Henrik Vinggaard Jespersen

1. Hvad lavede du, før du blev ansat i stillingen?

Før jeg blev præst, har jeg blandt andet været sergent i hæren, forskningsmedarbejder på SDU og arbejdet som gymnasielærer i omkring 15 år, hvor jeg underviste i historie og samfundsfag – på Fyn, i Sønderjylland og i Grønland. Jeg har netop afsluttet min teologiske uddannelse og pastoralseminariet i Aarhus som §1A-studerende og kan nu endelig se frem til at tage fat på opgaven som præst i Broholm. Det har været en lang rejse, og det føles som en hjemkomst på flere niveauer – ikke mindst fordi jeg er opvokset i Tommerup St. og Broholm Sogn og nu er ved at indrette mit barndomshjem, som jeg har overtaget.

2. Hvad inspirerede dig til at blive præst?

Det er et spørgsmål, jeg ofte bliver stillet: Hvorfor vil du være præst? Men det er ikke et spørgsmål, man kan svare på i nutid. For mig kom kaldet ikke som en åbenbaring. Der var ingen brændende tornebusk, ingen rungende stemme. Tværtimod var det på overfladen nærmest tilfældigheder – ja, nogle gange uheld – der førte mig hertil. Først i bagklogskabens lys træder sammenhængen frem. Først da jeg gik ind i opgaven, begyndte opgaven at forme mig.

To erfaringer har været afgørende.

Den første er erfaringen af undervisningsrummet som et barmhjertighedsrum. Ikke et præstationsrum. Ikke et sted, hvor man skal vise, hvad man kan – men hvor man får lov til at blive til. Det gik for alvor op for mig i Grønland, hvor jeg i mødet med unge, med naturen, med stilheden, begyndte at forstå, at det ikke handler om at forme andre i sit billede, men om at skabe rum, hvor den anden kan træde frem – og hvor jeg selv bliver til gennem opgaven. Der blev præstegerningen første gang virkelig for mig – som noget der sker i relationen, i resonansen.

Den anden er slægtsbevidstheden. Eller rettere: bevidstheden om dens fravær – og det ansvar, det medfører. Jeg er vokset op i skyggen af en efterkrigsgeneration, der kastede sig ud i frigørelse og nybrud – og i den proces mistede forbindelsen til deres rødder. Vi – deres børn – blev overladt til os selv. Og med murens fald og ’historiens afslutning’ stod vi som generation X i et kulturelt vakuum. Uden retning. Uden at modtage noget – og derfor uden noget at give videre. Man skulle bare høste frugterne, forbruge og have en ironisk distance til verden. Men i det tomrum opstod også en opgave: at genoprette forbindelsen. At modtage, bære og række videre. Ikke i biologisk forstand, men som en praksis: kærlighed og forbundethed som kontinuitet.

Når jeg ser tilbage, ser jeg nu en rød tråd: fra erfaringen af undervisning som barmhjertighed, over længslen efter slægt, til erfaringen af, at netop præstegerningen forener disse. Den giver mig mulighed for at skabe rum for resonans – og være led i en større fortælling. At være præst er for mig ikke at være leder, ikke at være ekspert, men at være håndværker, hukommelsesbærer og medskaber af rum, hvor mennesker kan blive til i Guds billede.

Det er derfor, jeg vil være præst.

3. Hvilken opgave glæder du dig mest til at komme i gang med?

Det, der optager mig allermest i præstehvervet netop nu, er opbygningen af en menighedsidentitet i Broholm. det er et nyt sogn, der rummer gamle spor. For mig er det en opgave, der vokser ud af slægtsbevidstheden: Vi står ikke alene i verden, men indgår i en kæde af liv – fra de døde, gennem de levende, til de endnu ufødte. Noget er givet os, og vi har ansvar for at bære det – og række det videre.

Min opgave som præst er derfor at få menighedens stemme til at lyde. Ikke kun i nutid, men i flerstemmighed: fra kirkegårdens tavse vidner, fra erindringens gemmer, fra hverdagens liv og fra de håb og drømme, der endnu ikke er født. Som Maria, der får til opgave at bære det guddommelige i verden – og give det fra sig – ønsker jeg at være med til at bære det andet, det som er os givet, og slippe det videre i tillid og kærlighed.

