Inspiration til prædikenen
Arkiv inspiration til prædiken 1. tekstrække
Præst ved alter
ARKIV

Inspiration til prædiken første tekstrække

17. søndag efter trinitatis

Læs teksten her

af: Line Nissen, Sct. Jørgens sogn, Svendborg

1) Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler over ordet ”plads”. Det sidste halvandet år har de fleste præsters liv sandsynligvis kredset om, om der har været plads nok. Hvor mange pladser har vi kunne tilbyde de mennesker, der søgte kirken.

Gode og dårlige pladser har betydet mindre end det plejer. Det har mest af alt har handlet om, om der overhovedet var plads, både i kirken såvel som i kirkens kalender.

I evangeliet til 17. s. e. trin. præsenteres vi for faren for at blive vist hen til dårligere pladser, mens faren i en folkekirkelig virkelighed anno 2020/2021 har været, at man risikerede at blive vist helt bort og holdt helt ude af kirken.

2) Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?

Sidste gang jeg prædikede denne søndag, talte jeg om sabbatsbuddet og højtidernes måltidsfællesskab, som et helligt fristed og den sidste rest af hviledag og helligdag. Juleaften, julefrokosten, påskefrokosten, pinsefrokosten er måltider, hvor maden er mere end bare føde. Fordi der er tid. Fordi alle er med. Fordi der er plads til alle. Fordi man samles om mere end sig selv og sine egne behov. Ja selv Gud er med. Måske ikke sådan, at man taler om Gud, men det ligger i underbevidstheden, at vi samles ved disse lejligheder, fordi Guds søn blev født, døde og opstod, fordi Guds Ånd kom til jorden.

Jeg påstod, at det giver en blanding af taknemmelighed og ydmyghed. Taknemmelighed over det familiefællesskab, man er så heldig at være en del af, men også ydmyghed over at være en del af en større virkelighed end sig selv og sin egen familie – man er også en del af Guds virkelighed og en del af hans mening med verden

Jesus er med til et måltidsfællesskab på sabbatten. Efter gældende lov spiser man den mad, der er foreskrevet og tilberedt dagen før, fordi selv husmoren skal holde fri. Men Jesus ophæver helligdagslovgivningen, fordi han arbejder. Han helbreder den syge mand med den begrundelse, at redning af liv kommer før en lov. Det er den kristne frihed gjort konkret; den frihed, at vi ikke er bundet og tvunget, ydmyget under og kvalt af Guds lov om sabbatshvile, fordi livet altid kommer først. Loven er ikke Gud, men loven er Guds og den er givet for vores skyld.

Jesus sætter lov og regler i perspektiv. Livet kommer før alt andet, fordi det er Guds. Derfor skal vi handle frit, men altid under ansvar for fællesskabet og andres liv. Ikke for vores egen skyld, men fordi livet er Guds.

Anden del af fortællingen sætter friheden i perspektiv. Nok er livet større end døde regler, men det betyder ikke, at vi kan gøre hvad vi har lyst til, under henvisning til at vi er frie. Så frie bliver vi nemlig aldrig. Vi er altid bundet op på mere end os selv. Gud og de andre – fællesskabet. Vi lever altid under ansvar og hensyntagen til det fællesskab vi er sat i, uanset om det er det private, familiære fællesskab eller fællesskabet med fremmede, som vi er ligeværdige med, fordi vi alle sammen er Guds. Det fællesskab, som er givet af Gud, skal vi gå ydmygt til.

3) - hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det nye i evangeliet er det, jeg har lært af Coronarestriktionerne; pladsernes kvalitet er ikke det vigtige. Det vigtige er, om der er pladser nok. Alt den fokus på plads har betydet, at jeg har opdaget, hvordan vi skaber forbindelse og fortrolighed, når der kun er ganske lidt plads mellem os. Det er svært at tale om de store ting, når der er for meget plads mellem os. Jo mindre plads, des større fortrolighed og enhed og fællesskab.

Engang handlede plads om dårlige eller gode pladser. Ikke om der var nok. Det gjaldt om at komme i god tid til juleaftensgudstjeneste, så man ikke blev henvist til at sidde bag en pille eller ubekvemt på trappetrinnet op til koret. Hvor træls det end var, så er det intet imod at måtte stå uden for døren og slet ikke kunne være med.

Jeg tænker også på alle de dårlige pladser, jeg har haft til alle mulige koncerter, i fri luft og i koncertsale, hvor jeg kun lige akkurat kunne ane, at det var Steffen Brandt eller Sanne Salomonsen, der stod på scenen. Men det var lidt min egen skyld – jeg kunne være kommet i god tid eller have mast mig fremad og tættere på scenen eller jeg kunne have ladet være med at være nærig og købt nogle bedre billetter. Men det var dog bedre at være med til koncerten fra en dårlig plads, end at der slet ikke var nogen koncert at komme til.

Bryllupsgæsterne lever i lykkelig uvidenhed i en før-coronatid. De aner intet om, at fortrolighed og enhed og fællesskab lever bedst, når der er mennesker at være tætte med. De ved kun, at der er gode og dårlige pladser og når de ved det, så gælder det jo om at holde sig til og få trykket på knappen i samme sekund, billetterne bliver sat til salg.

I en før-cornatid kan vi vælge at høre historien om hovmodige mennesker, der puster sig op og rager til sig, plejer deres egne interesser og ser stort på fællesskabet. Men på den anden side kan vi også se bryllupsgæsterne som mennesker, der tager ansvar og forbereder sig og kommer i god tid. Mennesker som gerne vil være med og er interesserede i at være en del af fællesskabet.

Sagen er jo også, at der altid er én, der skal gå ind ad døren først og nogen skal jo tage den første plads i køen og stå forrest i aerobicsalen med den risiko, der er for at udstille sig selv, når man tager teten og ansvaret. Hvis alle holder tilbage og lader andre komme til, går trafikken jo helt i stå og der ender med slet ikke at komme nogle til juleaftensgudstjeneste eller til koncerten. Og så er der slet ikke noget fællesskab at være en del af eller noget fællesskab at blive holdt ude af.

Risikoen for afvisning og muligheden for at blive inviteret er det, der binder de to dele af evangeliet sammen, men også det, der binder nutiden sammen med evangeliet.

Manden med vand i kroppen kommer med livet i hænderne og emmer langt væk af, at han står på en plads, han ikke kan være sikker på at få lov til at blive stående på. Det er sabbat og loven kræver hvile, så selv lægen må lukke døren til klinikken og afvise de syge. Men Jesus inviterer ham ind i klinikken alligevel.

Bryllupsgæsterne, der bænker sig på de fornemme pladser, risikerer at blive afvist og henvist til mindre fine pladser, fordi de tror for godt om sig selv. De skal gøre det modsatte. Sætte sig på dårligere pladser i håbet om at blive inviteret til at indtage en bedre plads.

I kirken, som den var, indtil for et par uger siden, risikerede man også at blive afvist, når man kom til kirkedøren, fordi der ikke var pladser nok. Man risikerede næppe, at nogen, der allerede havde fået plads i kirken, ville gå ud igen og invitere den, der var for meget til at overtage sin plads. Eller jo – det oplevede jeg en gang. En dame rejste sig fra sin plads, da hun opdagede, at én måtte gå hjem igen, og sagde: ”jeg var her også sidste søndag. Tag du bare min plads”. Men den dame er undtagelsen, der bekræfter reglen. Jeg havde næppe selv vist samme storsind som hende, hvis jeg var kirkegænger.

Med tanke på Coronatidens begrænsninger klinger det hult, når kirkens folk siger, at vi har en stående invitation til at komme i kirke og at der altid er plads til enhver, der måtte komme. Det er en sandhed med modifikationer. Ikke kun fordi coronaen begrænsede os, men det kan også være den erfaring, som nogle (ikke alle, men nogle) der får prædikaterne ”dåbsmenighed” eller ”kirkefremmede” gør sig, når de kommer i kirke og oplever, at de ikke føler sig velkomne. Man kan selvfølgelig indvende, at det er deres egen skyld, for de kunne jo bare gøre sig den ulejlighed at komme noget oftere og øve sig på, hvordan man gør. Eller de kunne iklæde sig lidt mere ydmyghed, fremfor de festklæder, som en barnedåb i familien stemmer krop og sind til. Uanset hvad de kunne have gjort, så bliver skellet mellem de kirkevante (der optager de bageste pladser, fordi de har læst Lukasevangeliet og ikke vil være farisæiske) og de kirkefremmede (som ofte sidder på de øverste bænke, nær døbefonten, som er adgangsvejen til at indtræde i fællesskabet) meget tydeligt, når de ikke rejser sig op, mens de kirkevante fornemt springer op på de rigtige steder. Det er ikke utænkeligt, at man kan komme til at føle sig lidt afvist, lidt udenfor og lidt på tålt ophold, når man gæster en gennemsnitlig dansk menighed en almindelig søndag.

4) Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Én ting er kirkebygningen og kirkeinstitutionen. Det er menneskeværk, ligesom en bryllupsfest i Israel på Jesu tid, var menneskeværk. Menneskeværk styres af love og regler, såvel som af uskrevne regler (stedets skik) som nye gæster, fremmede, ikke har en chance for at vide noget om på forhånd, når de træder ind i fællesskabet. De er afhængige af inviterende storsind fra de, der kender kirkens skikke ud og ind. De nye skal jo først lære reglerne at kende og finde deres plads i netop dette fællesskab, skabt over år, af de mennesker, der har den fornemme vane at komme trofast, søndag efter søndag.

En anden ting er Kirken, som de, der hører Herren til. Den Kirke styres af Guds kærlighed, som alle har en chance for at høre om. For evangeliet til 17. s. e. trin. råber menneskeværdet ud. Ikke det vi selv skaber ved at være forberedte, komme i god tid, sætte os de rigtige steder, øve os – men det værd, Gud rækker os og inviterer os til at tage imod, uanset hvad reglerne siger om, hvornår man må og ikke må, hvilke pladser man bør og ikke bør sætte sig på.

5) Hvad kommer det mig/os ved?

Uden fællesskaber at være en ligeværdig og ønsket del af, bliver livet et helvede. Enhver form for pusten sig op, tagen pladens fra de andre, ragen til sig, enhver afvisning er Fandens værk. Guds værk er at blive inviteret og rakt en plads at leve på. Ikke en plads, der er bedre eller dårligere end andre pladser, men en af de pladser, som Gud bare har nok af.

16. søndag efter Trinitatis

Læs teksten her

Af: Lene Kjemtrup Christensen, Søndersø og Skamby

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

At det er blevet tid til at prædike opstandelse igen. At der virkeligt skal noget til for at gøre det til en festlig søndag. At døden igennem tusinde af år stadig er et sort hul af sorg.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg sagde en masse om kvindens sociale status uden en søn, og om døden som spejl, der forhåbentligt gør livet smukkere.

Det nye for mig er måske at overveje, hvad de siger til hinanden – altså den direkte tale: ”Græd ikke!” ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” ”En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.” Måske er det i virkeligheden forkyndelsens udgangspunkt? Måske skal sorgen og døden fylde mindre?

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Det er en overvejelse værd, om der siges det, som hurtigt kan blive selvfølgeligt, men som måske netop ikke er det. Det her er beskrivelsen af mødet med Gud i skikkelsen af Jesus. Det betyder nyt liv. Hvordan ville det være at holde sig til det?

Hvad kommer det mig/os ved?

Hver dag er jeg i tvivl – i tvivl om alle mulige og umulige hverdagsting. Hvad er det bedst at spise? Har mine børn nok varmt tøj på? Hvorfor har det stor procentdel af børn og unge det så dårligt i deres tilværelse? Hvem bestemmer egentlig, at vi alle er blevet dybt afhængighed af digitalisering, når jeg igen ikke kan åbne min arbejdscomputer? Der er 1000 ting – små og store ting at være i tvivl. Måske har jeg lige præcis denne søndag brug for at høre, at Gud i skikkelsen af menneske siger: ”Græd ikke!” Det er ikke nu, jeg skal tvivle.

15. søndag efter trinitatis

Læs teksten her

Af Anders Carlsson, Vejstrup Valgmenighed

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg ved ikke, om jeg ligefrem snubler over noget, når jeg læser teksten for gud-ved-hvilken-gang. Men skulle jeg blive i sprogbrugen, så er det første, der falder mig ind, en samtale , jeg hørte forleden dag mellem Brinkmann og et par metakognitive terapeuter. Om lige netop bekymringer.

Metakognitiv terapi, fremgik det, skal hjælpe især de unge med ”at styre deres grubleprocesser”, deres bekymringer – og bekymringerne retter sig især mod det, der er sket i fortiden. De spiller ”empatibanko” og de tænker for meget. Det var budskabet. Ja, vi tænker alle sammen for meget, for vi skal forholde os til alt for meget, blev det klogt sagt. Derfor går metakognitiv terapi ud på at få os til at tænke mindre.

Jeg kunne her passende referere til Søren Kierkegaards tale om ”refleksionssyge”.

Jeg kommer her til at tænke (sic!) på en ny sang i den nye højskolesangbog. Den har nr. 160 ”Hvad tænker Ingrid på?”. Den handler om Ingrid, der tænker på rigtig mange ting. Og så tænker hun for meget.

Sangens anledning er en episode mellem hende og kæresten Asger. Ingrid kan ikke huske helt nøjagtigt, hvad der egentlig skete - hvordan ordene lige faldt de to imellem. Og derfor kommer sangen til at handle om noget, der ikke skete i virkeligheden, men foregik langt inde i hendes ”boblehoved”.

Så Ingrid og Asger har ”fantasikonflikter” - og det hele begynder med Asgers skam – meget tidstypisk for de unge nu om stunder. Og det, der efterfølgende sker for Ingrid og Asger er, at når den såkaldte konflikt, der blev udløst af episoden, er overstået, ja så gennemspiller de hver især scenen og konfliktens indhold i deres hoveder for at at få skabt det rette udfald af hele situationen. Man kunne sige det på den måde, at de overtænker problemerne, indtil problemerne til sidst får deres helt eget liv.

Min yndlingslinje fra den fænomenale sang er i 3. vers, som begynder med: ”For fanden, Ingrid, siger Asger, tænker Ingrid så.”

Den linje gentager jeg lige: ”For fanden, Ingrid, siger Asger, tænker Ingrid så.”

Sangen handler om bekymringer og grublerier og overtænkning over, hvad der skete og hvorfor og hvordan og hvorledes.

Med baggrund i dagens evangelietekst ville en metakognitive terapi måske sige: ” Så vær da ikke bekymrede for dagen i går...”.

Eller: Lad være med at overtænke problemerne med din skam som drivkraft.

Såvidt det metakognitive.

Et spørgsmål er så, om dén måde at gribe terapien an på snarere symptombehandler end den finder årsagerne til overtænkningen og de evige bekymringer over det, der er sket. Og mere: at bekymringer kan være en slags markør for, at der er noget vigtigt på færde i vores liv – ligesom angsten er en markør.

Her kunne man efter min bedste overbevisning grave et spadestik dybere og konsultere Christian Hjortkjærs træffende og kloge bog ”Utilstrækkelighed”. Blot til inspiration midt i alle bekymringer over fortiden og fremtiden og nutidens unge.

 

Og hvad falder mig ellers ind: jo, at der er mange nyere salmer, der vil tone godt med ved gudstjenestens tema – ud over alle de ældre salmer med referencer til evangelieteksten.

Alene Lisbeth Smedegaard, som jeg regner for at være i en klasse for sig i rækken af nyere salmedigtere, har fine, fine salmer, der vil kunne kaste nyt og uventet lys ind over evangelieteksten.

Jeg nævner i flæng: ”Fra vest står blæsten ind”, ”Umærkeligt er skiftet”, ”Blågrå kysters silhuetter” og ”Byen er vågnet”. Skønne sange at gå ind i efteråret med – og skønne sange at synge bekymretheden i møde med.

 

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Jeg kan i al fald huske, at jeg blev tilskyndet til tanker i stil med alt det nedenstående, da Greta Thunberg satte skub i hele den nye bevægelse for klodens bevarelse året før, i 2018.

Mest af alt blev jeg dog tilskyndet af en klog mand i menigheden , som engang sagde, at mange af de prædikener, der bliver holdt rundt om i de danske kirker handler om vores forhold til vores medmennesker og om deres og vores livsudfoldelse - men ikke ret meget om vores forhold til naturen. Det tror jeg, at han beholder en del ret i.

Begge tilskyndelser udmøntede sig i tanker, som jeg her gengiver efter bedste evne og hukommelse – da jeg stort set altid sletter mine prædikener, når de er blevet holdt.

Men altså: hvad sagde jeg?

Noget med, at når vi hører Jesus sige ”Se himlens fugle og læg mærke til markens liljer”, så er det netop dét, vi gør. Vi ser.

Og hvad er det så, vi ser, når vi ser?

Vi ser os selv. Vi ser resultatet af vores omgang med naturen. Og det er et begrædeligt syn.

Vi er et par generationer, der historisk set adskiller os fra tidligere tiders generationer ved vores glæde over os selv.

Det er så bare ikke den glæde, der gavmildt forløser sine omgivelser med samme tilfredshed og ubekymrethed. Det er en selvspejlende glæde, der ønsker at se sig gengivet, afbildet og genspejlet i alt og alle.

Vi elsker os selv med en selvspejlende kærlighed.

De senere år har naturen spejlet os på en skræmmende måde. Hvis vi kunne tillægge naturen hensigter, så ville vi sige, at naturen har spejlet os  på en næsten hævntørstig måde.

”Se himlens fugle og læg mærke til markens liljer”.

Derfor er vi blevet mere bange for vores egen indflydelse, end vi er bange for naturens kræfter. Vi har sat noget i gang, som vi ikke kan styre.

Og det er forholdsvis nyt - selv om Løgstrup for flere årtier siden sagde det samme i utallige variationer - bl.a., at vi har skabt et samfund, som vi ikke har intelligens til – og at det, der virkelig truer naturen og miljøet er, hvad han kaldte for ”bivirkningernes verdensforvandlende magt.”

Man kan passende læse videre i hans værker – meget gerne den anden Bibel for os, der læste i 80´erne: ”Skabelse og tilintetgørelse”. Eller ”Ophav og omgivelse”: Lad mig overlade scene til Løgstrup for en kort og vigtig bemærkning: "Alt hvad naturvidenskaberne fortæller os om naturen og universet er vi tilbøjelige til at tage som informationer om, hvad der ikke på anden måde kommer os ved end som vor omverden. På hvilken anden måde skulle det da komme os ved? Som vort ophav! Så meget mere som det ikke kun er i fortiden, i løbet af en lang udviklingsproces, at den menneskelige tilværelse er opstået af naturen og universet, men det gør den til stadighed, for hvert øjeblik og på håndgribeligste måde. Med åndedræt og stofskifte er vi indlagte i naturens kredsløb, med vore sanser er vi indlagte i universet.
På een af to måder kan vi altså betragte forholdet mellem universet og den menneskelige tilværelse. Enten ud fra vor tilværelse. I så fald reduceres universet til omgivelse for den. Eller ud fra universet. I så fald er den vort ophav. "

Så igen: ”Se himlens fugle og læg mærke til markens liljer”.

Og vi ser. Vi  ser og lægger mærke til den måde, vi har præget naturen på. Så nu skal naturen ikke bare være datomærket. Nej, deklarationen skal helst forsikre os om, at himlens fugle og markens afgrøder er hentet langt fra civilisationen, hvis vi skal forbinde os med den som føde. Og de sidste år har afgrøderne allerhelst skullet være hentet fra nærområdet. I ved: handl lokalt, den korte vej fra jord til bord osv.

Men uanset hvad: Køledisken er det nærmeste, der er mange af os, som kommer himlens fugle og markens liljer. Og her -  ved køledisken, ved konsumets alter - her skal vi så helst overbevises om, at naturen ikke er farlig. Vi skulle nødig have os selv igen på den forurenede måde.

Sådan ser vi med nutidens øjne resultatet af vores husholdning med naturens ressource, uanset, hvor vi så ser hen.

”Se himlens fugle og læg mærke til markens liljer”.

Man kan blive næsten helt træt og trist ved at tænke på, at vores store tænker i sidste århundrede, K. E. Løgstrup, allerede for snart 50 år siden – med en enorm indsigt og lidenskab – gjorde opmærksom på det helt fundamentale i tilværelsen,  som vi fuldstændigt så bort fra: nemlig, at vi som mennesker er indfældede i en natur, et skaberværk, som helt og aldeles er unddraget vores forgodtbefindende og som vi bliver nødt til at se på – ikke som vores omgivelse, men som vores ophav.

Og man kan blive lige så træt og trist ved at tænke tilbage på, at Løgstrup-eleven Ole Jensen, allerede  længe, længe før klimadebatten og alt hurlumhej – at han i 1976 skrev ”I vækstens vold”, hvor han i kølvandet af sin ”mester”, Løgstrup, gjorde opmærksom på en af de grundillusioner, som allerede Løgstrup påpegede: nemlig den illusion, at den vækst, der har skabt vores velfærd, men samtidig også er årsag til klimakrisen – at dén vækst så  også skulle være løsningen på de problemer, den selv havde skabt. Formuleringen skyldes faktisk en tredje filosof fra den tid, nemlig Ole Thyssen.

Både Løgstrup og Ole Jensen peger i stedet for på Jesu forkyndelse som en inspiration til en anden opfattelse af naturen og vores agtelse for den – og da Ole Jensen for en halv snes år siden udgav en anden stærk bog -  ”En forsvarstale for klodens klima” - der handlede om kristendom og skabelse og klima, ja da hed det bl.a., at bogen var ”et opgør med det brutale natursyn, som hersker inden for økonomi, produktion og forbrug. Vi mener at vide, at naturen er til for vores skyld – udelukkende.”

”Se himlens fugle og læg mærke til markens liljer”

En afgørende pointe for Ole Jensen var det, at vi i generationer frem kommer til at se  resultatet af vores husholdning med naturens ressource, uanset, hvor vi så ser hen.

Men så kan vi også med digteren svinge os op til festligere højder.

For Ambrosius Stub bliver naturen for eksempel transparent, så han ligefrem ser mere, end han ser. I naturens kunstværk ser han sin Gud og sin skaber.

”Jeg ser dit kunstværk, store Gud du er alvis, almægtig, al verden blev jo ved dit bud af intet vid og prægtig men dette store alt i omkreds og gestalt er dog i sjælens øje slet mod dig som ene skabte det.”

Naturen er stor, men Gud er større.

Og endnu mere kendt er hans samtidige digterkollega Brorson, der ikke kan finde ord for græsset, skovene, himlens fugle og markens liljer.

”Hvad skal jeg sige? Mine ord vil ikke meget sige…” Ligesom Stub, ja så må Brorson slutte fra naturen til Gud. ”Halleluja, vor Gud er stor!”

Når digteren ser ”himlens fugle og lægger mærke til markens liljer”, så ser han også sin egen lidenhed i det storslåede ved naturen. Digteren bliver  betaget af fuglens lethed, men samtidig føler han, hvor tung en gang, han har på jorden. Digteren ønsker sig liljens ubekymrede glæde ved at gro, men når han lægger rigtig mærke til liljen, ja så understreger det kun, hvor stækket han er i sin egen vækst.

Når vi ser til den omgivende natur, så ser vi enten os selv som dårlige forvaltere af den skænkede natur, eller også ser vi som digterne alt det, vi ikke er, men som vi gerne ville være eller dét, som vi var tænkt til at blive i skaberens forunderlige og uforudsigelige fantasi.

Er det det, som evangeliet vil lære os med sin henvisning til himlens fugle og markens liljer?

Nu har jeg allerede nævnt forrige århundredes største danske tænker, så hvorfor ikke spørge det 19. århundredes største tænker?

Hvis vi spørger Søren Kierkegaard, så er svaret nej. Det er ikke det, evangeliet vil lære os. ”Således overspændt åndeligt er evangeliet ikke, at det ikke kan bruge liljen og fuglen; men således jordisk er det heller ikke, at det kun kan enten vemodigt betragte liljen og fuglen, eller smilende.”

Der findes altså en tredje måde at betragte disse læremestre på.

Kierkegaard kalder dén tredje måde for den alvorlige.

 

I en af sine opbyggelige taler over netop evangeliet til den 15. søndag efter trinitatis siger Kierkegaard: ”lader os af liljen og fuglen som læremestre lære tavshed, eller lære at tie”.

Og når vi skal lære tavshed, er det for at høre, hvad Gud vil sige. Og det gør vi ikke, når vi taler, selvom vi også tror, at vi lige netop i talen forbinder os med Gud på en helt særlig måde - for eksempel i bønnen, men de mange ord står os i stedet for i vejen.

Hvis ikke det var, fordi Kierkegaard skrev tolv år tidligere end Grundtvigs ode til det underlige menneskeliv, kunne man læse hans opbyggelige tale som et svar. En kærlig afvisning.

Grundtvig synger om mennesket, som ”… er i Guds billede skabt med levende ord på sin tunge og derfor kan han mellem træ’r og dyr med guderne tale og sjunge.”

Trykket ligger på derfor. Det er ordene, talen, sproget, der forbinder os med Gud, synger Grundtvig.

Kierkegaard siger, at ”vistnok er det talen, der udmærker mennesket frem for dyret… men fordi det er et fortrin at kunne tale, deraf følger ikke, at det ikke skulle være en kunst at kunne tie… tværtimod, just fordi mennesket kan tale, just derfor er det en kunst at kunne tie, og just fordi dette hans fortrin så let frister ham, derfor er det en stor kunst at kunne tie. Men det kan han lære af de tavse læremestre: liljen og fuglen.”

Kierkegaard kan ene og alene læses og forstås fra sit udgangspunkt – og udgangspunktet er altid er en inderlig interesse i menneskets forhold til Gud. For Kierkegaard handler det godt nok om at blive sig selv, men han tænker det altid i forhold til Gud. Hvis man altså spørger Kierkegaard om, hvordan man bliver klog, så falder svaret, at gudsfrygt er al visdoms begyndelse og at tavshed er al gudsfrygts begyndelse. ”Gak til myren og bliv vis, siger Salomo; gå til fuglen og liljen og lær tavshed, siger evangeliet.”

 

Det Gamle Testamente anbefaler så den gudfrygtige foretagsomhed. I Ordsprogenes Bog hedder det: ”Gå til myren, dovenkrop, betragt dens færden, og bliv vis. Den har hverken anfører, overhoved eller hersker, men den skaffer sig føde om sommeren og samler forråd ved høsttid. Hvor længe vil du blive liggende, dovenkrop?”

I modsætning til den gammeltestamentlige visdomslitteratur, så ønsker Kierkegaard, at det dog måtte lykkes evangeliet ved hjælp af fuglen og liljen at lære os at gøre os ganske tavse for Gud.

For den, der søger Guds rige, må gøre det tavst - må gøre det ved at tie og lytte.

Det er måske slet ikke en tanke, som ligger moderne bevidsthed så fjern. Forfatteren Jens Christian Grøndahl skrev for nogle år siden en artikel om, hvorfor han gik i kirke indimellem.

Det var ikke for at lytte til en prædiken. Det var for at lytte til tavshedens tale.

Grøndahl skelnede mellem stilhed og tavshed for at understrege, at det ikke var fraværet han søgte. Stilhed er et fravær. Nej, det var nærværet, han søgte - nærværet, som man oplever det i tavsheden, hvor der ikke tales lige nu. Der er blevet talt, og der vil blive talt. Tavsheden er et nærvær, der ikke ytrer sig lige netop nu.

Grøndahl gør sig ikke til af at være en kristen tænker. Men Kierkegaard kan sætte ord på, hvordan vi nærmere bestemt møder Gud i tavsheden. ”Måtte du i tavsheden glemme dig selv, hvad du selv hedder, dit eget navn, det berømte navn, det elendige navn, det ubetydelige navn, for i tavshed at bede til Gud: ’helliget vorde dit navn’ …” og på samme måde glemme alle sine planer for liv og fremtid for i tavshed at bede til Gud: ”komme dit rige.” Glemme vilje, egensindighed for i tavshed at bede til Gud: ”ske din vilje.” 

 

Det er først, når vi bliver tavse – det er først, når vi bliver lydhøre overfor alt det, der omgiver os – vores natur og vore medmennesker – det er først, når vi bliver lydhøre overfor alt dét, at vi overhovedet kan begynde at sanse vores omverden – ikke som omgivelse, der bare er til for vores skyld – men som ophav.

Sagt med Ole Jensen: ”Vi lever af indtryk fra det, der ikke er os eller produkt af os.” Som en begyndelse for at kunne erkende det, kræver det, at vi er tavse – at vi er ydmyge – at vi sanser.

Og sagt med Kierkegaard:

”Ja, hvis du af liljen og fuglen kunne lære at blive ganske tavs for Gud, hvad skulle da ikke evangeliet kunne forhjælpe dig til, da skulle intet være dig umuligt. Men hvis dog blot evangeliet ved hjælp af liljen og fuglen lærte dig tavshed, hvad har det så ikke allerede hjulpet dig til! Thi, som sagt, er gudsfrygt visdoms begyndelse, så er tavshed gudsfrygts begyndelse.”

 

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

I år lægger jeg mere mærke til ordene om ikke at bekymre sig og tager Grøndahl og

Kierkegaards tanker om tavsheden med ind i de overvejelser, der gerne skulle munde ud i en prædiken til kommende søndag.

Men jeg må blankt tilstå, at jeg ind til videre kun er kommet til overvejelserne.

Her skylder jeg et par ord om den måde, jeg ”normalt” forbereder prædikenerne på:

Jeg skriver dem næsten altid i sidste øjeblik – lørdag aften eller nat. Og så ender det næsten altid op med to prædikener – og jeg afgør så med mig selv, hvilken af prædikenerne, der skal forkyndes, når jeg går op på prædikestolen. Sådan er det. For billeder og tanker og indfald har det med at tumle rundt og først finde en endelig form til allersidst.  Her kunne jeg citere endnu en af mine yndlingsdigtere, Peter Laugesen, der et sted skriver om sin metode: ”Jeg skriver det ind i hinanden hulter til bulter / som en form i proces eller en titel / og en dag eller nat sætter jeg mig ved mit bord / og skriver det videre til det endelig er ufærdigt”.

Men altså: tavsheden… - og tavshedens nærvær.

Her dukker der tanker op fra forrige søndag (Den barmhjertige samaritaner), hvor én af pointerne for mig blev, at måske opdagede vores samaritaner midt i al det, han blev grebet af, at han alligevel var mere sig selv end nogen sinde, den dag han glemte sig selv.

Evangeliet var i al fald ikke i tvivl i fortællingen om den barmhjertige samaritaner: Vi er mest os selv, når vi glemmer os selv – og ikke overtænker os selv og vores verden.

Og her kunne inspirationen til den kommende søndag måske findes. Selvforglemmelsen. Tavshedens lytten.

Tavshedens lytten som fødselen til en ubekymrethed, der ikke ser bort fra alt det, der er at bekymre sig for – fra fortidens fortrædeligheder til nutidens angst og til fremtidens usikkerhed som alt det, der bliver lagt uprøvet i vore hænder.

Tavshedens lytten.

Netop her vil jeg introducere endnu en  fremragende dansk digter, nemlig Peter Laugesen, som jeg kort nævnte lige før.

Man kunne med god ret sige, at Laugesen i sine nyeste digtsamlinger er, hvad man kunne kalde ”Stemmen på kanten af tavshed”. I digtsamlingen ”Aftenblade” skriver han sin stemme et sted hen i nærheden af fuldstændig tavshed – og ja: jeg ved godt, at dét lyder som en modernistisk kliché, men lyt lige med her i al lydhørhed:

”At være barn og tro på verden, at den er der,
den er ikke forsvundet. Den kan være noget andet
men den er der.
At brænde ned mod aften som en absolut glæde.
At kaste en bamse gennem stuen.
At bo i en lejr på et skib i et telt ingen steder.”

 

Eller hvad med:

 

”Det er der altid / og man ved det aldrig / Det synger bagved alt / man vælger ikke / for hvad skulle der være at vælge / og hvem skulle gøre det”

 

Læg mærke til, hvordan brugen af ”det” virker blødt flydende, og det samme gør Laugesens anvendelse af biordet ”her”. Også det kan både referere til livssituationen og til teksten, som når der står: ”Det hele er her.” Andetsteds hos Laugesen bliver forankringen i nuet og på stedet derimod opløst: ”Den store enestående oplevelse at være her og nu og ingenting.”

Man kunne måske tale om en rituel, meditativ dvælen, der tenderer mod en total eliminering af jeget? En selvforglemmelse – en ubekymrethed? Ord, der famler mod en betydning. Ord, der nærmest daler ned mod ingenting og en total ubekymrethed og netop derfor kan vise sig muligvis at være alt.

