Hør også "Prædiken på vej" som podcast herunder:
Sidste søndag i kirkeåret 2025
af: Anna Jensen, Thomas Kingos Kirke
Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Noget nyt er på vej! Esajas profeterer om jubel og fryd. Det gamle, gråd og skrig skal ikke længere høres. Paulus opmuntrer menigheden i Thessaloniki til at stå fast i hvad de er blevet oplært i. Og så er vi fremme ved evangeliet: Dommedagsteksten! Nu kan man godt mærke knæene skælve lidt, for er vi får eller bukke?
Ligger der et ”du skal…” i evangelieteksten? – og hvordan lyder det i så fald på nudansk?
Evangeliet er ikke en to-do-liste, selvom det i første omgang kan lyde sådan. Hvis vi giver mad til de er sulte, vand til de tørstige, modtager de fremmede, giver de nøgne tøj, tager sig af de syge og besøger dem der er i fængsel, så har vi vores på det tørre. Men hvornår har vi gjort nok? Måske er der et menneske vi på vores livsvandring har overset? Det trælse er jo at vi ved det ikke, vi har ikke det samlede overblik over vores liv. Jeg tror, at Jesus med søndagens ord vil hykleriet til livs. Kristentro handler ikke kun om at bøje sig og tilbede Gud, men også om at leve troen. Søndagens evangelium står i Matthæusevangeliet umiddelbart efter lignelsen om de betroede talenter. Kristentro handler ikke kun om at tro (på Gud), men også om at være tro.
Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Vi kan ikke dømme i vores egen sag, som Johannes Johansen så fint formulerer det i sin salme: Dommer over levende og døde. Får og bukke har det til fælles, at de er nogle fæhoveder. De kan ikke bedømme hvilken flok de tilhører. Det gode for os er, at Kristus er en nådig dommer. Men vi skal se gudsbillede ligheden i de mennesker vi møder, og gøre hvad der står i vores magt for at hjælpe andre.
– og hvordan er det relevant for din menighed?
Vi har travlt med at dømme og bedømme andre og os selv. Der er frisættelse, ja frelse, ved at lade Gud om dommen. Snart nærmer julen sig, hvor det pointeres at Gud selv kom til jorden for menneskenes skyld, ikke for at dømme os, men for at frelse os.
Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
Det er en effektfuld afslutning på kirkeåret vi får med evangeliet i dag. Billedet af verdensdommen tegnes tydeligt op for os, benene begynder at skælve under os og vi får allerede sved på panden, for hvilken flok tilhører vi, fårene eller bukkene?
3. søndag i advent 2025
Af: Thomas Hårbøl, Ansgars Kirke og UCL i Odense
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
På den ene side er der ting, der kradser og river hele vejen igennem: folket får dobbelt straf; græsset og blomsterne visner under Helligånden; vi bærer rundt på Jesu død i vores egne legemer; frelsen er frelse fra de fjender, som hader os (fjendekærligheden betyder altså ikke, at de af den grund automatisk holder op med at være fjender! (ellers var det jo heller ingen sag at elske dem)).
På den anden side rummer alle dagens tre tekster underskønne udsagn: Trøst mit folk! Af mørke skal lys skinne frem! Og så kulminationen, Zakarias’ lovsang, som vel er noget af det fineste i NT; den skal læses langsomt og et lille stykke ad gangen, sådan som det også er opstillet i Bibelen og i alterbogen:
“… lære hans folk at kende frelsen
i deres synders forladelse,
takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej”.
Ordene “for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge,” giver mig lyst til at genoptage ritualbogens gamle kirkebøn – og at tilføje “og lede vore fødder ind på fredens vej”. Mere af Zakarias’ lovsang, tak! Hvorfor skulle den ikke have lov at klinge med resten af året?
2. Er der tematiske tråde mellem teksterne (GT, epistel/lektie, evangelium)?
De taler alle tre om at udråbe adventen, forkynde dét, som er på vej: Esajas opfordres til at råbe om Herrens frembrydende herlighed; Paulus taler om at prædike som en fakkel, der flammer op i verdens og menneskets mørke; og Lukas fortæller om Zakarias, som er blevet gjort stum, men nu bryder ud i profeti og lovsang, så Guds barmhjertighed lyser ind i mørket.
Det hele skyldes ikke os: Mennesker er som græs (GT); vi har skatten i skrøbelige lerkar (epistlen); det er alt sammen af barmhjertighed (evangeliet).
Der banes vej, både i GT, som profetisk peger frem, og i NT, som i en vis forstand peger tilbage (nemlig ved at gentage GT-profetierne), men samtidig frem, fordi det er nu, det sker. Det hele flyder ind i Zakarias’ storslåede lovsang.
3. Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i (historisk/fortællermæssigt)?
Lukas-perikopen er helt bogstaveligt overgangen fra Johannes Døbers fødsel (den sidste af profeterne) og Jesu fødsel. Det er værd at notere sig, at Zakarias’ lovsang i første omgang netop skyldes Johannes’ fødsel, men i tekstens sammenhæng – og i kirkeårets! – fører det direkte frem til Jesu fødsel.
