"Den signede dag"
En ny kantate til alle kirker
I anledning af, at det i 2026 er 1200 år siden, at munken Ansgar som en af de første bragte kristendommen til Norden, udgiver "Korliv" en kantate skrevet af komponist Christian Præstholm og tekstforfatter Iben Krogsdal.
Biskopperne opfordrer til, at 1200-årsjubilæet markeres i landets kirker i pinsen 2026
Forside af Den Signede Dag - kantate for kor og orgel
I 2026 er det 1200 år siden, at munken Ansgar som en af de første bragte kristendommen til Norden. I den anledning udgives en nyskrevet kantate og en ny salme, der kan opføres i alle landets kirker.
Værket tager udgangspunkt i ’Den signede dag’, som i sin oprindelige form kan dateres helt tilbage til middelalderen, men som Grundtvig digtede som festsalme i 1826 til 1000-års festen for Ansgar.
Kantaten er for ligestemmigt kor, blandet kor, orgel, liturg og menighed. Den indeholder både en Ansgar-fortælling og en ny gendigtning af ’Den signede dag’.
Kantaten er tilrettelagt, så den er anvendelig under de mange forskellige vilkår, der findes i landets kirker, og håbet er, at kantaten vil blive taget i brug mange steder - enten i sin fulde længde eller i uddrag
Her finder du materialet
Download tekst og melodinode til salmen "Det stråler igen fra jordens rand".
Download tekst og klaversats til salmen "Det stråler igen fra jordens rand".
Lyt til den nye salmemelodi "Det stråler igen om jordens rand" ved at klikke her.
Lyt til melodi og sang "Det stråler igen om jordens rand" ved at klikke her.
Biskopperne opfordrer til, at 1200-årsjubilæet markeres i landets kirker i pinsen 2026 - gerne med inddragelse af kantaten og dens salmer.
Alle, der ønsker at være med i en fælles landsdækkende fejring af Ansgars komme til Norden ved at bruge hele eller dele af kantaten ”Den signede dag” kan tilmelde sognet inden den 1. maj 2026 på www.korliv.dk
Beskriv gerne med få ord, om I den dag opfører hele kantaten eller dele af den.
Salmedigteren Iben Krogsdal skriver om arbejdet med teksten:
"Set i lyset (eller i skyggen af mørket) af den tid, vi lever i (truslen om krig, mismod, afmagt og kristendommens store udfordringer i dag), har jeg valgt ikke at lave en ren jubelfest-gudstjeneste. I stedet har jeg i både salmer og ”prædiken-fortælling” fokuseret på det håb og det lys, vi kan hente i fortællingen om Ansgars (i første omgang ret mislykkede) mission.
Jeg har altså brugt den som en fortælling om, at lyset også virker dér, hvor noget er forgæves. Og at netop det, der forekommer forgæves, gådefuldt nok kan være særligt lysfyldt og blive til nyt liv."
De står bag udgivelsen
Kantaten udgives på initiativ fra landets biskopper og med støtte fra landets stifter samt Alving Fonden, Wilhelm Hansen Fonden og Traugott Møllers Fond.
Den udgives af Korliv – folkekirkens kororganisation – i samarbejde med forlaget Mixtur.
Teksten er af Krogsdal og musikken er skrevet af Christian Præstholm.