Hør også "Prædiken på vej" som podcast herunder:
3. søndag efter påske
Af :Thomas Neergaard, sognepræst i Sct. Jørgens Kirke, Svendborg
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Der er mange gode billeder at tage fat i, når man skal prædike over dagens tekst.
Først og fremmest er der ”Tiden” som fænomen. Vendingen ”En kort tid” nævnes intet mindre end syv gange i evangeliets forholdsvis korte indledning. Da tekststykket er fra Jesu afskedstale skærtorsdag aften – afskedens time – så giver det fin mening, når han siger, at der går ”en kort tid” til han er væk, død og begravet den følgende dag og atter en kort tid (en uge) til de skal se ham igen som den opstandne.
Men så er spørgsmålet: Hvad med de 2000 år der er løbet i åen siden?
Tid er en mærkelig størrelse, fordi den opleves forskellig. For barnet går der en evighed mellem fødselsdagene. At høre begrebet ”næste år” eller ”til sommer” er næsten udenfor barnets fatteevne at kunne forholde sig til – som når vi taler om evighed eller universets opståen.
Omvendt kender alle forældre til det modsatte: At tiden accelerer jo ældre, vi bliver. I går lå der et spædbarn i ens arme – i morgen skal ungen konfirmeres! Hvor blev tiden af? Denne fornemmelse er meget ambivalent, fordi den både indeholder taknemmelighed over det, man fik, men også en dyb melankoli over det, man ikke får igen. På det punkt er tiden også forbundet med sorgen.
Sorg
Og dermed kan ”tiden” ikke rigtig berøres uden den associeres med ”sorgen”.
For det er netop når vi gennemlever dyb sorg, kan det føles som om, tiden er gået i stå – og fremtiden virker som lukket land.
Men her kan Jesu ord om ”en kort tid” måske åbne for en større dimension. Der er ikke kun en kort tid til dødens komme – ”men”, siger Jesus: ”om atter en kort tid, skal I se mig igen og jeres sorg skal blive til glæde”. Der er et løfte om, at uanset hvordan vi har brugt vores liv – om det var ”time well spent” så har vi evigheden for os. Sorgen skal blive til glæde.
At gå bort
”Hvad mener han med ”Og jeg skal gå til faderen”” spørger disciplene sig selv.
Når Jesus taler om døden, så lyder det næsten som en parentes. En kort tid og så ser I mig igen. Jeg ”går” til faderen.
Men alle der har oplevet døden på tæt hold ved, at døden ikke er en parentes. ”Døden er kun en blund, som vi fra søvnen kende”, skriver Grundtvig et sted – men i resten af sit forfatterskab siger han egentlig det modsatte: Døden er livets værste fjende! Derfor skal vi tage den seriøst – og vi skal turde forholde os til den, for kun ved at erkende vores dødelighed kan vi leve vores liv ordentligt.
At erkende dødens alvor – ja, bare det at tale om døden – er svært for de fleste i vores tid. Vi siger som Jesus, når nogen dør: Min mand er ”gået bort”.
Men så må man spørge som Halfdan Rasmussen gør et sted:
”Hvor er man henne når man er borte
og hvor er man henne når man sover hen?
Det er svært at forstå, når man ikke forstår det,
for om morgenen er man der altid igen.”
Det er et godt spørgsmål: Hvor går man hen, når man går bort? Det er som barnet, der fik fortalt at hans afdøde far sad på en stjerne oppe i himlen. Hvordan er far kommet derop? Ved hjælp af en stige, sagde moderen. Det blev barnet glad for – for det betød, at barnet selv kunne kravle med op…
Vi går ikke bort. Vi dør. Men glæden må vel være, at vi ikke bliver til ingenting. Vi kravler heller ikke op til stjernerne. Vi er hos Gud. Det kan være en trøst for både børn og voksne.
Den fødende kvinde
Sidst men ikke mindst er der det fantastiske billede med den fødende kvinde, som de fleste prædikanter vist har det med at hæfte sig ved, fordi det i modsætning til resten af evangeliet er meget konkret og forståeligt.
Der er også mange interessante vinkler i dét billede:
Kvindens enorme smerter kaldes ofte for ”en god smerte”, fordi den fører liv med sig. Jesus siger så, at hun ”glemmer” denne smerte efterfølgende, og det er der vel sandhed i, for mange kvinder vælger ufortrødent at kaste sig ud i både graviditetskvalme, fødsel og brystbetændelse igen, når næste barn melder sin ankomst.
