Homiletisk Netværk Fyn
Inspiration til prædikenen
Præst ved alter

Inspiration til prædikenen

3. søndag efter Trinitatis

Læs teksten her

Af: Lise Marie Ranum, Fredens sogn, Odense

Get lost! Goddammit!

1.      Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Uanset hvor højt jeg løfter knæene, så snubler jeg over de der får. Giv mig lignelser om dysfunktionelle familier, vanvittige arbejdsgivere, tomhjernede jomfruer, giftigt rajgræs endda, men får... Jeg skiftevis forarges over deres flokmentalitet og irriteres over min egen trang til at romantisere dem – de sorte især. Og så gætter jeg på, at mine får- og hyrdekonnotationer mildest talt ikke er helt på bølgelængde med tilhørerens i oldtidens Nærøsten. At jeg er ikke alene med min skepsis, ved jeg. Forfatteren Ida Jessen, der fungerede som en slags poetisk sprogvasker på Bibelen 2020, fik fx luget ud i både får og hyrder.[1] Det sagt, ikke fordi jeg vil ofre lammet (eller skifte drakmer ud med bitcoins, for den sags skyld), men blot for at indrømme: Teksten preller simpelthen af på mig i første omgang. Godt, jeg ikke får lov at slippe så let!

2.      Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Husker det ikke i enhver detalje, men jeg husker min arbejdstitel: Rumspringa højt af glæde! Jeg talte med udgangspunkt i Göran Tunstrøms vidunderlige præstebasker af en kærlighedsdefinition fra romanen Juleoratoriet[2], om den himmelråbende forskel på en Gud, der i kærlighed tør sætte sine menneskebørn fri, og så os almindelige dødelige, der i ét væk sætter betingelser og trækker grænser. Jeg forsøgte at anskueliggøre ved at tage udgangspunkt i Amishfolkets Rumspringa-tradition, hvor de unge i en periode skal konfronteres med en verden udenfor i form af hårgele og mobiltelefoner og andre vildt brølende løver, med den slet skjulte dagsorden, at de skal blive klar til at ’komme hjem’ og vælge dåben og Gud – der ifølge Amishfolket (og alle mulige andre som oftest velmenende religiøse mennesker gennem tiderne!) findes og dyrkes ret udelukkende i lige netop deres velordnede og rene fold. Heroverfor står en Gud, der nægter at lade sig begrænse af vores forestillinger og fantasier. En Gud, der ikke lader sig begrænse til et enkelt Gudsbillede (hvem sagde Gud som en gammel ivrig dame med kost og spand og hang til kaffe med veninderne?). En Gud, der ikke hopper på, at hun skulle være mere til stede hos flokken inden for murene, end hos det sorte får udenfor – eller omvendt.

3.      - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg er overbevist om, at der altid er mere at finde i Bibelen, hvis vi tvinger os selv til at kigge i den modsatte retning end ’plejer’.

Når jeg i dag vender mig om og kigger væk fra får og drakmer, ser jeg lige ind i øjnene på de knurrende farisæere. Og pludselig ser jeg ikke bare mig selv i dem. Pludselig hører jeg ikke bare, hvordan Jesus ord løfter en flig af en Gud, hvis kærlighed til og barnlige glæde over ALLE sine menneskebørn overgår min forstand. Jeg hører også, hvordan ordene er en opsang og en opfordring til os, der går rundt og synes, vi har vores sådan nogenlunde på det tørre, om at se at komme derud, hvor vi ikke kan bunde og står i fare for at fare vild. Get lost! Goddammit! Råber Gud. Og det er både provokerende og delikat, for jeg kunne aldrig drømme om at stå på prædikestolen og kækt påstå, at der nødvendigvis er mening at hente i det helvede, der følger med følelsen af at være faret totalt vild i tilværelsen. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor Gud vil ha’ os derud? Måske, fordi det giver god mening at øve sig lidt, taget i betragtning, at menneskelivet er af sådan en slags, der slet ikke kan leves uden stroppeture i ødemarken? Måske simpelthen, fordi det er derude i vildnisset (eller derinde i mørket og støvet under skabet, hvor små mønter bliver væk), vi finder det menneske, der har behov for vores omsorg og hjælp. At vi oveni købet ikke sjældent - i akkurat én og samme bevægelse - finder både forståelse for det menneske, vi før ikke fattede en brik af, og finder os selv, anser jeg for at være guddommelig humor af den slags, der får engle til at glæde sig og fnise lidt.     

Vildfarelse som kristen pligt! Sådan kan evangeliet læses. Og savner man gode rollemodeller at spejle sig i - eksperter udi kunsten at turde fare vild - kan man passende slå op på snart sagt enhver side i Bibelen, for her vrimler det med mennesker, der tør risikere at fare vild og blive væk – og vinder både nyt land og nye indsigter derude (Abraham, Moses, Ruth, disciplene, apostlene, you name it!).     

4.      Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Fåret ikke så meget som bræger. Drakmen kunne ikke drømme om at gå til bekendelse. Og det gør hverken fra eller til i Guds øjne! Vi skal ikke gøre noget som helst for at fortjene hverken livet eller Guds kærlighed. Gud og livet vil mig. Også når jeg er blevet helt væk. Også når jeg ikke kan udrette noget som helst. Også når jeg ikke engang selv gider findes. Sådan er livet i Guds verden. Og meget længere fra vores aktivitets-/præstations-/faktura-/nytte-/konkurrence-orienterede måde at tænke og leve på, kan man vel ikke komme? Og så er det oveni købet så radikal og provokerende tale, at det er nærmest umuligt at tænke tanken til ende. For slet ikke at tale om at kapere den: For hvad betyder det, at jeg er god nok, også når jeg ikke er spor god og ALTID en ny begyndelse værd? Ja det betyder, at det samme gør sig gældende for mit medmenneske. Også den, der gjorde det utilgivelige. 

Nogen vil måske kalde det billig nåde. Jeg vil hævde, at det er en nåde, der er mere dyrebar end jeg har ord for! 

5.      Hvad kommer det mig/os ved?

Først snublede jeg over fårene og syntes det hele prellede af. Men jeg fik heldigvis ikke lov at slippe. Hvad skulle jeg gøre uden evangeliet? Det giver mig igen og igen lov til at være menneske og leve alt inklusive: Akkurat lige så on time og pligtopfyldende og umulig og vildfaren, som jeg er (simul!). Og samtidig – på akkurat samme tid! - skubber det mig ud, hvor jeg måske ikke kan hverken bunde eller se en hånd frem for mig, men til gengæld møder det andet menneske, der ikke bare, dybest set, er akkurat som mig – men også behøver mig. Det er kristendom i en nøddeskal, og lige livgivende hver gang.


[1] Else K. Holt har skrevet en artikel om udfordringerne med får og hyrder i oversættelsesprocessen: The Lord is My Shepherd? On the Translation of Old Texts for New Readers, Mohr Siebeck, 2020. 

[2] "Kærlighed er at give et andet menneske livskraft. Det er at frigøre den i granitten forstenede, så man får lov til at se fodsålerne danse, også hvis de danser bort fra en selv. Men hvor mange vover at handle på den måde?"