Hør også "Prædiken på vej" som podcast herunder:
3. søndag efter trinitatis 2025
Af: Thomas Hårbøl, Ansgars Kirke og UCL i Odense
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Dialektikken i Guds måde at handle på: Han bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet; han anklager, men ikke for evigt; han vredes, men ikke for altid; han slår og skjuler sig, men vil helbrede og skaffe hvile. Ydmyg jer, så vil Gud ophøje jer. Lid, og Gud vil give styrke. Bliv fundet, når du er væk.
Teksterne handler om at komme hjem, men ikke ved at kontemplere over en paradisisk fred, men derimod om vejen derhen – hvad Gud skal gøre, for at det kan komme i stand – hvad det er, der sker med os. I evangeliet bliver denne pointe endda sat så meget på spidsen, at der er større glæde i Himlen over én omvendt synder end over 99, som allerede har deres på det tørre.
Der er også en indbygget dialektik (eller i hvert fald spænding) imellem at blive fundet og at omvende sig (jf. pkt. 3 nedenfor).
2. Er der tematiske tråde mellem teksterne (GT, epistel/lektie, evangelium)?
Alle tre tekster handler om at blive hentet hjem. Hos Esajas: Gud er rasende over alt det, der skiller mennesker fra ham og hinanden, men han vil gøre alverdens ting for at råde bod på det og genoprette tilstanden. I Petersbrevet: De kristne er udsat for alskens farer og lidelser, men det hele vil ende godt. I Lukasevangeliet: Mennesket er blevet væk fra Gud og er faldet fra, men bliver fundet igen og samlet op. Jesus går ind og spiser hos dem, der var fortabte; manden, der har mistet sit får, finder det igen og tager det hjem; kvinden, der havde tabt sin mønt, leder med lys og lygte for at genfinde den.
3. Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i (historisk/fortællermæssigt)?
Umiddelbart efter dagens perikope kommer lignelsen om den fortabte søn (som er prædiketekst samme dag i 2. række). Dér er der måske større vægt på den fortabtes egen handling, alene af den grund, at sønnen er et levende menneske og ikke bare en mønt eller et får.
Men i stedet for at fortabe os i overvejelser om, hvor meget mennesker selv kan gøre eller ikke kan, kunne man også bare nøjes med at konstatere, at evangeliet selv fortæller om det på begge måder. Og i begge tilfælde kommer “opsamlingen”, “genfindingen” og den kærlige modtagelse kun i stand, fordi Gud (hyrden med fåret, kvinden med mønten, manden med sønnen) vil hente, samle op, tage imod.
4. Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv?
Gud samler dig op. Når man har brug for at blive samlet op, er det måske det allermindst indlysende af alt, at der faktisk også er én, som gør det. Men evangeliets budskab er, at det lige præcis er, hvad Gud gør.
Hvis man omvendt slet ikke er klar over, at man har brug for at blive samlet op, er det lige så lidt indlysende, at nogen kommer og gør det. Men det gør Gud.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Du er fåret. Det er dig, som er blevet væk, men som bliver fundet og hentet hjem. Du er skatten. Det er dig, som var faldet på gulvet, men bliver samlet op igen.
6. Salmevalg til dagen
Salmer, der særligt passer til dagen:
492 – Guds igenfødte, ny-levende sjæle: “Jesus sit får, det fortabte, har fundet!” (v. 5)
593 – En hyrde glemmer fåret ej: “Vor Jesus ligeledes går og søger det fortabte får, indtil han det har fundet” (v. 2).
Andre salmer, der tematisk eller i øvrigt passer til dagen og årstiden:
5 – O, havde jeg dog tusind tunger: “du altid mig ved hånden fik, / når vandene til sjælen gik” (v. 4). Salmen skal helst synges, mens det er sommer: “Bevæges, alle grønne skove, lad høre, hvert et blad, din lyd” (v. 2).
31 – Til himlene rækker din miskundhed, Gud
289 – Nu bede vi den Helligånd: “Da er sorgen slukket, da er perlen fundet, Paradis oplukket” (v. 5)
487 – Nu fryde sig hver kristen mand
726 – Gak ud, min sjæl, betragt med flid
Gudstjenesten kunne slutte med 426 – Fred til bod for bittert savn – jf. Esajas-lektiens tale om fred.
4. søndag efter trinitatis 2025
Af: Lene Kjemtrup Christensen, Korup Sogn
Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
GT-teksten er voldsom. Skal det billede stå og blafre for menigheden? Hvad skal der blive af David?
I epistelteksten skriver Paulus om skabningen. Hvad mener han med det?
