
Tekst og foto: Malene Kjerstad
I Stige Sognegård er der opstået et særligt fællesskab omkring litteratur. Læsegruppen kalder de sig, når de mødes og bruger nogle timer sammen hver uge for at tale om en udvalgt tekst og ikke mindst om de tanker, minder og refleksioner teksten aktiverer.
Det er Torben Antonsen, der styrer slagets gang. Han er uddannet læseguide fra Læseforeningen Danmark, og det var ham, der fik ideen til at samle folk i meningsfulde møder på tværs af alder, køn, vilkår og kultur.
”Formålet er jo at bringe mennesker sammen, mennesker som har brug for et fællesskab og samtidig er interesseret i litteratur.”
Og det har han gjort med udgangspunkt i metoden ”guidet fælleslæsning”, en metode, der netop er designet til at skabe et fællesskab omkring teksterne – et fællesskab hvor alle er velkomne.
Torben Antonsen bor selv i Stige Sogn, så det var oplagt at række ud efter den lokale kirke, da ideen om læsegruppen opstod. Gruppen manglede tag over hovedet, så han kontaktede sognepræst Karen Nedergaard, om muligheden for at bruge kirkens lokaler, og hun var straks positiv stemt overfor ideen:
”Vi havde det oppe på et menighedsrådsmøde og blev enige om, at det ville vi faktisk gerne støtte. Det giver mening for os at støtte det, fordi det er et fællesskab, som vi tænker, at folk i lokalområdet kan have glæde og gavn af.”
Koblingen mellem litteratur og kirke giver også god mening for Karen Nedergaard, der glæder sig over, at kirken kan lægge hus til fællesskabet.
”Det at forholde sig til livet, og det at være menneske og måske også forholde sig til Gud i en eller anden forstand, det gør man jo også, når man læser litteratur. Det skaber en samtale om nogle emner, som vi også beskæftiger os med i kirken”, understreger hun.
Forud for læsegruppens mandagsmøde har læseguide Torben Antonsen udvalgt den novelle eller det digt, der er udgangspunkt for dagens møde. Han læser teksten op for gruppen og har på forhånd besluttet, hvor der skal indlægges pauser i oplæsningen.
I pausen kan gruppen byde ind med refleksioner, spørgsmål og pointer, inden han læser videre. Når teksten er læst færdig, er det tid til i fællesskab at analysere og diskutere den med god plads til at dele egne erfaringer, refleksioner og holdninger.
Til sidst gættes der på, hvem forfatteren er. Det holder Torben nemlig hemmeligt, så gruppen kan komme med deres eget bud på, hvem, der har skrevet dagens tekst.
Når man hver uge deler sin tanker om litteratur og i den forbindelse også om livet, opstår der en særlig forbindelse. Og fællesskabet er da heller ikke til at tage fejl af, hvis man spørger Inge Tange Knudsen, der er medlem af gruppen:
” Det bedste er samværet med de rare mennesker og at lære noget nyt og høre de andres meninger. Man kommer jo til at kende hinanden lidt efterhånden, fordi vi skal sige, hvad vi synes om teksterne, og så kommer man jo også ind på lidt personlige ting.”
Inge Tange Knudsen har altid været en ivrig læser, så da hun læste om Læsegruppen i menighedsrådsbladet, fik hun lyst til at give det en chance. Og det har hun ikke fortrudt.
”Vores læseguide er virkelig god til at finde tekster, der giver stof til eftertanke og gode diskussioner. Jeg glæder mig faktisk til hver mandag at komme herned. Litteraturen gør, at man åbner sig, den åbner øjerne, kan man sige.”