Joakim Skousgaard Johnsen

Hvad lavede du, før du blev ansat i stillingen?

Jeg har læst teologi på Københavns Universitet og blev færdig på Pastoralseminariet vinteren 2022. Efter det var min første stilling et vikariat i Måløv Sogn i Helsingør Stift, før turen gik nordpå til Trondheim. Min hustru og jeg var et sted i livet, hvor vi ønskede at prøve noget helt anderledes og kaste os ud et lille eventyr, og så opstod muligheden for at flytte til Trondheim.

I vores tid heroppe har jeg været ansat i Den norske kirke i et par forskellige præstestillinger. Jeg har været præst i byens U-kirke, en kirke for og med byens unge og unge voksne. Her var målet at skabe en kirke på de unges præmisser. Det var en utrolig spændende og lærerig tid, hvor der virkelig var mulighed for at slippe fantasien og kreativiteten løs, samtidig med at man også hele tiden måtte forholde sig til spørgsmålet om, hvad der gør en kirke til en kirke. Savnet af det mere klassiske præstearbejde voksede dog med tiden, og det sidste års tid har jeg været ansat i en vanlig sognepræststilling i en af de lokale menigheder i byen.

Hvad inspirerede dig til at blive præst?

Jeg tror ikke, jeg kommer udenom, at min mor nok har haft en vis indflydelse på, at jeg er endt med at blive præst. Min mor er selv præst, så jeg har jo nok fået det lidt ind med modermælken. Dog tror jeg, at min opvækst på mange måder lignede den samme som mine venners, men det er klart, at det, at min mor var præst, gjorde, at kirken og præstelivet var tæt på. Jeg husker, hvordan det vrimlede ind og ud af huset med folk, jeg ikke vidste hvem var, når min mor havde samtaler, og hvordan mine brødre og jeg ikke måtte spille fodbold i gangen, for nu havde min mor altså en begravelsessamtale.

Det var først, da jeg begyndte i gymnasiet, at jeg begyndte at forholde mig mere aktivt til, hvad kirken og kristen tro egentlig betød for mig. Jeg gik egentlig i lang tid og tænkte, jeg skulle blive skibsofficer. Jeg havde en sådan lidt romantisk forestilling om at komme ud og opleve verden og sejle på verdenshavene. 

Samtidig med dette begyndte jeg at dykke mere ned i teologiens forunderlige verden, og jeg begyndte også at gå mere i kirke, og tanken om at blive præst begyndte langsomt at tage form. Da jeg havde færdiggjort gymnasiet, var jeg sikker på, det var det, jeg skulle. Jeg tror, det som drev mig i den retning, særligt var det meningsfulde arbejde, man gør som præst, de mange menneskemøder, og det at vi har et vigtigt budskab på hjertet. Og så var jeg også drevet af en nysgerrighed, en nysgerrighed over for de store spørgsmål i livet. Dem bliver vi aldrig færdige med.

Hvilken opgave glæder du dig mest til at komme i gang med?

Først og fremmest glæder jeg mig til at lære menigheden og sognet at kende. Jeg glæder mig til alle samtalerne, gudstjenesterne, de kirkelige handlinger, og så glæder jeg mig til, at vi sammen skal fortsætte arbejdet med at være en kirke, som er til stede i lokalsamfundet. Det er noget, som betyder meget for mig, at vi som kirke er aktivt til stede derude, hvor livet sker.   

Så glæder jeg mig også til det, som føles lidt som at komme hjem, og ikke bare fordi vi flytter hjem til Danmark. Jeg er vokset op i Faaborg og kan ofte tænkte tilbage på de mange gode minder derfra, så Sydfyn står mig meget nært. Nu glæder jeg mig til at lære Bjerreby-Landet bedre at kende. 

Mit forhold til Tåsinge er mest knyttet til fodbold. Vi spillede ofte mod Tåsinge i min barndom og i ungdomsårene. Desværre husker jeg det som, at vi ofte tabte, så det er måske ikke de bedste minder, jeg har knyttet til Tåsinge faktisk, men det, glæder jeg mig til, skal ændre sig.

Hvad er du særlig optaget af lige nu?

Tiden heroppe har også været en mulighed for at lære mere om Norge, særligt i forhold til det kirkelige både i dag og historisk, noget som jeg ikke havde det store kendskab til i forvejen, men som har været virkelig spændende at dykke ned i. Jeg har blandt andet taget et kursus om Den norske kirkes møde med jøder og jødedom, et kursus som tager udgangspunkt i en stor rapport, man lavede i Den norske kirke for noget tid siden, som behandler emnet både historisk, aktuelt og teologisk. Særligt har jeg været optaget af det teologiske, og hvordan vi skal forstå kontinuiteten og bruddet mellem jødedom og kristendom. Udover det er jeg for tiden også lidt optaget af vækkelsesbevægelserne i Norge i 1800-tallet, som jeg synes er spændende.

Hvad, mener du, er folkekirkens vigtigste opgave i dag?

Folkekirkens vigtigste opgave er først og fremmest at arbejde for at være en levende kirke, der bygger på et levende fællesskab. 

Fællesskabstanken er vigtig for mig i mit arbejde som præst, og for mig er det vigtigt, at vi i kirken altid arbejder ud fra den tankegang, at kirke altid er noget vi gør sammen, og vel at mærke noget vi gør sammen som den brogede skare, vi er, med alle vores forskelligheder og uenigheder. Her skal kirken, traditionen og evangeliets budskab være et samlingspunkt, hvor vi føler os set, og hvor vi ser hinanden og har med hinanden at gøre. 

Det gælder ikke kun gudstjenesten om søndagen, men i alle de aktiviteter som foregår i kirken. Og så er det også vigtigt, at kirken ikke kun tænker fællesskab inden for kirkens fire vægge, men også ser sig som en vigtig aktør i lokalsamfundet og engagerer sig i det lokale fællesskab.

Hvordan vil andre beskrive dig?

Jeg tror, andre vil beskrive mig som en rolig person og som en god lytter. Det med roen er også noget, som er vigtigt for mig. Det er noget, jeg altid prøver at have med mig både i kirkerummet og til samtaler. 

Jeg vil også beskrive mig selv som en nysgerrig person, som altid er åben for at lære noget nyt og prøve nye ting af. 

Så vil mange nok også beskrive mig som en reflekteret person, en som tænker meget over ting, måske også lidt for meget engang i mellem. Derfor er jeg også taknemmelig for at have en dejlig hustru, som kan give mig et spark bagi engang imellem.