Homiletisk Netværk Fyn
Inspiration til prædikenen
Præst ved alter

Inspiration til prædikenen

17. søndag efter trinitatis

Læs teksten her

af: Line Nissen, Sct. Jørgens sogn, Svendborg

1) Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler over ordet ”plads”. Det sidste halvandet år har de fleste præsters liv sandsynligvis kredset om, om der har været plads nok. Hvor mange pladser har vi kunne tilbyde de mennesker, der søgte kirken.

Gode og dårlige pladser har betydet mindre end det plejer. Det har mest af alt har handlet om, om der overhovedet var plads, både i kirken såvel som i kirkens kalender.

I evangeliet til 17. s. e. trin. præsenteres vi for faren for at blive vist hen til dårligere pladser, mens faren i en folkekirkelig virkelighed anno 2020/2021 har været, at man risikerede at blive vist helt bort og holdt helt ude af kirken.

2) Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?

Sidste gang jeg prædikede denne søndag, talte jeg om sabbatsbuddet og højtidernes måltidsfællesskab, som et helligt fristed og den sidste rest af hviledag og helligdag. Juleaften, julefrokosten, påskefrokosten, pinsefrokosten er måltider, hvor maden er mere end bare føde. Fordi der er tid. Fordi alle er med. Fordi der er plads til alle. Fordi man samles om mere end sig selv og sine egne behov. Ja selv Gud er med. Måske ikke sådan, at man taler om Gud, men det ligger i underbevidstheden, at vi samles ved disse lejligheder, fordi Guds søn blev født, døde og opstod, fordi Guds Ånd kom til jorden.

Jeg påstod, at det giver en blanding af taknemmelighed og ydmyghed. Taknemmelighed over det familiefællesskab, man er så heldig at være en del af, men også ydmyghed over at være en del af en større virkelighed end sig selv og sin egen familie – man er også en del af Guds virkelighed og en del af hans mening med verden

Jesus er med til et måltidsfællesskab på sabbatten. Efter gældende lov spiser man den mad, der er foreskrevet og tilberedt dagen før, fordi selv husmoren skal holde fri. Men Jesus ophæver helligdagslovgivningen, fordi han arbejder. Han helbreder den syge mand med den begrundelse, at redning af liv kommer før en lov. Det er den kristne frihed gjort konkret; den frihed, at vi ikke er bundet og tvunget, ydmyget under og kvalt af Guds lov om sabbatshvile, fordi livet altid kommer først. Loven er ikke Gud, men loven er Guds og den er givet for vores skyld.

Jesus sætter lov og regler i perspektiv. Livet kommer før alt andet, fordi det er Guds. Derfor skal vi handle frit, men altid under ansvar for fællesskabet og andres liv. Ikke for vores egen skyld, men fordi livet er Guds.

Anden del af fortællingen sætter friheden i perspektiv. Nok er livet større end døde regler, men det betyder ikke, at vi kan gøre hvad vi har lyst til, under henvisning til at vi er frie. Så frie bliver vi nemlig aldrig. Vi er altid bundet op på mere end os selv. Gud og de andre – fællesskabet. Vi lever altid under ansvar og hensyntagen til det fællesskab vi er sat i, uanset om det er det private, familiære fællesskab eller fællesskabet med fremmede, som vi er ligeværdige med, fordi vi alle sammen er Guds. Det fællesskab, som er givet af Gud, skal vi gå ydmygt til.

3) - hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det nye i evangeliet er det, jeg har lært af Coronarestriktionerne; pladsernes kvalitet er ikke det vigtige. Det vigtige er, om der er pladser nok. Alt den fokus på plads har betydet, at jeg har opdaget, hvordan vi skaber forbindelse og fortrolighed, når der kun er ganske lidt plads mellem os. Det er svært at tale om de store ting, når der er for meget plads mellem os. Jo mindre plads, des større fortrolighed og enhed og fællesskab.

Engang handlede plads om dårlige eller gode pladser. Ikke om der var nok. Det gjaldt om at komme i god tid til juleaftensgudstjeneste, så man ikke blev henvist til at sidde bag en pille eller ubekvemt på trappetrinnet op til koret. Hvor træls det end var, så er det intet imod at måtte stå uden for døren og slet ikke kunne være med.

Jeg tænker også på alle de dårlige pladser, jeg har haft til alle mulige koncerter, i fri luft og i koncertsale, hvor jeg kun lige akkurat kunne ane, at det var Steffen Brandt eller Sanne Salomonsen, der stod på scenen. Men det var lidt min egen skyld – jeg kunne være kommet i god tid eller have mast mig fremad og tættere på scenen eller jeg kunne have ladet være med at være nærig og købt nogle bedre billetter. Men det var dog bedre at være med til koncerten fra en dårlig plads, end at der slet ikke var nogen koncert at komme til.

Bryllupsgæsterne lever i lykkelig uvidenhed i en før-coronatid. De aner intet om, at fortrolighed og enhed og fællesskab lever bedst, når der er mennesker at være tætte med. De ved kun, at der er gode og dårlige pladser og når de ved det, så gælder det jo om at holde sig til og få trykket på knappen i samme sekund, billetterne bliver sat til salg.

