Hør også "Prædiken på vej" som podcast herunder:
7. søndag efter trinitatis 2025
Af: Linda Brøndgaard Jensen – Munkebjerg Sogn
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Man kan snuble meget i det her tekst, måske i en lidt anden betydning. Tænk blot på de børnebibler, vi giver væk til dåbsgaver og de ”nuttede” tegninger af Zakæus i træet, ham som de andre ikke vil lege med – ham som det er synd for.
Da jeg nu skulle læse teksten i denne sammenhæng, tænkte jer: her kommer jeg ikke til at snuble over noget, jeg kender den alt for godt – Men, det gjorde jeg.
Jeg faldt over vers 9 og 10 - Jesu sidste ord i teksten. ”Da sagde Jesus om ham: ”I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.”
Hvad er det for noget med Abrahams søn og det lille ord ”fordi”. At det hele sker ”i dag” er også til at falde over og opholde sig ved.
Hvad er det Jesus peger på, hvorfor er Zakæus fortabt ifølge ham? Jesus henviser ikke alt det jeg – og måske også jer - ofte har læst ind i historien – koblingen mellem snyd og rigdom og det forræderiske i at gå besættelsesmagtens ærinde.
For Jesus synes fortabelsen at bestå i, at Zakæus var Abrahams søn – hvilket kan forstås, som det, at han er et menneske. Læst på den måde, afskiller Zakæus’ fortabelse sig ikke fra den fortabelse, de andre i huset besad. Ligeså må Zakæus også have del i løfterne til Abraham.
Er der tematiske tråde mellem teksterne (GT, epistel/lektie, evangelium)?
En tematisk tråd kunne være forandringens mulighed. I salmen mindes israelitterne, at Gud greb ind, da det i Babylon så håbløst ud. De kom tilbage, hvor de kom fra og med tiltro til at Gud igen vil gribe ind. De beder og håber på forandringens mulighed. Hos Paulus ser man en forvandling, man godt kan læse Zakæus ud i. En forvandling som peger mod nyt liv – væk fra det, der fører til død.
Zakæus vender sig imod Jesus - og i samme bevægelse imod fattige samt mod dem han muligvis har snydt. Og dermed mod at være en Guds træl – mod det som er Guds vilje. At Zakæus vender sig i mod de fattige og mod dem, han muligvis har snydt, er tegn på den frelse han har mødt.
Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i (historisk/fortællermæssigt)?
Fortællermæssigt er Jesus og hans disciple på vej fra Galilæa og til Jerusalem. Lukas har ladet fortællingen om Zakæus falde som det sidste inden indtoget i Jerusalem.
Vi er i Jeriko – med de medbetydninger, det giver. Mure – Josva – Jesus.
Mens han endnu er gæst hos Zakæus fortæller han lignelsen om de betroede talenter. Den fortælles til og høres af Zakæus – og alle de andre.
Før fortællingen om Zakæus fortælles der om helbredelsen af den blinde mand uden for Jeriko. Der er derfor en tråd mellem det at være blind og blive seende – jf. at Zakæus ville se bedre – men blev set af Jesus og blev seende.
Forud for fortællingen om den blinde mand, fortælles der om den rige rådsherre. Muligt at trække en tråd omkring rigdom og frelse.
Hørt af menigheden omkring Lukasevangeliet, har det, at Zakæus var en Abrahams søn, været en replik til de jøder, der ikke lod sig omvende til kristendommen, men havde en anden forståelse af, hvad det vil sige at være en søn af Abraham.
Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv?
Ingen kan frelse sig selv og alle har behov for frelse.
Evangelieteksten udfolder sammen med epistel, den forandringens mulighed, menneskesønnen kommer med, udfolder hvad forandringens mulighed virker. Evangelieteksten forkynder, at der bliver kaldt på Zakæus – ikke på grund af hans levned, men fordi han er et menneske. Jesus så Zakæus før han så sig selv – rigtigt. Først ved det fælles måltid så Zakæus sig selv som en med mulighed for forandring.
Alle var de forargede over, at Jesus kom ind til Zakæus – og alle havde de brug for, at Jesus også aflagde dem et visit – fordi også de var Abrahams sønner.
Jesus udtrykker ikke en moralistisk forståelse af, hvad fortabelse er. Fortabt er man fordi man er menneske. Ingen kan frelse sig selv, jf. fortællingen om den rige rådsherre.
For at bruge et udtryk af Mogens Lindhardt – Jesus kalder og ser, som han er.
Guds perspektiv er et andet end menneskers – end samfundets. For mennesker og for samfundet var Zakæus velbegrundet en forræder, usympatisk – en skidt fyr. Men for Gud lignede han alle de andre i huset. Han var et menneske – en Abrahams søn, som alle de andre. Alle de andre, som også havde brug for frelse.
