Af: Jesper Hougaard Larsen, Cand.teol. tidligere præst og forfatter til to bøger om Steffen Brandt
Tør vi møde fremtiden? Tør vi se virkeligheden i øjnene? Eller holder vi døre og vinduer lukkede, så vi fortrænger, hvad det er der venter derude af liv og glæde, af grusomhed og meningsløshed? Tør vi smile og kysse stjerner? Tør vi tænke stort og flot om livet? Tør vi tænke ud af boksen og lade fremtiden med al dens gru og usikkerhed komme ind i varmen, så vi sammen har et bud på det her liv, som vi er fælles om?
Det her handler om os alle, det være sig i familier, foreninger, sportsklubber, kirkelige sammenhænge, whatever… Har vi noget, som binder os sammen? Har vi en tro og et bud på, at fremtiden ikke skal famle rundt i blinde? Eller skal vi byde fremtiden indenfor i midten af vores liv?
Og i denne sammenhæng: Har et 45 årigt gammelt rock/popband fra Aarhus stadig noget at sige om livet, døden og kærligheden? Og har det noget som helst at bidrage med til den menneskelige eksistens i 2025? Og kan tv-2 være en hjælp på vejen til at få ”fremtiden” tilbage til os, så vi kan få fokus på, hvad det er der virkelig gælder i livet?
Det tænker jeg i høj grad tv-2 er i stand til. Inden jeg udfolder det, kommer her et tilbageblik fra mine 45 års møde med tv-2.
Da jeg i 1980 flyttede til Aarhus og pludselig befandt mig i et ”Musikmekka”, anede jeg det ikke. Jeg slingrede ned ad Vestergade (nr. 58 var et ofte besøgt sted!) til lyden af Vilde kaniner (Gnags), sang med på Det er mig, der står derude og banker på (Thomas Helmig) og blev grebet af det vi i dag næsten ikke tør sige eller synge: Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl og kvinden ned på alle fire. Musikken, teksterne, festerne, beruselsen og glæden over at være ung var en cocktail af guddommelige dimensioner. Men jeg forstod ikke at der blev skrevet musikhistorie. At musikken i Aarhus var i gang med at revolutionere den danske musikscene. Når man står midt i beruselsen og er til stede i livet, er der ikke tid til refleksioner.
Refleksionerne kom langsomt og sikkert. Der skulle afstand til 80erne før jeg erfarede, at Aarhus var 80ernes afgørende musikscene i Danmark. Det blev især tv-2, der musikalsk satte et afgørende aftryk/indtryk i dansk musik og siden blev en af mange og vigtige inspirationer til mit liv, mit arbejde og min forståelse af livet.
Her 45 år efter mit første møde med Aarhus-musikken vil jeg uden tøven hævde: tv-2 har så afgjort stadig her i 2025 noget afgørende at bidrage med på deres 20. studiealbum ”Som om vi ikke har mere at sige”. Nye sange med den velkendte tv-2 lyd og med nye vinkler på det liv vi er fælles om.
Gennem 45 år har 4 århusianere i det, bandet ofte har kaldt sig for ”Danmarks kedeligste orkester” udfordret os på vores liv med sange om tidens kvinder, nutidens unge, eksistensen når den kræver vores nærvær og råber på et ”kys det nu, det satans liv” og opfordret os til at synge med på at ”kærligheden overvinder alt” og at vi kan blive ”de første kærester på Månen”.
I 1980 skiftede det symfoniske Århus-band Taurus navn til tv-2. Farvel til de islandske sweatere, majspiben, skægget og det lange hår og goddag til sorte læderjakker, kort hår og synthpop og minimalistisk nyrock. Og Tak for det! Gennem snart 5 årtier har tv-2 ført os gennem sange om duggede ruder, nutidens unge, rigtige mænd og tidens kvinder. De har i mere end ironisk stil proklameret, at det er samfundets skyld. De har brokket sig over vejrudsigter og ”håndboldspiger.” De har sunget om kvinder, der ville danse og ønskede sig ud, videre og væk- De har været omkring en falden engel, der kan følge os helt ned i dybet, indtil smerten holder op. De har kysset bruden og være mere end på kanten af småt brændbart. De har sunget os ud i det kosmologiske på De første kærester på Månen og holdt fast i budskabet om at kærligheden overvinder alt. De har igen og igen insisteret på at kysse det satans liv. De har givet os indblik i litteraturens verden, når de har sunget om Blicher, Aakjær, Turéll, Auster, Johs. V. Jensen og mange flere. Og disse litterære referencer har været med til at kaste nyt liv over vores liv.
