde (mel. Leise)

Langfredag 2022

Læs teksten her

Af Kristina Løvenstrøm, Vindinge

1.     Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler over ordene: For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne? Det grønne træ er tydeligvis Jesus, på vej til Golgata og sin egen grufulde død. Det visne må være menneskeheden … og hvis Jesus kan sige sådan på det sted, hvor alt er værst for ham – så tør jeg slet ikke tænke på, hvad menneskeheden engang skal igennem …

2.     Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg har sjældent prædiket Langfredag – og det, ser jeg nu, er en fejl. Så det er min hensigt at prædike. Mørke, sorg og død, er noget alle mennesker lever med, og det er tilsyneladende svært for os, der står omkring helt at forstå og følge med, når vi ikke selv er ramt. Så jeg vil prædike om det, vi ikke er så gode til at stå sammen i. Jesus vidste, at det ikke var godt for noget menneske at stå alene i mørket. Og enhver, der har stået der, ved, at det er altafgørende ikke at stå alene. Hvis vi skal turde stå i mørket, også selvom det ikke er vores eget, er vi nødt til at vænne os til mørket og ikke flygte fra det. Så det er det, jeg vil gøre Langfredag. Stå i mørket. Bevæge mig – også med ordene – i mørket.

3.     - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det, der overrasker mig, er, at historien (på trods af det faktum, at vi her har med en korsfæstelse at gøre!) ikke er så grufuld, som jeg husker den. I mit sind fyr det om sig med blod, søm og sved – men fortællingen er i virkeligheden renset for både det dramatiske og følelsesladede. Det hele foregår i et roligt tempo. Det er tankevækkende for mig i forhold til de dødsfald jeg ofte står med som præst. På en og samme gang er de fredfyldte (de fleste) samtidig med, at de vender hele verden på hoved (for dem, der er tæt på).

4.     Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Fortællingen er et kors for sindet. Lige meget hvor meget jeg forsøger at FORSTÅ, hvad det er der sker – at Jesus træder op på korset som en del af en plan, der handler om at frelse os, så KAN jeg ikke forstå det. Ergo må jeg her satse på det, jeg VED. Det, jeg får at vide. Nemlig at det er det, der sker. Kors og frelse hører på uforståelig vis sammen. Og for en gang skyld er jeg fritaget fra at skulle regne det hele ud selv (for det kan jeg ikke). Jeg må med andre ord gerne bare læne mig tilbage og hvile i troen på det, jeg får at høre.

5.     Hvad kommer det mig/os ved?

Måske vil man opleve at blive sat fri – netop dér, hvor man ikke nødvendigvis behøver regne det hele ud selv. Måske er denne her dag dagen, hvor vi har lov til ikke at gøre så meget andet end bare at være til og høre, hvad der bliver fortalt. Alle andre dage må vi arbejde med, forsøge at forstå, handle osv. … men Langfredag er det ude af vores hænder – ligesom døden generelt er ude af vores hænder. Det kan være svært at overgive sig til det sted, hvor vi ikke har evne og magt til at handle – men eftersom stedet faktisk findes, kan vi vel lige så godt forsøge. Og se, hvad der kommer ud af det (påskemorgen).  

Skærtorsdag 2022

Læs teksten her

Af: Line Nissen, Sct. Jørgens sogn, Svendborg

1) Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg bemærker mere tydeligt end tidligere, at Johannes slår fast, at det er Djævelen, der sætter sig for, at Judas skal forråde Jesus. At Djævelen så utvetydigt er handlingens mand bag Judas’ forræderi, rejser spørgsmålet om Judas kunne have ladet være? I det hele taget er Djævelen interessant, som motoren bag det onde og de onde handlinger.

Hele fastetiden har været prædiken på prædiken om forsagelse af det onde og det ondes magt i verden. Forsagelsen er mulig, for den, der tror, at Jesus og Jesus alene, viser vejen til Gud.

Kort sagt: er det muligt at sige nej til det onde og gøre det gode, efter det forbillede Jesus så tydeligt viser skærtorsdag?

Jeg snubler også altid over, at nadveren ikke nævnes eksplicit i evangeliet. Der skal vi til epistlen. Jesu tjeneste og selvhengivelse, som nadveren også er, udtrykkes konkret i at Jesus tager en tjeners skikkelse på sig og vasker disciplenes fødder.

2) Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?

Jeg prædikede om, at det er nemmere at være den, der tjener end den, der bliver tjent. Når man bliver tjent, kommer man i taknemmelighedsgæld, mens man har overhånden og noget på bogen, når man tjener andre.

Der kan være magt i at tjene, ligesom der er magt i at have undersåtter, der tjener én og adlyder ens mindste vink.

Jeg spandt så en ende over, hvad Guds tjeneste for os er. Når vi taler om den kristne tro, taler vi om, at vi, der tror, modtager nåde og barmhjertighed fra Gud, fordi Jesus tjener os. Ligesom Jesus tjente disciplene, der lægger snavsede fødder og sjæle til demonstrationen af, hvad nadveren er og hvad Jesus gør for os til påske.

3) - hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Djævelens funktion og magt bag Judas.

For ikke så længe siden blev en ung kvinde dræbt, efter en bytur i Aalborg. Inden den tragiske begivenhed var Kim Leine i studiet sammen med Martin Krasnik, for at indspille en podcast, hvor de blandt mange andre ting, talte om mørket i mennesket. Kim Leine udleverede sine egne fantasier, så mørke, at de ikke tålte dagens lys. Timingen var ganske uheldig, for podcasten udkom, kort tid efter den unge kvinde blev dræbt. Kim Leine kom ud i en shitstorm og hans ærlighed om mørket i ham selv, blev af visse kredse, taget som bevis for, at mænd drømmer om at voldtage og slå kvinder ihjel.

Nu er moderne debat, efter min mening, temmelig håbløs. Megen debat føres som monolog, hvor det lyder som om ingen rigtig hører, hvad andre siger.

Kim Leine forsvarede sig efter bedste evne og det lykkedes ham at sige noget i retning af, at vi også bliver nødt til at forholde os til mørket i os selv.

Mørket i os selv. Det er er et godt og altid aktuelt tema. I en nytestamentlig sammenhæng er mørket i os selv, personificeret ved Djævelen, som kommer på banen skærtorsdag, som den, der allerede har sat sig for, at Judas skal forråde Jesus.

Hvad er djævelskab? Jeg kalder skvalderkål og dræbersnegle for djævelskab, fordi de myldrer frem, uden at jeg har bedt om det. De er uønskede vækster og gæster i min have, og jeg er konstant i kamp mod dem. Men jeg ved også, at det er en kamp, jeg ikke kan vinde.

Mennesket er ikke en velfriseret Parcelhushave, men en slagmark, hvor djævelskab og mørke presser sig på.

I samtaler med mennesker, der af den ene eller anden grund, har det svært, oplever jeg ofte, at mørket i dem selv, er meget svært at udholde.

To eksempler:

1) Kvinden, der har gjort alt og mere til for sin syge mor og slet ikke kan være i sin krop af samvittighedsnag over, at hun burde have gjort mere. Går jeg hende på klingen, viser det sig, at hun i sin barndom, som var mere end almindeligt vanskelig, ofte ønskede moren død. Fordi moren vendte det blinde øje til, hvad datteren blev udsat for.

Sådan må man ikke tænke. Der skal gøres bod, om ikke før så, når moren bliver syg og dør.

2) Den unge mand, der mister sin mor alt for tidligt. Han har et par yngre søskende. Faren er ikke inde i billedet. Den unge mand gør alt, hvad han kan og mere til, for at hjælpe sine yngre søskende og være deres far og mor på samme tid. Nogle år efter går det op for ham, at han er brugt op. Han kan ikke mere. I samtalen viser det sig, at moren bad ham tage sig af de yngre søskende, når hun ikke var der længere. Manden bryder grædende sammen og siger: ”jeg hader hende for at give mig den opgave og lægge det pres på mig”.

Sådan må man ikke tænke. Der skal gøres bod, om så han slider sig selv ihjel ved det.

En anden kvinde, som valgte at tage orlov og passe sin døende mor, sagde engang til mig, da jeg spurgte hvordan det gik: ”Man holder jo ikke op med at være irriterende, fordi man får cancer”.

Mørket i os findes. Selv når vi bliver syge og kræver mere omsorg end ellers er der mørke i os – også i den, der skal passe den syge. Mennesket er ikke en velfriseret parcelhushave.

4) Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

For ikke så længe siden kom resultatet af befolkningsundersøgelsen af vores sundhedsniveau. En alarmerende del af de yngre befolkningsgrupper viser dårlig trivsel. Der er naturligvis 117 årsager til det. En af dem er sandsynligvis den herskende perfekthedskultur, hvor meget er forbudt og sundhedsstyrelsen laver regler a la de ti bud om, hvad vi skal gøre og hvor meget: 6 om dagen, max 7, bevæg dig 30 minutter, træk vejret etc.

Med regler, forbud og påbud (jf. Christian Hjortkjær) er der nærmest kun mulighed for at fejle og dumme sig. En fejltagelse, hvor lille den end er, er nærmest en personlig katastrofe. Når mærket i en selv også er forbudt og ikke må være, bliver selv en uren tanke lig med personligt nederlag.

Skærtorsdags evangelium er et befriende evangelium, fordi det anerkender tilstedeværelsen af Djævelen og mørket. Djævelen er tydeligt til stede i Judas’ handling, men står også bag Peter og de andre disciple, der svigter og heller ikke lever op til idealet om det perfekte menneske, der kan klare alting og aldrig fejler. Selv disciplene er underlagt mørket, indeni og udefra.

Men over al mørket står Jesu overbærenhed. Han kender deres mørke. Han ved, at Judas vil forråde ham. Han ved, at Peter og de andre vil svigte. Der er ingen shitstorm eller udskamning eller straf fra Jesu side. For på trods af mørket og Fanden selv, vasker han deres fødder.

På rene fødder går Judas hen og kysser Jesus.

På rene fødder løber Peter ad Hekkenfeldt til for at redde sit eget skind.

5) Hvad kommer det mig/os ved?

Det kommer os ved at NT anerkender tilstedeværelsen af Djævelen eller Mørket, som vi nok hellere må kalde det i en moderne kontekst. Vi slider os ihjel, hvis målet er at blive fejlfri og dadelfri engle, der aldrig tænker en utugtig eller skræmmende eller endda ond tanke. 

Og så kommer det og fremfor alt ved, at mørket i os er taget til nåde.

For hvis der er noget verden mangler, så er det overbærenhed – ikke moral.

Palmesøndag 2022

Læs teksten her

Af: Sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby-Aastrup

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Der er efter 2. tekstrække valgfrihed mellem to evangelietekster til Palmesøndag. Markusevangeliets korte tekst og Johannesevangeliets længere og mere udførlige tekst. Det er naturligvis et temperamentsspørgsmål, hvilken tekst, man foretrækker. Vælger man Johannes får man foruden beretningen om kvinden med alabastkrukken også en tilknytning til indtoget i Jerusalem; den tekst, der hører til Palmesøndag efter 1.tekstrække, ligesom beretningen om Lazarus’ opvækkelse knyttes til beretningen. Den ellers så stringente Johannes afbryder nærmest sig selv gentagne gange undervejs for at komme med supplerende regibemærkninger, hvoraf nogle nok er glosser.

Man kunne godt fortabe sig i forskelle og ligheder mellem de to tekster, men det er næppe vedkommende for menigheden. Jeg har derfor taget en rask beslutning og vil koncentrere denne vejledning omkring Markus.

Og hvad snubler man så over ved Markusteksten? – Igen er det jo kendt stof, men som indtog til påskeugen kan man ikke komme uden om den store afstand, der er mellem de mennesker, der har hørt på Jesus gennem 3 år uden at forstå, og så kvinden, der gennem historien har lagt skikkelse til mange fantasifulde tanker med hensyn til, hvor hun har den kostbare salve fra.

Men hun har forstået, hvad der er ved at ske og kan se sin egen frelse i det.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Sidste gang jeg prædikede over denne tekst var i 2020. Danmark var lukket ned og gudstjenesten blev lagt på kirken hjemmeside som det eneste sted.

Det gider vi ikke høre mere om!

Men alligevel: Jesus var gået ind i Simon den Spedalskes hus. Det er en pointe hos Markus, som vi ikke møder hos Johannes. Han brød omgivelsernes isolation, og det var derinde, han blev salvet til sin jordefærd. Salvet som frelser og forsoner – midt i menneskers elendighed.

3. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Teksten er ikke ny. Men det er verden desværre. Hvor teksten sidste gang skulle mødes af en verden i nedlukning og isolation, mødes den denne gang af en verden i krigsangst. Det er ikke her den 20. marts til at vide, hvordan situationen ser ud Palmesøndag, så det må man nok selv forholde sig til. Men Jesus holdt fast i Guds plan til trods for verdens modstand og forandring. Det hverken kan eller skal vi gøre efter, men det er et holdepunkt i en verden i angst. Gud holdt fast i sin plan, Gud holder fast i os.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Vi kan ikke sige os selv, at kvindens handling ikke er spild af verdens goder og ressourcer, men en kærlighedshandling mod Jesus, der er på vej til at gå i døden for vore overtrædelsers skyld. Vi kan meget lettere identificere os med disciplenes klager over, at ressourcerne bruges forkert.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Vi har brug for holdepunkter, når verden er i forandring, og vi mister overblikket og kontrollen. Det gælder i det små, og det gælder i det store. Coronaen er stort set skiftet ud med bekymringen for Ukraine. Ingen af delene kan efter min mening indgå ureflekteret i en prædiken, men det kan man jo være uenig i. Måske kan man endda holde en prædiken om det?

Mariæ bebudelses dag

Læs teksten her

Af Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup sogn

1.      Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Egentlig, at der i første omgang ikke er noget at prædike over. Det hele er sagt i Marias lovsang, og der er ikke noget, der skal forklares eller tolkes.

2.      Hvad sagde du sidst, du prædikede over denne tekst

Jeg prædikede over sætningen: Jeg er gravid. Den verden, de ord skaber, blev brugt til at vise, hvad Gud satte i gang med undfangelsen.

3.      – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Nyt er det, hvor meget Lukas-indledningen minder om en musical, hvor store følelser bliver til sange af Maria, Zakarias, Engle og Simeon. Glæde bliver til sang, men da jeg vil finde sange i passionshistorien, fandt jeg ingen? Lukas lader først sangen komme igen efter pinse i apostlenes gerninger ved citater af profeten Joel og en Davids salme og i menighedens bøn. Der i kunne der godt være en pointe, der kan prædikes over.

4.      Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Marias slægtninge har nok ikke sunget lovsang, så måske fortæller teksten, at man må tage tilværelsen som et udtryk for Guds vilje. 

5.      Hvad kommer det mig/ os ved?

En ung piges begejstring er ikke i sig selv en prædiken, heller ikke at der skal hjælp til fra Gud for at få hendes bagland til at være lige så begejstrede. Prædiken ligger vel der, hvor jeg i dag også kan tage svære tider som en vej til Gud. Temaet vil være kendt fra Marcus Aurelius/ Reinhold Niebuhr bøn: ”Giv os sindsro til at acceptere de ting, der ikke kan ændres. Giv os mod til at ændre de ting, der kan og visdom til at se forskellen, så vi lever en dag ad gangen, nyder et øjeblik ad gangen og tager imod svære tider, som en vej til dig/fred. Vi skal, som Jesus gjorde, tage denne syndige verden, som den er, ikke som vi vil have den til at være. Og vi skal stole på, at du vil bringe alle ting i orden, hvis vi overgiver os til din vilje. Så vi kan være rimeligt lykkelige i dette liv og uendeligt lykkelige med dig i det næste liv i al evighed.” Marias lydighed som herrens tjenerinde er der skrevet mange gode prædikener om. Lovsangen er hendes, men bliver også alles, når Marias ord bliver til vores glæde over det, Gud satte i gang den dag.

Midfaste søndag 2022

Læs teksten her

Af Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler over, at der må mere end en læsning til, før jeg kan forstå, hvad teksten handler om.

Hvad sagde du sidst du prædikede over denne tekst

Jeg prædikede over temaet sult og Jesus som livets brød.

2.  – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Nyt er det, at Jesus egentlig er uforståelig i en jordisk verden. Han forsvinder og dukker op uden skaren helt kan følge med. Da de finder ham, taler skaren om fysisk brød og Jesus om livets brød. Og da skaren spørger om, hvad de skal gøre? Svarer Jesus dem, at de skal tro på ham. Mystisk, at de skal gøre noget, man ikke kan gøre, for hvordan gør man tro? Nogle både dengang og nu går sikkert hjem uden at forstå, andre tager ordene med og lader dem vokse med tiden. Den erfarne læser ved, at i Johannesevangeliet er Jesus altid mystisk, for han siger aldrig det, man regner med. Ordene skal altid med hjem og drejes og tænkes over, mens han er mere ligetil i de 3 andre evangelier.

3. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Alt hvad Jesus siger er noget, man ikke kan sige sig selv. Skaren kommer med et gudsbillede af Gud som patron, der giver sine klienter brød. Jesus derimod lærer dem, at han er livets brød, og de skal arbejde for den mad, der består til evigt liv. Det, de skal gøre, er at tro, derfor spørgsmålet til jer: hvordan gør man troen? En moderne udlægning taler om at være tro, men hvad mener du?

4. Hvad kommer det mig/ os ved?

Det, Jesus vil os i dag, er i høj grad metafysisk, når han flytter fokus fra det konkrete brød til livets brød. Vi kan vælge at blive på Jorden med ham og prædike om fysisk sult, der modsvares af sult efter tro, håb og kærlighed. Eller vi kan vælge, at følges med Jesus til himlen og føje en ekstra virkelighed til den fysiske. For Jesus sætter i teksten vores jordiske liv sammen med det evige liv og gør sig selv til livets brød. For at få livets brød skal vi tro ham, men hvordan gør vi troen?

2. søndag i fasten

Læs teksten her

Af: Lene Kjemtrup Christensen

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

For det første overvejer jeg, hvilken betydning det har, at man får at vide, hvordan skaren er sammensat. Der er disciple, skriftkloge og almindelige med ærefrygt. Så er der udsagnet ”Jeg tror, hjælp min vantro!”. Det fanger min opmærksomhed ved at give plads til vantroen, plads til det svære ved at tro. Og så hæfter jeg mig ved, at det afsluttes med bønnen som den forløsende faktor.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Jeg har ikke prædiket over denne tekst før.

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det nye for mig er, at det virker som en voldsom fysisk beskrivelse. Der bliver kastet til jorden, revet og flådet, ind og ud af ild og vand, og drengen bliver helt stille. Der er noget kraftfuldt på spil. Noget vildt og uregerligt. Det er virkeligt en kamp på liv og død. Og flokken, der står omkring, er på intet tidspunkt sikre på udfaldet. Det bliver de først, når drengen bliver vakt til live og bliver bedt om at rejse sig.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Teksten fortæller om, hvad tro er for en størrelse. Disciplene kan ikke drive den forbaskede dæmon ud med deres tro. Faren vedkender sig sin vantro, men det er måske lige præcis den, der er den udløsende faktor i sit desperate råb på hjælp. Jesus lægger spørgsmålet om mængden af tro fra sig og overlader det til at være en bøn om Guds nåde.

Hvad kommer det mig/os ved?

Jeg kunne godt tænkt mig en prædiken om, hvad det er, bøn kan, og hvordan man gør, og hvad svar man kan forvente. Det kunne også handle om Jesu autoritet, og om hvordan mennesket står i forhold til Gud. Hvis det skulle have et mere nutidigt hverdagsperspektiv, kunne det være en eller anden fortælling om at slå sig voldsomt og fysisk på livet og så gennemgå en tvivl og blive et nyt menneske med indsigt, taknemmelighed og sårbarhed.

1. søndag i fasten

Læs teksten her

Tekst: Marie Holm, Næsby sogn

1.    Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Vers 26a: ”men den ældste af jer skal være som den yngste”. Tanken om, hvordan vores samfund har forandret sig fra Jesu tid. Dengang var der status i at være den ældste, mens vores samfund dyrker ungdommen. Det kunne være, at man skulle tale lidt om, hvordan Jesus nok ville sige det modsatte i dag. Altså fremhæve, at en gudstjeneste ikke kun er en succes, hvis der er unge til stede. De ældre har lige så stor værdi som menighed – ja måske endda nogle gange større – da de tager budskabet til sig og kommer for deres egen skyld. Ikke fordi de er inviteret til dåb eller skal som konfirmand.

2.    Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg tog udgangspunkt i vers 32a: ”men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte” og skrev om, hvordan det er en kæmpe hjælp for os mennesker at vide, at Gud beder for os og i os i alle sammenhænge af livet. Herunder også en kæmpe glæde, at det er Gud, der beder for os om, at vores tro ikke skal svigte. Vi kan overlade en del af trosarbejdet til ham, der er den faste kilde af tro i os, mens vores personlige trosliv har det med at drøne op og ned alt efter vores livssituation.

3.    - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At Jesus først fortæller disciplene, hvordan tjeneren er større end den, der sidder til bords for derefter at fortælle dem, at de, som tak for deres trofasthed, skal sidde til bords med ham i hans rige. Det virker umiddelbart, som om Jesus i den grad modsiger sig selv. Men der er selvfølgelig forskel på at leve på jorden og leve i Guds rige, så Jesus har nok styr på sagerne alligevel.

4.    Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At Guds søn er kommet til verden for at være iblandt os, som den der tjener os – ikke omvendt.

5.    Hvad kommer det mig/os ved?

Det kommer os ved, at Jesus tjener os og bliver lille for vores skyld, for at vi kan blive store mennesker, der formår at gøre det samme for andre. Og han endda ydmyger sig ved at dø på et kors og forsvinde ind i døden for at give os nyt liv i hans rige, så vi ikke dør og forsvinder for evigt i døden.

Fastelavns søndag

Læs teksten her

af: Louise Schousboe, Aunslev, Bovense og Hjulby sogne

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Disciplenes reaktion på det Jesu forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse. Hvordan han skal opfylde den gamle profeti. ”Men de fattede ikke noget af dette, det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.” Hvorfor skulle Jesus lide og dø fra dem? Ham som var Guds kærlighed i verden. Og, at han så skulle opstå - det var uvirkeligt. Ikke til at rumme med forstanden. Det var først i lyset af opstandelsen, at disciplene for alvor forstod, hvem Jesus var og også det budskab han bragte med sig. Forstår vi, hvem Jesus er for os? Det overvældende store og frisættende i, at han har givet sit liv for os? At han har vundet over døden for at give os evigt liv.    

2. Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?

Vi har i mange år holdt familiegudstjeneste Fastelavns søndag og derfor har jeg ikke prædiket men genfortalt teksten og knyttet enkelte kommentarer til den.

3. og hvad er nyt for dig denne gang?

Disciplene, der selvom de kunne se, ikke fuldstændigt indså hvem Jesus var. Jeg tænker på samtalen imellem Jesus og disciplen Filip: ” Herre, vis os din far:” sagde Filip. ”Det er nok for od” ”Filip” svarede Jesus: ” nu har jeg vært sammen med jer så længe, og du ved stadig ikke, hvem jeg er?” den, der har set mig, har set min far. Hvordan kan du så sige: ”Vis os din far” Jh. Kap. 14.v.8-9

Den blinde derimod så hvem Jesus var selvom han var blind. Han så med troens øjne. Den blinde ser klarest: at vores eneste håb og redning er at række ud efter Gud. Hvad er det Jesus siger til den tvivlende Thomas efter opstandelsen: ” Du tror fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og som dog tror. Johannes. Kap. 20.vers. 29

Os som ser udmærket kan han have svært ved at få øjnene op for, hvem Gud er i Jesus og hvem vi er i hans øjne.

Der er ikke noget nyt i det, men alligevel er det værd at bemærke, at Jesus ikke tillader nogen at spærre vejen til ham. Dem som ikke er velkomne nogen andre steder, de marginaliserede, dem ingen andre bekymrer sig for eller tager alvorligt. Dem ser Jesus. Han går ikke forbi. Han standser op. Han tager imod. Lad de små børn, lad de syge, de svage, komme til mig, det må I ikke hindre dem i for Guds rige er deres.

4. Hvad siger teksten som man ikke kan sige sig selv?

Jesus lærer os Gud at kende som en Gud, der lader sig bevæge. Gud er uforanderlige i sin kærlighed og i sin trofasthed men Gud lader sig samtidigt bevæge. Der er intet, der kan reducere Guds kærlighed. Intet, der kan ryste den eller forandre den. Det er netop i sin uforanderlige kærlighed, at Gud lader sig bevæge i mødet med ethvert nødlidende menneske. Søren Kierkegaard skrev omkring 100 bønner spredt ud over sit forfatterskab. En af bønnerne hedder: ” Guds uforanderlighed” Her kommer et citat: Du i kærlighed uforanderlige, som, just til vort eget bedste, ikke lader dig forandre….. Du derimod bevæger, og i uendelig kærlighed, alt; endog hvad vi mennesker kalder en ubetydelighed og gå ubevægede forbi, spurvens trang, den bevæger dig; hvad vi så ofte næppe agter på et menneskeligt suk, det bevæger dig, uendelige kærlighed men intet forandrer dig, du uforanderlige! O, du, der i uendelige kærlighed lader dig bevæge, lad også denne vor bøn bevæge dig, at du velsigner den, så bønnen forandrer den bedende i overensstemmelse med din uforanderlige vilje, du uforanderlige!

