Hvordan taler man med børn om døden?

For børn med en livstruende sygdom, er det afgørende, at nogen kan og tør tale med dem om deres tanker og følelser.

”Hvorfor skal børn på 9 år dø?” ”Hvad sker der efter døden?” ”Er sygdommen min egen skyld?” ”Det var bedre, hvis jeg ikke var her, så havde mor ikke så mange bekymringer.” ”Hvordan kan Gud være god, når min lillebror dør?”

Det er nogle af de spørgsmål, som børn tumler med, når de rammes af alvorlig sygdom.

Ifølge hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer undlader mange voksne at tale med børn om tro, håb, skyld, skam, død og magtesløshed. Vi mangler ord og sprog til at tale om åndelige og eksistentielle emner, og derfor taler vi ikke om dem. Denne tavshed kan betyde, at barnet og dets familie oplever følelsesmæssig ensomhed i en situation, hvor de netop har brug for fællesskab og nærhed.

Elisabeth Rokkjær Hammer er hospitalspræst ved Odense Universitetshospital. Gennem sin tid som sognepræst, sorggruppeleder for børn og voksne, og nu hospitalspræst, har hun mødt mange børn og unge, der er ramt af forskellige former for sorg og krise. I bogen ”Sjælesorg i bevægelse”, som udkommer på forlaget Eksistensen i oktober 2021, giver hun eksempler på mulige sjælesørgeriske veje, man kan gå med børnene og deres familier. Vi har fået lov til at bringe tre eksempler fra kapitlet ”Sjælesørgeriske vandringer med børn ramt af sorg og krise.”

Hvor kommer vi hen, når vi dør?

Når vi konfronteres med døden, er det naturligt, at både børn og voksne spørger: ”Er der et efterliv, og hvordan ser det ud?” For Josefine på 11 år fyldte dette spørgsmål meget op til hendes lillebrors død. Forældrene havde svært ved at tale om lillebrorens nært forestående død, men følte samtidig, at det var vigtigt at få talt med Josefine om det.

De bad om at tale med en præst med henblik på at få hjælp til at tale om døden. Jeg mødte familien ved deres spisebord, og vi gik alle i gang med at tegne, hvad vi hver især tror, der sker efter døden. Da alle havde tegnet færdig, fortalte vi ud fra vores egne billeder, hvad vi hver især tror på. Herved blev der skabt et fællesskab, hvor det blev muligt for både Josefine og forældrene at sætte ord og billeder på deres tro. 

De skabte et fælles symbolsprog, der var meningsfuldt for familien at tale om i forhold til lillebrorens snarlige død, og hvor døden ikke stod alene. Troen på et evigt liv i Guds kærlige hænder skabte lys i mørket og blev en fortælling, hvori de kunne hente styrke. 

Du er ikke alene

Camilla på 13 år er uhelbredeligt syg. Camilla og forældrene har lige fået at vide, at der ikke er mere behandling at give, og at de nok må forvente, at der ikke er lang tid tilbage for Camilla at leve i. Personalet fortæller, at familien har været tavse hele dagen. De har bedt om at tale med en præst. Jeg kommer ind på stuen, hvor Camilla, som er en rigtig fodboldpige, ligger helt stille og forskræmt i sin seng. Ingen siger noget. Det er tydeligt, at Camilla er ivrig Liverpoolfan, da hendes sengetøj, puder og cover er prydet med Liverpoolspillere og citatet ”You’ll Never Walk Alone.”

Samtalen tog udgangspunkt i Camillas trygge livsverden, hvor hun fik lov til at fortælle om sin store passion for fodbold. Hun kunne fortælle, hun selv havde været en dygtig spiller, før hun blev syg. Samtalen gled derefter over i at dreje sig om, hvad ordene: ”You’ll Never Walk Alone” betød for hende og forældrene.

Det udviklede sig derfra til en samtale om troen på, at vi hverken i livet eller i døden er alene, men at Gud er der sammen med os og følger os uanset, hvor vi befinder os. Herved opstod således et anvendeligt og meningsfuldt sprog, hvori familien kunne tale om det ubærlige og meningsløse i, at Camilla skulle dø. Samtidig blev det også muligt for dem at udtrykke troen på, at Camilla ”Never Walks Alone.” Vi bad Fadervor sammen, og jeg lyste velsignelsen.

Gennem denne samtale blev tavshedens isolation brudt, og Camillas og forældrenes fællesskab blev styrket.  Camillas far fortalte mig efter pigens død, at denne første samtale kom til at betyde, ”at vi fik nogle ord, hvori vi kunne tale om det, vi ellers ikke kunne tale om.”

”You’ll Never Walk Alone” blev da også de håbefulde ord, hvori familien og veninderne kunne hente kraft og mod i deres ubeskrivelige store sorg efter Camillas død.

For Camilla og familien blev der gennem denne samtale skabt en meningsfuld sammenhæng, ved at de kunne tolke deres livssituation i lyset af Guds fortælling med os mennesker.

Jeg ønsker mig en glad mor

Jeg møder Emil på 8 år, der har været gennem en voldsom behandling for sin livstruende sygdom. Han er begyndt at blive meget indadvendt. Forældrene har bedt om, at Emil kan tale med en præst, men de ønsker ikke selv at tale med en sjælesørger, for ”vi har hinanden,” som forældrene udtrykker det. 

Op til jul sidder Emil og jeg og tegner, hvad vi ønsker os til jul. På Emils tegning er der en kvinde, der smiler og griner. Emil fortæller mig, at han har tegnet sin mor, for dét, han ønsker sig til jul, er en glad mor. Emil og jeg får en snak om, hvordan det vil være for Emil at vise moren tegningen, og det synes Emil er en god idé. Forældrene indvilliger heri, og efter at have set og talt om Emils tegning, fortæller Emils mor, at hun slet ikke troede, at Emil havde opdaget, hvor ked af det og bange hun var, for hun havde forsøgt at skjule sin ked-af-det-hed.

Gennem samtalen blev der her skabt et trygt fællesskab, hvor Emil kunne udtrykke sine oplevelser i familien.

Emils mor blev herefter opmærksom på sit ansvar for at kunne møde og rumme Emils tanker og følelser. Hun opdagede gennem samtalen sit eget behov for at få talt om alle de følelser og tanker, der fyldte hende. Det blev begyndelsen på et langt samtaleforløb med Emils mor om magtesløshed, skam, skyld, ensomhed, men også om tro og håb.

For at sikre anonymitet er personer, navne, træk, lokationer og citater i indeværende indlæg ændret. Der er indhentet samtykke fra familierne til at medvirke.