Hør også "Prædiken på vej" som podcast herunder:
4. søndag efter trinitatis 2025
Af: Lene Kjemtrup Christensen, Korup Sogn
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
GT-teksten er voldsom. Skal det billede stå og blafre for menigheden? Hvad skal der blive af David?
I epistelteksten skriver Paulus om skabningen. Hvad mener han med det?
Jesus siger i denne evangelietekst meget på én gang. Han taler om dom, tilgivelse, gavmildhed, gale veje, elever og mestre, splinter og bjælker og hyklere og brødre.
Er der tematiske tråde mellem teksterne (GT, epistel/lektie, evangelium)?
Et fælles spørgsmål til de tre tekster kunne være: Hvordan ser det ud, når Gud dømmer? Ligner det profeten, der kommer og holder et spejl op foran en mægtig konge? Er det Romerbrevets genlyd af kommende tider med herlighed, når lidelserne i verden lægges bag os? Eller er det formaningen fra Lukasbrevet om, at der er rigeligt med nåde, hvis man kan få over sig selv at give den videre til næsten, til verden?
Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i (historisk/fortællermæssigt)?
Evangeliet indgår i en helt række af lignelser og formaning som slutningen af Lukas’ udgave af bjergprædiken, der foregår på en slette. Måske kunne det være givtigt for prædikenskrivningen at overveje, hvorfor det er en tekst, der har fået plads sådan relativt i begyndelsen af trinitatis-tiden? Det er, som om venligheden og de gode fortællinger er afløst af en form for vatpind til ørerens. Der skal prikkes til os og renses ud. Ikke så meget med mønter, der bliver fundet eller festmåltider. Nej, nu er det splinten i øjet, det gælder. Man kunne overveje, om det er et skifte fra, hvad gør Gud for os? Til hvad gør vi for resten af verden?
Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv?
Den siger os, at hykleriet lever i bedste velgående, og det er os selv, der har den lyst. Det er nemt nok at se, når det gælder for alle mulige andre. Endda for vores nærmeste brødre og søstre, men det er hulens svært at se, når en bjælke har sat sig på tværs. Det kan man egentlig godt sige sig selv, men det er de færreste, der har lyst til at høre det.
Hvad kommer det mig/os ved?
De her tekster får mig til at overveje, hvad dom og retfærdighed er. Hvem er det, jeg dømmer og hvorfor? Hvem er det, samfundet dømmer? Hvilke slags domme bliver der fældet i dag? Og kan man gøre sig håb om tilgivelse? Det kunne handle om MeToo-sager. Men det kunne også handle livsoptimering? Ligger der en skjult dom over dem, der spiser ultraforarbejdet mad eller ryger? Lever vi ustandseligt i hinandens domme? Og hvordan går det med hykleriet? Det kunne eksempel vise tage udgangspunkt i DR-serien ”Andre folks penge”, eller i den seneste nyhed af mange om havmiljø, hvor det virker, som om der er rigeligt med hykleri at tage af. Måske skulle man prøve - bare for at få tankerne til at arbejde - at læse epistelteksten, som om skabningen var havet? Og så kan man vælge om, man derefter vil læse ”Du er manden!”. Eller ”Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.”
5. søndag efter trinitatis 2025
Af: Torkil Jensen, sognepræst Vester Aaby-Aastrup
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
I 2001, få uger før jeg forlod Humble for at blive præst i Vester Aaby, var der radiotransmission på denne søndag. Sjældent har jeg før eller siden undersøgt teksterne så grundigt.
Og i hvert fald den ene salme giver jo sig selv: DDS 147 med Carl Nielsens vidunderlige melodi. En salme, der til gengæld er svært at bruge andre søndage.
Men hvad snubler jeg over?
Det mest oplagte er vel, at teksten er en underberetning. Som opvokset i nærheden af Lundeborg, mens der stadig var mange fiskere ved jeg, at dem skal man være varsom med at ville lære noget. Jeg har derfor altid haft let ved at sætte billede på Simons bøjede ryg og irritation.
Men som følge deraf også samtidig billedet på, hvor stor Ordets autoritet i virkeligheden er, når han siger ”På dit ord vil jeg kaste garnene ud” Jeg kender ikke et menneskeligt ord, der kunne have overbevist Simon.
