Fortsæt til hovedindholdet
14. januar 2026

Sissel Eline Kjærulf Jørgensen

1. februar 2026:
Sissel Eline Kjærulf Jørgensen er ansat som sognepræst i Herrested-Refsvindinge-Kullerup Pastorat 

Sissel Eline Kjærulf Jørgensen

Hvad lavede du, før du blev ansat i stillingen?

Jeg er nyuddannet teolog fra Aarhus Universitet og Pastoralseminariet i Aarhus, hvor jeg har nydt at nørde teologi og øve alle præstegerningens opgaver.

Inden da har jeg været på Vallekilde Højskole, hvor jeg samlede min ægtemand op, og på Menighedsfakultetet i Aarhus, hvor jeg læste min bachelor i teologi. Sidste efterår var jeg i praktik i Californien i USA i forbindelse med min kandidatuddannelse. Jeg var med i den danske kirke uden for Los Angeles i fem måneder og lod mig inspirere af den måde, de laver kirke på der.

Hvad inspirerede dig til at blive præst?

Da jeg flyttede til Sønderjylland som niårig, startede jeg i et gospelkor. Det blev starten på min trosrejse – her lærte jeg om Gud og Jesus, om den kærlighed og det fællesskab, kirken er. Som konfirmand lærte jeg at elske gudstjenesten og kom næsten hver eneste søndag hele året. Ad de to veje fandt jeg et hjem i kirken, et sted at høre til og søge hen, når livet var godt og svært. Da faldt det ligesom på plads for mig – hvad var mere nærliggende end at uddanne mig indenfor det, jeg syntes var så spændende? Sådan kunne jeg dele den glæde, jeg fandt i kirken, med andre, og fortælle om Gud hver dag.

Hvilken opgave glæder du dig mest til at komme i gang med?

Jeg er utrolig glad for den alsidighed, der er i præstejobbet, og jeg glæder mig til det hele! Men særligt ser jeg frem til at komme ud og lære menigheden at kende, have samtaler og fejre gudstjenester, og skabe kirke sammen.

Hvad er du særlig optaget af lige nu?

Jeg er for øjeblikket meget optaget af spørgsmålet om, hvad kirke er. Det har jeg desuden arbejdet med i mit speciale på universitetet, fordi jeg mener, at det er vigtigt at være sig bevidst om, hvorfor vi mødes til gudstjeneste, og hvordan vi er sammen. Det er et stort spørgsmål, som det er godt indimellem at stille os selv: Hvad er kirke? Hvad er det for mig, og for os? Der, hvor jeg står i spørgsmålet lige nu, er en åben overbevisning om, at kirken er et menneskeligt fællesskab, hvor der skal være højt til loftet og plads til alle.

Hvad, mener du, er folkekirkens vigtigste opgave i dag?

I forlængelse af emnet om, hvad kirke(n) er, mener jeg, at folkekirkens opgave er at være kirke, dvs. at være et samlingssted, hvor mennesker kan være sammen med hinanden og med Gud i et særligt fællesskab. Folkekirken har en unik mulighed for at være et åbent og inkluderende rum, hvor alle er velkomne, og hvor vi kan træde ud af hverdagens stress og forventningspres og bare være til, som Guds børn. Det skal vi sørge for at blive ved med, både ved at række ud og invitere ind, og ved at fastholde og pleje fællesskabet.

Hvordan vil andre beskrive dig?

Andre vil nok beskrive mig som et meget farverigt menneske, både indvendigt og udvendigt. Udadvendt og favnende, som elsker at møde nye mennesker. Samtidig er jeg et omsorgsfuldt menneske, der altid er klar på en kop kaffe og en snak, når der er brug for det. Derudover er jeg en kreativ sjæl, med mange kreative hobbyer og ideer.