Inspiration til prædikenen
Arkiv inspiration til prædiken 1. tekstrække
Præst ved alter
ARKIV

Inspiration til prædiken første tekstrække

6. søndag efter påske 2021

Læs teksten her

Af: Kristina Løvenstrøm, Vindinge Sogn, Nyborg Provsti

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning? 

Jeg snubler over det faktum, at JK er nødt til at italesætte sammenhængen mellem Talsmanden, Faderen og JK med så stærk en kraft. På en eller anden måde er den givet for os (teologer) i dag. Det var den øjensynligt ikke dengang – for disciplene. Og jeg spekulerer på, hvor meget den er det i dag. For nutidens ’disciple’.  

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst 

Det er en del år siden, jeg prædikede over teksten – og dengang valgte jeg at tale om minder. Jesus minder disciplene om det, han allerede én gang har sagt dem. På den måde kan minder om noget fra engang være med til at præge vores liv nu og her. Det kunne det for disciplene – som skulle holde ud i trængsler – og det kan det for os, der jo blandt andet lever på og af det, andre har hørt og oplevet længe før vores egen tid.

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det nye for mig er netop sammenhængen, der så kraftigt understreges i teksten (Jeg vil sende Talsmanden til jer – Talsmanden, som udgår fra Faderen)

Jeg har en fornemmelse af, at det for mange er nemmere at tale om Gud (som en kraft eller en ånd eller noget i den stil) … mens det kan være svært at tale om Gud og JK og HÅ som et hele. Et trekløver. Hvad betyder det, når vi tager JK eller HÅ ud af (talen om) Gud? Eller man kunne spørge omvendt: Hvad betyder det, når vi holder fast i trekløveret og ikke ’kun’ taler om Gud som en løsrevet kraft, der bor i os og i verden. Gør det nogen forskel for os?   

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Sammenhængen er betydningsfuld. I hvert fald hvis vi skal tage Jesu ord for pålydende: Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. Og måske er sammenhængen ikke altid så tydelig for os.

Jeg forsøger selv at holde fast i, at kraften netop er til stede i ’rummet midt i mellem’. Her: Midt i mellem trekløveret. Tager man 1 eller 2 ud af trekløveret, er der fare for, at noget betydningsfuldt forsvinder … dét, som egentlig skal sørge for, vi ikke ’falder fra’. 

Hvad kommer det mig/os ved?

Det kommer mig ved at vide – og dernæst: forsøge at stole på – at uanset hvad jeg måtte tænke eller føle, så får jeg fortalt, at Gud er Fader, Søn og HÅ. Gud er ikke er et eller andet udefinerbart væsen et sted i intetheden, som jeg kan bøje og dreje, som jeg har lyst til. Gud har vist sig så tydeligt som et menneske samtidig med, at Gud også er Ånden, der giver os kraften – og den Skaberkraft, der står bag det hele.

Forskellen er, om Gud får lov at være dén, Gud er. Eller om Gud er den, jeg bedst kunne tænke mig, Gud er – formet efter mine behov. Det sidste gavner mig formentlig mindre end det første i det lange løb.

Og når det kommer mig ved – så kommer det formentlig også os ved.

Kristina Løvenstrøm

Kristi himmelfartsdag

Læs teksten her

Lene Kjemtrup Christensen, Søndersø og Skamby

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?            

Denne ene dårligdom efter den anden… Jesus er sur på disciplene, og bagefter skal de gå ud i verden til dæmoner, giftslanger og helbrede syge med håndspålæggelse. Jamen, god tur så!

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Der er et godt sted at begynde med Kristi himmelfartsdag, og det er ved den maleriske beskrivelse af selve opturen i Apostlenes gerninger. Og det plejer jeg at begynde med, for jeg får de livligste billeder i hovedet af dem, der bare står der og kigger mod himlen og skyen, og så har jeg vist også engang set et maleri, hvor Jesu fodtøj stod tilbage på jorden og alt sammen bliver til billeder på det mystiske.

Denne gang tror jeg, at jeg hellere må få de stakkels disciple op af dynget og fortæller om deres færd ud i verden. Den lyder ikke nem. 

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Teksten fortæller os, hvordan man kommer fra mennesket Jesus til kristendom. Jesus skal ligesom væk fra scenen, så budskabet om Gud kan nå ud i små og store afkroge af verden. Og så er det altid godt at blive mindet om, at missionærer til alle tider er kommet med en lille smule action og farlige slanger og her kan man sikkert godt få lavet en prædiken med Indiana Jones-tema. Det kunne blive godt.

Hvad kommer det mig/os ved?

Det kommer mig ved, at evangeliet når ud i hele verden. Her kunne man dvæle ved, hvordan det går med forfølgelser af kristne rundt om i verden. Man kunne også tage den modige og overveje, hvordan det går med sindelagskontrol af flygtninge og indvandrere i Danmark. Man kunne også holde sig til at udtrykke en form for taknemmelighed over friheden til at praktisere sin tro og over at måtte synge og holde gudstjenester og over at der kan prædike frit.

5.søndag efter påske

Læs teksten her

Af Karen Blauenfeldt Dam, Ringe sogn

1.   Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?
De mange valgmuligheder! 
Før man overhovedet overvejer sin prædiken, skal man beslutte sig for om man fra GT vil læse 1.mos.32 (Jakobs kamp ved vadestedet) eller Jer. 29 (”søg og du skal finde”) og fra NT som epistel vil læse Jak.1 (”vær ikke blot ordets hørere, men også dets gørere”) eller Apg.6 (valget af 7 diakoner til maduddeling, så disciplene kunne trække sig lidt tilbage og hellige sig bøn og undervisning)
Og så endelig – og uden valgmulighed: Et stykke fra Jesu afskedstale fra Johannesevangeliet om at ”min far vil give jer alt, hvad I beder om, når I bruger mit navn.” 
For mig at se to forskellige ”spor”: Gud som handlende med sin velsignelse (1.mos + Apg.) eller os som handlende med vores bønner (Jer. + Jak.)
De to spor hænger selvfølgelig sammen, når nu ”min far vil give jer alt, hvad I beder om”.

2.   Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg talte om vores barne-ret til at være passive overfor Gud. Til at vinde Jakobskampen ved netop at tabe den. Om at man aldrig vinder Guds velsignelse ved at pukke på sin ret / ved rå muskelstyrke / ved inderlige bønner i mængde.

3.   - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At det er så ligetil 😊 vi kan bede direkte til Gud og behøver ikke at gå omveje. At de vigtigste ting i vores liv: kærlighed, velsignelse, fortrolighed, mv. ikke er noget vi selv kan kæmpe os til, men noget vi får foræret.

4.   Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At vi modsat enhver selvhjælpsbog ikke skal tro at Gud giver os ”værktøjer” til at mestre vores liv med. Han velsigner os tværtimod ”og vi vil blive fulde af glæde” som evangeliet siger det.

5.   Hvad kommer det mig/os ved?

Evangeliet kommer os altid ultimativt ved! Og så mænd kommer det også den ikke-troende og ateisten og enhver ved, for så vidt at ”velsignelse” er det store ord, der dækker over vores længsel efter at livet må lykkes, at det må give mening, at der må være lykke og fylde også for mig i mit liv.
Og den længsel hører vi, at Gud vil og kan opfylde.

4. søndag efter påske

Læs teksten her

Af: Vita Andreasen, De 4 kirker, Føns, Ørslev, Udby og Husby, Middelfart provsti

1.Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Hvert år standser jeg op ved og betages af den varme og empati, der gemmer sig i Jesu afskedstaler. Og jeg drømmer om, at alle døende får lov at dø med de kære omkring sig. Og at der bliver rum, tid og et varmt nærvær, der giver mulighed for at dele afskedsord. Velvidende at det ikke altid er muligt. Den pludselige og den uventede død rummer ikke den mulighed, og den ensommes død alene savner tilhørere. 

Tiden efter påske og før pinsens klarhed er eftertankens tid for os i dag, og det var det for disciplene: ’Hvad var det, han sagde til sidst i afskedens timer?’ Hvorfor skulle han dø?’ ’Fik vi hørt det hele?’ ’Hvordan kan den uerstattelige erstattes af Helligånd?’

Afskedstalerne er et spejl for den afsked, som vi selv skal tage engang og for de afskeder, som vi allerede har været en del af i familiens og venners kreds og som præst. Disse dyrebare timer hvor enhver længes efter ord som: ’Tag jer af hinanden’, ’Tak’ og ’Størst af alt er kærligheden’                     

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst.

Bibelen 2020 oversætter anderledes på dette sted, så Helligåndsbetegnelsen: ’Talsmand’ er gledet ud her. I 2019 kan jeg se, at jeg blandt andet sagde, at der også i vores tid er brug for talsmænd. Forstået som ’advocacy’ – fortalervirksomhed. At påtage sig at forsvare den undertrykte, den oversete og den uretfærdigt behandlede. Og jeg nævnte den palæstinensiske lutherske præst Mitri Raheb fra Betlehem, som et godt eksempel. Med afsæt i ordene: ’Giving voice to the voiceless’ rejser han som repræsentant for kirken midler til at bygge og drive Dar al Kalima University College for unge i Betlehem. Sådan fortolker Mitri Raheb Jesu  afskedstale, at vi skal lade os udfordre af Talsmandens rolle til alle tider.                                         

Måske var det inspireret af de 3 Oscars ved uddelingen i 2019, at jeg også fortalte om et overraskende venskab, der beskrives i filmen ’The green book’. Et venskab der udvikler sig på en to måneder lang turné i Sydstaterne i USA. Den hvide dørmand Tony Lip, der er fuld af fordomme bliver chauffør for den berømte pianist Shirley, der er sort, og på sin                                      side også fuld af fordomme. De bliver hinandens talsmænd, og vi ser et sandt kommunikationsunder. Her må Helligånden have været på spil. Det er en sandfærdig beretning, som sønnen fortæller.

3.    - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg standser op ved ordene: ’Jeg har stadig meget at fortælle jer, men I kan ikke rumme det nu. Når Helligånden, sandhedens ånd, kommer vil den være jeres vejleder og forklare jer hele sandheden’. Så stærke og trøsterige afskedsord. Men hvor er de også forpligtende. Det er en stor og uudtømmelig opgave af sætte sandhedens og kærlighedens ånd i spil i vores kirke, i vores familier og i vores verden. Hvilke usandheder skal afdækkes, hvilke nye sandheder skal sættes i spil, og hvordan arbejder vi sammen på, at sandheden bliver forbundet med kærligheden?                              

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Det er min erfaring, at et menneske aldrig selv kan sige afskedsordene. Afskedsordene må altid komme fra dén, der skal dø. Her kommer de fra Jesu mund, så afklarede og fulde af indsigt, tro og håb. Jesus vedkender sig faderens kærlighed. Alt for mange brænder inde med, at der var ord, der aldrig blev sagt, fordi det blev for sent. Jesus bliver et forbillede, fordi han tager hul på denne svære samtale. Og han baner vej for at forstå opstandelsens underfulde visdom: at døden ikke er en grænse for kærligheden. Og at ord kan bygge bro mellem himmel og jord.  

