Fynske præster gjorde modstand

Uddrag af artiklen 

”Præsters modstand under besættelsen”

Af: Kirkehistoriker og forhenværende hospitalspræst Jens Rasmussen

Et kendt eksempel var fra Vester Aaby Præstegård. Faaborgegnens jødiske landbrugselever var gået i skjul efter den 2. oktober. Der var tale om unge tyske jøder, som var flygtet fra det nazistiske Tyskland ved at arbejde som landbrugselever i Danmark. I præstegården opholdt der sig 10 unge jøder med pakkede rygsække. Andre ca. 20 unge befandt sig på gårde i nærheden. Præsterne H.C. Andersen (1879-1955) i Vester Aaby og pastor emeritus Fr. L. Østrup (1862-1959) i Horne, tidligere præst sammesteds, havde taget initiativ til at hjælpe de unge jøder. Østrup var landskendt for sine foredrag, der advarende oplyste om antisemitismen og nazismen.

En flugtplan blev organiseret den 4. oktober. Fra disse præster fik en fynsk modstandsgruppe, bosiddende i Lumby uden for Odense, information om at afhente de jødiske landbrugselever, som skulle til Sverige, hvor de var i sikkerhed. Denne modstandsgruppe havde specialiseret sig i flugthjælp og bestod af lægen Vilhelm Ingerslev, gruppens leder, sognepræst Karl Povl Larsen (1902-1968), Lumby Sogn, dyrlæge Niels Juul og gartner Adolf Jørgensen. Flere læger deltog i flugtgrupper eller stillede deres tjenestebil med køretilladelse til rådighed. Lægerne skjulte flygtninge på hospitaler og lægeklinikker, og de var ofte organiseret i modstandsbevægelsen. Flere læger, som var børn af præster, var aktive.

Først fik Lumby-gruppen besked om, at Faaborgegnens jødiske landbrugselever befandt sig i et sommerhus på Horne land, men sommerhuset var tomt. Af sikkerhedsårsager var landbrugseleverne blevet flyttet. Gruppen blev omdirigeret og ankom først kl. 3 om natten til præstegården, hvor pastor Andersen tog imod, og herefter blev landbrugseleverne hentet på gårdene. I biler blev de unge tyske jøder kørt til Odense og anbragt i venteværelser på Odenses lægeklinikker. Flugtrejsen fortsatte med tog samme morgen den 5. oktober. Rejsen var tilrettelagt, men uden yderligere informationer. De unge tyske jøder kom helskindet til Sverige.

Redaktionssekretær for Fyns Tidende med speciale i udenrigspolitik og kirkestof Sven Arnvig (1903-1984) måtte også gøre brug af flugtgruppen fra Lumby. Han var i efteråret 1943 tilknyttet de opståede sabotagegrupper i Odense. Som bladmand deltog Arnvig i forberedelsen af flere aktioner og havde et stort netværk, bl.a. bad han flere gange det danske politi i Odense om at sende patruljevognene til områder af byen, hvor der lige netop den dag ikke skulle foregå aktioner. Endvidere hjalp han jøder på flugt, men i starten af december 1943 blev han stukket. Arnvig søgte straks ly i Lumby Præstegård hos pastor Karl Povl Larsen sammen med sin kone, journalist Gudrun Schak Arnvig. Pastor Larsen foranledigede, at de fik falske identitetspapirer som præsteparret pastor Madsen og frue. Arnvig blev udstyret med et Ny Testamente og folkekirkens salmebog. Den videre flugtrute gik over Svendborg, hvor en læge kørte dem til Tåsinge, hvorefter de sikkert kom til Langeland og blev indkvarteret hos provst V. A. Thelle i Rudkøbing. Næste dag gik flugten mod Bagenkop, og en fisker sejlede dem til Tårs på Lolland. Med en mælkebil kom de til Nakskov, og siden fortsatte de flugten til Nykøbing Falster. Herfra fortsatte de med tog mod København, hvor de blev indkvarteret hos venner i Gentofte. Sammen med andre flygtninge skulle de samles i et sommerhus på Stevns, men den fiskerbåd, som de skulle sejle med, blev opbragt af Gestapo. Herfra forsatte ægteparrets flugt til pastor K. Kristensen, Snoldelev. Det blev modstandsmanden pastor Kaj Johansen, Espergærde, som sammen med andre fik samlet de øvrige nævnte flygtninge. De var flygtet til Helsingør, og fra Snekkersten fortsatte flugten til Sverige. Dramatisk blev det imidlertid, fordi en tysk patruljebåd forfulgte fiskekutteren og skød efter den. Skipperen måtte sejle båden på svensk grund, mens patruljebåden sejlede ganske nær på kutteren. Heldigvis kom en svensk patruljebåd, og den tyske trak sig. Når flugten for Sven Arnvig og hustru blev så kompliceret, skyldtes det, at Gestapo var i besiddelse af et billede af Arnvig. Derfor kunne de ikke rejse over Storebælt og den direkte vej til København. Folkekirkens præstegårde var blandt de vigtige skjulesteder, når modstandsfolk, jøder og andre var på flugt for Gestapo, hvilket også vil fremgå af et eksempel mere i denne artikel.

Arnvig var i øvrigt knyttet til biskop Øllgaard, og da biskoppen udsendte sit hyrdebrev i starten af oktober 1943, tog han og medlemmer fra Ringen, præsterne E. Jeppesen, Kærum, og K.E. Løgstrup, Sandager, sammen med præsterne E. Hinde-Nielsen, Nyborg, og V. Kvist, Varde, til bispegården for at støtte Øllgaard.