Fynboerne strømmede til åbent hus i Bispeboligen
Omkring 250 veloplagte og nysgerrige gæster lagde vejen forbi Bispeboligen i Klaregade 17 i Odense, da Fyens Stift inviterede til åbent hus den sidste søndag i august.

Interessen for at besøge Bispeboligen var stor.
Af: Malene Kjerstad
En lind strøm af forventningsfulde mennesker bevægede sig søndag middag mod Bispeboligen i Odense. Her var de inviteret til åbent hus og en let anretning i anledning af Biskop Mads Davidsens 50 års fødselsdag tidligere på sommeren.

Mange af gæsterne kom direkte fra Domkirken, hvor Biskop Mads Davidsen havde afholdt gudstjeneste.
Humøret var højt og snakken gik livligt i bispegårdens smukke stuer og frodige have. Her så de mange gæster sig omkring, stillede spørgsmål og fik et unikt kig ind på den historiske adresse, hvor den nuværende Bispebolig blev opført i 1915.
Invitation var åben for alle, så blandt gæsterne var både naboer, kirkegængere, kolleger og andre interesserede.

De smukke stuer i Bispeboligen summede af liv.

Også haven blev hurtigt fyldt op, og gæsterne nød det fine sensommervejr.

Tidligere organist ved Odense Domkirke, Preben Berg, stod for den musikalske underholdning.
Biskop Mads Davidsen og hans kone Kirstine Davidsen tog imod og bød velkommen til den uformelle sammenkomst i den smukke bygning, der ikke blot er embedsbolig, men også familiens hjem.
En bolig som mange har passeret, men få har besøgt. Indtil nu.

Der blev taget varmt imod de mange gæster.

I sin velkomsttale glædede Biskop Mads Davidsen sig over det store fremmøde.
Der blev sat pris på både gæstfrihed og traktement, og det var tydeligt, at de mange gæster havde set frem til muligheden for et besøg og en rundvisning - ikke bare i bispegård og have, men også i den gamle klosterruin, Sankt Clara Klostrets kælder der gemmer sig bagerst i haven.

Der var stor interesse for at se den gamle klosterruin.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men klosterruinen gemmer sig bagerst i haven.
Da de mange fremmødte havde hygget sig i et par timer i det lune sensommervejr, tog de afsked og takkede for den hyggelige sammenkomst i en Bispebolig, som de nu alle kender en lille smule bedre.

Tak for i dag.

Der blev hilst og taget afsked med de mange gæster, der takkede for muligheden for at komme ind bag murene.

Bispeboligen ligger centralt i Odense.