§ 1. Stiftsrådet er nedsat i henhold til Lov om Folkekirkens økonomi nr. 424 af 19. april 2023, kapitel 5.a om stiftsråd.
Formandskab
§ 2. Stiftsrådets formand leder møderne og afstemningerne. Ved formandens forfald ledes møderne af næstformanden.
Stk. 2. Rådets formandskab består af formand, næstformand og biskop
Stk. 3. Stiftsrådet vælger hvert år på det sidste møde formand og næstformand. Valget har gyldighed for et år ad gangen.
Stk. 4. Der kan ikke gives orlov til stiftsrådets medlemmer
Møder
§ 3. Stiftsrådet afholder som udgangspunkt 4 ordinære møder årligt. Møderne forberedes i formandskabet. Stiftsrådet kan beslutte at afholde flere møder.
Stk. 2. Biskoppen indkalder Stiftsrådet til det konstituerende møde snarest efter at stiftet har fået underretning om resultatet af valgene til Stiftsrådet.
Stk. 3. De 4 årlige ordinære møder fastsættes for ét år ad gangen. Kommende års møderække fremlægges på årets sidste møde.
Stk. 4. Møderne er offentlige, men stiftsrådet kan dog bestemme, at en sag skal behandles for lukkede døre.
Stk. 5. Stiftsrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Stk. 6. Stiftsrådet træffer beslutninger ved almindeligt stemmeflertal. Der henvises til retningslinjer fra Lov om menighedsråd.
Stk. 7. Stedfortrædere indkaldes, når et medlem vil være forhindret i at varetage sit hverv i en forventet periode på en forventet periode af mindst 6 måneder. Stedfortræder indkaldes ved forfald til det konstituerende møde. Stiftsadministrationen indkalder og fremsender materiale til indkaldte stedfortrædere.
Stk. 8. Stiftsrådet kan vælge at indkalde eksterne deltagere til stiftsrådets møder f.eks. oplægsholdere, stiftsudvalg eller eksterne interessenter.
Stk. 9. Ekstraordinære møder skal afholdes når Stiftsrådets formand, biskoppen eller mindst 1/3 af medlemmerne ønsker det. Formanden fastsætter tid og sted for de ekstraordinære møders afholdelse, og møderne bekendtgøres så vidt muligt forud med 8 dages varsel. Ved indkaldelse til ekstraordinært møde giver formanden eller stiftsadministrationen medlemmerne underretning om de sager, der skal behandles på mødet.
Dagsorden og beslutningsprotokol for møderne
§ 4. Stiftsadministrationen varetager sekretariatsfunktionen for stiftsrådet.
Stk. 2. Formandskabet udarbejder en dagsorden forud for hvert møde, og sørger for, at den er mødedeltagerne i hænde senest 8 dage forud for mødet.
Stk. 3. Alle medlemmer af stiftsrådet har ret til at få sat punkter til behandling på dagsorden. Det er formanden, der bestemmer, i hvilken rækkefølge punkterne skal behandles.
Stk. 4. Biskoppen er forretningsfører for stiftsrådet, og kan således afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl. Sådanne afgørelser forelægges stiftsrådet til efterretning på næste møde.
Stk.5. Stiftsrådet kan i øvrigt bemyndige biskoppen til at ekspedere en konkret sag eller bestemte arter af sager efter rådets nærmere vedtagelse.
Stk.6. Stiftsrådets beslutninger føres til protokol og underskrives ved mødets afslutning af de medlemmer, der har deltaget i mødet. Ethvert af disse medlemmer kan forlange sit særstandpunkt tilført beslutningsprotokollen og ved sager, der skal fremsendes til en anden myndighed, kræve, at denne samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen.
Stk. 7. Stiftsadministrationen sørger for, at protokollen bliver lagt på stiftets hjemmeside senest en uge efter mødets afholdelse.
Opgaver og kompetencer
§ 5. Stiftsrådet fastlægger udskrivningsprocenten for det bindende stiftsbidrag og disponerer over beløbets anvendelse på forskellige kirkelige aktiviteter på stiftsniveau.
Stk. 2. Stiftsrådet behandler indkomne ansøgninger løbende.
Stk. 3. Stiftsrådet varetager forvaltningen af stiftsmidlerne.
Stk. 4. Stiftsrådet rådgiver biskoppen om kirkelige forhold af betydning for stiftet som helhed, herunder kirkelige fællesopgaver og strukturforhold. Rådet kan ikke behandle spørgsmål vedrørende det gejstlige tilsyn med enkelte præster og menigheder.
Stk. 5. Stiftsrådet kan på eget initiativ tage sager af betydning for stiftet op til en fælles drøftelse på stiftsrådsmøderne.
Stk. 6. Stiftsrådet fastlægger stiftets udvalgsstruktur og nedsætter udvalg. Udvalg kan løbende oprettes eller nedlægges efter behov i valgperiode.
Stk. 7. Stiftsrådet vælger en repræsentant for et år ad gangen til at deltage i de af budgetfølgegruppen vedrørende fællesfonden indkaldte budgetsamråd.
Stk. 8. Stiftsrådet vælger for valgperioden en repræsentant til det mellemkirkelige råd.
Stk. 9. Stiftsrådet vælger for valgperioden en læg repræsentant samt en læg suppleant til bestyrelsen for den fælles kapitalforvaltning.
Stk. 10 Stiftsrådets medlemmer varetager løbende tilbagemelding til deres respektive baglande via f.eks. budgetsamråd, formandsmøder, provstiudvalgsmøder og fora for præster.
Forvaltning
§ 6. Stiftsrådet træffer beslutning om forvaltningspraksis inden for stiftsrådets kompetence, herunder forvaltningspraksis for udmøntning af stiftsbidraget og administrationen af stiftsmidlerne.
Stk. 2. Stiftsadministrationen bistår stiftsrådet med varetagelsen af stiftsrådets opgaver efter nærmere bestemmelse.
Stk. 3. Stiftsadministrationen varetager administration af regnskab og aflæggelse af årsrapport for det bindende stiftsbidrag.
Stk. 4. Stiftsrådet er i sin forvaltningsvirksomhed underlagt forvaltningslovens almindelige regler om habilitet.
Forretningsordenens offentliggørelse
§ 9. Stiftsrådet offentliggør forretningsordenen på stiftets hjemmeside.
Stk. 2. Forretningsordenen er gældende fra 26. februar 2026
Forretningsordenen blev godkendt på stiftsrådets møde den 26. februar 2026.