”Gardinet dækker ikke helt. / Hør vinden. / Hør træerne. / Så let natten er.”

”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen...”

Alt dette blot til poetisk og foreløbig inspiration.

 

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Jeg har formuleret det på den måde, at vi lytter til evangelieteksterne for dels at høre det, vi ikke vil sige os selv (At det gode, vi vil, det gør vi ikke!)– og for dernæst at høre det, vi ikke kan sige os selv (At Gud elsker os som Gud er!).

Men tilbage til spørgsmålet.

Her vil jeg gerne gribe et år tilbage og tage fat i parallelteksten – dén om Martha og Maria – og om ”det ene fornødne”.

Martha gør sig bekymringer og uro med mange ting. Maria har valgt den gode del, det ene fornødne – og dét skal ikke tages fra hende. Og her slutter fortællingen heldigvis, mens det så er op til os selv at vælge det eneste fornødne. Hvis den slags da overhovedet er noget, der kan vælges – altså overhovedet er på valg. Tanken er jo nærliggende, fordi alt andet nu om stunder er på valg.

En af de mest enkle måder at beskrive vores samfunds måde at være moderne på kan hentes hos den danske filosof Lars-Henrik Schmidt, der siger, at dét at alting altid kan være anderledes, kan ikke være anderledes. Dét at alting altid kan være anderledes, kan ikke være anderledes.

Vores bedsteforældre valgte ikke, hvad de skulle tjene til deres livs ophold ved. De arvede slægtens erhverv. De valgte ikke deres bopæl, deres politiske overbevisning, deres ægteskabelige status, deres køn for den sags skyld. De valgte ikke, hvem de lige skulle være i dag eller i denne uge.

Alt sammen var nemlig givet med tradition og hartkorn.

For os præsenterer vores tilværelse sig som en næsten uendelig lang række af valg. Uddannelse, arbejde, parforhold, bolig….og måske uddannelse igen, arbejde igen, parforhold igen, bolig igen… Ja, vi har drevet dén idé så langt, at sygdom eller sundhed også er op til os. Og derfor består friheden også i at indse, at det ikke kan være anderledes: alt kan altid være anderledes.

I sådan en kontekst er det svært at tale om ”det eneste fornødne”. For hvad i al verden skulle unddrage sig det moderne vilkår – altså igen: at alting altid kan være anderledes?

Ja, det skal selvfølgelig netop det, der ikke kan vælges. To mennesker, der falder for hinanden, får som en gave fra himlen reduceret de mange valg til ét eneste nødvendigt. De er nødt til at vælge hinanden. Om mon ikke de ville skrive under på, at kun ét er fornødent? Valget er truffet for dem – og valget er truffet til deres store lettelse og befrielse.

Og spørgsmålet er for mig at se, om vi ikke i billedet med to nyforelskede kommer meget nær det mysterium, at vi tror. Når troen ikke optræder i kataloget over alt det, der er op til vores frie valg – men netop ligger hinsides valget.

Vi tror – eller vi tror ikke. Vi tror, fordi vi ikke kan lade være, ligesom vi holder af , fordi vi ikke kan lade være. Vi vælger ikke at holde af vores børn, vores venner, vores nære i det hele taget. Det gør vi, fordi vi gør det! På samme måde med vores tro på vores tro på, at livets skaber og opretholder giver sig til kende i den barmhjertighed, som Jesus udfolder. Vi tror på den, barmhjertigheden, fordi vi ikke kan lade være.

På den måde ved vi også, at uanset hvad det så er – det eneste fornødne – ja, så kan det umuligt påtvinges nogen. Det er – sagt med et vidunderligt gammelagtigt ord – en vederfarelse. Noget, der sker med os, når det sker, hvis det sker.

Man kunne også sige det på den måde, at det ikke nytter spor at kalde Martha til orden  og sige til hende, at nu har hun bare at sætte sig ned og høre efter. For hun skal sikkert  være træt af alt det andet, før hun vælges af ”det eneste ene”.

Jesu ord om ubekymretheden og det eneste fornødne kender vi godt fra Bjergprædikenen ”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke…. Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift...”

Jeg vælger at høre det som et løfte – ligesom ordene til Maria om det gode valg. Altså: når I slipper jeres bekymring, og når I søger Guds rige, så følger alt det andet. Når I som Maria vælger ”den gode del” - eller vælger ”det rigtige”, som Den Nye Aftale med et lidt problematisk udtryk vælger at oversætte til – ja så får I det eneste fornødne.

Det er et løfte – og ikke en anvisning.

Hverken det eneste fornødne eller Guds rige eller ubekymretheden kan gøres til program eller projekt. Med ”det eneste fornødne” er det som med god kunst. Det er umuligt at sige, hvad det er – men vi ved det, når vi oplever det. Det eneste fornødne er en oplevelse. Man kunne på god grundtvigsk vis sige, at det også er en oplivelse. Og oplivelsen kommer i stand, når vi har øre for den. Den, der har øren at høre med skal høre, som vi sikkert alle sammen ved.

Og det har vi – altså øren at høre med. Der er tidspunkter i vores liv, hvor vi ikke kan andet end at høre godt efter. Mellem alle valg er dét valg truffet for os. Jeg har nævnt forelskelsen – og jeg kunne nævne det overraskende og nære venskab i en sen alder. Der kan nævnes andre.

På samme måde er der tider og steder, hvor det eneste fornødne er et barmhjertigt ord til os. Når vi har svigtet det medmenneske, som Gud i sin godhed satte ved vores side for at kalde på vores medmenneskelighed. Eller når vi har svigtet vores forvaltning af naturen omkring os – den natur, som Gud skabte os ind i for at kalde på vores opmærksomhed og ansvar. Eller når vi i smålighed ikke undte vores medmenneskes livsudfoldelse. Når vi med hårde ord sårede et menneske ubodeligt, ja så er det eneste fornødne trøst og opmuntring.

Og den kan vi ikke bare vælge. Ligeså lidt som vi kan vælge et venskab eller en kæreste.

Men vi kan opleve at høre trøsten i Jesu ord om  Guds barmhjertighed, når vi sætter os afmægtigt ned og hører efter. Vi hører sandsynligvis forskelligt. Vi hører på forskellig måde – og vi hører noget forskelligt. 

Men vi har alle sammen oplevelsen og oplivelsen til fælles: i Jesu ord er der en beroligelse og en fred, som for en sjælden gangs skyld lader os give slip på vores dårlige samvittighed over alt det, vi selv kunne ønske var ugjort eller usagt.

 

Alt det kan vi aldrig sige os selv.

 

Hvad kommer det mig/os ved?

Her kan jeg kun henvise til Løgstrups kloge ord om de totalillusioner vi gør os om vores tilværelse og vores forhold til vores medmennesker og vores natur.

Og mon ikke spørgsmålet allerede i det skjulte er besvaret i alt det foregående?

14. søndag efter trinitatis 

Læs teksten her

Af: Christian von Tangen Sivertsen

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

At fortællingen rummer en så indlysende pointe, at den nærmer sig det banale! For umiddelbart forekommer den at være en ligefrem og almengyldig fortælling om taknemmelighed, med den indlysende pointe, at den (taknemmeligheden) til alle tider er og har været en mangelvare! Den ene taknemmelige samaritaner fremhæves således på baggrund af de underforstået 9 andre utaknemmelige (jøder?) - dydsmønsteret i modsætning til klassen uvorne - og Jesus kommer dermed til at fremstå som en slags liberalteologisk børnehavepædagog, der vil belønne og fremhæve det ene søde og velopdragne barn, i forhold til de 9 uvorne. En tolkning der ender i dualisme og moralisme – og meget uevangelisk.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg prædikede faktisk om taknemmelighed, som en indstilling til livet, hvormed livet får sin afgørende dybde-dimension (Tillich), og jeg nævnte bl.a. at Grundtvig skrev sin salme ”Alt står i Guds Faderhånd”, da han prædikede over netop denne tekst (ligesom jeg også ironiserede en del over os danskeres, i international sammenhæng, eklatante mangel på høflighedsfraser – og ditto manglende evne til at bruge dem). Jeg har også tidligere prædiket over, hvad Løgstrup et sted kalder for én af menneskets grundillusioner, i.e. at mennesket tror det skylder sig selv livet, bl.a. ved at inddrage Anne Marie Løns Sent bryllup, som handler om en kvinde der kommer til skade, og som må ligge alene i en skov – hvor hun ender med at overgive sig til det faktum, at hun intet kan stille op. Hun må overgive sig til sin skæbne – og blot tage imod. Sådan som vi alle må det.

3.  - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det er nyt, at jeg denne gang er blevet mere opmærksom på tekstens evne til at afsløre min egen fordomsfuldhed! Netop i mit umiddelbare (ganske vist modvillige) fokus på tekstens dualisme – dens tilsyneladende modstilling af den ene helbredte overfor de 9 andre – viser det sig, at min fordomsfuldhed gør mig blind overfor, at det faktisk er alle ti spedalske, der handler i tro, og som derfor alle 10 i lige høj grad er genstand for Jesu ord: Din tro har frelst dig”. Alle ti drager jo af sted, giver sig Jesu ord i vold – uden garantier af nogen art. Er det ikke, hvad det vil sige at tro? At begive sig ud i livet – i en form for verdensåbnende forventning og tillid, uden sikkerhedsnet og forhåndsgarantier?                                                                          Hvis jeg skulle have prædiket over teksten i år, ville jeg nok forfølge det spor….            Samtidig ville jeg dog nok heller ikke kunne lade være med atter at berøre, hvor svært vi alle kan havde det med at skulle bruge verdens bedste ord – tak!

4.  Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Den siger, hvad evangeliet igen og igen siger, at hver gang vi har travlt med at fælde vores domme over omverdenen, fælder vi dom over os selv! At der hvor vi (altså, jeg) vil tage teksten og Jesus til indtægt for det indlysende, at nogen er mere taknemmelige end andre, og hvor vi tror at Jesu ord om at din tro har frelst dig, kun gælder den ene helbredte – som om kun han belønnes for sin taknemmelighed – at der åbner teksten for, at jeg må indse min egen fordomsfuldhed. For alle ti tror jo, alle ti begiver sig på vej, og alle ti bliver helbredt. Ikke i kraft af gerninger, men i kraft af tro.

5.  Hvad kommer det mig/os ved?

Den kunne som hele evangeliet være en altid vigtig påmindelse om, at troen ikke er noget eksklusivt, men derimod er bundet til livet selv, sådan som også de 9 utaknemmelige spedalske var bundet til deres liv i tro. Men den kan da bestemt også minde os om, at fordi troen er en nådegave, skylder vi den ikke os selv. Vi skylder den derimod Gud. Den Gud som ikke er fjern og udeltagende, men som virker midt iblandt os. Liv-givende og tros-givende. Ikke som en belønning, men som ren og skær nådegave. Og der hvor den nådegave erfares i ens liv, ja, dér giver det al mening at sige tak. Ikke som en moralsk pligt og ydelse, men simpelt hen fordi man ikke kan lade være! Fordi man er overvældet af det man ikke kan sige eller give sig selv, men som vi alle ikke desto mindre får – præcist som alle de ti spedalske.

13. søndag efter trinitatis

Læs teksten her

af: Vita Andreasen, De 4 kirker.

Hvad snubler jeg over ved første gennemlæsning?

I år bruger jeg den nye oversættelse ’Biblen 2020’ ved gudstjenesten, det giver inspiration til mange nye overvejelser. Denne søndag lægger jeg særligt mærke til, at oversætterne har valgt at ændre på ordlyden af det dobbelte kærlighedsbud. Det lyder velkendt, når vi læser:  ’du skal elske din næste som dig selv’. Er det stadig samme fordring, når det i 2020 udgaven af biblen hedder: ’du skal elske andre på samme måde, som du elsker dig selv’?

Hvad sagde jeg sidste gang, jeg prædikede over denne tekst?

Jeg prædikede sidst over ’Den barmhjertige samaritaner’ i 2019.   Kort forinden havde ’De 4 kirker’ haft besøg af Daniel Rye, der portrætteres i filmen ’Ser du månen Daniel’. To vinkler fra dette portræt kom med i prædikenen det år. I 398 dage tilbageholdes Daniel af Isis / islamisk stat. ’Et nutidigt offer der bliver slået ned på sin livsvej’. Af gidselforhandleren får de at vide, at de skal skaffe 15 mill., og at det må foregå i al hemmelighed. To dage før pengene skal overføres, mangler der stadig 5 mill. Daniels mor prøver alt. Hun byder byens rige forretningsmand på kaffe. De drikker kaffe sammen, men han afslår. ’Jeg gik i samme klasse som din kone, har du ikke selv børn’. Men svaret er nej. Hun insisterer på at betale de 46,- kr, som kaffen har kostet. Næste morgen er det forunderlige sket, at de 5 mill, er gået ind på kontoen. Mange beløb er på 100.000,- kr. Og til sin overraskelse ser hun, at der også er indgået kr 100.046,- kr. Og hun forstår, at han fortrød og hjalp alligevel. Du skal elske din næste som dig selv, også når det byder dig imod.

Vi ser dem hver dag på vores livsvej: den stressramte, kontanthjælpsmodtageren, den diagnoseramte, den fattige fra den tredje verden uden mad og skolepenge og alle de andre.

Den anden vinkel var venskabet med den amerikanske journalist James Foley. Under fangenskabet var det ofte ham, der holdt modet oppe på alle i gruppen. Han dræbes til sidst af isis. Han bliver på mange måder som en Kristus figur for Daniel og de andre. Foley nægter at give efter for hadet og trangen til at hævne. Han vil ikke ende med at være som isis folkene. Denne overraskende godhed forandrer Daniel for altid.

Hvad nyt er der for mig, når jeg læser denne gang?

Det kommer bag på mig, at samaritaneren omtales som en ’fjende’ i den nye oversættelse. Indtil nu har jeg tænkt om samaritaneren som en ’fremmed’. Det får mig til at tænke på, hvor let det er at gøre den fremmede  til en fjende. Til et menneske jeg ikke hverken vil eller kan forstå. Det uforståelige kan være kultur, sprog, religion, uddannelse eller bare et andet udseende.

Lignelsen bliver på den måde en udfoldelse af motivet om fjendekærlighed.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Jeg standser op ved sætningen: ’Men manden ville retfærdiggøre sig selv og blev ved: ’Jamen man kan da ikke elske alle andre’’. På Luthers tid og op til vores tid, har kirkens fokus ofte været gernings retfærdighed. Denne skriftkloge mand er tydeligvis også ganske sikker på, at han har sit på det tørre. At han overholder loven til punkt og prikke. Gad vide om Jesu fortælling har fået ham til at få øje på empatiens og næstekærlighedens nådegave. Vi ved det ikke.

Når vi i dag vender ’ryggen til dem, der ligger ned’, så er det vel ikke fordi, vi tænker, at vi har gjort nok:  altså gernings retfærdighed. Det er vel snarere følelsesretfærdighed. Jeg føler ikke lige for at gøre dette eller hint. Et prædiken motiv kunne være at tale op imod følelses retfærdighed. En mand har brug for hjælp. Det går ikke an at støtte sig til mavefornemmelser og følelser. Følelser kommet og går. Måske er tiden inde til at tale om næstekærlighed som en pligt, som en etisk fordring, der skal svares på helt konkret uanset, hvad følelserne ’siger’ her og nu. Læsningen fra det gamle testamente er velgørende konkret: helt ned i detaljen emmer det af kærlighed som en pligt.

Hvad kommer det mig/os ved?

Journalisten Daniel Øhrstrøm spørger for nylig i et interview i KD Lars-Henrik Schmidt om, hvad han gerne vil give videre? Baggrunden er, at den 67 årige tidligere rektor på DPU og filosofi professor har fået konstateret en uhelbredelig kræftsygdom, og han ved, at han kun har kort tid tilbage at leve i.

Han svarede: ’Min forestilling om, at det gode liv er opnåeligt. Det gælder rent ud sagt om ikke at være et røvhul, men efter bedste evne være et menneske, der er der for andre uden nødvendigvis at ofre sig selv. Rousseau sagde: ’Handl således, at du skader andre mindst muligt’. ’Hvis alle handlede sådan, ville verden være god. Så vær varsom med at skade andre, giv den anden en chance og et tilbud om at være med i fællesskabet. Men du skal først og fremmest handle således, at du ville gentage dine handlinger’’.  ’Kærlighed er ikke nogen dårlig konstant at tro på i livets ligning’, ’Jesus er det dybeste dannelsesideal, der nogensinde er givet os’

Lignelsen om ’Den barmhjertige samaritan’ skal stadigvæk være med til at forme og danne os som mennesker, så vi bliver mere og mere menneskelige i modsætning til at være ’dumme svin’ overfor hinanden.

Det gælder globalt, lokalt og i de helt nære relationer.

12. søndag efter trinitatis 2021

Læs teksten her

Af: Kristina Løvenstrøm, Vindinge Sogn, Nyborg Provsti

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning? 

Når jeg læser dagens evangelietekst, slår det mig, at jeg til stadighed falder på halen over det, vi mennesker kan præstere. Jeg har en tendens til at falde i svime over vores vilde kunnen – og samtidig glemme, at der er grænser for, hvad vi kan – simpelthen bare fordi jeg bliver så imponeret. Det er besynderligt i et erhverv – og i et liv – hvor jeg møder og mærker lige så megen smerte som glæde. Hvordan kan jeg blive så imponeret, at jeg (også bare i korte minutter) helt kan glemme den grænse, der tydeligvis også er sat for vores formåen?

Manden i dagens tekst var døv og kunne næsten ikke tale, og selvfølgelig var der mennesker (også dengang), der havde forsøgt at hjælpe ham – uden at kunne. Jesus kigger op mod himlen – bruger sine hænder, siger nogle ord. Og med ét kan manden både høre og tale. Hvis ikke det er vildt, så ved jeg snart ikke.  

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst 

Jeg ved ikke, hvad jeg sagde sidst – men jeg ved, at jeg ikke havde blik for den hengivenhed, som jeg tænker, både Jesus og den døve mand må have haft, da de stod dér over for hinanden. 

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Hengivenheden, som jeg får blik for i dagens tekst, ser jeg pludseligt også i epistelteksten: En sådan tillid har vi til Gud ved Kristus. Hengivenhed kræver tillid – eller også er det omvendt? I hvert fald ser det ud til, at hengivenheden og tilliden til Gud er altafgørende, hvis der skal ske noget nyt/andet. Men hvordan får man tillid til en Gud, der på mange måder er så fjern, at man næsten ikke engang kan vide, om Han er der?

Der er formentlig kun 1 vej – og jeg har på besynderlig vis undervurderet den vej. Jesus Kristus. Han er ikke bare Guds søn, der kan fortælle historier om, hvem Gud er (ligesom min gamle bedstemor kan). Han er Gud selv! Det, vi ser – det vi hører Jesus Kristus gøre … det er Gud i aktion. Det er Gud, som Gud vil have, vi skal lære ham at kende: Kærlig. Opofrende. Villig. 

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Måske dét, at hengivenhed er et ord, der for alvor først får betydning for os, når det har taget bolig i os på en måde, som vi ikke kan tænke eller stave os frem til. Først i det sekund, vi møder Jesus Kristus – med alt det vi kan, og alt det vi ikke kan – og nærmest blotter os selv helt og aldeles, kan han stikke fingrene i vores ører, spytte og røre ved vores tunger – og få os til at høre og tale på en måde, som er ganske ny og anderledes end før.

Hvad kommer det mig/os ved?

Det er et tosset spørgsmål på sin vis. For det kommer os overhovedet ikke noget ved – før det kommer os ved. Som når det f.eks. pludselig går op for os, at vi bliver imponerede over vores egen formåen … men samtidig har glemt alt det, vi ikke kan. Og vi forstår, at vi har lært at leve med en smerte (i os selv – og den, vi ser ude i verden) som dybest set ikke er nødvendig at leve med. Vi kan prædike nok så meget og længe – men der skal ske noget mellem Gud og det enkelte menneske, som jeg slet ikke kan finde ud af at sætte ord på, før jeg tror, det her kommer til at betyde noget for os.

Det betyder naturligvis ikke, at vi skal lade være med at prædike. Amen.

11. søndag efter trinitatis

Læs teksten her 

Af: Mette Behrndtz, Nr. Lyndelse sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Hovmod står for fald! Højt at flyve, dybt at falde! De fleste godter sig, når dem, der tror, at de er noget, falder dybt. For hovmodet eller stoltheden har sin pris. Det koster at være selvretfærdig. Det må farisæeren i dagens evangelium også sande. Men hvorfor er det egentlig så forkert dét, som farisæeren gør? Har man ikke lov til at være stolt over, at man klarer tilværelsen bedre end andre? Åbenbart ikke! Der findes et japansk ordsprog: Det søm, der stikker ud, vil blive slået ned. De gamle grækere talte om hybris, selv er jeg flasket op med Janteloven og dens første bud: Du skal ikke tro, at du er noget. Men hvorfor er det, at stolthed er sådan en dårlig ting?

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg brugte en af mine yndlingsskikkelser, Anders And. Han inkarnerer på fineste vis de syv dødssynder, deriblandt stoltheden. For er der en, der er stolt, er det ham. Han er som udgangspunkt overbevidst om, at han er bedre end andre, særligt sine nevøer Rip, Rap og Rup.

For eksempel findes der en historie, hvor Anders And bliver udnævnt til Brandmand, hvilket han er meget stolt af. Rip, Rap og Rup bliver ellevilde og vil rigtig gerne med ham på arbejde, men Anders And afviser dem og siger, at brandchefen kun har brug for store, stærke mænd - og ikke små ænder! I begyndelsen får Anders And den ærefulde stilling som 1. slangefører på den store brandsprøjte, og han viser sine nevøer den kiste, hvori han har tænkt sig at lægge alle de medaljer, han regner med at få for sin fantastiske indsats som brandmand. Det går imidlertid stik modsat, da Anders And sover så tungt, at han slet ikke hører sirenen den første nat, han har vagten. Han bliver derfor degraderet til pulverslukkermand, der skal slukke ildebranden med en lille håndslukker. Det er imidlertid den forkerte håndslukker, han får fat i, da det samme nat brænder. Han kommer nemlig til at tage oliesprøjten med i stedet og får på den måde det brændende hus til at eksplodere. Endnu engang må Anders And lide den tort at blive degraderet. Han bliver vådsækmand og skal slukke ildebrande i græs med en sæk. Som man nok kan regne ud, ender det også helt galt, og Anders And er lige ved at brænde sit eget hus af. Rip, Rap og Rup redder dog hele situationen, hvilket brandchefer ser, og det bliver nu Rip, Rap og Rup, der kan drage af sted om natten som 1. slangeførere, mens Anders And står alene tilbage med sin sæk til at slukke ild i græs og tænker: ’Hvor kan I sagtens’. 

Anders And vil først og fremmest være brandmand for at blive en helt og dermed blive beundret af folk. Problemet er, at fordi Anders er drevet af sin stolthed, skubbes han længere og længere væk fra det, der betyder noget, bl.a. hjælpen fra sine nevøer. Det er det samme, der er på spil hos farisæeren i dagens bibelhistorie. I sin stolthed ser han – ligesom Anders And - kun sig selv. Han hverken ser andre eller at der er noget, der større end ham selv. Noget, han ikke er herre over, men som han kun kan tage imod som en gave. Derfor bliver det tolderen, som farisæeren mente, han var hævet over, der modtager gaven fra Gud: Han går retfærdig hjem.

3.  - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Nu skal jeg i år ikke prædike denne søndag, så derfor er der ikke dukket nogle nye ting op.

4.  vad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Der siges intet om, at tolderen skulle være et specielt godt menneske. Han skildres derimod med det ene fortrin, at han indser, at han over for Gud ikke har noget at være stolt af, og at hans rolle er mere ydmyg. For han er en synder og kan derfor kun være modtagende i forhold til Gud. Det er pga. af denne indsigt, at han går retfærdig hjem. Han er blevet ramt af Guds uretfærdige retfærdighed, der tilbydes alle og enhver, lige meget hvordan man har levet og hvilken status, man har. Så længe farisæeren er opslugt af sin selvretfærdighed, er der ikke plads til andet.

5.  Hvad kommer det mig/os ved?

Mon ikke de fleste af os her den erfaring, at stoltheden faktisk kan bringe os langt. Ja, at vi skal udstråle en vis form for selvtillid, hvis vi vil gøre os håb om at overbevise andre om vores kompetencer? For den der ydmyger sig selv, bliver ikke ophøjet på eksempelvis arbejdsmarkedet eller i skolen. Sådan lyder verdens visdom - det er de regler, der gælder i verden og den lære, man kan erfare sig til i sit liv. Men som Paulus har skrevet, så er Guds visdom anderledes end verdens. Det samme siger dagens evangelium: Over for Gud gælder verdens regler ikke. Og det kan være ganske befriende, når det kommer til stykket. For stolthedens bagside er dens isolerende karakter i forholdet til andre. Det er Anders And om ikke det bedste men så et meget godt eksempel på.

10. søndag efter trinitatis

Læs teksten her

Af: Dorte Wittrup Winther, Brændekilde & Bellinge sogne

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Kontrasterne mellem folket. Folket; der nok gladelig har haft handelsboderne eller har handlet på tempelpladsen og samtidig er det vel netop folket/menigmand der hænger om Jesus for at høre hans ord. Så i sidste ende ved ”Jerusalem” nok godt hvad der tjener til dens fred, men det kræver at Jesus er med til at vise dem hvor de skal finde den.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Der opholdt jeg mig ved Jesu gråd. Ikke en personlig gråd eller sorg, men tårer der fældes over Jerusalem, altså en gråd for andre, for en del af menneskeheden, der ikke ved hvad de gør. Og med fokus på at de tårer vi fælder, der et ikke tårer der er fældet alene, for som vi synger i Lille Guds barn, der er det sådan at Gud ånder på øjet når det græder. Tårerne er dermed aldrig spildte, men kan sætte fri og gøre blikket klart igen. Jesu gråd er udtryk for en medfølelse, der går i aktion for at ændre verdens skæve gang

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At det er de samme der fylder tempelpladsen med handel og vandel, som hænger om Jesu skørter for at finde en fred. Eller rettere, at de der driver handel er ikke væsensforskellige fra de mennesker, der søger den klarhed og autoritet som Jesus udviser i sit ord. Og handlen på tempelpladsen er jo ikke aftalt, men sådan er det nok blevet, fordi ingen har holdt pladsens agtelse højt eller på anden måde har forsøgt at holde fanen højt. Men når der dukker et menneske op, der kan tale til troen og livet i dem, så ved de godt hvad der er vigtigt.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At vi skal holde hinanden fast på at kende vores besøgelsestid. At vi skal vide at menneskelige relationer ikke bare kommer af ingenting, de vokser frem fordi vi tør være noget for hinanden, vi tør tage valg for vores liv sammen. Og at vi, som Jesus kan sige at nok er nok, når vi har glemt hvad vi har med at gøre. Jesus har ikke glemt, hvad han har med at gøre, og derfor rammes han af gråd over at Jerusalem ikke ved hvad der tjener til dens fred. Den tilgivelse og forsoning som rækkes os med Jesu liv og virke vidner om at Vor Herre altid kender sin besøgelsestid. At det altid er tid til at komme til mennesket, for han ved hvad der tjener til vores fred.

Hvad kommer det mig/os ved?

At vi mennesker, så nemt kan komme til at lade normerne skride, for det sker med små skridt. Det sker på tempelpladsen, hvor handlen rykkede ind. Det sker i ægteskaber, hvor fjernsynet langsomt kan skride ind og berøve et par den nærhed, som de formodentlig begge længes efter. Det sker i familier, hvor børn, arbejde og individets livsudfoldelse kan få tiden til at gå, uden at man sammen stopper op og finder hinanden i de relationer der burde give liv til det fælles i familien. Det sker når vi glemmer vores besøgelsestid. Glemmer at livet er nu under Guds himmel.

9. søndag efter trinitatis

Læs teksten her

Af: Louise Schousboe, Aunslev, Bovense og Hjulby pastorat.

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Den snarrådighed den uærlige godsforvalter udviser for at redde sit eget skin. Ikke mindst, at han bliver rost fordi han har handlet klogt. Hvordan kan Jesus rose en, der køber sig venner? Hvorfor fortæller Jesus denne historie? Han som har sagt I kan ikke tjene to herrer. I må enten tjene Gud eller tjene mammon. Hvad skal vi lære af den? 

Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?

Godsforvalteren skyder ikke skylden fra sig. Han giver ingen andre skylden. Han lader ikke bare stå til. Han tager ansvaret på sig for den situation han har bragt sig selv i. Han gør noget ved det. Tager affære. Han synker ikke ned i selvmedlidenhed. Kan vi lære noget af denne forvalter? Vi må tage skylden på os. Indse, erkende og bekende, at vi er skyldnere. Vi må tage livet på os. Ikke sætte os tilbage i stolen med hænderne i skødet og begræde den situation vi er havnet i og blive der. Lade os handlingslamme. Sætte ud af spil. Vi må tænke kreativt. Vise opfindsomhed. Mod. Finde løsninger.  

Godsforvalteren får ros fordi han er ødsel og eftergiver sin herres skyldnere deres gæld. For Lukas er penge i sig selv ligegyldige. De er aldrig noget mål i sig selv. Et middel til at forbedre tilværelsen – også for andre.   

Vi er alle skyldnere. Vi står i gæld overfor Gud. Derfor skal vi ikke pege fingre af andre Godt det ikke er mig. For det er også dig. Se med milde øjne på de andre skyldnere. 

Hvad er nyt?

Lysets børn – de Kristustroende kan lære, at det ikke er nok at have et hjerte man må også have en hjerne hvis man vil gebærde sig i verden.

Kunne lignelsen være en fortælling om Jesus selv? Jesus, der beskyldes for at være alt for ødsel med Guds barmhjertighed. Som forkastes men som bliver ved med at tilgive synder, nedskrive menneskers gæld og sætte dem fri. Og får venner som vil tage imod ham. Nemlig os, hans menighed dengang og nu.

Hvad siger teksten som man ikke kan sige sig selv?

Vi er forvaltere af det liv, vi har fået, af de muligheder og de evner som Gud har givet os hver især. Vi forvalter ikke altid godt nok. Vi lever ikke op til det ansvar Gud har betroet os. Vi rager til os af det, der ikke er vores. Vi snyder de andre. Vi lever som om alt det vi har er vores eget. Men vi har fået livet givet for at vi skal leve ødselt i forhold til vores medmennesker. Være ødsle som vores himmelske far er ødsel. 

Vi har ikke en chance for at leve vores liv perfekt uden at fejle og pådrage os skyld. Overfor Gud og overfor hinanden. Alligevel bliver vi igen og igen med tilsigelsen af syndernes forladelse sat fri til at få en ny chance for at leve alt det bedste vi kan.  

Jesus nøjes ikke med at halvere gældsbeviserne som forvalteren gjorde. Han tager selv hele vores gæld vores skyld på sig – og med sig – i døden på korset.

8. søndag efter trinitatus 2021

Læs teksten her

Af: Ina Balle Aagaard, Agedrup Sogn

Ved første gennemlæsning:

Det virker vældig stereotypt, at et menneske skulle være enten godt eller ondt, som vi ser det i Disneys eventyrverden. Virkeligheden er vel at mennesket er begge dele. Fælles for os er, at vi gerne vil være gode og samtidig, at vi til tider kan opføre os mindre pænt over for vores medmennesker -og så så vi i bakspejlet at det var forkert. Er vi da onde fordi vi har gjort en forkert handling? Vi kan kendes på vores frugter siger teksten, men har den ret i det?

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Jeg tog udgangspunkt i en samtale jeg havde haft med en bekendt. Han er læge og videnskabsmand til fingrespidserne, han havde sat sig ind i, at verdens befolkning kun bliver mindre intelligente og at der deraf kun bliver færre ressourcer til at opretholde velfærd og vores nuværende levestandard fremover.

Jeg tænkte straks i uddannelse, at det måtte da være noget man kunne uddanne sig ud af, for vi kan nå langt med oplysning og viden inden for de forskellige områder hvor det ville kræves, men nej, var svaret, der er et loft for, hvor kloge og oplyste vi mennesker kan blive.

Nu kan man jo stille spørgsmål, også til forskning, hvordan er undersøgelsen blevet til? Der er vel forskellig tolkning af ord osv. man skal ikke nødvendigvis springe på den første og bedste forklaring.

Og intelligens kan jo være mange ting, vi kan ikke alle være matematiske genier og hvad var f.eks. skolefærdighederne hos de adspurgte i undersøgelsen osv. osv.

Den bekendte læges udtalelser virkede skræmmende på mig, og ikke mindst frihedsberøvende, for i så fald der skulle være et loft for intelligens, kan det hele så ikke være lige meget, så nytter uddannelse jo alligevel ingenting eller hvad??