Men er det et godt billede på den generelle sorg? Når mennesker er udsat for ulykker, slem modgang eller stor sorg lærer vi netop af det. Vi bliver en erfaring rigere, så vi ikke gentager vores fejl.
Det er fornuftigt, hvis en trafikulykke får os til at køre langsommere eller en fallit får os til at sætte tæring efter næring. Men når det fx gælder hjertesorg må et brud med en elsket endelig ikke føre til, at vi aldrig tør binde os igen.
Her skal vi måske se til moren og barnet – det er som Per Krøis skriver i sangen om Linedanseren:
”Ud af sorgen vokser lykken
og livet
i påskens evige fest.
De stærkeste rødder har træ'r i blæst.”
Smerten hører med til livet – men der kan vokse gode erfaringer og nye muligheder frem på den anden side.
2. Ligger der et ”du skal” i evangelieteksten?
Der står ganske vist ” I skal græde, klage og sørge” men det er næppe ment som noget, vi ”skal” – altså et imperativ til os – men nærmere som en konstatering af det uundgåelige.
Den der egentlig ”skal” noget, er vel Jesus selv, når han lover, at ”sorgen SKAL blive til glæde” og ”I SKAL se mig igen”. Forandringen er vi ikke selv ansvarlig for – Vorherre (og måske også tidens gang) vil gøre arbejdet for os.
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Man siger, at tiden læger alle sår, men det er kun en halv sandhed, for er såret dybt nok, kommer der et ar til evigt minde – Man er altså mærket resten af livet.
Derfor er det ikke tiden, der læger alle sår. Det er derimod kærligheden, der læger alle sår. Kærlighed er den hjemløse kærlighed, som det så ofte siges… Men det betyder også at kærligheden og sorgen er forbundne.
Et af kristendommens kernebudskaber er, at livet vandt over døden – men det var også kærligheden der vandt!
Alle der har mistet har gjort samme erfaring: Nok er min elskede død, men det er kærligheden ikke.
Kan vi elske selvom den elskede er død, så er det netop kærligheden, taknemmeligheden og glæden ved livet, der læger sårene. Ikke tiden.
Og så minder Jesus os om, at livet er blevet givet os – og derfor kun er til låns. Det skal leves mens vi har det – men det glædelige budskab er, at det er livet og kærligheden der vandt ved Jesu Kristi død og opstandelse. Som salmedigteren skriver: ”åben har jeg Himlen fundet,
Jesus vandt, og jeg har vundet!”
4. Hvordan er det relevant for din menighed?
Mange kommer i kirken med ar på krop og sjæl. Mange har måske endda fornemmelsen af, at tiden bare skal slåes ihjel. Her er det vores pligt sammen med evangeliet at komme med et modsvar.
Og dagens evangelium er i den grad til trøst.
5. Hvordan kunne første sætning i prædikenen lyde?
Man siger, at tiden læger alle sår… Det tror jeg ikke er rigtigt…
Anden pinsedag
Af: Lene Kjemstrup Christensen, Korup Sogn
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Teksten fra Det gamle Testamente slutter med ”Du gør jorden ny” Hvordan ser det ud, og kunne det være en god idé at prædike om, at det er en mulighed? Et tema fra epistelteksten kunne være, at Peter er nødt til at overveje, om Helligånden vil noget andet end det, mennesker ellers vil. Sker det tit? Et tredje tema kunne være, at Gud elskede verden, så han gav det bedste, han havde. Hvilket indtryk gør det?
2. Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
Du skal tro på Jesus Kristus, Guds søn, fordi Gud elsker også dig.
Søg lyset og godheden. Hvem gider at sidde og glo med vrede i mørket?
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Der findes godhed og lys, fordi Gud har villet det sådan. Kunne det være en idé at prøve det af?
4. – og hvordan er det relevant for din menighed?
Mørket er stærk. Uroen stor. Ethvert glimt af lys forekommer relevant i dunkle tider. Måske er pinseånden netop det, der er brug for til at stå imod med.
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
Han kom med fred og gode tider, da han trådte ud af gravhulen. Nu er det blevet pinse, og hvad har du tænkt dig at bruge freden og de gode tider til?