Amanda Urban

Hvad lavede du, før du blev ansat i stillingen?

De sidste godt 3 år har jeg været præst i Metodistkirken i Odense og Vejle. Det er en frikirke, som har gode relationer med folkekirken. Inden da har jeg selvfølgelig læst teologi - på Aarhus Universitet. Og i efteråret 2025 gik jeg på Pastoralseminaret i København, hvor jeg blev klar over, at jeg gerne ville være præst i folkekirken.

Hvad inspirerede dig til at blive præst?

Jeg tror, at “frøet” på en eller anden måde altid har været sået i mig. Jeg har altid haft en nysgerrighed og interesse for religion, eksistens og spiritualitet. Men jeg tror også, at det var mødet med en ganske særlig præst, da jeg skulle til at konfirmeres, der gjorde udslaget. Det var en præst, der var helt nede på jorden og som formåede at formulere og forkynde evangeliet mega relevant ind i moderne menneskers liv og hverdag og bare gjorde det til at forstå - også for en 14-årig. Når jeg lyttede til hans prædikener, husker jeg, at jeg tænkte: “Det vil jeg også arbejde med.”

Hvilken opgave glæder du dig mest til at komme i gang med?

Jeg glæder mig rigtig meget til at møde alle de forskellige mennesker, der har deres gang i Hjallese Kirke. Jeg glæder mig til at lære dem at kende og til at blive en del af hverdagen på stedet. Særligt glæder jeg mig til, at de nye konfirmander starter. Jeg skal have et enkelt konfirmandhold fra Hjallese Lilleskole - så dem glæder jeg mig til at lære rigtig godt at kende.

Hvad er du særlig optaget af lige nu?

For tiden at jeg optaget af, hvordan vi er kirke for dem, der har svært ved at indgå eller passe ind i den traditionelle måde, vi “gør” kirke på. Det kan være dem, der har svært ved at sidde stille, måske pga. ADHD, og hvor højmessen synes uendelig lang og svær at mestre. Det kan også være dem der pga. dysleksi ikke kan læse (og synge) med på salmerne. Eller dem der pga. forskellige funktionsnedsættelser fysisk har svært ved at tilgå kirkens faciliteter og deltage i fællesskabet på lige fod med andre. Altså det vi vel normalt kalder “inklusion”. Men det handler ikke kun om at inkludere flere i de ting vi plejer at lave i kirken, men også om at gå nye veje og turde gøre andre ting i kirkens rum, så endnu flere kan opleve kirken som et åndbart helle og ikke et sted, hvor man skal knokle helt vildt for at passe ind i “normalen”.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?

Jeg mener, at kirkens vigtigste opgave i dag er at prædike nåde. Vi lever i en tid, hvor der kræves meget af os. Hvor der er sådan en forventning om, at vi hele tiden kan præstere - og præstere mere og hurtigere. Nogle kalder det accelerationssamfundet, andre præstationssamfundet. Vi skal helst hele tiden blive bedre, dygtigere, pænere, sundere. Men i kirken lyder budskabet: det er meningen, du skal være menneske. Det er vi skabt til. Og mennesker er fejlbarlige. Vi kan ikke kontrollere alting, og det er ikke meningen, at vi skal være små perfekte robotter. I kirken lyder budskabet om, at der er en Gud, der på en og samme tid holder hele verden i sin hånd - og samtidig holder dig og dit liv i sin hånd. En Gud, der kender dig og ser på dig med nådige øjne - længe inden du præsterer noget som helst. Guds nåde og kærlighed kan vi nemlig ikke præstere os til eller selv gøre os fortjent til. Den får vi i gave helt ufortjent. Og det er altså et andet budskab end der prædikes i resten af samfundet - og et budskab som flere ville have godt af at høre, tror jeg.

Hvordan vil andre beskrive dig?

Jeg tror, at andre vil beskrive mig som en åben og rummelig person og en nærværende forkynder, der gør sig umage for at gøre evangeliet relevant og forståeligt for helt almindelige mennesker. Og så tror jeg, de vil sige, at jeg brænder for at gøre tærsklen til kirken så lav så mulig, så så mange som muligt kan se sig selv i kirkens rum og fællesskab - og at jeg ikke er bange for at prøve nye ting af, for at nå nye mennesker.