I en før-cornatid kan vi vælge at høre historien om hovmodige mennesker, der puster sig op og rager til sig, plejer deres egne interesser og ser stort på fællesskabet. Men på den anden side kan vi også se bryllupsgæsterne som mennesker, der tager ansvar og forbereder sig og kommer i god tid. Mennesker som gerne vil være med og er interesserede i at være en del af fællesskabet.

Sagen er jo også, at der altid er én, der skal gå ind ad døren først og nogen skal jo tage den første plads i køen og stå forrest i aerobicsalen med den risiko, der er for at udstille sig selv, når man tager teten og ansvaret. Hvis alle holder tilbage og lader andre komme til, går trafikken jo helt i stå og der ender med slet ikke at komme nogle til juleaftensgudstjeneste eller til koncerten. Og så er der slet ikke noget fællesskab at være en del af eller noget fællesskab at blive holdt ude af.

Risikoen for afvisning og muligheden for at blive inviteret er det, der binder de to dele af evangeliet sammen, men også det, der binder nutiden sammen med evangeliet.

Manden med vand i kroppen kommer med livet i hænderne og emmer langt væk af, at han står på en plads, han ikke kan være sikker på at få lov til at blive stående på. Det er sabbat og loven kræver hvile, så selv lægen må lukke døren til klinikken og afvise de syge. Men Jesus inviterer ham ind i klinikken alligevel.

Bryllupsgæsterne, der bænker sig på de fornemme pladser, risikerer at blive afvist og henvist til mindre fine pladser, fordi de tror for godt om sig selv. De skal gøre det modsatte. Sætte sig på dårligere pladser i håbet om at blive inviteret til at indtage en bedre plads.

I kirken, som den var, indtil for et par uger siden, risikerede man også at blive afvist, når man kom til kirkedøren, fordi der ikke var pladser nok. Man risikerede næppe, at nogen, der allerede havde fået plads i kirken, ville gå ud igen og invitere den, der var for meget til at overtage sin plads. Eller jo – det oplevede jeg en gang. En dame rejste sig fra sin plads, da hun opdagede, at én måtte gå hjem igen, og sagde: ”jeg var her også sidste søndag. Tag du bare min plads”. Men den dame er undtagelsen, der bekræfter reglen. Jeg havde næppe selv vist samme storsind som hende, hvis jeg var kirkegænger.

Med tanke på Coronatidens begrænsninger klinger det hult, når kirkens folk siger, at vi har en stående invitation til at komme i kirke og at der altid er plads til enhver, der måtte komme. Det er en sandhed med modifikationer. Ikke kun fordi coronaen begrænsede os, men det kan også være den erfaring, som nogle (ikke alle, men nogle) der får prædikaterne ”dåbsmenighed” eller ”kirkefremmede” gør sig, når de kommer i kirke og oplever, at de ikke føler sig velkomne. Man kan selvfølgelig indvende, at det er deres egen skyld, for de kunne jo bare gøre sig den ulejlighed at komme noget oftere og øve sig på, hvordan man gør. Eller de kunne iklæde sig lidt mere ydmyghed, fremfor de festklæder, som en barnedåb i familien stemmer krop og sind til. Uanset hvad de kunne have gjort, så bliver skellet mellem de kirkevante (der optager de bageste pladser, fordi de har læst Lukasevangeliet og ikke vil være farisæiske) og de kirkefremmede (som ofte sidder på de øverste bænke, nær døbefonten, som er adgangsvejen til at indtræde i fællesskabet) meget tydeligt, når de ikke rejser sig op, mens de kirkevante fornemt springer op på de rigtige steder. Det er ikke utænkeligt, at man kan komme til at føle sig lidt afvist, lidt udenfor og lidt på tålt ophold, når man gæster en gennemsnitlig dansk menighed en almindelig søndag.

4) Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Én ting er kirkebygningen og kirkeinstitutionen. Det er menneskeværk, ligesom en bryllupsfest i Israel på Jesu tid, var menneskeværk. Menneskeværk styres af love og regler, såvel som af uskrevne regler (stedets skik) som nye gæster, fremmede, ikke har en chance for at vide noget om på forhånd, når de træder ind i fællesskabet. De er afhængige af inviterende storsind fra de, der kender kirkens skikke ud og ind. De nye skal jo først lære reglerne at kende og finde deres plads i netop dette fællesskab, skabt over år, af de mennesker, der har den fornemme vane at komme trofast, søndag efter søndag.

En anden ting er Kirken, som de, der hører Herren til. Den Kirke styres af Guds kærlighed, som alle har en chance for at høre om. For evangeliet til 17. s. e. trin. råber menneskeværdet ud. Ikke det vi selv skaber ved at være forberedte, komme i god tid, sætte os de rigtige steder, øve os – men det værd, Gud rækker os og inviterer os til at tage imod, uanset hvad reglerne siger om, hvornår man må og ikke må, hvilke pladser man bør og ikke bør sætte sig på.

5) Hvad kommer det mig/os ved?

Uden fællesskaber at være en ligeværdig og ønsket del af, bliver livet et helvede. Enhver form for pusten sig op, tagen pladens fra de andre, ragen til sig, enhver afvisning er Fandens værk. Guds værk er at blive inviteret og rakt en plads at leve på. Ikke en plads, der er bedre eller dårligere end andre pladser, men en af de pladser, som Gud bare har nok af.