2. Er der tematiske tråde mellem teksterne (GT, epistel/lektie, evangelium)?
Guds overbevisning går igen i alle tre tekster. GT-teksten om profeten Esajas’ kaldelse har en direkte tråd til Simon ved søbredden; Ordet har i Jesus Kristus afløst serafernes brændemærke, men virkningen er den samme: Send mig! Og ordene fra 1. Peters brev om ikke at gengælde ondt med ondt fordi vi er kaldede til at arve velsignelse går også ind i tråden. Jeg vælger til gudstjenesten kun at læse ordene før klammen; jeg synes, de står stærkere uden lastekataloget.
3. Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i (historisk/fortællermæssigt)?
En af de kommentarer til Lukasevangeliet som jeg stadig har stående på reolen fra min studietid er C.F. Evans ”Saint Luke”
Evans lægger vægt på, at evangelieteksten til 5. søndag efter Trinitatis er lukansk særstof og tjener det formål at fremhæve ikke mindst Simon (Peters) særstatus. Simon kender Jesus i forvejen, om end han træder lidt abrupt ind i kapitel 4 og helbreder Simons svigermor (hvorefter hun rejser sig og varter dem op – det var en anden tid!) Så Simon kender til de kræfter Jesus repræsenterer, men først her i kapitel 5 åbenbares det for Simon, hvad Jesus skal bruge ham til: At være menneskefisker.
4. Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv?
Jeg synes, det kan siges relativt kort: Evangelieteksten siger os for det første, at Guds ord har magt både over fiskene i Genesareth Sø og over fiskerne ved søbredden.
Og så siger den til os, at alle kan bruges som Guds redskaber. Selv der jo er delte meninger om, at Peters efterfølger sidder i Rom i dag, så hævder denne dog, at linjen kan følges tilbage til en fisker ved søbredden. Et dødeligt menneske - med temperament, men også med autoritetstro.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Mon ikke, vi alle har prøvet at stå og føle os uformående over for situationer i vores eget eller andres liv. Så er det godt i dagens evangelium at høre, at vi kan gå ud til vores gerning på Guds ord. Vi får måske ikke altid garnene fyldte, men vi får lov til at være redskaber for Guds kærlighed. Og det er i grunden slet ikke så lidt!
7. søndag efter trinitatis 2025
Af: Linda Brøndgaard Jensen – Munkebjerg Sogn
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Man kan snuble meget i det her tekst, måske i en lidt anden betydning. Tænk blot på de børnebibler, vi giver væk til dåbsgaver og de ”nuttede” tegninger af Zakæus i træet, ham som de andre ikke vil lege med – ham som det er synd for.
Da jeg nu skulle læse teksten i denne sammenhæng, tænkte jer: her kommer jeg ikke til at snuble over noget, jeg kender den alt for godt – Men, det gjorde jeg.
Jeg faldt over vers 9 og 10 - Jesu sidste ord i teksten. ”Da sagde Jesus om ham: ”I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.”
Hvad er det for noget med Abrahams søn og det lille ord ”fordi”. At det hele sker ”i dag” er også til at falde over og opholde sig ved.
Hvad er det Jesus peger på, hvorfor er Zakæus fortabt ifølge ham? Jesus henviser ikke alt det jeg – og måske også jer - ofte har læst ind i historien – koblingen mellem snyd og rigdom og det forræderiske i at gå besættelsesmagtens ærinde.
For Jesus synes fortabelsen at bestå i, at Zakæus var Abrahams søn – hvilket kan forstås, som det, at han er et menneske. Læst på den måde, afskiller Zakæus’ fortabelse sig ikke fra den fortabelse, de andre i huset besad. Ligeså må Zakæus også have del i løfterne til Abraham.
Er der tematiske tråde mellem teksterne (GT, epistel/lektie, evangelium)?
En tematisk tråd kunne være forandringens mulighed. I salmen mindes israelitterne, at Gud greb ind, da det i Babylon så håbløst ud. De kom tilbage, hvor de kom fra og med tiltro til at Gud igen vil gribe ind. De beder og håber på forandringens mulighed. Hos Paulus ser man en forvandling, man godt kan læse Zakæus ud i. En forvandling som peger mod nyt liv – væk fra det, der fører til død.
