BØRN OG KIRKEN

Fyns Stiftsbog 2021
Foto: Ard Jongsma

FORORD: Giv børnene gode vilkår i kirken!

Af biskop Tine Lindhardt

Tror du virkelig på, at Jesus gik på vandet? Hvad sker der, når vi dør? Hvad er der på den anden side af himmelhvælvingen? Er det rigtigt, at Gud ikke vil have, at man bander? Sådan spurgte minikonfirmanderne mig tit, da jeg var sognepræst. Jeg fik ...

Tror du virkelig på, at Jesus gik på vandet? Hvad sker der, når vi dør? Hvad er der på den anden side af himmelhvælvingen? Er det rigtigt, at Gud ikke vil have, at man bander? Sådan spurgte minikonfirmanderne mig tit, da jeg var sognepræst. Jeg fik sjældent lang tid til at svare, og når jeg begyndte at tale som en bog, gabte de og gav sig til at løbe rundt. De var videbegærlige, og de fangede mig lynhurtigt i lidt for nemme svar. De elskede at komme i kirkerummet, at synge salmer, bede Fadervor, høre fortællinger fra Bibelen og få lov til at gå på opdagelse i orglet og tårnet. Når velsignelsen blev lyst, blev de stille, som mærkede de, at der på forunderlig vis var noget større på færde.Jeg tænker tit tilbage på minikonfirmanderne med tak, for jeg lærte utroligt meget af dem. De fik mig ud af mine vanetænkning og standardformuleringerne, og jeg var nødt til at blive skarp på kristendom og tro, hvis jeg skulle formidle evangeliet enkelt uden at forenkle.  Børn er med andre ord en gave til os. Til menigheden, til præst og personale, til sognet. De holder os levende og til ilden.Børn og unge giver os også en opgave som kirke. Nemlig at gøre, hvad vi kan, for at de kan få hjemme i kirken og få ord og sprog og fortællinger for det høje og det dybe, – det, som ikke lige lader sig indfange i mål og resultater. Det åndelige. For også børn og unge har brug for ord, som kan være med til at gøre livet større. Ord, som kan hjælpe til, at man måske lidt bedre kan leve med det, som man ikke kan leve med.  Det koster noget at give børnene gode vilkår i kirken. Det koster penge og tid og voksne, som vil børnene. Der skal være nogen, børnene kan tale med, og som også kan hjælpe med det praktiske, så det bliver rart for børnene og overkommeligt for dem, der står med ansvaret.Jeg synes, man skal tage den drøftelse i menighedsrådet, – hvad man kan gøre, for at børn og unge får lyst til at komme og føle sig hjemme i kirken, gerne år efter år. Præster kan og gør meget også i den sammenhæng, men præsterne kan ikke bære det alene. Der må ansatte og frivillige til. Og der må økonomi til.  Men er det ikke forældrenes opgave at oplære deres børn i den kristne tro? Jo, og det skal vi som kirke på ingen måde tage fra dem. Men vi kan tilbyde vores hjælp til det, og det synes jeg, vi skal.Vi lykkes nok ikke med det hver gang, hverken som kirke, forældre eller bedsteforældre. Undertiden står vi selv tøvende over for troen, det åndelige, det store og større, Himlen. Og vi må sande, at det ikke er så enkelt at finde de rigtige ord. Men lad os prøve. Fortæl bibelhistorier, syng en salme og bed en bøn. Og når børnene vokser ud af barndommen og begynder at stille spørgsmål ved børnelærdommen, så lad os stille os til rådighed for dem. Ikke nødvendigvis med de færdige svar, men også med vores egen uro og spørgsmål og tro.Jeg er overbevist om, at det er vigtigt. For børnene, de unge, og for os som kirke og mennesker.  Alt det handler årets stiftsbog om. Du kan læse om kirkekor, der sætter gode varige aftryk i børn og unge; om samarbejdet med skolerne, der er i rivende udvikling; om faste tilbagevendende kirketraditioner for børnene, så de har noget at glæde sig til år for år; om dåbstøj anno 2021, som man selv kan strikke – og meget mere.Rigtig god fornøjelse med stiftsbogen og med den gave og opgave, børn er – også for kirken!
 
 Biskop Tine Lindhardt 

Læs artiklerne