Jesus siger i denne evangelietekst meget på én gang. Han taler om dom, tilgivelse, gavmildhed, gale veje, elever og mestre, splinter og bjælker og hyklere og brødre.
Er der tematiske tråde mellem teksterne (GT, epistel/lektie, evangelium)?
Et fælles spørgsmål til de tre tekster kunne være: Hvordan ser det ud, når Gud dømmer? Ligner det profeten, der kommer og holder et spejl op foran en mægtig konge? Er det Romerbrevets genlyd af kommende tider med herlighed, når lidelserne i verden lægges bag os? Eller er det formaningen fra Lukasbrevet om, at der er rigeligt med nåde, hvis man kan få over sig selv at give den videre til næsten, til verden?
Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i (historisk/fortællermæssigt)?
Evangeliet indgår i en helt række af lignelser og formaning som slutningen af Lukas’ udgave af bjergprædiken, der foregår på en slette. Måske kunne det være givtigt for prædikenskrivningen at overveje, hvorfor det er en tekst, der har fået plads sådan relativt i begyndelsen af trinitatis-tiden? Det er, som om venligheden og de gode fortællinger er afløst af en form for vatpind til ørerens. Der skal prikkes til os og renses ud. Ikke så meget med mønter, der bliver fundet eller festmåltider. Nej, nu er det splinten i øjet, det gælder. Man kunne overveje, om det er et skifte fra, hvad gør Gud for os? Til hvad gør vi for resten af verden?
Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv?
Den siger os, at hykleriet lever i bedste velgående, og det er os selv, der har den lyst. Det er nemt nok at se, når det gælder for alle mulige andre. Endda for vores nærmeste brødre og søstre, men det er hulens svært at se, når en bjælke har sat sig på tværs. Det kan man egentlig godt sige sig selv, men det er de færreste, der har lyst til at høre det.
Hvad kommer det mig/os ved?
De her tekster får mig til at overveje, hvad dom og retfærdighed er. Hvem er det, jeg dømmer og hvorfor? Hvem er det, samfundet dømmer? Hvilke slags domme bliver der fældet i dag? Og kan man gøre sig håb om tilgivelse? Det kunne handle om MeToo-sager. Men det kunne også handle livsoptimering? Ligger der en skjult dom over dem, der spiser ultraforarbejdet mad eller ryger? Lever vi ustandseligt i hinandens domme? Og hvordan går det med hykleriet? Det kunne eksempel vise tage udgangspunkt i DR-serien ”Andre folks penge”, eller i den seneste nyhed af mange om havmiljø, hvor det virker, som om der er rigeligt med hykleri at tage af. Måske skulle man prøve - bare for at få tankerne til at arbejde - at læse epistelteksten, som om skabningen var havet? Og så kan man vælge om, man derefter vil læse ”Du er manden!”. Eller ”Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.”
5. søndag efter trinitatis 2025
Af: Torkil Jensen, sognepræst Vester Aaby-Aastrup
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
I 2001, få uger før jeg forlod Humble for at blive præst i Vester Aaby, var der radiotransmission på denne søndag. Sjældent har jeg før eller siden undersøgt teksterne så grundigt.
Og i hvert fald den ene salme giver jo sig selv: DDS 147 med Carl Nielsens vidunderlige melodi. En salme, der til gengæld er svært at bruge andre søndage.
Men hvad snubler jeg over?
Det mest oplagte er vel, at teksten er en underberetning. Som opvokset i nærheden af Lundeborg, mens der stadig var mange fiskere ved jeg, at dem skal man være varsom med at ville lære noget. Jeg har derfor altid haft let ved at sætte billede på Simons bøjede ryg og irritation.
Men som følge deraf også samtidig billedet på, hvor stor Ordets autoritet i virkeligheden er, når han siger ”På dit ord vil jeg kaste garnene ud” Jeg kender ikke et menneskeligt ord, der kunne have overbevist Simon.
2. Er der tematiske tråde mellem teksterne (GT, epistel/lektie, evangelium)?
Guds overbevisning går igen i alle tre tekster. GT-teksten om profeten Esajas’ kaldelse har en direkte tråd til Simon ved søbredden; Ordet har i Jesus Kristus afløst serafernes brændemærke, men virkningen er den samme: Send mig! Og ordene fra 1. Peters brev om ikke at gengælde ondt med ondt fordi vi er kaldede til at arve velsignelse går også ind i tråden. Jeg vælger til gudstjenesten kun at læse ordene før klammen; jeg synes, de står stærkere uden lastekataloget.
3. Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i (historisk/fortællermæssigt)?
En af de kommentarer til Lukasevangeliet som jeg stadig har stående på reolen fra min studietid er C.F. Evans ”Saint Luke”
Evans lægger vægt på, at evangelieteksten til 5. søndag efter Trinitatis er lukansk særstof og tjener det formål at fremhæve ikke mindst Simon (Peters) særstatus. Simon kender Jesus i forvejen, om end han træder lidt abrupt ind i kapitel 4 og helbreder Simons svigermor (hvorefter hun rejser sig og varter dem op – det var en anden tid!) Så Simon kender til de kræfter Jesus repræsenterer, men først her i kapitel 5 åbenbares det for Simon, hvad Jesus skal bruge ham til: At være menneskefisker.
4. Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv?
Jeg synes, det kan siges relativt kort: Evangelieteksten siger os for det første, at Guds ord har magt både over fiskene i Genesareth Sø og over fiskerne ved søbredden.
Og så siger den til os, at alle kan bruges som Guds redskaber. Selv der jo er delte meninger om, at Peters efterfølger sidder i Rom i dag, så hævder denne dog, at linjen kan følges tilbage til en fisker ved søbredden. Et dødeligt menneske - med temperament, men også med autoritetstro.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Mon ikke, vi alle har prøvet at stå og føle os uformående over for situationer i vores eget eller andres liv. Så er det godt i dagens evangelium at høre, at vi kan gå ud til vores gerning på Guds ord. Vi får måske ikke altid garnene fyldte, men vi får lov til at være redskaber for Guds kærlighed. Og det er i grunden slet ikke så lidt!
8. søndag efter trinitatis 2025
Af: Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup Sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
Det, man snubler over ved første gennemlæsning, er Jesu skarpe tone og alvor. “Vogt jer for de falske profeter,” siger han, og det følges op af et billede af træer, der fældes og kastes i ilden. Det er ikke den milde og trøstende Jesus. Han dømmer de falske profeter og kalder os til at skelne mellem sandt og falsk. Det ubehagelige er, at vi ikke kun kan se udad og spotte de falske profeter i andre. Jesu ord rammer også os selv. Og siger: Hvilken frugt bære du?
2. Er der tematiske tråde mellem teksterne?
Ja, der er tydelige tematiske tråde mellem teksterne. Alle tre kredser om spændingsfeltet mellem sandhed og falskhed og om, hvad der kendetegner det ægte, når det gælder tro, liv og forkyndelse. I Jeremias advares der mod profeter, som ikke taler Guds ord, men blot fremsiger deres egne forestillinger. De siger det, folk gerne vil høre, men uden sandt indhold. I Romerbrevet sættes der fokus på dem, der lader sig lede af Guds Ånd. Og i Matthæusevangeliet advarer Jesus mod de falske profeter og siger: “I skal kende dem på deres frugter.” Fælles for teksterne er, at det ikke er nok at sige det rigtige. Det handler om, hvad der i virkeligheden kommer ud af det: Forkyndelse, der ikke er hul, men sand, liv der udspringer af Ånden og ord der bærer frugt.
3. Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i?
Evangelieteksten står som afslutning på Bjergprædikenen og har karakter af en formaning. Den jødisk-kristne menighed, Matthæus skriver til, levede i en tid præget af uro, forfølgelse og mange konkurrerende religiøse stemmer. Hvem taler sandt? Hvem skal man lytte til? Jesu ord fungerer som rettesnor: ikke alt, der lyder rigtigt, er det. Det skal vurderes på frugterne, altså konsekvenser af det sagte. Det er en opfordring til at skelne og samtidig en opfordring til at lade sin egen tro bære frugt.
4. Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv?
Jesus siger noget, vi måske godt ved, men som vi ofte glemmer, at det ikke er de flotte ord, men handlingerne – frugterne – der afslører, hvad der er sandt. Og det kan vi ikke nødvendigvis “sige os selv”, for vi bliver let forført af det, der lyder rigtigt.
I bogen Nachfolge, der netop handler om Bjergprædikenen, taler Dietrich Bonhoeffer om forskellen mellem “billig nåde” og “dyr nåde”. Den billige nåde er nåden uden discipelskab, uden forvandling. Billig nåde tager man for givet uden at lade det forandre noget i livet. Den dyre nåde kalder derimod til efterfølgelse og omvendelse, til et liv, hvor troen bære frugt. Her er det nødvendigt med den lutherske påmindelse om, at troen ikke er noget, vi selv præsterer. Det er Ånden, der virker forvandling ikke os selv og derfor giver Romerbrevets læsning et vigtigt perspektiv til evangeliet.
