Homiletisk Netværk Fyn
Inspiration til prædikenen
Præst ved alter

Inspiration til prædikenen

17. SØNDAG EFTER TRINITATIS 2022

læs teksten her

af: Tangen Sivertsen, Nyborg       

1.     Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler (i betydningen pikeres) over Jesu analogier sidst i teksten, om at en ny lap ikke dur på en gammel kappe og ung vin ikke kan skænkes på gamle lædersække, som begge antyder at dét nye der er i frembrud med Jesus, med nærmest logisk nødvendighed må føre til et brud med gamle former og konventioner.

2.     Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg tog udgangspunkt i Jesu ord ”Følg mig”, idet jeg afvejede forskellen mellem at betone et autoritært ”Følg mig”, fremfor at betone et evangelisk ”Følg mig”. Det førte bla. til en omtale af Peter Bastians dengang nye samtalebog med Tor Nørretranders, hvor Bastian fortæller om sin tid i en amerikansk sekt, hvor alt handlede om at skulle perfektionere sig efter bestemte forskrifter, hvilket betød at medmennesket og livet simpelthen forsvandt, reduceret kun til at have betydning ift. bestemte fordomme og regler. Hele dette regelrette verdensbillede blev revet væk da Bastian erfarede evangeliet for fuld udblæsning – at blive set på sådan som Jesus i evangelieteksten ser på toldere og syndere, hvilket som bekendt endte med at Bastian lod sig døbe kort før sin død.

3.     og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det nye er føromtalte analogier. For er meningen virkelig, at et nyt indhold pr. definition må føre til et formbrud – et opgør med traditioner og konventioner? Der er i den tese basis for en del modstand hos mig selv, hvilket jeg derfor nok ville være nødt til at dykke nærmere ned i – og måske prædike over. For det er ikke det ringeste udgangspunkt for at skrive en prædiken – at man selv er forarget. 

4.     Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Teksten siger, hvad NT jo i det hele taget siger, at Guds rige er et åndens og lysets rige – ikke et mørkekammer fyldt med døde bogstaver, rettroenhed og fundamentalisme. Det har vi til alle tider brug for at høre, fordi vi har så svært ved ikke at ville trællebinde livet hver vores dogmatiske selvhævdelse, hvormed vi bilder os ind at have begrebet, hvad der i bund og grund er ubegribeligt - et mysterium. 

5.     Hvad kommer det mig/os ved?

Vores tid er dybt martret af en livsødelæggende, åndløs fundamentalisme – hvor alt for meget efterhånden opfattes dybt bogstaveligt og hvor humor, ytringsfrihed, selvironi og u-selvhøjtidelighed derfor har særdeles trange kår. Vi har med andre ord i den grad brug for noget ånd, til at bekæmpe et historisk højt niveau af fundamentalistisk fornærmelses- og krænkelsesparathed. Deri kunne der helt sikkert også ligge ansatser til en vedkommende prædiken.

18. søndag efter trinitatis 2022

Læs teksten her

Af: Kristina Løvenstrøm, Vindinge Sogn

1.    Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler og falder i lange staver over symbiosen, allerede inden jeg er nået helt igennem teksten. Altså symbiosen mellem stammen og grenene. Mellem det guddommelige og mennesker. Det er jo egentlig vildt, hvad symbiosen kan præstere, når man tænker over det. Liv – simpelthen.

Jeg snubler også over vingårdsmanden. Han har stor kærlighed til sit træ, der passes og plejes på dén måde, der genererer mest liv.

2.    Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg talte om symbiosen. Om hvordan frugter fødes, fordi grene sidder fast på træer. Mere skal der ikke til. Der kommer ikke frugter på grenene, fordi grenene kæmper og får den bedste (eller bare en god) plads – frugter fødes, ene og alene fordi grene sidder fast på et træ og næres af en stamme. Grenes fornemmeste opgave må derfor være at være grene. Det lyder måske så lige til, men faktum er øjensynligt, at mange grene glemmer, de er grene. Når grene forsøger at være noget andet end grene, løber de tør for næring – før eller siden. Man kan dø af det. Og det er egentlig synd (for grenen).

3.    - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Der er ikke noget, der er nyt. Men jeg bemærker (igen), hvor svært det er IKKE at fokusere på sætningen: Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han. Det siger sig selv, at der må renses ud, når et træ er belæsset med grene, fordi der på den måde kan komme mere af det gode (til frugterne). Sådan er Gud – Han vil os det godt! Jeg tror så bare ikke, grenene i denne henseende skal forstås som mennesker en-til-en. Snarere at Gud sørger for gode vækstbetingelser i vores liv, dér, hvor det er nødvendigt. I den henseende kan det sikkert betale sig, at noget (i livet) bliver og noget (i livet) luges væk.

4.    Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At frugter ikke er noget, vi sørger for selv (dybest set).

5.    Hvad kommer det mig/os ved?

Teksten peger på sammenhængen mellem (gode) frugter og et liv i symbiose. Alene bruger vi kræfter på noget, vi ikke er skabt til at bruge kræfter på. Der er ingen grund til at kæmpe de steder, hvor der ikke er nogen grund til det. Det handler måske mere om at benytte sig af det, man allerede har: bed om, hvad I vil, og I skal få det, siger Jesus. Måske kommer det os ikke noget ved lige nu, og så skal vi jo bare kæmpe videre selv … indtil noget andet viser sig som mere livgivende.

19. søndag efter trinitatis 2022

Læs teksten her

af: Peter Ø. Jacobsen, Sankt Hans Sogn

Umiddelbart snubler jeg over:

Jeg snubler over det meget umiddelbare og ufuldstændige. Der er en herlig nysgerrighed hos de første disciple. De har en fornemmelse – måske på grund af Johannes ”anbefaling” af Jesus som Guds lam? De følger deres fornemmelse, følger Jesus – og ta’r den dér fra! Der er også en skøn umiddelbarhed i disciplenes anbefaling af, hvad de selv har mødt: ”Vi har mødt Messias!” Og en tilsvarende enkelhed i invitationen var Jesus: ”Følg mig!” Ikke: ”Forstå mig”, ”skriv tykke bøger om mig” osv. men et livsfællesskab, som kan udvikle sig – ligesom alle andre livsfællesskaber.

Det, vi ikke kan sige os selv: 

Naturligvis det overnaturlige (den med figentræet). Men dette som tegn på det større, at himlen over Jesus er åben! I det enkle, umiddelbare, ufuldkomne følgeskab med Jesus, er der alligevel en åben kanal til himlen.

Hvad kommer det os ved?

Det samme som det kom de første tilhørere ved! Hvis Jesus er Messias for jøderne, er han Kristus for verden. Hvis Jesus er ”Guds lam, som bærer verdens synd”, kommer det alle ved, og hvis en nysgerrighed er nok til at være hans følger, kommer det os ved med håb og mening – også i et uafklaret og ellers håbløst liv.

Læs Peter Jacobsens prædiken