Fortsæt til hovedindholdet

Hesselager Pastorat, Fyens Stift 

Stillingen som sognepræst i Hesselager Pastorat, Svendborg Provsti, i Fyens Stift er ledig til besættelse den 1. juli 2026

 Hesselager præstegård og kirke

Hesselager kirke

Til stillingen er knyttet forpligtelse som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed.

Til stillingen er der knyttet en forpligtigelse på Hospice Sydfyn, som Hospicepræst, svarende til 25% af en fuldtidsbeskæftigelse

Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013)

Stillingen er lønindplaceret i løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i Folkekirken. Der vil til lønnen kunne ydes et rådighedstillæg med et afrundet beløb på kr. 43.000 årligt (grundbeløb pr. 31. marts 2012).

Der tages forbehold om udvidelse af ansættelsesområdet i overensstemmelse med Finansministeriets aftale af 15. august 1975 med tjenestemændenes centralorganisationer om ansættelsesområder for tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken.

Der er knyttet tjenestebolig til stillingen.

Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.

Alle uanset køn opfordres til at søge stillingen.

Du kan læse mere her: 

Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, opfordres du til at kontakte både menighedsråd og provst, samt evt. præst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.

Er det første gang du søger embede i Fyens Stift, anbefales du ligeledes at kontakte biskoppens sekretær, for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Mads Davidsen, ligeledes inden ansøgningsfristen udløber.

For ikke ordinerede ansøgere bedes kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet vedlagt.

Ansøgninger stiles til Kirkeministeriet, men sendes til Biskoppen over Fyens Stift, Klingenberg 2, 5000 Odense C eller til Fyens Stifts mailadresse kmfyn-ansoegning@km.dk  

Ansøgninger skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdag inden kl. 15.00

Opslået:  21.04.2026

Udløber: 11.05.2026

Sognepræst til Hesselager Sogn (75%) og Svendborg Hospice (25%) 

Hesselager ligger naturskønt på Sydøstfyn lige midt mellem Nyborg og Svendborg og bare 4 km fra Storebælt. Vores sogn har 1125 medlemmer, som bor i landsbyerne Hesselager og Vormark samt oplandet hertil.

Vi ønsker os en præst

  • der er teologisk velfunderet og rummelig i sine teologiske holdninger
  • der vil formidle evangeliet, så det bliver vedkommende og nutidigt for hele sognet
  • der vil engagere sig i at skabe relationer til mennesker i alle aldersgrupper og livssituationer
  • der vil indgå i et positivt samarbejde med menighedsråd, medarbejdere og præstekolleger i nabosogne
  • der er nysgerrig på eksisterende traditioner og vil inspirere til nye tiltag
  • der har lyst at indgå i lokale fællesskaber

 

Vi tilbyder

  • et godt præstejob i et sogn med gode traditioner og åbenhed for udvikling
  • variation og mangfoldighed i arbejdsopgaverne i sognet og på hospice
  • dygtige og dedikerede kolleger både i kirken og på hospice samt nabosogne
  • engagerede frivillige
  • et samarbejdende menighedsråd
  • en smuk middelalderkirke med historisk vingesus
  • en stor, tidssvarende og velindrettet bolig med dejlig have
  • kontor i særskilt del af boligen og konfirmandstue i en af præstegårdens længer.

Særligt om hospiceopgaven

Hospice Sydfyn, er normeret til en 25% præstestilling.

I praksis er præsten fast til stede én dag om ugen på hospice.

Som hospice præst er det allervigtigste, at man har flair for menneske til menneske kontakten, ofte på tomandshånd.

Derudover at man har lysten til at være en del af et arbejdsfællesskab, hvor der forventes at man til daglig- og tværfaglig konference bidrager og byder ind med sin faglighed.

Og at man som menneske er rummelig og har blik for mangfoldighed.

Erfaring og gerne sjælesørgeruddannelsen er en fordel

Kirke og kirkeliv

Ud over de faste højmesser har vi tradition for 4. Maj mindegudstjeneste, friluftsgudstjeneste 2. Pinsedag sammen med nabosognene, juleafslutning for børnehaven og skolen.

Vi har kirkekaffe, foredragsrække og koncerter m.m.

Vi er optaget af bæredygtighed og biodiversitet og er derfor både grøn kirke og grøn kirkegård. Vi planlægger endvidere at etablere en kirkeskov.

Boligen
219 m2 bestående af to sammenhængende stuer, køkken, bryggers, tre værelser, to badeværelser samt gæstetoilet, entré og præstekontor. Der er fra stuerne adgang til to træterrasser. Endelig er der en stor parklignende have.

Området
Der er gode busforbindelser til både Nyborg og Svendborg.

Området har et meget aktivt foreningsliv f.eks. GOG håndbold og HOGG fodbold. Hesselager har børnehave og en indskolingsafdeling af den lokale Stokkebæk skole samt apotek, lægehus og dyrlæge. Der er et stort supermarked i byen, der er kro og forsamlingshus. Hesselager ligger midt i attraktiv natur med Damestenen, skov og strand. Nær byen ligger den gamle herregård, Hesselagergård, hvis historie er tæt forbundet med kirkens. Områdets historie er skildret i det flotte Hesselagertæppe, som hænger i kirkens våbenhus.

 

Læs mere her:

Hesselager kirke
Hesselagerkirkes face book

Kirkefondet

Gudmekongens land

Hospice Sydfyn

Svendborg provsti

Vi opfordrer ansøgere til at kontakte og evt. besøge os.

Kontakt

Formand for menighedsrådet: Birgit Villebro på tlf. 61716237 eller birgit.villebro@gmail.com

Hospicechef, Hospice Sydfyn, Marianne Nielsen på tlf. 30632007 eller mn@hospice.rsyd.dk

Provst, Svendborg Provsti: Bente Holdgaard på tlf. 40488751 eller benho@km.dk