Hør også "Prædiken på vej" som podcast herunder:
Alle helgens dag 2025
Af: Thomas Lindqvist Neergaard,
sognepræst i Sct. Jørgens Kirke, Svendborg.
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
At teksten som udgangspunkt intet har med døden at gøre men kun lidelsen. Dermed er teksten mere til de pårørende end til de døde.
Dernæst sidder jeg som prædikant og studser over, om evangeliet bliver for meget et postulat. ”I skal trøstes” lyder det. Ja tak – vil de efterladte, der har taget plads i kirken denne søndag mon være enige med Jesus?
2. Er der tematiske tråde mellem teksterne (GT, epistel/lektie, evangelium)?
Alle tre tekster – Esajas, Åbenbaringen og Matthæus – har vel det tilfælles at de taler om en fremtidig trøst eller frelse. At det, der enten virker møjsommeligt, skræmmende eller sorgfuldt, skal have en ende.
Selvom vi er nogle, der fejrer klassisk højmesse på dagen med alle tre læsninger, vil man nok de fleste steder have arrangeret minegudstjenester med særlig liturgi. Her tror jeg, at især åbenbaringsteksten vil mudre billedet en smule, og man kunne med fordel benytte læsningen fra anden tekstrække, der lægger sig fint op ad dagens evangelium.
3. Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i (historisk/fortællermæssigt)?
Vi er i begyndelsen af Bjergprædikenen, og det er nok vigtigt at skrive sig bag øret, at Jesus ikke taler ved en begravelse eller til mennesker, som specifikt står midt i sorgen over et elsket menneske, som de fleste prædikanter vil denne søndag.
4. Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv?
Der er flere ting ved evangeliet, som man måske godt kan sige sig selv, men som man nemt glemmer eller overser.
At sorgen er en nødvendighed
Som jeg læser evangeliet, står der, at vi er salige FORDI vi sørger og ikke PÅ TRODS af vores sorg. Det er selvfølgelig ikke sorgen i sig selv, der gør os salige, men det sorgen kommer af. Vi er salige eller lykkelige fordi, vi nåede at mærke kærlighed! Vi er heldige fordi vi delte et liv med et andet menneske, som elskede os.
Men det modsatte sker også. Alt for ofte ser vi, at det ikke kun er sorgen der fylder hos de efterladte, men at vreden, skylden, frustrationerne, lettelsen – og i værste fald ligegyldigheden – også fylder. Når kærligheden var udfordret, bliver sorgen mere kompleks, og det gør den ikke lettere. Men værst er det dog, når man intet føler. Så herskede døden mellem os, mens vi levede. Men elsker vi endnu, oplever vi måske, at der er liv i døden.
At sorgen er en nødvendighed, er også noget, man skal forstå, hvis man er pårørende til en, der sørger. Jeg hørte engang om en kvinde, der havde mødt stor forståelse og trøst i de dage, hvor hun mistede sin mand, men efter et par måneder spurgte vennerne, om hun ikke snart skulle ”videre med sit liv”. Her svarede hun, at hun jo netop var kommet ufrivilligt videre. Hendes liv var totalt forandret, mens vennernes liv var, som de altid havde været. Det var dem, der ikke rykkede sig sammen med hende og ikke levnede plads til hendes sorg.
At sorgen er god.
Men mange mennesker har gennem tiden forsøgt at fortrænge sorgen og lægge låg på savnet i forsøget på at komme videre med deres liv. At tale om den døde, at se billederne af den elskede, at leve med minderne blev for svært. At være og leve i sorgen kan aldrig blive ”saligt” eller ”heldigt”. De ville gerne videre ved at glemme og tage magten tilbage over deres liv.
På mange måder går Jesu saligprisninger imod tidsånden: Hele ni gange lyder det, at vi er salige, når vi sørger, når vi forfølges, når vi er fattige eller på anden måde svage og magtesløse, men det er der næppe mange, der kan genkende i dag. Salig, heldig eller lykkelig er tværtimod det menneske, der har magt over sit eget liv, som lykkes med sin tilværelse og som slipper for sorg, modgang og savn. Det tror vi i hvert fald. Men evangeliet skal minde os om, at det også er befriende at vide, at magten og ansvaret – og den afdøde – er i Guds hånd.
Vi styrer ikke selv vores liv, vi er ikke selv ansvarlige for vores sygdomme, og der er også relationer, som ikke var, som vi ønskede det. Der lyder det, at vi ikke skal trøste os selv. Det er der en anden der gør.
Det er nok det, der ligger i at være ”fattig i ånden”, som ikke betyder, at man er svagt begavet, men at ens sag og skæbne ligger i Guds hånd
At sorgen er et vilkår.
Det er vist Møllehave, der har sagt, at sorgen er kærlighedens pris, ligesom han også er citeret for at sige, at for to mennesker, der elsker hinanden, kan det kun ende ulykkeligt, fordi den ene nødvendigvis MÅ dø før den anden. Begge citater vidner om det samme: Vi kan ikke elske uden også at møde lidelsen. Sorgen er et vilkår.
Alligevel hører man aldrig et menneske sige, at sorgen er så tung, at man ville ønske, at den elskede – og det liv, man delte – ikke havde været til. Tværtimod. Da den tidligere kirke-og kulturminister Joy Mogensen mistede sin datter Sarah i 2019, skrev hun, at sorgen fyldte alt, men at hun også var fyldt af en stor taknemmelighed. For Sarah havde trods alt gjort hende til mor. Og det ville hun altid være.
Trøsten findes altså, fordi sorgen eksisterer – fordi kærligheden var der og stadig findes – og derfor kan få lov til at fylde resten af livet. Uden kærlighed ingen sorg. Uden sorg ingen trøst.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Det fantastiske ved Allehelgens evangelium er, at det taler til os – de efterlevende – og ikke til og om de døde. Det var som Harry Potters rektor, Albus Dumbledore engang sagde: ”Don’t pity the dead, pity the living”.
Det er de levende, de sørgende, vi skal have ondt af, og det er dem, der har behpv for trøst. Og den trøst lyder netop i evangeliet.
I mine begravelsestaler prøver jeg altid at tale kærligheden frem og døden ned. Ikke sådan forstået at jeg negligerer dødens betydning eller nedtoner sorgen, men kirkens budskab er jo netop, at kærligheden vandt over døden!
Den erfaring bilder jeg mig ind, at alle i kirken erfarer Allehelgensdag: Kærligheden lever selvom deres elskede er døde! Ellers sad de jo ikke på bænken og tændte lys! Var kærligheden død, ville de jo være ligeglade! På samme måde mærker de også den kærlighed, de fik fra deres elskede, selvom døden er kommet mellem dem. Der er minder, oplevelser og varme ord, som levere videre på trods af døden! Og det er da en trøst.