Det vil cirka være det samme som at sige: at ”et godt træ bærer gode frugter og et dårligt træ, dårlige frugter”. Så er vi sat i kasser og bås, så er der ikke mere at sige eller komme efter, så kender vi alle hinanden på forhånd, vi kan så at sige ”skue hunden på hårene”.

Hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg tænker hvor er nuancerne blevet af? Det skrevne sprog kan blive så unuanceret, uimodsagt. Vores handlinger har nok noget at sige om hvem vi er, men vi er ikke kun vores handlinger. Vi er også vores tanker og følelser, vores familie, vores geografiske herkomst og måske indkomst. Vi er ikke kun en god eller en dårlig karakter på karakterskalaen, vi er samtidig en personlighed, vi har personlig karakter, vi kan så meget mere end det vi måske skulle have gjort, mere end man kan sætte tal på.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?  

Læn dig ikke for godt tilbage i din magelige kassetænkning, selvom det er skønt at have styr på hvem folk er. Vi elsker når vi har orden og overblik over vores omgivelser, men tænk om jeg skulle have taget fejl af et menneske som gjorde noget slet, men som viste sig at være god nok, som en tidligere konfirmand der kom på kant med loven, ikke fordi han ville det, men fordi han havde det svært. 

Hvad kommer det mig/os ved?

Det skaber en ubalance hvis vi tror, at mennesker enten er gode eller onde- for det er ingen entydigt.

I Ringkøbing står Jens Galschiøts skulptur: “The Survival of the Fattest” som I folkemunde hurtigt blev døbt ”Den Fede Dame”. Bronzeskulpturen er 3,5 m høj og forestiller en stor fed kvinde fra den vestlige verden, der sidder på skuldrene af en udsultet afrikansk mand. Kvinden er retfærdighedsgudinden Justitia. Hun holder en vægtskål i hånden som symbol på retfærdighed, men hendes øjne er åbne for at vise, at retfærdighed har udartet sig til selvretfærdighed og uvilje mod at se den åbenlyse uretfærdighed.

På skulpturen står: ”Jeg sidder på ryggen af en mand, han er ved at segne under min byrde. Jeg vil gøre alt for at hjælpe ham, undtagen at træde ned fra hans ryg”.

Ideen med skulpturen var oprindelig at skabe en dialog omkring den skæve fordeling af ressourcer i verden, men den kan jo også sige noget ind i dagens tema om det gode og det onde.

Er kvinden ond fordi hun sidder oven på den udsultede mand? for det gør vi jo alle på en eller anden måde. Er vi så onde på trods af, at vi betaler til godgørende formål og velmenende køber vores tøj politisk korrekt? Man kan gøre noget – men meget få æbletræer gror perfekte æbler. Ubalancen er der, og vi sidder alle som kvinden og forsøger at rette op på vores ugerninger, forpligtede på at søge balancen. Med det mål for øje kan vi kun håbe og tro på, at vor Herre ser på den gode vilje.

De falske profeter er indeni glubske ulve. Vi må tøjle vores indre Fenrisulv eller svinehund. Til Galschiøts anden skulptur ”Min indre svinehund” skriver han:

Art: Dyr med de laveste instinkter, Tilholdssted: I dig og mig, dvs. hvert individ af Homo Sapiens, Vækstbetingelser: Vokser sig stor, når mennesker udsættes for vold, fornedrelse og respektløs behandling. Adfærd: angriber menneskets etiske værdigrundlag, så racisme, fremmedhad og intolerance får overtaget, Udbredelse: kan fuldstændig tage magten i det enkelte menneske, i sociale grupper og i ekstreme tilfælde over hele befolkninger.

7. søndag efter trinitatis

Læs teksten her

Af Marie Holm, Næsby sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Sætningen: ”I dag skal jeg være gæst i dit hus!” Jesus inviterer uden videre sig selv på besøg hos et totalt fremmed menneske, hvilket ville være meget uhøfligt i dag. Vi er ikke længere vant til uventede gæster og føler ikke, at vi kan være bekendt at komme uanmeldt.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg har kun prædiket over denne tekst for børn i forbindelse med Gud og spaghetti. Her har jeg haft fokus på forskellen mellem små og store. Og vigtigheden af, at Jesus kommer til os alle uanset størrelse og fortid. Men også at Zakæus kunne have følt sig mobbet, fordi han var lille og derfor som overtolder havde mulighed for at hævde sig ved at presse penge ud af folk. Det ændrer Jesus ved at lade Zakæus forstå, at han er lige så meget værd som alle andre og værd at være sammen med. Han behøver ikke penge og rigdom for at føle sig bedre end andre og kan nu betale tilbage. 

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Mit fokus på gæsteaspektet og efterfølgende også henvendelsen fra Jesus, hvor Zakæus bliver kaldt ved navn uden først at være nødt til at introducere sig selv. Han (og hans opholdssted) er kendt på forhånd. Vi behøver ikke give os til kende overfor Gud. Han har helt styr på os.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

 Jesus kalder os ved navn, og vi er hans, fordi han kender os bedre, end vi kender os selv. I mødet med ham, bliver vi set som en Abramhams søn/datter – om vi er det af slægt eller ej. 

Og at Gud ikke kalder og er sammen med dem, vi forventer, men først kommer for at opsøge det fortabte. Så må alle andre forstå, at de allerede er fundet. Og at de bliver nødt til at dele den glæde med alle – også dem, de ikke kan lide og egentlig ikke har lyst til at være sammen med og dele gudstroen med.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Vi bliver også mødt af Jesus, kaldt ved navn og set på som en bror eller en søster, fordi vi har den samme Far i himlen, og vi alle er hans børn med hud og hår. Jesus ser os som rene – om vi er det i handling eller ej. Og er vi det ikke, så vasker han det urene væk med sit blod, så vi bliver rene igen. Ganske som Zakæus navn også betyder ren/uskyldig.

Jesus inviterer sig også fuldstændigt ublu hjem på besøg i vores indre hjem og han tager det, som det er. Beskidt som en svinesti, sygeligt rent – eller helt på det jævne. Og når han først er kommet indenfor, tager han fast bolig, og så kan livet pludselig tage helt uventede drejninger.

6. søndag efter trinitatis

Læs teksten her

Tekst: Lasse Rødsgaard Lauesen Paarup sogn

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning? 

Jeg snubler over ordene: ”Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæerne, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” For hvor er man så, når man slet ikke må komme ind? I Helvedes ild eller bare uden for det gode selskab?

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst? 

Sidst talte jeg om Jacob Ellehammer, der havde sat sig selv på den umulige opgave at flyve i 1906. Det lykkedes ham en dag, ingen så det. Jeg brugte hans eksempel til at vise, at det umulige kan lykkes, hvis vi prøver og prøver og prøver igen. Det gjaldt flyvning, men om vi også kan blive fuldkomne i retfærdighed, er et andet spørgsmål. Måske ender vi som ham med gaven, der tror, han kan gå til templet med god samvittighed, men så lige kommer i tanke om en ting.

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det er nyt, at jeg ikke vil lade min gave ligge på alteret. Jeg vil tage den med tilbage til min broders hus, fordi jeg ikke tror, den er der, når jeg kommer tilbage. Nyt er vel også, at jeg synes, Luthers løsning kun løser retfærdighedens problem 70 procent. Luther begynder ikke med min retfærdighed og slutter med Guds, men begynder med Guds og slutter med min. Det er dog stadig en opgave, der skal løses, som langt overgår det, et menneske kan.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Evangeliet sætter os på en livslang opgave, som vi aldrig bliver færdige med. Ordene kan blive et fængsel, som man ikke kan slippe ud fra. Der er kun Luthers løsning på problemet, hvis man vil have en lille kaffepause. Efter pausen skal vi så prøve, prøve og prøve igen, at opfylde det umulige at blive og være et godt menneske.

Hvad kommer det mig/os ved?

Jeg læste engang om en rig mand, der havde to en halv Maserati, for som han sagde: ”Det er der ingen andre der har.” Men hvad nu hvis vi begyndte at konkurrere i retfærdighed i stedet, så det gjaldt om at have den retfærdighed, ingen anden har, hvordan ville verden så se ud?

5. søndag efter trinitatis

Læs teksten her

af: Rasmus Markussen, Ørbæk

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Den store kraft, der er i Jesu ord, sådan at det først får Peter til at stikke til søs for at fange en masse fisk og siden får Peter til at gå i land for at fange en masse mennesker. Og at begge ting lykkes til trods for Peters modvillighed på grund af Jesu velvillighed. Og det siger jo også sig selv, at der må være en stor kraft i de ord, da det er det ord, som skaber vores store fælles verden og frelser vores egen lille verden, nemlig ordene: ”Jeg elsker dig!” – hvordan de så end bliver sagt.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg har ikke prædiket over denne tekst til en højmesse, men til en bisættelse af et meget kært sognebarn, fordi vedkommendes yndlingssalme – ikke på grund af teksten, men på grund af den smægtende smukke melodi – var DDS 147 ”Der sad en fisker så tankefuld”. Der var altså en overhængende fare for, at det kunne blive en lille smule søgt, men det blev snarere et fund, fordi fortællingen om Simon Peters fiskeuheld og fiskeheld passede ganske godt til afdødes liv. Så jeg talte om, hvordan vi mennesker er fanget imellem det, der var engang i fortiden og det, der bliver engang i fremtiden, er fanget i det, der er netop nu og nu og nu, hvor livet bliver til og hvor livet bliver til intet, og vi ind imellem skal leve dette liv i tro og i håb og i kærlighed til Gud og vores medmennesker, som hørere og gørere af det ord i og med hvilket, der bliver meget ud af intet.

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

I skrivende stund er jeg tvangsindlagt på et ugekursus under Ny Præst, hvor Henning K. Thomsen har holdt foredrag om, at: ”Prædikenteksterne fra 1. søndag i advent til Sidste søndag i kirkeåret udgør én lang fortælling om Jesus Kristus (a) som Guds (b) fortsatte virkelighed i verden (c).” Det skal vistnok forstås hen i retning af, at Jesu opstandelse er sammenfaldende med vores liv med hinanden, som altså er – eller skal være – en fortsættelse af inkarnationen. Da vi efterfølgende læste fortællingen om Peters fiskefangst med dette udgangspunkt kom Jesu ord uvægerligt til at lyde mere som en invitation til samskabelse, end jeg nok ellers ville have hørt den.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Det er en kendt sag, at når man spørger en præst om, hvor mange, som kommer til deres gudstjenester, så skal man altid trække i hvert fald en fjerdedel fra, men i fortællingen hører vi, at det virkelig kan lade sig gøre for Gud at skabe meget ud af intet. Ikke fordi han giver dem en så stor mængde fisk, at garnene er ved at sprænge og bådene er ved at synke, men fordi han af en flok fattige fiskere former kirken, fordi han af en samling slemme syndere skaber de helliges fællesskab. Intet bliver til meget. Og så er det ikke engang en lystfiskerhistorie.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Tja… Det kommer mig og os ved på to måder. Vi skal ikke mere drive rundt for vind og vejr, men vi skal ud og fange mennesker. Ikke bare os, som er en del af det folkekirkelige præstedømme, men også os, som er en del af det almene præstedømme. Og det skal vi altså ikke gøre med bomtrawl, men med kærlighed. Så:

”Træk en gammel sweater på
Og lad bare skægget stå.
Det' en go' ide at starte på en frisk
Sæt madding på krogen og tag med ud og fisk”

6. Salmer?

1) 724 – Solen stråler (Nyord)

2) 396 – Min mund og mit hjerte (Lindeman)

3) 147 – Der sad en fisker

4)  291, 2-3 – Tunger af ild (Franck/Laub)

5) 697 – Herre, jeg vil gerne (Meiningen)

7. Tak til?

Anna Rask Lauridsen, Sahl-Gullev og Karen Vinther Ringsmose, Rorup-Glim for det gode, fornøjelige samarbejde om teksten.

4. søndag efter Trinitatis

Læs teksten her

Tekst: Ole Buhl Nielsen, Brahetrolleborg, Krarup, Ø. Hæsinge

Hvad snublede du over i første gennemlæsning?

Der er selvfølgelig det stærke billede med bjælken i øjet. Det er en bygningsfejl, som man ikke kan gå til optikeren med, men må have hjælp fra Kristus selv til at afhjælpe. Og så hæfter jeg mig ved store tillid til mennesker, som Jesus alligevel lægger for dagen. Uden forbehold eller undskyldende fodnoter på vores fejlbarligheds vegne siger han lige ud ad landevejen, at vi skal være barmhjertige som vores fader i himlen er barmhjertig; at vi skal give og tilgive og at vi som disciple kan være som vores mester.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Her er et uddrag fra 2019- prædikenen over denne tekst: En dreng kom gennemblødt hjem en dag, det regnede.

- hvorfor tog du ikke paraply med, spurgte hans bror.

- hvorfor ventede du ikke til det blev tørvejr, spurgte han søster.

- hvorfor skal du altid løbe ude og forkøle dig, sagde hans far.

Men hans mor sagde, mens hun tørrede hans hår: - sådan en dum regnbyge, der ikke kunne vente med at regne, til mit barn var kommet hjem.

Først når kærligheden holder sit indtog, går det måske op for os, at vi indtil da ikke rigtig har været der for hinanden og måske endda dømt hinanden. Var det dét, Gud håbede, at vi skulle få øje på, da Han sendte os kærligheden i skikkelse af Jesus? At vi skulle se, hvor ofte kærligheden mangler imellem os? Jeg kender en, der altid kan finde noget positivt i det, andre mennesker gør i det nære. – det må være godt at have dig som søster, kan hun sige til en, der bekymrer sig om sine søskende. - Hvor var det egentlig godt sagt, kan hun sige til en, hun er midt i en samtale med. Eller: - folk taler altid pænt om dig, ved du godt det? kan hun sige til en, der er nede i kulkælderen. Sådan et menneske er det en befrielse at være sammen med, for man bliver set, ikke dømt. Barmhjertighed skal vi huske i det, vi gør og siger, også mellem linjerne.

Hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg har ikke før hæftet mig særligt ved lignelsen om de blinde. Men der står vel, at man som discipel kan blive seende nok (udlært!) til ikke at falde i grøften, og endda lede andre, så de heller ikke falder i grøften. Spørgsmålet er, i hvilken forstand man bliver mere seende af at være discipel/døbt/troende/kristen eller hvordan man nu vil udtrykke sig? Måske man bliver seende i den forstand, at man forstår, at det er barmhjertighed, gavmildhed og tilgivelse, der er brug for. Måske man bliver seende i den forstand, at man ser Kristus, som en hvis fodspor man må gå til andre mennesker i. 

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At jeg kan være barmhjertig som min himmelske far er barmhjertig!

Hvad kommer det mig/os ved?

Jeg tager lidt for ofte mig selv i at synes, at noget er for dårligt eller nogen har handlet for dårligt, fx når jeg læser min daglige Fyens Stiftstidende. Men sådan har jeg ikke lyst til at være, men det er som om, at lidt forargelse og bedreviden over morgenkaffen frister lige lovlig meget. Da kan jeg have brug for, at Kristus lægger sig imellem med et par velanbragte ord og anviser en vej ud af mig selv, når jeg ikke selv kan finde ud af det.

Måske er der i dømmesyge netop den blindhed, der tales om i dagens tekst. Mennesker har med blind vrede og dømmesyge været med til at dømme Guds egen søn til korset og forbrudt sig mod livet selv. Bønnen denne søndag må vist være: Herre, gør os seende!

3. søndag efter Trinitatis

Læs teksten her

Af: Lise Marie Ranum, Fredens sogn, Odense

Get lost! Goddammit!

1.      Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Uanset hvor højt jeg løfter knæene, så snubler jeg over de der får. Giv mig lignelser om dysfunktionelle familier, vanvittige arbejdsgivere, tomhjernede jomfruer, giftigt rajgræs endda, men får... Jeg skiftevis forarges over deres flokmentalitet og irriteres over min egen trang til at romantisere dem – de sorte især. Og så gætter jeg på, at mine får- og hyrdekonnotationer mildest talt ikke er helt på bølgelængde med tilhørerens i oldtidens Nærøsten. At jeg er ikke alene med min skepsis, ved jeg. Forfatteren Ida Jessen, der fungerede som en slags poetisk sprogvasker på Bibelen 2020, fik fx luget ud i både får og hyrder.[1] Det sagt, ikke fordi jeg vil ofre lammet (eller skifte drakmer ud med bitcoins, for den sags skyld), men blot for at indrømme: Teksten preller simpelthen af på mig i første omgang. Godt, jeg ikke får lov at slippe så let!

2.      Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Husker det ikke i enhver detalje, men jeg husker min arbejdstitel: Rumspringa højt af glæde! Jeg talte med udgangspunkt i Göran Tunstrøms vidunderlige præstebasker af en kærlighedsdefinition fra romanen Juleoratoriet[2], om den himmelråbende forskel på en Gud, der i kærlighed tør sætte sine menneskebørn fri, og så os almindelige dødelige, der i ét væk sætter betingelser og trækker grænser. Jeg forsøgte at anskueliggøre ved at tage udgangspunkt i Amishfolkets Rumspringa-tradition, hvor de unge i en periode skal konfronteres med en verden udenfor i form af hårgele og mobiltelefoner og andre vildt brølende løver, med den slet skjulte dagsorden, at de skal blive klar til at ’komme hjem’ og vælge dåben og Gud – der ifølge Amishfolket (og alle mulige andre som oftest velmenende religiøse mennesker gennem tiderne!) findes og dyrkes ret udelukkende i lige netop deres velordnede og rene fold. Heroverfor står en Gud, der nægter at lade sig begrænse af vores forestillinger og fantasier. En Gud, der ikke lader sig begrænse til et enkelt Gudsbillede (hvem sagde Gud som en gammel ivrig dame med kost og spand og hang til kaffe med veninderne?). En Gud, der ikke hopper på, at hun skulle være mere til stede hos flokken inden for murene, end hos det sorte får udenfor – eller omvendt.

3.      - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg er overbevist om, at der altid er mere at finde i Bibelen, hvis vi tvinger os selv til at kigge i den modsatte retning end ’plejer’.

Når jeg i dag vender mig om og kigger væk fra får og drakmer, ser jeg lige ind i øjnene på de knurrende farisæere. Og pludselig ser jeg ikke bare mig selv i dem. Pludselig hører jeg ikke bare, hvordan Jesus ord løfter en flig af en Gud, hvis kærlighed til og barnlige glæde over ALLE sine menneskebørn overgår min forstand. Jeg hører også, hvordan ordene er en opsang og en opfordring til os, der går rundt og synes, vi har vores sådan nogenlunde på det tørre, om at se at komme derud, hvor vi ikke kan bunde og står i fare for at fare vild. Get lost! Goddammit! Råber Gud. Og det er både provokerende og delikat, for jeg kunne aldrig drømme om at stå på prædikestolen og kækt påstå, at der nødvendigvis er mening at hente i det helvede, der følger med følelsen af at være faret totalt vild i tilværelsen. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor Gud vil ha’ os derud? Måske, fordi det giver god mening at øve sig lidt, taget i betragtning, at menneskelivet er af sådan en slags, der slet ikke kan leves uden stroppeture i ødemarken? Måske simpelthen, fordi det er derude i vildnisset (eller derinde i mørket og støvet under skabet, hvor små mønter bliver væk), vi finder det menneske, der har behov for vores omsorg og hjælp. At vi oveni købet ikke sjældent - i akkurat én og samme bevægelse - finder både forståelse for det menneske, vi før ikke fattede en brik af, og finder os selv, anser jeg for at være guddommelig humor af den slags, der får engle til at glæde sig og fnise lidt.     

Vildfarelse som kristen pligt! Sådan kan evangeliet læses. Og savner man gode rollemodeller at spejle sig i - eksperter udi kunsten at turde fare vild - kan man passende slå op på snart sagt enhver side i Bibelen, for her vrimler det med mennesker, der tør risikere at fare vild og blive væk – og vinder både nyt land og nye indsigter derude (Abraham, Moses, Ruth, disciplene, apostlene, you name it!).     

4.      Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Fåret ikke så meget som bræger. Drakmen kunne ikke drømme om at gå til bekendelse. Og det gør hverken fra eller til i Guds øjne! Vi skal ikke gøre noget som helst for at fortjene hverken livet eller Guds kærlighed. Gud og livet vil mig. Også når jeg er blevet helt væk. Også når jeg ikke kan udrette noget som helst. Også når jeg ikke engang selv gider findes. Sådan er livet i Guds verden. Og meget længere fra vores aktivitets-/præstations-/faktura-/nytte-/konkurrence-orienterede måde at tænke og leve på, kan man vel ikke komme? Og så er det oveni købet så radikal og provokerende tale, at det er nærmest umuligt at tænke tanken til ende. For slet ikke at tale om at kapere den: For hvad betyder det, at jeg er god nok, også når jeg ikke er spor god og ALTID en ny begyndelse værd? Ja det betyder, at det samme gør sig gældende for mit medmenneske. Også den, der gjorde det utilgivelige. 

Nogen vil måske kalde det billig nåde. Jeg vil hævde, at det er en nåde, der er mere dyrebar end jeg har ord for! 

5.      Hvad kommer det mig/os ved?

Først snublede jeg over fårene og syntes det hele prellede af. Men jeg fik heldigvis ikke lov at slippe. Hvad skulle jeg gøre uden evangeliet? Det giver mig igen og igen lov til at være menneske og leve alt inklusive: Akkurat lige så on time og pligtopfyldende og umulig og vildfaren, som jeg er (simul!). Og samtidig – på akkurat samme tid! - skubber det mig ud, hvor jeg måske ikke kan hverken bunde eller se en hånd frem for mig, men til gengæld møder det andet menneske, der ikke bare, dybest set, er akkurat som mig – men også behøver mig. Det er kristendom i en nøddeskal, og lige livgivende hver gang.


[1] Else K. Holt har skrevet en artikel om udfordringerne med får og hyrder i oversættelsesprocessen: The Lord is My Shepherd? On the Translation of Old Texts for New Readers, Mohr Siebeck, 2020. 

[2] "Kærlighed er at give et andet menneske livskraft. Det er at frigøre den i granitten forstenede, så man får lov til at se fodsålerne danse, også hvis de danser bort fra en selv. Men hvor mange vover at handle på den måde?"

2. søndag efter trinitatis 2021

Læs teksten her

Af: Karin Larsen, Vor Frue Kirke i Svendborg

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Det er nogle utroligt ringe undskyldninger, de først indbudte i lignelsen om det store gæstebud disker op med. Man føler sig hensat til Chris og chokoladefabrikken, en radio-satire, som for nogle år tilbage kørte på P3. Her kunne man møde Chris, der hver dag ringer sin chef op i et forsøge på at få fri fra arbejde. Undskyldningerne kunne være alt fra "Jeg kan ikke komme på arbejde i dag, chef, for jeg er faldet ned med en flyvemaskine i nat" til "Der er nogen, der har stillet et 10-meter højt ringbind uden for min dør i nat, chef". Programmet endte altid med, at chefen afbryder og siger "Du kommer inden 10 minutter, eller du er fyret", og Chris siger "Okay chef". Hvor Chris i det mindste viser et vist mål af opfindsomhed i sin evne til at komme på undskyldninger, så gider ingen af de tre i lignelsen at gøre sin umage med afvisningen af invitationen. Den første har en mark, som han skal se til. Den anden nogle okser, som han skal prøve. Og den tredje undskylder sig bare med, at han lige er blevet gift.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Et tema har været, at vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger, men man må jo også indrømme, at det er gode og nyttige ting, som de tre mænd har for. Det er jo netop de daglige og nære ting, som vi alle finder vigtige og er afhængige af: Vores små jordlodder, det daglige udkomme og de nære relationer. Hvad er der nu galt med det?

Ikke spor. Det ene skal gøres, og det andet ikke forsømmes. Men lader vi os helt opsluge helt af alt det nære og det kære, så gør vi os livet for småt.

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

I år er det værd at læse lignelsen i lyset af vores erfaringer med tilværelsen under en epidemi. Med lynets hast blev den store forbrugsfest med vores sædvanlige handel og vandel aflyst, og vores hverdag blev vendt op og ned. Mens nogle under hjemsendelsen fandt et tiltrængt åndehul med mere tid til familien, blev den nye og konturløse hverdag for andre en kilde til stres og mistrivsel. I andre kroge af verden har epidemien langt voldsommere konsekvenser end her, og mennesker er blevet drevet ud på gader og stræder i en desperat kamp for det daglige brød. Coronakrisens små og store udfordringer har gjort det tydeligt, at livet ikke er vores egen fortjeneste, som vi kan forme som vi vil.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Gud inviterer til livets fest, og invitationen når ud til alle. I lignelsen er det de marginaliserede, der hører indbydelsen og efterkommer den. Dommen, der udelukker fra festen, fælder vi over os selv, når vi lader hverdagens pligter overskygge vores forhold til Gud. For her glemmer vi, at livet ikke er vores egen fortjeneste. Vi glemmer, at vores små jordlodder, brødet på bordet og de mennesker, vi elsker, ikke er vores velfortjente privatejendom, men gaver, givet os af Gud.

Hvad kommer det mig/os ved?

Fest bliver der, og det kan selv de lammeste undskyldninger ikke sætte en stopper for. Der bliver fest for alle dem, der må nødes til at komme, fordi de har så svært ved at tro på, at nogen vil se dem til fest. Der bliver fest for de magtesløse, foragtede og udstødte. Identifikationsmulighederne er mange alt afhængigt af, om vi føler os som en del af A-holdet, der har nok i vort eget og glemmer, hvad der i grunden er vigtigst, eller om vi roder rundt på kanten af tilværelsen uden håb om at komme ind i varmen. 
Men historien handler ikke kun om os, men også om Gud og om hvordan Gud er. Han er den, der vil holde fest og han vil have huset fyldt. Ødselt og gavmildt rækker han ud til hver eneste af os og viser os, hvad ægte kærlighed og gæstfrihed er.

1. søndag efter trinitatis 2021

Læs teksten her

Af: Nanne Mølhave, Bolbro.

Hvad snubler jeg over ved første gennemlæsning. Det jeg gør hver gang: Har alle fattige en særlig bagdør ind i Guds rige? Skal alle rige så regne med at få en brat opvågning i Helvede? Hvad er pointen med det, Jesus siger?

Sidste gang jeg prædikede, talte jeg om retfærdighed. Menneskers retfærdighed og Gudsretfærdighed. Jeg brugte en sammenligning mellem aber og menneskers retfærdighedssans. Noget jeg stødte på. En professor og institutleder ved Psykologisk Institut på Århus Universitet Henrik Høgh-Olesen som udtalte: "Jeg tror, reaktionerne hos aberne og os mennesker er ret ens. Jeg tror, vi baserer vores moral på nogle nedarvede og automatiske reaktioner på, hvad der er retfærdigt. Først bagefter bruger vi fornuften til at skabe mening i, hvorfor vi har det sådan,".

Hvad er nyt for mig, når jeg læser det denne gang? Det nye er: Hvad der egentlig er livets inderste og vigtigste spørgsmål, det tror jeg må handle om kærlighed. Vi har bare så svært ved at leve, som om det var det, der var det vigtigste af alt. Mange andre spørgsmål har det med at stille sig foran: Hvordan kommer jeg til at eje mere? Hvordan beskytter jeg bedst det, jeg ejer? Hvordan bliver verdens goder fordelt, så JEG får nok? Andre vigtige spørgsmål glider let i baggrunden som f.eks.: Hvordan hjælper vi i fællesskab bedst dem, der mangler mest? Hvordan bliver denne her verden et mere lige sted at være?

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv? Livets inderste spørgsmål handler om kærlighed – kærlighed vi får – kærlighed vi giver – det går to veje. Den svenske biskop Martin Lønnebo konstruerede den lille Kristuskrans. De to røde perler, den ene symboliserer Kærlighed vi får – af Gud – af andre – det gør mig rig. Den anden symboliserer kærligheden jeg giver – til Gud til andre – det gør også rig.

Hvad kommer det mig/os ved? Vi er nød til at se lidt mere på historien, Jesus fortæller. Det med den fattige og den rige. Den ene har ikke en fordel frem for den anden. Det er at overfortolke på historien. Men hvad er så pointen? Pointen, er, at vi ikke må lade rigdom fjerne os fra Guds kærlighed. Rigdom kan så let blive vores afgud – som vi tjener dag og nat. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad vi gør med det, vi ejer. Det vi gør, siger nemlig noget om, hvad der er vigtigst for os. Er det det, vi kan købe for penge? Eller er det Guds kærlighed?

Menneskelivet har et guddommeligt perspektiv, dét, skal vi huske på. Du er skabt i Guds billede, og det betyder, at du er skabt til at leve i Guds kærlighed. Det må intet komme i vejen for, for uden Guds kærlighed mister vi det vigtigste af alt.

Kærlighed er nemlig noget vi får – og noget vi giver – og det er menneskets dybeste mening.

Trinitatis Søndag

Læs teksten her

af: Peter Ø. Jacobsen, Sankt Hans Sogn

Umiddelbart snubler jeg over noget, jeg også ser Nikodemus snuble over: Han søger at forstå, og Jesus forsøger at forklare: ”Forstår du ikke…?” Men samtidig handler det hele jo netop ikke om at forstå kognitivt men at træde ind i et liv, sådan som det netop sker ved en fødsel! Ikke underligt, at Skrifterne af og til virker så lukkede, når vi skal forsøge at lukke dem op!

Netop denne tekst taler stærkt om det, vi ikke kan sige os selv. Guds vinds suveræne virke. Alligevel virker det ikke vilkårligt, når Jesus bruger billedet af vinden, som blæser, hvorhen den vil. Ånden kan blot ikke begribes med menneskelig fornuft, men den er ikke desto mindre målrettet i sin retning: Den blæser i retning af Kristus. Jævnfør Efeserbrevet: ”Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje, men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus” (Ef 4,11-15)

Hvad kommer det os ved? Ja – lad den, der har ører, høre! Jeg tror, at alle tiders Nikodemusser vil have glæde af at slippe kontrollen og vide sig båret af den ånd, der fører mig ind i kærlighedens favntag!

Min seneste prædiken over teksten var i 2019. Den klipper jeg ind her under. Måske har jeg ikke udviklet mig så meget siden! I hvert fald rammer problematikken ganske godt ind i, hvad jeg også snubler over i dag.

Evangelielæsning: Joh 3,1-15

Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?« Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. Amen.

Prædiken:

Stakkels Nikodemus! Denne lærde statelige mand. Skriftklog og medlem af jødernes råd! Vant til at få menneskers respekt og anerkendelse og med dér, hvor der virkelig var indflydelse! Og så bliver han denne nat nærmest – som man ville sige på fynsk – godt og grundig rundforvirret! ”Øh – Jesus – sagde du lige, at jeg skal fødes af min gamle mor igen???” Det var godt, han kom om natten! Så var der ikke så mange, der kunne stå og fnise ved siden af, når den lærde mand blev klædt af til skindet og drejet syv gange rundt om sig selv af forvirring!

Men det blev en afgørende nat for Nikodemus! For meget tyder på, at Nikodemus faktisk endte med at forstå, hvad Jesus mente og at gribe troen på Jesus. Nikodemus var senere sammen med de nærmeste med til at salve Jesu legeme før hans begravelse.

På samme måde findes der en – måske i overført betydning – afgørende nat for dig! Det øjeblik, hvor det er Jesus selv, du møder!

Nikodemus bliver et rørende og smukt eksempel på, hvor stor forskel der er på at komme til Jesus MED alle sine titler og åndelige kvalifikationer og på slet og ret bare at KOMME til Jesus som man er. Nikodemus kommer i udgangspunktet med hele sin lærde bagage, hele sin dogmatik, hele sit forståelsesapparat. ”Vi ved”, siger han til Jesus. Han kommer i egenskab af medlem af rådet. Men han ender med at gå fra mødet med Jesus som et barn – uden titler og lærdom ikke som et ”vi” men tiltalt som et ”du” og, tænker vi, med barnets fred i sit hjerte!

Ikke at han fra nu af ikke kunne bruge sin lærdom. Det er jeg ret sikker på, han kunne. Mange lærde jøder siden ham har oplevet, hvordan de netop fik lukket endnu mere op for deres jødiske arv efter at have mødt troen på Jesus som Messias. Men på et afgørende punkt måtte Nikodemus opleve det, Jesus sagde ved en anden lejlighed: At uden I bliver som børn, kommer I ikke ind i Guds rige. Over for Jesus må jeg stå alene, uden facade, uden præstationer, uden faste dogmatiske kasser, hvor Jesus skal passes ind – men alene, uden omsvøb – som et barn!

