Menneskelig kontakt er dét, vi skaber i kirken

Et nyt år. 2026, har taget sin begyndelse. I virkeligheden synes alt at være nyt for tiden. Det hele synes at ske på sekundet; gule bjælker lyser op med seneste nyt, nye udtalelser, nye alliancer, nye trusler. Den gamle verdensorden synes at stå på tærsklen til en ny verdens-uorden. Med forsvarsministerens egne ord fra i går: ”Ingen kan forudse, hvad der sker i morgen.”

Men kirken, den er et gammelt hus, som den gamle salme bebuder. Den ved vi da endnu, hvor vi har. Den ligger lige dér på torvet, eller lige deroppe på bakken. Flere steder i landet er den endda lyst op her i de mørke vintermåneder. Det er den også oppe hos os i Veflinge på Nordfyn. Vores hvidkalkede kirke står dér, stødt og roligt, som en kampesten badet i projektørernes varme lys. Som et stille symbol på en trosfælle, et håbsanker, og verdens største kærlighedserklæring.

Forleden fik jeg besøg af en veninde. Hun er kulturkristen, som så mange andre, og hun er dårlig trådt ud af de tunge vinterstøvler, før hun begejstret udbryder: ”Hvor kan det bare noget, det der med at køre i mørket, og øjne en oplyst kirke i horisonten. Jeg ser for mig, hvordan generationer i hundredvis af år har søgt mod kirken for at gifte sig med deres elskede, begrave deres kære og håbefuldt døbe deres nyfødte. Og trofast, som kirken selv, er de gået til gudstjeneste søndag efter søndag efter søndag.”

Vi skal ikke underkende det gamle hus’ fysiske affektionsværdi. Lyden af kirkeklokker genkalder minder om sorg og glæde hos mange, og ofte møder jeg mennesker, som sjældent kommer i kirken, men som dog med en forsigtig hengivenhed erkender: ”Jamen lige dén kirke er jo vores kirke. Det er her, vi hører til.” Dog ville hverken kirkeklokker eller kirke vække så dybe følelser i folk, hvis ikke det var for mødet med kirkens levende stene. Alle dem, som puster liv i kirken, og skaber kirken. Kirken lever af fællesskabet og ånder i mødet. Dér hvor der er noget på spil, dér hvor menneskelige erfaringer deles og rummes. I den kirkelige hverdag møder man mange ildsjæle; menighedsråd, der frivilligt engagerer sig i alskens arrangementer, lægger arm med budgetter og sætter rammerne for kirkens lokale liv. Det daglige personale, som bidrager med sang og musik, grønne fingre, hårdt manuelt arbejde, kreative ideer og forkyndelse af evangeliet. Der er ikke meget gejst i gejstligheden, altså blandt præster, provster og biskopper, hvis ikke kirken møder medmennesket, hvor det er, og som det er. Derfor er vi at finde i storbyer som Odense, og i små landsbysamfund som Veflinge. Vi er på skoler, i arrester og fængsler, på gaden, i den offentlige debat, på hospitaler og på hospice, hvor jeg selv har min gang. Jesus var, hvor folket var, og derfor ønsker kirken at gå ud og gøre ligeså.

Mads, når du taler om, at vi skal være kirke, så opfordrer du også til, at vi skal gøre os klart, hvilken identitet, vi gerne vil have. Hvordan vi som folkekirke gerne vil være. Og her vil jeg gerne tilføje, at kirke også i høj grad er noget, vi gør. For vi slår følge med dem, vi møder, på et stykke af deres færd her i tilværelsen. I det helt konkrete – i det glædelige og det sorgfulde.

Som præst går jeg med ind i afmagten, når en patient på Hospice Fyn konfronteres med alt det, der ikke blev, for snart rinder livet ud. Jeg tager konfirmanderne med ud og oplever den levende næstekærlighed i samfundet, og undervejs danner jeg bagtrop med én af de unge, for hun har det svært derhjemme, og hun trænger til at blive lyttet på. 
Jeg cykler med i den lokale cykelklub og lytter både til eksistentielle overvejelser og til lærkesang, når vi hjuler rundt på de fynske landeveje. Der er dage, hvor jeg træder over dørtærsklen til travle hjem. Hjem med deadlines og fulde kalendere, og madpakker, der skal smøres. Og midt i det hele skal den mindste døbes, for der er alligevel noget større, vi kan læne os ind i, når vores menneskelige formåen hører op. Andre dage besøger jeg måske en enke eller enkemand, der kun har haft mig som gæst i huset, siden ægtefællen døde – vel at mærke for flere år siden. 

Da jeg var på julebesøg hos min familie på Sjælland, var jeg ude at lufte min hund nær min barndomskirke og de store marker deromkring. Alt var mørkt, frosten havde sat ind, og pludselig møder vi en anden hund og ejer. Vi deler hurtigt, at jeg er præst, og han er arbejdsmand, og efter snak om vind og vejr og om hvilket hundefoder der nu er bedst, åbner manden op og fortæller, at han døjer med depressioner og et sort sind. Lige dér midt i levet liv blev der ydet sjælesorg under stjernerne. Ejeren havde for mig intet navn og intet ansigt, for jeg genkendte ikke stemmen, og hans pandelygte skinnede med så kraftigt et lys, at det blændede for alt omkring ham. Men selvom der ingen øjenkontakt var, så var der i den grad hjertekontakt. Menneskelig kontakt, og det er dét, vi skaber i kirken.

Ja, meget er nyt. Og kirken er i virkeligheden også en nyhed med et par tusind år på bagen. For evangeliet har altid noget at sige til alle mennesker til alle tider.

Lad mig afslutningsvis låne nogle ord fra en nyere salme, der smukt beskriver, hvordan kirken ønsker at være: ”Et hus at komme til, velkommen her du være vil. Et hus, hvor kærlighedens bud folder sig ud, hvor mismod mødes af Guds løfte om at bære dig hver dag.” Lad de ord nå langt ind i det nye år og dybt ind i os alle sammen.

Tak for ordet.