Marias bebudelsesdag

Af: Hanne Uhre Hansen, Religionspædagogisk konsulent og teologisk medarbejder i Fyens Stift  

I dag er det Marias bebudelsesdag, som det så smukt hedder. Den dag, hvor Maria af en engel fik besked om, at hun skulle føde en søn – Guds søn, verdens frelser og himlens konge!

Overvældet? Ja. Men ikke af bekymringer, forbløffelse og angst, som man ellers levende kunne forestille sig; Maria er overvældet af Gud, og hun bryder ud i lovsang af bar begejstring:

Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

Nogle ville nok ellers have mødt sådan en besked med en god portion skepsis og ikke mindst bekymring og usikkerhed for hvad fremtiden bringer. Men ikke Maria. Hun griber beskeden med hjertet. Og hun fryder sig over den lykke at Gud vil gøre sig til ét med sit folk. At han vil blive menneske, af kød og blod, som du og jeg, og samtidig et menneske som ingen anden. For det ændrer noget helt fundamentalt ved vores vilkår, og det ved Maria; der er grund til at glæde sig: Ingen skal længere være alene.

Det er selvfølgelig en mærkelig ting at sige lige nu, i vores corona-ramte hverdag, hvor vi netop ikke er sammen, og mange faktisk sidder alene. I denne tid, hvor vi holder sammen ved at holde afstand, hvor vi ikke kan mødes frit og give knus og håndtryk og alt det, der plejer at markere vores samhørighed. Lige nu kan det være svært at afgøre, om en sådan påstand skal høres som en hån eller et håb!

For nogle af os er isolationen en påmindelse om alt det, man plejer at have af fællesskaber, og som man nu savner – gode, stærke fællesskaber, der trækker usynlige tråde og giver trøst trods afstanden. For andre er isolationen en yderligere understregning af den ensomhed, der altid er der, men som nu ikke engang kan dækkes af hverdagens adspredelse.

Intet menneske er en ø, siges det. Og det er selvsagt rigtigt, for så vidt at ingen af os er kommet til verden uden at være i nærkontakt med minimum én: vores mor! - Ikke engang Jesus! Dertil er vi som mennesker altid og på godt og ondt vævet ind i en familie, i et samfund, i en historie.

Det ændrer dog ikke på, at det er let at komme til at føle sig alene, nu hvor mange af os rent faktisk er det. Det fjerner heller ikke den ensomhed, der uvægerligt følger med det, at være den eneste, der er dig. Den hverken kan eller skal vi løbe fra, for i den bliver du dig selv.

Men det minder os om, at vi har et ophav. At der altid er en, der står bag os. En, der følger os hele vejen til verdens ende. Selv om alt andet skulle svigte, så er der én, der aldrig gør det. Gud følger os i alt, fra den dybeste glæde til det tungeste mørke.

For da Gud bliver menneske, fletter han vores historier sammen med hans. Vi får del i hans historie, ligesom han tager del i vores. Ikke bare i filosofisk forstand; Nej Gud lever et menneskeliv, med alt hvad det indebærer. Han bliver en del af en familie, et samfund, en historie. Han mærker træthed, smerte og sult. Han oplever venskab, kærlighed og hengivenhed såvel som ensomhed, angst og forladthed - ja, selv døden går han igennem. Og lige der, hvor alt synes tabt, bliver livet til igen. Intet sted, ingen del af menneskelivet er længere uberørt af Gud.

Og så gør han én ting til. Han peger på enhver af os og minder os om, at ensomheden måske nok er et eksistentielt vilkår, men ikke en begrænsning: Ingen har nok i sig selv. Og du er mere end bare et menneske: Du er et medmenneske med mulighed for at tage imod, give videre og række ud.

Det er derfor Maria bryder ud i lovsang. Hun forstår med hjertet hvad hjernen ikke kan fatte: At Gud kommer til verden for at binde sig til os i et evigt og betingelsesløst følgeskab.

Han er kommet for at blive!

Amen!