Zakæus vender sig imod Jesus - og i samme bevægelse imod fattige samt mod dem han muligvis har snydt. Og dermed mod at være en Guds træl – mod det som er Guds vilje. At Zakæus vender sig i mod de fattige og mod dem, han muligvis har snydt, er tegn på den frelse han har mødt.
Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i (historisk/fortællermæssigt)?
Fortællermæssigt er Jesus og hans disciple på vej fra Galilæa og til Jerusalem. Lukas har ladet fortællingen om Zakæus falde som det sidste inden indtoget i Jerusalem.
Vi er i Jeriko – med de medbetydninger, det giver. Mure – Josva – Jesus.
Mens han endnu er gæst hos Zakæus fortæller han lignelsen om de betroede talenter. Den fortælles til og høres af Zakæus – og alle de andre.
Før fortællingen om Zakæus fortælles der om helbredelsen af den blinde mand uden for Jeriko. Der er derfor en tråd mellem det at være blind og blive seende – jf. at Zakæus ville se bedre – men blev set af Jesus og blev seende.
Forud for fortællingen om den blinde mand, fortælles der om den rige rådsherre. Muligt at trække en tråd omkring rigdom og frelse.
Hørt af menigheden omkring Lukasevangeliet, har det, at Zakæus var en Abrahams søn, været en replik til de jøder, der ikke lod sig omvende til kristendommen, men havde en anden forståelse af, hvad det vil sige at være en søn af Abraham.
Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv?
Ingen kan frelse sig selv og alle har behov for frelse.
Evangelieteksten udfolder sammen med epistel, den forandringens mulighed, menneskesønnen kommer med, udfolder hvad forandringens mulighed virker. Evangelieteksten forkynder, at der bliver kaldt på Zakæus – ikke på grund af hans levned, men fordi han er et menneske. Jesus så Zakæus før han så sig selv – rigtigt. Først ved det fælles måltid så Zakæus sig selv som en med mulighed for forandring.
Alle var de forargede over, at Jesus kom ind til Zakæus – og alle havde de brug for, at Jesus også aflagde dem et visit – fordi også de var Abrahams sønner.
Jesus udtrykker ikke en moralistisk forståelse af, hvad fortabelse er. Fortabt er man fordi man er menneske. Ingen kan frelse sig selv, jf. fortællingen om den rige rådsherre.
For at bruge et udtryk af Mogens Lindhardt – Jesus kalder og ser, som han er.
Guds perspektiv er et andet end menneskers – end samfundets. For mennesker og for samfundet var Zakæus velbegrundet en forræder, usympatisk – en skidt fyr. Men for Gud lignede han alle de andre i huset. Han var et menneske – en Abrahams søn, som alle de andre. Alle de andre, som også havde brug for frelse.
Her træder inkarnationen ind. ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”.
Det, der skete, da Jesus besøgte Zakæus og satte sig i hans hus, blev kaldt frelse og det før nogen kunne vide om forandringen hos Zakæus ville vare ved.
Hvad kommer det mig/os ved?
Vi bygger mure og udsættes for mure – og mure rives ned. Ordet ”toldmure” kan denne dag i Jeriko få en ny betydning…
Nedrivningen af mure - forandringens mulighed kommer mig ved. Både som noget jeg længes efter og som noget, jeg kunne frygte og ikke har ”lyst” til.
Har jeg lyst til at blive slave og have Gud som min Herre.
Har jeg lyst til at dele noget som helst med nogen som helst, skylder jeg nogen noget?
Et udfordrende og moralsk perspektiv: Set fra fattige – fra mennesker, som oplever sig udnyttet/udplyndret – eller set fra naturen, så er vi i denne del af verden alle ”Zakæusser”. Zakæusser som længe har siddet på den grønne gren og kunne have brug for at blive kaldt ned fra træerne. Kaldt ned fra træerne og blive seende – blive ”woke”.
Inspireret af Mogens Lindhards vejledning til denne tekst i bogen Trinitatis - se side 210, har jeg brugt et billede af Van Goghs tomme stol.