5. Hvad kommer det mig/os

Det kommer os ved, fordi afskeden altid skal tydes. Her møder vi Jesu afsked, men ethvert menneskes afsked skal tydes: hvorfor kom døden nu, hvem er vi, når den døde ikke længere er her, og hvad var det uerstattelige, som vi fik i mødet med den afdøde. Jesus forbereder dem på den sorg, der vil komme efter påske. Han vil ikke, at afskeden skal være ufortolket. Forberedende sorg kommer os alle ved. For under forberedelsen kan vi stadig omfavne hinanden, græde sammen og dele stærke ord. Det unikke ved Jesu afsked med denne verden er, at den skabte så meget livskraft, nyskabelse og nyt håb, at verden aldrig har været den samme siden.                                   

Bededag 

Læs teksten her

Af: Marie Holm, Næsby sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Ordet ”Øgleyngel” og al den skæld ud, som både Johannes Døberen, Esajas og mange andre af profeterne forud for, har hældt ud over den del af det jødiske folk, som går imod Guds ønsker og planer. Først skæld ud og så dåb. For Johannes nægter dem ikke dåben, men stiller krav til dem om at bære omvendelsens frugt. De skal bekende deres synder og kan ikke bare hvile på laurbærrene i forvisning om deres frelse igennem oprindelse fra Abramhams slægt. Johannes ”slår med ord”, men virker den metode stadig? Omvender vi os i dag af at få skideballer og høre sandheden om vores fejl og mangler råt for usødet? Omvender vi os i det hele taget eller vil vi kun stryges med hårene af en kærlig, altomfavnende Jesus?

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg har ikke prædiket over denne tekst tidligere. Men kun brugt den i forbindelse med begravelsestaler af mennesker, der har været enspændere og/eller ikke altid har været som folk er flest, men gået deres egne veje.

Men ofte har jeg Store Bededag haft stor glæde af at bruge Kristuskransens perler som udgangspunkt for dagens kirkebøn. Eller der er blevet inviteret til lystænding, som en særlig del af gudstjenesten, hvor menigheden inviteres op for at tænde lys, der stilles på døbefonten. Herefter spiller organisten et stykke, mens menigheden hver for sig beder inden i sig selv for den ting, der er blevet tændt lys for.

3.    - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

I en tid, hvor koreaneren Marie Kondos oprydningsmetoder har gået sin sejrsgang over hele jorden, er det spændende at se, hvordan Johannes Døberen er totalt first-mover på den minimalistiske livsstil.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Man kan ikke sige sig selv, at Esajas får ret i sin profeti igennem den excentriske og højtråbende Johannes.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Evangeliet deler befolkningen op i to grupper: De, der hører, omvender sig, bekender deres synder og døbes uden forudgående røfler. Og de, der gerne vil springe den trælse del væk og rykke direkte videre til dåben. Vi må se indad og gøre os det klart, hvornår vi befinder os i den ene eller den anden gruppe. I et gudsforhold må man forvente, at man nogle gange får ros og andre gange ris. Lige som i alle andre relationer i livet. Men forskellen i gudsforholdet ligger i, at man aldrig kan opføre sig så elendigt, at man kastes på porten og ud i den evige ild. Men får højt lov til blive ristet lidt i livet, når man opfører sig som øgleyngel.

3. søndag efter påske

Læs teksten her

Af Anders Carlsson

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

At teksterne mellem påske og pinse kan blive ved med at kaste nye betydninger af sig – ord og ord og ord og ord som variationer over det samme tema – igen og igen og igen. Jesu afskedstale som én sammenhængende variation over temaet: ”Jeg elsker jer...derfor forlader jeg jer...”.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

I dagens tekst siger Jesus bl.a., at ”jeres sorg skal blive til glæde”.

Men det er jo dét, der ikke er til at forstå, når sorgen river i én med kærlighedens kræfter, som det så smukt hedder i en nyere salme af Holger Lissner. At sorgen så skulle kunne blive til glæde giver ikke nogen mening, når man oplever, at mennesker bliver taget fra én.

For et par år siden var mine prædikener fra påsken og helt til pinsen prægede af Klaus Høecks digtsamling ”Hjem”, som han skrev for godt 35 år siden. Han skrev på digtsamlingen, da hans daværende kæreste begik selvmord i 1982, hvilket helt naturligt påvirker digtene.

En af de linjer, jeg ikke rigtig kunne slippe lyder sådan her:

”Jeg ved, du er død, men jeg tror, at du lever.”

Digtsamlingen blev skrevet ud fra en erkendelse af det, der nu var forbi for altid – at der var noget, der var uigenkaldeligt forbi - ”Jeg ved, at du er død...” - men samtidig får man under læsningen af digtsamlingen fornemmelsen af, at Høeck gennem skriveprocessen når til en erkendelse af, hvordan vi mennesker – uanset hvad - vil have den dødes betydning med os i vores liv fremover med hjertebånd, der på trods af død og adskillelse viser sig ikke at briste - ”...men jeg tror, at du lever.” Som et ekko af ”Jeres sorg skal blive til glæde...” og ”...men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”

Jeg bliver aldrig færdig med digtene – for de er så utroligt rige på stof og tanker. Det er lidt af det samme som med Johannes-teksterne mellem påske og pinse.

Og så er det sådan med digtsamlingen, at jo mere man læser i den, jo mere bliver man klar over, at der gemmer sig lag på lag af betydninger i digtene – at der gemmer sig erfaringer og tanker, der rører ved det inderste og dybeste i vores menneskeliv – i det liv, vi deler med hinanden – og i samklang med den natur, vi alle sammen er indfældede i.

Digtsamlingen er bygget op i tre spor, som digteren selv kalder dem. Øverst på hver side et spor, der beskriver naturen, fra de mindste atomer til de største planter og dyr. Nederst på hver side er der så et spor, der beskriver kulturen – alt det menneskeskabte.

Og i midten er der så et spor, der beskriver og handler om det, Klaus Høeck kalder for ”ånd” - alt det, der hverken er natur eller kultur – det, Høeck kalder kærlighed, tro, tillid, tilgivelse, håb. Og i midten af det tredje, midterste spor, som handler om ånd, lige dér støder man på nogle digte, som man i øvrigt slet ikke kan finde, når man kigger den ellers meget fyldige indholdsfortegnelse igennem. De digte er fyldt til randen med smerte og sorg og fravær – og det er en smerte og en sorg og et fravær, der en overgang gør digteren helt stum, så der i digtsamlingens kerne slet ingen digte er – der er kun det blanke, hvide papir som udtryk for sorgens og smertens tomhedsfølelse. Men i natur-sporet og i kultur-sporet bliver der fortsat skrevet digte på de sider – og det er digte, hvor smerten og sorgen kommer til orde i det omkvæd, der gentages igen og igen og igen: ”Jeg ved, du er død, men jeg tror, at du lever.”

Digtene med det omkvæd gør smerten og sorgen helt tydelig – for digtene med omkvædet kaster en betydning ind over åndssporets tomme sider – de kaster en betydning ind over alt det, de tomme sider røber uden ord. Og de gør det tydeligt, at digteren har oplevet et elsket menneskes død – og et tab, der er så stort, at det er nær ved at gøre ham stum – et savn, der er så enormt, at det er nær ved at lægge hele hans liv øde. Som han skriver det, lige efter den kerne i digtene, hvor der slet ingen ord og digte er – dér hvor siderne er blanke: ”Dit liv strandede som smerte mellem stenene i dette digt.”

Men hvis man fortsætter med at læse i digtene – hvis man læser digtene ud fra smertens og sorgens midtpunkt, så oplever man, hvordan digterens erfaringer med døden har bragt ham ind i et helt nyt forhold til hele den verden, han beskriver ud over døden – hele den verden, der ikke er ingenting. Oplevelsen af smerten og oplevelsen af sorgen bliver som et nyt kraftcentrum for digteren. Så lige overfor, hvor han skrev ”Dit liv strandede som smerte mellem stenene i dette digt,” - lige overfor, på næste side står der: ”Kærlighedens under: du sætter et glas roser i dette digt.” Oplevelsen bliver som et under, der kommer til ham udefra. Som han skriver det: ”Evigheder større end drømme, større end smerten, større end intetheden, søger atter en gang en dør, en ædelsten, der forvandles, idet den findes i sindets sidste vajende græs,” og i næste åndedrag nævner han, at ”underet er violet: en violet anemone, der blomstrer i guds forstand – derfor skal det ikke forstås, men kun anes.”

Nærvær – fravær – sorgens forvandling og hjertets nattefald…

”Du nærmer dig lyset på en anden måde. Gud viser sig ikke, men er dér i hjertets nattefald,” skriver han. Og videre: ”Guds hånd ses ikke i virkeligheden, men den har løftet dig op fra dødens purpur, sådan førte han dig til kærligheden.”

Og senere igen: ”Øst for klarhedens safirer, øst for farverne og lyset og skyggerne, øst for angsten, tingene og beviserne ligger den virkelighed nærmere, som I kalder for: ingenting.”

Og digteren spørger: ”Sover Gud, drømmer Gud, er mennesket ensomt i det øjeblik?” - og han svarer: ”Nej, vi lever sammen i skaberens usynlige billede.”

Klaus Høeck kalder sin store digtsamling ”Hjem”. Og det får man følelsen af at være, når man læser digtene i samlingen – man får følelsen af, at hele verden med alt, hvad den rummer af natur og af kultur og af ånd – man får følelsen af, at hele verden er blevet digterens hjemsted, efter at han først har været ude i den fuldkomne følelse af intethed og fravær, som sorgen bringer med sig – og efter at han dér i fraværet og intetheden har mødt det, der kaldte ham tilbage til nærvær igen.

”Gud viser sig ikke, men er der i hjertets nattefald,” siger Høeck. ”Guds hånd ses ikke i virkeligheden, men den har løftet dig op fra dødens purpur.”

At have fornemmet dét, det er at blive løftet op af et under, som Høeck selv beskriver som ”en violet anemone, (der) blomstrer i Guds forstand. Derfor skal det ikke forståes, kun anes” - det under, som mange kalder for ”ingenting”. Eller mere jordnært: det under, at vi tager fejl, når vi fra vores side af døden tror, at døden og sorgen er det sidste.

Det under, der også bærer det sidste, jeg vil lade Klaus Høeck sætte ord på her:

”Hvis alt, der ses, er alt – hvad er så intet / hvis alt dette er det hele, hvad er så kærlighed: en månestråle – hvis dette liv er alt, hvad er så du, dér i dit unders sidste undselighed?”.

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Måske jeg i højere og højere grad ser evangelieteksten til i dag i sammenhæng med hele Jesu afskedstale – helt i overensstemmelse med nyere Johannes-forskning, som betragter det store afsnit med afskedstalen som én ammenhængende del – og altså netop taler om afskedstalen og ikke om afskedstalerne. Læs her gerne Troels Engberg-Pedersens fremragende ”Johannes-evangeliets klarhed” til yderligere inspiration.

Engberg-Pedersens grundtanke er helt i tråd med, at jeg ofte har sagt, at Johannesevangeliet egentlig burde synges, når det dukker op i gudstjenestelige sammenhænge. Det rummer på samme tid en enkelhed og en poetisk tone, som kalder på, nå ja: sang!

