Hør også "Prædiken på vej" som podcast herunder:
13. søndag efter trinitatis 2025
Af: Iben Bager, Munkebo sogn
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Det handler om næstekærlighed: Guds kærlighed gives videre som næstekærlighed. Fortællingen om Den barmhjertige samaritaner kan ses som et svar på en anden af de store Lukaslignelser, fortællingen om Den fortabte søn: Gå du hen og gør ligeså. Det er ikke et spørgsmål om fortjeneste eller en ”det er din tur”-gensidighed, men selve den kærlighed livet vokser frem af.
2 Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
Den ligger helt eksplicit: ”Gå du hen og gør ligeså” – Vær et medmenneske.
For du skal elske din næste som dig selv. Det er en fordring. Det er Guds bud, fordi det er sådan, Gud i Jesus Kristus forholder sig til os: barmhjertigt.
3. Og hvordan er det relevant for din menighed?
Vi er forpligtede på hinanden, men det er ikke entydigt, hvordan vi er forpligtet. Jeg skal tage hånd om mit medmenneske på den måde, han eller hun er bedst tjent med, men hvad det vil sige i den givne situation, må den enkelte selv finde frem til ud fra sin forståelse og livssituation. Det store spørgsmål er hele tiden, hvordan vi udøver næstekærlighed i virkeligheden. Det er der ingen lette svar på, og dilemmaerne står i kø. Både i krige rundt omkring i verden, men også i vores egen hverdag. Måske har vi prøvet en situation, hvor det var alt andet end klart, om vores indsats for at hjælpe et menneske overhovedet var en hjælp. Måske blev alt værre deraf, måske fik vi aldrig svar, fordi vi kun kendte den vej, det tog, og ikke hvad det kunne være blevet. Gjorde vi det rigtige, skulle vi have gjort noget andet: det ændrer ikke på, at vi er kaldt frem og må forholde os – næstekærligt.
4. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Der er flere veje, jeg kunne finde på at tage teksten, blot et par overskrifter:
Jeg sidder med Hannah Arendts ”Menneskets vilkår”, hvor hun henviser til det romerske udtryk for ”at leve” som det samme som for ”at være blandt mennesker”, inter homine esse. På samme måde var ”at dø” og ”at ophøre at være blandt mennesker” det samme.
Vi er altså i grunden henvist på hinanden. Det betyder også, at vi kan ”sætte liv i hinanden” ved vores medmenneskelighed. Eller det modsatte.
Med Hannah Arendts begreb ”natality”, at mennesket er skabt under begyndelsens fortegn, ville jeg tage udgangspunkt i, at Gud i kærlighed har sat begyndelse for os, og lege med tanken om hvordan liv kan blive til i mødet med et medmenneske. Vi kan overveje, hvornår vi selv på den ene eller anden måde er blevet løftet ind i liv og tilblivelse af en anden, måske én vi ikke havde regnet med hjælp fra. Og vice versa, positionerne skifter som bekendt livet igennem, og vi bliver også selv til ved at træde frem for andre.
At leve er at være blandt mennesker – og Gud blev menneske for os. Det forstår ingen, mn det relevante er heller ikke forståelsen, men relationen.
ELLER jeg kunne have lyst til at lege med næstekærlighedsbuddet som netop et ”du skal”. Der kan være en lettelse i at tænke det medmenneskelige som et stykke arbejde, der er os pålagt uafhængigt af, om vi har den rette næstefølelse i os.
Det slog mig en dag, at det er berigende at være i selskab med mennesker, der er sig bevidst, at det sociale liv også er en slags arbejdsplads, hvor man skal gøre en indsats. De samtaler, hvor jeg har følt mig mest (gen)oplivet, har jeg haft med mennesker, som går til dialogen med en vis kejtethed og som noget, vi begge kan blive klogere af. En af de bedste samtalepartnere, jeg har haft, er et menneske, som ikke selv synes, hun intuitivt mestrer det sociale – og derfor reflekterer og øver sig i at være medmenneske.
Når vi skrider frem med vores intuitive godhed og skråsikre moralske standpunkter kan vi godt dræne rummet lidt. Det medmenneskelige er ikke noget, vi bare mestrer, men noget der bygger os hen ad vejen, og det er lykkeligvis muligt for enhver af os at være medmenneske, netop fordi det ”bare” beror på et bud og en handling.
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
Det kunne være noget a la:
”At leve er at være blandt mennesker”, sagde romerne. Kan det også føles som døden at være blandt mennesker?