5. Hvad kommer det mig ved?    

I sine uforanderlige kærlighed bliver Gud bevæget, når vi lider. Fordi vi er Guds børn. ER det ikke også sådan med vores menneskelige kærlighed? Kærligheden kan bevæge os til at overskride grænser, til at gribe ind, gøre det uventede det spontane. Kærligheden kan åbne vores øjne. standse os. 

Den blinde bevægede Jesus med sin erkendelse af, at hans eneste redning var, at Jesus forbarmede sig over ham. Den blinde bevægede Jesus med sin insisterende bøn. Det må vi tro, også kan ske, når vi beder ham om hjælp. Men det handler måske også om, at vi selv må blive forandret gennem bønnen. Blive gennemlyst af Guds uforanderlige kærlighed, som giver vores principper vores begrænsninger kamp til stregen. 

SEKSAGESIMA SØNDAG

Læs teksten her

Af: Thomas Neergaard, Sct. Jørgens sogn, Svendborg.

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

At mennesket ikke forstår en bønne (eller et sennepskorn) af noget som helst. 
Menneskets uvidenhed sat op mod Guds visdom står stærkest i Esajas, men det er et gennemgående tema i de andre tekster, som jeg derfor ser det svært at komme udenom:
    Gud er skaberen (ham der lader alt spire og gro), og vi er skabt (billedet af mennesket som leret i Esajas og kornet i Markus) og det er vores opgave at erkende og acceptere vores afhængighed af Gud.
Vi skal forstå, at noget vokser ”af sig selv”, som der står i evangeliet.

Derudover lægger jeg naturligvis især mærke til vækstmotivet. 
Det er noget, de fleste af os kan relatere til i dag. Økonomer, politikere og DJØF’ere taler ikke om andet end vækst som et gode i sig selv. Men det er vel at mærke en vækst vi selv skal arbejde for: Dygtiggør dig, arbejd, vær nyttig, gør en forskel… Kravene er store, men det er nok ikke den form vor vækst, Jesus havde for øje. Det er jo den vækst, som kommer af sig selv… Den har finansministeriets regnedrenge nok svært ved at sluge. 

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Som relativt ny præst har jeg endnu ikke haft fornøjelsen af at prædike over denne tekst… 

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang

At det største kan komme ud af det mindste. 
Et lille sennepsfrø kan blive til et stort træ (eller jeg har hørt, at det oftere er planter og buske end egentlige træer, der kommer ud af kornet, men alligevel!).

Men det gælder også vores liv: Et lille barn lagt i dine arme, kan blive det største der er sket i dit liv, ordet ja, sagt ved alteret, kan betyde livslang kærlighed, og et lille klem fra en døende, kan fylde dig med den største taknemmelighed. 
Vi vokser, af disse små hændelser i vores liv. Og når vi vokser, kan vi give andre ly og læ i en verden, som også kan være barsk og hård.

Og så ser vi det gentaget i historien om Jesus Kristus: At det mindste bliver det største. 
Et lille barn i en krybbe, som ingen lægger mærke til er som et sennepskorn. Nogle fiskere slår følge med manden, og pludselig spirer kornet. Han hjalp og rejste de svageste mennesker, og pludselig blev planten til et træ… 
Så blev han fanget og slået ihjel, så træet blev et korstræ, som alle troede var dødt. 
Men han havde sået et frø i sine følgere, som spirede og groede. 
Og i dag står korstræet og giver læ og ly for millioner af mennesker.

Vi ser det også i kirken: Tre håndfulde vand ser ikke ud af meget, en tør kiks og få dråber vin ser ikke ud af meget og et fællesskab på 5 gamle koner i en kirke ser ikke ud af meget. 
Men det er det. For Guds kærlighed er lagt i livet på os alle sammen – som et sennepsfrø i jorden.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At vækst og tro ikke er noget vi selv præsterer, men noget vi får skænket.

Herhjemme forsøger vi at få vores søn til at spise broccoli, kål og spinat ved at fortælle, at det gør ham stor og stærk og får ham til at vokse. Til det svarer han, at han vokser af sig selv, mens han sover… 
Selvom grøntsager og god kost er vigtigt for vores børn, føler man sig alligevel sat lidt til vægs af den femårige, som jo egentlig har forstået evangeliet: Vi behøver ikke arbejde for alting. Noget kommer også af sig selv: ”Det vokser medens vi sover”, som vi synger det. 
Man kunne også indskyde, at det, der skal gøre vores børn sunde ikke kun er det, de selv propper i sig af mad, men derimod de værdier vi som forældre stopper i dem – uden børnene selv gør noget for det.

Så er det også – synes jeg – en vigtig pointe, at der er en god vækst og en dårlig vækst:

Man kan fx ikke skynde på væksten og få alting til at vokse hurtigt. Tænk på den tomat, der plukkes mens den endnu er grøn – den får aldrig samme smag, som den man plukker moden ude i drivhuset om sommeren. Modning tager tid.

Man skal heller ikke vokse ind i sig selv, så man glemmer både sin Gud og sit medmenneske. Du vokser ikke for din egen skyld men for at andre kan få glæde af det. Sennepskornet vokser ikke og bliver ikke til et træ for sin egen skyld. Det er fuglene der får glæde af trækronen – ikke frøet.

Og så skal vi huske (jf epistlen fra Timotheus), at noget kan vokse på trods… Mælkebøtten der vokser op af asfalten, er det yndede eksempel, men også eksemplet med erantis og vintergækker, der vokser selvom der stadig er nattefrost og måske endda sne, der dækker dem… 
Nogle gange virker betingelserne for vækst ret dårlige: Man kan være i skilsmisse, have mistet et elsket menneske, have svigtet andre eller på anden måde føle, at der er gået råd i foretagendet. Men vi kan gro igen. Det siger al erfaring os – og det lover evangeliet.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Jeg synes, det er en vigtig pointe, at vi ikke er guder i vores egne liv, men at vi i stedet bruger vores kræfter på at være mennesker for os selv og hinanden.

Til gengæld er der en anden, som er og skal være Gud i vores liv. 
Han har kastet sit ord ud til alle dem, der sidder på kirkebænken Seksagesima søndag, så det kan slå rod hos den enkelte, og hvor det så vokser helt af sig selv. 
Ændrer det noget, hvad præsten siger? Gør ordet en forskel for os, når det er plantet, eller dør det igen? Umiddelbart kunne det virke som om, sennepsfrøet har trange kår…

Alligevel kan vi se – og måske endda mærke, når vi går fra gudstjenesten – at der er noget, der har slået rod hos os selv og i samfundet: Vore samfund tager hånd om de svageste, de ældre får pleje, vi beskytter mindretallene, vi arbejder for gode fællesskaber i foreningslivet, hvor alle kan blomstre og udfolde sig. Vores samfund er gennemsyret af kristendommens ord om kærlighed, respekt og tilgivelse. Det kommer helt af sig selv… Det sidder på rygraden af os – ja, det har slået rod i os!

Og når vi går hjem fra kirken, skal vi selv bruge de ord, vi har hørt i tekster og salmer, om at vi er Guds elskede. Det er ord, der gør en selv og andre større, når vi hører dem: så vokser vi helt af os selv.

Det er det, Jesus kaldte for Guds rige. Det har vokset i 2000 år, men det er endnu ikke modent. Derfor går vi i kirke. 

 

Sidste søndag efter Helligtrekonger 2022

Læs teksten her

Af: Tonny Aagaard Olesen, sognepræst i Tommerup-Broholm

Hvad jeg snubler over ved første gennemlæsning?

Jeg plejer først at gennemlæse og oplyse teksten vers for vers. Dernæst relaterer jeg tekstuddraget til evangeliekonteksten og endelig betragter jeg perikopen i forhold til kirkeåret. Gennem dette (om)hyggelige fortolkningsarbejde høster jeg gerne en række pointer, som jeg så med fast eller let hånd strør ud i min prædiken.

Da jeg den seneste tid har fået for vane at læse evangelieteksten i såvel 1992- som i 2020-oversættelsen, opstår alene herved en række overvejelser.

Fx skriver 1992 i søndagens tekst (Joh 12,23-33), vers 23: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres”, mens 2020 skriver: ”Tiden er kommet. Nu vil min guddommelighed blive tydelig for enhver.”

I vers 28 indføjes Gud Fader talende: Jesus beder i 1992: ¨’Fader, herliggør dit navn!’ Da lød der en røst fra himlen: ’Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” I 2020 hedder det: ”’Far, vis nu, at du er Gud.’ I det samme lød en stemme fra himlen: ’Det har jeg vist, og jeg vil vise det igen’”.

Jeg snubler på denne forklarelsens søndag over dunkelheden i 1992-oversættelsens gammeldanske sprogdragt. Det forekommer mig hverken didaktisk eller opbyggeligt som gnistrende hjertesprog.

Anderledes når 1992 (vers 32) lader Jesus sige: ”Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig”, mens 2020 skriver: ”Når jeg, Menneskesønnen, bliver løftet op fra jorden til himlen, vil jeg føre alle folk til mig.”

Her savner jeg i 2020 det teologiske mere, der ligger i ordet ”ophøjet”, samt den poetiske kraft i udtrykket ”drage alle til mig”.

Hvad jeg sagde sidste gang, jeg prædikede over teksten.

Sidst jeg prædikede over teksten, var det en Kyndelmisse-prædiken. Det var i 2020 (prædiken vedhæftet) og lysfesten bestemte rammen, ligesom den gav anledning til at inddrage slutningen på Jesus’ tale om lyset (vers 34-36). Dengang var jeg optaget af forholdet mellem den ophøjede og den fornedrede Jesus Kristus: Han måtte afdø fra det jordiske for at blive allestedsnærværende ånd.

Hvad nyt læser jeg så denne gang?

Til stor forundring og glæde er min forståelse af teksten helt den samme i dag. Jeg kan ikke bruge mit Kyndelmisse-fokus, og jeg vil genopfriske tekstens enkelte dele indholdsmæssigt og sprogligt, så talen måske bedre kan fænge. Jeg vil skærpe min prædiken på det forhold, at Jesus Kristus (gennem troen) er lige så nærværende for os, som han var for de første disciple.

Hvad der ikke kan sige sig selv?

For den menneskelige forstand er der ikke meget i evangelierne, som siger sig selv. Tværtimod, for den menneskelige forstand er den kristelige tale absurd snak. Gud er ikke noget, vi umiddelbart sanser. Gud er ånd. De første disciple var ikke tættere på Gud end eftertidens disciple. Det gælder altid om at gøre sig samtidig med Jesus Kristus, der forlod den sanselige verden som et hvedekorn i den sorte muld for siden at blomstre op overalt i tid og sted, hvor troen er til stede. Denne tro opstår aldrig i den menneskelige forstand.

Hvad kommer det nogen ved?

Måske er det prædikekunstens opgave at lyse evangelieteksten op, men ikke kun sådan, at der tales om Jesus Kristus’ forkyndelse, men sådan at selve fremstillingen fremmaner Jesus Kristus som nærværende her og nu. Troen ligger ikke foran os, men er altid forudsat som det, der taler gennem os. Når prædiken opløfter ved ånd, bliver forstandens ”hvad-kommer-det-nogen-ved?” blot spøg.

4. søndag efter Helligtrekonger 2022

Læs teksten her

af: Dorte Wittrup Winter, Brændekilde og Bellinge sogne

1.    Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Peters leg med troen. I den dramatik der udspiller sig fra at disciplene, har oplevet bespisningen med de 5 brød og 2 fisk, og derefter lægger fra land, ud i en voldsom bølgegang, de ser Jesus vandre på vandet, hvor de skriger af frygt, da de tror han er et spøgelse, det virker som en udfordrende leg eller dumdristigt, at Peter beder Jesus om en befaling, om at han skal gå ud på vandet til ham. Men det er dog en befaling, han beder om. Peter kaster sig ikke ud i at vise eller bevise, hvor meget han selv tror, men beder om at han må gå på Jesu befaling. Peter får flyttet sit blik fra Jesus til den stærke storme og begynder at synke, inden han får råbt ”Frels mig”. Jesu afsluttende spørgsmål synes helt på sin plads efter Peters forsøg på at gå på vandet.

2.    Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Teksten er ikke så ofte med i kirkeåret, så jeg har aldrig prædiket over den. Men beretningen fra Mattæus er kernestof i konfirmandundervisningen. Konfirmanderne ved at Jesus kan gå på vandet, at han kan lægge stormen ned. Og de lærer at han kan invitere/befale en discipel også at træde ud på vandet. Endda en der kommer til at fornægte ham.