Engberg-Pedersens betragtninger over Johannes-evangeliet er altså i tråd med min indledende bemærkning om at se Jesu afskedstale som én sammenhængende variation over temaet: ”Jeg elsker jer...derfor forlader jeg jer...”. Og dét er så den nye vinkel, jeg vil udfolde søndagens tekster fra.

”Jeg elsker jer, derfor forlader jeg jer.”

Johannesevangeliet sammenfatter så i øvrigt hele sit budskab i en aforisme: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn.”  Man har kaldt det ”det lille evangelium i det store”.

Og nu hedder det så i afskedstalen lige før dagens afsnit, at ”nu går jeg til ham, der har sendt mig.” - og i samme ånd hedder det frit formuleret: ”Jeg elsker jer, derfor forlader jeg jer.”

Psykologer ville kalde det for dobbeltbind – altså to modstridende udsagn, som det er umuligt at forbinde med hinanden. Jesus siger så, at det er det bedste. Men han er heller ikke psykolog. Det ville være til at forstå, hvis han sagde, at han elskede sine disciple og derfor blev han hos dem. Men det gør han så ikke. ”Nu går jeg til ham, som har sendt mig.”

Hvis Jesus ikke går bort, kommer Talsmanden (Helligånden) nemlig ikke. Og så ville Jesus kun efterlade sig sorg blandt disciplene, og hans betydning ville være udtømt i en fodnote i religionshistorien. Jesus går bort. Talsmanden kommer. Talsmand er Johannesevangeliets betegnelse for Jesu nærvær i hans fravær. I sorgen, i savnet, i erindringen, i tilskyndelsen er den, der er død eller har forladt os, nærværende. Nogle gange mere nærværende end alle tilstedeværende tilsammen. Men det er ikke den måde, Jesus vil være til stede på i sit fravær. Jesus vil være nærværende som Talsmand. Han vil i sit fravær være nærværende som… ja som hvad? Som paraklet står der i den græske tekst - som paraklet.

Men den autoriserede oversættelse bruger altså det gådefulde ord ”talsmand”. Andre oversættere har forsøgt sig med ”trøster”. Grundtvig har fat i lige netop den betydning, når han synger om Talsmanden som ”Trøster over alt, som truer… trøster over alle tab”. Senest har Engberg-Pedersen netop foreslået ordene ”opmuntrer” eller ”hjælper” som oversættelse af ordet ”paraklet”. Men Engberg-Pedersen siger så samtidig, at det måske i virkeligheden er bedre at se på, hvad det er, Talsmanden skal – det er altså bedre at  lade ordet stå – uden at oversætte det - og så udfylde ordets indhold ved at se på, hvad der rent faktisk siges om parakleten – altså selve skikkelsen.

Udsagnsordet, der gemmer sig i det græske ord for Talsmand [parakalein] er ”at opmuntre”. Og det kan betyde to ting. Det kan betyde opmuntring i form af trøst – og så kan det betyde opmuntring forstået som en opfordring til at handle på bestemte måder. Og det svarer til, hvad Jesus selv gør i sin afskedstale, som dagens tekst er taget fra. Jesus opmuntrer til trøst og han opfordrer til indbyrdes kærlighed. Ordbog over det danske sprog, nævner slet ikke Talsmandens nytestamentlige betydning som betegnelse for Helligånden, og den seneste halvofficielle oversættelse, Den Nye Aftale, har konsekvent oversat Talsmanden til Helligånden. Så ordet Talsmanden er på vej ud af vores sprog som noget vi poetisk siger om Helligånden – og det er ærgerligt. For med netop dén trøster – som netop dén hjælper og opmuntrer af en paraklet, ja med trøsteren tilføjer Johannesevangeliet Helligånden en dynamisk dimension, en kraftfuldhed, som redder Ånden fra den rene åndelighed, hvis man kan sige det lidt bagvendt.

I vores verden og i vores tid er Ånd fordrevet fra det ydre og endt som en selvstændig egenskab ved det enkelte menneske. Ånd identificeres gerne med vores fornuft eller bevidsthed. Men på den måde indskrænkes Åndens domæne. Peter Wivel har sagt, at begrebet Ånd på den måde er kommet i miskredit som en af Vorherres hjælpediscipliner. Vi ville sikkert anvende et andet ord om Helligånden. Men med beskrivelsen af Ånd som en af vor Herres hjælpediscipliner, fanger Wivel Johannesevangeliets dynamik i talen om Helligånden som Talsmand. Wivel får frigjort Ånd fra at skulle være indskrænket til bare at være i os – altså i vores bevidsthed og fornuft - til at være noget, der kommer udefra og ind i os. Og altså ikke indefra som åndelighed eller åndfuldhed.

Den italienske filosof Giorgio Agampen kalder Ånden for den del af vores liv, der ikke tilhører os. Ånden er ikke en del af vores personlige ejendom, men den er – for nu at sige det med Agampens ord – den er vores forpligtelse over for andre – så ifølge Agampen er Ånden vores sociale og kulturelle ansvar som menneske over for vores medmenneske. Jesus kunne have sagt det, hvis han ikke havde levet i en tid, hvor Ånden stadigvæk ikke var taget til fange af vores fornuft.

Det er værd at bemærke, at det i dag er filosoffer og sociologer, der befrier Ånden fra dens fangenskab. En af vore hjemlige tænkere, Lars Henrik Schmidt, siger i en af sine bøger om dannelse, at vi bliver til dem, vi skal være ved at forholde os til den anden, altså medmennesket – og når han taler om medmennesket, så taler han om ”hin anden” forstået som den fremmede, ”andetheden”, som er kulturen - og så taler han også om ”hin anden” som ”det andet”, der er det i os, som ikke er os. Og det er tanker, der måske nok kan virke lidt langhårede og knudrede – men det er tanker, der - når man eftertænker dem - ligger i direkte forlængelse af Johannesevangeliet, når Johannesevangeliet taler om Helligånden som en Talsmand og på dén måde befrier ånden fra dens fangenskab i det enkelte isolerede individ og altså i den private sfære.

Her får så også det forudsigeliges sprog, altså de såkaldte eksakte naturvidenskabers sprog, den nødvendige modstand. Ånd er noget, der kommer til os udefra. Ude i det fri har Ånd forbundet sig med ord. Tydelige og lydelige ord, som går os til hjerte. Og for nu at være helt præcis har Ånden siden den første pinse været at finde og høre i Jesu ord om Guds barmhjertighed. Johannes’ juleevangelium lyder, at Ordet (skaberordet) blev kød og tog bolig iblandt os. Pinsens evangelium kunne tilsvarende lyde, at Ånden blev ord og tog bolig iblandt os.

Jesus vil ikke være nærværende som sorg, savn og minde - men som trøster, hjælper og opmuntrer. Han vil være den, der handler i sin egen fortælling og ikke offer for vores selvoptagethed. Jesus vil på den måde være aktivt til stede, som den der helbreder den udbredte kirkelig hypokondri blandt kirkefolket: at vi først synes, vi har det rigtig godt, når vi har det skidt. Talsmanden skal sikre, at vi ikke får åndenød, når vi taler om os selv, taler om eksistentielle emner, om følelser og sansninger. Så når vi i vores selvoptagethed trods alt hører om Guds uudgrundelige barmhjertighed med os og mærker os omsluttet af den barmhjertighed, så er det Talsmanden, vi kan sende en venlig tanke. Og når ordene om Jesu frelsergerning virker på samme måde, som Jesus virkede på i sit jordiske liv, så er det Talsmanden, der er på spil. ”Jeg elsker jer, derfor forlader jeg jer,” siger Jesus. Evangeliet er et frihedsbrev, en dobbelt frihed og ikke et udtryk for ’dobbeltbind’. Kærlighed og afsked er ikke hinandens modsætninger. De er ikke modstridende oplysninger, som ikke er til at holde sammen. De er hinandens forudsætninger. Uden kærlighed ingen frihed.

Altså: Jesu kærlighed til dem, han elsker, kom til at folde sig ud i den frihed, han efterlod sig.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At det store under i virkeligheden er, at man tager fejl – når vi fra vores side af tabet og døden og afskeden tænker, at døden er det sidste – og i forlængelse af det er underet, at kærlighed og afsked ikke er hinandens modsætninger.

I tiden efter opstandelsen påskemorgen og helt til pinsedagens himmelske åndepust over verden hører vi i søndagenes tekster om, hvordan Jesus efterlod os tillidsfuldt til hinanden. Han tager afsked med disciplene og siger til dem, at netop fordi han elsker dem, må han forlade dem. For kun ved at han forlader dem, kan de blive sat fri til at leve netop deres liv. Og på den måde fortæller han dem, at kærlighed og afsked er ikke hinandens modsætninger. Kærlighed og afsked er hinandens forudsætninger. Uden kærlighed ingen frihed.

Mon der er nogen af os, der ville kunne sige os selv det?

Hvad kommer det mig/os ved?

I dagens evangelium bruger Jesus et af de smukkeste billeder i sin afskedstale – billedet med den fødende kvinde.

Og dét billede vækker nok andre billeder og stemninger i os, end det gjorde, da Jesus brugte det i sin afskedstale. For dengang var fødsel et spørgsmål om liv og død. Og det var ikke nogen selvfølge, at ”glæden blev født af smerten” for nu at citere den smukke forældrebøn, som vi altid bruger i valgmenighedskirken før dåb i kirken. Moderen kunne nemt dø – og det samme kunne barnet.

Så billedet af den fødende kvinde er et billede på, at det, der kunne være død, blev liv.

Og dét er det egentlige under.

Og et under er ikke noget overnaturligt – for underet kan bestå i, at man tog fejl. At det ikke var, som man frygtede. At det heller ikke blev som man frygtede.

At der kommer nyt liv, hvor der før var goldt.

Jeg har i andre sammenhænge nævnt, at Marias Bebudelse er vores egentlige påskeforberedelse. For Maria havde aldrig været sammen med en mand – og jomfruer føder heller ikke føde. Men det gjorde hun så. Maria fødte, selvom det ikke skulle være muligt. Påskemorgen skulle graven vise sig at være sådan en kvinde. Jomfruer føder ikke og døde stå ikke op af deres grav. Men det var så, hvad der skete.

De billeder klinger også med i Jesu ord om den fødende kvinde.

Lad selv andre billeder klinge videre – om sorg, der skal blive til glæde og om……

2. søndag efter påske

Læs teksten her

Af sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby og Aastrup

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler over, at billedet ikke ligner noget fra vores hverdag, men at vi samtidig sagtens kan forstå, hvad meningen er.

Og så snubler jeg over ordet ”daglejer.” I daglig tale har ordet i min optik efterhånden fået et nærmest ironisk islæt.

Alligevel må ”Bibelen 2020” bruge en hel sætning på at oversætte misqwtos ”passer dem (fårene)bare for pengenes skyld.”

