Fortsæt til hovedindholdet

Store ændringer på vej i folkekirken

Der er nu indgået en politisk aftale om forenkling af menighedsrådsarbejdet. Næste skridt er et lovforslag, som skal i høring i løbet af sommeren 

Biskop Mads Davidsen opfordrer til fortsat dialog og debat

Kære præster, menighedsråd og ansatte i kirkerne

10 af Folketingets partier har indgået en aftale om forenkling af menighedsrådsarbejdet og bedre understøttelse af menighedsrådene. Det sker på baggrund af en række anbefalinger fra folkekirkens parter. Den politiske aftale skal nu omsættes til et lovforslag, som kommer i høring i sommerperioden.

Aftalen betyder store ændringer i, hvordan menighedsråd og provstiudvalg kommer til at arbejde i fremtiden.

LÆS AFTALEN HER

Jeg er glad for, at den politiske aftale lægger op til lidt større frivillighed end selve rapporten. Det har jeg savnet – ligesom jeg har savnet dialog og inddragelse i processen. Men nu ligger der en konkret aftale, og det er vigtigt, at vi sammen får drøftet lovforslaget, før vi sender et høringssvar.

Derfor vil jeg i samarbejde med Fyens Stifts Menighedsrådsforening invitere jer til et møde, hvor vi kan drøfte forslaget. Datoen for mødet melder jeg ud snarest.

Der er efter min mening mange gode takter i aftalen og den rapport, der ligger til grund for aftalen. 

LÆS EN SAMMENFATNING AF RAPPORTEN HER

Der bliver sat fokus menighedsrådenes personaleledelse. Det er jeg glad for, for jeg tror, at det vil være godt for arbejdsmiljøet i folkekirken. 

Jeg er også helt enig i, at menighedsrådene skal aflastes i deres arbejde. Spørgsmålet er i hvilken grad, på hvilken måde og hvilke konsekvenser det vil få for folkekirken på lang sigt.

Administration af præstegårde og kirkejord flyttes til provstiet

Særligt to punkter vil medføre store ændringer i menighedsrådenes arbejde. Det ene er punktet om sammensætningen af menighedsrådene, hvor der fremover skal vælges færre medlemmer. Det andet er, at administrationen af præstegårde og kirkejord som udgangspunkt flyttes op i provstiudvalget. 

Vi har her på Fyn flere gode eksempler på, hvordan kirkejorden bliver til folkeparker, legepladser, shelterpladser og skov – initiativer, der understøtter den grønne omstilling og bygger bro mellem kirke og lokalsamfund. Det vil være ærgerligt, hvis den mulighed forsvinder ud af hænderne på de lokale menighedsråd.  

Mit synspunkt er, at de menighedsråd, der ønsker det, skal aflastes, men man skal ikke tage det gode kirkeliv fra dem, der i dag glæder sig over arbejdet med præstegårde og jorde. 

Jeg ville ønske, at der havde været lagt op til mere debat i denne proces, for når er er indgået en politisk aftale, er det ikke muligt at ændre væsentligt på det lovforslag, der kommer. Men der er stadig mulighed for, at få indflydelse på lovforslaget i forbindelse med høringsprocessen, og det skal vi selvfølgelig benytte os af. Jeg glæder mig til at tale med jer om det i nærmeste fremtid. 

Folkekirkens økonomi

Ud over rapporten om forenkling af menighedsrådsarbejdet er der netop kommet en rapport om folkekirkens økonomi.

LÆS EN SAMMENFATNIGN AF RAPPORTEN HER

Heri foreslås det, at der oprettes endnu et center i folkekirken. Centret skal tage vare på op til fem middelalderkirker, som kan tages ud af drift, og desuden skal centret understøtte menighedsrådenes arbejde med vedligeholdelse af middelalderkirkerne.

Jeg mener ikke, der er behov for endnu et center i folkekirken. Det virker voldsomt at oprette en ny central enhed for at tage vare på fem middelalderkirker og for at understøtte menighedsrådenes arbejde med vedligeholdelse af middelalderkirkerne. 

Det er en opgave, der ligger fint i stifterne, hvor vi har et godt samarbejde med nationalmuseets konsulenter.  

Det er vigtigt at se rapporten om folkekirkens økonomi i sammenhæng med den nye aftale om ændring af menighedsrådsloven, hvor man som nævnt flytter præstegårde og kirkejorde op i provstiet. Det vil unægtelig komme til at koste penge. 

Jeg hæfter mig ved, at ministeriet samtidig skal have flere penge til sekretariatsbetjening, og at der samlet set bliver tale om en forhøjelse af landskirkeskatten. Da rapporten også fastslår, at kirkeskatten skal holdes i ro, frygter jeg, at det i sidste ende vil medføre en regning til menighedsrådene, som får færre penge at lave kirke for.   

Så ja, der er på alle måder store ændringer på vej i folkekirken, og sammen finder vi vejen, så vi fortsat kan lave en mangfoldig og levende kirke sammen i Fyens Stift.

Venlig hilsen

Biskop Mads Davidsen

De to udvalgsrapporter samt den politiske aftale