Prædiken ved 
Landemodegudstjeneste 2026

I evangeliet bringes uforenelige størrelser sammen. En foragtet tolder kaldes til efterfølgelse af Frelseren selv. Omkring bordet brydes alle gængse sociale normer, når mennesker, der ellers aldrig ville dele måltid, samles. Jesus taler om brylluppet som en fest, man ikke må gå glip af, for her er brudgommen til stede, og ham hører vi til. Alle forsones ved Kristus, den nyskabende kraft, der har for meget styrke til at kunne rummes af de gamle slidte vinsække eller klæder.  

Også i et moderne menneskes liv er der mennesker og systemer, der skal fungere sammen, for at vi kan bevæge os rundt i hurtige strømme, hvad enten vi arbejder, kommunikerer eller rejser. Mange af os har oftest billetten med os på telefonen, når vi har købt os adgang til bussen. Men som vi med flere eksempler har kunnet læse om i den lokale avis, så matcher vores adgang til bussen ikke altid med en virkelig blåstempling af os som passagerer. For køber man sin billet på en app, så må man tage i betragtning, at teknikken bag bevirker, at man nogle gange først modtager sin lovlige billet, når bussen er kørt i garagen for natten, og man for længst er passet op af en kontrollør og har fået en bøde. Kontrolløren kan hverken gøre fra eller til. Han udfører blot sit job og kan ikke indlede en fornuftig samtale eksempelvis med den studerende, hvis billet ikke kommer frem på skærmen. Han arbejder ud fra et system, der har sat hans egen sunde fornuft og dømmekraft ud af spil. Det kan slide på kontrolløren, der sandsynligvis i sin natur er et imødekommende og hjælpsomt menneske, at han intet kan taste ind på sin maskine, så han har mulighed for at reducere bødens størrelse eller annullere den. Systemet har magten, hvilket jo sådan set også fritager kontrolløren for et ubehageligt ansvar. Men arbejdsglæden bliver formentligt også derefter. Og den, der lige er blevet flere hundrede kroner fattigere, må frustreret, trist og magtesløs, skære i budgettet på anden vis og betale bøden. Hvis man da ikke lige er den, der går bananas på de sociale medier og kan opnå noget magt og et erstatningsspillerum der.

Hvis man gentagne gange oplever sig kørt over af et system, hvor der ikke er plads til mig, kan det få nogle konsekvenser. Fx for hvor man sætter sit kryds, når der er valg: -Ved et parti, som man måske ellers ikke tænker stort om, men det bliver dog en måde, hvorpå man kan vise sin protest imod det bestående.

Eller også kan andre mekanismer spille ind, når man drages af vrede politiske strømninger. I sin nye roman: ”Min mor og doktor Goebbels” har forfatteren Erling Jepsen sat sig for at finde ud af, hvilken historie hans mor gemmer på. Doddy, som hun kaldtes, tilbragte i 30´erne en del af sin barndom og første ungdom med at befæste sin halve tyske identitet hos sine bedsteforældre i Hamborg. 

Hun var bare otte år, da den nazistiske propagandaleder Herman Goebbels ser hende i øjnene og kalder hende ”Tysklands fremtid”, da nazismen er ved at blive en realitet. Doddy er henført, men da hun bagefter hjemme i den sønderjyske landsbyskole instruerer en leg, hvor der skal marcheres og siges heil, så bliver hun umiddelbart derefter et isoleret barn, og tilmed ignoreret af lærerne. Og aldrig nogensinde glemt for denne handling. Så er det lettere at være i Hamborg og Berlin, hvor der er status i den slags holdninger. Men da hun som ung har udsigt til en måske stor karriere, krydser Goebbels, Doddys store helt, tilfældigvis hendes vej igen, i det afgørende øjeblik, og han syntes ikke om den mørkhårede kvinde, hun er ved at blive til, så han desavouerer, ydmyger og nedgør hende så absolut, så skællet begynder at falde fra hendes øjne: Dette er ikke en farbar vej. Og skammen over ydmygelsen, skammen over at have taget fejl, og det at hun ikke længere hører til i nogle af de to verdener, er med til at føre hende i armene på den forkerte mand. 

Hun bliver gift med Erlings far, der vedligeholder hendes skam, og derfor har hun ikke så meget integritet, at hun griber ind overfor familiefaderens overgreb og terrorisering af deres børn.

Den form for tab af vished om egen dømmekraft og udfordring med at overkomme skam, er og har altid været noget, vi mennesker grundlæggende, om end oftest så i mindre omfang, kender til. Skam må overvindes af forsoning og kærlighed, så det fejlslagne menneske kan rette sig op igen. Taget i betragtning, at vi lever i en tid, hvor vores egne tilskyndelser til at komme hinanden til undsætning bliver fortrængt af rigide systemer, der overtager vores handlingsrum og lammer os, så skal Jesus da om muligt råbe det endnu højere til os end til Levi: ”Følg mig!”

