Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 24 til 34
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«
Bekymringer. Frygt. Angst. Vi kender alle følelsen. Vi kender smagen i munden. Den metalliske smag og fornemmelsen, når kroppen spænder, og hjertet begynder at hamre og hjernen arbejder på højtryk og det hele bliver til tankemylder. Vi kender de nætter, hvor søvnen nægter at komme, fordi tankerne løber i ring: “Hvad med økonomien? Hvad med børnene? Hvad med klimaet, krigene, de brudte løfter, ensomheden, sygdommen? Og hvad med Gud selv?”
Frygt, angst og bekymringer er ikke moderne påfund. De er menneskehedens gamle følgesvende nærmest fra skabelsens morgen. Allerede Adam og Eva krøb sammen i skyggen af kundskabens træ, da de mærkede frygten for første gang: frygten for Gud; frygten over at være blevet forladt af Gud; frygten for at gå ud i en verden, der føltes alt for stor. Bekymringen for hvordan det skulle komme til at gå dem.
Og dybt i os genlyder den samme erfaring, som salmen, vi skal synge om lidt, formulerer det:
“De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.”
For bag bekymringerne ligger længslen. Længslen efter fred, efter et sted, hvor vi kan hvile, hvor vi ikke behøver at have kontrollen i egne hænder.
Det samme gælder evangelieteksterne. De kender også frygten og angsten. De kender bekymringerne, som æder os indefra; gnaver i sjælen. Jesus taler om det hos Matthæus til denne 15. s. e. trinitatis. Han taler om nætterne, hvor vi ikke kan trække vejret frit. Om hvordan bekymringerne lammer os, tærer på kroppen, æder sjælen, så døden allerede har fået fodfæste midt i livet. Han siger det, vi sådan set godt ved, men alligevel med alle midler forsøger at holde fra livet. Men vi ved også godt at frygt og bekymringer er nogle af de stærkeste kræfter i livet.
Og så taler han om penge. Selvfølgelig gør han det. For penge er frygtens valuta. Vi samler, vi sikrer, vi forsikrer os. Som om vi kan købe os fri af dødeligheden. Men “ingen kan tjene to herrer,” siger han så.
Det lyder meget tilforladeligt og vi kan godt sidde og nikke bekræftende til de ord og føle os enormt inspireret. Men ak! Vi er ikke parate til at slippe kontrollen og vi vil så gerne finde balancen: lidt Gud, lidt mammon, lidt åndelighed, lidt sikkerhed. Jeg har da selv tænkt, at det lød som en rimelig god plan. Men sandheden er, at det aldrig er nok. For vi tror, at vi har sikret os og opdager først for sent, at sulten efter mere altid vender tilbage. Men bekymringen er umættelig.
Og Jesus peger netop på det, vi forsøger at ignorere: at hele denne ophobning i virkeligheden er en tilbedelse af kontrol. Det er kontrollen, der er afguden, som vi forgæves bygger vores liv på, og den knuser os igen og igen. Men vi kan ikke styre livet, vi kan ikke styre døden, vi kan heller ikke styre kærligheden, og vi kan ikke styre morgendagen.
Derfor siger han: “Se himlens fuglene. Læg mærke til liljerne på marken.” Og bemærk så, hvad han ikke siger. Han siger netop ikke: “Skam jer, fordi I bekymrer jer.” Han siger netop ikke: “Hvis bare I bad hårdere og mere indtrængende, så havde I det bedre.” Nej, han taler til os, som de mennesker vi er. Han ser forælderen, der ligger søvnløs, mens tankerne kredser om det barn, som har det så svært. Han ser den, der frygter lægens svar i morgen. Han ser det barn, som bor alt for langt væk fra sin forælder. Han ser os i det hele. Og i stedet for at slå os oven i hovedet med sine ord, vender han blikket og siger: “Se fuglene. Læg mærke til blomsterne.”
Og i vores øjne flammer et glimt op, som Jens Rosendals salme beskriver:
"De dybeste lag i mit hjerte
har set et forklarelsens land,
hvor alt var et fuldkomment billed,
og lykken var evig og sand,
men kun som et glimt, som en lysning,
der strøg over marker og vand.”
I modsætning til os, forsøger fugle og blomster ikke at forhandle med Gud. De er bare. De trækker vejret. De modtager sollyset og regnen. De står i al deres skønhed uden at bekymre sig om, hvordan de bliver taget imod. De eksisterer i det, vi kunne kalde en ren modtagelse af nåden. Og det er præcis dér, Guds rige bryder frem.
“Søg først Guds rige,” siger han, “så skal alt det andet gives jer i tilgift.”
Vi har så let ved at gøre det til en handel med ord og gerning som: “Hvis jeg søger nok, be’r nok, lever helligt nok, så får jeg nok det, jeg længes efter.” Men Guds rige er ikke transaktionelt. Guds rige er ikke en gulerod, der dingler foran os. Guds rige er ikke bare et fremtidigt rige med harpespillende engle og guldbelagte gader. Nej, Guds rige er nu. Her. Midt iblandt os. I det øjeblik vi giver slip på illusionen om selv at være vores egen frelse.