Det betyder konkret, at jeg vil opsøge og indsamle menighedens stemmer – både i det lokale arkiv og i samtaler med mennesker i sognet. Jeg vil finde billeder, breve, fortællinger og anekdoter, ikke som nostalgi, men som næring til fremtiden. Grundtvig sagde, at poeten er Guds medhjælper. Tolkien talte om, at vi er sub-creators – ikke skabere ud af intet, men ud af det, der er os givet. Det er en teologisk og praktisk opgave: at lytte, samle, fortolke og give videre.

Jeg tror på, at kirken skal være et rum, hvor liv og tro får lov at mødes – ikke gennem præstation, men gennem deltagelse. Derfor handler denne opgave ikke bare om arkiv og historie, men om fællesskab. Om at skabe resonans mellem generationer. At opbygge en levende menighed, der kan høre sin egen stemme og finde sig selv i den – og dermed også blive en stemme for andre.

4. Hvad er du særlig optaget af lige nu?

I forlængelse af det ovenstående er jeg især optaget af Broholm som et nyt sogn og det arbejde der ligger i at finde os selv som en ny menighed. Historisk set var Broholm knyttet til det gamle Tommerup, hvor også kommunekontoret for den gamle kommune lå (Tommerup, Tommerup St., Brylle, Verninge). Der kan være mange årsager til adskillelsen fra gamle Tommerup, men man kan sige, at der er nogle grundlæggende forskelle. Landskabsmæssigt adskiller Tommerup St sig ved ikke at være så egnet til landbrug pga. den tunge lerjord. Derfor blev området et ideelt område til teglværker og skovbrug. Især da jernbanen kom forbi og også kunne rette sig mod Odense. Derfor er Tommerup St. mere blevet en arbejderby end et landbrugsområde. Større virksomheder som Stegsted, savværk, hørfabrik / Vølund kunne få fodfæste her, fordi der var arbejdskraft og logistikken var god. Nu efter kommunesammenlægningen er afstanden mellem borgere og beslutningstagere vokset. Vi tager ikke bare op på kommunen i Tommerup og møder kendte ansigter på kontoret. Det giver et tomrum og en afstand. Men det kan også være et åbent vindue til påny at finde os selv som myndige borgere. Her mener jeg, at kirken kan spille en væsentlig rolle i at skabe et rum, hvor vi møder hinanden, finder hinanden og i et barmhjertighedsrum skaber en menighed, hvor vi giver hinanden lov til at blive til.

5. Hvad, mener du, er folkekirkens vigtigste opgave i dag?

Igen i  forlængelse af ovenstående mener jeg, at Folkekirkens vigtigste opgave er at skabe rum, hvor mennesker kan høre til i en større sammenhæng – med Gud, med hinanden og med den slægt, de er en del af. Det handler om at modtage det, der er givet – liv, tro, tradition – bære det med omsorg og række det videre. Kirken skal ikke forme mennesker i sit billede, men være det sted, hvor vi – i tillid og frihed – kan blive os selv i Guds billede.

Og så mener jeg, at folkekirken skal kende sin besøgelsestid. Vi har haft en periode fra efterkrigstiden hvor der er blevet skabt et præstationsrum og kultur. Jeg tror, at det bunder i, at efterkrigsgenerationen (eller ‘boomerne’) blev smidt ud hjemmefra og var på egen hånd med en amputeret slægtsbevidsthed. Dette blev næsten sat på program efter 1989, hvor man som civilisation erklærede den endelige sejr. Vi var toppunktet i historien, og der var intet at række videre. Nu viser den periode sig at være en slags parentes. Mange søger tilbage til en større mening og forsøger at koble sig på en større historie. Vi skal som folkekirke være parat til at gribe denne søgen, så den kan forankres i det barmhjertighedsrum og rummelighed vi gennem århundreder har fået opbygget.

6. Hvordan vil andre beskrive dig?

Jeg håber, at andre vil beskrive mig som nærværende, lyttende og engageret – med en stærk sans for både det enkelte menneske og den større sammenhæng, vi står i. Jeg tror på, at relationer skaber mening, og jeg forsøger at være den, der holder rummet åbent – både i samtalen, i liturgien og i menighedslivet. Samtidig har jeg en nysgerrighed, en teologisk alvor og en kærlighed til det fortællende, som gør, at jeg ofte bliver brugt som den, der kan finde ordene, når noget vigtigt skal siges eller huskes.