Når vi hører ordene i dag, igennem så mange historiske lag, med nye og svære problemstillinger i vores samtid, så fungerer det jo ikke sådan, at vi skal tage ordene til os og leve efter dem, for så.. -For så kan vi klare livet.

Ordene ”følg mig” er givet i en bevægelse, hvor Jesus lige har helbredt en spedalsk, og så en lam, hvorpå han underviser ved kanten af søen, og så møder han Levi! -der rejser sig og følger efter Jesus, for derefter at have ham og de mange i hans følge til bords i sit hus. Så i samme hast, har Jesus også brudt fastereglerne og anden god skik, ja, han har opfundet et helt nyt spillerum. Og det kan de, der kendte reglerne, ikke helt affinde sig med. Men Jesus siger med en græsk talemåde, at han er kommet for at kalde syndere og helbrede syge. Hvad de forargede ser af regler og systemer, beskæftiger Jesus sig ikke med. 

Pointen er heller ikke, om han kan få nogen uden status til at bytte plads med de velanskrevne: Jesus spiser med dem, der vil sidde til bords med ham. Verden kan opføre sig, som den vil; té sig, som om man var budt til begravelse i stedet for bryllup, mene at man kan dømme ude eller inde, plante skam i den anden, kun have sit eget for øje, men Jesus tænker på fest, at rejse den faldne, og at få overvundet alt dette, der adskiller os.

Men er man overbevist om, at verden er på vej til begravelse, kæmper man selv meget med sin skam, og kan man ikke se, at det er så let at rejse sig og gå, er det så bare, fordi man ikke vil det nok, fordi man ikke er troende nok? For skal man på en eller anden måde kunne se, hvem der har rejst sig, -skal man have en anderledes gang, der viser, at man hører til blandt Guds hellige og elskede?

”Rejs dig, tag din båre og gå”, har Jesus lige inden dagens tekstudsnit sagt til den lamme, der blev firet ned gennem taget. Og derfra ved vi, at den helbredte rejste sig, men ikke hvordan hans gang på jorden derefter var. Vi formoder, at han nu ikke længere var hæmmet og prisgivet andres eventuelle lyst til at hjælpe for at komme til livet, hvor Jesus var.

Kristendommen vægrer sig ved at fortælle os præcist, hvad vi skal. Måske skal vi være dem, der bærer vor syge vens båre, og helt sikkert skal vi være dem, der fester, når vi er inviteret til bryllup. Med bryllupsbilledet er vi gæster, der stiller os til rådighed for glæden: Brud og brudgom skal ikke have hinanden til at passe ind i en gammel lædersæk eller på et gammelt stykke stof, for så forsvinder det, som det nye friske skulle have bragt af forundring og livsmod i den andens liv.

Vi skal vidne ved vores glæde, ikke ved vores sorg. Man kan øve sig i at opdage naturens forunderlighed, blive mild på sine gamle dage over, at et barn fødes ind i familien. -At lade skrøbeligheden få en plads hos os, at bevare og nære omsorg for det, der er os ganske nært. Vi skal jo ikke leve andre liv, som om vi var i en anden verden. Kristus er gået ind i vores verden for at være os nær og dermed bringe forsoning ind i vores liv som en realitet. Det er derfor, vi skal feste. 

Vores liv kan blive som nyt, når vi midt i de skriftkloges kritiske spørgsmål, afregning til "bødeudskrivere" og udmattende systemer, må insistere på glæden, som faktisk er mindst lige så virkelig, som alt det, vi har opbygget af fremmedgørende elementer. Derfor skal der også stadigvæk jubles over et mål, selvom VAR med en vis sandsynlighed overruler og siger, at en fod eller en hånd var, hvor den ikke skulle være, målet annulleres, og brølene på stadion forstummer eller ændrer karakter.

For hvis vi først står der og holder glæden tilbage, i en skuffet formodning om, at der alligevel ikke er grund til at juble, så har vi lige præcis ikke åbnet vejen for en fornyelse, der kan forsone vores egen væren på kant med tilværelsen, vores skam, eller optagethed af at være vigtige og fortravlede. Det er vores opgave at anstrenge os for at se os selv som bryllupsgæster, der hvor Jesus og os i verden forenes. Det sker ikke ved en forceret viljesakt, eller i kraft af en særlig religiøs muskel, men det er et svar og en reaktion, også kaldet tro, for her, heri er selve livet.