3.    - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At det er en befaling Peter beder om. Peter beder om at kunne gå på Jesu bud. Det er ikke Peters egen tro der bærer ham, det er Jesu tro på ham. Det er væsensforskellig fra, hvis Peter selv vil prøve kræfter med at gå på vandet. Peter synker, da han flytter blikket fra Jesus og kun har øje for stormen. I det øjeblik kan man forestille sig, at stormens rasen fylder ham, så han glemmer, hvorfor han står, hvor han gør. Glemmer, at se den tro der bragte ham herud, nemlig Jesu tro på ham. Peter bebrejdes at være lidettroende og tvivler, men det er vel meget menneskeligt at tvivlen får tag i os fra tid til anden. Når vi glemmer hvad der bærer os.

4.    Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At troen grundlæggende kommer fra vor Herre. Det er ikke op til os at fremvise hvor stor og stærk en tro vi har, for det er også en tro der kan blive tynd og tvivlende, når vi kommer til at fokusere på det, der kan stjæle vores opmærksomhed. Peter kommer til at se hvor stærk stormen er, da han flytter sit blik fra Jesus, fra de ord, der bærer ham. Og for at komme op fra bølgerne, må Jesus løfte ham og sætte ham fri af det han selv synker ned i.

5.    Hvad kommer det mig/os ved?

I den her tid er det ikke svært at finde noget der kan tage vores opmærksomhed. Frygten for pandemien; om den rammer ens familie - usikkerheden over hvor længe vi skal leve med den usynlige fjende. Vi kan blive grebet af klimaangst, miste modet over hvor stor en forandring der skal til i verden, mens de skridt der bliver taget, kan virke så ubetydelige og små. Håbet og troen lever under svære kår og bliver tyndslidt. Fornemmelsen er, at man kan være ved at synke, ligesom Peter gjorde det. Men vi må gøre som ham, rette vores blik væk fra det der truer med at opsluge vores blik, og bede om at Vor Herres tro på os, må holde os oppe. Når nu vi er skabt ind i denne verden, så hører vi til et sted på trods af pandemi og klimaforandringer. Vi hører til i løftet vi fik i dåben , at ”jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende”.

3. søndag efter Hellige tre konger

Læs teksten her

Af Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup sogn

1.      Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler over, at jeg ikke kan finde sammenhængen mellem disciplenes ønske om større tro og Jesu svar om tjenernes opgave.

2.      Hvad sagde du sidst du prædikede over denne tekst

Jeg prædikede over betydningen af tro for et menneskes liv, men undlod anden afdeling.

3.      – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At Jesus ikke giver disciplene hvad de beder om, men fortæller om tjenerens opgave.

4.      Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Første pointe er vel, at tro er noget, man enten har eller ikke har i et mål af meget eller lidt. Det kan ikke overføres af andre eller lånes ud. Anden pointe er, at tro er noget, en tjener kan være i udførelsen af sit arbejde. Og tredje pointe er, at en tjener ikke kan forvente nogen tak for at passe sit arbejde.

5.      Hvad kommer det mig/ os ved?

En moderne bøn vil vel lyde som disciplenes: Giv os en større tro! For tænk at kunne tro på, at Gud har styr på verden. Tænk at kunne tro som Jesus, at et ord kan helbrede mange års sygdom, og at et enkelt dødsfald er nok til at genoprette verden og give evigt liv til alle menneskerne.

Det er en smuk tro, men hvis man holder den for sig selv, hvad hjælper det så? En tro på himmelske boliger og superkræfter er ikke meget anderledes end en rus.

Når Jesus svarer disciplene, som han gør, afbryder han drømmen om himmelske boliger og en tro, der kan vælte rundt med træerne. Disciplenes tro skal være tro mod det, han har lært dem og skal vise sig i verden som gerninger. Tro bliver i det perspektiv, når disciplene er tro og får denne foreløbige verden til at hænge sammen helt uden Guds hjælp eller ros. Der er ikke noget at sige til, at troen kan mistes, men hvordan bevares den levende iblandt os? Svar på det, og prædikenen får en god slutning.

2. søndag efter Helligtrekonger 2022

Læs teksten her

Af: Anders Carlsson

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Hver eneste gang, jeg læser i Johannesevangeliet, har jeg svært ved at skjule min begejstring for den måde, evangeliets tekster kaster nyt lys over verden og får én til at se verden i dét lys.

Og så fremkalder dagens tekst den samme munterhed ved denne gennemlæsning som ved tidligere læsninger, fordi jeg endnu en gang danner mig billeder fra adskillige Monty Python-scener med absurde ordvekslinger. Jeg ser for mig en scene uden for Doune Castle, hvor ”Monty Python og de skøre riddere” blev optaget. Det kunne så være en slags fortsættelse af ”Life of Brian” med Eric Idle som Jesus og Terry Jones som den samaritanske kvinde, mens de to lystigt og vedholdende fabulerer over det lokale destilleris (Deanston) velsignelser af ”livets vand”, whisky (opr. ”uisge beatha” = ”livets vand…!”) og så videre og så videre. Det optrin kunne blive en kilde til stor opmuntring.

Vi befinder os jo netop nu i den såkaldte epifanitid med en nænsom afsløring af, hvem dén Jesus egentlig er, som fødtes, blev omskåret og vandrede rundt blandt mennesker. Det er åbenbart, at han er sandt menneske, men det skal så nu åbenbares for os, at han også er sand Gud. Epifanitiden handler om, hvordan Gud viser sig i verden.

Dagens tekst viser så med al Monty Pythonsk komik, at dét af og til må have været svært for Jesus sådan uden videre at forklare.

For her kommer Jesus anstigende som en anden Eric Idle ved kilden og begynder at lege gætteleg. ”Kan du gætte, hvem jeg er? Kan du gætte, hvem jeg er?...”. Som om han tror, at han uden videre kan udfolde den majeutiske metode blandt jordstrygende mennesker og få dem til at forstå.

Så i mødet med den samaritanske kvinde er det lige som om der ikke rigtig falder nogen ti-øre. Hun fatter simpelthen ikke et hujende suk af, hvad manden foran hende står og siger til hende. .

Jesus taler om ham, der ”ville have givet dig levende vand” og hun svarer ”Men du har ingen spand…!” Det er komik på højeste plan. Eller hvad med Jesu ord om, at ”den, der drikker af det levende vand, skal aldrig i evighed tørste”, og så kvindens ”Nå, fint, jamen så giv mig da en slurk af det vand, så jeg slipper for al den faren frem og tilbage hertil...”.

Jesus insisterer på at tale om det nye lys i billeder, mens kvinden insisterer på at se verden i det lys og med de ord, som hun kender i forvejen og er kommet ud til kilden med.

Det er den grundstemning, jeg altid snubler over, fordi samtalen er så absurd og fordi stemningen er tæt som en skotsk højlandståge af ”goddag-mand-økseskaft”-snak. Det er ”Angel´s share” så englene synger...

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Bl.a. at en nøgle til en dybere forståelse af, hvem Jesus så er, ikke så meget skal findes i hans gætteleg med ordene og hans iver efter at få tiøren til at falde for kvinden. Måske skal nøglen til en dybere forståelse snarere findes i selve scenariet og den fysiske virkelighed, de mødes i, de to – lige midt i hendes optagethed af alt det hverdagsagtige og alt det praktiske – lige midt i hans konkrete tørst - og endelig lige midt på det sted, de mødes. På fremmed grund.

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg har denne gang læst teksten til 1. tekstrække om brylluppet i Kana med, og derfor er der blevet kastet endnu et lys ind over fortællingen om den samaritanske kvinde.

Af samme grund fristes jeg til lige at kaste et par oplysninger ind her, forhåbentlig til overordnet inspiration. For anden søndag efter Helligtrekonger er traditionelt set blevet kaldt ægteskabets søndag. Mens vi stadig kun havde en enkelt række af tekster til kirkeåret, læste vi om brylluppet i Kana.

Nu læser vi så hvert andet år om den samaritanske kvinde ved Jakobskilden – eller Jakobs brønd. Den samaritanske kvinde havde så hele fem bryllupper bag sig og nu havde hun en mand, som ikke var hendes. På den måde kunne man fristes til at sige, at anden søndag efter helligtrekonger er blevet til de uægteskabelige forholds søndag.

Ud over fortællingens navn, så handler fortællingen om brylluppet i Kana i øvrigt ikke primært om bryllup og ægteskab. Man har godt nok læst fortællingen som en opfordring til, at vor Herre skal med til både brylluppet og gerne med helt ind i den ægteskabelige dobbeltseng. I det tidligere vielsesritual hed det ligefrem efter den såkaldte samgivning, at ”selv var Vor Frelser gæst ved brylluppet i Kana og åbenbarede der sin herlighed; og hans kærlighed til kirken er det kristelige ægteskabs høje og hellige forbillede”. Og lige efter de ord udlagde ritualet straks teksten  med ordene om, at ”derfor skal I vide, at ægtestanden er Gud tækkelig og af Ham velsignet.”.

Så kunne man efter den forsikring trygt feste og være glade og med frit sind og ganske lystigt træde ind i de ægteskabelige sovegemakker…

Hele den passus om ægtestanden som værende ”Gud tækkelig” er jo nu forsvundet fra vielsesritualet. Jeg tror, at man har fundet fortællingens begrundelse for ægteskabet noget påfaldende. ”Selv var vor Frelser gæst ved brylluppet...”.

Jeg mener, vor Frelser var jo også gæst hos toldere og synderinder, men det begrunder næppe hverken ågerrenter eller prostitution.

Vor Frelser var gæst både det ene og det andet sted, og vi kan gennem det se en evangelisk pointe i, at han netop på den måde lærte det menneskelige at kende, inden han tog det hele med sig i døden, for at kunne opstå i et skær af forklarelse. ”I forklarelsens skær…”, det vil sige, at vi føler os oplyst og varme, når vi hører om den barmhjertighed, som Kristus viser os.

I en af sine noveller lader Karen Blixen en frøken Malin overveje værtindens tvivlsomme fornøjelse ved at have Jesus med til bryllup. Malin er forresten den nordiske form for Magdalene. Det skal man måske ikke lægge alt for meget i, men Malin, altså Magdalene, stod som en af de få og så Jesus dø, og ifølge Markus- og Johannesevangeliet var hun den første, der så den opstandne, og så er hun ifølge en sejlivet oldkirkelig fortolkning identisk med synderinden Maria, der salvede Jesu fødder i Bethania.

Måske har Malin haft sine særlige grunde til at overveje, hvordan Jesus virker med sine forvandlende kræfter...

Karen Blixen lader så Malin overveje følgende: ”Ærligt talt, hvis jeg havde været Værtinde i Kana, havde jeg nok kunne have taget hans Færdighed noget ilde op. Her havde jeg indbudt den højtbegavede, lovende Yngling, Tømmermandens Søn, til mit Hus og på min bedste Berncarstler Doktor (Rhinskvin), og da forvandler han i det Øjeblik, det passer ham, mit Brøndvand til en endnu langt finere Aargang. Og saa anede Fruen i Kana jo dog ikke, hvad han havde gjort, hvis han havde villet, saasom han jo var den almægtige Gud selv.”

Her har synderinden Magdalene eller Malin fået Jesus ind i huset, og så ved man aldrig, hvad der kan ske.

Mon ikke dét er Karen Blixens pointe.

Den er bedre, hendes pointe, end det tidligere vielsesrituals udlægning af den samme fortælling. Og den er i hvert fald langt mere i samklang med den anden tekstrækkes fortælling om den samaritanske kvindes møde med Jesus ved Jakobs kilde eller brønd. Vores tekst og fortælling.

Da man i slutningen af 1800-tallet indrettede sig med en anden tekstrække, skete det efter det princip, at man skulle finde parallelfortællinger til første tekstrækkes.

Fortællingen om brylluppet i Kana fik på den måde sin parallel i fortællingen om overtolderen Zakæus, der var en undermåler og af samme grund måtte klatre op i et træ for at se Jesus.

Parallellen var ikke ægteskabet. Vi ved ikke noget om overtolderens ægtestand. Men Jesus besøgte Zakæus, ligesom han besøgte brudefolkene. Jesus fik øje på Zakæus og råbte til ham, at han skulle skynde sig at komme ned fra det træ, for ”i dag skal jeg være gæst i dit hus.”

Når man så fortolkede brylluppet med sådan en parallelfortælling, ja så flyttede man interessen fra ægteskabet til hjemmet. Ægteskabets søndag blev til hjemmets søndag med den opbyggelige pointe, at Jesus skal være en slags husven.

Men i 1992 udskiftede den nye alterbog så Zakæus med den samaritanske kvinde. Og nu bliver det for alvor svært at forbinde fortællingen med ægteskab og hjem. For vi ved jo om kvinden, at hun ingen mand har. Hun har haft fem mænd, og den mand, hun har nu, er ikke hendes. Og mødet mellem hende og Jesus finder sted, hvor alle veje krydser, nemlig midt i byen ved kilden og brønden. Det er så langt fra det private, som det kan være.