Det rører ved to kasser, vi er tilbøjelige til at sætte danskerne i – i forhold til kristendommen:

1. De skjulte kristne (dem, der kommer til Jesus om natten)

2. De personligt kristne (eller som man siger i USA: The born again christians – de, som er født igen (af vand og ånd, som Jesus siger)

Ser man bredt ud i befolkningen, tror jeg, der er mest sympati med de første. Dem, der ikke sådan skilter med deres tro. Hvorimod vi hurtigt kan synes, at de såkaldt meget troende bliver lidt for meget af det gode! Men selvom der er en masse fastlåste meninger og fordomme omkring de her grupper fra begge sider, kommer vi ikke udenom, at Jesus’ ønske for Nikodemus her er, at han kommer ud af sit natteskjul, væk fra det på afstand betragtende forhold til Jesus og hen til et nært personligt forhold til Guds rige. Og pointen er, at man netop i det personlige forhold til Jesus, må og skal være helt sig selv! Og for at det kan ske, kræver det én ting: At det ikke er MIG, som er i centrum i forholdet men Jesus selv!

Jeg oplever, det er netop det, der sker, når jeg møder Jesus i Bibelordet: At centrum flyttes fra mig til ham. Søren Kierkegaard knytter et spændende salmevers fra GT sammen med beretningen om Nikodemus. Det er salme 1397ff:

  Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? 
  Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? (…)
  Siger jeg: »Mørket skal dække mig, 
  lyset blive til nat omkring mig«, 
  så er mørket ikke mørke for dig, 
  natten er lys som dagen, 
  mørket er som lyset.

Nikodemus listede af sted – givetvis i ly af mørket. Mørket skulle dække ham, lyset skulle blive til nat omkring ham, så han kunne holde sig skjult i mørket. Måske er det baggrunden for manges blufærdighed ved den kristne tro i dag. Vi er bange for lyset. Bange for at blive afsløret som dem, vi er! Men for Gud er natten lys som dagen. Mørket er som lyset. Det, du skjuler, ser Gud! Og: Jesus er tilstede i mørket!

Første skridt til, at Nikodemus turde gå fra at være en repræsentant for en gruppe til bare at være et menneske var, at mørket – sammen med Jesus – ikke var et skræmmende og fordømmende sted! Jesus SER rigtigt nok alt, men han bliver der og flygter ikke fra, hvad han ser! Alt, hvad Guds egne bud ellers fordømmer, bliver Jesus stående ved. Jesus ER i mørket!

Jeg tror, at det for Nikodemus – og nok for flere af os – har været en fuldstændig ny oplevelse! Nikodemus har i et helt liv takket Gud for hans bud, prist Gud, fordi Han i sin nåde har givet os sine bud og sine love, så vi kunne følge hans vilje. Men var der plads til faldet? Til nederlagene? Når man havde position af at være i det åndelige lederskab i landet og blandt de skriftkloge?

Jeg må da spørge mig selv med jævne mellemrum: Er der plads til, at jeg som præst – som hyrde for en menighed – igen og igen over for Gud bare er et dumt får, som selv har brug for at blive ledt tilbage fra afvejene? Og svaret er ja! Jeg falder som andre, men jeg har set, at jeg falder i gode hænder, når jeg falder. Og det tror jeg var nyt for Nikodemus – og det er måske også nyt for dig!? Jesus ER i mørket, men han ønsker ikke, at noget menneske bliver i mørket, i løgnen, i forstillelsen, i fornægtelsen og bortforklaringerne! I det mørke bliver der aldrig fred – hverken med dig selv eller med Gud. I stedet peger Jesus et andet sted hen, som for alvor kan bringe lys ind i mørket. Og det var givetvis det billede, der kom frem på nethinden hos Nikodemus, da han senere i livet skulle opleve at stå og se op på Jesu lig på korset:

”Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham” Det er her fokus for alvor bliver flyttet fra Nikodemus selv, fra MIN personlige eller ikke personlige tro, til den skikkelse, som kommer til syne i mørket! Den, som taler med Nikodemus i mørket og møder ham bag alle titler og facader, er ikke bare en observerende Gud i mørket. Han er den Guds søn, som oplevede det mørkeste mørke – at se sig forladt af Gud! At se sig fordømt, ramt, plaget af Gud. Og begrundelsen hørte vi 2. Pinsedag – også sagt til Nikodemus: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes men have evigt liv.”

Nikodemus må ganske enkelt få lov at tage et skridt helt væk fra, hvad HAN kan fremvise over for Gud hen til den korshøj, hvor Jesus fremviser, hvad han har gjort for ham! At se HAM er intet mindre end en ny fødsel, en fødsel af Guds Ånd, en helt ny begyndelse.

Amen.

2. pinsedag

Læs teksten her

Tekst: Hanne Uhre Hansen, præst og religionspædagogisk konsulent

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Maggi-ternings-formatet! Den enorme fylde der er i de forholdsvis få ord. Det er både dragende stort og irriterende indforstået formuleret… Det er en udfordring for en menighed, der kun hører og ikke læser teksten, så den skal læses bevidst og langsomt.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Sidste gang forsøgte jeg at pakke teksten ud vha. en meditativ gennemgang af teksten, bid for bid. Menigheden fik teksten udleveret, så de kunne følge med undervejs.

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Denne gang hæfter jeg mig ved det paradoksale i dommen som lys, der er kommet til verden. Vi er så vant til tanken om dom som bål og brand og udstødelse, at nåden er dybt overrumplende for os; tænk at dommen er at skulle se Gud og sig selv og sit liv i øjnene. At alt bliver oplyst af Guds nåde. Det er – som teksten også indikerer – både skræmmende og uendeligt opløftende for de af os, der bærer skyld og skam med os gennem livet.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Det fuldstændigt afgørende: at dommen har kærlighedens fortegn! For således elskede Gud verden, at han besluttede sig for at ikke at lade den sejle sin egen sø, men i stedet gjorde sig til en del af den; gav sig selv til den og lod sig føde i Jesus Kristus, så Han kunne vise os en anden vej end mørkets. En vej ud i lyset og sandheden, hvor det bliver muligt at forsone os med os selv såvel som med Gud.

Sådan er det sjældent, når folkedomstolen tager fat eller når vi har travlt med at kloge os på andres liv og handlinger – der er det som oftest småligheden eller misundelsen, der er fortegn. Men vi kan måske genkende kærlighedens fortegn i opdragelsen af vores børn, hvor formaninger og krav ofte også kommer af kærlighed… eller afmagt, og nogle gange begge dele!

Hvad kommer det mig/os ved?

Ja, det giver håb om, at jeg ikke behøver frygte dommen, om end det ikke nødvendigvis er rart at se på mig selv i Guds gennemstrømmende lys - ikke mindst fordi jeg mener at kende dommeren tilstrækkeligt til at vide, at Han før har sat alt ind på at komme mig i møde; Han har endda kaldt mig for sit barn dengang jeg blev døbt, og sat et mærke på mig, der minder både Ham og mig om det bånd, der er mellem os. Det er der stor fortrøstning i – og deraf frimodighed til at være i verden simul justus et peccator.

For mig er det altid nåden, der stærkest har gjort mig bevidst om det, jeg ville ønske havde været anderledes. Ikke omvendt. Det er mødet med kærligheden, der har fået mig til at angre, som det smukt engang hed… det er vist ikke så moderne mere. I dag er det meningen, at man skal stive sig af, sige pyt og kræve sin ret og ”clean your past” (som satire-serien GURU påstår og samtidigt så herligt hudfletter!). Jeg er bestemt tilhænger af ”pyt” – den er absolut nødvendig, når man har en knægt på 7 år, hvis verden kan falde sammen af småting. Men der er en stor gave i også at turde stå ved mørket, at angre og forstå, at Gud nådigt og kærligt hjælper os til at kunne bære vores skyld, så vi ikke længere behøver gemme os i skyggerne, men i stedet kan løfte hovedet og tage del i lyset som et elsket og fejlbarligt menneske.

Pinsedag

Læs teksten her

Ulrik Andersen, Søndersø – Skamby

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg falder over, at prædiketeksten ikke svarer til den egentlige fortælling om pinsen, men at vi skal finde den historie i NT-læsningen. Både til Jul og Påske er evangeliet det sted, hvor vi hører om hændelserne, og hvor det så er præstens opgave at hente tolkning og betydning ud af et hændelsesforløb. Her til Pinse lander vi midt i afskedstalerne, og kan let komme til at bruge uforholdsmæssigt meget tid på at repetere hændelserne, inden vi kommer til at forholde os til Pinsens betydning.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg prædikede sidst over denne tekst i 2015, og valgte dengang at tage afsæt i fortællingen fra Apostlenes Gerninger. Det blev en helt jordnær prædiken om, hvordan vi får Pinsens budskab forklaret, så selv børnehavebørn kan være med. Anledningen var, at jeg netop var blevet inviteret af en børnehave for at tale med børnene om hvad Pinsen går ud på.

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

I år ville jeg vælge at tage tekstvalget mere bogstaveligt og faktisk holde mig til at prædike over evangelieteksten. Det er en udfordring ikke bare at ”nøjes” med en gennemgang af Pinsens hændelsesforløb, og lade det være nok, men at turde tage livtag med en svær tekst, hvor relationerne mellem treenighedens dele er i centrum. Det er særligt bemærkelsesværdigt, at Jesus ganske frejdigt selv sætter hele hændelsesforløbet i gang frem mod Pinsen, når han afslutter sin tale til disciplene med et: ”Rejs jer, lad os gå herfra” – for han går direkte ind i tilfangetagelse, korsfæstelse og død.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At alt hvad der sker lige fra afskedstalen, som dagens evangelium er en del af, og indtil Helligåndens komme til Pinse, er én stor sammenhængende plan. Tænk sig at Gud elsker os så højt, at Han laver en plan for vores frelse, der indebærer så høj en pris for Ham selv. Og så tilmed går ind i den med åbne øjne og helt med vilje!

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Alt i evangelieteksten peger fremad. Helt konkret mod korsfæstelse, død og opstandelse, men også i det større perspektiv, når disciplene – og vi med dem – bliver lovet, at Helligånden vil lære os alt, og minde os om alt, hvad Jesus har lært os. Det peger direkte ind i vores liv, at vi den dag i dag også har Helligånden hos os til stadig at lære os at leve livet, sådan som Gud vil det. Netop her går evangeliet fra at være en fortidig hændelsesrække til at være en nutidig virkelighed, der hele tiden udfolder sig i os alle.

6. søndag efter påske 2021

Læs teksten her

Af: Kristina Løvenstrøm, Vindinge Sogn, Nyborg Provsti

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning? 

Jeg snubler over det faktum, at JK er nødt til at italesætte sammenhængen mellem Talsmanden, Faderen og JK med så stærk en kraft. På en eller anden måde er den givet for os (teologer) i dag. Det var den øjensynligt ikke dengang – for disciplene. Og jeg spekulerer på, hvor meget den er det i dag. For nutidens ’disciple’.  

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst 

Det er en del år siden, jeg prædikede over teksten – og dengang valgte jeg at tale om minder. Jesus minder disciplene om det, han allerede én gang har sagt dem. På den måde kan minder om noget fra engang være med til at præge vores liv nu og her. Det kunne det for disciplene – som skulle holde ud i trængsler – og det kan det for os, der jo blandt andet lever på og af det, andre har hørt og oplevet længe før vores egen tid.

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det nye for mig er netop sammenhængen, der så kraftigt understreges i teksten (Jeg vil sende Talsmanden til jer – Talsmanden, som udgår fra Faderen)

Jeg har en fornemmelse af, at det for mange er nemmere at tale om Gud (som en kraft eller en ånd eller noget i den stil) … mens det kan være svært at tale om Gud og JK og HÅ som et hele. Et trekløver. Hvad betyder det, når vi tager JK eller HÅ ud af (talen om) Gud? Eller man kunne spørge omvendt: Hvad betyder det, når vi holder fast i trekløveret og ikke ’kun’ taler om Gud som en løsrevet kraft, der bor i os og i verden. Gør det nogen forskel for os?   

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Sammenhængen er betydningsfuld. I hvert fald hvis vi skal tage Jesu ord for pålydende: Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. Og måske er sammenhængen ikke altid så tydelig for os.

Jeg forsøger selv at holde fast i, at kraften netop er til stede i ’rummet midt i mellem’. Her: Midt i mellem trekløveret. Tager man 1 eller 2 ud af trekløveret, er der fare for, at noget betydningsfuldt forsvinder … dét, som egentlig skal sørge for, vi ikke ’falder fra’. 

Hvad kommer det mig/os ved?

Det kommer mig ved at vide – og dernæst: forsøge at stole på – at uanset hvad jeg måtte tænke eller føle, så får jeg fortalt, at Gud er Fader, Søn og HÅ. Gud er ikke er et eller andet udefinerbart væsen et sted i intetheden, som jeg kan bøje og dreje, som jeg har lyst til. Gud har vist sig så tydeligt som et menneske samtidig med, at Gud også er Ånden, der giver os kraften – og den Skaberkraft, der står bag det hele.

Forskellen er, om Gud får lov at være dén, Gud er. Eller om Gud er den, jeg bedst kunne tænke mig, Gud er – formet efter mine behov. Det sidste gavner mig formentlig mindre end det første i det lange løb.

Og når det kommer mig ved – så kommer det formentlig også os ved.

Kristina Løvenstrøm

Kristi himmelfartsdag

Læs teksten her

Lene Kjemtrup Christensen, Søndersø og Skamby

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?            

Denne ene dårligdom efter den anden… Jesus er sur på disciplene, og bagefter skal de gå ud i verden til dæmoner, giftslanger og helbrede syge med håndspålæggelse. Jamen, god tur så!

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Der er et godt sted at begynde med Kristi himmelfartsdag, og det er ved den maleriske beskrivelse af selve opturen i Apostlenes gerninger. Og det plejer jeg at begynde med, for jeg får de livligste billeder i hovedet af dem, der bare står der og kigger mod himlen og skyen, og så har jeg vist også engang set et maleri, hvor Jesu fodtøj stod tilbage på jorden og alt sammen bliver til billeder på det mystiske.

Denne gang tror jeg, at jeg hellere må få de stakkels disciple op af dynget og fortæller om deres færd ud i verden. Den lyder ikke nem. 

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Teksten fortæller os, hvordan man kommer fra mennesket Jesus til kristendom. Jesus skal ligesom væk fra scenen, så budskabet om Gud kan nå ud i små og store afkroge af verden. Og så er det altid godt at blive mindet om, at missionærer til alle tider er kommet med en lille smule action og farlige slanger og her kan man sikkert godt få lavet en prædiken med Indiana Jones-tema. Det kunne blive godt.

Hvad kommer det mig/os ved?

Det kommer mig ved, at evangeliet når ud i hele verden. Her kunne man dvæle ved, hvordan det går med forfølgelser af kristne rundt om i verden. Man kunne også tage den modige og overveje, hvordan det går med sindelagskontrol af flygtninge og indvandrere i Danmark. Man kunne også holde sig til at udtrykke en form for taknemmelighed over friheden til at praktisere sin tro og over at måtte synge og holde gudstjenester og over at der kan prædike frit.

5.søndag efter påske

Læs teksten her

Af Karen Blauenfeldt Dam, Ringe sogn

1.   Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
De mange valgmuligheder! 
Før man overhovedet overvejer sin prædiken, skal man beslutte sig for om man fra GT vil læse 1.mos.32 (Jakobs kamp ved vadestedet) eller Jer. 29 (”søg og du skal finde”) og fra NT som epistel vil læse Jak.1 (”vær ikke blot ordets hørere, men også dets gørere”) eller Apg.6 (valget af 7 diakoner til maduddeling, så disciplene kunne trække sig lidt tilbage og hellige sig bøn og undervisning)
Og så endelig – og uden valgmulighed: Et stykke fra Jesu afskedstale fra Johannesevangeliet om at ”min far vil give jer alt, hvad I beder om, når I bruger mit navn.” 
For mig at se to forskellige ”spor”: Gud som handlende med sin velsignelse (1.mos + Apg.) eller os som handlende med vores bønner (Jer. + Jak.)
De to spor hænger selvfølgelig sammen, når nu ”min far vil give jer alt, hvad I beder om”.

2.   Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg talte om vores barne-ret til at være passive overfor Gud. Til at vinde Jakobskampen ved netop at tabe den. Om at man aldrig vinder Guds velsignelse ved at pukke på sin ret / ved rå muskelstyrke / ved inderlige bønner i mængde.

3.   - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At det er så ligetil 😊 vi kan bede direkte til Gud og behøver ikke at gå omveje. At de vigtigste ting i vores liv: kærlighed, velsignelse, fortrolighed, mv. ikke er noget vi selv kan kæmpe os til, men noget vi får foræret.

4.   Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At vi modsat enhver selvhjælpsbog ikke skal tro at Gud giver os ”værktøjer” til at mestre vores liv med. Han velsigner os tværtimod ”og vi vil blive fulde af glæde” som evangeliet siger det.

5.   Hvad kommer det mig/os ved?

Evangeliet kommer os altid ultimativt ved! Og så mænd kommer det også den ikke-troende og ateisten og enhver ved, for så vidt at ”velsignelse” er det store ord, der dækker over vores længsel efter at livet må lykkes, at det må give mening, at der må være lykke og fylde også for mig i mit liv.
Og den længsel hører vi, at Gud vil og kan opfylde.

4. søndag efter påske

Læs teksten her

Af: Vita Andreasen, De 4 kirker, Føns, Ørslev, Udby og Husby, Middelfart provsti

1.Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Hvert år standser jeg op ved og betages af den varme og empati, der gemmer sig i Jesu afskedstaler. Og jeg drømmer om, at alle døende får lov at dø med de kære omkring sig. Og at der bliver rum, tid og et varmt nærvær, der giver mulighed for at dele afskedsord. Velvidende at det ikke altid er muligt. Den pludselige og den uventede død rummer ikke den mulighed, og den ensommes død alene savner tilhørere. 

Tiden efter påske og før pinsens klarhed er eftertankens tid for os i dag, og det var det for disciplene: ’Hvad var det, han sagde til sidst i afskedens timer?’ Hvorfor skulle han dø?’ ’Fik vi hørt det hele?’ ’Hvordan kan den uerstattelige erstattes af Helligånd?’

Afskedstalerne er et spejl for den afsked, som vi selv skal tage engang og for de afskeder, som vi allerede har været en del af i familiens og venners kreds og som præst. Disse dyrebare timer hvor enhver længes efter ord som: ’Tag jer af hinanden’, ’Tak’ og ’Størst af alt er kærligheden’                     

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst.

Bibelen 2020 oversætter anderledes på dette sted, så Helligåndsbetegnelsen: ’Talsmand’ er gledet ud her. I 2019 kan jeg se, at jeg blandt andet sagde, at der også i vores tid er brug for talsmænd. Forstået som ’advocacy’ – fortalervirksomhed. At påtage sig at forsvare den undertrykte, den oversete og den uretfærdigt behandlede. Og jeg nævnte den palæstinensiske lutherske præst Mitri Raheb fra Betlehem, som et godt eksempel. Med afsæt i ordene: ’Giving voice to the voiceless’ rejser han som repræsentant for kirken midler til at bygge og drive Dar al Kalima University College for unge i Betlehem. Sådan fortolker Mitri Raheb Jesu  afskedstale, at vi skal lade os udfordre af Talsmandens rolle til alle tider.                                         

Måske var det inspireret af de 3 Oscars ved uddelingen i 2019, at jeg også fortalte om et overraskende venskab, der beskrives i filmen ’The green book’. Et venskab der udvikler sig på en to måneder lang turné i Sydstaterne i USA. Den hvide dørmand Tony Lip, der er fuld af fordomme bliver chauffør for den berømte pianist Shirley, der er sort, og på sin                                      side også fuld af fordomme. De bliver hinandens talsmænd, og vi ser et sandt kommunikationsunder. Her må Helligånden have været på spil. Det er en sandfærdig beretning, som sønnen fortæller.

3.    - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg standser op ved ordene: ’Jeg har stadig meget at fortælle jer, men I kan ikke rumme det nu. Når Helligånden, sandhedens ånd, kommer vil den være jeres vejleder og forklare jer hele sandheden’. Så stærke og trøsterige afskedsord. Men hvor er de også forpligtende. Det er en stor og uudtømmelig opgave af sætte sandhedens og kærlighedens ånd i spil i vores kirke, i vores familier og i vores verden. Hvilke usandheder skal afdækkes, hvilke nye sandheder skal sættes i spil, og hvordan arbejder vi sammen på, at sandheden bliver forbundet med kærligheden?                              

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Det er min erfaring, at et menneske aldrig selv kan sige afskedsordene. Afskedsordene må altid komme fra dén, der skal dø. Her kommer de fra Jesu mund, så afklarede og fulde af indsigt, tro og håb. Jesus vedkender sig faderens kærlighed. Alt for mange brænder inde med, at der var ord, der aldrig blev sagt, fordi det blev for sent. Jesus bliver et forbillede, fordi han tager hul på denne svære samtale. Og han baner vej for at forstå opstandelsens underfulde visdom: at døden ikke er en grænse for kærligheden. Og at ord kan bygge bro mellem himmel og jord.  

5. Hvad kommer det mig/os

Det kommer os ved, fordi afskeden altid skal tydes. Her møder vi Jesu afsked, men ethvert menneskes afsked skal tydes: hvorfor kom døden nu, hvem er vi, når den døde ikke længere er her, og hvad var det uerstattelige, som vi fik i mødet med den afdøde. Jesus forbereder dem på den sorg, der vil komme efter påske. Han vil ikke, at afskeden skal være ufortolket. Forberedende sorg kommer os alle ved. For under forberedelsen kan vi stadig omfavne hinanden, græde sammen og dele stærke ord. Det unikke ved Jesu afsked med denne verden er, at den skabte så meget livskraft, nyskabelse og nyt håb, at verden aldrig har været den samme siden.                                   

Bededag 

Læs teksten her

Af: Marie Holm, Næsby sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Ordet ”Øgleyngel” og al den skæld ud, som både Johannes Døberen, Esajas og mange andre af profeterne forud for, har hældt ud over den del af det jødiske folk, som går imod Guds ønsker og planer. Først skæld ud og så dåb. For Johannes nægter dem ikke dåben, men stiller krav til dem om at bære omvendelsens frugt. De skal bekende deres synder og kan ikke bare hvile på laurbærrene i forvisning om deres frelse igennem oprindelse fra Abramhams slægt. Johannes ”slår med ord”, men virker den metode stadig? Omvender vi os i dag af at få skideballer og høre sandheden om vores fejl og mangler råt for usødet? Omvender vi os i det hele taget eller vil vi kun stryges med hårene af en kærlig, altomfavnende Jesus?

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg har ikke prædiket over denne tekst tidligere. Men kun brugt den i forbindelse med begravelsestaler af mennesker, der har været enspændere og/eller ikke altid har været som folk er flest, men gået deres egne veje.

Men ofte har jeg Store Bededag haft stor glæde af at bruge Kristuskransens perler som udgangspunkt for dagens kirkebøn. Eller der er blevet inviteret til lystænding, som en særlig del af gudstjenesten, hvor menigheden inviteres op for at tænde lys, der stilles på døbefonten. Herefter spiller organisten et stykke, mens menigheden hver for sig beder inden i sig selv for den ting, der er blevet tændt lys for.

3.    - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

I en tid, hvor koreaneren Marie Kondos oprydningsmetoder har gået sin sejrsgang over hele jorden, er det spændende at se, hvordan Johannes Døberen er totalt first-mover på den minimalistiske livsstil.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Man kan ikke sige sig selv, at Esajas får ret i sin profeti igennem den excentriske og højtråbende Johannes.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Evangeliet deler befolkningen op i to grupper: De, der hører, omvender sig, bekender deres synder og døbes uden forudgående røfler. Og de, der gerne vil springe den trælse del væk og rykke direkte videre til dåben. Vi må se indad og gøre os det klart, hvornår vi befinder os i den ene eller den anden gruppe. I et gudsforhold må man forvente, at man nogle gange får ros og andre gange ris. Lige som i alle andre relationer i livet. Men forskellen i gudsforholdet ligger i, at man aldrig kan opføre sig så elendigt, at man kastes på porten og ud i den evige ild. Men får højt lov til blive ristet lidt i livet, når man opfører sig som øgleyngel.

3. søndag efter påske

Læs teksten her

Af Anders Carlsson

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

At teksterne mellem påske og pinse kan blive ved med at kaste nye betydninger af sig – ord og ord og ord og ord som variationer over det samme tema – igen og igen og igen. Jesu afskedstale som én sammenhængende variation over temaet: ”Jeg elsker jer...derfor forlader jeg jer...”.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

I dagens tekst siger Jesus bl.a., at ”jeres sorg skal blive til glæde”.

Men det er jo dét, der ikke er til at forstå, når sorgen river i én med kærlighedens kræfter, som det så smukt hedder i en nyere salme af Holger Lissner. At sorgen så skulle kunne blive til glæde giver ikke nogen mening, når man oplever, at mennesker bliver taget fra én.

For et par år siden var mine prædikener fra påsken og helt til pinsen prægede af Klaus Høecks digtsamling ”Hjem”, som han skrev for godt 35 år siden. Han skrev på digtsamlingen, da hans daværende kæreste begik selvmord i 1982, hvilket helt naturligt påvirker digtene.

En af de linjer, jeg ikke rigtig kunne slippe lyder sådan her:

”Jeg ved, du er død, men jeg tror, at du lever.”

Digtsamlingen blev skrevet ud fra en erkendelse af det, der nu var forbi for altid – at der var noget, der var uigenkaldeligt forbi - ”Jeg ved, at du er død...” - men samtidig får man under læsningen af digtsamlingen fornemmelsen af, at Høeck gennem skriveprocessen når til en erkendelse af, hvordan vi mennesker – uanset hvad - vil have den dødes betydning med os i vores liv fremover med hjertebånd, der på trods af død og adskillelse viser sig ikke at briste - ”...men jeg tror, at du lever.” Som et ekko af ”Jeres sorg skal blive til glæde...” og ”...men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”

Jeg bliver aldrig færdig med digtene – for de er så utroligt rige på stof og tanker. Det er lidt af det samme som med Johannes-teksterne mellem påske og pinse.

Og så er det sådan med digtsamlingen, at jo mere man læser i den, jo mere bliver man klar over, at der gemmer sig lag på lag af betydninger i digtene – at der gemmer sig erfaringer og tanker, der rører ved det inderste og dybeste i vores menneskeliv – i det liv, vi deler med hinanden – og i samklang med den natur, vi alle sammen er indfældede i.

Digtsamlingen er bygget op i tre spor, som digteren selv kalder dem. Øverst på hver side et spor, der beskriver naturen, fra de mindste atomer til de største planter og dyr. Nederst på hver side er der så et spor, der beskriver kulturen – alt det menneskeskabte.

Og i midten er der så et spor, der beskriver og handler om det, Klaus Høeck kalder for ”ånd” - alt det, der hverken er natur eller kultur – det, Høeck kalder kærlighed, tro, tillid, tilgivelse, håb. Og i midten af det tredje, midterste spor, som handler om ånd, lige dér støder man på nogle digte, som man i øvrigt slet ikke kan finde, når man kigger den ellers meget fyldige indholdsfortegnelse igennem. De digte er fyldt til randen med smerte og sorg og fravær – og det er en smerte og en sorg og et fravær, der en overgang gør digteren helt stum, så der i digtsamlingens kerne slet ingen digte er – der er kun det blanke, hvide papir som udtryk for sorgens og smertens tomhedsfølelse. Men i natur-sporet og i kultur-sporet bliver der fortsat skrevet digte på de sider – og det er digte, hvor smerten og sorgen kommer til orde i det omkvæd, der gentages igen og igen og igen: ”Jeg ved, du er død, men jeg tror, at du lever.”

Digtene med det omkvæd gør smerten og sorgen helt tydelig – for digtene med omkvædet kaster en betydning ind over åndssporets tomme sider – de kaster en betydning ind over alt det, de tomme sider røber uden ord. Og de gør det tydeligt, at digteren har oplevet et elsket menneskes død – og et tab, der er så stort, at det er nær ved at gøre ham stum – et savn, der er så enormt, at det er nær ved at lægge hele hans liv øde. Som han skriver det, lige efter den kerne i digtene, hvor der slet ingen ord og digte er – dér hvor siderne er blanke: ”Dit liv strandede som smerte mellem stenene i dette digt.”

Men hvis man fortsætter med at læse i digtene – hvis man læser digtene ud fra smertens og sorgens midtpunkt, så oplever man, hvordan digterens erfaringer med døden har bragt ham ind i et helt nyt forhold til hele den verden, han beskriver ud over døden – hele den verden, der ikke er ingenting. Oplevelsen af smerten og oplevelsen af sorgen bliver som et nyt kraftcentrum for digteren. Så lige overfor, hvor han skrev ”Dit liv strandede som smerte mellem stenene i dette digt,” - lige overfor, på næste side står der: ”Kærlighedens under: du sætter et glas roser i dette digt.” Oplevelsen bliver som et under, der kommer til ham udefra. Som han skriver det: ”Evigheder større end drømme, større end smerten, større end intetheden, søger atter en gang en dør, en ædelsten, der forvandles, idet den findes i sindets sidste vajende græs,” og i næste åndedrag nævner han, at ”underet er violet: en violet anemone, der blomstrer i guds forstand – derfor skal det ikke forstås, men kun anes.”

Nærvær – fravær – sorgens forvandling og hjertets nattefald…

”Du nærmer dig lyset på en anden måde. Gud viser sig ikke, men er dér i hjertets nattefald,” skriver han. Og videre: ”Guds hånd ses ikke i virkeligheden, men den har løftet dig op fra dødens purpur, sådan førte han dig til kærligheden.”

Og senere igen: ”Øst for klarhedens safirer, øst for farverne og lyset og skyggerne, øst for angsten, tingene og beviserne ligger den virkelighed nærmere, som I kalder for: ingenting.”

Og digteren spørger: ”Sover Gud, drømmer Gud, er mennesket ensomt i det øjeblik?” - og han svarer: ”Nej, vi lever sammen i skaberens usynlige billede.”

Klaus Høeck kalder sin store digtsamling ”Hjem”. Og det får man følelsen af at være, når man læser digtene i samlingen – man får følelsen af, at hele verden med alt, hvad den rummer af natur og af kultur og af ånd – man får følelsen af, at hele verden er blevet digterens hjemsted, efter at han først har været ude i den fuldkomne følelse af intethed og fravær, som sorgen bringer med sig – og efter at han dér i fraværet og intetheden har mødt det, der kaldte ham tilbage til nærvær igen.

”Gud viser sig ikke, men er der i hjertets nattefald,” siger Høeck. ”Guds hånd ses ikke i virkeligheden, men den har løftet dig op fra dødens purpur.”

At have fornemmet dét, det er at blive løftet op af et under, som Høeck selv beskriver som ”en violet anemone, (der) blomstrer i Guds forstand. Derfor skal det ikke forståes, kun anes” - det under, som mange kalder for ”ingenting”. Eller mere jordnært: det under, at vi tager fejl, når vi fra vores side af døden tror, at døden og sorgen er det sidste.

Det under, der også bærer det sidste, jeg vil lade Klaus Høeck sætte ord på her:

”Hvis alt, der ses, er alt – hvad er så intet / hvis alt dette er det hele, hvad er så kærlighed: en månestråle – hvis dette liv er alt, hvad er så du, dér i dit unders sidste undselighed?”.

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Måske jeg i højere og højere grad ser evangelieteksten til i dag i sammenhæng med hele Jesu afskedstale – helt i overensstemmelse med nyere Johannes-forskning, som betragter det store afsnit med afskedstalen som én ammenhængende del – og altså netop taler om afskedstalen og ikke om afskedstalerne. Læs her gerne Troels Engberg-Pedersens fremragende ”Johannes-evangeliets klarhed” til yderligere inspiration.

Engberg-Pedersens grundtanke er helt i tråd med, at jeg ofte har sagt, at Johannesevangeliet egentlig burde synges, når det dukker op i gudstjenestelige sammenhænge. Det rummer på samme tid en enkelhed og en poetisk tone, som kalder på, nå ja: sang!

Engberg-Pedersens betragtninger over Johannes-evangeliet er altså i tråd med min indledende bemærkning om at se Jesu afskedstale som én sammenhængende variation over temaet: ”Jeg elsker jer...derfor forlader jeg jer...”. Og dét er så den nye vinkel, jeg vil udfolde søndagens tekster fra.

”Jeg elsker jer, derfor forlader jeg jer.”

Johannesevangeliet sammenfatter så i øvrigt hele sit budskab i en aforisme: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn.”  Man har kaldt det ”det lille evangelium i det store”.