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

2. søndag efter påske er traditionelt konfirmationsdag her i Vester Aaby og Aastrup. Jeg har mange gange brugt narrative prædikener til konfirmationen, og ved denne tekst husker jeg navnlig en gang, hvor jeg som prædikentema brugte nogle drenge, der var ved at blive lokket af en narkohaj. En dreng, der havde lidt svært ved at blive accepteret i gruppen, scorer i første omgang point ved at have forbindelse med en, der kan skaffe ”noget sjovt.” Han tegner i skolegården et kort, der viser, hvor de skal møde ham. Da det truer med at udarte i Faaborg nattegader, dukker den lærer, de egentlig syntes var temmelig gammeldags og fjern, men som har læst kortet rigtigt, op og redder dem med sit eget liv som indsats.

Og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg har i anden sammenhæng for nylig arbejdet med Bent Falks bog ”Kærlighedens pris” hvor temaet er forskelle og ligheder på teologi og psykologi. Guds kærlighed kan ikke købes af mennesker, men havde en høj pris for Gud. Langfredag var det ultimative billede på, at Jesus ikke var Guds daglejer, men at det var Gud selv, der gik i døden. Blandt mennesker kan kærlighed heller ikke købes, men kan alligevel have en høj pris. For den, der giver, vel at mærke.

Hvad siger teksten som man ikke kan sige sig selv?

At Gud intet sparer, når det gælder hans skabning. At han netop betalte kærlighedens pris ved at give. At Gud altid tænker på mennesker i stedet for sig selv. Det er vores udgangspunkt i en individualistisk og måske egoistisk verden.

Hvad kommer det mig ved?

Teksten kan for mig ikke blive et forbillede til efterfølgelse uden at blive til gerningsretfærdighed. Og vi ejer lige præcis ikke hinanden. Men med Guds kærlighed som udgangspunkt handler vi heller ikke for at frelse os selv; efterfølger ikke for at behage Gud. Når troen giver os håb, tør vi - måske og bare en gang imellem - bruge løs af Guds kræfter og håb.

1 søndag efter påske

Læs teksten her

Af: Louise Schousboe, Aunslev Bovense og Hjulby sogne

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

De lukkede døre. Disciplene holder sig inde bag lukkede døre. De har lukket sig inde. De har lukket verden ude. Livet går sin gang derude på den anden side af døren. Men det bliver uden dem. For de kan ikke leve uden ham, som de har mistet. Disciplene er som os. Vi kan spejle os i dem. I deres frygt. I deres forladthed. Vi kan spejle os i deres tro, der kræver tegn. Jesus kommer til dem, fordi han vil være, hvor de er. Være, hvor vi er. Jesus fornemmer Thomas´ tvivl uden, at han har givet udtryk for den. Jesus kommer tvivlen i møde og lader troen vokse frem af den.   

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Hvad det betyder at miste troen. Tvivlen er troens tvilling. Tvivlen kan modne troen. Frygten er troens modsætning. Er det ikke frygten, der forkramper et menneske på en måde så troen ikke kan folde sig ud? At tro er at have tillid til, at den relation der er mellem vores opstandne frelser og os – at den relation holder til det hele. Tro er at holde fast i ham som vi tror på. Når vi forskanser os bag lukkede døre. Så kommer han til os. Der er ikke det sted, hvor han ikke kan komme. Der er ikke det sted, hvor han ikke har været selv. Han krydser alle tænkelige barrierer går over alle tænkelige grænser for at nå os. Med den fred som vores urolige hjerter søger efter. Med sin ånd, der giver os liv.

Og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Frygten fylder meget i den tid vi lever i lige nu. Frygten kan køre i ring. Frygten kan holde os fast som en spændetrøje vi ikke kan slippe fri af. Rent konkret så opholder vi os jo bag lukkede døre. Vi tager ikke del i livet på samme måde. Vi lever i vores egen små indelukkede verdener. Jesus bryder ind. Han bryder ned. Han skaber liv. Han ånder på sine disciple og siger: ”Tag imod Helligånden” som hans far gjorde da verden var ny. Gud pustede livsånde i det første menneske så det blev et levende væsen. Det er Guds vilje, at hans livskraft skal bo i os. Leve i os. 

Hvad siger teksten som man ikke kan sige sig selv?

At troen åbner vores øjne så vi ser, som det sker for Thomas. Troen åbnede hans øjne og hans sind. Det er troen, der løfter vores blik så vi ser, at verden er større så vi ser, hvor mulighederne ligger i frø. Så vi ikke fastholder vores blik på de døre, der er lukkede og låste men ser, at der er nye døre, står åbne.  Troen er den sprække, der lukker lyset og livet ind.  

Hvad kommer det mig ved?

”Han er fast i troen” kan man sige om et menneske. I virkeligheden er det måske snarere sådan, at troen ryster os. Ryster det som vi sidder fast i så vi igen kan se en udvej. Det er troen, der ryster os, vækker os får os til at vågne op og se og tænke anderledes om virkeligheden.  Om troen skal vi tale. Om ham som vi tror på skal vi tale. Er Gud den gamle mand med det hvide skæg, der sidder på sin skytrone højt herfra uberørt af verdens tumult? Er Gud ham, der kommer til os, der sidder bag lukkede døre. Med sin fred og med sin ånd. Vi tror på en Gud, der elsker os som sine børn med en kærlighed, der aldrig hører op. Den kærlighed, der fik krop og stemme i Jesus af Nazaret. Korsfæstet og opstanden. Den kærlighed som ikke engang døden kunne få bugt med. Den kærlighed, der fordriver frygten. Frygt findes ikke i kærligheden. ”Frygt ikke, tro kun” 

2. påskedag 2021

Læs teksten her

Af: Ina Balle Aagaard, Agedrup Sogn

1. Jeg snubler over de to disciples ”walk and talk”. De går og samtaler om det der er sket, bedrøvede over, at det ikke gik som de havde håbet og troet på, skuffede over nederlaget, sørgmodige i savnet efter deres Mester. Midt i samtalen dukker en fremmed op, Jesus, som de først ikke genkender. I begyndelsen lytter han tålmodigt til deres fortælling, derefter giver han dem feedback: Som holdt han et spejl op foran dem så de tydeligere ser sig selv. Med sine ord og med sit blik på deres fortælling transformeres de to disciples negative opfattelse af hvad der er sket til noget opløftende og opbyggeligt.

De genvinder deres tro og livsmod i en sådan grad, at de nu kan opbygge en menighed og forkynde evangeliet om det glade budskab: ”Herren er virkelig opstået”. 

2.Sidste gang fortalte jeg om en samtale jeg overhørte i P1 en påske, en samtale mellem Peter Bastian og kunstmaleren Maja Lisa Engelhardt. De beskriver begge på hver sin måde hvori deres møde består med det guddommelige. Bastian beskriver sit møde med det guddommelige i naturen: At Gud taler til ham igennem enhver vandpyt. Også Maja Engelhardt møder det guddommelige når hun går tur. Hun beskriver, at efter en lang og udmattende gåtur så er det der pludselig når hun mindst venter det og der er ingenting hun kan gøre, hverken til eller fra, hun kan kun blive stående og tage imod. Når hun så skal male sit guddommelige møde, så mærker hun, at det blokerer inden i hende. Hun fortæller om hendes medvirken i en kunstudstilling i New York. Få dage før udstillingen var hun ikke blevet færdig og hun måtte kaste sig ned på en stol og opgive det hele. Først da hun havde skrevet et brev om, at hun måtte melde afbud i erkendelsen af, at hun alligevel ikke magtede opgaven, og med en træt følelse af at have givet op, at være færdig og mislykket. Først da, ud af intet, ud af magtesløsheden opstår kunsten, først da, kan hun male igen, først i det øjeblik at hun glemmer sit eget, sin forfængelighed, sin egen forventning til at kunne, først da vil penslen lystre hende igen. Men dén bevægelse, fortæller hun, er så frygtelig hård og anstrengende, at hun hver gang må overveje om det i virkeligheden er det værd.  Livet, som det nu engang udspiller sig imellem dets op- og nedture, kan ligeså vel være en kamp imellem tro og tvivl, glæde og sorg, menig og meningsløshed.

3.Det er nyt for mig, at mit blik på min situation kan ændre sig, endda til det modsatte når jeg samtaler med en anden om den. De to disciple var kørt fast i deres negative anskuelse af Jesu korsfæstelse indtil Jesus dukker op og viser dem, at han virkelig er opstået! Da vender deres humør 180 gr. Fra nedbøjet til opløftet.

4.Teksten siger os noget om hvor stor en forskel en samtale kan gøre for os. Når vi kan spejle os selv og vores meninger i en anden, som har et andet blik på tingene, så kan det ændre vores humør, vores sindstilstand. Det er så vigtigt at blive set og hørt og taget alvorligt –som menneske, det kan ikke høres ofte nok, for det er deri vi finder kærligheden og meningen med livet. Det blik skal vi vise hinanden og huske hinanden på.

5.Det kommer mig ved, at jeg ikke skal gå og putte med mine problemer selv, men drøfte dem i samtalen med en jeg stoler på og har tillid til.

I Grundtvigs største og mest mærkelige digt- ”Nytårsmorgen” fortolket ved Jørgen I. Jensens bog: ”Denne ene sommer”, står han med den erfaring, at han synes han er havnet i en dødlignende tilstand og at det nu gælder om at se fortid og fremtid i ét samlet perspektiv. Heldigvis kommer Mor Danmark i digtet ham til hjælp: ”Nej kunne du flytte min vugge et gran, da var jeg fornøjet, da åbnedes øjet for lys i de levendes land”. Med de ord beder Mor Danmark, jeg´et i digtet, om, at flytte hendes vugge! Hvilket betyder, at forandre et menneskes livsløb, ja forandre fortiden. Normalt siger vi ellers, at fortiden ikke kan forandres, sket er sket og det står ikke til at ændre, men her er det altså omvendt: Det eneste, der kan forandres, er fortiden, men under indflydelse af fremtiden, dog nutiden, ja den er alle bundet af, den kan vi ikke sætte os ud over. Grundtvig mente, at selve begivenhederne kan vi ikke ændre uden videre, men de kan opfyldes, forklares og mødes med eftertiden, så også fortiden bliver ny. Vuggen kan virkelig flyttes.

Det samme mirakel sker for de to disciple, som går tungt side om side hen ad vejen. I mødet med Jesus og i hans lys forandres fortiden så de ser fremtiden i et klart og lyst skær.

Jeg kan anbefale Charlie Mackesys lille filosofiske bog om venskab: ”Drengen, muldvarpen, ræven og hesten” – ”deres oplevelser foregår om foråret, hvor der falder sne det ene øjeblik, og solen skinner det næste, sådan lidt ligesom livet – det kan vende på en tallerken”. 

Påskedag 

Læs teksten her

Af: Mette Behrndtz, Nr. Lyndelse sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Hver gang jeg læser denne ubegribelige historie om Jesu opstandelse, tænker jeg umiddelbart:

- Sikke en fantastisk fortælling! Fantastisk i betydningen ’mageløs’ og ’helt utrolig’, for her har vi en fortælling om en mand, der har forladt sin grav efter at have ligget død i tre dage. 