Guds rige er ikke en præmie for de få stærke, de udvalgte, de rene og hellige. Og hvis det var sådan, ville vi alle være fortabte. Nej, Guds rige er den brændende kendsgerning, at vi allerede er omsluttet af en kærlighed, vi ikke kan undslippe. For alt – alt, hvad der er skabt – skal til sidst drages ind i Guds uendelige omsorg. Ingen undtagelser. Ingen rest, der går tabt. Og hvis vi er elsket, så er alle elsket. Hvis Gud holder os oppe, holder Gud også dem, vi foragter, dem, vi frygter, dem, vi dømmer ude, oppe.
Og det er måske det, der er allersværest at acceptere. At Gud ikke elsker os, fordi vi lykkes med at holde sammen på vores liv. At Gud ikke elsker os på bekostning af andre. Men at Gud elsker, fordi Gud er kærlighed. Punktum. Og i den kærlighed er der ingen dømt ude.
Og salmens stemme gør det endnu tydeligere:
“Er billedet til som en kalden,
der rammer mig langvejsfra?
Et paradis, fjernt og forsvundet
fra slægten, jeg stammer af?
Er kaldet kun ekko af drømme,
den ø, som er intetsteds til,
så har den dog morgenens klarhed
og kræfter, som aldrig går til.”
Så når Jesus siger: “Vær ikke bekymret for dagen i morgen,” betyder det ikke, at morgendagen bliver problemfri. Han siger derimod: “I er ikke i morgen endnu. Men jeg er. Og når I når frem, vil jeg allerede være dér – med den samme nåde og kærlighed, der bærer jer i dag.”
Og jeg ved så udmærket selv, at det ikke er en fred, der fjerner bekymringen, men at det er en fred, der bærer selv midt i bekymringen. En fred, der gør os frie til at leve også nu, i dag; i livets kaos. For hvis Gud allerede er dér, midt i det, vi ikke kan kontrollere, hvorfor så klamre os til illusionen om, at vi selv kan redde os selv og verden?
“Min Gud, som jeg kalder den mester,
der maler mig morgenens drøm,
det spekter, jeg ikke behersker,
af længsel urolig og øm”
Sådan synger hjertet, når det begynder at slippe kontrollen og overlade alt til Gud, som holder os oppe – ikke på grund af vores styrke, men på grund af sin kærlighed.
At leve i Guds rige er at opdage, at vores værdi ikke er hængt op på bankkontoen, produktiviteten, den sociale rang eller præstationerne. Det er at opdage, at vi hele tiden har været mere værdifulde, end vi troede, vi var. Og hvis vi tør stole på det, så åbner dørene sig, og så ser vi, at også dem, vi frygter, dem, vi ser ned på, dem, vi mener, lever helt forkert – også de er båret af den samme nåde.
Liljerne og fuglene er ikke naive symboler. De er Guds undervisning i radikal tillid. De minder os om, at Guds rige aldrig kun er i det store, men i også det små: i en dyb indånding, i et øjebliks stilhed, i en sårbar tillid til, at Gud virkelig tager sig af os. Ikke fordi vi har fortjent det, men fordi Gud ikke kan lade være. Fordi det er hans væsen. Og derfor synger vi:
“Du, skabelsens Gud, som vil bøje
dig ned til din verden i dag.
…
Din Ånd over lande og have,
din kalden på skabningen selv
er lyden i alt det, du skabte
i blodets og flodernes væld.”
Så hvad nu, hvis vi levede, som om det var sandt? At der er nåde nok til i dag. At der er kærlighed nok til i dag. At der er barmhjertighed nok til i dag. Hvad hvis vi lod os befri fra bekymringernes tyranni, som allerede har stjålet så mange år af vores liv? Hvad hvis vi, bare et øjeblik, levede som fuglene og liljerne? Det er det store spørgsmål. Ikke kun til denne landemodegudstjeneste, men det daglige spørgsmål.
Jeg ved ikke med jer, men jeg vil – og jeg ved, at det bliver svært – prøve at leve sådan. Prøve at slippe min trang til kontrol og lade mig elske uden forbehold. Prøve at søge Guds rige først, ikke som en opgave, men som en opdagelse: at det hele allerede er givet. At jeg allerede har alt, jeg behøver. At Gud aldrig har tænkt sig at give slip på mig. Eller på nogen af os. Så syng, som Jens Rosendal:
“Så mød mig en skabelsens morgen
her midt i mit goldeste land,
og knus mig i selviskheds ørken,
skab du så, som Skaberen kan.
At uro kan vendes til glæde,
min længsel til det, jeg formår:
at rejse mig nyskabt og leve
på jorden, mens dagene går.”
Hvis jeg kan synge det og begynde at tro det, bare en smule, så tror jeg enhver kan. For det er sandheden om os alle: at vi er allerede hjemme. At vi er allerede elsket. At vi er allerede frie. At alt allerede er givet os i tilgift, fordi Guds rige allerede er her.
Amen.