Og nu hedder det så i afskedstalen lige før dagens afsnit, at ”nu går jeg til ham, der har sendt mig.” - og i samme ånd hedder det frit formuleret: ”Jeg elsker jer, derfor forlader jeg jer.”

Psykologer ville kalde det for dobbeltbind – altså to modstridende udsagn, som det er umuligt at forbinde med hinanden. Jesus siger så, at det er det bedste. Men han er heller ikke psykolog. Det ville være til at forstå, hvis han sagde, at han elskede sine disciple og derfor blev han hos dem. Men det gør han så ikke. ”Nu går jeg til ham, som har sendt mig.”

Hvis Jesus ikke går bort, kommer Talsmanden (Helligånden) nemlig ikke. Og så ville Jesus kun efterlade sig sorg blandt disciplene, og hans betydning ville være udtømt i en fodnote i religionshistorien. Jesus går bort. Talsmanden kommer. Talsmand er Johannesevangeliets betegnelse for Jesu nærvær i hans fravær. I sorgen, i savnet, i erindringen, i tilskyndelsen er den, der er død eller har forladt os, nærværende. Nogle gange mere nærværende end alle tilstedeværende tilsammen. Men det er ikke den måde, Jesus vil være til stede på i sit fravær. Jesus vil være nærværende som Talsmand. Han vil i sit fravær være nærværende som… ja som hvad? Som paraklet står der i den græske tekst - som paraklet.

Men den autoriserede oversættelse bruger altså det gådefulde ord ”talsmand”. Andre oversættere har forsøgt sig med ”trøster”. Grundtvig har fat i lige netop den betydning, når han synger om Talsmanden som ”Trøster over alt, som truer… trøster over alle tab”. Senest har Engberg-Pedersen netop foreslået ordene ”opmuntrer” eller ”hjælper” som oversættelse af ordet ”paraklet”. Men Engberg-Pedersen siger så samtidig, at det måske i virkeligheden er bedre at se på, hvad det er, Talsmanden skal – det er altså bedre at  lade ordet stå – uden at oversætte det - og så udfylde ordets indhold ved at se på, hvad der rent faktisk siges om parakleten – altså selve skikkelsen.

Udsagnsordet, der gemmer sig i det græske ord for Talsmand [parakalein] er ”at opmuntre”. Og det kan betyde to ting. Det kan betyde opmuntring i form af trøst – og så kan det betyde opmuntring forstået som en opfordring til at handle på bestemte måder. Og det svarer til, hvad Jesus selv gør i sin afskedstale, som dagens tekst er taget fra. Jesus opmuntrer til trøst og han opfordrer til indbyrdes kærlighed. Ordbog over det danske sprog, nævner slet ikke Talsmandens nytestamentlige betydning som betegnelse for Helligånden, og den seneste halvofficielle oversættelse, Den Nye Aftale, har konsekvent oversat Talsmanden til Helligånden. Så ordet Talsmanden er på vej ud af vores sprog som noget vi poetisk siger om Helligånden – og det er ærgerligt. For med netop dén trøster – som netop dén hjælper og opmuntrer af en paraklet, ja med trøsteren tilføjer Johannesevangeliet Helligånden en dynamisk dimension, en kraftfuldhed, som redder Ånden fra den rene åndelighed, hvis man kan sige det lidt bagvendt.

I vores verden og i vores tid er Ånd fordrevet fra det ydre og endt som en selvstændig egenskab ved det enkelte menneske. Ånd identificeres gerne med vores fornuft eller bevidsthed. Men på den måde indskrænkes Åndens domæne. Peter Wivel har sagt, at begrebet Ånd på den måde er kommet i miskredit som en af Vorherres hjælpediscipliner. Vi ville sikkert anvende et andet ord om Helligånden. Men med beskrivelsen af Ånd som en af vor Herres hjælpediscipliner, fanger Wivel Johannesevangeliets dynamik i talen om Helligånden som Talsmand. Wivel får frigjort Ånd fra at skulle være indskrænket til bare at være i os – altså i vores bevidsthed og fornuft - til at være noget, der kommer udefra og ind i os. Og altså ikke indefra som åndelighed eller åndfuldhed.

Den italienske filosof Giorgio Agampen kalder Ånden for den del af vores liv, der ikke tilhører os. Ånden er ikke en del af vores personlige ejendom, men den er – for nu at sige det med Agampens ord – den er vores forpligtelse over for andre – så ifølge Agampen er Ånden vores sociale og kulturelle ansvar som menneske over for vores medmenneske. Jesus kunne have sagt det, hvis han ikke havde levet i en tid, hvor Ånden stadigvæk ikke var taget til fange af vores fornuft.

Det er værd at bemærke, at det i dag er filosoffer og sociologer, der befrier Ånden fra dens fangenskab. En af vore hjemlige tænkere, Lars Henrik Schmidt, siger i en af sine bøger om dannelse, at vi bliver til dem, vi skal være ved at forholde os til den anden, altså medmennesket – og når han taler om medmennesket, så taler han om ”hin anden” forstået som den fremmede, ”andetheden”, som er kulturen - og så taler han også om ”hin anden” som ”det andet”, der er det i os, som ikke er os. Og det er tanker, der måske nok kan virke lidt langhårede og knudrede – men det er tanker, der - når man eftertænker dem - ligger i direkte forlængelse af Johannesevangeliet, når Johannesevangeliet taler om Helligånden som en Talsmand og på dén måde befrier ånden fra dens fangenskab i det enkelte isolerede individ og altså i den private sfære.

Her får så også det forudsigeliges sprog, altså de såkaldte eksakte naturvidenskabers sprog, den nødvendige modstand. Ånd er noget, der kommer til os udefra. Ude i det fri har Ånd forbundet sig med ord. Tydelige og lydelige ord, som går os til hjerte. Og for nu at være helt præcis har Ånden siden den første pinse været at finde og høre i Jesu ord om Guds barmhjertighed. Johannes’ juleevangelium lyder, at Ordet (skaberordet) blev kød og tog bolig iblandt os. Pinsens evangelium kunne tilsvarende lyde, at Ånden blev ord og tog bolig iblandt os.

Jesus vil ikke være nærværende som sorg, savn og minde - men som trøster, hjælper og opmuntrer. Han vil være den, der handler i sin egen fortælling og ikke offer for vores selvoptagethed. Jesus vil på den måde være aktivt til stede, som den der helbreder den udbredte kirkelig hypokondri blandt kirkefolket: at vi først synes, vi har det rigtig godt, når vi har det skidt. Talsmanden skal sikre, at vi ikke får åndenød, når vi taler om os selv, taler om eksistentielle emner, om følelser og sansninger. Så når vi i vores selvoptagethed trods alt hører om Guds uudgrundelige barmhjertighed med os og mærker os omsluttet af den barmhjertighed, så er det Talsmanden, vi kan sende en venlig tanke. Og når ordene om Jesu frelsergerning virker på samme måde, som Jesus virkede på i sit jordiske liv, så er det Talsmanden, der er på spil. ”Jeg elsker jer, derfor forlader jeg jer,” siger Jesus. Evangeliet er et frihedsbrev, en dobbelt frihed og ikke et udtryk for ’dobbeltbind’. Kærlighed og afsked er ikke hinandens modsætninger. De er ikke modstridende oplysninger, som ikke er til at holde sammen. De er hinandens forudsætninger. Uden kærlighed ingen frihed.

Altså: Jesu kærlighed til dem, han elsker, kom til at folde sig ud i den frihed, han efterlod sig.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At det store under i virkeligheden er, at man tager fejl – når vi fra vores side af tabet og døden og afskeden tænker, at døden er det sidste – og i forlængelse af det er underet, at kærlighed og afsked ikke er hinandens modsætninger.

I tiden efter opstandelsen påskemorgen og helt til pinsedagens himmelske åndepust over verden hører vi i søndagenes tekster om, hvordan Jesus efterlod os tillidsfuldt til hinanden. Han tager afsked med disciplene og siger til dem, at netop fordi han elsker dem, må han forlade dem. For kun ved at han forlader dem, kan de blive sat fri til at leve netop deres liv. Og på den måde fortæller han dem, at kærlighed og afsked er ikke hinandens modsætninger. Kærlighed og afsked er hinandens forudsætninger. Uden kærlighed ingen frihed.

Mon der er nogen af os, der ville kunne sige os selv det?

Hvad kommer det mig/os ved?

I dagens evangelium bruger Jesus et af de smukkeste billeder i sin afskedstale – billedet med den fødende kvinde.

Og dét billede vækker nok andre billeder og stemninger i os, end det gjorde, da Jesus brugte det i sin afskedstale. For dengang var fødsel et spørgsmål om liv og død. Og det var ikke nogen selvfølge, at ”glæden blev født af smerten” for nu at citere den smukke forældrebøn, som vi altid bruger i valgmenighedskirken før dåb i kirken. Moderen kunne nemt dø – og det samme kunne barnet.

Så billedet af den fødende kvinde er et billede på, at det, der kunne være død, blev liv.

Og dét er det egentlige under.

Og et under er ikke noget overnaturligt – for underet kan bestå i, at man tog fejl. At det ikke var, som man frygtede. At det heller ikke blev som man frygtede.

At der kommer nyt liv, hvor der før var goldt.

Jeg har i andre sammenhænge nævnt, at Marias Bebudelse er vores egentlige påskeforberedelse. For Maria havde aldrig været sammen med en mand – og jomfruer føder heller ikke føde. Men det gjorde hun så. Maria fødte, selvom det ikke skulle være muligt. Påskemorgen skulle graven vise sig at være sådan en kvinde. Jomfruer føder ikke og døde stå ikke op af deres grav. Men det var så, hvad der skete.

De billeder klinger også med i Jesu ord om den fødende kvinde.

Lad selv andre billeder klinge videre – om sorg, der skal blive til glæde og om……

2. søndag efter påske

Læs teksten her

Af sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby og Aastrup

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler over, at billedet ikke ligner noget fra vores hverdag, men at vi samtidig sagtens kan forstå, hvad meningen er.

Og så snubler jeg over ordet ”daglejer.” I daglig tale har ordet i min optik efterhånden fået et nærmest ironisk islæt.

Alligevel må ”Bibelen 2020” bruge en hel sætning på at oversætte misqwtos ”passer dem (fårene)bare for pengenes skyld.”

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

2. søndag efter påske er traditionelt konfirmationsdag her i Vester Aaby og Aastrup. Jeg har mange gange brugt narrative prædikener til konfirmationen, og ved denne tekst husker jeg navnlig en gang, hvor jeg som prædikentema brugte nogle drenge, der var ved at blive lokket af en narkohaj. En dreng, der havde lidt svært ved at blive accepteret i gruppen, scorer i første omgang point ved at have forbindelse med en, der kan skaffe ”noget sjovt.” Han tegner i skolegården et kort, der viser, hvor de skal møde ham. Da det truer med at udarte i Faaborg nattegader, dukker den lærer, de egentlig syntes var temmelig gammeldags og fjern, men som har læst kortet rigtigt, op og redder dem med sit eget liv som indsats.

Og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg har i anden sammenhæng for nylig arbejdet med Bent Falks bog ”Kærlighedens pris” hvor temaet er forskelle og ligheder på teologi og psykologi. Guds kærlighed kan ikke købes af mennesker, men havde en høj pris for Gud. Langfredag var det ultimative billede på, at Jesus ikke var Guds daglejer, men at det var Gud selv, der gik i døden. Blandt mennesker kan kærlighed heller ikke købes, men kan alligevel have en høj pris. For den, der giver, vel at mærke.

Hvad siger teksten som man ikke kan sige sig selv?

At Gud intet sparer, når det gælder hans skabning. At han netop betalte kærlighedens pris ved at give. At Gud altid tænker på mennesker i stedet for sig selv. Det er vores udgangspunkt i en individualistisk og måske egoistisk verden.

Hvad kommer det mig ved?

Teksten kan for mig ikke blive et forbillede til efterfølgelse uden at blive til gerningsretfærdighed. Og vi ejer lige præcis ikke hinanden. Men med Guds kærlighed som udgangspunkt handler vi heller ikke for at frelse os selv; efterfølger ikke for at behage Gud. Når troen giver os håb, tør vi - måske og bare en gang imellem - bruge løs af Guds kræfter og håb.

1 søndag efter påske

Læs teksten her

Af: Louise Schousboe, Aunslev Bovense og Hjulby sogne

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

De lukkede døre. Disciplene holder sig inde bag lukkede døre. De har lukket sig inde. De har lukket verden ude. Livet går sin gang derude på den anden side af døren. Men det bliver uden dem. For de kan ikke leve uden ham, som de har mistet. Disciplene er som os. Vi kan spejle os i dem. I deres frygt. I deres forladthed. Vi kan spejle os i deres tro, der kræver tegn. Jesus kommer til dem, fordi han vil være, hvor de er. Være, hvor vi er. Jesus fornemmer Thomas´ tvivl uden, at han har givet udtryk for den. Jesus kommer tvivlen i møde og lader troen vokse frem af den.   

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Hvad det betyder at miste troen. Tvivlen er troens tvilling. Tvivlen kan modne troen. Frygten er troens modsætning. Er det ikke frygten, der forkramper et menneske på en måde så troen ikke kan folde sig ud? At tro er at have tillid til, at den relation der er mellem vores opstandne frelser og os – at den relation holder til det hele. Tro er at holde fast i ham som vi tror på. Når vi forskanser os bag lukkede døre. Så kommer han til os. Der er ikke det sted, hvor han ikke kan komme. Der er ikke det sted, hvor han ikke har været selv. Han krydser alle tænkelige barrierer går over alle tænkelige grænser for at nå os. Med den fred som vores urolige hjerter søger efter. Med sin ånd, der giver os liv.

Og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Frygten fylder meget i den tid vi lever i lige nu. Frygten kan køre i ring. Frygten kan holde os fast som en spændetrøje vi ikke kan slippe fri af. Rent konkret så opholder vi os jo bag lukkede døre. Vi tager ikke del i livet på samme måde. Vi lever i vores egen små indelukkede verdener. Jesus bryder ind. Han bryder ned. Han skaber liv. Han ånder på sine disciple og siger: ”Tag imod Helligånden” som hans far gjorde da verden var ny. Gud pustede livsånde i det første menneske så det blev et levende væsen. Det er Guds vilje, at hans livskraft skal bo i os. Leve i os. 

Hvad siger teksten som man ikke kan sige sig selv?

At troen åbner vores øjne så vi ser, som det sker for Thomas. Troen åbnede hans øjne og hans sind. Det er troen, der løfter vores blik så vi ser, at verden er større så vi ser, hvor mulighederne ligger i frø. Så vi ikke fastholder vores blik på de døre, der er lukkede og låste men ser, at der er nye døre, står åbne.  Troen er den sprække, der lukker lyset og livet ind.  

Hvad kommer det mig ved?

”Han er fast i troen” kan man sige om et menneske. I virkeligheden er det måske snarere sådan, at troen ryster os. Ryster det som vi sidder fast i så vi igen kan se en udvej. Det er troen, der ryster os, vækker os får os til at vågne op og se og tænke anderledes om virkeligheden.  Om troen skal vi tale. Om ham som vi tror på skal vi tale. Er Gud den gamle mand med det hvide skæg, der sidder på sin skytrone højt herfra uberørt af verdens tumult? Er Gud ham, der kommer til os, der sidder bag lukkede døre. Med sin fred og med sin ånd. Vi tror på en Gud, der elsker os som sine børn med en kærlighed, der aldrig hører op. Den kærlighed, der fik krop og stemme i Jesus af Nazaret. Korsfæstet og opstanden. Den kærlighed som ikke engang døden kunne få bugt med. Den kærlighed, der fordriver frygten. Frygt findes ikke i kærligheden. ”Frygt ikke, tro kun” 

2. påskedag 2021

Læs teksten her

Af: Ina Balle Aagaard, Agedrup Sogn

1. Jeg snubler over de to disciples ”walk and talk”. De går og samtaler om det der er sket, bedrøvede over, at det ikke gik som de havde håbet og troet på, skuffede over nederlaget, sørgmodige i savnet efter deres Mester. Midt i samtalen dukker en fremmed op, Jesus, som de først ikke genkender. I begyndelsen lytter han tålmodigt til deres fortælling, derefter giver han dem feedback: Som holdt han et spejl op foran dem så de tydeligere ser sig selv. Med sine ord og med sit blik på deres fortælling transformeres de to disciples negative opfattelse af hvad der er sket til noget opløftende og opbyggeligt.

De genvinder deres tro og livsmod i en sådan grad, at de nu kan opbygge en menighed og forkynde evangeliet om det glade budskab: ”Herren er virkelig opstået”. 

2.Sidste gang fortalte jeg om en samtale jeg overhørte i P1 en påske, en samtale mellem Peter Bastian og kunstmaleren Maja Lisa Engelhardt. De beskriver begge på hver sin måde hvori deres møde består med det guddommelige. Bastian beskriver sit møde med det guddommelige i naturen: At Gud taler til ham igennem enhver vandpyt. Også Maja Engelhardt møder det guddommelige når hun går tur. Hun beskriver, at efter en lang og udmattende gåtur så er det der pludselig når hun mindst venter det og der er ingenting hun kan gøre, hverken til eller fra, hun kan kun blive stående og tage imod. Når hun så skal male sit guddommelige møde, så mærker hun, at det blokerer inden i hende. Hun fortæller om hendes medvirken i en kunstudstilling i New York. Få dage før udstillingen var hun ikke blevet færdig og hun måtte kaste sig ned på en stol og opgive det hele. Først da hun havde skrevet et brev om, at hun måtte melde afbud i erkendelsen af, at hun alligevel ikke magtede opgaven, og med en træt følelse af at have givet op, at være færdig og mislykket. Først da, ud af intet, ud af magtesløsheden opstår kunsten, først da, kan hun male igen, først i det øjeblik at hun glemmer sit eget, sin forfængelighed, sin egen forventning til at kunne, først da vil penslen lystre hende igen. Men dén bevægelse, fortæller hun, er så frygtelig hård og anstrengende, at hun hver gang må overveje om det i virkeligheden er det værd.  Livet, som det nu engang udspiller sig imellem dets op- og nedture, kan ligeså vel være en kamp imellem tro og tvivl, glæde og sorg, menig og meningsløshed.

3.Det er nyt for mig, at mit blik på min situation kan ændre sig, endda til det modsatte når jeg samtaler med en anden om den. De to disciple var kørt fast i deres negative anskuelse af Jesu korsfæstelse indtil Jesus dukker op og viser dem, at han virkelig er opstået! Da vender deres humør 180 gr. Fra nedbøjet til opløftet.

4.Teksten siger os noget om hvor stor en forskel en samtale kan gøre for os. Når vi kan spejle os selv og vores meninger i en anden, som har et andet blik på tingene, så kan det ændre vores humør, vores sindstilstand. Det er så vigtigt at blive set og hørt og taget alvorligt –som menneske, det kan ikke høres ofte nok, for det er deri vi finder kærligheden og meningen med livet. Det blik skal vi vise hinanden og huske hinanden på.

5.Det kommer mig ved, at jeg ikke skal gå og putte med mine problemer selv, men drøfte dem i samtalen med en jeg stoler på og har tillid til.

I Grundtvigs største og mest mærkelige digt- ”Nytårsmorgen” fortolket ved Jørgen I. Jensens bog: ”Denne ene sommer”, står han med den erfaring, at han synes han er havnet i en dødlignende tilstand og at det nu gælder om at se fortid og fremtid i ét samlet perspektiv. Heldigvis kommer Mor Danmark i digtet ham til hjælp: ”Nej kunne du flytte min vugge et gran, da var jeg fornøjet, da åbnedes øjet for lys i de levendes land”. Med de ord beder Mor Danmark, jeg´et i digtet, om, at flytte hendes vugge! Hvilket betyder, at forandre et menneskes livsløb, ja forandre fortiden. Normalt siger vi ellers, at fortiden ikke kan forandres, sket er sket og det står ikke til at ændre, men her er det altså omvendt: Det eneste, der kan forandres, er fortiden, men under indflydelse af fremtiden, dog nutiden, ja den er alle bundet af, den kan vi ikke sætte os ud over. Grundtvig mente, at selve begivenhederne kan vi ikke ændre uden videre, men de kan opfyldes, forklares og mødes med eftertiden, så også fortiden bliver ny. Vuggen kan virkelig flyttes.

Det samme mirakel sker for de to disciple, som går tungt side om side hen ad vejen. I mødet med Jesus og i hans lys forandres fortiden så de ser fremtiden i et klart og lyst skær.

Jeg kan anbefale Charlie Mackesys lille filosofiske bog om venskab: ”Drengen, muldvarpen, ræven og hesten” – ”deres oplevelser foregår om foråret, hvor der falder sne det ene øjeblik, og solen skinner det næste, sådan lidt ligesom livet – det kan vende på en tallerken”. 

Påskedag 

Læs teksten her

Af: Mette Behrndtz, Nr. Lyndelse sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Hver gang jeg læser denne ubegribelige historie om Jesu opstandelse, tænker jeg umiddelbart:

- Sikke en fantastisk fortælling! Fantastisk i betydningen ’mageløs’ og ’helt utrolig’, for her har vi en fortælling om en mand, der har forladt sin grav efter at have ligget død i tre dage. 

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg har i andre sammenhænge været optaget af, om Gud kunne betragtes som ’gysets mester’, for der er flere fortællinger i bibelen, der har gyser-karakter, fx da Abraham skal slå sin søn ihjel for at ofre ham til Gud, eller da djævelen dukker op på et meget øde sted for at lokke Jesus over på det ondes side. Endvidere er det en ret hårrejsende tanke, at Jesus sådan kan forlade sin grav – oven i købet efter at være blevet korsfæstet efter sin egen fars ønske! Det er på én gang skræmmende, fascinerende og provokerende! Gud har imidlertid - som en anden Hitchcock - en særlig evne til at overraske os. Især når det ser allermest sort ud.

     Og netop sort ser påsken ud i begyndelsen med langfredag som klimaks. Alt håb synes ude: Efter at være taget til fange, er Jesus blevet tortureret, pint og plaget. Blodet flyder, da han hamres fast til korset, og inden dagen er omme, er han død. Her er det tydeligt, at Jesus blot er et menneske, som alle os andre. Han er hverken usårlig eller udødelig.

    Dette er en stærk baggrund for påskedags fortælling, hvor Gud i den grad afslører en livsomvæltende overraskelse, der på mange måder også er hårrejsende. Det viser sig imidlertid at være i positiv forstand. For lyset bryder helt bogstaveligt ind i den sorte grav, da stenen væltes bort og gør det klart, at håbet i den grad lever! For med det liv, Jesus lever på godt og ondt, bliver det tydeligt, at vi har et skæbnefællesskab med hinanden. Da han vækkes op fra døden, giver det os derfor et håb om, at døden ikke længere skal vinde over livet, men at livet skal være stærkere end døden. For vi skal leve videre hos Gud. Nok er Gud gysets mester, men det er livets side, han står på, og som han kæmper for igennem Jesus. 

3.  - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Den måde, hvorpå vi har levet i corona’ens skygge igennem et helt år nu. Som Svend Brinkmann for nogle uger siden sagde i KD, var pandemien i begyndelsen forbundet med det ukendte og farlige og havde dermed karakter af noget dragende og vakte nysgerrighed. Således talte klimaaktivister om alt det, der var muligt, når bare vi stod sammen, mens liberalister kunne glæde sig over markedskræfternes vaccinesamarbejde, og folk lagde deres liv om. Som året er gået er en anden form for alvor sat ind, og i dag har ’pandemien gjort os udmattede’, som Brinkmann konstaterer. 

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Selv om det kan opleves sådan, vinder mørket ikke! Ganske vist flygter kvinderne fra graven, fordi de er rystede over det, de ser. Endvidere fortæller teksten, at de ikke siger noget til nogen. Det gør de så alligevel, hvis vi læser lidt videre. Maria Magdalene fortæller det til dem, ’der havde været sammen med ham’, hvilket bl.a. må gælde de nu 11 disciple. De tror bare ikke på det. Her synes ord som tro ikke, frygt kun at beskrive disciplenes reaktion bedst. Og det er vel meget menneskeligt. Når der er noget, man ikke forstår, bliver man frygtsom. En kommentar til Svend Brinkmann kunne derfor være, at pandemien i begyndelsen ikke kun var dragende og vakte nysgerrighed – den skabte også frygt for det ukendte. En frygt, der endnu lever hos nogle af os. Derfor er det meget aktuelt med en tekst, der både adresserer frygten og troen. ’I skal ikke være bange’ siger englen til kvinderne ifølge Bibelen 2020 og leder straks ens tanker hen på nogle ord af Jesus selv, nemlig frygt ikke, tro kun. For kun igennem troens briller ser vi, at han har vundet over døden og mørket. Troen placerer os således i lyset, fordi den rummer håbet om et evigt liv hos Gud. Det ender godt - trods alt. 

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Sidste år blev kirkens påskefejring aflyst, og det gjorde det klart for mig, hvor vigtig gudstjenesten er for folk, ikke mindst i en krisetid. På mange måder har den landsdækkende nedlukning for mange været en oplevelse af at ’være lagt i graven’. Særligt i den anden bølge, satte det sig hårdere i sindet at være afskåret fra de fællesskaber, som normalt har så stor betydning for os, fordi vores liv henter struktur og indhold – ja, mening fra disse. Men ligesom en lukket grav kan et lukket samfund genåbnes. Ja, præcis sådan kan den egentlige genåbning af vores samfund i denne tid opleves - som en grav, hvor stenen er væltet, og lyset og håbet endelig kan strømme ind og give os alle en ny begyndelse.     

Langfredag

Læs teksten her

Af: Line Nissen, Sct. Jørgens sogn, Svendborg

1) Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Der er valgfrihed mellem Mattæus’ og Markus’ versioner af lidelseshistorien. Jeg vælger Markus og snubler over den nøgternhed, hvormed Jesu sidste timer beskrives. Forklaringer er få og dramatiske elementer er udeladt. Hvor Mattæus forklarer, at Jesus ikke vil have den krydrede vin, da han har smagt på den, fortæller Markus blot, at Jesus ikke vil have den. I Mattæusevangeliet fortælles om tre timers mørke, som ledsager Jesu lidelser, om jordskælv og døde, der står op af deres grave i det øjeblik, Jesus opgiver ånden. Officeren bliver rædselsslagen, mens han i Markusevangeliet blot konstaterer, at Jesus er Guds søn.

I Markusevangeliet snubler jeg således over den nøgternhed – næsten lidenskabsløshed – hvormed et menneskes uretfærdige og brutale død beskrives. Markus efterlader mig med kuldegysninger og sorg i sindet, som jeg ikke får, når der spilles på alle tangenter og det males med dramatisk pen, hvordan Jesus og mennesker i øvrigt lider, når de ser deres sidste timer i øjnene.

Det minder mig om en journalist, der var til stede på Den himmelske Freds plads under demonstrationerne i 1989, som skrev om, hvordan det var at se mennesker dø. De døde bare, skrev han. Der blev skudt, bang, og så faldt et menneske om og døde. Der var ingen Hollywood drama. Ingen døende, der skreg, tog sig til brystet, vaklede omkring, mens blodet sivede ud af deres skudsår – nej de døde bare. Døden gør indtryk med sit manglende drama. Således også i Markusevangeliet.

2) Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?

Jeg tog livtag med det anfægtende ved langfredag. For den anfægtede viser langfredag en Gud, der ikke handler og griber ind mod uretfærdigheden, men som stiltiende ser på. For det tvivlende sind kan det endda se ud som om Gud selv sætter det onde i værk og ønsker, at det onde skal ske. Langfredags Gud er en Gud, der forlanger at nogen må ofre sig og dø for at han kan (for)blive glad. Jf. den gammeltestamentlige lektie: Isaks ofring.

I den offertankegang er Jesus både et offer Gud forlanger og et offer Gud selv bringer.

Jesus stiller sig i Guds og menneskers tjeneste og render ingen vegne, selvom hans sjæl er i oprør og han beder om at slippe for at dø. Han lader sig kysse af Judas og anholde og korsfæste. Han tror på Gud. Alligevel er han ikke cool, calm and collected. For han dør med gudsforladthedens skrig på læben og man fornemmer, at han havde troet noget andet om Gud.

Hvor anfægtende det end er, hvor grusom Gud end tager sig ud, når vi ser ham fra torturinstrumentet, korset, så er det væsentligt at holde fast i, at Jesus dør uden at vide, hvad Gud har tænkt sig og uden at vide, hvad han har i vente de næste dage. Hvis han kendte til påskedag, ville hans død være en vittighed og et uægte offer, der aldrig ville give nogen mening. Hans død ville ikke være rigtig død. Den ville være noget han og Gud legede. Og det er der ikke noget offer i.

Ligesom Jesus ikke kender til påskedag, gør vi heller ikke endnu. Vi må tåle at stå stille ved korset og vente på Gud og på, at han kaster opstandelsens lys over, at korset ikke alene er et torturinstrument, men også udtryk for at Gud selv har bragt det offer, der skal til for at han kan tilgive os vores skyld og brøde. Af kærlighed.

3) - hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Hvor kommer dog al den vrede fra? Al den foragt?

”Folkets kærlighed, min styrke” havde Frederik den 7. som valgsprog. Men folkets kærlighed er en flygtig størrelse, som kendte og kongelige, såvel som Guds søn må erfare. For få dage siden råbte folkeskarerne ”Hosianna”, nu har de brølet ”korsfæst”. Ingen holder sig tilbage med at lade hånen regne ned over Jesus. Det er ikke alene dem, der altid har været hans politiske og religiøse modstandere, der håner ham og viser, at de er dårlige vindere. Det er også folket, jordens salt, de fattige i ånden, der har hængt ved ham og mærket, at han gav deres sølle eksistens mening, der håner ham og viser, at de er dårlige tabere. Ret skal være ret; historien melder ikke noget om, at folkeskarerne, den grå masse, stiller sig op og håner ham, men de håner ham i hvert fald ved at glimre med deres fravær. Endda røverne, der ikke har noget at prale over, råber med i hånekoret. Selv Gud håner ham ved at undlade at ramme de hånende med torden og lynild.

Fornemmelsen af ensomhed, udstødelse, fortabthed, deroute, svaghed skærer gennem marv og ben. Jesus bliver trådt på. Sparket. ”Alt, hvad der ligger på jorden må man træde på”, sang vi drillende i min barndom. Og så trådte man så med god ret på klassekammeratens hue/vanter/skolebog, som hun havde været dum nok til at tabe på jorden. Jo flere, der gør det ondskabsfulde, des mere legitimt synes det at blive. Jeg følger jo bare trafikken.

Den (=mig selv), der anser sig selv for at være et godt menneske, der til enhver tid vil stille op og forsvare de svage, knytter nærmest næverne i vrede over den behandling Jesus udsættes for. Jeg fristes til at gentage Peters ord: ”aldrig i evighed vil jeg svigte dig, Jesus”. Men mon ikke også jeg ville ende med at græde over mig selv og mit svigt og min uformåen i ekkoet efter hanens sidste kykliky?

Lige nu er der megen opmærksomhed på de, i værste fald ondskabsfulde og i bedste fald tankeløse, kommentarer på sociale medier. Der er den grinende smileys, der latterliggør en modstander og gør det klart, at skadefryd også er en slags glæde. Selv budskabet om et andet menneskes død, kan kalde en grinesmiley frem. Trusler om vold, skældsord og ønsket om død og lidelse for at andet menneske er hverdagskost for mange.

Der er ikke noget nyt under solen. Jesu død og fornedrelse er uhyggeligt nutidig.

Hvor kommer dog al den vrede fra? Al den foragt?

4) Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Jesu død er et dødsfald af særlig karakter. Ikke fordi den er mere brutal/uretfærdig/ensom end så mange andre måder, hvorpå mennesker dør og bliver slået ihjel på. Jeg er såmænd heller ikke sikker på, at Jesu ville blive hånet mindre, hvis han blev hængt eller bare hængt ud i verden anno 2021.

Jesus død er af særlig karakter, fordi han er Guds søn, der dør en almindelig menneskedød. Det som Markus beskriver så fænomenalt på sin lidenskabsløse facon.

Derfor, fordi Jesu død er almindelig, kan den vende op og ned på himmel og jord. For som Jesu skrig mod himlen får vores hjerte til at briste, får det også forhænget i templet til at briste. Forhænget ind til det allerhelligste, der markerer afstand mellem Gud og menneske, går midt over. Med Jesu død kommer Gud mennesker i møde, på et sted og på en måde, som han aldrig har gjort før. Gud er også i døden og forladtheden og giver oprejsning til det, der ligger på jorden og bliver trådt på. Ikke med hævn og en hånlig grinesmiley lige i synet tilbage på dem, der trådte. Forhænget flænges og Gud viser, at han er der, hvor ingen andre har lyst og mod til at være.