Nu er ægteskabets søndag så blevet til de uægteskabelige forbindelsers søndag. Og hvis det ikke var, fordi det var Vor Herre selv, så ville man læse den absurde leg med ord mellem kvinden og manden som en ouverture til forhold, der i øvrigt ikke fortælles om i det Nye Testamente...

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Her vil jeg særligt pege på de vers i teksten, hvor Jesus taler om ”det levende vand”, som han åbenbart kan give. Her bliver det helt tydeligt, at kvinden ikke fatter en brik af det hele. Det er så i al sin komik, hvad dét er. Men det efterlader så også os, læserne af teksten, med en klar fornemmelse af, at der åbenbart netop af samme grund er noget særligt og vigtigt at forstå. Og hvad er dét så? Det særlige og vigtige?

Jo, at det vand, den kilde, der vælder frem til evigt liv er den såkaldte ”pneuma”.

Her trækker jeg med stor begejstring på Troels Engberg-Pedersens studier over Johannesevangeliet. Engberg-Pedersen gør i sin bog ”Johannesevangeliets klarhed” på forbilledlig vis rede for Johannes´ forståelse af ”pneuma”. Blandt andet fremhæves det, at Gud ikke skal dyrkes på et bjerg men skal dyrkes i ”pneuma”, og dét betyder dyrkes blandt Kristustroende, der er døbt med Jesu åndsdåb. Og så skriver Engberg-Pedersen videre: ”Timen er der for så vidt allerede her og nu, fordi pneuma´en jo allerede er der her og nu – nemlig i Jesus. Egentlig kunne man altså allerede have forstået det hele, mens Jesus var på jorden. Men det kan man de facto bare ikke. For pneuma´en blev først videre tilgængelig på jorden efter hans død og opstandelse.”

Så ”det levende vand”, pneuma´en, er her allerede, men hvis vi skal tro det med ”forståelsens under”, altså hvis ti-øren skal falde, så må vi først lytte til den enkle og hverdagslige fortælling om, hvordan ”det levende vand” så stod og gik og levede - og ikke lade os fare vild i nok så billedrig tågesnak.

På den måde rækker teksten netop frem mod pinsen og forståelsens under – altså det under, at vi dog har muligheden for at forstå hinanden - midt i alle muligheder for enten at misforstå hinanden eller slet ikke at forstå en brik af noget som helst.

Og så er vi nået til endnu en særlig omstændighed vedr. tekstens placering blandt kirkeårets tekster.

For fortællingen om den samaritanske kvinde blev som tidligere nævnt flyttet til anden søndag efter helligtrekonger – og den blev så flyttet fra anden pinsedag, hvor den ellers hørte rigtig godt hjemme.

For den vidunderlige samtale mellem kvinden og Jesus ender med i sig selv at være et lille hverdagsligt pinseunder. De leger med ordene, Jesus og kvinden. Og umiddelbart er det som taget ud af en Monty Pythonfilm. Men i løbet af samtalen løses ordenes betydning fra bogstaveligheden og en helt ny betydning bliver forløst. Jesu ord bliver kilden til liv, og den livskilde springer allerede under samtalen. Kvinden forstår det uden at sige, at hun forstår det.

Tværtimod skruer ordene sig op og ned som en møtrik omkring en bolt, og under den cirklende samtale får kvinden mod og lyst til en ærlighed og en oprigtighed, der forløser hendes liv.

Det er pinse.

Men er det så også den anden helligtrekongers søndag?

Det er det måske på Karen Blixens måde.

Kvinden ved Jakobs kilde er også en Malin, en Magdalene, synderinden i byen, der ligesom værtinden i Kana skal opleve sit eget brøndvand blive forvandlet til en langt finere drikkevare, nemlig ”en kilde, som vælder med vand til evigt liv.”

Først forstår kvinden ikke, at Jesus, der er jøde, overhovedet kan spørge en samaritansk kvinde om noget at drikke. Efter dét forstår hun ikke, hvordan han skulle kunne give hende noget at drikke, når han ikke en gang har nogen spand. Og da hun endelig giver op og slipper bogstaveligheden for at lege med, beder hun om vand fra den kilde, som Jesus kender, så hun ikke længere behøver at hente vand ved kilden eller brønden, om man vil.

Ligesom værtinden i Kana ”anede Fruen jo dog ikke, hvad han kunne have gjort, hvis han havde villet, saasom han jo var den almægtige Gud selv.”

Men hun anede dog alligevel, hvordan forhold forandres – vand til vin, ord til liv. Både værtinden i Kana og den samaritanske kvinde.

Det finder man i øvrigt som læser selv ud af, når man – måske - efter nogen tid har sluppet latterens og komikkens tag i én og i stedet for lader teksten forandre én… (apropos ”forståelsens under”). Kvinden anede, hvordan forhold (kan) forandres.

 

Og sådan har alterbogens fædre altså først flyttet brændpunktet for denne helligtrekongers søndag fra ægteskabet til hjemmet – og nu senest fra hjemmet og til ”anelsen”, altså helt ind i enhver, der ”aner” en hjemlig, næsten ægteskabelig fortrolighed med Vor Herre.

Og dét svarer meget godt til det forhold, som vi kender under den lidt forslidte betegnelse ”sekularisering”. Det religiøse har holdt flyttedag fra det offentlige rum til det private – for nu at flytte helt ind i den enkelte.

Og hvorfor ikke?

I så fald skal vi nok lære af fortællingerne, at selvom Vor Herre udmærket kan tage ophold dér, så er det som den gæst, der overrasker sin vært.

Vi kan roligt være urolige…

Er Vor Herre gæst, ved man aldrig, hvad der kan ske.

Eller med Vor Herres egne ord fra Johannes-evangeliet: ”Hvis du … vidste, hvem (det er, du taler med), ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.”

Men det vidste du ikke, før end gæsten gav mere, end du selv vidste at bede om!

Den samaritanske kvinde vidste først, hvad hun havde fået, da hun havde drukket af den kilde, som livet udspringer af.

Sådan er det også med os, der i traditionen har åbnet vores ægteskab, vores hjem – og altså nu os for Jesus. Vi kender først vores gæst, når han er gået igen.

Men vi ved, at han har været der. Det ved vi fra den barmhjertighed, han efterlod. Og dét er mere, end vi havde turdet bede om.

 

Hvad dette ”mere” angår, er der i øvrigt også stor inspiration at hente hos Dorthe Jørgensen – jfr. Hendes tanker om ”guddommelighedserfaringen” som dét ”mere, altså dén erfaring af merbetydning, som alle andre erfaringer indbefatter. Sagt poetisk med et billede fra Dorthe Jørgensen, så er guddommelighedserfaringen den tråd, der binder alle perlerne (= alle andre erfaringer) sammen.

 

Det er fristende kort at nævne, hvordan moderne konfliktmægling netop og bl.a. beror på en såkaldt ”guddommelighedserfaring”, når stridende parter oplever en flig af forståelsens under i løbet af mæglingen. Når de oplever, hvordan forhold forandres. Det sker, eller rettere, det kan ske, at de stridende parter oplever, hvordan de bliver til overfor hinanden på en sandere måde. Og det sker typisk, når de uden modsigelser eller indvendinger får mulighed for at fortælle hver deres historie. De bliver sjældent enige med hinanden, men de bliver enige med sig selv om, hvem de er. Fortællingen giver identitet og med en styrket selvfølelse giver fortællingen, måske, også overskud til at rumme modpartens historie.

Forståelsens under som en forløsning midt i en dæmonisering af modparten, for netop ved at opstille et vrængbillede af modparten så meget desto bedre at kunne begrunde bruddet for én selv.

Vedr. ”guddommelighedserfaringer” se nærmere hos idéhistorikeren Dorthe Jørgensen. Inspirerende læsning!

Hvad kommer det mig/os ved?

Hvad kommer det os ved, at forhold kan forandres?

Alt!

Hvad kommer det os ved, at forståelsens under er en mulighed i verden?

Alt!

Jeg har allerede nævnt betydningen for forandringens mulighed i forbindelse med moderne konfliktmægling. Men vi behøver ikke at komme så langt ud i vores forhold til hinanden, for at ane muligheden for forståelsens under i vores fælles liv.

Går man en tur i byen i sommertiden, kan det ske, at man bliver kontaktet af en udenlandsk turist eller studerende for at forklare et eller andet eller for at vise vej. Der opstår en form for forståelse. Og den oplevelse består ikke kun i, at man kan oversætte fra et sprog til et andet. Hvis man skulle forsøge at forklare oplevelsen, ville man sikkert sige noget i retning af, at man blev helt glad ved mødet med den fremmede. Man forstod hinanden i ordets mest omfattende betydning. Man kunne også sige, at her er ”pneuma” på færde. Et lille pinseunder.

Der er dem, der ville mene, at netop forståelse er et under i sig selv. Forståelse er nemlig ingen selvfølge. Det ved vi fra den smertelige erfaring, når vi pludselig ikke forstår et menneske, vi har levet op og ned ad gennem mange år. Med ét er forståelse ikke et spørgsmål om hverken sprog, oversættelse eller de rigtige ord.

Vi ved, at forståelse er et under, når forståelsen ikke indtræffer.

Men forhold kan forandres. Fra vand til vin – og fra ord til liv.

 

Det vækker – måske – i første omgang en undren i os, når vi hører om mødet mellem Jesus og den samaritanske kvinde. En undren, som vi så i næste omgang må fortælle videre – ligesom det skete efter den første pinse. Og en undren, som vi så må håbe bliver udsat for forståelsens under, når vi forkynder den undren videre den anden søndag i helligtrekongerstiden...

Vores tro bygger netop på en undren over, at vi forstår hinanden – og på en erfaring af, at fortællingen om Jesus Kristus virker og forandrer med de samme kræfter, som han selv virkede med.

Som ved brylluppet i Kana – og som i mødet med den samaritanske kvinde.

Helligtrekongers søndag

Læs teksten her

Af: Vita Andreasen

1.Hvad snubler jeg over ved første gennemlæsning?

Jeg lægger mærke til, at diskussionen om at vidne sandt eller falskt fylder næsten hele teksten fra Johannes evangeliet. Jesus lægger afstand til farisæernes beskyldning om at vidne falskt, og han  forklarer dem, at Gud Fader også vidner med ham, så det betyder, at de er to om vidnesbyrdet, sådan som loven kræver.

Gud er vidne til Jesu liv, det bliver i dette angreb, Jesu redning. Gud og Jesus ser det samme og er fælles om at være  livets lys, der skinner i mørket. Sådan kan det også være i menneskers liv med  hinanden, det kan være værdifuldt at opsøge vidner til vores liv. Særligt værdifuldt er det, når en konflikt opstår, og kærlighed og sammenhold bliver sat under pres. Det kan være, når der opstår søskende mistro (epistelteksten), eller når børn har svært ved at rede trådene ud i forhold til en far eller mor, og det kan være, når kærligheden bliver slidt i et parforhold, og sådanne perioder kommer i selv det bedste parforhold. Vidner kan være med til at nuancere, og ofte har de set noget helt andet, end vi selv har set. 

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Jeg prædikede sidst over denne tekst i 2020, det var kun to en halv måned før, corona ændrede alting. Jeg husker, at jeg var fuld af glad forventning, fordi hele min nære familie med børn, svigerbørn og børnebørn midt i januar måned skulle til Paris for at se den store Leonardo da Vinci udstilling på Louvre. Jeg er stadig taknemmelig over, at vi nåede dette Paris besøg, før alt lukkede ned.

I 2020 begyndte jeg min prædiken med at sige: ’At kende til mørket, at kende til ondskab på forskellige planer og så alligevel at vælge det gode, det kærlige, det forløsende. Det er visdom. Visdom er at give slip på holdningen, jeg ved bedre, og jeg ved altid bedst. For visdom er at kunne skelne mellem godt og ondt, dér hvor alt ser grumset ud’ – Denne læsning fra Jobs bog har altid fascineret mig, og jeg kender fra mit eget liv, hvor svært det kan være at forvalte visdom, og hvor bedrøveligt det bliver, når jeg gør visdommen til min besiddelse.  Kun Gud, der gav vinden dens vægt, kender vejen til visdommen.

Leonardo da Vinci var en genial kunstner, og som menneske var han helt fra barnsben på jagt både efter viden og visdom. 

