Anders Winther

Hvad lavede du, før du blev ansat i stillingen?

I mit første år som præst har jeg været heldig at vikariere ved to virkelig livlige og imødekommende menigheder i Middelfart Provsti. Det har været en fantastisk måde at starte min gerning på, omgivet af kolleger, som har været åbne for at dele erfaringer, gode råd og ikke mindst en upåklagelig og uvurderlig støtte.

Hvad inspirerede dig til at blive præst?

Jeg var i min barndom og tidlige ungdom inspireret af min præst Bo Haug ved Odense Ansgar Kirke. Han formåede virkelig at gøre Bibelen og kristendommen relevante, selv for en ung beton-ateist, som jeg var dengang.

På trods af at jeg ikke selv er opdraget særligt kristent eller religiøst, har jeg altid haft en stor interesse for livets og videnskabens store spørgsmål: Hvordan er verden blevet til? Er der en mening med, at vi er her? Hvorfor ser universet ud, som det gør? Hvad er min rolle i det hele?
Med andre ord har jeg været et meget irriterende barn, men det har mundet ud i, at jeg først søgte mod fysikken og senere har fundet mig til rette i rollen som præst.

Hvilken opgave glæder du dig mest til at komme i gang med?

Jeg synes altid, det er spændende at høre folk fortælle om deres forhold til Gud, tro og religion i det hele taget. Jeg glæder mig mest af alt til de samtaler, som opstår i mødet med konfirmander, forældre, efterladte og dem, som kommer til kirken for at finde nogen at snakke med, når livet presser sig hårdt på. Det er i samtalen, sandheden lader sig kende, ikke i præstens ellers dybe tanker alene på kontoret.

Hvad er du særlig optaget af lige nu?

Lige nu er jeg meget optaget af kristendommens ”bevægelser”: lyset, som bryder frem i mørket, livet, som opstår fra den døde materie. Vi er i en mørk tid (på flere måder end én), så mon ikke min interesse for det uventede gode vendepunkt, har noget med det at gøre. Håbet, imod alle odds og al logik.

Hvad, mener du, er folkekirkens vigtigste opgave i dag?

Fra mit eget ekkokammer ser det ud til, at verden er i lidt af en krise, når det kommer til at finde faste ståsteder og en mening, der kan bære livets forvirrende menageri. Over for denne krise mener jeg, at det er folkekirkens fornemste opgave at stå fast på et fundament af menneskers iboende værdi, kærlighedens iboende godhed og livets iboende mening. Det handler ikke om ”åndelig oprustning”, det handler om at finde en sikker havn i stormen.

Hvordan vil andre beskrive dig?

Jeg har spurgt mine venner, og de mener, at jeg er en nørdet og grundig teolog. Et menneske, der elsker de lange nørdede samtaler, en uhøjtidelig, festlig fyr, som trods alt har en fin faglighed i rygsækken. 

De mener, at jeg er imødekommende og venlig, men jeg er åbenbart også ”en frisk drillepind”, som dog kan være værd at elske. De mener, at jeg er reflekteret, god til at nære den menneskelige forbindelse i kirken, og desuden at jeg uden for kirken er glad for at synge og gå lange ture (hvilket de har ganske ret i).