5) Hvad kommer det mig/os ved?

Korset, Jesu dødsårsag, blev symbol, som millioner og atter millioner af mennesker bærer som et usynligt mærke for ansigt og bryst. Vi der er døbt, er dødsmærkede. Det er det sådan set ikke noget ualmindeligt eller bemærkelsesværdigt i. Alt levende er dødsmærket fra det øjeblik det fødes, uanset om det bærer korsets tegn eller ej. Døden er helt almindelig.

Men fordi Jesus døde og tålte det værst tænkelige, så forhænget i templet kunne briste, er korset mere end et dødsmærke. Det er også et symbol på troen på, at intet sted, ingen følelse, ingen død, intet menneske skal være forladt af Gud. Det kan godt være, at det er forladt af mennesker. Men ikke af Gud.

Langfredag 2021

Læs teksten her

Nanne Mølhave Bolbro Sogn, Odense.

Hvad snubler du over ved førstegennemlæsning? En brik, der mangler.

Hvad jeg sagde sidste gang jeg prædikede, husker jeg ikke, ser ikke efter, vil hellere fortælle, at jeg er fascineret af den menneskelige hånd. Den indeholder et mylder af små knogler og sener og forbindelser af muskler og blodtilførsel. Når jeg holder den ene hånd op og den anden ned, bliver den nedre mørk og den øvre, lys. Årerne træder frem på den mørke, de er meget små på den lyse. Når jeg trommer med fingrene bevæger håndryggens små knogler sig i bølger. Med hænder har mennesker gjort de mest fantastiske ting. En ung lægestuderende gyser ved tanken om, at komme til examen i håndens anatomi.

Hvis man banker en tyk jernnagle gennem hånden, knaser det. Visse af håndens små dele vil vige elastisk til siden for fremmedlegemet, men mange af dem vil knække og briste.

Sådan noget kan mennesker også gøre.

- og hvad er nyt for mig, når jeg læser denne gang? Forvandling.

Jeg vil gerne tilhøre en virkelighed, hvor det er helingen, der regerer. Jern, der går igennem min frelser, er gådefuldt noget, der heler.

Mens du læser dette, er der mennesker, der gennembrydes af metal. Sådan er mennesker, den tanke må heles i os. Det er det helende, der sejrer og hver gang vi stopper jernets krænkelse af kroppens levende dele, er det et tegn.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Hvad kommer det mig/os ved?

Brikken, Markus 15,20-39
Når jeg læser Mark. 15, kommer jeg til at tænke på dialog, der ikke lykkes. Hvad har han gjort? - kostfæst ham. Det er ikke-dialog. På samme måde passer tingene sammen på en måde, som handler om ikke-forståelse. Hånsordene, tempelordet om de tre dage. Den største er Eloï-misforståelsen, hvor tilhørerne nysgerrigt ser, om Elias kommer igen fra himlen. Svaret på Eloï - råbet er salmens (Ps22) 2. halvdel, som heler. Hele den sejr, som ikke er i hånen, ligger i den salme, han ikke når at fremsige færdig.

Der findes en selskabsleg, hvor man bringer gæsterne sammen ved at udstyre dem med brikker til et puslespil, så ser man hvem der når hinanden. Et billede dannes og mennesker lærer hinanden at kende. I Mark. 15 går alle rundt med de forkerte brikker...

Salme 22. 
For korlederen. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David.
v2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
v3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.
v4 Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
v5 Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
v6 De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.
v7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
v8 Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
v9 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«
v10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
v11 Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
v12 Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!
v13 Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
v14 rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
v15 Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
v16 Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.
v17 Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
v18 jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
v19 de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
v20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
v21 Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
v22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!

Du har svaret mig!
v23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
v24 Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!
v25 For han viste ikke foragt og afsky
for den hjælpeløses nød;
han skjulte ikke sit ansigt for ham,
men hørte, da han råbte om hjælp.
v26 Du er min lovsang i den store forsamling,
jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
v27 De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.
v28 Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
v29 For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.
v30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham,
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
v31 Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
v32 man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes, for han greb ind!

Skærtorsdag 2021  

Læs teksten her

Nanne Mølhave Bolbro Sogn, Odense.

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning? 

Intet og det hele. Så jeg besluttede mig for at dele teksten op, for da var den lettere at spise.

Det første afsnit afslører, at Jesus fejrer påske efter forskrifterne. Og at han siger: ”Min time er nær” - sætter scenen som afsked.

Det andet afsnit handler om forræderi med Gud, Judas og Menneskesønnen i rollerne. Jesus taler om sig selv som menneskesønnen, hvilket giver mindst to fordele: 1 Magt. 2 Plan. Ingen kan få Menneskesønnen ned med nakken og alt hvad der har med Menneskesønnen at gøre, følger Guds plan. Forræderi mod menneskesønnen er en tabersag. Det er Gud, der bestemmer, hvem der skal være forræder. Som demokratisk tænkende borger vil jeg gerne kalde Gud i samråd vedr. denne måde at bruge mennesker på. Som moderne forkynder vil jeg også gerne angribe denne strategi fra Guds side: Den sælger ikke så godt. I begge tilfælde må jeg sande at Gud er Gud. Det er det særlige ved Gud. Han dypper brød med mig, selvom jeg tænker sådan. Mit job er at lære at tilgive mit medmenneske.

Det tredje afsnit handler om, at han tager brød og vin og giver det betydning. Det er ham selv og hans historie og denne histories virkning - virkningen af at indtage det nævnes ikke. Blot at de skal indtage det. Det er hans krop, det er hans blod, det er en pagt og blodet udgydes med en effekt: Syndsforladelse på mange (altså ikke alle, men visse).

Hvad prædikede du sidste gang, du prædikede over denne tekst? 

Har glemt det, måtte kigge efter, synes det var irrelevant, noget med reklame om wellness og et ægte liv. 

– og hvad er nyt for dig, når du læser det denne gang? 

Det fjerde afsnit røber, at der findes et rige, hvor Jesus skal drikke ny vin med sine nærmeste. Dét, kunne jeg godt tænke mig at være med til. Og jeg tror, at det er skrevet for at jeg skal få denne lyst.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Jeg er i gang med at mærke efter, hvad det gør ved mig at forstå mig selv som værende i en ny pagt, som måske ikke er ny, men er det fordi, den har været det hele tiden…
Det er noget med en kærlighed, som fornyes. Den har været der hele tiden. Den er dermed gammel, men den går fra at være uopfyldelig til at være opfyldt.

Dens opfyldelse/opfyldelighed gør noget ved mig... Jeg kan se mig selv med nye øjne. Jeg er elsket...

Nu er den der vist:
Hvad kommer det mig/os ved?

Fortælling
Et menneske planlægger at lave en middag og invitere dem og dem for i sidste ende at komme i kontakt med person No 1 for at blive lukket ind i et fællesskab, en arbejdsplads en fed virkelighed. Planen svirrer i hovedet. Ingen plan er sikker nok, ingen menu er god nok – så ringer telefonen. Det er person No 1, der ringer: Kom over og få en snack og en drink – vi taler om dig, fordi vi gerne vil ha’ dig med i den fede virkelighed.

Forvandling
Overraskende, overstrømmende glæde over at være en del af noget, man troede var for stort.
Fra nu af vil den snack altid smage af den glæde! Tør jeg huske hvilken virkelighed, jeg er lukket ind i ved Jesu måltid? Jeg er lukket ind i den virkelighed, der gør glæden uendelig stor og alle planer uendeligt små.
Jeg er lukket ind i et rige, som er lavet af evighed. Det er Guds. Jeg er med, fordi Jesus har givet sig selv, ligesom man giver et måltid, der fortæres.

Nu vil jeg gå fra kirke som en del af Guds virkelighed. Mine planer er små, men jeg vil bruge dem som tegn og huske: Jeg vil give en snack og lukke ind – jeg vil ta’ en snack og blive lukket ind. Jeg vil huske, hvad jeg er med i.

Palmesøndag

Læs teksten her

Af Rasmus Markussen, Ørbæk

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Fordi jeg selv er blevet grebet af massehysteriet hver gang, så har jeg ikke kunnet se det før, men jeg ser det nu: Jesu særlige sans for selviscenesættelse. Han får sine disciple til at stjæle et æsel eller to. Han får folkeskaren til at dække vejen med kapper og grene. Han får folkeskaren til at gå i procession. Han får folkeskaren til at råbe og skrige om frelse og velsignelse. Og så gør han endelig sit indtog i Jerusalem. Helt som forventet får det store spektakel byen til at ryste i sin grundvold, men er det mon på grund af det hellige eller det profane ved indtoget? For det sker, ”for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: ”Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.”” For det sker ikke som den jødiske storkonges triumftog, men som en galilæisk tømrersøns narreoptog. Og midt i al denne naragtighed har Jesus vel været sagtmodig, men hans sagtmodighed må også have været iblandet en god portion bitter ironi, som er blevet vakt af både hans fjender og hans venner.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Det var så sent som til 1. søndag i advent 2020, og det handlede om, hvordan vores forventninger ofte bliver mødt og oftere bliver skuffet, men at det måske kan vise sig, at det er godt nok alligevel. Og det gælder altså både til jul og til påske og til pinse og til enhver tid, hvor Jesus kommer til os og gør os glade og gør os vrede med sine ord og sine gerninger. Og det så først bagefter viser sig, at det, som det var, var lige netop det, som skulle til, for at vi igen-igen kunne få en ny begyndelse på livet.

3. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Som første akt i kristendommens store passionsspil er indtoget i Jerusalem en vild begyndelse på kirkeåret og en endnu vildere begyndelse på påsken. Og har man først set spændingen imellem den storslåede profeti og dens nedslående opfyldelse, så er beretningen om Jesu lille ridetur ikke længere bare en beretning om ophøjelsen af det menneskelige, men også om nedgørelsen af det guddommelige. På den måde spejler Palmesøndag og Langfredag sig i hinanden: Den ene viser os mennesket som Gud. Den anden viser os Gud som menneske. Og i begge tilfælde med en egen afgrundsdyb ironi, som får det hele til at dirre af den særlige paskale suspense, som først finder en eller anden form for forløsning Påskemorgen.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Hmmmm… At vores frelse(r) slet ikke er, som de troede dengang, og som vi tror nu, men på godt og ondt tager m….. på os hver evig eneste gang. Sådan at forstå, at der i det forhold ikke er noget som helst, som vi kan sige os selv, men at vi hele tiden må tie og lade os det sige af Gud. Og han har altså den irriterende vane, at han i både ord og gerninger helst benytter sig af indirekte meddelelse.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Ja, det er jo spørgsmålet, om vi synes, at det – og alt andet – kommer os ved, hvis vi ikke kan få det til at komme os ved lige præcis sådan, som vi gerne vil. Og den gode nyhed Palmesøndag er så den, at det slet ikke handler om, om det kommer os ved eller at det kommer os ved, men om, at det vil komme os ved, helt uanset om vi så vil det eller ej. For sandheden forfølger og følger os alt efter behov: Gud selv kommer til os ikke bare med sin sagtmodighed, men også med sorg og glæde, med skældud og trøst, med ligegyldighed og kærlighed, og med… alt muligt midt imellem. Og det gør han, fordi han vil komme os ved. Også selvom han selv kommer til at betale for det med både sit liv og sin død.

6. Salmer (kun tre i disse triste tider)

1) DDS 172 – Se, vi går op til Jerusalem

2) DDS 81 – Fryd dig, du Kristi brud

3) DDS 85 – Op, Zion at oplukke

Mariæ bebudelsesdag

Læs teksten her

Lise Marie Ranum, Fredens sogn, Odense

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg gør mig al mulig umage for ikke at falde i gamle læsemønstres fælder og snuble over bedagede bebudelsesfordomme. Og så vil jeg nødig være typen, der virker hysterisk (for den slags er jo traditionelt forbeholdt dem, der har en hysteraos=livmoder). Men i kølvandet på en Kvindernes internationale kampdag fuld af #deldinskam, og et coronaår med masser af #Metoo og på én gang medrivende og hårrejsende historier om medie- og politikpatriarker, der har haft hænder og tunger for langt fremme, er det svært ikke at snuble over den unge Marias betingelsesløse underkastelse. Bibelen 2020 oversætter endda Marias afsluttende replik til Gabriel:  ”Jeg underkaster mig Gud […]. Lad det gå mig som du har sagt!”…  Det kan godt være, at jeg som professionel Bibellæser ved, at ærkeenglen er non-binær og Bibelens Gud lige så meget far som hønemor. Ligesom jeg forstår, at der er himmelvid forskel på at underkaste sig den grænseløst gode Gud og så et andet menneske eller en evt. usund kultur. Men når jeg læser, må jeg snuble med tilhøreren anno 2021. Både tjenerindetermen i den gamle oversættelse og underkastelsen i den nye giver mindelser om bøjede nakker a la The Handmaids Tale.

Når det er sagt, så falder jeg heldigvis også over, at nådestermerne er udskiftet med udvælgelsestermer i den seneste oversættelse. Nåden kan jeg ikke få nok af, men jeg synes alligevel, det er vidunderligt, at det bliver (endnu mere) tydeligt, at Maria er en profetskikkelse; en Guds betroet medarbejder (»Gud har udvalgt dig, Maria. Du er noget særligt i hans øjne!«). Og så endda én, der modsat så mange af dem, vi kender fra GT, ikke nærmest pr. automatik takker nej eller ligefrem flygter fra opgaven.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad det er Maria er udvalgt til? Og hvad det betyder for os?  

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst? 

Sidst jeg prædikede over Maria (godt nok hende, der bryder ud i samfundsomkalfatrende sang), havde Corona lige lukket landet ned, og jeg følte mig som så mange andre overvældet, udsat og uden overblik over, hvad i alverden det var, der havde ramt os. Min prædiken kredsede om de definerende øjeblikke i vores menneskeliv. Om vores ansvar og menneskepligt til at sige ja til det menneskeliv, vi har fået foræret i fødselsgave og de mennesker, vi møder på vores vej gennem livet. Om det mod og den tillid (hvem sagde tro!), det kræver at stole på at livet det er livet værd på trods af tvivl og stort besvær, for nu at bruge Rosendals efterhånden ikoniske salmeord. Om den Gud, der har udvalgt helt almindelige forvirrede og frygtsomme mennesker som Maria og dig og mig til at være betroede medarbejdere på Guds rige – og lykkeligvis lader ånden komme over os når vi mindst venter det. 

3.      - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At udvælgelsen kan læses som en generel udvælgelse til moderskab. Og som en forherligelse af et pletfrit moderskab og den selvopofrende, selvudslettende mor, som kun de færreste kan leve op til. Måske er det al den seneste danske litteratur, der kredser om moderskabet, der får mig til at se, hvordan det kan se sådan ud...Dy Plambæk, der vandt Politikens litteraturpris for en bog med masser af voldsom fødsel, vold og våben sidste år, og Olga Ravn, der for nylig modtog samme pris, gør det helt klart: Moderskab rimer også på vildskab og vanvid og fødselsdepression og lorteparforhold og latterligt hårdt arbejde. Hvis jeg skulle prædike en dag med mange dåb og et rum fuld af udasede dåbsforældre, kunne jeg godt finde på at gribe den. For den evangeliske pointe er netop så anderledes end man først kunne foranlediges til at tro: Marias udvælgelse er ikke en udvælgelse til selvudslettelse. Maria bliver ikke udvalgt, fordi hun er et pletfri glansbillede. Maria er ikke glat og umenneskelig. Snarere tværtimod – og det er jo her evangeliet ligger og lyser (os og vores medmennesker op): Gud tryller ikke Maria om til noget, hun ikke er. Gud udvælger og viser sin storhed i Maria, der er os, der er Maria …

Og Maria kan man sagtens gå i bedene, selvom man hverken er kvinde, spor skruk eller mor for den sags skyld….Mystikeren Eckehart sagde (frit citeret) : Vi er alle kaldede til at være Guds mødre – for Gud venter altid på at blive født.

4.  Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Teksten fortæller os, at vi mennesker har et uendeligt potentiale — og at Gud har ufattelig stor tiltro til os. Ånden kom over mennesket Maria, og ånden kan også komme over os – uanset at vi måske slet ikke tør hverken tro eller håbe det. Gud er en Gud, der bruger ordinære mennesker til ekstraordinære ting! OG: Det skal og kan vi passende lære af. Vi kan og skal med middelaldermystikerens ord føde Gud. Eller som den amerikanske teolog Barbara Brown Taylor har sagt (igen frit både oversat og citeret): Vi skal smugle Gud og Guds rige ind i verden i vores egen krop!

5.  Hvad kommer det mig/os ved?

Jeg ville ikke kunne leve uden den evangeliske pointe, som jeg skal høre igen og igen, fordi jeg er typen, der så let bliver mismodig.

Jeg er Maria og Maria er et menneske og mennesket er mig. Og dig. Jeg har uendeligt potentiale. Jeg er elsket. Ja, mere end det: Jeg er en betroet medarbejder i stald hos den Gud, der bruger ordinære mennesker til ekstraordinære ting. Jeg er, ligesom enhver anden, sat her på jorden for at gå Gud i bedene. Jeg er Guds betroede smugler – og min smuglervare er den kærlighed, der får verden til at vokse!

Midfaste søndag 2021

Læs teksten her

1. Hvad jeg snubler over ved første gennemlæsning:

En prædikenvejledning skal naturligvis afleveres i god tid forud for selve søndag, hvor prædiken skal afholdes. Derfor er det i skrivende stund midt i februar måned. Jeg har lige siddet og forberedt mig til den næste prædiken, jeg skal skrive, nemlig prædikenen til 1. søndag i fasten. Med teksten til 1. søndag i fasten i baghovedet slår det mig, at den på et punkt korresponderer med teksten til midfaste søndag, nemlig i spørgsmålet om at magten til at kunne skabe brød ud af (næsten) intet. 1. søndag i fasten er det djævelen, der frister Jesus, som sulter efter fyrre dage i ørkenen, med, at han jo bare kan spise sig mæt ved at bruge sin magt til at skabe brød af stene. Men Jesus afstår fra at bruge sin magt til at lave et brødunder. Det gør han ikke Midfaste søndag. Hvad er forskellen? Den er naturligvis, at det i teksten til midfaste ikke er djævelen, der frister ham, og at han her skaber brød for at mætte andre, ikke sig selv. Alligevel er det som om djævelen lurer skjult gemt i menneskemængden i teksten til midfaste. For da de er mætte, ser Jesus, at folket vil de tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og da skynder han sig at trække sig tilbage til bjerget, helt alene.

2. Hvad jeg sagde, sidste gang jeg prædikede over denne tekst:

Jeg kredsede om talemåden ”Man ikke skal slå større brød op, end man kan bage!”. Jeg prøvede at problematisere den i lyset af troen.

Talemåden er vel sand, hvis man tænker, at det er os selv alene, der skal bage brødet. I så fald bliver det et meget diminutivt brød, vi slår op – måske bare en lille bitte bolle. Omvendt kan vi ikke leve, uden at slå større brød op, end vi kan bage. Vi kommer til at sulte, hvis vi skal leve af vores egen lille gnalling af en bolle. Ikke mindst åndeligt. Vi har simpelthen brug for et brødunder.

I teksten til midfaste slår Jesus et kæmpe brød op, men til forskel fra os, er der ikke grænser for, hvor stort et brød, han kan bage. I troen slår vi større brød op end vi kan bage, og det gør vi så at sige i håbet om at få hjælp til bagningen. Et eksempel på det er den bøn, hvor vi beder om at få hjælp til det, vi ikke magter.

3. Det nye for mig, når jeg læser teksten denne gang:

Det nye for mig denne gang er, at den viser, at der er noget djævelsk i at tro, at man kan bemægtige sig den store ovn til at bage det enorme brød, man gerne selv vil slå op. Er det ikke det, folkemængden forsøger? Er det ikke derfor, de vil tvinge Jesus til at blive deres konge? Når jeg læser teksten denne gang, forekommer folkemængdens reaktion mig nærmest uhyggelig. Og dyrisk. Afstumpet.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At der kan være noget farligt i at opfylde menneskers behov. At vi er lynhurtige til at ville bemægtige os guddommelig indgriben og gøre den til vores egen. Og at det ser ud til, at Jesus bliver helt overrasket og forskrækket over, hvordan folkemængden reagerer på at få stillet deres fysiske behov. At den åndelige dimension må med, hvis vi som mennesker ikke skal reduceres til at blive som dyr, der kun går op i det materielle.

5. Det kommer det os ved?

Jeg tror altid, det kommer os ved at blive mindet om, at vi skal være opmærksomme på, at livet ikke bare går ud på at få dækket sine fysiske behov, men at der også er brug for åndelig føde – og at det i virkeligheden er Gud, der giver os begge dele. Vi har brug for gang på gang at få åbnet øjnene for, at livet har en større dimension, at det ikke er 1:1, men at det hele tiden peger ud over sig selv, og at håbet bor i dette ”ud over”, dette overskud. Brød er ikke bare brød. I troens lys har det en himmelsk dimension. Mennesket er ikke bare menneske. Det er også Guds barn. Med alt hvad det så indebærer af Ånd og deraf følgende muligheder.

3. søndag i fasten 2021

Læs teksten her

Ole Buhl Nielsen, Brahetrolleborg, Krarup, Ø. Hæsinge

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Det første jeg snubler over, er dæmonerne! Hvordan taler jeg troværdigt og livsnært om kræfter og magter, der falder uden for et moderne verdensbillede? Findes der dæmoner eller er det snarere en anden tids forklaring på, hvad der gør et menneske ondt eller volder det ondt indefra? Jeg er alt andet end afklaret, for på den ene side virker det fremmed for det verdensbillede, min hverdag bygger på, og på den anden side tror jeg, at det er nødvendigt at tale om ondskab i et sprog, der er tilpas stærkt til at sætte ord på det uforklarlige i ondskaben og her kan det give mening at tale om dæmoni; også for at sætte det onde, der sker, ind i en sammenhæng, hvor jeg hører det tiltalt og modsagt i gudstjenesten i forsagelsen af Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Den næste ting, jeg snubler over, er at alle i situationen i Lukasevangeliet er enige om, at Jesus faktisk udfører en kraftfuld handling! Hans modstandere forsøger ikke at bortforklare det eller sætte spørgsmålstegn ved, om der foregår. De beskylder ham i stedet for at være i ledtog med Beelzebul, Fluernes Herre, et andet navn for Satan. Hvis nogen, vi ikke bryder os om, gør noget godt, begynder vi vel at motivfortolke og problematisere godheden i det gode, der er sket, og måske er det, vi er vidner til her og måske skal vi være bedre til bare at anerkende det gode, når vi møder det.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg stillede mig selv det spørgsmål, at hvis jeg skulle være et hus, hvilket hus skulle det så være? Jeg fortalte om min bedstemors hus, hvor jeg elskede at komme som dreng, men da hun var død og borte, var huset underligt tomt. Kun fordi min bedstemor i levende live fyldte huset med en bedstemors nærvær og kærlighed, var det et godt hus at komme i. Der skal noget levende til at fylde et hus og noget levende til at fylde et menneske! Fylder vi ikke huse og mennesker med liv og ånd, flytter noget andet ind, tomhed måske og hvad deraf følger! Tomme huse vandaliseres som regel efter nogen tid. Gør mennesker også?

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg hæfter mig ved udtrykket om, at det tomme menneske, ”huset” som den uddrevne ånd vender tilbage til, er fejet og prydet! Egentlig har jeg vist altid tænkt, at det bare stod tomt, men det er fejet og prydet! Det er fint og propert og rent. Minder det om os selv, når vi mener, at vi er rene og føler os retfærdigt oprørte og har ret i vort syn på verden og mennesker? Sofaudgaven af mig selv, når jeg ser nogen i TV-avisen, der er helt galt afmarcheret i deres syn på samfund, kirke, corona, håndbold, ungdommen nu til dags og hvad jeg ellers hører mig selv kommentere på? Dér, hvor jeg skråsikkert føler mig i min gode ret til at fordømme dem eller udøse min vrede i et kommentarspor på de sociale medier. Dér, hvor jeg kan volde nogen smerte og kompromittere mit eget indre liv. Kunne det at være fejet og prydet være billede på en slags indre renskuret tomhed og åndløshed? Dér, hvor der kan flytte 7 ting ind, der er værre: fx kynisme, dømmesyge, nedladenhed, hovmod, selvretfærdighed, snæversyn og mangel på empati. Og det sidste er værre end det første, hvor det første måske var, at jeg var i vildrede og ikke havde en klar holdning og manglede skarphed i mit blik på verden, og hvor jeg drev den usikkerhed ud for at være mere klar i mælet.

Måske skal man være varsom med at efterlade sig selv fejet og prydet, alt for ryddelig, alt for afklaret. Måske er det bedre at acceptere, at livet har sine mudrede sider og at det kan være livgivende at tage et livtag med dem, ikke for at smide dem ud, men for at komme til rette med dem.

Jeg har også spekuleret over, hvad det er, vi skal fylde på os selv og hinanden for ikke at være tomme og fejede og prydede! Jeg tror, at jeg vil tale om behovet for at fylde ord og ånd på sit indre menneske, først og fremmest Guds Ord og Guds Ånd, men også mere alment… det er min erfaring, at jo bedre ens trosmæssige og livserfarne ordforråd er, desto bedre kan man udtrykke og gribe, hvad der fylder en og hvad der sker omkring en.

Forleden dag, da det var tåget og tungt vejr, skrev en bekendt til mig, at dagen havde tågevinger, altså fra sangen ”Det er hvidt herude”: kom, sydvest, som frosten tvinger/kom med dine tågevinger/ kom og løs den bundne jord! Linjer som varsler opgør med frosten og lover et gryende forår! Et blik på vejret og det rette ord kan vende en tung tåget dag til håb og få mig til at se og tolke dagen anderledes og nærmest poetisk! Jeg tror, at det at have et aktivt ordforråd for tro og levet liv kan det samme. At det kan flytte noget i en! Hvis man er indhyllet i et indre mørke, så få en til at huske på, at for Gud er mørket ikke mørke, mørket er som lyset (Sl. 139). Eller at Jesus er vejen, sandheden og livet, så jeg selv i blindgyder og på vildveje i mit liv, kan stole på, at jeg i følgeskab med Ham er på en vej, der fører til liv. I stedet for at være fejede og prydede med fod på tingene må vi fylde på af livserfaring forbundet med hvert ord, der udgår af Herrens mund. At i det kan der være liv og frelse uden overhængende fare for at ende (alt for) renskuret og skråsikker. 

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Når man oplever ondt eller lider indeni, kan man ikke altid sige sig selv, at der findes stærkere kraft end det, der ødelægger ens liv. Men teksten fortæller, at der er en, der er stærkere, som kan overvinde det, der har besat/fyldt mig. At der er hjælp og værn mod en ødelæggende overmagt i ens liv. Evangeliet fortæller, at Kristus er den stærkere. Det kan være det eneste, jeg har at klamre mig til og det er ikke sikkert, at det føles trøstende nok i situationen, for det at tro Kristus driver ikke bare lidelsen ud. Men måske kan det sætte lidelsen på plads og fortælle mig, at lidelsen ikke er alt og heller ikke evig. Måske kan jeg finde den smule fred, der skal til for at huske, at da Kristus hang på korset og følte sig gudsforladt, var undergangen en station på vejen til opstandelse og påskemorgens sollyse glæde. At selv umulige dage kan være tågevingede dage.

Teksten fortæller også, at det at høre Guds ord og tage det ind, nærmest er mere saliggørende, end da Jomfru Maria bar Jesus i sit moderliv og siden ammede ham. I cistercienserordenen kender man fortællingen om abbed Bernard af Clairvaux, der i et stærkt syn oplevede, at Jomfru Maria pressede en dråbe mælk fra sit bryst over i hans mund. Han fik m.a.o. åndelig næring fra det bryst, Kristus selv havde diet. Det har siden for mange været et sindbillede på at blive udvalgt og velsignet med det fineste mest dyrebare og livgivende fra himmelen, men i stedet for en dråbe af Marias mælk er det åbenbart et tilsvarende under at høre Guds ord og bevare det, og det er ikke forbeholdt en kristen elite, men for alle, der vil lytte.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

At Kristus er den stærkere og kan værne mig mod ondskab, Djævel og evig død er det mest vedkommende af alt. At det at opsøge ånd og at omgås håb og tro og Guds Ord i sin hverdag, kan fylde en med liv og være frelsende og forløsende for et menneske, ja saliggørende!

2. søndag i fasten 2021

Læs teksten her

Dorte Wittrup Winther, Brændekilde og Bellinge sogne

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

At det er ordene der forandrer. Det er dialogen mellem den kanaanæiske kvinde og Jesus der forandrer dem begge. Hun insisterer på at blive hørt og i forsøget på at værfe hende af svarer Jesus groft sagt, at han ikke har noget at give til hende. ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus” og ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Det er kryptiske sætninger, der må betyde at Jesus (på dette tidspunkt) kun mener sig sendt til det jødiske folk = Israels hus. Og børnenes brød må betyde de fortabte jøder, som Jesus er sendt til. Han taler om børn, for de var stort set uden status på Jesu tid. De betyder så godt som ingen ting, men endnu værre er det dog med hunde, de hører end ikke til. Hvis man så skulle tage børnenes brød, altså de gaver som Jesus har at give, og i stedet give dem til mennesker der slet ikke på nogen måde hører til, et menneske der end ikke er jøde, så giver man brødet til de små ubetydelige hunde, så ødsler man gudsnærværet og de gaver som Jesus har at give væk. Man spilder med andre ord kræfterne. Men hun tager ham på ordet og svarer, at selv de smuler der falder fra bordet, dem er der nogle der ernærer sig ved. Det svar forandrer Jesus, så han fra dette øjeblik (ifølge Mattæus evangeliet) også retter gudsnærværet mod andre end blot de jødiske stammer. 

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Det var i 2015 kort tid efter terrorangrebene i København. Prædikenen tog dengang udgangspunkt i livet i grænseegne, der hvor to kulturer møder hinanden, ligesom Jesus og den kanaanæiske kvinde der mødes mellem to kulturer. Det er ofte sådan i grænseegne at kulturudtryk flyder sammen, sprogkundskaberne er ofte større og respekten for den anden kultur lever fint sammen med ens eget kulturelle ståsted. Det er ofte i kulturmøderne at vores principper kommer til kort, når vi ser det menneske vi står overfor. Som mennesker vinder vi ikke noget ved at trækker skarpe grænser op. Den kanaanæiske kvinde vandt noget ved at insisterer på samtalen, insistere på at grænsen ikke adskilte hende fra Guds nåde.

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At det er afgørende at tage hinanden på ordet. I samtaler, i dialoger og i møder. De små finesser i vores sprog udtrykker tit hvordan mennesker har det og tænker. Vi overhører nemt ordene, fordi vores forestilling om det menneske vi taler med lukker vores ører. Vores forforståelse af et menneske indretter vores blik og ører efter vores egne fordomme. I Danmark lever vi vores liv indenfor en forholdsvis ens ramme, med forholdsvis ens værdier, så vi kan så nemt tro, at vi ved, hvad der er godt og vigtigt for vores nabo, fordi vi ser hans og hendes liv i lyset af vores eget liv. Men vi må huske at tage hinanden på ordet indimellem, ellers stivner vores og vores næstes livsforståelse.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At livet udfoldes i dialog. I dialog mellem Gud og menneske eller mellem mennesker. Jesus lader sig forandre af kvindens ord, og han ændrer sit fokus. Og hendes evne til at svare på tiltalen viser forståelse for situationen, både den Jesus står i og den hun selv står i. Vores liv udfoldes også altid i dialog, uanset hvad vi bærer på. Det er ikke godt at være alene, det har været sandt siden skabelsen og er det stadig. Det gæler både for os selv og næsten at livet udfoldes når vi forstår hinanden og bliver forstået.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Tro ikke du skal leve livet alene. Tro ikke at du er uden betydning. Tro ikke, at du skal være alene i sorgen, selvom det kan være svært at være i samtaler med andre. Tro ikke at valgene for fremtiden skal træffes helt alene, bed vor Herre om at gå med på vejen. Tro på at der er mennesker der kender til de slag du får i livet, tro på at der findes ører der tør høre din historie. Tro at der er mennesker der tør tage dig på ordet, mennesker der lytter. Og tro ikke mindst, at du er det medmenneske, der kan lytte og gribe finesserne i din næstes ord, så forståelsen vokser og livet foldes ud.

