Domprovst Regina Ljung og de seks ny-ordinerede præster
De ord, som jeg på jeres indvielsesdag særligt vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus i sit andet brev til Korintherne:
Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste, som vi har fået af barmhjertighed. Vi har sagt nej til det skjulte og skændige og går ikke frem med snedighed og forfalsker heller ikke Guds ord, men bringer sandheden for dagen og anbefaler således os selv til ethvert menneskes samvittighed, for Guds øjne. Og er vort evangelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der fortabes, for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede. For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.
Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme.
(2. Kor 4,1-10)
Kære ordinander.
I dag træder I ind i præstegerningen – ikke som jeres eget projekt, men som kald og tjeneste. Som Paulus skriver:
”Vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herre, og os som jeres tjenere for Jesu skyld.”
I får betroet en opgave, der altid vil være større, end I kan rumme af egen kraft. Det er ikke jer selv, I skal forkynde. Det er Kristus. Det er evangeliet.
Derfor siger Paulus, at vi bærer skatten i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores egen.
Vores liv og opgaver har skrøbelige vilkår. Det lyser ud af sammenhængen i dagens ord, at jeres tjeneste både rummer kors og herlighed. Til det højst realistiske billede hører, at vi som mennesker er skrøbelige og sårbare. Vi kan endda være tæt på at gå i stykker – lidt ligesom porcelæn.
Ordet bag skrøbelighed rummer billedet af noget, der er blevet skrubbet og renset så ofte, at overfladen er blevet tynd. Det skrøbelige kan få revner og sprækker og dog bevare sin form. Og i en mere overført betydning hænger skrøbeligheden sammen med det, vi kalder skrupler. Det latinske scrupulus betyder en lille skarp sten – en sten i skoen, som bliver ved at trykke, nage og minde os om alt det, vi ikke synes, vi magter. At have skrupler, er at bære på usikkerhed, svære tanker og tvivl.
Skrøbelighed kan derfor gøre os tyndhudede og urolige. Men i bedste fald kan den også åbne noget vigtigt: den kan gøre os mere undrende, mere ansvarlige, mere opmærksomme på hinanden. Den minder os om, at alt det defekte hos os – vores fald, vores fiasko, vores afmagt – ikke blokerer for Guds gerning.
Sådan er det med skatten, vi har i et skrøbeligt lerkar: Kraften stammer ikke fra os selv, men kommer fra Gud. Når Paulus taler om herlighed, er det ikke en herlighed, der beror på menneskers styrke, men alene på Guds nærvær.
Det nærvær skal I forkynde om på forskellige måder. Når I prædiker om søndagen, underviser konfirmander, når I holder taler ved vielser og begravelser. I de samtaler, hvor I som sjælesørgere skal lytte og i samtalen formulere evangeliet ind i den konkrete menneskelige virkelighed til trøst og mod. Det gør I naturligvis bedst, ved at være tro mod jeres livtag med de bibelske tekster. I jeres vedvarende arbejde med teologien.
I forbindelse med bispeeksamen fik jeg en klar fornemmelse af, at det vil I gøre på bedste måde. Til bispeeksamen skulle I bl.a. forholde jer til dåbskommissionens tre forslag til dåbsritualet. Jeg havde glæden af at holde bispeeksamen med tre af jer, og fik også lejlighed til at læse de tre øvrige besvarelser. Og jeg må sige, at det tegner virkelig godt for menighederne, der nu skal tage imod jer.
I har på forskellig vis forholdt jer til, at vi med dåbskommissionens arbejde står med et ansvar for at fastholde, at dåben ikke er vores egen konstruktion, men Guds handling. Vi diskuterede, om de nutidige formuleringer kan gøre indholdet lettere tilgængeligt. Og som en sten i skoen eller et benspænd: At det er vigtigt, at sproget ikke skaber uklarhed om dåbens kerne.
For i dåben får vi syndernes forladelse og genfødes ved vand og Helligånd – et løfte, der ikke hviler på vores forståelse, men i troen på Kristi død og opstandelse.
Derfor må dåben forblive et fælles og klart vidnesbyrd om Guds handling, Gud, der kommer til os i al vores forskellighed og vores skrøbelighed.
Det var berigende at tale med jer, berigende at læse jeres opgaver, og nu skal I ud i jeres menigheder og samtale om dåbsritualet og dåbens betydning, sådan som dåbskommissionen lægger op til. Men det skal naturligvis ikke fylde det hele. Men når spørgsmålet om dåben fylder så meget lige nu, er det ganske simpelt, fordi nogle af de bud på fornyelse af dåbsritualet kan komme til at røre ved vores forståelse af dåben som sakramente.
I skal med jeres faglighed vejlede og samtale med menigheden om denne betydning og det konkrete udtryk ved dåbshandlingen. Det har jeg tillid til, at I kan gøre på en teologisk kvalificeret måde, så der ikke opstår splittelse.
Selvom jeg ikke tror, at dåbsteologien kommer til at fylde nyhedsstrømmen denne sommer, så vil den alligevel fylde i kirken fremover. Der vil komme debat, og måske vil ikke alene nøgterne, teologiske betragtninger fylde hele horisonten, men følelser vil sikkert også komme i spil.
Følelser er der også i 2. Korintherbrev, som jeg indledte med. Det er netop et af de breve, hvor Paulus viser sine følelser. Brevet skiller sig ud fra Paulus’ andre breve. Det er helt klart mere personligt og følelsesladet end nogle af hans andre breve, og det viser dermed en anden side af hans personlighed. Man fornemmer, at man får Paulus ufiltreret. Og så taler han så at sige modet op:
”I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.”
Det lyder nærmest som gode oneliners.
Vi er ganske vist ikke forfulgte som kristne på disse breddegrader, men evangeliet vil altid til enhver tid og på ethvert sted modsige vores menneskelige domme og forfængelighed, og dermed vække modstand og forargelse.
Og I skal nu træde frem som præster, der med jeres stemmer og jeres nærvær både taler evangeliet ind i nutiden og fastholder det som et ord, der står fast, uanset hvem vi er, og hvor vi står.
Gå derfor til jeres gerning med frimodighed og ydmyghed. I skal ikke selv frembringe lyset. I skal bære det. I skal ikke selv være stærke i alt.
I skal tjene med åbne hænder og åbent hjerte – som lerkar med en skat, der altid er større end jer selv.
Må Gud velsigne jer i jeres kald. Må I kende glæden ved evangeliets frihed og finde styrke i, at Kristus selv er med alle dage indtil verdens ende.
Amen.