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg har i andre sammenhænge været optaget af, om Gud kunne betragtes som ’gysets mester’, for der er flere fortællinger i bibelen, der har gyser-karakter, fx da Abraham skal slå sin søn ihjel for at ofre ham til Gud, eller da djævelen dukker op på et meget øde sted for at lokke Jesus over på det ondes side. Endvidere er det en ret hårrejsende tanke, at Jesus sådan kan forlade sin grav – oven i købet efter at være blevet korsfæstet efter sin egen fars ønske! Det er på én gang skræmmende, fascinerende og provokerende! Gud har imidlertid - som en anden Hitchcock - en særlig evne til at overraske os. Især når det ser allermest sort ud.

     Og netop sort ser påsken ud i begyndelsen med langfredag som klimaks. Alt håb synes ude: Efter at være taget til fange, er Jesus blevet tortureret, pint og plaget. Blodet flyder, da han hamres fast til korset, og inden dagen er omme, er han død. Her er det tydeligt, at Jesus blot er et menneske, som alle os andre. Han er hverken usårlig eller udødelig.

    Dette er en stærk baggrund for påskedags fortælling, hvor Gud i den grad afslører en livsomvæltende overraskelse, der på mange måder også er hårrejsende. Det viser sig imidlertid at være i positiv forstand. For lyset bryder helt bogstaveligt ind i den sorte grav, da stenen væltes bort og gør det klart, at håbet i den grad lever! For med det liv, Jesus lever på godt og ondt, bliver det tydeligt, at vi har et skæbnefællesskab med hinanden. Da han vækkes op fra døden, giver det os derfor et håb om, at døden ikke længere skal vinde over livet, men at livet skal være stærkere end døden. For vi skal leve videre hos Gud. Nok er Gud gysets mester, men det er livets side, han står på, og som han kæmper for igennem Jesus. 

3.  - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Den måde, hvorpå vi har levet i corona’ens skygge igennem et helt år nu. Som Svend Brinkmann for nogle uger siden sagde i KD, var pandemien i begyndelsen forbundet med det ukendte og farlige og havde dermed karakter af noget dragende og vakte nysgerrighed. Således talte klimaaktivister om alt det, der var muligt, når bare vi stod sammen, mens liberalister kunne glæde sig over markedskræfternes vaccinesamarbejde, og folk lagde deres liv om. Som året er gået er en anden form for alvor sat ind, og i dag har ’pandemien gjort os udmattede’, som Brinkmann konstaterer. 

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Selv om det kan opleves sådan, vinder mørket ikke! Ganske vist flygter kvinderne fra graven, fordi de er rystede over det, de ser. Endvidere fortæller teksten, at de ikke siger noget til nogen. Det gør de så alligevel, hvis vi læser lidt videre. Maria Magdalene fortæller det til dem, ’der havde været sammen med ham’, hvilket bl.a. må gælde de nu 11 disciple. De tror bare ikke på det. Her synes ord som tro ikke, frygt kun at beskrive disciplenes reaktion bedst. Og det er vel meget menneskeligt. Når der er noget, man ikke forstår, bliver man frygtsom. En kommentar til Svend Brinkmann kunne derfor være, at pandemien i begyndelsen ikke kun var dragende og vakte nysgerrighed – den skabte også frygt for det ukendte. En frygt, der endnu lever hos nogle af os. Derfor er det meget aktuelt med en tekst, der både adresserer frygten og troen. ’I skal ikke være bange’ siger englen til kvinderne ifølge Bibelen 2020 og leder straks ens tanker hen på nogle ord af Jesus selv, nemlig frygt ikke, tro kun. For kun igennem troens briller ser vi, at han har vundet over døden og mørket. Troen placerer os således i lyset, fordi den rummer håbet om et evigt liv hos Gud. Det ender godt - trods alt. 

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Sidste år blev kirkens påskefejring aflyst, og det gjorde det klart for mig, hvor vigtig gudstjenesten er for folk, ikke mindst i en krisetid. På mange måder har den landsdækkende nedlukning for mange været en oplevelse af at ’være lagt i graven’. Særligt i den anden bølge, satte det sig hårdere i sindet at være afskåret fra de fællesskaber, som normalt har så stor betydning for os, fordi vores liv henter struktur og indhold – ja, mening fra disse. Men ligesom en lukket grav kan et lukket samfund genåbnes. Ja, præcis sådan kan den egentlige genåbning af vores samfund i denne tid opleves - som en grav, hvor stenen er væltet, og lyset og håbet endelig kan strømme ind og give os alle en ny begyndelse.     

Langfredag

Læs teksten her

Af: Line Nissen, Sct. Jørgens sogn, Svendborg

1) Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Der er valgfrihed mellem Mattæus’ og Markus’ versioner af lidelseshistorien. Jeg vælger Markus og snubler over den nøgternhed, hvormed Jesu sidste timer beskrives. Forklaringer er få og dramatiske elementer er udeladt. Hvor Mattæus forklarer, at Jesus ikke vil have den krydrede vin, da han har smagt på den, fortæller Markus blot, at Jesus ikke vil have den. I Mattæusevangeliet fortælles om tre timers mørke, som ledsager Jesu lidelser, om jordskælv og døde, der står op af deres grave i det øjeblik, Jesus opgiver ånden. Officeren bliver rædselsslagen, mens han i Markusevangeliet blot konstaterer, at Jesus er Guds søn.

I Markusevangeliet snubler jeg således over den nøgternhed – næsten lidenskabsløshed – hvormed et menneskes uretfærdige og brutale død beskrives. Markus efterlader mig med kuldegysninger og sorg i sindet, som jeg ikke får, når der spilles på alle tangenter og det males med dramatisk pen, hvordan Jesus og mennesker i øvrigt lider, når de ser deres sidste timer i øjnene.

Det minder mig om en journalist, der var til stede på Den himmelske Freds plads under demonstrationerne i 1989, som skrev om, hvordan det var at se mennesker dø. De døde bare, skrev han. Der blev skudt, bang, og så faldt et menneske om og døde. Der var ingen Hollywood drama. Ingen døende, der skreg, tog sig til brystet, vaklede omkring, mens blodet sivede ud af deres skudsår – nej de døde bare. Døden gør indtryk med sit manglende drama. Således også i Markusevangeliet.

2) Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?

Jeg tog livtag med det anfægtende ved langfredag. For den anfægtede viser langfredag en Gud, der ikke handler og griber ind mod uretfærdigheden, men som stiltiende ser på. For det tvivlende sind kan det endda se ud som om Gud selv sætter det onde i værk og ønsker, at det onde skal ske. Langfredags Gud er en Gud, der forlanger at nogen må ofre sig og dø for at han kan (for)blive glad. Jf. den gammeltestamentlige lektie: Isaks ofring.

I den offertankegang er Jesus både et offer Gud forlanger og et offer Gud selv bringer.

Jesus stiller sig i Guds og menneskers tjeneste og render ingen vegne, selvom hans sjæl er i oprør og han beder om at slippe for at dø. Han lader sig kysse af Judas og anholde og korsfæste. Han tror på Gud. Alligevel er han ikke cool, calm and collected. For han dør med gudsforladthedens skrig på læben og man fornemmer, at han havde troet noget andet om Gud.

Hvor anfægtende det end er, hvor grusom Gud end tager sig ud, når vi ser ham fra torturinstrumentet, korset, så er det væsentligt at holde fast i, at Jesus dør uden at vide, hvad Gud har tænkt sig og uden at vide, hvad han har i vente de næste dage. Hvis han kendte til påskedag, ville hans død være en vittighed og et uægte offer, der aldrig ville give nogen mening. Hans død ville ikke være rigtig død. Den ville være noget han og Gud legede. Og det er der ikke noget offer i.

Ligesom Jesus ikke kender til påskedag, gør vi heller ikke endnu. Vi må tåle at stå stille ved korset og vente på Gud og på, at han kaster opstandelsens lys over, at korset ikke alene er et torturinstrument, men også udtryk for at Gud selv har bragt det offer, der skal til for at han kan tilgive os vores skyld og brøde. Af kærlighed.

3) - hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Hvor kommer dog al den vrede fra? Al den foragt?

”Folkets kærlighed, min styrke” havde Frederik den 7. som valgsprog. Men folkets kærlighed er en flygtig størrelse, som kendte og kongelige, såvel som Guds søn må erfare. For få dage siden råbte folkeskarerne ”Hosianna”, nu har de brølet ”korsfæst”. Ingen holder sig tilbage med at lade hånen regne ned over Jesus. Det er ikke alene dem, der altid har været hans politiske og religiøse modstandere, der håner ham og viser, at de er dårlige vindere. Det er også folket, jordens salt, de fattige i ånden, der har hængt ved ham og mærket, at han gav deres sølle eksistens mening, der håner ham og viser, at de er dårlige tabere. Ret skal være ret; historien melder ikke noget om, at folkeskarerne, den grå masse, stiller sig op og håner ham, men de håner ham i hvert fald ved at glimre med deres fravær. Endda røverne, der ikke har noget at prale over, råber med i hånekoret. Selv Gud håner ham ved at undlade at ramme de hånende med torden og lynild.

Fornemmelsen af ensomhed, udstødelse, fortabthed, deroute, svaghed skærer gennem marv og ben. Jesus bliver trådt på. Sparket. ”Alt, hvad der ligger på jorden må man træde på”, sang vi drillende i min barndom. Og så trådte man så med god ret på klassekammeratens hue/vanter/skolebog, som hun havde været dum nok til at tabe på jorden. Jo flere, der gør det ondskabsfulde, des mere legitimt synes det at blive. Jeg følger jo bare trafikken.

Den (=mig selv), der anser sig selv for at være et godt menneske, der til enhver tid vil stille op og forsvare de svage, knytter nærmest næverne i vrede over den behandling Jesus udsættes for. Jeg fristes til at gentage Peters ord: ”aldrig i evighed vil jeg svigte dig, Jesus”. Men mon ikke også jeg ville ende med at græde over mig selv og mit svigt og min uformåen i ekkoet efter hanens sidste kykliky?

Lige nu er der megen opmærksomhed på de, i værste fald ondskabsfulde og i bedste fald tankeløse, kommentarer på sociale medier. Der er den grinende smileys, der latterliggør en modstander og gør det klart, at skadefryd også er en slags glæde. Selv budskabet om et andet menneskes død, kan kalde en grinesmiley frem. Trusler om vold, skældsord og ønsket om død og lidelse for at andet menneske er hverdagskost for mange.

Der er ikke noget nyt under solen. Jesu død og fornedrelse er uhyggeligt nutidig.

Hvor kommer dog al den vrede fra? Al den foragt?

4) Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Jesu død er et dødsfald af særlig karakter. Ikke fordi den er mere brutal/uretfærdig/ensom end så mange andre måder, hvorpå mennesker dør og bliver slået ihjel på. Jeg er såmænd heller ikke sikker på, at Jesu ville blive hånet mindre, hvis han blev hængt eller bare hængt ud i verden anno 2021.

Jesus død er af særlig karakter, fordi han er Guds søn, der dør en almindelig menneskedød. Det som Markus beskriver så fænomenalt på sin lidenskabsløse facon.