Det er her, ved Jesu fødsel, Herrens advent, at aksen drejer; heromkring roterer meningen med verden; her er midtpunktet i Guds historie med verden og menneskene. Den himmelske togdrift er ustoppelig, så i tidens fylde er frelsetoget kørt til perron gennem adventsnatten, og du har fået billet til at stige på og køre af sted mod daggryet.
4. Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv? Og 5. Hvad kommer det mig/os ved?
At Guds lys brød ind i verdens mørke. At Gud blev menneske. At alt bliver godt.
Så meget kan ingen sige sig selv, for det er ingen naturlov, at det er sådan. Vi kunne være fortabte, alle til hobe, og verden kunne være på vej i skraldespanden; og hvis den menighed, der skal høre evangeliet i dag, ellers ligner de fleste andre mennesker, så sidder der sikkert nogle stykker på kirkebænkene, som i varierende udstrækning og på forskellige måder har det netop sådan i denne tid. Epistlen udtrykker dobbeltheden: Vi har det på den ene måde, men nu får vi at høre, at fra nu af forholder det sig på den helt anden måde.
En af de fineste kontekstualiseringer af dagens evangelium er måske Johannes Johansens salme (se nedenfor), hvor det er os, der flytter ind i evangeliets rolleliste: Det er os, der “sidder i mørket, i dødsenglens skygge, for natten om advent er tærende lang. Vi længes, vi længes mod morgenens lykke, mod solopgangs-timen med fuglenes sang”. Det er os, der er stumme som Zakarias, og har brug for at blive åbnet, at blive befriet, at komme til at synge, at blive ledt på fredens vej.
Og her kommer evangeliet og råber, at fra og med Jesus af Nazareth forholder det sig omvendt. Guds solopgang fra det høje har besøgt os og vil besøge os. Det er ikke nogle andres mørke, der bliver spredt, og godt for dem; det er dit, det er vores. Jesu liv flytter ind i os. Nu!
6. Salmevalg til dagen
Den meget smukke nr. 89, “Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge”, er skrevet over dagens evangelium.
Men adventstiden er fyldt til randen med smukke, inderlige, storslåede og fremragende salmer, der kun kan bruges nu – så brug dem!
Juledag 2025
Af: Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup Kirke
Prolog -juleevangeliet for voksne…
På Juledag fejrer vi Jesus’ fødsel. Dagen før har vi hørt om den jordiske del – det, der skete i de dage. Juledag tager Johannes-prologen os med tilbage til begyndelsen og den himmelske del af Jesu liv. Prologen viser, at Gud fra begyndelsen planlagde at møde os som menneske, midt i vores verden. Prologen kan læses ud fra forståelsen af, at Gud hele tre gange prøver at komme i kontakt med menneskene.
Første gang sker, da han skaber verden, mørket kan ikke gribe lyset, men indfinder sig igen i syndefaldet.
I andet forsøg rækker Gud ud efter Israels folk, men hans egne tager ikke imod ham. Tredje gang lykkes det så: Ordet bliver kød. Meningen med det hele åbenbarer sig i mennesket Jesus Kristus i kød og blod.
Meningen har hele tiden været der, men mennesker begriber det først, da Gud går hele vejen, træder ud af sig selv og kommer menneskene i møde som menneske. Det er den scene prologen sætter for resten af evangeliet og kirkeåret.
1. Hvilke temaer ser du umiddelbart i teksten/teksterne?
Johannes’ prolog rummer mange temaer, som gennemspiller hele evangeliets forløb. Hvert ord kunne i sig selv danne udgangspunkt for en afhandling, men jeg har valgt at lave ni korte nedslag, som kort og præcist kan pege din prædiken i en bestemt retning. Nedenfor følger en oversigt over, hvor i teksten de enkelte temaer kan findes.
v.1–5: Guds evige Ord og lyset i mørket
v.6–8: Johannes Døbers vidnesbyrd
v.10–13: Forkastelse og modtagelse
v.14–18: Ordet bliver kød – nåden og sandheden i Kristus, der er Guds tolk.[1]
• Verdens begyndelse: “I begyndelsen var Ordet…”, Står der og det kan perspektiveres til juleevangeliets “Det skete i de dage…”. Det viser, at Gud er til stede fra starten, inden han blev til i historien “i de dage”. Gud er til stede fra begyndelsen som skaberord og formål i tilværelsen.
•Ordet som skabende kraft: Jesus er Ordet (Logos), gennem hvem alt er skabt. Ordet skaber vores verden, og Gud taler en verden frem, som han ser er god at være i.
• Lys og mørke: “Lyset skinner i mørket, og mørket har ikke overmandet det.” Troen på Ordet giver håb, selv når livet virker kaotisk eller fyldt med mørke. Mørket kan ikke gribe det og heller ikke begribe lyset, måske derfor kan det ikke få fat om det. Mørket symboliserer ikke blot ondskab, men menneskets blindhed og uformåenhed til at kende kærligheden, før den bliver synlig i Kristus. Samtidig er det en pointe, at du ikke er lyset, men at det er tændt af en anden og skinner på dig.