3. Hvad er nyt for mig, når jeg læser denne gang?

Det er nyt for mig at læse teksten i lyset pandemien. Dette uigennemtrængelige mørke, at vi ikke kan se, hvor smitten er, og hvem der smitter hvem. Mørket denne jul og dette nytår opleves tættere end normalt. Når vi lytter til Søren Brostrøm og politikerne, så er lyset, der skal sprede mørket: vaccinerne. Og lykkeligvis når jeg også at få mit tredje stik inden julen 2021. I gamle dage talte man om, at en pandemi varede 100 år, så naturvidenskabelig viden omsat til vacciner er en guddommelig gave. Naturvidenskabelig forskning kaster nyt lys ind over smittespredning, mutationer og sygdomme. Og vi har brug for meget mere af den form for viden, men samtidigt har vi brug for meget mere visdom og kendskab til det metafysiske fænomen, som livets lys – troens lys er: at ensomhedens mørke kan brydes af naboer, der kigger indenfor, at angsten kan slippe sit tag i et menneske på mirakuløs vis, at sorgens mørke kan vendes til glæde, når tiden er inde.

Ingemann fletter livets lys og lysets hjem ind i morgensalmen: ’I østen stiger solen op’, så den næsten bliver en julesalme: ’Du soles sol fra Betlehem, hav tak og lov og pris/ for hvert et glimt fra lysets hjem og fra dit paradis’ – det er dette lys, der skal ’fremkaldes’ på en helligtrekongers søndag.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Når vi af den ene eller anden grund er i mørket: forladthedens mørke, sygdommens mørke, sorgens mørke, bekymringens mørke eller ondskabens mørke, da har vi brug for at blive omsluttet af det lys, som kærlighedens blik er fyldt af – Guds kærligheds blik på mennesket, mennesket som endte med at have kendskab  både til godt og ondt. Og vi har brug for ordene om, at Jesus kan finde os uanset, hvilket mørke vi er havnet i. Og at han siger, at du og jeg aldrig skal vandre i mørket, men have livets lys. Ingen kommer vist udenom at miste orienteringen under denne pandemi, men pandemien kan ikke få bugt med livets lys. Det lys som julen handler om.

Iben Krogsdal gør det ganske livsnært i salmen, når hun taler om håbsengle på sygehusgange, der trækker angststikket ud: ’Decembernat’ (nr 822 i 100 salmer), når hun digter: ’I stuer, i kirker, i tanker, i år/ved sygehussenge hvor håbsengle går/ skal Guds hånd i nat trække angststikket ud/ og røre os stille, for julen er Gud.’

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Helligtrekongers søndag kommer  allerede 2. januar i år, og dermed indledes helligtrekongertiden. Vintersolhverv er lagt bag os, lyset vender så småt tilbage, men pandemiens usikkerhed rammer os også i 2022. Vi kan ikke reducere vores tro og vores håb, så vi kun forholder os  til TV’s nyeste coronatal, vi har brug for et metafysisk univers med visdom, kærlighed og nærhed. En verden der åbner sig, når vi ser med troens og håbets øjne ind i den ukendte fremtid.

Denne søndag er det svært at komme udenom: ’Dejlig er den himmel blå’, selvom gudstjeneste læsningerne ikke nævner stjernen over Betlehem.

Godt nytår til dig og dine kære.

2. juledag

Læs teksten her

Af: Kristian Mejrup 

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Frygtens genkomst. Hvor julen handler om, at frygten drives på flugt, fordi Guds herlighed fra det allerhøjeste stiger ned og gennemlyser de mørkeste kroge i menneskets tilværelse, så handler 2. juledag om en ny frygt. En frygt, der skal bekæmpes med sværd. En menneskefrygt, som krævede og fortsat kræver sine ofre. Jeg snubler over, at denne frygt kan forhærde, besætte og gøre en modstander til en morder (”Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham”). Hvad er det, som ikke kan fordrives med fred, men kræver sværd?

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg talte om konflikt og konflikthåndtering. Konflikten kommer med sværdet, der skærer i de nære relationer. Dem vi regner med og anser som vores. Konflikthåndteringen er de nye relationer, der skabes ved at give et medmenneske et glas vand (”Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn”). Det, der brydes ned, bygges op igen.        

3. Hvad der er nyt for mig, når jeg læser den denne gang?

Nu hvor epistelteksten stjæler rampelyset, burde man så lede efter sammenhænge mellem teksterne eller forblive tro mod epistlen? Jeg lægger mærke til, at Saulus er vidne til Stefanus’ stening. Tænk sig, at kristendommens anden grundlægger er vidne til det første martyrium. Julefred, frygt, sværd, sten, trosvidner – det hele viklet sammen i en kompliceret affære.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At julefred og frygt skulle have noget med hinanden at gøre. Uroen på 2. juledag fungerer som kontrastfuld bevægelse i den søde juletid. Forbindelsen mellem Jesusbarnet og martyren blev allerede af Augustin sammenfattet i en formulering om, at Kristus blev født på jorden, så Stefanus kunne fødes i himlen (Natus est Christus in terris, ut Stephanus nasceretur in coelis).

Det er svært at forestille sig, at julen engang i perikopesystemet var efterfulgt af hele tre martyrdage: Sankt Stefan (26.december), Sankt Johannes (27. december) og så De uskyldige børns fest (28. december), som var en mindefest for de børn, kong Herodes lod dræbe. Den rest, vi har tilbage på 2. juledag, giver julen en rig og sammensat betydning. Den skaber en sammenhæng, der er umulig og urimelig, og alligevel får tider og skæbner til at mødes på kryds og tværs. Den skæbne, som Jesus undslap i Nazareth på 1. søndag i advent (Luk 4,16-30), indhenter Stefanus på 2. juledag. Kristus, der blev født julenat, er samme Herre, som skænker Stefanus livets krone. Kristi komme til jord skænkede en ny livsmulighed for menneskeslægten. En livsmulighed, der ikke udsletter den forrige, men forbinder sig med den. Fred og sværd findes side om side. Noget skal bekæmpes, andet holdes i hævd, og det vanskelige er, at det hele synes bundet sammen. Derfor skal noget engang skilles ad. Ikke af os, men af Ham, der holder freden, sværdet og livets sejrskrans i sin hånd. 

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Julen har en rig og sammensat betydning. Julefred og hygge kan ikke garanteres eller tilkæmpes. Julen er også trængsel og alarm. At freden forstyrres viser julen som et drama, for hvordan ellers skulle en ny epoke i verdenshistorien kunne siges at være indstiftet og fortsat gøre sig gældende?  

Juledag

Læs teksten her

Eva Fischer Boel, Munkebo

1. Hvad jeg snubler over ved første gennemlæsning?

Det, der springer mig i øjnene, når jeg læser teksten denne gang, er, hvordan Guds lys gennemstrømmer alt – ja sågar alle mennesker (jf.: ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske….”) Der er åbenbart ikke noget, der helt kan unddrage sig lyset. Det er ikke muligt at gemme sig i mørket, for ”lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”. Har mørket da ikke for alvor nogen magt i verden? Er det ikke en lidt provokerende påstand her i en verden, hvor mørket sine steder kan føles ganske massivt?

2. Hvad jeg sagde, sidste gang jeg prædikede over denne tekst?

Som optakt til julens prædikeskrivning var jeg for to år siden med i en prædikengruppe. Her gjorde ét af gruppens medlemmer, Nanne Mølhave, opmærksom på den vigtige rolle sideordningskonjuktionen OG spiller i forhold til MEN både i Lukasevangeliet begyndende med ”Og det skete i de dage” og i Johannesprologen, hvor ordet optræder adskillige gange fx i ”og ordet blev kød og tog bolig i blandt os”. Det inspirerede mig i min skrivning af prædiken til juledag, hvor betydningen af forskellen på at bruge OG frem for MEN blev omdrejningspunktet. Jeg vedhæfter prædikenen, hvis det skulle have interesse.

3. Hvad der er nyt for mig, når jeg læser den denne gang?

Da jeg denne gang læste Johannesprologen klingede den gammeltestamentlige læsning fra skabelsesberetningen i højere grad med, end sidst jeg læste den. Måske hænger det sammen med, at jeg fornyelig havde en bisættelse af en mand, som havde et stort behov for ro, overskuelighed og orden, og hvor jeg derfor netop læste ordene fra skabelsesberetningen om, at Gud ud af kaos og hulter til bulter skaber orden ved at skabe lys. Og det er det samme lys, der nu i Kristus oplyser vores verden og giver os håb om, at mørket ikke vinder, og at det livskaos, vi fra tid til anden af mange forskellige grunde kan føle, vi befinder os i, er en midlertidig tilstand, som kan lyses bort af tro, håb og kærlighed, så vi kan komme til at se klarere.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At der er en orden og en mening, som eksisterer forud for os, fordi Gud skabte verden i lys af ordet (logos). Lys og orden hænger sammen. Og vi er skabt i det lys, vi bærer det lys i os til evig tid. Så kaos og mørke kan nok fylde meget i vores liv, men det kan ikke tilintetgøre livets lys. Det brænder i os. End ikke dødens forskelsløse kaos kan slukke det.

5. Hvad kommer det os/mig ved?

Når der kommer ubalance i tingene, truer kaos. Det gælder naturen, og det gælder i menneskelige relationer. Ubalance og kaos kan fylde meget i kortere eller længere perioder af et menneskeliv, det tror jeg, at vi alle erfarer. Det kan være, der er knas i vores familierelationer, det kan være, vi er stressede, det kan være, vi savner at menneske, som har efterladt et kæmpe tomrum, et hulter til bulter i vores indre, hvor mørket råder, og hvor vi ikke rigtig kan se os ud af det. Og julen er vel om noget tiden, hvor livet kan føles kaotisk og ting kan komme ekstra ud af balance – ironisk nok, fordi julen vel af mange af os opfattes som en tid, hvor harmoni, fred og kærlighed bør herske. Julen skal være perfekt, og den er hjerternes fest, hedder det jo. Derfor kan vi nok også være særlig sensitive i forhold til, hvis det modsatte bliver tilfældet, vi er simpelthen lettere at bringe ud af balance i julen, tror jeg.

Julen er bogstaveligt talt en mørk tid, og den kan også for mange mennesker være det i mere overført betydning. Derfor har vi brug for, at der tændes lys for os, så fred og ro kan sænke sig.

Juleaften

Læs teksten her

Af: Sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby-Aastrup

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg gik til teksten i nogenlunde forvisning om, at jeg ikke ville snuble over noget i denne kendte tekst.

Men så blev jeg alligevel stående ved ordet ”egn.” Hyrderne var i den samme egn. Ordet er i familie med ordet ”egne” som vi skal høre læst op juledag, hvor Johannes fortæller, at han kom til sit eget og hans egne tog ikke i mod ham. Hvad gør en egn til en hjemegn udover at man er født der eller vokset op der, hvor længe skal man bo et sted før man synes, det er ens eget? Der er mange, der kommer til hjemegnen for at holde jul. Finder de alle i virkeligheden hjem til jul?

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Jeg ”sagde” ikke noget, for julegudstjenesten blev aflyst dagen før. Men det, jeg ville have sagt, var noget med, at juletraditioner tit er kompromisser. Vi kommer hver især til vores familie med de traditioner, vi har med fra den der hjemegn og de skal finde sammen.

Sidste år var jeg forholdsvis nyuddannet mediator og noget af det, jeg husker fra den uddannelse var, at vi er vante til at tænke, at kompromisser gør alle glade. Men faktisk forholder det sig til dels omvendt, for et kompromis består i, at ingen får det helt som de vil have det. Det er et livsvilkår og det er til lige præcis den verden Guds Søn ankommer som det absolutte blandt alt det relative. Men han gør det lige præcis for at blive en relation i en verden af kompromisser og truende konflikter.

3. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det spørgsmål har jeg tænkt en del over. Men jeg er nået frem til, at hvis der er noget i Juleevangeliet, der er nyt (udover det evigt nye i Guds komme til verden) så må det være fordi jeg selv er et andet sted, end jeg var sidste jul. For ordene er unægteligt særdeles velkendte for de fleste.

Det ved jeg så ikke, om jeg er i skrivende stund, hvor varianterne er nået til omikron. Men måske kan jeg alligevel blive glædeligt overrasket juleaften, når jeg hører ordene her i min 61.jul.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Den var til gengæld nem. Intet menneske kan sige sig selv at Gud blev menneske i Jesus Kristus og at Han lod det ske under så ydmyge vilkår som en stald i Betlehem. Siden er mennesker blevet bedre til at prøve at forberede besøget og hvad deraf følger i køkken og stue. Men har vi samtidig også stadig overskud til at tænke på, hvordan andre mennesker bliver taget imod? Bliver de gode intentioner somme tider til et staldbesøg undervejs?