5. Hvad kommer det os ved?
Det kommer os ved, fordi vi ligesom dengang lever i en verden fuld af stemmer, meninger og “profeter”. I dette virvar har vi brug for visdom til at skelne. Jesu ord er ikke kun en advarsel om de andre, men også en invitation. En invitation til at spørge sig selv: Hvordan kender jeg sandheden? Hvem taler sandt i vores tid? Lever jeg, som jeg prædiker? For profeter er ikke kun bibelske skikkelser. Også i dag findes der dem, der forsøger at tolke fremtiden og vejlede os med stemmer, der siger: “Det har vi ikke råd til,” eller: “Hvis I ikke gør, som jeg siger, går det galt.” Men vi skal stadig kende dem på deres frugter – ikke på deres slagkraft, retorik eller skræmmekampagner, men på det, deres ord og liv fører med sig. Jesu advarsel er et værn mod vildledning, men kan ikke stå uden en påmindelse om nåden. Ikke den billige nåde, som Bonhoeffer advarer imod, men den dyre: den, som kalder til omvendelse og efterfølgelse. Den, som kommer til os med den sande Profet Jesus, hvis nåde aldrig må undervurderes. For selv når vores frugter er uperfekte, er vi ikke uden håb. Og når du selv snubler over Bjergprædikenen, og det vil du, så rækker Jesus dig hånden. Ikke for at dømme, men for at rejse dig op. Så du, én gang til, kan begynde at bære frugt. For det gør den sande profet: hjælper den faldne op.
9. søndag efter trinitatis 2025
Af: Karen Blauenfeldt Dam, Ringe Sogn
1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
At ”Herren roste den uærlige forvalter”!
Umiddelbart forventer de fleste vel en lignelse med et klart moralsk sigte, der skal tale til samvittigheden i os, og ikke som lignelsen her sætte spot på (og endda) rose vores instinktive lyst til at snyde, og endda for andres midler
2. Er der tematiske tråde mellem teksterne (GT, epistel/lektie, evangelium)?
Synd og uærlighed tematiseres. Ordsprogenes Bog opfordrer til at handle retfærdigt og efter Herrens vilje, Johannes-brevet gør opmærksom på at synden lever i os alle, men at Kristus tog den på sig som et sonoffer, og evangeliet opfordrer så til……at vi skal skaffe os venner ved hjælp af uærlig mammon.
Eller, gør os opmærksom på: at det mål vi måler med, med det skal vi selv tilmåles.
3. Hvilken kontekst er evangeliet skrevet i (historisk/fortællermæssigt)?
Lukas er generelt optaget af forholdet mellem rig og fattig og lignelsen om den utro godsforvalter ligger da også lige midt imellem lignelsen om den fortabte søn (der også ødslede rigdom bort, men blev taget til nåde) og lignelsen om den rige mand og Lazarus (hvor Lazarus absolut IKKE ødslede sin rigdom bort, og derfor heller ikke blev taget til nåde)
Lukas 16,14: ”Alt det hørte de pengeglade farisæere…….’”
4. Hvad siger evangelieteksten, som man ikke kan sige sig selv?
At penge/værdier ikke er så interessante i sig selv, men kun som muligheden for os til at være enten nærige eller ødsle og satse på barmhjertigheden og tilgivelsen. Godsforvalteren roses fordi han handlede kærligt og ødselt – en slags modbillede på lignelsen om den gældbundne tjener, der netop kun gav nærighed videre, efter selv endda lige at have modtaget stor barmhjertighed.
Altså: synd tappert! Og stol på nåden, for nåden er altid større end vi forestiller os.
5. Hvad kommer det mig/os ved?
Lignelsen om den utro godsforvalter giver livsmod! Tilgiver Gud virkelig en så uærlig godsforvalter, så går det nok også an med mig og mit liv, for jeg snyder jo kun en lille-bitte-lille smule i skat…..og måske lidt med kørselsregnskabet…….og tidsregistreringen, men det er bare for at ingen skal opdage hvor doven jeg i virkeligheden er……
En advokat var død og stod nu ved perleporten og brokkede sig til Skt. Peter. Han syntes døden var kommet lige tidligt nok. ”Men du blev da hele 103 år”, indvendte Skt. Peter, ”Hvad!?”, sagde manden ” jeg er kun 64!”, hvortil Skt. Peter bladrer i sine papirer og sige ”det må du virkelig undskylde – vi har lavet opgørelsen efter dine timesedler……”
Nej, så smålig ville Skt. Peter aldrig være!