Læs Dorte Wittrup Winthers prædiken fra 2015 her

1. søndag i fasten 2021

Læs teksten her

Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen Paarup sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Først snubler jeg over, hvorfor det er Ånden, der fører Jesus ud i ørkenen for at han skal fristes af Djævlen? Et sådan samarbejde mellem Gud og djævlen er jo ikke set siden Jobs-bog. Det gamle svar med, at Jesus skal bevise sin styrke holder ikke hele vejen, for hvorfor har Gud brug for et bevis fra Jesus? Eller er det måske mig, der har brug for et bevis på, at Jesus ikke skyder genvej, men vælger at leve som menneske med de samme muligheder som mig på trods af sin guddommelige natur. Det næste spørgsmål er så, hvorfor ørkenen? Ørkener er jo med mindre, man bygger et Las Vegas ikke et fristelsens sted?

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

At ørkener er øde og tomme, de er som Gud har skabt dem og derfor er de gode steder til at opsøge det, der har skabt os. Djævlens test, som Jesus består, førte jeg over på mit eget liv ved at spørge: ”Er jeg den eneste herinde, der hører djævlens ord om: Hvis du er Guds søn? som en dom over det liv jeg lever. Hvis Jeg var et Guds barn, ville jeg så selv falde for fristelsen? ” Svaret blev, at jeg heldigvis ikke er et Guds barn i kraft af mine egne valg, men i kraft af Guds valg.

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det nye er, at fristelsen er uundgåelig. Selv i ørkenen er den der. Selv Jesus blev fristet, han falder ikke, men fristet det blev han. Nyt er også at djævlens spørgsmål til Jesus også nogle gange er mit spørgsmål til Jesus, som når jeg siger til ham: Hvis ikke du gør det og det, er du ikke Guds søn?

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At fristelsen også er der, hvor alt andet er væk. Måske er det netop der man fristes til, at forlange beviser af Gud, eller man fristes til at tænke, hvis jeg var et Guds barn ville jeg så overhoved fristes.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Det er en vigtig pointe, at fristelsen slipper vi ikke for, den er med selv i en ørken. Vi fristes til, at sætte Jesus på prøve og tænke, at vi ikke selv er Guds børn, hvis vi falder for fristelsen. Et fald sker på en dag i en time, men handlinger bærer vi med os gennem livet som udtrykket: Engang tyv altid tyv illustrerer. Jeg kender faktisk kun kristendommens tilgivelse, der opløser den skyld, der opstår på en dag i en time, men bæres på et helt liv.

Fastelavns søndag 2021

Læs teksten her

Ulrik Andersen, Søndersø – Skamby

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Det er altid det samme, jeg falder over ved gennemlæsningen af den her tekst. Nemlig ordvekslingen mellem Jesus og Johannes. Johannes’ vægring overfor at døbe Jesus kan jeg godt sætte mig ind i, men det har altid faldet mig svært at forstå Jesu svar om, at opfylde al retfærdighed. Hvad mener han? Der er sikkert dygtige teologer, der har forsket i sentensen og fundet et svar, men ordvekslingen bliver ved med at være en snublesten for mig, når jeg sætter mig med teksten.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Hvornår jeg sidst prædikede over denne tekst ved en ordinær højmesse, husker jeg ikke. Det er meget længe siden. Søndagen bliver hvert år brugt til en børnegudstjeneste med efterfølgende fastelavnsfest, og prædikenen er derfor lagt an på det anderledes publikum. Den har været ganske jordnær og enkel. Fokus var på, at vi i dåben bliver Guds børn, ligesom røsten fra Himlen proklamerer, at Jesus er Guds elskede søn.

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

I år vil udfordringen være, at der ikke afholdes børnegudstjeneste pga. restriktionerne. Prædikenen skal rettes til de almindelige kirkegængere. Jeg vil benytte lejligheden til at dykke dybere ned i den del af teksten, der er min snublesten. Hvad mener Jesus? I Ida Jessens ”Bibelhistorier” er dialogen mellem Jesus og Johannes udvidet i kapitlet ”I ørkenen”, hvor scenen genfortælles. Jeg vil nok lade prædikenen have udgangspunkt i det svar Jesus giver: ”Jo, du skal døbe mig, havde han sagt, ”for Gud har brug for menneskene, og det har Guds søn også. Jeg er blevet født af et menneske, jeg skal døbes af et menneske, og snart, når jeg skal dø, vil det blive menneskene, der dræber mig.”

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At Guds søn har brug for et menneske til at formidle hans bekendtgørelse som Kristus. Det siger ikke sig selv, at dåben i Jordanfloden er det nødvendige middel til at indlede Jesu gerning frem mod påskens begivenheder. Kunne bekendtgørelsen af Jesus som Guds søn have fundet sted på en anden måde et andet sted? Muligvis nok… men teksten her siger os, at dåben var nødvendig.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

At dåben er en nødvendighed for at bekendtgøre Jesus som Kristus, siger også noget om det, dåben i dag gør for os. Jesus har fra fødslen været Guds søn, men dåben aktiverer så at sige relationen mellem dem. Vi mennesker er fra fødslen også Guds børn, men dåben bekendtgør det og giver os et løfte om, at Gud er med os. Når vi kommer til dåben, gør vi det vel i et håb om, at Gud dér møder os. Teksten i dag lærer os, at det gør Han.

Seksagesima 2021

Læs teksten her

Kristina Løvenstrøm, Vindinge Sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler – som så mange gange før – over de pile, der peger i hver sin retning, dér, hvor de tilsyneladende burde mødes og følges ad. Eller sagt på en anden måde: Jesus siger til disciplene, at Guds riges hemmelighed er givet til dem. Og på samme tid stiller han dem spørgsmålet: Forstår I ikke denne lignelse? Noget burde være indlysende for disciplene, som er tættere på og ligefrem ’indenfor’, Men det er åbenbart ikke lettere for dem. Betyder det mon, at mennesker er mennesker – lige tæt på og lige langt fra Gud – uanset hvor meget, man er ’indenfor’ eller ’udenfor’?

Der er noget, der ikke hænger sammen her … og det forstyrrer min logik!

Jeg snubler også over den virkelighed, som Jesu gennemgang af lignelsen afslører for mig. Den får mig til at tænke: Hvor meget og hvor lidt bestemmer vi mennesker egentlig selv, når det gælder ordet? Er vi bare marionetter – eller kan vi villigt/modvilligt tage imod/afvise, som det passer os?

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Jeg sagde, at dagens lignelse i en eller anden grad er behagelig for vores forstand. Den er nem at gå til, og det er oplagt at dele mennesker ind i kategorier: der er dem, der tager imod og dem, der ikke gør – og så er der grader ind i mellem. Med vores forstand forsøger vi på den måde at få styr på og kontrol over lignelsen … et meget godt billede på livet generelt. Men måske kunne der være en pointe i at gå til lignelsen med noget andet end forstanden?

Lignelsens ærinde er at nære vores tro og give os vores frihed til at være menneske tilbage – ved at overlade at have styr på og kontrol i livet (på det dybe plan) til Gud. Hvad sker der, når vi går til lignelsen med troens øje i stedet for forstandens? Måske får vi blik for noget andet og nyt?

3. og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Ligesom sidst også denne gang – for jeg når at glemme det hele, inden vi når første tekstrække igen! – landmanden. Den meget ødsle landmand, der strør om sig med korn, som om han havde nok af det! En landmand eller sædemand, der er ligeglad med, hvor kornet lander. Som strør om sig i håb om og nok også vel vidende, at noget falder i god jord og noget ikke. Og som på trods af det ikke holder et eneste korn tilbage. 

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Det er svært at vide, hvad man ikke kan sige sig selv. Men jeg ved, hvad jeg selv har godt af at høre. Mit fokus lander meget ofte på den del af lignelsen, jeg kan forstå og forklare. Jeg har en tilbøjelighed til at glemme eller overse det, som er forunderligt. Fx at korn helt af sig selv ved, hvilken vej det skal for at komme til lyset og livet. Og at jeg bare står og glor, mens det vokser. Og at Guds ord ikke vender virkningsløst tilbage. Sagt med lidt andre ord: Gud står bag sin kærlighed. Den kærlighed, der vil og kan nå os, uanset hvor vi er i livet. Og uden at vi gør noget for det.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Det, der rammer og nærer min tro er netop ofte det, jeg ikke kan sige mig selv og må have et sted udefra. Så det bekommer mig vel at få korn smidt i nakken på denne her måde. Tanken om, at de falder – selv på de steder, hvor de måske ingen gavn gør – glæder mig usigelig meget. På mine egne og på andres vegne. Det siger lidt om, hvor lidt magt jeg (og vi) har til at styre og kontrollere Gud. Og hvor meget vi har lov til at være det, vi er: Mennesker. Nogle gange kræver ordene tid – som at være gravid i 9 måneder. Derefter følger livet.

Jeg tror på, det er både godt og sundt for os at få øjnene op for forskellen på det, Gud kan, og det, vi selv kan. Få øjnene op for sædemanden og hans kærlige ødselhed. 

Septuagesima 2021

Læs teksten her

Lene Kjemtrup Christensen, Søndersø og Skamby

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Hvem er hvem i den her historie? Hvem er Gud? Hvem skal høre fortællingen? Hvem er jeg?

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Ingen anelse om, hvad jeg sagde sidst.

Det nye er, at jeg plejer at føle mig ramt som en af de første arbejdere - sur og misundelig. Nu er jeg måske mere ramt af den, der får mere end forventet. Gad vide, om det skyldes alder? Eller erfaringen med et samfund, der lukker på af en pandemi, og det selvfølgelig bliver usikkert? Eller også bliver jeg dårligere og dårligere til at se mine egne svagheder?

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At vingårdsejeren (Gud) giver mere, end man kan forvente, og at man i stedet for at tager imod med taknemmelighed lynhurtigt kræver mere… gerne på bekostning af andre. Og det bliver man blind for i en almindelig grå januar hverdag.

Hvad kommer det mig/os ved?

Måske skal jeg løfte blikket fra, hvad andre får og har og gør. Hvis jeg nu ikke bruger min tid på at fokusere på det… Hvad ser jeg så?

Jeg prøver at forestille mig mine handlinger, hvis jeg ikke gik op i, hvordan de andre gør. Ville jeg være mere taknemmelig? Mere tilfreds? Mindre grådig? Hvordan ville den offentlige debat se ud, hvis ikke alle havde mere travlt med at hamre på hinanden end at byde ind med sit eget?

Hvordan ville livet se ud, hvis jeg kunne rumme, at jeg nok skal få? Jeg behøver ikke at slås for opmærksomhed. Jeg behøver ikke at have svært ved at se andres succes. Jeg ville nærmere mig en sindstilstand af væren i stedet for stræben. Og deri ligger Guds kærlighed og vente på at blive båret ud i verden.

Sidste søndag efter Hellig tre konger 2021

Læs teksten her

Louise Schousboe, Aunslev-Bovense og Hjulby sogne, Nyborg provsti

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Hvordan disciplene bliver grebet af frygt over at se den forvandling, der sker med Jesus og over at høre Guds stemme. Hvordan Jesus ser deres frygt. Siger til dem: Rejs jer og frygt ikke! At det som de hører Gud sige, er omtrent det samme som Gud siger den dag Jesus bliver døbt i Jordan floden af Johannes døberen. Guds blåstempling. Det der tilføjes her er: Hør ham! Også Peters meget menneskelige ønske om at få lov til at blive deroppe på bjerget. Fastholde det salige og store øjeblik.

Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?   

At vi har brug for ord med lys i i disse mørke tider. Guds ord skaber lys. Guds ord lyser op i mørket. Vi har brug for at høre om ham, der om sig selv sagde ” Jeg er verdens lys”. I gennem de bibelske fortællinger som vi hører i Hellig tre konger tiden,  Epifani tiden kastes der lys over, hvem Jesus er. Hvordan han er sand Gud og sandt menneske. At han er forbundet med de store profeter Moses og Elias. At han har sin egen plads i Guds store frelseshistorie. Kort tid forinden har Jesus fortalt sine disciple, at han snart skal gå til Jerusalem og lide og dø på et kors. Det har de haft mere end svært ved at kapere. Hvorfor? Vil Gud virkelig lade sin søn dø på et kors? Måske er nogle af dem kommet i tvivl om Jesus virkelig er Guds søn, sådan som de er kommet til at tro. Det, der sker på bjerget gør klart, at Jesus er Guds søn. Tænder troen i dem igen.   

Og hvad nyt er der for dig, når du læser den denne gang?

Jeg har ikke tidligere fæstnet mig så meget ved det faktum, hvor bange disciplene bliver. Deres Guds frygt. Hvad vil det sige, at frygte Gud? Er det, at være bange for, at Gud staffer os i sin vrede? Eller er det, at kende sin plads? Se i øjnene hvem man er i forhold til Guds overvældende storhed. Lære og øve sig i den sande ydmygheds svære kunst. Se og indse, at det ikke er os og aldrig bliver os, der er universets herrer. Det er Gud, der har skabt og styrer alt.  Og det skal vi lade ham om.

Hvad siger teksten som man ikke kan sige sig selv?

At Jesus er Kristus. Eller måske snarere omvendt. Kristus er Jesus. Som også Paulus igen og igen fastslår. F.eks.  Kolossenserbrevet kap. 1 vers 15 ff At Jesus er Kristus, logos, Guds oprindelige tanke. Der var med ved skabelsen. Det lys som blev skabt som det allerførste. Det lys som verden blev til i.  1. Mosebog kap 1. vers 3. Inden Gud satte solen og månen og stjernerne på himlen. Vers 14.   

 

Hvad kommer det mig ved?

Jesus som er Kristus, Guds søn gik ned ad bjerget igen. Han blev ikke i sin himmelske urørlighed. Han er midt i livet. Hvor vi er. Han kommer til os, der sidder i dødens og mørkets skygger. Med sine ord lyser han op i vores liv. Han lider med os. Han viser os, at Gud er den medlidende Gud. Han ser vores frygt. Han siger til os: Rejs jer og frygt ikke!

Måske man kunne sige, at søndagens gudstjeneste, hvor det bliver klart for os, at Jesus er Guds søn og hvor vi møder ham selv lyslevende i sine ord og i sin ånd er en forklarelse for os. Vi kan stemme i med Peter: ” Herre, det er godt at vi er her.” Men vi skal ikke forblive i kirkens lyse indre. Vi sendes bort derfra med Guds velsignelse. Ud der, hvor livet levet. For at tjene vores medmennesker. Vi sendes afsted for at være verdens lys og jordens salt i hinandens liv.  

2. søndag efter Helligtrekonger 2021

Læs teksten her

Karen Blauenfeldt Dam, Ringe sogn

Hvad jeg snubler over ved første gennemlæsning af evangelieteksten
Det overdådige i Jesu vin-under. Ikke bare fremtryller han vin i overflod, men endda vin i god kvalitet. Og det endda til trods for vi sikkert er en del, der i vores ungdom er blevet indprentet at man altså godt kan more sig uden alkohol!

Og hvad jeg sagde sidst, for 2 år siden
At vin-underet i Kana er en del af epifanitidens afsløringer af at julens Jesus – det lille barn med den noget ydmyge start på livet – faktisk er Guds søn og Gud selv, kulminerende med forklarelsen på bjerget den sidste søndag efter helligtrekonger.

Hvad er så nyt denne gang?
Det mest nye i 2021 er vel at januar om muligt er endnu mere grå og trist end ellers. Al corona-tristesse taget i betragtning. Det kan selvfølgelig gøre lyset og herligheden fra epifanitiden større og mere strålende, men det kan måske også gøre det sværere overhovedet at få øje på?
Som GT-læsningens Moses har vi vel også den største lyst til at sige til Herren: ”Lad mig dog se din herlighed!”

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Først og fremmest at Jesus er Guds søn. Guds overflod og herlighed er kommet her til jord. Og hvor tit får vi mon øje på det?
Dernæst at vi kan ikke tåle at se direkte ind i lyset – vi har brug for noget, der fortolker livet for os; brug for Jesus, for at vi i Ham kan se Guds vilje med os.

Og hvad kommer det så os ved?
Jeg hører evangeliet som en opfordring til at se noget andet end en grå og corona-ramt januar-verden.
Kig op!, synes det at sige, Og du vil se en flig af noget stort, herligt og strålende.
Eller…. kig hen, kig ned, kig under og inden i. For Guds storhed er jo ikke kun i det ophøjede, men lige så vel i det fornedrede, på korset og i alt det usle i vores liv.
For sjovt nok får vi også lige Paulus’ ord med os i dag: ”Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave.”
Og sidder man bænket til bryllup i Kana med rigeligt med god vin i ryggen, så virker Paulus altså umiddelbart lidt som en lyseslukker.
Men måske er han det ikke alligevel: for når han siger stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, så er det jo sagt på baggrund af, at det høje netop har inkarneret sig i det lave.
Så søg ikke Gud i alle mulige renhedsforskrifter og renselseskar, - eller slankekure og januar-løbeture. Det er ikke dét, der gør, at det går an med dig og dit liv. Men søg Gud i forholdet til din næste. I livet og glæden i det ”Jesu Kristi rige, der netop er vidunderligst af alt her på jord” – som man så passende kunne synge efter prædikenen.

Helligtrekongers søndag 2021

Læs teksten her 

Peter Ø. Jacobsen, Sankt Hans Sogn

Sidst jeg prædikede over denne tekst var tilbage i 2013, hvor menigheden ved Sct. Michaelis Kirke i Fredericia sendte et ungt par ud som missionærer i Tanzania. Prædikenens tema er den værdighed, det lille Jesusbarn har, siden det tilbedes af de vise mænd og oplyses af særlige himmelfænomener. Et slags oplæg til julens tilbedelse af Jesus.

I år snubler jeg umiddelbart over magtudfoldelsen i teksten. En magtfuld(kommen) kong Herodes, som kommer til at stå i et lidt komisk lys, fordi han bliver forfærdet over den her nyfødte konge, som skulle være født uden hans vidende! Uarks – er der noget, jeg har ude af mine mægtige hænder!? Nu gør vi jo ikke grin med præsidenter og folk i høje embeder, men der er jo et lidt komisk præg over nogle af verdens mest mægtige mænd i disse år, som alle må indse, at der kan komme kræfter over nationen, de ikke er herrer over. Kongen i krybben derimod har derimod en magt, som netop overgår naturens luner (både naturen derude og menneskenaturen). Derfor fortjener han al ære og tilbedelse.

Det, som vi ikke kan sige os selv, er naturligvis selve herligheden hos Jesus. Helt som når vi fokuserer på vores tro. For det blotte øje, for den umiddelbare følelse og erkendelse, ligger den bare som et hjælpeløst barn i en vakkelvorn krybbe. Men pga Guds tilsagn og løfte bærer barnet og troen på barnet selve Himlen i sig!

Læs prædikenen her

Nytårsdag 2021

Læs teksten her

Mette Behrndtz, Nr. Lyndelse sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg undrer mig over, at jeg i min kristne kontekst skal forholde mig til noget så jødisk som omskærelse eller omskæring. Hvad er den dybere mening med at placere sådan en tekst netop på årets første dag?   

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg prædikede først og fremmest over dét at navngive sit barn. Jesus får navnet Jesus, fordi han skal fortælle mennesker, at Jahve - altså Gud – frelser, hvilket er, hvad navnet Jesus betyder. Navnet er knyttet uløseligt til Jesus’ opgave. Det gælder i det hele taget de bibelske personer. Man får ikke sit navn, fordi det er flot og velklingende, men fordi der er omstændigheder, man er født ind i, og fordi der er en opgave, der venter. For eksempel får Abraham netop dette navn, fordi det fortæller, hvad hans opgave er: Han skal blive ’far til mange’.

I dag, hvor mange forældre giver deres børn unikke og flotte navne, der først og fremmest skal lyde godt, er det tydeligt, at fokus har fået et mere æstetisk perspektiv. Livet i dag handler i højere grad om at lyde og at se godt ud. Men at give sit barn et unikt og velklingende navn ændrer ikke på de omstændigheder, som barnet er født ind i. Man kan hedde nok så fine navne som Diddedarling, Engel eller Jura. Det ændrer bare ikke på, om man kommer fra Haderslev, Herlev eller Årslev. Vigtigere end navnet er det at tage sin livsopgave på sig, og den rækker langt ud over, hvad der er æstetisk og velklingende. Jesus gik således hele vejen indtil døden for at tage sin livsopgave på sig. En livsopgave, som også lå i hans navn: At vise verden at Gud frelser.

3.  - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At omskæring er blevet sådan et aktuelt emne, der i løbet af 2020 er blevet heftigt debatteret og har givet anledning til et lovforslag, der forbyder omskæring af mindreårige. Denne debat har givet mig mod til at bevæge mig i en ny retning i årets nytårsprædiken. Da jeg desuden har været omkring emnet ’Covid-19’ en hel del gange i løbet af 2020, er det en anledning til at prædike over et helt andet – ja, nyt emne.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Teksten, som jo er ganske kortfattet, bliver særlig interessant i lyset af Christian Hjortkjærs kommentar ’Det gør man bare ikke’ på Folkekirkens hjemmeside. Ud fra en ren fornuftig betragtning argumenterer han for, at omskæring af små drenge er meningsløst. For det gavner intet at blive omskåret, og så medfører det smerte. Til gengæld har omskæringen en enorm betydning. Ja, man kan ligefrem tale om en merbetydningsværdi. For omskæringen er en del af et ritual, og netop ritualet gør, at barnet bliver en del af et socialt fællesskab. Et fællesskab som ethvert barn, ethvert menneske er absolut afhængig af.   
     Nu var Jesus kendt for at have en hel del kradse holdninger og for at kritisere datidens samfund og sin egen religion. Men intet sted taler han negativt om det faktum, at han blev omskåret uden at blive spurgt! For Jesus var det tilsyneladende en positiv ting, der bragte ham trygt ind i livet og ind i et vigtigt fællesskab. Og derfor giver det faktisk ret god mening at læse teksten nytårsdag. For her bevæger vi os jo fra et gammelt til et nyt år. Fra det kendte til det ukendte. Vi taler ofte om nytårsfortsætter, men i virkeligheden burde vi tale om ritualer. Ikke mindst i denne usikre tid, vi befinder os i lige nu. Et nytårsritual kunne fx være at komme hen i kirken for at synge ’Vær velkommen, Herrens år’ og ønske de andre kirkegængere ’godt nytår’ over et glas portvin. Det kan godt være, at det i en tid med Covid-19 og diverse restriktioner kan virke som en temmelig meningsløs ting at gøre. Men derfor kan den sagtens være fuld af betydning for alle, der kommer og er en del af ritualet.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Særligt nu er emnet relevant, fordi det er med til at understrege, hvor vigtige ritualerne er for os. Hvor meget de betyder for det sociale fællesskab, var nedlukningen af Folkekirken i 2020 et rigtig godt eksempel på. Det var givetvis meningsløst at lade kirken være åben pga. den alvorlige situation. Ikke desto mindre havde det en enorm betydning, da den måtte lukke – måske ligefrem en merbetydning - for de mennesker, der havde stort udbytte af fællesskabet i den.  

Anden juledag 2020

Læs teksten her

Eva Fischer Boel, Munkebo

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning (jeg læser både evangelieteksten og lektieteksten fra Apostlenes Gerninger)?

I forhold til evangelieteksten snubler jeg over dens voldsomhed med brug af ord som forfølgelse, pisk og korsfæstelse. Og blod! Masser af blod, som åbenbart vil blive opsamlet og til sidst hældt kollektivt ud over den slægt, Jesus raser over og skoser. Jeg synes, der er en skuffet og bitter tone i Jesu ord, som er alt for menneskelig, og som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med. Tonen er så ulig den, der er i Stefanus’ ord i ApG, hvor han – inden han udånder – råber: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd”.

2. Hvad sagde du, sidste gang du prædikede over denne tekst?

Jeg prædikede over denne tekst sidste gang i 2016. På det tidspunkt var der kommet frygtelige historier ud fra Aleppo i Syrien om forfærdelige overgreb, og for ganske nylig havde en mand stjålet en lastbil og havde kørt den ind i en folkemængde, som var forsamlet på et julemarked i Berlin. Nu skulle vi så også høre denne ufredstekst af evangelietekst. Og måske kommer vi også lige fra nogle julefrokoster i familiens skød, der åndede alt andet end fred, og hvor konflikterne lurede lige under overfladen. Hvor blev julefreden af? Og findes der overhovedet en sådan? Eller er juleevangeliet med dets lille sårbare nyfødte barn og tale om fred bare noget naivt pladder og bare helt væk fra vinduet?

Prædikenen kom derefter til at handle om Guds måde at skabe fred i verden på. Om kærlighedens skrøbelige magt versus den magt, der sætter sig igennem med tvang. Gud kan ikke med magt sikre freden, men hans budskab kan være med til at stifte fred, hvis tager i mod det, og så godt vi evner udlever det i kærlighed og tilgivelse. Jesus inkarnerede og udlevede budskabet. Stefanus udlevede det også. Gud har plantet freden som et skrøbeligt frø i verden i skikkelse af et forsvarsløst menneske, et barn. Velsignet være barnet, der kommer i Herrens navn.

3. Hvad er nyt for dig, når du læser det denne gang?

Jeg hæfter mig ved ”ramtheden”. Stefanus bliver selvfølgelig helt bogstaveligt talt ramt af de sten, der bliver kastet imod ham. Det er der ikke noget nyt i. Men det er nyt for mig, at også folket er ramt: De ”bliver ramt i hjertet”, da de hører, at Stefanus angiveligt skulle have talt spottende om Moses og Gud. Og ikke mindst er Jesu ”ramthed” ny for mig. Hans ve-råb over de skriftkloge og farisæerne, der går forud for dagens tekst, viser, at han er ramt af deres hyleri. Han er også ramt af, at jøderne ikke vil tage imod ham. Her er han kommet til dem med hjertet forrest, sårbar og åben. Og så afviser de ham. At det gør ondt, hører jeg pludseligt tydeligt, synes jeg. Og Matthæus lader også Jesus være billedligt ramt af de sten, der efter hans tid skal kastes på de kristne.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Når noget eller nogen rammer os og sårer os, så reagerer vi ofte med billedligt talt at kaste den sten tilbage, som blev kastet på os. Da folket bliver ramt i hjertet, så bliver de farlige, ja deres ”ramthed” er dødbringende. At det er sådan, det er, kan man næsten sige sig selv, for det er en meget menneskelig reaktion. Den, der har et hjerte, kan blive ramt.

Hvad man ikke kan sige sig selv er, at det åbenbart er muligt at blive ramt og svare tilbage på en anden måde – ikke med den samme sten kastet i vrede, men med kærlighed og tilgivelse, som Stefanus gør det. Jesus svarer i sidste ende også på den måde. Han besvarer sin korsfæstelse med kærlighed. Og det blod, der bliver udgydt besvarer han med sit eget rensende blod.

 

Hvad kommer det mig/os ved?

Vi kender alle til at blive ramt. Det kan være, hvis det der er umisteligt for os, trædes under fode. Det kan på den værdimæssige front fx være demokratiet, ytringsfriheden eller menneskerettighederne. Det kan – og med rette – få os til at reagere kraftigt. Vi skal selvfølgelig stå vagt om vores grundværdier. Forsvare dem i ord og handling. Men hvis vores grundværdier er kristne, skal vi nok nøje overveje måden, vi reagerer på, og bruge et øjeblik til at rette blikket væk fra os selv og op mod himlen. Det er mere end fristende at returnere den sten, der har ramt os, på samme voldsomme måde, som den blev slynget mod os. Og nogen gange er det jo også os selv, der kaster den første sten. Men det skaber ikke fred, tværtimod. Jesus og Stefanus, derimod, viser os fredens vej.

Ikke mindst på det personlige plan kan vi blive ramt på alle mulige måder. Man kan fx blive ramt af Amors pil, og det er jo almindeligvis dejligt, når det sker. Men dem, vi elsker, er også dem, der kan ramme os hårdest. Skilsmisser kan udarte sig til veritable skyttegravskrige med børnene som gidsler.

Netop i år er det nok lidt småt med de store familiefrokoster hen over julen, men ellers kan sådanne julefrokoster ledsaget af godt med snaps og øl let udarte sig til en slagmark, når vi efterhånden er ved at få nok af hinandens irriterende kasten med småsten. Måske synes jeg så lige, at jeg skal returnere den bemærkning svigermor (måske uvidende) ramte mig svigende i solarplexus med ved at senere den tilbage for fuld skrue. I den situation ville det nok være fint at låne bare en flig af Stefanus’ strategi for julefredens skyld…..

Juledag, Lukas 2,1-14 2020

Læs teksten her

Line Nissen, Sct. Jørgens kirke, Svendborg

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Juleevangeliet hører til det mest folkelige af alle evangelier, i den forstand, at det er det mest almindeligt kendte. Alle børn i landet har hørt det i løbet af december og helt almindelige mennesker valfarter (normalt) i kirke juleaften for at høre netop dette evangelium.

Jeg snubler altid over, at der skal prædikes over samme evangelium på to på hinanden følgende dage. Juleaften i en lettere form (man vil jo ikke skræmme kirkegængere væk). Juledag, kan der gås lidt mere til den (det er feinschmeckere der sidder på kirkebænken).

I år kan jeg ikke undgå at læse den aktuelle pandemi ind i evangeliet. Hverken juleaften eller juledag.

Indlysende paralleller til vores tid:

Kejseren befaler, folket følger. Også selvom det er ubekvemt og potentielt dødeligt, for dem at gøre, hvad der befales.

Der er ikke plads i herberget – end ikke til selveste Guds søn.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over dette evangelium?

I 2014 prædikede jeg om Guds død, forstået som menneskets selvstændiggørelse og frisættelse fra Gud, på godt og ondt. På godt fordi vi er sluppet for at være underlagt snærende bånd og den sorte skole. På ondt, fordi mennesket sejrer ad Helvede til og bliver forbandet frit, når det tager Guds plads og selv skal fylde det hele.

Selvom Gud er aflivet, mangler han alligevel. Som den døde morfar: han er der ikke mere, men hans plads er der stadigvæk i skikkelse af den stol han altid sad i. Ingen kan fylde morfars stol, som morfar kunne. Ingen kan fylde Guds plads, som Gud kan.

Julen er at Gud tager sin plads i verden tilbage og frelser os og tager byrden af at være gud fra os.

3. – hvad er nyt for dig, når du læser det denne gang?

Fordi juleevangeliet er forbundet med højtid, familie, samvær, traditioner, der med djævelens vold og magt skal være som de plejer, er faren, at Jesu fødsel bliver en sødladen fortælling. Men det er det jo ikke. Det er dramatisk. Fornemmelsen af udstødelse og overgreb og ubarmhjertighed driver gennem hele evangeliet.

Der er tale om en ung kvinde, der i moderne optik bliver krænket, idet hun bliver tvunget til at lægge krop til at føde Guds barn. Der er en mand, der bliver tvunget til at være papfar til Guds barn. Det ugifte(!) par bliver oveni købet befalet at tage på en lang og ubekvem rejse, blot fordi magthaveren, som de ikke engang selv har valgt, skal tælle deres hoveder. Ingen tager sig af dem. Kvinden må føde sit barn i en stald, fordi der ikke er plads til dem. Hyrderne på marken er også overladt til samfundets udkant og de farer, der lurer i mørket.

Det er ikke nogen køn historie. I hvert fald ikke før Gud bryder igennem og skaber liv og lys.

Men end ikke liv og lys er entydigt godt. Livet kan være frygteligt. Hvilke fremtid venter det arme barn, der bliver placeret i koens fodertrug af det unge forældrepar, der afslører, at de famler i blinde, når det kommer til spædbørns pleje og behov? Guds lys kan være frygteligt, som hyrderne oplevede det, da englen står foran dem.

4. Hvad siger evangeliet, som man ikke kan sige sig selv?

Gud er overraskende. Han er ikke magt. I hvert fald ikke i julen.

Selvom vi måske har vænnet os til at have en form for magt til at kunne få det sådan nogenlunde, som vi synes vi vil have det og efterhånden ikke finder os i noget som helst og der trækkes fronter op og befolkninger bliver delt i rød og blå; i dem, der er plads til og dem, der ikke er plads til; dem fra den ene kommune og dem fra den anden; dem der tror på det ene og dem, der tror på det andet, så har alle mennesker det til fælles, at de har været et magtesløst barn. Ligesom Gud.

Juelevangeliet kan pege på det fællesskab, der hæver sig op over individuelle behov og meninger og frygt for det ene og andet. Med Jesus i centrum ser vi et menneskeligt fællesskab, der fremhæver sårbarheden og nænsomheden, sådan som det kun kan være, når Gud er den, som ansvaret for liv og død og verdens fremtid hviler på.

 

5. Hvad kommer det mig/os ved?

ALT!

Det, der slet ikke kan lade sig gøre, når ethvert menneske er så forbandet enestående og rethaverisk, at det ender med at stå ene og forladt med ansvar for liv og død, for ret og vrang, og verdens fremtid på sine skrøbelige menneskeskuldre, det skete i stalden i Betlehem.