Man kan overveje, hvad det betyder at have sådan en stol stående – en stol, som er tiltænkt Herren, hvis han skulle komme forbi. At der er noget, man ikke selv kan fylde ud?
Og hvis han kom, hvad ville ske med rummet? Et rum fuld af nåde, ”hvor sandheden kan komme for dagen uden at fælde nogen, hvor kærligheden genoprettes og ihukommelse af den historie, der binder os sammen”
Billedet kan være med til at fastholde fokus på Gud – ”hvad Gud, som den, der kommer, gør, når han lejrer sig og trækker os ind i sin verden” M.L. side 211, - så Zakæus ikke render med hele billedet – og alle de fristende detaljer – og alt det vi selv lægger til.
Litteratur og film er fuld af fortællinger om forandring – både dem der forbliver uforløst og dem der måske bliver forløst- (se eksempler i prædikenvejledning i Præsteforeningens Blad af Per Melhof 2009).
8. søndag efter trinitatis 2025
Af: Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup Sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Det, man snubler over ved første gennemlæsning, er Jesu skarpe tone og alvor. “Vogt jer for de falske profeter,” siger han, og det følges op af et billede af træer, der fældes og kastes i ilden. Det er ikke den milde og trøstende Jesus. Han dømmer de falske profeter og kalder os til at skelne mellem sandt og falsk. Det ubehagelige er, at vi ikke kun kan se udad og spotte de falske profeter i andre. Jesu ord rammer også os selv. Og siger: Hvilken frugt bære du?
2. Er der tematiske tråde mellem teksterne?
Ja, der er tydelige tematiske tråde mellem teksterne. Alle tre kredser om spændingsfeltet mellem sandhed og falskhed og om, hvad der kendetegner det ægte, når det gælder tro, liv og forkyndelse. I Jeremias advares der mod profeter, som ikke taler Guds ord, men blot fremsiger deres egne forestillinger. De siger det, folk gerne vil høre, men uden sandt indhold. I Romerbrevet sættes der fokus på dem, der lader sig lede af Guds Ånd. Og i Matthæusevangeliet advarer Jesus mod de falske profeter og siger: “I skal kende dem på deres frugter.” Fælles for teksterne er, at det ikke er nok at sige det rigtige. Det handler om, hvad der i virkeligheden kommer ud af det: Forkyndelse, der ikke er hul, men sand, liv der udspringer af Ånden og ord der bærer frugt.
3. Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i?
Evangelieteksten står som afslutning på Bjergprædikenen og har karakter af en formaning. Den jødisk-kristne menighed, Matthæus skriver til, levede i en tid præget af uro, forfølgelse og mange konkurrerende religiøse stemmer. Hvem taler sandt? Hvem skal man lytte til? Jesu ord fungerer som rettesnor: ikke alt, der lyder rigtigt, er det. Det skal vurderes på frugterne, altså konsekvenser af det sagte. Det er en opfordring til at skelne og samtidig en opfordring til at lade sin egen tro bære frugt.
4. Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv?
Jesus siger noget, vi måske godt ved, men som vi ofte glemmer, at det ikke er de flotte ord, men handlingerne – frugterne – der afslører, hvad der er sandt. Og det kan vi ikke nødvendigvis “sige os selv”, for vi bliver let forført af det, der lyder rigtigt.
I bogen Nachfolge, der netop handler om Bjergprædikenen, taler Dietrich Bonhoeffer om forskellen mellem “billig nåde” og “dyr nåde”. Den billige nåde er nåden uden discipelskab, uden forvandling. Billig nåde tager man for givet uden at lade det forandre noget i livet. Den dyre nåde kalder derimod til efterfølgelse og omvendelse, til et liv, hvor troen bære frugt. Her er det nødvendigt med den lutherske påmindelse om, at troen ikke er noget, vi selv præsterer. Det er Ånden, der virker forvandling ikke os selv og derfor giver Romerbrevets læsning et vigtigt perspektiv til evangeliet.
