Fortsæt til hovedindholdet

Præstekonvent 2026

                     Den 10 og 11 juni 2026  på Hotel Faaborg Fjord, Svendborgvej 175, 5600 Faaborg     

NYE TIDER?

Alting er i bevægelse, hvor skal vi hen?

Både samfund og kirke er altid i bevægelse. Nogle gange i samme retning, andre gange i modsatte retninger og sådan har det altid været. Uanset om det er som med- eller modspiller må kirken forholde sig til sin position i samfundet. På Fyens Stifts præstekonvent 2026 skal vi se nærmere på den bevægelighed, som kan sættes under overskriften Nye tider.

Hvad er status på forholdet mellem samfundet og kirken? Hvor skal vi lægge vægten i ordet folke-kirke-lighed? Hvad sker der i vores medlemsskare? Hvordan påvirker de nye tider livet i kirken? Bevæger vi os fra konfessionskirke til forsamlingshus? Skal kirken i fremtiden være markant, rummelig eller markant rummelig? Hvilken rolle spiller individet i fællesskabet?

Marie Vejrup Nielsen, institutleder for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, vil give et bud på fremtidige vilkår og udfordringer for folkekirken. Jacob Bliddal Mortensen, lektor på Institut for Kultur og Samfund i det Nye Testamente, Aarhus Universitet, vil med udgangspunkt i arbejdet med bibeloversættelsen til 2036 forholde sig til oversættelsens målgruppe. Og om eftermiddagen afholdes en talk imellem Iben Krogsdal, digter, forfatter og debattør, og Mikael Wandt Laursen tidligere leder af frikirkenet. De drøfter om der er en ny vækkelse i gang, hvad den i så fald handler om, og hvordan folkekirken forholder sig til den.

Som et nyt element i præstekonventet holder vi torsdag formiddag et medarbejdermøde, hvor biskop Mads Davidsen og stiftskontorchef Sanne Fonnesbæk vil orientere om forskellige forhold i stiftet. Og så er der, udover en unik mulighed for at mødes med kollegerne, også strandbar, middag, revy og meget andet godt at glæde sig til!

Vel mødt til præstekonvent i Fyens Stift 2026

Praktisk information

Hvem?

Konventet er for præster og emeriti i Fyens Stift.

Hvornår?

Onsdag d. 10. juni til torsdag d. 11. juni 2026

Hvor?

Hotel Faaborg Fjord, Svendborgvej 175, 5600 Faaborg


Check-in på værelser d. 10. juni kl. 15.00, Check-ud d. 11. juni kl. 09.00.

 

Hvordan tilmelder jeg mig?

Du tilmelder dig her:

 

Sidste frist for tilmelding er fredag d. 22. maj.

Det er gratis at deltage og tilmeldingen er bindende.