Det betyder noget at høre, at Gud er blevet født som et lille, sårbart og skrøbeligt barn ind i vores verden, for at samle os og frelse os fra det, der truer os allermest. Det, der truer verden og alle dens indbyggere allermest er manglen på barmhjertighed, som selv juleevangeliet er gennemsyret af.

Juleaften 2020

Læs teksten her

Dorte Wittrup Winther, Brændekilde og Bellinge sogne.

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Ordene er så kendte, at teksten skal læses langsomt, for at få nuancerne med. Man synes man kender det hele. ”Og det skete i de dage”, folketællingen, fødslen i stalden, hyrderne og englene. Da jeg er vokset op på en gård, hvor der hvert år op til juleaften blev sørget ekstra godt for dyrene, så sker det nærmest automatisk at den varme og rolige lyd af køer der gumler på høet ledsager fødslen i stalden. Igen i år må jeg minde mig selv om at snuble over fødslen i stalden. Huske at det ikke er for hyggens og tryghedens skyld at Guds søn blev født i en stald. Det var fordi der ikke var plads og ingen ville finde plads til en fødende kvinde.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Stillede julemandsmoralisme ”Så må vi se om du har været sød i år, og derfor får gaver” overfor nåden i kristendommen, at Jesus ikke blev født fordi menneskeheden havde gjort noget for at fortjene denne ”gave” i form af Gud der kom til verden i krybben i stalden. Ethvert barn kender julemandens årlige opgørelse over om man har været sød. Heldigvis gør vor Herre ikke regnskabet op på den måde, i stedet kommer barnet til verden julenat for at forsone sig med mennesket på trods af om vi har været søde, slår til eller lever op til egne og andres forventninger.

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Den første linje ”Og det skete i de dage” udtrykker at det er nu. Tiden er kommet, den tid profeterne har beskrevet og ventet på. Det er nu. Det er her vores tidsregning tager sit udgangspunkt. År nul. Det er herfra Guds fortælling med menneskene får et helt nyt udgangspunkt. I begivenhederne julenat med stalden, hyrderne og englene.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At Guds fortælling med menneskene sættes i gang uanset om timingen passer. Der kunne have været tider i historien hvor der ikke ville være så mange forhindringer for Josef og Maria, som kravet om at rejse til folketælling og manglen på plads i de fyldte herberger. Gud finder sted også der hvor man ikke venter det.

Hvad kommer det mig/os ved?

2020 har været et år hvor vi har udskudt fester til senere. Udsat livet til en anden dag, til et andet år. Vi kan tro at livet er sat på pause til der kommer bedre tider. Men Gud ventede ikke på bedre tider for at lade Jesus føde, ”for det skete i de dage”, fødslen fandt sted på trods, tiden blev sat i gang uanset timingen. Vores morgener og livsdage kommer til os - også under pandemien. Vores liv er et liv på trods af begrænsninger, og vi kaldes til det hver dag. Også i 2020.

4. søndag i advent 2020

Læs teksten her

Af sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby – Aastrup

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

I de sidste mange år har vi her i Vester Aaby og Aastrup på den sidste adventssøndag valgt at holde en tidlig gudstjeneste, så menigheden bagefter kunne nå ud og købe de sidste julegaver. Men denne gang giver vi den fuld skrue i (endnu) et forsøg på at trække presset væk fra den 24. december. Måske kunne nogen vælge denne søndag som deres julegudstjeneste?

Med det i baghovedet kan man snuble over, at der ikke er meget jul i denne søndags tekster. Selv om det, når man når frem til 4. søndag i advent i forvejen er svært at holde fast i, at advent ikke er jul, er det en (spændende?) udfordring at få prædiket jul ind i denne tekst under de omstændigheder, der gælder i år. Lige som det som regel er en udfordring at holde fast i adventstiden så tæt på jul.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

”Hvem er du?”

Sådan stod der bag på det lille program, der var trykt til 4. søndag i advent i 2018. Det var jødernes og levitternes spørgsmål til Johannes Døberen, og det blev dagens spørgsmål til kirkegængerne. Ikke kun til Johannes, men også til dem selv. Hvem er du, når det snart bliver jul?

Jeg brugte billedet af to hunde, der løber langs med et stakit på hver sin side og gør indtil de kommer til en låge i hegnet, hvor de begge bliver lige forskrækkede over pludselig at mødes snude til snude. Er det et billede på vores jul, hvor mange pludselig skal være sammen i mange dage og på en måde, der sætter forventningerne til glæde og lykke højt? Hvad sker der, når vi pludselig står over for hinanden ved en låge i arbejdshegnet? Og husker vi i det hele taget at stoppe op, når mulighederne for at mødes er til stede, eller skynder vi os videre i mere eller mindre overført betydning. Håbet er, at vi kan mødes i det, der er større end os selv: Det budskab som Johannes Døberen går ud i ørkenen med, at der skal komme en, hvis skorem han ikke er værdig til at løse.

Og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Der var deadline på denne inspirationstekst den 10. december. Med en tekst, der i den grad emmer af forventning, er det i år med 14 dage til jul svært at sige, hvad der sker inden da omkring smittetryk og restriktioner op til jul. Det er et tema, der er blevet brugt så meget gennem året, at der i bund og grund ikke er nogen, der gider høre mere om det, men på den anden side har det heller aldrig været så vigtigt og relevant, som det er nu. Hvordan forbliver man i nuet, når der er så meget, der er uvist i fremtiden?

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

”The Voice of Him, that crieth in the Wilderness: Prepare ye the way of the Lord” Sådan lyder en af de kendte linjer I Händels oratorium “Messias” som kan høres rundt omkring i disse uger så godt det nu kan lade sig gøre i år. En linje fra profeten Esajas, der også genlyder i dagens tekst fra Johannesevangeliet.

At det kan lade sig gøre at bane Herrens vej i ørkenen til trods for alt det sand, der kan hobe sig op omkring os, kan være svært at sige sig selv. Og endnu mere, at Herren ad denne vej vil drage ind til os.

Hvad kommer det mig/os ved?

Identitet er blevet et vigtigt ord i vore dage. Mennesker kan skabe sig en ny identitet på mange måder – også måder, der tidligere var utænkelige eller tabubelagte. Seksuel identitet, arbejdsmæssig identitet og så videre. Så spørgsmålet, ”hvem er du” er særdeles vedkommende i vores tid og samfund.

Selv Johannes Døberen måtte stille op til spørgsmålet.

Da hans disciple var gået, da hans tid var gået, hørte vi Jesus svare.

3. søndag i advent 2020

Læs teksten her

Af: Ole Buhl Nielsen, Brahetrolleborg, Krarup, Ø. Hæsinge

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

En ting, jeg standser ved i første gennemlæsning, er om det er tvivl eller håb, der er grundtonen i Johannes’ spørgsmål til Jesus? Er det en Johannes, der i sit mørke fængsel er anfægtet? Er Jesu gerninger ikke nok til at overbevise ham, siden han spørger: er du den, der skal komme eller skal vi vente en anden? Eller er det en Johannes, der fuld af håb spørger, da han hører om Jesu’ gerninger: Er du (virkelig) den, der skal komme eller skal vi vente en anden?

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Sidste gang jeg prædikede over denne tekst, var til en gudstjeneste, der var en slags juleoptakt med musikindslag og tyvstart på julesalmerne og jeg genfortalte Lukasevangeliets levende beretning om Zacharias og Elisabeth og hvordan det gik til, da Johannes kom til verden. Beretningen peger frem mod Johannes’ rolle i evangeliet og er samtidig en slags juleoptakt: Gud har store planer, som sættes i værk ved to drengebørns forunderlige fødsel med et halvt års mellemrum. Allerede ved fødslen er Johannes forløber for Jesus. 

Det er nærliggende at kalde 3. søndag i advent for vinterens Sankt Hans! Mens vi ved sommerens Sankt Hans står midt i lyset, handler vinterens Sankt Hans om vores længsel efter lyset og efter en tid, hvor vore håb og længsler og tro indfries.

Hvad er nyt for dig, når du læser teksten denne gang?

En af de store og givende oplevelser ved at prædikere igen og igen over de samme tekster, er at de kan blive ved at kaste nyt indhold af sig! Jeg har altid hørt Johannes’ spørgsmål til Jesus som udtryk for tvivl: er du den, der skal komme, eller skal vi vente en anden? Ved dette års gennemlæsning lød det spørgsmål pludselig dybt håbefuldt! Måske fordi vi er i en tid, hvor vi håber mere end vanligt?

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At det er lige så stort et under, at evangeliet forkyndes for fattige som at blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene og døve hører og døde står op! Måske vi jævnligt skal minde os selv om, at det er et under, vi skal viderebringe fra prædikestolen, når vi forkynder evangeliet om Kristus!

Et af de steder, der henvises til i Matt. 11, 5 er Esajas Bog 29, 18: ”På den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen, og de blindes øjne se trods mulm og mørke. De hjælpeløse skal igen glæde sig over Herren, de fattige skal juble over Israels Hellige”. Det under, vi får at bringe videre ved at forkynde Kristus kunne være, at der bringes glæde til hjælpeløse og jubel til fattige. Ikke at vi af den grund er undergørere, snarere en slags underbærere, denne verdens små Kristoforus’er.

Hvad kommer det mig/os ved?

Der kom for nogle år siden en lille bog, der hedder ”Tro din længsel mere end din fortvivlelse!” (Forlaget Alfa, 2007). Jeg købte den ubeset alene pga. titlen! Måske kunne bogtitlen drejes en anelse til ære for Johannes: Tro på dit håb mere end din fortvivlelse! Lige netop det er vi nogle, der skal mindes om med jævne mellemrum! Særligt denne vinter kan vi have brug for at tro vore håb mere end vore bange anelser. Fx at der kommer en god vaccine mod corona; at vi kommer godt gennem julen i vore kirker og hjem uden alvorligt syge eller superspredere tilstede; at vi snart igen kan indgå i store fællesskaber og forsamlinger, uden at det skal være hver for sig. Måske en tid i mørke og uvished skærper sansen for, hvad vi mangler for at få et opfyldt liv!

Johannes sidder i fængslet med en dødsdom over hovedet. Måske han sidder og gør sit liv op! Har det været et opfyldt liv eller et spildt liv?

Vi kender vel alle til at reflektere over vort liv. Ofte gør vi det ved festlige lejligheder som nytår og runde fødselsdage, men i coronatiden har vi vel været mange, der har tænkt mere alvorligt og konkret over vor egen død og vore kæres, fordi det rykkede ind på livet af os.

Svaret på Johannes’ spørgsmål til Jesus vil give ham en stor del af svaret på hans håb og søgen. Hvis Jesus er den længe ventede frelser, har Johannes brugt sit liv på at berede vejen for den rette og hans livs formål er opfyldt. Men hvis Jesus ikke er den længe ventede, har Johannes brugt sit liv på at berede vejen for den forkerte og han har ikke set Guds frelse! Svaret, som Jesus sender til Johannes, er afgørende for, hvordan Johannes skal gøre sit liv op.

Man kunne 3. søndag i advent spørge, hvilke svar, man selv har brug for at få, for at ens liv kunne være opfyldt? Måske at man er elsket, har gjort det nogenlunde godt som far, mor, ven, bror, søster, livsledsager, og kan finde tilgivelse for de fejl, man har begået. Vel kan man opfylde meget i sit liv selv, men de store ting i livet skal komme til os fra andre! Sådan er det i vort liv med hverandre og i vort liv med Gud. Det er vel derfor, Johannes spørger.

2. søndag i advent 2020

Læs teksten her

Af: Anders Carlsson, Vejstrup valgmenighed

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg vil indledningsvis nævne, at jeg altid inddrager alle søndagens tekster i min prædikenforberedelse. For mig er såvel spændet som sammenhængen mellem de gammeltestamentlige læsninger og læsningerne af evangeliet og epistlerne så afgørende, at ingen af de tre læsninger kan lades ude af betragtning i forberedelsen af søndagens gudstjeneste og prædiken.

Jeg skal så også nævne, at vi hos os bruger epistelteksterne som udgangslæsning.

Ved første gennemlæsning slår det mig, hvilken poetisk kraft, der nærmest vælter imod mig i både den gammeltestamentlige tekst og i evangelieteksten. Det er som at få både sine hedeste længsler og sin mest afgrundsdybe angst projiceret op i en skala, der er langt større end mig selv. Der et voldsomt spænd mellem de to tekster.

Begge teksters billeder og poesi bringer erindringsglimt frem – som den kropslige fornemmelse, da det første kærestebrev med usikre hænder blev smidt i den store røde postkasse - som blev mine dybeste længsler dumpet ned i et afgrundsdybt hul - i skæret af gadelygterne – og så den ulidelige venten … vil hun, vil hun ikke…? Den ulidelige og sødmefyldte venten... ad-venten...

Og så tænker jeg: mon det sådan, at søndagens tekster høres bedst, hvis forelskelsen, poesien, musikken og sanseligheden er med under læsningen af dem? Særligt måske netop søndagens tekster her i adventstiden? Hør bare: ”Solopgangen fra det høje vil besøge os”, ”Ørkenen og det tørre land skal glæde sig”, ”Den stummes tunge bryder ud i jubel”, ”Spædbarnet leger ved slangens hule”, ”Hans skorem er jeg ikke værdig til at løse”…

Og så tænker jeg på alle de billeder, der skabes ved læsningen – og jeg mærker suget i mellemgulvet, og samtidig den stakåndede fortvivlelse.

At læse de to tekster er som at lukke øjnene og gå ind i en virkelighed, som jeg godt ved er der, men som jeg helst ikke vil se i øjnene. Som en undergangsfilm, der minder mig for meget om alt det, jeg godt ved foregår rundt omkring mig - og som en paradisdrøm, jeg næsten ikke tør drømme videre på. Samtidigt og modsætningsfyldt.

Men lukker vi øjnene, kan vi blive synske.

Den gammeltestamentlige tekst og evangelieteksten rummer store modsætninger – og teksterne afspejler tilsammen, hvordan vores liv er spændt ud mellem to virkeligheder. Og det er os, der skal holde sammen på de store modsætninger. Længslen mod, at der må være noget, der bliver ved at være… og så samtidig angsten for, at alting ”går under”… en dag. Vores eget liv. Katastrofen i vores liv ligger og lurer bag det slør af hverdag og adventsmørke, som vi netop nu er omgærdede af. Og katastrofen ligger på lur også bag den mest solfyldte sommerdags lys. Den ligger på lur hvert eneste øjeblik.

Den polske digter, Czeslaw Milosz, har skrevet et digt om de modsætninger, vores liv er spændt ud mellem. Digtet hedder ”Sang om verdens undergang”:

Når verdens undergang kommer, kredser bien over honningblomsten, og fiskeren bøder sit glinsende garn.

Muntre delfiner springer i havet, unge spurve hænger i tagrenden, og slangen har det gyldne skind, den skal have.

Når verdens undergang kommer, går kvinderne over marken under deres parasoller, drukkenbolten falder i søvn på kanten af grønsværen, ude på gaden råber frugthandlerne, og en båd med et gult sejl nærmer sig en ø. Lyden af en violin hænger i luften og åbner for en stjernebesat nat.

Og de, der forventede lyn og torden bliver skuffede.

Og de, der forventede tegn og ærkeengle med trompeter, tror ikke, det er nu, det sker.

Så længe solen og månen står deroppe, så længe humlebien besøger rosen, så længe der fødes lyserøde børn, er der ingen, der tror, det er nu, det sker.

Kun en gråhåret gamling, som kunne have været profet, men ikke er det, da han har anden beskæftigelse, siger mens han binder sine tomater op: anden undergang bliver der ikke, anden undergang bliver der ikke.”

Jordskælv, iltsvind, oversvømmelse, eller vores barn viser sig at være alvorligt sygt, en af vore kære dør, en bil svinger ud foran os, vi svinger ud foran én. Vi bliver arbejdsløse, ensomme, udstødte fra de fællesskaber, vi længes efter at høre til. Pludseligt og uforventet rammer katastrofen os.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Jeg mener at kunne huske en temagudstjeneste over de poetiske billeder, hvor vi lod sang, musik og ord udfolde de store modsætninger. Vi inddrog bl.a. Palle Nielsens litografier og Dylan Thomas´ stærke poesi og hans voldsomme og insisterende protest mod dødens og undergangens kræfter..

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg kan ikke lade være med at skæve til parallel-evangelieteksten – den om de ti brudepiger.  Om årvågenhed som en lyttende opmærksomhed. Om ikke at blive bekræftede i, at vi er for sent ude, når det virkelig gælder om at gøre noget ved alt det, vi har forsømt i vores liv. Hvis vores egentlige mareridt handler om, at vi ikke tror, at der er noget som helst, der nytter noget, ja så vækker Jesu ord os fra det mareridt. For godt nok brænder jorden under os og vi spilder vores liv og muligheder – og vi ser katastroferne. Men midt i katastroferne kan vi række hænderne ud for at gribe fat efter et eller andet holdepunkt – og i den bevægelse kan vi opdage, at barmhjertigheden og opmærksomheden og årvågenheden er muligheder, der aldrig er forpassede.

For vi har vist aldrig været mindre i tvivl om, at ”himmel og jord skal forgå”, end vi er nu. Og vi lever ikke bare i modsætningernes tid – men også i paradoksernes tid. For gennem historien har der været perioder, hvor mennesker har levet i undergangsstemning på grund af naturkatastrofer, krige og epidemier.

Vi har aldrig haft mere styr på naturen, end vi har nu – både den ydre og vores egen. Og det er så et af vor tids største paradokser, at jo mere vi har styr på og behersker, jo mere angste bliver vi. Aldrig har man vidst mere om ernæring og kroppens mekanismer, og aldrig har mad og spisevaner været forbundet med større bekymring end nu. Aldrig har vi vidst mere om svangerskab og fødsel – aldrig har den gravide været omgærdet med så megen kundskab og faglig viden, og aldrig har svangerskab og fødsel været forbundet med større angst og utryghed end nu. Det er et kæmpe paradoks på det nære plan. Læs her Lars Qvortrup til inspiration.

I det større perspektiv er verdens undergang også et paradoks. For godt nok er der ingen tvivl om, at vores klode har en historie over en vis tid. Ligesom vores eget liv, så har kloden en begyndelse og en afslutning. Paradokset består så i, at vi er tættere på selv at føre kloden mod sin afslutning, end vi nogen sinde har været. Vores egen viden og kunnen er en trussel i sig selv.

Hvor skal man så begynde og hvor skal det hele ende?

Jo, man kunne tage udgangspunkt i årvågenheden og barmhjertigheden – at vi midt i den værste katastrofestemning kan træde til hvor som helst – i årvågenhed overfor de tildragelser, som vores medmennesker og vi selv bliver stillet overfor. For med Milosz i baghovedet kan vi kun nikke genkendende til hans ord om, at ”anden undergang bliver der ikke”. Anden undergang bliver der ikke end den undergang, vi oplever dagligt, når vi forpasser vores chance og svigter vores opgave og forspilder vores liv og spejler vores egen sløvhed i kravet om at være opmærksomme og årvågne over for hinanden og den natur, vi lever og ånder i.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Jeg kunne godt tænke mig her at inddrage Johannes Døber og domsmotivet og omvendelsesmotivet som gennemgående elementer i hele adventstiden – og de sidste søndage i kirkeåret, for den sags skyld – ja, helt frem til St. Bededag.

For vi fælder dagligt dom over os selv. For os er omvendelse ikke en omvendelse for at se, hvor vi kom fra – omvendelse er blevet til en måde at vende os indad mod os selv i selv-kritik, for nu at inddrage sociologen Rasmus Willig til videre inspiration. Og så ligger selv-bebrejdelse og selv-fordømmelse snublende nær for os.

Vi tugter os selv hver eneste dag med et Johannes Døber-lignende ”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver.” - og Jesu ord for ikke mange uger siden i kirkerne: ”Hvis I ikke vender om…”

De ord tugter vi dagligt os selv med.

Hvis vi ikke vender om og erstatter de fossile brændstoffer med alternative energikilder, så ødelægger vi ozonlaget.

Hvis vi ikke vender om og stopper CO2- udledningen, så smelter polerne.

Hvis vi ikke vender om fra en husdyrproduktion, der kun tænker i kilo og ikke i kvalitet, ja så påfører vi ikke kun dyrene men også os selv sygdomme.

Hvis ikke vi vender om og finder tilbage til en human arbejdsrytme, så dør vi af stress.

Hvis vi ikke vender om og lægger afstand til den griskhed, som finansverdenens skandaler de sidste år er blevet et billede på, så ender vi med et fuldstændigt umenneskeliggjort samfund.

Hvis ikke vi vender om…

Tidligere var omvendelse en religiøs kategori. I dag er omvendelse en verdslig – altså en ikke-religiøs kategori – så i dag er omvendelse en psykologisk kategori og en politisk kategori. Og alt det ubehag, som vores forestillinger om religiøs omvendelse er forbundet med, ja alt det ubehag er for intet at regne i forhold til den alarmering, vores bevidsthed konstant befinder sig i – sådan som vi hver eneste dag bliver konfronteret med de uhyggelige konsekvenser af overforbruget af vores klodes ressourcer. Hvis ikke vi vender om…

Vi er selv blevet vores eget livsgrundlags værste trussel.

Sådan kan vi lammes og låse os selv fast i et klaustrofobisk ”nu”, hvor vores alarmerede bevidsthed febrilsk søger efter at kunne”handle på” vores udfordringer. Men den måde, vi er vant til at ”handle på” er at vende blikket indad i et evigt krav på selv-udvikling og selv-forbedring. Og hvor har det lige ført os hen…?

Til forskel fra de gammeltestamentlige profeters og Johannes Døbers opfordring til at vende om, som dog stillede muligheden i udsigt, ja så hører vi ikke bare kravet om at vende om fra det liv, vores blå planet ikke kan tåle, dét krav hører vi ikke bare som en opfordring – vi hører det også som et varsel om jordens undergang. Hvis ikke I vender om… Det lyder i vores ører ikke bare som et lille hint. Det lyder som en dommedagsbasun.

Så vi fælder dom over os selv – sådan som vi står i paradoksets klemme. Vi lever i det, der er blevet benævnt ”en gudløs apokalypse”, en gudløs undergangsstemning – og derfor lever vi i en evig alarmering af vores bevidsthed.

Men hvordan skulle en såkaldt verdensdom så se ud? Hvordan skulle sådan en guddommelig rettergang se ud?

Tjaeh, hvis vi lukker øjnene kan vi umiddelbart kun få øje på et svar i retning af, at det må vi overlade til Gud.

Og så er vi vel lige langt.

Og netop her kommer poesien og adventstiden os til undsætning.

For netop når vi så har lukket vore øjne og lytter til poesien og billederne i dagens tekster, bliver vi synske og ser billeder, der fortæller os, at vi heldigvis ikke er overladte til vores egne og hinandens domme. Og de billeder er så svaret på det, vi ikke kan sige os selv.

Og det må så blive den sandhed, poesien skaber i os. Mens vi venter og er årvågne her i adventstiden og i øvrigt. Poesi og ord som ”Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad han ører hører.”

For den, der er spærret inde i det klaustrofobiske ”nu”, hvor alting skal realiseres, kan de ord opleves som at få sin fremtid og alle muligheder tilbage. Om dét så udelukkende er til beroligelse, mens vi venter…

Hvad kommer det mig/os ved?

Hvad kommer det mig ved… tjaeh, bom, bom…

Personlige katastrofer. Lukkede øjne, der gør én synsk.

Czeslaw Milosz mistede gradvist sit syn og blev blind. I et digt med titlen ”Øjne” skriver han, hvordan det er gradvist at miste synet. På tyve linjer formår han ikke bare at beskrive sit tab, men også den indsigt, han har vundet gennem sit nye handicap. Og gennem poesien vinder han en indsigt, som han måske ikke havde tænkt så meget over, inden han tog fat på at skrive digtet. I digtet taler han om de glæder, synet har beredt ham gennem alle årene, men da synet begynder at svinde, sker der en bevægelse fra ydre til indre, fra konkret oplevelse til retrospekt oplevelse - og denne bevægelse rummer en indsigt.

Milosz skriver i digtet:
Hvad du har set indtil nu er skjult indeni – og forvandlet til minder og drømme. Langsomt trækker jeg mig tilbage fra verdens larm – og oplever hos mig selv en afsky for skabagtige klæder, skingre stemmer og trommeslag. Hvilken lettelse. Ensom med mine tanker – om ensheden mennesker imellem og den lille stump af uenshed. Uden øjne fixerer jeg på et lysende punkt – der vokser og indoptager mig.

Den blinde digter får syner ved at vende blikket indad – og han ser måske mere, end han så – måske endda helt ind i evigheden, som det lysende punkt, hvor alt bliver synligt - både det, man har set og måske endda det, man ikke ser eller ikke kan se.

Første søndag i advent 2020

Klik her og læs teksten

Tekst: Ina Balle Aagaard, Agedrup Sogn

Ved første gennemlæsning:

Hvis jeg var Jesus, ville jeg have rystet i bukserne. Jeg havde nok været temmelig meget i tvivl om hvad jeg var i færd med, jeg tror ikke jeg kunne have overskuet situationen – og da slet ikke have tænkt konsekvenserne til ende. Jeg havde med andre ord ikke anet hvad jeg havde gang i.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg brugte bogen ”Porten” om Maja Lisa Engelhardts kirkekunst. Billedet uden på bogen er billedet af kirkedøren ind til Viborg Domkirke lavet af Maja Lisa selv. Porten er høj og bred, den er tung, for den har bly forneden, og så er den mørk. Det Gamle Testamente beskriver, at der i templet i Jerusalem fandtes det allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten måtte komme, dengang praktiserede man slagtofringer, man slagtede dyr i troen på, at man kunne komme tættere på Gud. Men da Jesus ofrede sig på korset, flængedes forhænget ind til det Allerhelligste - nu blev der frit åben, så alle og enhver kunne gå derind. Domkirkens port i Viborg er mørk på ydersiden, den side af døren man går ind ad, men efter at man har været inde i kirken og er blevet løftet af salmerne, lyset, fortællingerne så går man ud af en lys port på bagsiden af døren. For for Maja Lisa Engelhardt er kristendommen ikke en mørk religion, den har selve lyset i sig.

og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang? 

I en sådan rivende udvikling – en sådan udnævnelse på meget kort tid, ville jeg have haft svært ved at følge med. Det havde udfordret min identitet: Hvem er jeg, at jeg skal udnævnes til konge? Er jeg god nok til det? Kender de mig overhovedet? Hvad mon de tænker? Tror de virkelig på, at jeg er konge nu? Og på hvilken måde konge, hvad forventer de af mig? hvad drømmer de om og hvad ser de ind i?

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Jesus er i forsat i bevægelse sammen med sine disciple. De nærmer sig langsomt, tøvende Jerusalem da de ankommer til Oliebjerget. Så giver han anvisninger til to af sine disciple, disse er retningslinjerne for ritualet fra Zakarias 9.9, som retmæssigt skal udføres når en konge føres frem. Så der er altså store forventninger til Jesus. Forventninger, som man vil forvente af en konge. Disciplene kommer derfor med æslet og føllet og lægger deres kapper på dem, Jesus sætter sig op, folkeskaren skærer palmegrene af træerne og strør dem på vejen mens andre tager deres kapper af og breder dem ud på vejen. Alle som følger ham i optoget råber: Hosianna! Ham der kommer i Herrens navn. Og hermed udråbes Jesus til konge.

Hvad kommer det mig/os ved?

Vi kan være i en rivende udvikling og føle os båret af andre – det er en fantastisk følelse når andre tror på én, og man mærker en tillid og en tro på, at dét her dét kan jeg godt. Så tager man sig sammen og gør sit bedste. For vi vil helt grundlæggende så gerne elskes, vi vil så gerne tages ind og holdes af, af andre, vi higer efter kærlighedserklæringen i, at vi er gode nok, at vi er med i flokken, så vi lader os let rive med. Nogle kalder det: ”At lægge under for gruppepres”, i så fald er kunsten, at holde fast i sin egen dømmekraft og spørge sig selv: ”Er det her sundt for mig”? og tænker man alligevel: ”Ok, nu springer jeg ud i det og tager chancen, det må briste eller bære”, kan det samtidig føles ganske angstprovokerende, for hvad nu hvis jeg ikke klarer opgaven godt nok, hvad nu hvis jeg falder igennem, bliver jeg så dømt ude?  

Jesus er hjulpet og beskyttet af et ritual. Et oldgammelt kongeritual, som bærer ham og løfter ham, som armene der holdt os ind over døbefonten. Han overgir sig til sin Gud og lader ritualet bære igennem. I håb om, og i tillid til at Gud vil bære med, holde hånden under ham og bære ham oppe.

Igennem julemåneden bæres vi igennem af mange ritualer og traditioner. De hjælper os til at fokusere på glæden i det triste mørke. Vi sætter os op til at ”julen er hjerternes fest”, også selvom den ikke altid er det, så leger vi med på legen og måske kan det ende med, at glæden bliver oprigtig.

Det har Sigurd Barret skrevet en lille historie om i sin ”Julekalender for voksne”, her et lille resumé:

Helle er på vej hjem fra byen på cykel, cykelkurven er fuld af tunge indkøbsposer og på styret hænger der poser proppet med gløgg og æbleskiver. Udenpå en stor lastbil, som kører forbi står der: ”Fordi vi samles i julen” mens et kæmpe billede af et smukt dækket julefrokostbord viser en harmonisk familie som er samlet. Mens Helle holder for rødt ringer mobiltelefonen, det er veninden der ringer for at sludre. Imens Helle taler i telefon cykler hun over krydset i juletrafikken og forklarer veninden, at de har tradition for at samle familien her d. 1. december. Veninden spørger om de så kommer alle sammen og Helle svarer lidt opgivende, at det gør de desværre ikke. Flere af dem har travlt med arbejde og enkelte har ikke meldt tilbage endnu. Og efter lille broderen har fået ny kæreste ser hun ham næsten aldrig. Hun ville ønske at de kunne prioritere at ses her d. 1. dec., når nu netop julen handler om familien. Endnu kommer en stor lastbil drønende forbi og sprøjter grumset vand op på hendes russkindsstøvler. Helle forsøger at sige til veninden, at det ikke er så godt at snakke lige nu fordi der er så meget trafik, og cyklen er overlæsset, så om hun ikke lige må ringe tilbage, men veninden fortsætter sin historie om kæresten, som kom skidefuld hjem i går aftes, tredje gang på en uge, og hun havde endda købt ind til en hyggelig aften. Helle taler forstående med, og supplerer: ”Ja, vi er nødt til at holde fast i, at juletiden skal være hyggelig, en nærværende måned hvor vi samles”. At hun ville blive så lykkelig hvis hele familien kunne samles, om ikke juleaften så bare her d. 1. dec. som de plejer.

Da ryger telefonforbindelsen og mens Helle roder med at få ringet op igen hører hun et motorbrøl og mærker et kraftigt stød mod cyklen, så styret bliver flået ud af hænderne på hende, som en hvirvelvind. Hun bliver kastet mod asfalten og lander med cyklen over sig. Alt bliver sort.

Det første hun ser da hun slår øjnene op, er en overlæge i hvid kittel. Han fortæller, at hun har været ude for en højresvingsulykke. Fortumlet ser hun sig omkring og får øje på et par juledekorationer med nisser der pryder hospitalsrudens vindueskarme. Med smerter i hele kroppen spørger hun om hun er kommet voldsomt til skade, heldigvis er hun sluppet heldigt, helt uden for livsfare og slipper forhåbentlig uden varige mén. Helle spørger om hun kan modtage besøg, det kan hun heldigvis. Henne fra døren lyder stemmer, det er Helles to piger der kommer, også Frej er på vej og Uffe og Niels og onkel Svend. Én for én stimler de flere og flere sammen. Amalie anbringer et par juleengle fra hospitalskiosken i vindueskarmen. ”Hvor er I søde”, smiler Helle og bryder sammen i gråd. Børnene trøster Helle: ”Så så mor, du skal nok klare det!” og holder om hende. Det banker på døren og ind kommer Helles lillebror! Inden Helle ved af det, er de der alle sammen. Alle har julepynt og kager med og snart er hospitalsstuen omdannet til en farvestrålende julestue. Endelig kan julefreden sænke sig. Så lykkedes det alligevel at samle familien d. 1. dec.

I Agedrup har vi dåb på søndag. Jeg har sunget søndagens salmevalg igennem med dåbsforældrene, de kendte ikke rigtig nogle salmer og syntes jeg skulle vælge. Så vi synger:

74 Vær velkommen Herrens år 

821 (100 salmer) Se min engel (før dåb)

84 Gør døren høj

80 Tak og ære være

87 Det første lys er ordet talt af Gud