5. Hvad kommer det os ved?
Det kommer os ved, fordi vi ligesom dengang lever i en verden fuld af stemmer, meninger og “profeter”. I dette virvar har vi brug for visdom til at skelne. Jesu ord er ikke kun en advarsel om de andre, men også en invitation. En invitation til at spørge sig selv: Hvordan kender jeg sandheden? Hvem taler sandt i vores tid? Lever jeg, som jeg prædiker? For profeter er ikke kun bibelske skikkelser. Også i dag findes der dem, der forsøger at tolke fremtiden og vejlede os med stemmer, der siger: “Det har vi ikke råd til,” eller: “Hvis I ikke gør, som jeg siger, går det galt.” Men vi skal stadig kende dem på deres frugter – ikke på deres slagkraft, retorik eller skræmmekampagner, men på det, deres ord og liv fører med sig. Jesu advarsel er et værn mod vildledning, men kan ikke stå uden en påmindelse om nåden. Ikke den billige nåde, som Bonhoeffer advarer imod, men den dyre: den, som kalder til omvendelse og efterfølgelse. Den, som kommer til os med den sande Profet Jesus, hvis nåde aldrig må undervurderes. For selv når vores frugter er uperfekte, er vi ikke uden håb. Og når du selv snubler over Bjergprædikenen, og det vil du, så rækker Jesus dig hånden. Ikke for at dømme, men for at rejse dig op. Så du, én gang til, kan begynde at bære frugt. For det gør den sande profet: hjælper den faldne op.
9. søndag efter trinitatis 2025
Af: Karen Blauenfeldt Dam, Ringe Sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
At ”Herren roste den uærlige forvalter”!
Umiddelbart forventer de fleste vel en lignelse med et klart moralsk sigte, der skal tale til samvittigheden i os, og ikke som lignelsen her sætte spot på (og endda) rose vores instinktive lyst til at snyde, og endda for andres midler
2. Er der tematiske tråde mellem teksterne (GT, epistel/lektie, evangelium)?
Synd og uærlighed tematiseres. Ordsprogenes Bog opfordrer til at handle retfærdigt og efter Herrens vilje, Johannes-brevet gør opmærksom på at synden lever i os alle, men at Kristus tog den på sig som et sonoffer, og evangeliet opfordrer så til……at vi skal skaffe os venner ved hjælp af uærlig mammon.
Eller, gør os opmærksom på: at det mål vi måler med, med det skal vi selv tilmåles.
3. Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i (historisk/fortællermæssigt)?
Lukas er generelt optaget af forholdet mellem rig og fattig og lignelsen om den utro godsforvalter ligger da også lige midt imellem lignelsen om den fortabte søn (der også ødslede rigdom bort, men blev taget til nåde) og lignelsen om den rige mand og Lazarus (hvor Lazarus absolut IKKE ødslede sin rigdom bort, og derfor heller ikke blev taget til nåde)
Lukas 16,14: ”Alt det hørte de pengeglade farisæere…….’”
4. Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv?
At penge/værdier ikke er så interessante i sig selv, men kun som muligheden for os til at være enten nærige eller ødsle og satse på barmhjertigheden og tilgivelsen. Godsforvalteren roses fordi han handlede kærligt og ødselt – en slags modbillede på lignelsen om den gældbundne tjener, der netop kun gav nærighed videre, efter selv endda lige at have modtaget stor barmhjertighed.
Altså: synd tappert! Og stol på nåden, for nåden er altid større end vi forestiller os.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Lignelsen om den utro godsforvalter giver livsmod! Tilgiver Gud virkelig en så uærlig godsforvalter, så går det nok også an med mig og mit liv, for jeg snyder jo kun en lille-bitte-lille smule i skat…..og måske lidt med kørselsregnskabet…….og tidsregistreringen, men det er bare for at ingen skal opdage hvor doven jeg i virkeligheden er……
En advokat var død og stod nu ved perleporten og brokkede sig til Skt. Peter. Han syntes døden var kommet lige tidligt nok. ”Men du blev da hele 103 år”, indvendte Skt. Peter, ”Hvad!?”, sagde manden ” jeg er kun 64!”, hvortil Skt. Peter bladrer i sine papirer og sige ”det må du virkelig undskylde – vi har lavet opgørelsen efter dine timesedler……”
Nej, så smålig ville Skt. Peter aldrig være!