Derfor, fordi Jesu død er almindelig, kan den vende op og ned på himmel og jord. For som Jesu skrig mod himlen får vores hjerte til at briste, får det også forhænget i templet til at briste. Forhænget ind til det allerhelligste, der markerer afstand mellem Gud og menneske, går midt over. Med Jesu død kommer Gud mennesker i møde, på et sted og på en måde, som han aldrig har gjort før. Gud er også i døden og forladtheden og giver oprejsning til det, der ligger på jorden og bliver trådt på. Ikke med hævn og en hånlig grinesmiley lige i synet tilbage på dem, der trådte. Forhænget flænges og Gud viser, at han er der, hvor ingen andre har lyst og mod til at være.

5) Hvad kommer det mig/os ved?

Korset, Jesu dødsårsag, blev symbol, som millioner og atter millioner af mennesker bærer som et usynligt mærke for ansigt og bryst. Vi der er døbt, er dødsmærkede. Det er det sådan set ikke noget ualmindeligt eller bemærkelsesværdigt i. Alt levende er dødsmærket fra det øjeblik det fødes, uanset om det bærer korsets tegn eller ej. Døden er helt almindelig.

Men fordi Jesus døde og tålte det værst tænkelige, så forhænget i templet kunne briste, er korset mere end et dødsmærke. Det er også et symbol på troen på, at intet sted, ingen følelse, ingen død, intet menneske skal være forladt af Gud. Det kan godt være, at det er forladt af mennesker. Men ikke af Gud.

Langfredag 2021

Læs teksten her

Nanne Mølhave Bolbro Sogn, Odense.

Hvad snubler du over ved førstegennemlæsning? En brik, der mangler.

Hvad jeg sagde sidste gang jeg prædikede, husker jeg ikke, ser ikke efter, vil hellere fortælle, at jeg er fascineret af den menneskelige hånd. Den indeholder et mylder af små knogler og sener og forbindelser af muskler og blodtilførsel. Når jeg holder den ene hånd op og den anden ned, bliver den nedre mørk og den øvre, lys. Årerne træder frem på den mørke, de er meget små på den lyse. Når jeg trommer med fingrene bevæger håndryggens små knogler sig i bølger. Med hænder har mennesker gjort de mest fantastiske ting. En ung lægestuderende gyser ved tanken om, at komme til examen i håndens anatomi.

Hvis man banker en tyk jernnagle gennem hånden, knaser det. Visse af håndens små dele vil vige elastisk til siden for fremmedlegemet, men mange af dem vil knække og briste.

Sådan noget kan mennesker også gøre.

- og hvad er nyt for mig, når jeg læser denne gang? Forvandling.

Jeg vil gerne tilhøre en virkelighed, hvor det er helingen, der regerer. Jern, der går igennem min frelser, er gådefuldt noget, der heler.

Mens du læser dette, er der mennesker, der gennembrydes af metal. Sådan er mennesker, den tanke må heles i os. Det er det helende, der sejrer og hver gang vi stopper jernets krænkelse af kroppens levende dele, er det et tegn.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Hvad kommer det mig/os ved?

Brikken, Markus 15,20-39
Når jeg læser Mark. 15, kommer jeg til at tænke på dialog, der ikke lykkes. Hvad har han gjort? - kostfæst ham. Det er ikke-dialog. På samme måde passer tingene sammen på en måde, som handler om ikke-forståelse. Hånsordene, tempelordet om de tre dage. Den største er Eloï-misforståelsen, hvor tilhørerne nysgerrigt ser, om Elias kommer igen fra himlen. Svaret på Eloï - råbet er salmens (Ps22) 2. halvdel, som heler. Hele den sejr, som ikke er i hånen, ligger i den salme, han ikke når at fremsige færdig.

Der findes en selskabsleg, hvor man bringer gæsterne sammen ved at udstyre dem med brikker til et puslespil, så ser man hvem der når hinanden. Et billede dannes og mennesker lærer hinanden at kende. I Mark. 15 går alle rundt med de forkerte brikker...

Salme 22. 
For korlederen. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David.
v2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
v3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.
v4 Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
v5 Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
v6 De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.
v7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
v8 Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
v9 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«
v10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
v11 Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
v12 Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!
v13 Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
v14 rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
v15 Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
v16 Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.
v17 Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
v18 jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
v19 de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
v20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
v21 Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
v22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!

Du har svaret mig!
v23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
v24 Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!
v25 For han viste ikke foragt og afsky
for den hjælpeløses nød;
han skjulte ikke sit ansigt for ham,
men hørte, da han råbte om hjælp.
v26 Du er min lovsang i den store forsamling,
jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
v27 De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.
v28 Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
v29 For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.
v30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham,
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
v31 Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
v32 man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes, for han greb ind!

Skærtorsdag 2021  

Læs teksten her

Nanne Mølhave Bolbro Sogn, Odense.

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning? 

Intet og det hele. Så jeg besluttede mig for at dele teksten op, for da var den lettere at spise.

Det første afsnit afslører, at Jesus fejrer påske efter forskrifterne. Og at han siger: ”Min time er nær” - sætter scenen som afsked.

Det andet afsnit handler om forræderi med Gud, Judas og Menneskesønnen i rollerne. Jesus taler om sig selv som menneskesønnen, hvilket giver mindst to fordele: 1 Magt. 2 Plan. Ingen kan få Menneskesønnen ned med nakken og alt hvad der har med Menneskesønnen at gøre, følger Guds plan. Forræderi mod menneskesønnen er en tabersag. Det er Gud, der bestemmer, hvem der skal være forræder. Som demokratisk tænkende borger vil jeg gerne kalde Gud i samråd vedr. denne måde at bruge mennesker på. Som moderne forkynder vil jeg også gerne angribe denne strategi fra Guds side: Den sælger ikke så godt. I begge tilfælde må jeg sande at Gud er Gud. Det er det særlige ved Gud. Han dypper brød med mig, selvom jeg tænker sådan. Mit job er at lære at tilgive mit medmenneske.

Det tredje afsnit handler om, at han tager brød og vin og giver det betydning. Det er ham selv og hans historie og denne histories virkning - virkningen af at indtage det nævnes ikke. Blot at de skal indtage det. Det er hans krop, det er hans blod, det er en pagt og blodet udgydes med en effekt: Syndsforladelse på mange (altså ikke alle, men visse).

Hvad prædikede du sidste gang, du prædikede over denne tekst? 

Har glemt det, måtte kigge efter, synes det var irrelevant, noget med reklame om wellness og et ægte liv. 

– og hvad er nyt for dig, når du læser det denne gang? 

Det fjerde afsnit røber, at der findes et rige, hvor Jesus skal drikke ny vin med sine nærmeste. Dét, kunne jeg godt tænke mig at være med til. Og jeg tror, at det er skrevet for at jeg skal få denne lyst.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Jeg er i gang med at mærke efter, hvad det gør ved mig at forstå mig selv som værende i en ny pagt, som måske ikke er ny, men er det fordi, den har været det hele tiden…
Det er noget med en kærlighed, som fornyes. Den har været der hele tiden. Den er dermed gammel, men den går fra at være uopfyldelig til at være opfyldt.

Dens opfyldelse/opfyldelighed gør noget ved mig... Jeg kan se mig selv med nye øjne. Jeg er elsket...

Nu er den der vist:
Hvad kommer det mig/os ved?

Fortælling
Et menneske planlægger at lave en middag og invitere dem og dem for i sidste ende at komme i kontakt med person No 1 for at blive lukket ind i et fællesskab, en arbejdsplads en fed virkelighed. Planen svirrer i hovedet. Ingen plan er sikker nok, ingen menu er god nok – så ringer telefonen. Det er person No 1, der ringer: Kom over og få en snack og en drink – vi taler om dig, fordi vi gerne vil ha’ dig med i den fede virkelighed.

Forvandling
Overraskende, overstrømmende glæde over at være en del af noget, man troede var for stort.
Fra nu af vil den snack altid smage af den glæde! Tør jeg huske hvilken virkelighed, jeg er lukket ind i ved Jesu måltid? Jeg er lukket ind i den virkelighed, der gør glæden uendelig stor og alle planer uendeligt små.
Jeg er lukket ind i et rige, som er lavet af evighed. Det er Guds. Jeg er med, fordi Jesus har givet sig selv, ligesom man giver et måltid, der fortæres.

Nu vil jeg gå fra kirke som en del af Guds virkelighed. Mine planer er små, men jeg vil bruge dem som tegn og huske: Jeg vil give en snack og lukke ind – jeg vil ta’ en snack og blive lukket ind. Jeg vil huske, hvad jeg er med i.

Palmesøndag

Læs teksten her

Af Rasmus Markussen, Ørbæk

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Fordi jeg selv er blevet grebet af massehysteriet hver gang, så har jeg ikke kunnet se det før, men jeg ser det nu: Jesu særlige sans for selviscenesættelse. Han får sine disciple til at stjæle et æsel eller to. Han får folkeskaren til at dække vejen med kapper og grene. Han får folkeskaren til at gå i procession. Han får folkeskaren til at råbe og skrige om frelse og velsignelse. Og så gør han endelig sit indtog i Jerusalem. Helt som forventet får det store spektakel byen til at ryste i sin grundvold, men er det mon på grund af det hellige eller det profane ved indtoget? For det sker, ”for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: ”Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.”” For det sker ikke som den jødiske storkonges triumftog, men som en galilæisk tømrersøns narreoptog. Og midt i al denne naragtighed har Jesus vel været sagtmodig, men hans sagtmodighed må også have været iblandet en god portion bitter ironi, som er blevet vakt af både hans fjender og hans venner.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Det var så sent som til 1. søndag i advent 2020, og det handlede om, hvordan vores forventninger ofte bliver mødt og oftere bliver skuffet, men at det måske kan vise sig, at det er godt nok alligevel. Og det gælder altså både til jul og til påske og til pinse og til enhver tid, hvor Jesus kommer til os og gør os glade og gør os vrede med sine ord og sine gerninger. Og det så først bagefter viser sig, at det, som det var, var lige netop det, som skulle til, for at vi igen-igen kunne få en ny begyndelse på livet.

3. – og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Som første akt i kristendommens store passionsspil er indtoget i Jerusalem en vild begyndelse på kirkeåret og en endnu vildere begyndelse på påsken. Og har man først set spændingen imellem den storslåede profeti og dens nedslående opfyldelse, så er beretningen om Jesu lille ridetur ikke længere bare en beretning om ophøjelsen af det menneskelige, men også om nedgørelsen af det guddommelige. På den måde spejler Palmesøndag og Langfredag sig i hinanden: Den ene viser os mennesket som Gud. Den anden viser os Gud som menneske. Og i begge tilfælde med en egen afgrundsdyb ironi, som får det hele til at dirre af den særlige paskale suspense, som først finder en eller anden form for forløsning Påskemorgen.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Hmmmm… At vores frelse(r) slet ikke er, som de troede dengang, og som vi tror nu, men på godt og ondt tager m….. på os hver evig eneste gang. Sådan at forstå, at der i det forhold ikke er noget som helst, som vi kan sige os selv, men at vi hele tiden må tie og lade os det sige af Gud. Og han har altså den irriterende vane, at han i både ord og gerninger helst benytter sig af indirekte meddelelse.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Ja, det er jo spørgsmålet, om vi synes, at det – og alt andet – kommer os ved, hvis vi ikke kan få det til at komme os ved lige præcis sådan, som vi gerne vil. Og den gode nyhed Palmesøndag er så den, at det slet ikke handler om, om det kommer os ved eller at det kommer os ved, men om, at det vil komme os ved, helt uanset om vi så vil det eller ej. For sandheden forfølger og følger os alt efter behov: Gud selv kommer til os ikke bare med sin sagtmodighed, men også med sorg og glæde, med skældud og trøst, med ligegyldighed og kærlighed, og med… alt muligt midt imellem. Og det gør han, fordi han vil komme os ved. Også selvom han selv kommer til at betale for det med både sit liv og sin død.

