Overvældende interesse for grønne kirkegårde
Et overtegnet kursus i Fyns Stift omkring bæredygtighed på kirkegården løb af stablen på Fredens Kirkegård i Svendborg. Det nu andet kursus indenfor blot 4 måneder, hvor der har været så stor interesse for emnet, at det har skabt lange ventelister begge gange.

Af: Sofie Larsen Kure, projektleder i Grøn Kirke
Deltagere fra hele Fyns stift var samlet i Svendborg til endnu et kursus om bæredygtighed på kirkegården. Fredens Kirkegård dannede rammen for dagen.
Kirkegårdslederen og flere kirkegårdsmedarbejdere fra Fredens havde deltaget på det første kursus om bæredygtighed på kirkegården, og hjemme igen var de straks gået i gang med tjeklisten for grøn kirkegård, som de hurtigt kunne krydse af på. For arbejdet med grøn omstilling og bæredygtighed fylder allerede meget på Fredens Kirkegård. Så der var masser for deltagerne at se på, da de fik rundvisning af de dedikerede medarbejdere.
Det var en blandet flok af kirkegårdsmedarbejdere og menighedsrådsmedlemmer, der deltog. Nogle fra store kirkegårde, andre fra små. Og behovene er vidt forskellige, men alle kunne tage inspiration med hjem fra enten oplæggene, gruppesnakkene eller rundvisningen.
Hjemmehørende arter og levesteder for vilde dyr
Hvordan får vi mere plads på kirkegården til liv og ikke kun død? Naturen på kirkegården kan være med til at understrege kirkegårdens særlige funktion for mennesker i sorg – men kirkegården kan samtidig være så meget mere end det, nemlig et sted fyldt af liv for dyr og planter.
På kurset blev "grøn kirkegård tjeklisten" præsenteret for deltagerne, og der var massevis af eksempler på kirkegårde landet over, som nu arbejder med biodiversitet og bæredygtighed på forskellige måder. Ikke mindst Fredens Kirkegård, som stolt viste deres tiltag frem.
Et skovområde, metervis af kvashegn, stenbunker, vandhuller, fuglekasser, store blomstrende staudebede iblandet hjemmehørende arter, egen kompostering, dødt ved og fældede stammer, som får lov at ligge. Ja, overalt finder man små oaser for planter og dyreliv, som også skaber en intim og hjemlig atmosfære på kirkegården.
Med den store interesse i Fyns Stift for grønne kirkegårde planlægger det grønne stiftsudvalg og Grøn Kirke allerede et nyt kursus til foråret.