Nu er der gået 45 år, besætningen i bandet er den samme, den velkendte tv-2-lyd er intakt også på det 20. studiealbum ”Som om vi ikke har mere at sige”, der udkom 14. marts 2025. Det er trygt, at grundlaget er i orden, men det er ikke bare gentagelser fra de 19 foregående udgivelser, for tv-2 har hele tiden antennerne ude og lader sig inspirere af nye strømninger, nye danske og udenlandske kunstnere. Samtidig holder komponist og tekstforfatter, Steffen Brandt, fat i inspirationen fra sine store forbilleder (Cohen, Dylan, Beatles, Kraftwerk, Damon Albarn og mange flere). Og endnu engang lader han en ung kvinde komme til orde, denne gang, Mumle, som i duetten med Steffen Brandt i sangen Som om får knyttet forbindelse mellem generationerne.
Er der så mere at sige her i 2025 fra 4 mere end mere end voksne mænd i begyndelsen af halvfjerdserne? Ja, heldigvis. På det nye album springer tv-2 i et par af numrene ud i samfundsrelaterede emner som minksagen under Corona (De græder i Jylland) og klimakrisen (Vandet i vandlullet). Det er der om nogensinde brug for i en verden, hvor magthaverne ser ud til at have glemt alt om anstændighed og troen på kærligheden som den kraft, der kan holde håbet i live og give os tro på fremtiden, så den ikke strejfer hvileløst rundt derude.
Og kærligheden, hvad med den? Ja, den overvinder alt, har Steffen Brandt gennem mange år forkyndt. Og det er fortsat temaet på det nye album. Men det er ikke let med den forbandede kærlighed, for der er så meget, der spærrer for udsigten, fejl og mangel på at være til stede i det rette øjeblik, når vi må erkende: ”det er en ommer, jeg smed det hele væk og mistede balancen i et kort øjeblik”. Sådan hedder det i sangen Jeg skulle have været din sommer. En erkendelse af vores manglende evne til at udvise rettidig omhu og være til stede i de nære relationer. Dér, hvor vi mister balancen og ikke magter at gribe vores næste og kysse livet og især den anden, der står lige foran os.
Med ord og tanker, de fleste kan forstå, er Steffen Brandt i sine sange i stand til at sætte fokus på et liv, der kræver vores nærvær og engagement, men også et liv, hvor vi fejler og ”mister balancen i et svagt øjeblik”.
Det er befriende at få ord på menneskelige erfaringer, der ikke er klistret til med de rigtige meninger eller med kristelige ord og kirkelige dogmer. I kunsten, i kulturen, og dermed også i rockpoesien findes der heldigvis mænd og kvinder, der tager livtag med tilværelsen og har udtryk, som vi mere eller mindre alle kan forstå.
Som det hedder i albummets første sang De græder i Jylland:
”Det kan selv kolde hjerner godt forstå/vi er alle lærkesangen på et spinkelt strå”
Med en reference til Jeppe Aakjær og Jeg er havren får Steffen Brandt kædet ”minksagen” under Coronakrisen sammen med den jyske bondepoet. Brandt bliver næppe invitereret med til minkavlernes årsmøde, når han tillader sig at synge:
De kalder det for livsværk/ku’ ikke lige finde andre ord/hvad med dyrplageri?/eller har du en anden metafor? /
De litterære referencer i Steffen Brandts sange har været der lige fra begyndelsen i 1981. Med sin baggrund som cand.mag. i dansk fra Aarhus Universitet må man forvente, at Brandt kender til litteraturen. Hvis man er i tvivl, så lyt og læs gennem 20 albums fra 1981 til 2025 og oplev hvordan Blicher, Brorson, Ingemann, Per Højholt, Jørgen Leth, Dan Turéll, Jeppe Aakjær, Paul Auster, Johs. V. Jensen, H.C. Andersen, Grundtvig, Thomas Tranströmer og mange flere spiller med, når Brandt er på jagt efter det gode liv.
Hvem vil ikke gerne gå en tur i byen og møde Bob Dylan, rygende i en port? Måske spørge ham om, hvad han har gang i? Også når det handler om endeligheden og når man står på den anden side af ”The dark side of Gud”, som Steffen Brandt synger i sangen Bob Dylan i en port på det nye album.
Bob Dylan har Steffen Brandt fortolket på albummet i 2009, hvor han i 18 sange gendigter nobelpristageren i litteratur. Ikke tilfældigt at Brandt er optaget af Dylan. Både Dylans og Brandts rockpoesi trækker på litteraturen og på bevidsthedsstrømme (”Stream of Consiousness”), så det ind imellem kan være mere end vanskeligt at finde ud af hvad, de har gang i deres tekster.
Eller Leonard Cohen, som Brandt har fortolket i Halleluja sammen med Tina Dickow. På det seneste album lyder Brandt næsten som Cohen i sangen Sol i hver eneste sommer (en gendigtning af Oswald Helmuths Sol i hver eneste bajer). Cohens søgen efter kærligheden ligner Brandts insisteren på, at kærligheden overvinder alt. Man fornemmer også inspirationen fra Cohen på tv-2's og Steffen Brandts gendigtning af Den sidste turist i Europa, et 10 minutter langt nummer udgivet under Corona-nedlukningen.