6. Salmer (kun tre i disse triste tider)

1) DDS 172 – Se, vi går op til Jerusalem

2) DDS 81 – Fryd dig, du Kristi brud

3) DDS 85 – Op, Zion at oplukke

Mariæ bebudelsesdag

Læs teksten her

Lise Marie Ranum, Fredens sogn, Odense

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg gør mig al mulig umage for ikke at falde i gamle læsemønstres fælder og snuble over bedagede bebudelsesfordomme. Og så vil jeg nødig være typen, der virker hysterisk (for den slags er jo traditionelt forbeholdt dem, der har en hysteraos=livmoder). Men i kølvandet på en Kvindernes internationale kampdag fuld af #deldinskam, og et coronaår med masser af #Metoo og på én gang medrivende og hårrejsende historier om medie- og politikpatriarker, der har haft hænder og tunger for langt fremme, er det svært ikke at snuble over den unge Marias betingelsesløse underkastelse. Bibelen 2020 oversætter endda Marias afsluttende replik til Gabriel:  ”Jeg underkaster mig Gud […]. Lad det gå mig som du har sagt!”…  Det kan godt være, at jeg som professionel Bibellæser ved, at ærkeenglen er non-binær og Bibelens Gud lige så meget far som hønemor. Ligesom jeg forstår, at der er himmelvid forskel på at underkaste sig den grænseløst gode Gud og så et andet menneske eller en evt. usund kultur. Men når jeg læser, må jeg snuble med tilhøreren anno 2021. Både tjenerindetermen i den gamle oversættelse og underkastelsen i den nye giver mindelser om bøjede nakker a la The Handmaids Tale.

Når det er sagt, så falder jeg heldigvis også over, at nådestermerne er udskiftet med udvælgelsestermer i den seneste oversættelse. Nåden kan jeg ikke få nok af, men jeg synes alligevel, det er vidunderligt, at det bliver (endnu mere) tydeligt, at Maria er en profetskikkelse; en Guds betroet medarbejder (»Gud har udvalgt dig, Maria. Du er noget særligt i hans øjne!«). Og så endda én, der modsat så mange af dem, vi kender fra GT, ikke nærmest pr. automatik takker nej eller ligefrem flygter fra opgaven.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad det er Maria er udvalgt til? Og hvad det betyder for os?  

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst? 

Sidst jeg prædikede over Maria (godt nok hende, der bryder ud i samfundsomkalfatrende sang), havde Corona lige lukket landet ned, og jeg følte mig som så mange andre overvældet, udsat og uden overblik over, hvad i alverden det var, der havde ramt os. Min prædiken kredsede om de definerende øjeblikke i vores menneskeliv. Om vores ansvar og menneskepligt til at sige ja til det menneskeliv, vi har fået foræret i fødselsgave og de mennesker, vi møder på vores vej gennem livet. Om det mod og den tillid (hvem sagde tro!), det kræver at stole på at livet det er livet værd på trods af tvivl og stort besvær, for nu at bruge Rosendals efterhånden ikoniske salmeord. Om den Gud, der har udvalgt helt almindelige forvirrede og frygtsomme mennesker som Maria og dig og mig til at være betroede medarbejdere på Guds rige – og lykkeligvis lader ånden komme over os når vi mindst venter det. 

3.      - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At udvælgelsen kan læses som en generel udvælgelse til moderskab. Og som en forherligelse af et pletfrit moderskab og den selvopofrende, selvudslettende mor, som kun de færreste kan leve op til. Måske er det al den seneste danske litteratur, der kredser om moderskabet, der får mig til at se, hvordan det kan se sådan ud...Dy Plambæk, der vandt Politikens litteraturpris for en bog med masser af voldsom fødsel, vold og våben sidste år, og Olga Ravn, der for nylig modtog samme pris, gør det helt klart: Moderskab rimer også på vildskab og vanvid og fødselsdepression og lorteparforhold og latterligt hårdt arbejde. Hvis jeg skulle prædike en dag med mange dåb og et rum fuld af udasede dåbsforældre, kunne jeg godt finde på at gribe den. For den evangeliske pointe er netop så anderledes end man først kunne foranlediges til at tro: Marias udvælgelse er ikke en udvælgelse til selvudslettelse. Maria bliver ikke udvalgt, fordi hun er et pletfri glansbillede. Maria er ikke glat og umenneskelig. Snarere tværtimod – og det er jo her evangeliet ligger og lyser (os og vores medmennesker op): Gud tryller ikke Maria om til noget, hun ikke er. Gud udvælger og viser sin storhed i Maria, der er os, der er Maria …

Og Maria kan man sagtens gå i bedene, selvom man hverken er kvinde, spor skruk eller mor for den sags skyld….Mystikeren Eckehart sagde (frit citeret) : Vi er alle kaldede til at være Guds mødre – for Gud venter altid på at blive født.

4.  Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Teksten fortæller os, at vi mennesker har et uendeligt potentiale — og at Gud har ufattelig stor tiltro til os. Ånden kom over mennesket Maria, og ånden kan også komme over os – uanset at vi måske slet ikke tør hverken tro eller håbe det. Gud er en Gud, der bruger ordinære mennesker til ekstraordinære ting! OG: Det skal og kan vi passende lære af. Vi kan og skal med middelaldermystikerens ord føde Gud. Eller som den amerikanske teolog Barbara Brown Taylor har sagt (igen frit både oversat og citeret): Vi skal smugle Gud og Guds rige ind i verden i vores egen krop!

5.  Hvad kommer det mig/os ved?

Jeg ville ikke kunne leve uden den evangeliske pointe, som jeg skal høre igen og igen, fordi jeg er typen, der så let bliver mismodig.

Jeg er Maria og Maria er et menneske og mennesket er mig. Og dig. Jeg har uendeligt potentiale. Jeg er elsket. Ja, mere end det: Jeg er en betroet medarbejder i stald hos den Gud, der bruger ordinære mennesker til ekstraordinære ting. Jeg er, ligesom enhver anden, sat her på jorden for at gå Gud i bedene. Jeg er Guds betroede smugler – og min smuglervare er den kærlighed, der får verden til at vokse!

Midfaste søndag 2021

Læs teksten her

1. Hvad jeg snubler over ved første gennemlæsning:

En prædikenvejledning skal naturligvis afleveres i god tid forud for selve søndag, hvor prædiken skal afholdes. Derfor er det i skrivende stund midt i februar måned. Jeg har lige siddet og forberedt mig til den næste prædiken, jeg skal skrive, nemlig prædikenen til 1. søndag i fasten. Med teksten til 1. søndag i fasten i baghovedet slår det mig, at den på et punkt korresponderer med teksten til midfaste søndag, nemlig i spørgsmålet om at magten til at kunne skabe brød ud af (næsten) intet. 1. søndag i fasten er det djævelen, der frister Jesus, som sulter efter fyrre dage i ørkenen, med, at han jo bare kan spise sig mæt ved at bruge sin magt til at skabe brød af stene. Men Jesus afstår fra at bruge sin magt til at lave et brødunder. Det gør han ikke Midfaste søndag. Hvad er forskellen? Den er naturligvis, at det i teksten til midfaste ikke er djævelen, der frister ham, og at han her skaber brød for at mætte andre, ikke sig selv. Alligevel er det som om djævelen lurer skjult gemt i menneskemængden i teksten til midfaste. For da de er mætte, ser Jesus, at folket vil de tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og da skynder han sig at trække sig tilbage til bjerget, helt alene.

2. Hvad jeg sagde, sidste gang jeg prædikede over denne tekst:

Jeg kredsede om talemåden ”Man ikke skal slå større brød op, end man kan bage!”. Jeg prøvede at problematisere den i lyset af troen.

Talemåden er vel sand, hvis man tænker, at det er os selv alene, der skal bage brødet. I så fald bliver det et meget diminutivt brød, vi slår op – måske bare en lille bitte bolle. Omvendt kan vi ikke leve, uden at slå større brød op, end vi kan bage. Vi kommer til at sulte, hvis vi skal leve af vores egen lille gnalling af en bolle. Ikke mindst åndeligt. Vi har simpelthen brug for et brødunder.

I teksten til midfaste slår Jesus et kæmpe brød op, men til forskel fra os, er der ikke grænser for, hvor stort et brød, han kan bage. I troen slår vi større brød op end vi kan bage, og det gør vi så at sige i håbet om at få hjælp til bagningen. Et eksempel på det er den bøn, hvor vi beder om at få hjælp til det, vi ikke magter.

3. Det nye for mig, når jeg læser teksten denne gang:

Det nye for mig denne gang er, at den viser, at der er noget djævelsk i at tro, at man kan bemægtige sig den store ovn til at bage det enorme brød, man gerne selv vil slå op. Er det ikke det, folkemængden forsøger? Er det ikke derfor, de vil tvinge Jesus til at blive deres konge? Når jeg læser teksten denne gang, forekommer folkemængdens reaktion mig nærmest uhyggelig. Og dyrisk. Afstumpet.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At der kan være noget farligt i at opfylde menneskers behov. At vi er lynhurtige til at ville bemægtige os guddommelig indgriben og gøre den til vores egen. Og at det ser ud til, at Jesus bliver helt overrasket og forskrækket over, hvordan folkemængden reagerer på at få stillet deres fysiske behov. At den åndelige dimension må med, hvis vi som mennesker ikke skal reduceres til at blive som dyr, der kun går op i det materielle.

5. Det kommer det os ved?

Jeg tror altid, det kommer os ved at blive mindet om, at vi skal være opmærksomme på, at livet ikke bare går ud på at få dækket sine fysiske behov, men at der også er brug for åndelig føde – og at det i virkeligheden er Gud, der giver os begge dele. Vi har brug for gang på gang at få åbnet øjnene for, at livet har en større dimension, at det ikke er 1:1, men at det hele tiden peger ud over sig selv, og at håbet bor i dette ”ud over”, dette overskud. Brød er ikke bare brød. I troens lys har det en himmelsk dimension. Mennesket er ikke bare menneske. Det er også Guds barn. Med alt hvad det så indebærer af Ånd og deraf følgende muligheder.