Her træder inkarnationen ind. ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”.
Det, der skete, da Jesus besøgte Zakæus og satte sig i hans hus, blev kaldt frelse og det før nogen kunne vide om forandringen hos Zakæus ville vare ved.
Hvad kommer det mig/os ved?
Vi bygger mure og udsættes for mure – og mure rives ned. Ordet ”toldmure” kan denne dag i Jeriko få en ny betydning…
Nedrivningen af mure - forandringens mulighed kommer mig ved. Både som noget jeg længes efter og som noget, jeg kunne frygte og ikke har ”lyst” til.
Har jeg lyst til at blive slave og have Gud som min Herre.
Har jeg lyst til at dele noget som helst med nogen som helst, skylder jeg nogen noget?
Et udfordrende og moralsk perspektiv: Set fra fattige – fra mennesker, som oplever sig udnyttet/udplyndret – eller set fra naturen, så er vi i denne del af verden alle ”Zakæusser”. Zakæusser som længe har siddet på den grønne gren og kunne have brug for at blive kaldt ned fra træerne. Kaldt ned fra træerne og blive seende – blive ”woke”.
Inspireret af Mogens Lindhards vejledning til denne tekst i bogen Trinitatis - se side 210, har jeg brugt et billede af Van Goghs tomme stol.
Man kan overveje, hvad det betyder at have sådan en stol stående – en stol, som er tiltænkt Herren, hvis han skulle komme forbi. At der er noget, man ikke selv kan fylde ud?
Og hvis han kom, hvad ville ske med rummet? Et rum fuld af nåde, ”hvor sandheden kan komme for dagen uden at fælde nogen, hvor kærligheden genoprettes og ihukommelse af den historie, der binder os sammen”
Billedet kan være med til at fastholde fokus på Gud – ”hvad Gud, som den, der kommer, gør, når han lejrer sig og trækker os ind i sin verden” M.L. side 211, - så Zakæus ikke render med hele billedet – og alle de fristende detaljer – og alt det vi selv lægger til.
Litteratur og film er fuld af fortællinger om forandring – både dem der forbliver uforløst og dem der måske bliver forløst- (se eksempler i prædikenvejledning i Præsteforeningens Blad af Per Melhof 2009).
8. søndag efter trinitatis 2025
Af: Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup Sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Det, man snubler over ved første gennemlæsning, er Jesu skarpe tone og alvor. “Vogt jer for de falske profeter,” siger han, og det følges op af et billede af træer, der fældes og kastes i ilden. Det er ikke den milde og trøstende Jesus. Han dømmer de falske profeter og kalder os til at skelne mellem sandt og falsk. Det ubehagelige er, at vi ikke kun kan se udad og spotte de falske profeter i andre. Jesu ord rammer også os selv. Og siger: Hvilken frugt bære du?
2. Er der tematiske tråde mellem teksterne?
Ja, der er tydelige tematiske tråde mellem teksterne. Alle tre kredser om spændingsfeltet mellem sandhed og falskhed og om, hvad der kendetegner det ægte, når det gælder tro, liv og forkyndelse. I Jeremias advares der mod profeter, som ikke taler Guds ord, men blot fremsiger deres egne forestillinger. De siger det, folk gerne vil høre, men uden sandt indhold. I Romerbrevet sættes der fokus på dem, der lader sig lede af Guds Ånd. Og i Matthæusevangeliet advarer Jesus mod de falske profeter og siger: “I skal kende dem på deres frugter.” Fælles for teksterne er, at det ikke er nok at sige det rigtige. Det handler om, hvad der i virkeligheden kommer ud af det: Forkyndelse, der ikke er hul, men sand, liv der udspringer af Ånden og ord der bærer frugt.
3. Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i?
Evangelieteksten står som afslutning på Bjergprædikenen og har karakter af en formaning. Den jødisk-kristne menighed, Matthæus skriver til, levede i en tid præget af uro, forfølgelse og mange konkurrerende religiøse stemmer. Hvem taler sandt? Hvem skal man lytte til? Jesu ord fungerer som rettesnor: ikke alt, der lyder rigtigt, er det. Det skal vurderes på frugterne, altså konsekvenser af det sagte. Det er en opfordring til at skelne og samtidig en opfordring til at lade sin egen tro bære frugt.
4. Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv?
Jesus siger noget, vi måske godt ved, men som vi ofte glemmer, at det ikke er de flotte ord, men handlingerne – frugterne – der afslører, hvad der er sandt. Og det kan vi ikke nødvendigvis “sige os selv”, for vi bliver let forført af det, der lyder rigtigt.