I flere af Brandts og tv2s sange gennem årene er vi ”på kanten af det religiøse” uden at det bliver patetisk, uden nogen kan beskylde Brandt for at være religiøs. Men han har antennerne ude, når han fx beder en engel om at følge ham over dybe dale indtil smerten holder op (Fald min engel 2001), eller når han i sangen En dag vil jeg gå i regnen med dig fra 1998 synger: ”Al skyld er forladt/der er kun dig og mig/.
Det er i og for sig ligegyldigt, hvad Steffen Brandt mener om dette og hint, også det religiøse. Brandt er mig bekendt helst fri for at skulle synes og mene noget bestemt. Når det er sagt, så er der så megen lidenskab og insisteren på at livet skal leves, før det er forbi, så ingen kan melde pas og være ligeglade.
Eller på albummet ”Showtime” fra 2011, hvor mange af sangene handler om død og afsked. I sangen Go tur hjem beskrives afskeden med et menneske med håb og ønsker om at der findes et lys på den anden side. Ikke som et postulat men i typisk Brandt-stil som et spørgsmål. Og lige pludselig dukker Blichers Sig nærmer tiden op i et mellemspil i sangen.
Kys din kæreste på rejsen fra det seneste album er en smuk ballade (De af os, der er så gamle, at vi kender referrensen, er helt med). Når man lytter og læser nærmere, aner man, at det er en meget alvorlig sang om, at nu er det snart slut. Vinteren banker på døren og frosten slår ruderne ind (man fornemmer Blicher, som i flere af Brandts sange – især fra albummet ”Det gode liv” 2015) og så kommer omkvædet:
”Fik du smilet nok/fik du kysset stjerner/der stadig lang vej hjem/men vi kommer nærmere/”
Der er et liv, der skal leves før det er forbi. Og når det slutter og du er kommet overens med det, så skal du kysse din kæreste på rejsen! Er det rejsen gennem livet? Er det den sidste rejse? Er det farvel? Som det ofte er med Steffen Brandts sange, er der intet klart svar. Spørgsmålstegnet er – som Torben Bille engang skrev – Brandts foretrukne våben til udforskning af tilværelsen.
Albummet ”Som om vi ikke har mere at sige” er måske tv-2's sidste? Det håber jeg på ingen måde. Men intet varer ikke ved. Indtil da håber jeg på mere livsvisdom fra Danmarks ikke bare kedeligste men også lykkeligste orkester. Lyt, læs og åben døren og sindet ud mod fremtiden, så den ikke strejfer alene rundt. Der er brug for at byde den indenfor!
Det gør tv-2 på det seneste album. Tv-2 kysser stadig det satans liv og insisterer på, at kærligheden overvinder alt på trods. Der bydes endnu engang op til dans, til fest men også til en dans med alvoren, ja, med livet, døden og kærligheden.
Det nye album slutter med sangen Fra nu af. Som Yvonne i Olsen Banden siger: ”Sådan nogen som os har kun resten af livet tilbage”. Steffen Brandt synger: ”Fra nu af er der kun livet tilbage”.
tv-2 er ikke bare Steffen Brandt. Uden de tre andre, Sven Gaul, Hans Eric Lerchenfeldt og Georg Olesen, ville tv-2 ikke være tv-2. Det er Brandt, der er komponist og tekstforfatter, men de tre andre i bandet er uundværlige, når sangene skal få liv i mødet med os, der lytter, læser, synger med og lever et helt almindeligt liv, som nogle gange er ”på kanten af småt brændbart” og andre gange kommer helt derud, hvor vi er nærmest lykkelige. Og så er tv-2 ikke noget som helst uden det publikum, der tager imod sangene og synger med på dem. Et publikum på tværs af generationer, fordi sangene rammer ind i noget alment-menneskeligt, som ingen af os med anstændigheden i behold kan undsige os: Livet, døden og kærligheden.
Slutordene får tv-2 og Steffen Brandt i sangen Kys din kæreste på rejsen, som holder os fast på livets endelighed og opfordrer os til at være til stede, også når der for alvor bliver sendt bud. Og samtidig en alvorlig opsang om ikke at forspilde chancen, ikke at ligge på den lade side, ikke springe over, hvor gærdet i lavest. Vi skal være ordentligt klædt på, når det synger på sidste vers, og – hvis vi trods vore mangler – stadig har anstændighed til at både du og jeg stadig kan nå at smile nok og kysse stjerner:
”Sådan kan et liv se ud og ende med at gå
Hvis der pludselig en dag bliver sendt bud skulle man helst være ordentlig klædt på
Jeg lovede det hele og holdt hvad jeg kunne
og en dag ville jeg ønske jeg kunne sige:
Fik du smilet nok fik du kysset stjerner?
Der er stadig lang vej op men vi kommer nærmere
Kys din kæreste på rejsen!”
tv2: "Som om vi ikke har mere at sige". Udgivet marts 2025 på Universal Music.