Rikke Adolf

Hvad lavede du, før du blev ansat i stillingen?

Jeg er oprindeligt uddannet i Religionsvidenskab med en master i Retorik og formidling og har primært arbejdet som kommunikationsmedarbejder i forskellige stillinger. De sidste fem år, mens jeg studerede til at blive præst, var jeg dog ansat som kirke-og kulturmedarbejder. 

Hvad inspirerede dig til at blive præst?

Jeg har en meget stærk kaldstanke og tror fuldt og fast på, at Gud har brugt mennesker, jeg har mødt igennem mit liv som redskaber til at lede mig hele vejen til Fredens Kirke i Svendborg. Det ville være fuldstændig umuligt at pege på ét menneske eller én begivenhed og sige, at det var derfor, jeg blev præst. Jeg føler nærmest ikke engang, at det er noget, jeg selv har valgt. Jeg er bare fulgt med, når Gud har peget mig i en retning. Men mine morforældre og den måde de udlevede deres tro på, er sværvægtere både i forhold til, hvem jeg er som menneske og som præst i dag.

Hvilken opgave glæder du dig mest til at komme i gang med?

Jeg blev indsat som vikar i et ledigt embede 1. august, så egentligt har jeg været i gang her i Fredens Kirke siden da. Så jeg glæder mig bare over at kunne fortsætte med, hvad jeg allerede er i gang med. Men jeg har et stort hjerte for forkyndelse af evangeliet i bredeste forstand – ikke kun fra prædikestolen. I alt hvad jeg foretager mig, stiller jeg mig selv spørgsmålet; ”hvordan løser jeg denne opgave på en måde, så den peger på evangeliet”. 

Hvad er du særlig optaget af lige nu?

Jeg er sådan et menneske, der har tendens til hyperfokus, så på den måde, kan man sige, at jeg er særlig optaget af enhver opgave, jeg har foran mig. Hvis jeg skal være lidt mere specifik, har jeg over en længere periode været meget optaget af, hvordan børn og unge kan være med til at forme og engagere sig i kirkelivet.

Hvad, mener du, er folkekirkens vigtigste opgave i dag?

Det korte svar er at gøre evangeliet kendt, troet og levet. Det lange svar er, at der kun er ét svar og at det var det korte.

Hvordan vil andre beskrive dig?

Der var engang en kvinde fra min gamle sognekirke, som sagde til mig, at jeg var sådan én, der fik alle til at føle, at jeg godt kunne lide dem. Jeg ved ikke, om det passer, for jeg har ikke spurgt alle, men jeg håber det. For jeg ville ærlig talt ikke kunne finde på noget, jeg hellere ville kunne sige om mig selv end dét.