I bogen Nachfolge, der netop handler om Bjergprædikenen, taler Dietrich Bonhoeffer om forskellen mellem “billig nåde” og “dyr nåde”. Den billige nåde er nåden uden discipelskab, uden forvandling. Billig nåde tager man for givet uden at lade det forandre noget i livet. Den dyre nåde kalder derimod til efterfølgelse og omvendelse, til et liv, hvor troen bære frugt. Her er det nødvendigt med den lutherske påmindelse om, at troen ikke er noget, vi selv præsterer. Det er Ånden, der virker forvandling ikke os selv og derfor giver Romerbrevets læsning et vigtigt perspektiv til evangeliet.
5. Hvad kommer det os ved?
Det kommer os ved, fordi vi ligesom dengang lever i en verden fuld af stemmer, meninger og “profeter”. I dette virvar har vi brug for visdom til at skelne. Jesu ord er ikke kun en advarsel om de andre, men også en invitation. En invitation til at spørge sig selv: Hvordan kender jeg sandheden? Hvem taler sandt i vores tid? Lever jeg, som jeg prædiker? For profeter er ikke kun bibelske skikkelser. Også i dag findes der dem, der forsøger at tolke fremtiden og vejlede os med stemmer, der siger: “Det har vi ikke råd til,” eller: “Hvis I ikke gør, som jeg siger, går det galt.” Men vi skal stadig kende dem på deres frugter – ikke på deres slagkraft, retorik eller skræmmekampagner, men på det, deres ord og liv fører med sig. Jesu advarsel er et værn mod vildledning, men kan ikke stå uden en påmindelse om nåden. Ikke den billige nåde, som Bonhoeffer advarer imod, men den dyre: den, som kalder til omvendelse og efterfølgelse. Den, som kommer til os med den sande Profet Jesus, hvis nåde aldrig må undervurderes. For selv når vores frugter er uperfekte, er vi ikke uden håb. Og når du selv snubler over Bjergprædikenen, og det vil du, så rækker Jesus dig hånden. Ikke for at dømme, men for at rejse dig op. Så du, én gang til, kan begynde at bære frugt. For det gør den sande profet: hjælper den faldne op.
9. søndag efter trinitatis 2025
Af: Karen Blauenfeldt Dam, Ringe Sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
At ”Herren roste den uærlige forvalter”!
Umiddelbart forventer de fleste vel en lignelse med et klart moralsk sigte, der skal tale til samvittigheden i os, og ikke som lignelsen her sætte spot på (og endda) rose vores instinktive lyst til at snyde, og endda for andres midler
2. Er der tematiske tråde mellem teksterne (GT, epistel/lektie, evangelium)?
Synd og uærlighed tematiseres. Ordsprogenes Bog opfordrer til at handle retfærdigt og efter Herrens vilje, Johannes-brevet gør opmærksom på at synden lever i os alle, men at Kristus tog den på sig som et sonoffer, og evangeliet opfordrer så til……at vi skal skaffe os venner ved hjælp af uærlig mammon.
Eller, gør os opmærksom på: at det mål vi måler med, med det skal vi selv tilmåles.
3. Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i (historisk/fortællermæssigt)?
Lukas er generelt optaget af forholdet mellem rig og fattig og lignelsen om den utro godsforvalter ligger da også lige midt imellem lignelsen om den fortabte søn (der også ødslede rigdom bort, men blev taget til nåde) og lignelsen om den rige mand og Lazarus (hvor Lazarus absolut IKKE ødslede sin rigdom bort, og derfor heller ikke blev taget til nåde)
Lukas 16,14: ”Alt det hørte de pengeglade farisæere…….’”
4. Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv?
At penge/værdier ikke er så interessante i sig selv, men kun som muligheden for os til at være enten nærige eller ødsle og satse på barmhjertigheden og tilgivelsen. Godsforvalteren roses fordi han handlede kærligt og ødselt – en slags modbillede på lignelsen om den gældbundne tjener, der netop kun gav nærighed videre, efter selv endda lige at have modtaget stor barmhjertighed.
Altså: synd tappert! Og stol på nåden, for nåden er altid større end vi forestiller os.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Lignelsen om den utro godsforvalter giver livsmod! Tilgiver Gud virkelig en så uærlig godsforvalter, så går det nok også an med mig og mit liv, for jeg snyder jo kun en lille-bitte-lille smule i skat…..og måske lidt med kørselsregnskabet…….og tidsregistreringen, men det er bare for at ingen skal opdage hvor doven jeg i virkeligheden er……
En advokat var død og stod nu ved perleporten og brokkede sig til Skt. Peter. Han syntes døden var kommet lige tidligt nok. ”Men du blev da hele 103 år”, indvendte Skt. Peter, ”Hvad!?”, sagde manden ” jeg er kun 64!”, hvortil Skt. Peter bladrer i sine papirer og sige ”det må du virkelig undskylde – vi har lavet opgørelsen efter dine timesedler……”
Nej, så smålig ville Skt. Peter aldrig være!