• Gud bliver menneske: Det største mysterium, at Gud selv tager bolig blandt os, ikke som fjern skaber, men som nærværende menneske. Det står faktisk ikke andre steder i NT, men det står lige her.
• Vidnesbyrd: Johannes Døber peger på lyset; han er ikke selv lyset, men et vidne til det. Vi ser her vigtigheden af at pege på troen uden selv at være lyset.
• Nåden: Dem, der tager imod Ordet, får ret til at blive Guds børn.
• Forkastelse og modtagelse: At tage imod Ordet giver ret til at blive Guds barn, der står altså lige her, at vi ikke er Guds børn a priori.
• At blive født af Gud: Det bliver man, hvis man tror på hans navn. Det navn kender vi jo godt her gemmer sig altså en lille Kristus-hemmelighed.
• Magten fra Gud: Det, du ser eller måske kommer til at se i Johannesevangeliet og kirkeåret har Jesus fra Gud. Og vers 18 slutter med at fortælle os, at Jesus er Guds tolk. Det sidste ord i verset, ἐξηγήσατο (exēgēsato), kommer af verbet ἐξηγέομαι (exēgeomai), som betyder at forklare, udlægge, tolke, føre ud, gøre kendt. Det er samme rod som vores moderne ord eksegese – altså bibelfortolkning. ἐξηγήσατο er aorist, medium, indikativ i 3. person singularis. Aoristen udtrykker en fuldendt handling – Kristus har gjort Gud kendt. Når Johannes skriver, at Sønnen ἐξηγήσατο Gud, betyder det, at Jesus udlægger Gud. Han er Guds egen fortolkning af sig selv. Ingen har set Gud, siger evangelisten, men i Jesus bliver Guds væsen gjort synligt, forståeligt og menneskeligt nærværende. Jesus er altså ikke bare Guds sendebud, men Guds egen eksegese, den menneskelige udlægning af det guddommelige. I ham bliver den usete Gud kendt, ikke som teori, men som levende kærlighed.
2. Ligger der et “du skal…” i evangelieteksten?
Der ligger et ”du skal”, for du skal tage imod ham ellers får du ikke ret til at blive et Guds barn. I Johannesevangeliet handler tro ikke om at forstå alt, men om at tage imod. Men dette “du skal” er ikke en byrde, men en invitation. Johannes’ “du skal” er egentlig et “du må” du må bare tage imod, du må lade Gud komme dig nær, eller sagt med tekstens ord træd ud i lyset. For hos Johannes er frelsen først og fremmest, at kende Gud og Jesus som det står lidt længere fremme: “Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17,3). At kende Gud er altså ikke blot et spørgsmål om viden, men om et forhold en levende relation, hvor mennesket ser, tror og lever i lyset. Frelsen sker, når mennesket træder ud af mørket og ind i lyset, når det åbner sig for Guds kærlighed og sandhed. Den johannæiske frelses forståelse er derfor ikke primært juridisk, som hos Paulus, men relationel og erkendelsesmæssig: mennesket frelses ved at tage imod den Gud, der har åbenbaret sig i Jesus Kristus.
3. Hvad vælger du at formidle som det vigtigste budskab netop denne dag?
Det vigtigste budskab er, at Gud er med i begyndelsen, og vi tror, at han også er en del af slutningen.
For Julen handler ikke kun om et barn, men om begyndelsen på en ny skabelse. Gud træder ind i vores tid, så vi kan leve i hans evighed. Inkarnationen betyder, at Gud ikke bare var i verden, men han er. Han er med os i mørket, i lyset, i glæden, i sorgen og i døden. Det begynder godt, men ender bedre for den Gud, der blev menneske i Betlehem, forlader os aldrig, men fuldender det, han begyndte.
– og hvordan er det relevant for din menighed?
Vi lever i en verden med mørke og usikkerhed både lokalt og globalt. Budskabet om Ordet, der bliver menneske, minder os om, at Gud kender vores liv indefra og han var og er i verden. Mange tænder netop i julen lys i mørket i vinduet, i haven eller tænder lys ved at lade kærligheden råde lidt mere i julen. Det er et udtryk for længslen efter varme, fællesskab og håb midt i vinterens kulde. Johannes minder os om, at lyset ikke kun er noget, vi tænder, men noget, der allerede er tændt. Det sande lys kommer ikke fra os, men fra Gud selv det lys, der skinner i mørket, og som mørket ikke får bugt med. Derfor er julesindet ikke blot stemning eller nostalgi, men et ekko af den guddommelige kærlighed, der blev kød og tog bolig iblandt os. I en tid præget af klimafrygt, krig og ensomhed peger juledagens evangelium på håbets konstans: mørket får ikke det sidste ord.
5. Hvordan kunne første sætning af din prædiken lyde?
"Efter julens fortællinger om krybbe og hyrder, står vi nu tilbage med det største mysterium: Ordet, der blev kød og bor iblandt os et lys i mørket, der har været planlagt fra begyndelsen. Hvad vil du gøre ved det?"
[1] Læsningen er Joh 1,1-14 og til aftensang Joh 1,14-18 her tages det hele med.