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Det er lige før, jeg vil lade det spørgsmål stå som en mulighed i selve prædikenen. Eller vende det om, hvad har flæskesteg med jul at gøre? Men lad os da bare slutte i det dogmatiske hjørne: Det kommer mennesker ved, at Gud lod sig føde ind i verden, fordi verden har det med at løbe af med os – ikke mindst i juletiden. Vi er for anden gang påvirket af corona juleaften og det griber lige præcis ind i det, der for os alle er det centrale i julen: Samværet med andre mennesker. Måske er coronarestriktionerne og alt det som bremser og skræmmer os den krybbe som barnet ydmygt bliver født i denne jul?

4. søndag i advent 2021

Læs teksten her

Af: Anders Finn Aastrup 

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Dagens tekster handler om Guds ja til os. 
Vi hører i evangelieteksten om en potentiel konflikt, som dog bliver manet i jorden

 I Johannes – evangeliet optræder Jesus og Johannes samtidig, og for en udenforstående kan det måske virke som om der er en konflikt mellem dem, fordi de begge to gør noget af det samme, nemlig døber og taler om Gudsrigets nærhed.                                                                               

Jesus´ og Johannes´ disciple kunne nemt være blevet uenige. Rivalisering mellem forskellige grupper er meget udtalt i Bibelen. 

Der er Jesu sammenstød med farisæerne og zeloterne, der er israelitternes sammenstød med kanaanæerne og med samaritanerne. Da Paulus senere rejser rundt og grundlægger menigheder, er der indbyrdes splid i menighederne, fordi nogen holder sig til Paulus, andre til Apollos og andre igen til Jesus. Det er da heller ikke et ukendt fænomen i folkekirken, at nogen holder sig en præst frem for en anden 

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst 

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Monty Pythons fantastiske film, ”Life of Brian”, hvor folkets front fra Judæa og den judæiske folkefront, er voldsomt uvenner. Ofte er disse grupperinger tæt på hinanden, som det altså også er tilfældet med Jesus og Johannes.

Men Johannes maner konflikten i jorden. ”Jeg er ikke Kristus, men udsendt forud for ham”, siger Johannes. Og så bruger han et billede af sig selv, som den venter på brudgommen sammen med bruden, og glæder sig, når han hører brudgommen, men ikke selv er brudgommen. 

Johannes er ”Best man”. Det er ham, der så at sige får det hele til at klappe.

Og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang? 

Om det er nyt, ved jeg ikke, men forleden så jeg en af de der kendte julefilm sammen med min familie nemlig den, der hedder ”Love Actually”.

I filmen er der en bryllupsscene, hvor man ser brudgommen stå og vente oppe ved alteret sammen med sin forlover, som har været en drivkraft i hele planlægningen, og brudgommen spørger ham nu, om der er flere overraskelser i vente og forloveren svarer ”nej”.

Bruden kommer og de bliver gift og det er meget smukt, og da de så vender sig for at gå ud af kirken, ændres orgelmusikken, og i stedet begynder musikere, der er stede i kirken at spille at spille den fantastiske sang ”all you need is love”.

De popper op alle steder, og alle synger med, og det er den mest fantastiske afslutning på brylluppet. Det er det, Johannes gør, han baner Herrens vej og gør han stier jævne og fortæller folk, at Guds Rige er nær. Han baner vejen for Guds ja til os.

 Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

I juletiden hører vi Guds ”ja” til os. Vi synger om hvordan ”han steg til lave hytter ned” og at han ”i en krybbe lå skønt himlen var hans eje” og den slags ting.

At blive mindre er ikke en dårlig ting, at Jesus ligger som et spædbarn i en krybbe, ændrer ikke på, at han er Gud. Der mistes ikke noget.

Når Johannes i dagens tekst siger, at han skal blive mindre og Jesus blive større, så er det fordi, det er Guds vilje, at det skal ske sådan, og det er til syvende og sidst det vigtigste. Ligesom det ved et bryllup ikke er vigtigt hvem der gør hvad, men at det finder sted.

Det er Johannes, der døber Jesus, fordi det er sådan, det skal ske. 
Konflikten manes i jorden og det er virkeligheden noget af det, der er allervigtigst for os mennesker, både dengang, men især nu. 

Hvad kommer det mig/os ved? 

Efter at atombomben blev opfundet i 1940´erne stod vi mennesker pludselig med muligheden for selv at udrydde os selv. Indtil da havde der været naturkatastrofer eller sygdomme, ikke noget, vi selv var herrer over, men nu stod vi faktisk med den mulighed i hænderne, at vi kunne gøre planeten ubeboelig. 

Det gør vi stadigvæk. Nu ikke længere kun på grund af atomvåben, men også på grund af klimakrisen og Covid-19 epidemien, som fylder meget. 

Der er ikke tvivl om, at noget er ved at gå helt skævt, men i stedet for at arbejde sammen, hører vi hvordan verdens ledere, skændes og modarbejder hinanden. Og det samme gør vi andre.

Der er ikke nogen, der vil være ”brudgommens hjælper”, vi vil alle sammen være ”brudgommen”, og det er en ret uheldig situation, fordi det absolut eneste, der kan hjælpe os, er et samarbejde i den rigtige retning.

Det kræver, at man ser ud over sig selv, det kræver, at man har mod til at sige: ”Du skal blive større, og jeg skal blive mindre”, og huske på, at et menneske ikke kan tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. Det er blandt andet det, julen drejer sig om; at vi skal sige ”ja” til andre, fordi Gud har sagt ”ja” til os. 

3. Søndag i advent 2021

Læs teksten her

AF: Merete Juel Povlsen, Højby Sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg ser den gamle Zakarias for mig, der imod al sund fornuft og forventning, bliver far på sine gamle dage. Han står med sit lille nyfødte barn i armene og bryder ud i sang, der er fyldt af tak. For her virker det til, at almindelige ord ikke rækker. Stemmen må være ganske rusten efter ni måneders tavshed. Og den måske rustne sang peger på det altomvæltende, at alt ikke er afgjort med det, som vi har gjort eller sagt - eller ikke gjort. Men derimod at vi bliver mødt af tilgivelse, lys og håb.

Jeg snubler dels over, at dagens tekster flere steder tillægger Gud ord som barmhjertig, med omsorg(Biblen 2020), uden frygt, taler blidt, beroliger sit folk.

Dels er der særligt fokus på forventningen og på ventetiden frem mod Jesu komme. Det peger på, at der er et håb her i decemberkulden og ikke mindst i decembermørket.

Det vi her i adventstiden venter på, er ham, som Zakarias så smukt benævner som en solopgang fra det høje, der vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Det er første gang jeg prædiker over denne tekst, da jeg blev ordineret for et halvt år siden.

3.  - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

-

4.     Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Jeg oplever særligt i arbejdet med konfirmanderne at talen om, at der er lys i mørket, er paradoksal, for det giver ikke umiddelbart mening for dem. Og det understreger jo netop, at Zakarias i sin lovsang synger om, at det umulige er sket. At der netop også i mørket og dødens skygge findes lys er så oplivende og håbefuldt, og det understøtter adventstidens forventningens glæde og håb.

Håbet kan komme til udtryk som en bøn, men kan også fremhæves som et løfte til os. Her får jeg associationer til Dy Plambecks adventssalme ”Hold håbet op”, hvor omkvædet veksler mellem en konstatering af, at håbet er reelt og samtidig som en bøn om, at andre må hjælpe os med at holde håbet op foran os:

”Hold håbet op.

Stjernen viser vej.

Hold håbet op.

Mørket skjuler sig.

Hold håbet op.

Hold det foran mig.”

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Nogle etnologer vil hævde, at mennesket til alle tider har sunget sange. Sange om livet, folket, landet, historien, troen og naturen. Grundlæggende synger vi sange om livet – vi synger det ud og vi synger os ind i livet. Ligesom Zakarias gjorde: han sang sig ind i livet igen. Ligesom sange og salmer ofte bruges i livsovergange og livskriser, hvor vi synger os ind i livet, og hvor vi med sangens kraft får givet nyt mod og håb. Måske får vi endda hævet perspektivet fra vores egen vinkel på livet til et større perspektiv, hvor vi af sangen bliver løftet ud af os selv, og den erfaring kan i sig selv være livsforandrende. Vores liv bliver måske ikke forandret lige så radikalt som Zakarias’, men den bliver forvandlet. For vores livserfaring kan i sangen blive forvandlet til en erfaring af Gud.

2. søndag i advent 2021

Læs teksten her

Af: Carsten Andreassen, Højby

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Der er umiddelbart en strenghed over historien – og en fordømmelse af de tankeløse brudepiger, som jeg ikke umiddelbart forventer hos Jesus.

Den slags giver lyst til at arbejde mere med fortællingen, og da jeg igen og igen erfarer, at en mere spirituel læsning af fortællingerne ofte giver et andet og større udbytte end en umiddelbar, flygtig gennemlæsning, er jeg altid spændt på, hvad jeg kan læse og meditere mig til. (I øvrigt også selv om jeg efter mange år som præst har været omkring den samme fortælling tidligere.)

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Det er noget siden, jeg sidst prædikede over teksten, så det husker jeg ikke…

Hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det fanger mig det med at forberede sig, og det med at olien ikke kan deles. Derfor lader jeg mig inspirere af Anselm Grün, en tysk munk, som gerne går til teksterne med et spirituelt sigte.

Fortællingen kan jeg læse som Jesu komme - i ethvert øjeblik – konkret ind i mit liv. Når jeg erfarer Jesu komme / nærvær, er det som at deltage i et bryllup. Så fejrer jeg det at blive et med Kristus og derved at blive mig selv helt og fuldt. Fortællingen beskriver derved vejen til at blive sig selv.

De fornuftige brudepiger forbereder sig – også selv om de ikke erfarer brudgommens komme sådan lige med det samme. De tankeløse tænker ”det løser sig”. I øvrigt går det op for mig – her under forberedelsen – at det slet ikke er så usædvanligt, at Jesus sætter de fornuftige op over for de tankeløse. Huset, der skal bygges på klippen og ikke på sand (Mt. 7) eller den rige mand, der ikke regner med sin tidlige død (Lk. 12) eller den uretfærdige forvalter, som roses, fordi han er fornuftig/planlægger (Lk. 16).

Det græske ord for tankeløs, moros, betyder noget i retning af ”dum”. Ordet for fornuftig, phronimos, kommer af phrenes, som betyder mellemgulv, det indre i mennesket, bevidsthed. De kloge brudepiger er altså dem, der lader sig lede af deres indre; af deres indre sanser eller erfaringer. De tankeløse lukker øjnene for virkeligheden, mens de fornuftige vurderer rigtigt. Den ydre realitet er et billede på den indre virkelighed, på deres relation til Gud.

Man bliver nemt provokeret af, at de fornuftige ikke bare deler deres olie med de tankeløse. For det første siger Jesus ikke noget om den del af fortællingen. Han hverken roser eller fordømmer deres ”ikke-delen”. For det andet bliver det endnu mere interessant, hvad olien vel er et billede på.

Augustin udlægger olien som det sindelag, hvormed vi handler (f.eks. forbereder os). Olien bliver derfor hos Augustin til et billede på kærlighed, og kærligheden / sindelaget kan jeg ikke dele med andre. Sindelaget er den enkeltes eget ansvar. Augustin ser på den måde lignelsen som en formaningstale til os om at lade kærligheden vågne i os; den kærlighed, som allerede er der (fordi den kommer fra Gud), men som vi ofte afskærer os fra.

De tankeløse opfordres til at købe olie midt om natten. Det kan man normalt ikke. Måske er det en yderligere opfordring til at udvikle det rette sindelag (altså leve ud fra og med Guds kærlighed), som vi ikke altså bare kan købe, når en afgørende situation opstår.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Der er flere elementer i fortællingen, som nemt bliver misforstået (olien, som ikke deles; herren, som ikke kender de tankeløse brudepiger), og som en spirituel læsemåde kan give mening ind i.

Hvad kommer det os ved?

Lignelsen kommer i høj grad os ved, hvis vi tager alvorligt, at olien skal forstås som vores sindelag over for Gud – for så bliver det menneske, der lever ud fra en Gudsrelation, betegnet som fornuftig!

Dermed viser fortællingen tilbage til skabelsen, hvor Gud blæser livsånde ind i mennesket, fordi Gud vil have en relation til mennesket; invitere mennesket ind i den relation, som den treenige Gud allerede levede i før alting blev skabt.

1. søndag i advent 2021

Læs teksten her

Af: Anders Skaanning Andersen

Hvad snubler du over ved førstegennemlæsning?

