Mie Jeppesen Højholt

Hvad lavede du, før du blev ansat i stillingen?

Før jeg blev ansat i stillingen som sognepræst i Vor Frue Kirke i Nyborg, var jeg i et barselsvikariat i Frederikssund Provsti. Jeg har været præst i 10 år, og har siden 2020, hvor jeg blev gift med min mand, levet som ”vandrepræst” (stiftsvikar), som min gode ven kalder det. Min mand er også præst, og vi bor i en dejlig præstegård, så det gav bedst mening for os, mens vi stiftede familie og slog rødder.

Hvad inspirerede dig til at blive præst?

Jeg har vidst, at jeg ville være præst, siden jeg var 16 år gammel. Jeg er vokset op på Københavns vestegn, og er ud af en ikke-kirkelig familie, så det kom som et lyn fra en klar himmel. Det var ét af den slags kald, man ikke kan ignorere, så jeg startede på universitetet lige efter gymnasiet, og var 26 år, da jeg blev ordineret i domkirken i Helsingør.

Hvilken opgave glæder du dig mest til at komme i gang med?

Jeg glæder mig først og fremmest til at lære mit sogn, min menighed og mine kolleger at kende, og se, hvilke tanker og traditioner, der allerede findes. Derudover ser jeg frem til at arbejde henimod at starte en pårørendegruppe for pårørende til alvorlig syge. Det er et arbejde, der ligger mit hjerte meget nær, og som jeg har ønsket at starte op i nogle år.

Hvad er du særlig optaget af lige nu?

Håbet og håbets forkyndelse og fremmelse optager mig meget. Jeg tænker meget over, hvordan vi bedst bærer håbet frem, så mismodet og mørket ikke får lov til at vinde.

Hvad, mener du, er folkekirkens vigtigste opgave i dag?

At være synlig og rummelig. Vi har et håb og et fællesskab, som er så vigtigt og står så stærkt i en verden, hvor tingene ellers går meget hurtigt og til tider kan være meget skræmmende. Jeg mener, vores opgave er at åbne dørene og gøre opmærksom på, at der i kirken og folkekirken er et rum, hvor man ikke skal præstere, og hvor man gerne må være lige præcis, som man er.

6. Hvordan vil andre beskrive dig?

Jeg plejer at blive beskrevet som omsorgsfuld, favnende og rolig – både som præst og som menneske. Derudover sagde én af mine tidligere kirkegængere for noget tid siden, at jeg er sådan en præst, der mener, at alt skal have lov til at vokse og være, som det er – både planter og mennesker.