Markusevangeliet 16,1-8
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Påskens budskab er en tom grav.
Selvom kirken er pyntet, selvom vi synger om opstandelse og glæde, så er det først, når vi forstår betydningen af den tomme grav, vi forstår, hvad påskens budskab er.
Hvad betyder den tomme grav? Betyder det, at liget er blevet røvet? Betyder det, at Jesus ikke var rigtig død, da han blev lagt i gravhulen, eller betyder det, at Jesus virkelig er opstanden fra de døde?
Inden vi skynder os at gribe til konklusioner, er det vigtigt at dvæle ved tomheden. For det er med fortællingen om kvinderne ved den tomme grav, Markus-evangeliet oprindeligt slutter.
Læg mærke til, at der i den oprindelige slutning på Markus-evangeliet, den vi har hørt i dag, ikke er nogen beretninger om, at Jesus faktisk er opstået, at der ikke er beretninger om, hvordan disciplene møder Jesus, eller om at Jesus stiger til himmels og sender sin ånd i pinsen.
Evangeliet slutter med en tom grav.
Og det er fra dette intet, fra dette nulpunkt, troen begynder. Det er kvinderne, der formidler historien.
Vi møder dem efter en fortættet fortælling om Jesu sidste dage. Om nadveren, hvor Judas forråder, om Peter der fornægter, om jøderne der dømmer og romerne der henretter. Vi har hørt om korsfæstelse, tortur og hån. Det er midt i denne fortælling, at kvinderne træder ind i graven
Og det er der midt i gravens intet, kvinderne møder en engel. Den sidder i den tomme grav og peger: ”Han er ikke her, han er opstået, ligesom han har sagt,” siger Englen. Som om det er med denne engel, at al verdens tro og teologi for alvor begynder.
Hvad skal det betyde?
Englen peger ikke på sig selv, den peger ikke på mørket i Jesu grav. Den peger ud af graven, ud mod lyset, mens den siger, at Jesus er gået foran dem til Galilæa, ”der skal I se ham”.
Budskabet er ikke til at tage fejl af. Jesus viser sig der, hvor livet leves, der hvor han helbredte de lamme og de blinde, der hvor han underviste, lærte og gjorde undere.
Det er et fuldkommen afgørende budskab midt i en tid, hvor toldkrigen raser, hvor investorerne fortvivlet river sig i håret, mens deres formuer forsvinder. I en tid hvor vi taler om skole og uddannelse, om hospitaler, lægevidenskab, elitesport og skønhedsidealer. Altid sætter vi mennesket først. Vi har fået vores syn på mennesket fra den græske-romerske verden. Her var mennesket i centrum. Filosofien var, at mennesket skulle opdrages, det skulle dueliggøres, mennesket skulle dyrkes, dannes og være i centrum.
Og det er præcis i den kultur, at der pludselig sidder en engel og peger. Den peger ikke på mennesket, den peger ikke på din og min opstandelse, som var opstandelsen og det evige liv et mål i sig selv,. Den peger ikke på enkelte mennesker, på nationer eller lande, så man kan sige, Amerika, Danmark eller Frankrig først.
Englen peger på livet, der hvor det leves sammen med andre mennesker, som ville den sige, at det altid er medmennesket der står først.
Jeg tror ikke, det budskab kan undervurderes i denne tid. At det er næstekærligheden og medmennesket, der bør komme først i ethvert demokrati, i ethvert land, i ethvert menneskesind.
Dermed kommer påsken ikke til at handle om din og min opstandelse. Den kommer i stedet til at handle om det største budskab, vi har i kristendommen, det som gjorde, at kristendommen bredte sig og gjorde alting nyt i hele Europa - nemlig tanken om tilgivelse.
Det var ikke en tanke, man havde tænkt i det romerske rige, i det barske nord hos de gæve vikinger eller blandt andre af de europæiske folkeslag.
At Jesus Kristus skulle dø for at vende tilbage og tilgive sine disciple, romere, jøder, ja hele menneskeheden, det var nyt.
Jesu opstandelse handler om Guds tilgivelse. At Jesus Kristus vender tilbage fra de døde for at tilgive alt det, som intet menneske kan tilgive.
Jeg tror først, man forstår storheden i påskens budskab, når man selv har ramt bunden. Når vi på den ene eller anden måde er blevet ofre for den rendyrkede humanisme, når vi har dyrket vores menneskelighed i en grad, så ensomheden og tomheden rammer os i nakken som en hammer.
Ofte er det først bagefter, man opdager tomheden. Når man har svigtet et andet menneske, når man har forrådt, og intet længere kan gøres om. Så er det, man ville ønske, man kunne gå tilbage, tilbage til Galilæa for at leve, tilgive, hele og gør alt godt igen.
Det siges, at det første man rammes af, når man har mistet et menneske, man har kær, er skylden. Hvorfor fik jeg ikke sagt undskyld? Kunne jeg have gjort lidt mere? Hvorfor var det ham, der skulle dø og ikke mig?
Det er i det øjeblik, midt i tomheden, når vi står overfor alt det, som ikke kan gøres om, at vi rammer bunden. Det er ikke kun døden, der tager noget fra os. Det kan også være det at svigte sit barn, at forbryde sig mod sin bedste ven, sin ægtefælde, en ven eller veninde.
Det er i det øjeblik, at også vi skal møde en engel. Den sidder der og peger ud mod lyset, mod Galilæa og siger: ”Han er ikke her, han er opstået.” Som var det for at minde os om, at også vi får Guds tilgivelse, så vi kan leve.
Påsken handler om tilgivelse. Vi møder tilgivelsen i den tomme grav, der hvor mulighederne opstår. Det er, når vi har mødt den tomme grav, når vi har set troens engel, at vi kan gå fra mørket mod lyset og leve med vores fejl og mangler.
Jeg ønsker jer en glædelig påske. At du med Guds tilgivelse over dit liv må opleve, at livet spirer og gror på ny, at Guds engel peger og fortæller dig, at Kristus er gået i forvejen for dig til Galilæa, til Svendborg, til Bogense, Assens og Odense, så du altid kan gå derhen, blandt andre mennesker, at du må møde Guds tilgivelse og blive i stand til at leve som et frit menneske med styrket sind og nye horisonter for dit liv.
Lov og tak og evig ære være dig, hvor Gud Far, søn og Helligånd. Du som var er og bliver en sand treenig Gud. Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed
Amen.