Teksterne skriger ”profeti!” her ved første søndag i advent. Alle tre tekster forholder sig til profetier, i den gammel testamentlige bliver der givet en profeti, i epistlen fortæller Paulus, hvordan vi kender timen og at den er eget nær, og i evangelieteksten er profetien blevet opfyldt. Der er altså en slags progression ned igennem teksterne forhold til profetierne. Særligt blev jeg fanget af slutningen den gammel testamentlige tekst, der siger:  ”Før det spirrer frem, forkynder jeg det.” og det er jo i høj grad essensen af adventstiden. At pege hen imod det som skal åbenbares til jul. Og samtidig minder epistlen os så om, at adventstiden altså ikke er julen. Fejringen er ikke endnu, men vi skal forberede os på den. Paulus kan, som han jo gør, lyde lige lovlige from i sine formaninger, især i moderne øre, men for mig har det altid været vigtigt at understrege skellet mellem advent og jul og deres forskellige natur. Både, så man ikke er ved at kaste op over julen, når vi når dertil, men også fordi julen presser sig så meget på omkring os, allerede længe før advent, at det kan blive vældig stressende at skulle følge med.

(Samtidig taler Jesus om himlen, der var lukket i 3 år og seks måneder, og deri gemmer der sig helt sikkert en masse lavt hængende frugt i forhold til Corona situationen.)

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Det er rigtig længe siden, at jeg selv har prædiket over de her tekster (og mig bekendt aldrig alle tre), så jeg mindes faktisk ikke helt, hvad jeg sagde. Men en overvejelse jeg altid gør mig omkring første søndag i advent er konteksten. Det er en søndag, som rummer så meget, både i forhold til kirkeåret, de traditioner (både lokalt og nationalt) og det teologiske spring fra de foregående søndages vandring mod dommedag bliver nu sat i en voldsom skarp kontrast med profetier om håb og lys. Typisk er der traditioner lokalt, der er forbundet med første søndag i advent, og dem skal man overveje, hvor vidt man kan ignorere helt i sin prædiken, eller om de skal inkluderes for ikke at skabe dissonans mellem prædiken og eksempelvis et evt. efterfølgende adventsarrangement.

Det er også starten på et nyt kirkeår, og det kan derfor også bruges som anledning til en art nytårstale. Her er det vigtigt at man dog også husker evangeliet og ikke bare går helt i Dronning Margrethe mode.

Sidste år var der menighedsrådsvalg, og det var således det nye råds første højmesse mange steder. Ligeledes kan der være andre ting, der markeres ved starten af et nyt kirkeår, som man også skal gøre sig overvejelser omkring i forhold til menigheden, så man ikke får skabt en kæmpe elefant i rummet under sin prædiken.

Hvad er nyt for mig, når jeg læser den denne gang? 

Det nye for mig når jeg læser teksten er nok, at jeg har lagt så meget mærke til det profetiske aspekt, at jeg næsten ikke kan slippe det. Mine sidste mange års første søndag i advent har været præget af så mange forskellige forhold, som lå udenfor teksten, samt at der liturgisk ikke har været rum til alle tre læsninger, og derfor har jeg først nu bidt mig fast i den profetiske tråd, der går igennem de tre tekster til sammen. Det profetiske kan godt være svært at tage fat på i en prædiken, for det er let at komme på dybt vand. Men i adventstiden får man meget foræret, fordi der netop peges så meget hen imod julens mirakel igennem profetierne og menigheden kan som regel relatere til den pegen, der er hen imod julen i teksterne, uden større vanskeligheder. Det giver en god anledning til netop at grave ned i profetiernes rolle og den måde de knytter det nye og det gamle testamente sammen.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Det vi ikke selv kan sige, er selvfølgelig det profetiske. Profetiernes tid er forbi, kunne man fristes til at sige, men det gør det ikke mindre vigtigt, at forholde sig til, at den også engang har været der. Det profetiske element, tror jeg, er et af de elementer der kan virke mest fremmed for kirkegængerne fordi profetier i dag er noget helt andet. Klima og økonomipolitik synes at have overtaget profetiernes domæne i øjeblikket og støder vi på den i en religiøs kontekst er det ofte i særdeles uvederhæftigt misbrug, som når eks. tolkninger af corona pandemien som en slags guddommelig straf, sendes ud på internettet af teologiske charlataner eller ekstremistiske kirkesamfund. Disse gør sandsynligvis profetier til noget endnu mere fremmed for den alm. folkekirkelige menighed.

Og hvad kommer det mig/os ved?

Det kommer os det ved, at håbets fortælling nu rammer os igen, og at vi i den grad har brug for den. Men derudover, så kommer det os ved, at adventstiden ikke er jul. Det er pausen mellem slutningen på kirkeåret, men den dertil hørende dommedag og død, og julens lys. Adventstiden er der, hvor det er helt legitimt at trække vejret og nyde roen og glæde sig, uanset omverdenens pres for at masse kravlenisser og julekugler ind overalt. Glæden er værd at vente på og det er helt ok og måske endda sundt, at gøre det efter Paulus’ anvisninger i epistlen.

Sidste søndag i kirkeåret 2020

Sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby – Aastrup

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

At teksten tilsyneladende falder i to afdelinger som man skal have til at hænge sammen. Først priser Jesus sin far for at åbenbare for de umyndige og skjule for de vise, hvem er vise og hvem er umyndige? – og så følger indbydelsen, der går ud til alle – vise såvel som umyndige.

Og så snubler jeg over, at teksten er parallel til domsteksten i første række.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Jeg prædikede over begyndelse og afslutning. Hos Mika i den gammeltestamentlige tekst til Sidste Søndag i Kirkeåret møder vi afslutningen som begyndelse og dagen i dag er nok en afslutning på kirkeåret, men samtidig er vi fulde af forventning om fortsættelsen, advent. ”Herre Kristus, dig til ære, slutter vi vort kirkeår; trøstig kan vor afsked være, advent kommer som det går”. (DDS 431 v.1) Dette holdt jeg op mod nogle af de situationer i vores liv, hvor vi nok kan afslutte, men ikke kan finde ud af at begynde igen. Alle de steder, hvor vi har brug for at høre, at vi er indbudte, også når vi i al vores selvskabte visdom slider os trætte og bærer tunge byrder.

Og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg vil hæfte mig ved forholdet mellem at være myndig og være umyndig. At sætte det over for begreber som vis og forstandig. Hvad gør for eksempel dem, der skal bestemme og udøve myndighed vise? og hvad kan tage myndigheden fra dem?  Hvad er autoritet i vore dage?

Dette sat over for universaliteten i indbydelsen fra Jesus til alle der er trætte og tyngede af tunge byrder. Vi behøver ikke at sætte navn på bestemte personer (eller corona mundbind igen-og-igen) men vi kan nok hver især komme i tanker om et par stykker.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At vi er indbudte hos Jesus selv om vi føler os trætte og tyngede af byrder kan vi ikke sige os selv. Vi kan sagtens sige ordene til os selv og hinanden, men hvis de ”virker”, er det ikke vores egen

skyld. Så er de trængt gennem byrderne og mørket uden vores medvirken. Så er vi netop ”umyndige.”

Hvad kommer det mig/os ved?

Der er mange steder i vores liv, hvor der er bud efter vores autoritet og myndighed. Arbejde, børneopdragelse, magtfordeling i parforhold. Ofte går vi til opgaven med det, vi selv opfatter som ”naturlig autoritet” – men måske er det sommetider bare manglende omtanke eller rygmarvens automatpilot. Hvis vi så midt i det hele – som Peter, da han opdager at han går på vandet – kommer i tanker om, at livet er svært, er det godt at kunne høre ordene om, at de umyndige er indbudt. At vi skal finde hvile for vore sjæle.

23. søndag efter trinitatis 2020 

Nanne Mølhave Bolbro Sogn, Odense.

1. Hvad snubler du over ved førstegennemlæsning?

Den gamle dame, gamle mennesker, min gang på plejehjemmet Provstegården, hvor jeg har gudstjeneste hver fredag. Kan vi lære noget af disse gamle mennesker? Og noget af det første der, kom til mig, er et ”gammelt” digt af Dan Turell:

”Byens gamle Damer/Alle disse millioner af sortklædte sporvogns-sæde slidere/Efterladte uden så meget som en sporvogn/Brugte og ofte udnyttede til sidste fiber/Sér ikke så godt mere/Hører ikke så godt mere/Går ikke så godt mere/Siger dybfølt, ”Tak unge mand”/Når man hjælper dem med deres små beskedne kufferter/På Fredericia banegård/Eller samler deres borttrillende tyvere op fra gulvet/Hos grønthandleren/Åh denne ufortjente overstrømmende tak/Som man modtager med stadig stigende dårlig samvittighed!/Der er intet så svært som at se Byens gamle Damer i øjnene!”

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Det kan jeg ikke huske og ser ikke efter i mit arkiv, for der er noget andet, som presser sig på. for hvad er nyt for mig, når jeg læser den denne gang? Hvorfor er det så svært med de gamle damer, mennesker, så fulde af skrøbelighed og taknemmelighed? Måske fordi man aner, at den rammer os alle. Har de noget at give, de gamle damer, der pludselig er rippet for skønhed, arbejdsduelighed, omstillingsparathed og hurtighed, som er noget af dét, der tæller. Hvad kan vi lære af dem? Jesus stiller jo faktisk den fattige enke op for os som en rollemodel. – og hvad er nyt for mig, når jeg læser den denne gang? Hvis vi nu skulle trække hende ud af templet ud i hverdagen, hvad har hun så at byde på, hvor er der en fattigdom, vi skal lære at give af for at blive rige? Noget vi er blevet fattige på er er tid. Fortvivlet forsøger vi at bemægtige os den, men sandheden er, at den hele tiden går på rov hos os. Stjæler små børn ud af armene på deres mødre. Osv. osv. Hvis vi vil bruge enken som rollemodel og give af vores fattigdom, så skal vi give af vores tid, for den er vi så uendeligt fattig på.

En anden ting vi er blevet fattig på er tillid.

Den tredje og sidste ting jeg vil pege på som en mulighed for at give af sin fattigdom, er afkald. Vi ved godt, at det er bedst for jorden og os, der bebor den at leve bæredygtigt. Men hvad vil VI give afkald på for at gøre det hele mere bæredygtigt? Bilture, flyveture eller tøjindkøb, shoppe sig til livskvalitet?

3. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Måske det, at indføre et minuts stilhed, så Gud, indhent mig dér! Ja, indhent os, så vi stopper op og giver afkald. Det er måske det vigtigste vi kan give i vores del af verden. Afkald. Det er det, vi er fattigst på. Så hvis vi virkelig vil give, skal vi give afkald.

4. Og hvad kommer det mig/os ved?

Lige dér, når vi giver af den tid, vi synes vi ikke har, af den tillid, der ligger og er på vej til at skrumpe til sin modsætning, mistillid, lige dér, hvor vi står tomhændede, fordi vi ikke har andet end afkald at komme med – også dér bliver vi set af Gud. Præcis som den fattige enke, der gav af sin fattigdom. 

22. søndag efter trinitatis 2020

Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jesus spørger: Hvad mener I? Og jeg tænker, hvorfor spørger han os? – er det til diskussion, eller er det bare retorisk ment. Det næste er så, om man virkelig ville lede efter et får, hvis man havde 99 andre? Det tvivler jeg på, at jeg ville gøre. Jeg snubler også over, det underlige vers med, at børnenes engle altid ser Guds ansigt, hvad i alverden betyder det? – er det ikke en lidt forblommet forestilling om børn?

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg prædikede over spørgsmålet om: Hvem er den største i Himmeriget? Noget med, at når vi står over for Gud, tåler det ingen sammenligning, der er vi som børn, mens over for resten af verden skal vi forsøge at være voksne. Prædikenen var formentlig inspireret af Preben Kok: Skæld ud på Gud.

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Læses søndagene i sammenhæng er det nyt, hvor vred Jesus er her sidst på kirkeåret. Og at jeg gerne i min prædiken vil gøre ham lidt mere glad og forsonende, end han egentlig er.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At mennesker altid, også disciplene, går rundt med en målestok og sammenligner dem selv med andre. Måske er det endda synd nummer to i Bibelen, at Kain sammenlignede sit offer med Abels. Jesus sprænger sammenligningens logik og først tænker man: Yes! Men hvad skal vi så, kan vi være mennesker uden sammenligning?

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Store, større, størst er vores liv, men hvor er det godt nok bare at være som barnet? Prædikenen skal på en måde svare på, hvordan vi kan være mennesker uden at sammenligne os med andre? Jordan Peterson har et afsnit i sin bog: 12 regler for livet, hvor han fortæller om den ulige kamp, vi altid fører med os selv, når vi sammenligner os med den bedste inden for et felt. For vi kan ikke se hele mennesket, at en fantastisk musiker måske laver en dårlig opbagt sovs. I en sådan sammenligning er vi altid tabere, for når det kommer til sovs, tager vi ikke musikeren, men en Noma-kok. Gud ser hele billedet, søger ikke et får som de 99, men fåret, det der er dig med sovs og dårlig guitar. Et fransk ordsprog siger: ”Den, der ved alt, tilgiver alt”, og måske er det sådan Gud er?