3. søndag i fasten 2021

Læs teksten her

Ole Buhl Nielsen, Brahetrolleborg, Krarup, Ø. Hæsinge

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Det første jeg snubler over, er dæmonerne! Hvordan taler jeg troværdigt og livsnært om kræfter og magter, der falder uden for et moderne verdensbillede? Findes der dæmoner eller er det snarere en anden tids forklaring på, hvad der gør et menneske ondt eller volder det ondt indefra? Jeg er alt andet end afklaret, for på den ene side virker det fremmed for det verdensbillede, min hverdag bygger på, og på den anden side tror jeg, at det er nødvendigt at tale om ondskab i et sprog, der er tilpas stærkt til at sætte ord på det uforklarlige i ondskaben og her kan det give mening at tale om dæmoni; også for at sætte det onde, der sker, ind i en sammenhæng, hvor jeg hører det tiltalt og modsagt i gudstjenesten i forsagelsen af Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Den næste ting, jeg snubler over, er at alle i situationen i Lukasevangeliet er enige om, at Jesus faktisk udfører en kraftfuld handling! Hans modstandere forsøger ikke at bortforklare det eller sætte spørgsmålstegn ved, om der foregår. De beskylder ham i stedet for at være i ledtog med Beelzebul, Fluernes Herre, et andet navn for Satan. Hvis nogen, vi ikke bryder os om, gør noget godt, begynder vi vel at motivfortolke og problematisere godheden i det gode, der er sket, og måske er det, vi er vidner til her og måske skal vi være bedre til bare at anerkende det gode, når vi møder det.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg stillede mig selv det spørgsmål, at hvis jeg skulle være et hus, hvilket hus skulle det så være? Jeg fortalte om min bedstemors hus, hvor jeg elskede at komme som dreng, men da hun var død og borte, var huset underligt tomt. Kun fordi min bedstemor i levende live fyldte huset med en bedstemors nærvær og kærlighed, var det et godt hus at komme i. Der skal noget levende til at fylde et hus og noget levende til at fylde et menneske! Fylder vi ikke huse og mennesker med liv og ånd, flytter noget andet ind, tomhed måske og hvad deraf følger! Tomme huse vandaliseres som regel efter nogen tid. Gør mennesker også?

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg hæfter mig ved udtrykket om, at det tomme menneske, ”huset” som den uddrevne ånd vender tilbage til, er fejet og prydet! Egentlig har jeg vist altid tænkt, at det bare stod tomt, men det er fejet og prydet! Det er fint og propert og rent. Minder det om os selv, når vi mener, at vi er rene og føler os retfærdigt oprørte og har ret i vort syn på verden og mennesker? Sofaudgaven af mig selv, når jeg ser nogen i TV-avisen, der er helt galt afmarcheret i deres syn på samfund, kirke, corona, håndbold, ungdommen nu til dags og hvad jeg ellers hører mig selv kommentere på? Dér, hvor jeg skråsikkert føler mig i min gode ret til at fordømme dem eller udøse min vrede i et kommentarspor på de sociale medier. Dér, hvor jeg kan volde nogen smerte og kompromittere mit eget indre liv. Kunne det at være fejet og prydet være billede på en slags indre renskuret tomhed og åndløshed? Dér, hvor der kan flytte 7 ting ind, der er værre: fx kynisme, dømmesyge, nedladenhed, hovmod, selvretfærdighed, snæversyn og mangel på empati. Og det sidste er værre end det første, hvor det første måske var, at jeg var i vildrede og ikke havde en klar holdning og manglede skarphed i mit blik på verden, og hvor jeg drev den usikkerhed ud for at være mere klar i mælet.

Måske skal man være varsom med at efterlade sig selv fejet og prydet, alt for ryddelig, alt for afklaret. Måske er det bedre at acceptere, at livet har sine mudrede sider og at det kan være livgivende at tage et livtag med dem, ikke for at smide dem ud, men for at komme til rette med dem.

Jeg har også spekuleret over, hvad det er, vi skal fylde på os selv og hinanden for ikke at være tomme og fejede og prydede! Jeg tror, at jeg vil tale om behovet for at fylde ord og ånd på sit indre menneske, først og fremmest Guds Ord og Guds Ånd, men også mere alment… det er min erfaring, at jo bedre ens trosmæssige og livserfarne ordforråd er, desto bedre kan man udtrykke og gribe, hvad der fylder en og hvad der sker omkring en.

Forleden dag, da det var tåget og tungt vejr, skrev en bekendt til mig, at dagen havde tågevinger, altså fra sangen ”Det er hvidt herude”: kom, sydvest, som frosten tvinger/kom med dine tågevinger/ kom og løs den bundne jord! Linjer som varsler opgør med frosten og lover et gryende forår! Et blik på vejret og det rette ord kan vende en tung tåget dag til håb og få mig til at se og tolke dagen anderledes og nærmest poetisk! Jeg tror, at det at have et aktivt ordforråd for tro og levet liv kan det samme. At det kan flytte noget i en! Hvis man er indhyllet i et indre mørke, så få en til at huske på, at for Gud er mørket ikke mørke, mørket er som lyset (Sl. 139). Eller at Jesus er vejen, sandheden og livet, så jeg selv i blindgyder og på vildveje i mit liv, kan stole på, at jeg i følgeskab med Ham er på en vej, der fører til liv. I stedet for at være fejede og prydede med fod på tingene må vi fylde på af livserfaring forbundet med hvert ord, der udgår af Herrens mund. At i det kan der være liv og frelse uden overhængende fare for at ende (alt for) renskuret og skråsikker. 

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Når man oplever ondt eller lider indeni, kan man ikke altid sige sig selv, at der findes stærkere kraft end det, der ødelægger ens liv. Men teksten fortæller, at der er en, der er stærkere, som kan overvinde det, der har besat/fyldt mig. At der er hjælp og værn mod en ødelæggende overmagt i ens liv. Evangeliet fortæller, at Kristus er den stærkere. Det kan være det eneste, jeg har at klamre mig til og det er ikke sikkert, at det føles trøstende nok i situationen, for det at tro Kristus driver ikke bare lidelsen ud. Men måske kan det sætte lidelsen på plads og fortælle mig, at lidelsen ikke er alt og heller ikke evig. Måske kan jeg finde den smule fred, der skal til for at huske, at da Kristus hang på korset og følte sig gudsforladt, var undergangen en station på vejen til opstandelse og påskemorgens sollyse glæde. At selv umulige dage kan være tågevingede dage.

Teksten fortæller også, at det at høre Guds ord og tage det ind, nærmest er mere saliggørende, end da Jomfru Maria bar Jesus i sit moderliv og siden ammede ham. I cistercienserordenen kender man fortællingen om abbed Bernard af Clairvaux, der i et stærkt syn oplevede, at Jomfru Maria pressede en dråbe mælk fra sit bryst over i hans mund. Han fik m.a.o. åndelig næring fra det bryst, Kristus selv havde diet. Det har siden for mange været et sindbillede på at blive udvalgt og velsignet med det fineste mest dyrebare og livgivende fra himmelen, men i stedet for en dråbe af Marias mælk er det åbenbart et tilsvarende under at høre Guds ord og bevare det, og det er ikke forbeholdt en kristen elite, men for alle, der vil lytte.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

At Kristus er den stærkere og kan værne mig mod ondskab, Djævel og evig død er det mest vedkommende af alt. At det at opsøge ånd og at omgås håb og tro og Guds Ord i sin hverdag, kan fylde en med liv og være frelsende og forløsende for et menneske, ja saliggørende!

2. søndag i fasten 2021

Læs teksten her

Dorte Wittrup Winther, Brændekilde og Bellinge sogne

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

At det er ordene der forandrer. Det er dialogen mellem den kanaanæiske kvinde og Jesus der forandrer dem begge. Hun insisterer på at blive hørt og i forsøget på at værfe hende af svarer Jesus groft sagt, at han ikke har noget at give til hende. ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus” og ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Det er kryptiske sætninger, der må betyde at Jesus (på dette tidspunkt) kun mener sig sendt til det jødiske folk = Israels hus. Og børnenes brød må betyde de fortabte jøder, som Jesus er sendt til. Han taler om børn, for de var stort set uden status på Jesu tid. De betyder så godt som ingen ting, men endnu værre er det dog med hunde, de hører end ikke til. Hvis man så skulle tage børnenes brød, altså de gaver som Jesus har at give, og i stedet give dem til mennesker der slet ikke på nogen måde hører til, et menneske der end ikke er jøde, så giver man brødet til de små ubetydelige hunde, så ødsler man gudsnærværet og de gaver som Jesus har at give væk. Man spilder med andre ord kræfterne. Men hun tager ham på ordet og svarer, at selv de smuler der falder fra bordet, dem er der nogle der ernærer sig ved. Det svar forandrer Jesus, så han fra dette øjeblik (ifølge Mattæus evangeliet) også retter gudsnærværet mod andre end blot de jødiske stammer. 

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Det var i 2015 kort tid efter terrorangrebene i København. Prædikenen tog dengang udgangspunkt i livet i grænseegne, der hvor to kulturer møder hinanden, ligesom Jesus og den kanaanæiske kvinde der mødes mellem to kulturer. Det er ofte sådan i grænseegne at kulturudtryk flyder sammen, sprogkundskaberne er ofte større og respekten for den anden kultur lever fint sammen med ens eget kulturelle ståsted. Det er ofte i kulturmøderne at vores principper kommer til kort, når vi ser det menneske vi står overfor. Som mennesker vinder vi ikke noget ved at trækker skarpe grænser op. Den kanaanæiske kvinde vandt noget ved at insisterer på samtalen, insistere på at grænsen ikke adskilte hende fra Guds nåde.

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At det er afgørende at tage hinanden på ordet. I samtaler, i dialoger og i møder. De små finesser i vores sprog udtrykker tit hvordan mennesker har det og tænker. Vi overhører nemt ordene, fordi vores forestilling om det menneske vi taler med lukker vores ører. Vores forforståelse af et menneske indretter vores blik og ører efter vores egne fordomme. I Danmark lever vi vores liv indenfor en forholdsvis ens ramme, med forholdsvis ens værdier, så vi kan så nemt tro, at vi ved, hvad der er godt og vigtigt for vores nabo, fordi vi ser hans og hendes liv i lyset af vores eget liv. Men vi må huske at tage hinanden på ordet indimellem, ellers stivner vores og vores næstes livsforståelse.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At livet udfoldes i dialog. I dialog mellem Gud og menneske eller mellem mennesker. Jesus lader sig forandre af kvindens ord, og han ændrer sit fokus. Og hendes evne til at svare på tiltalen viser forståelse for situationen, både den Jesus står i og den hun selv står i. Vores liv udfoldes også altid i dialog, uanset hvad vi bærer på. Det er ikke godt at være alene, det har været sandt siden skabelsen og er det stadig. Det gæler både for os selv og næsten at livet udfoldes når vi forstår hinanden og bliver forstået.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Tro ikke du skal leve livet alene. Tro ikke at du er uden betydning. Tro ikke, at du skal være alene i sorgen, selvom det kan være svært at være i samtaler med andre. Tro ikke at valgene for fremtiden skal træffes helt alene, bed vor Herre om at gå med på vejen. Tro på at der er mennesker der kender til de slag du får i livet, tro på at der findes ører der tør høre din historie. Tro at der er mennesker der tør tage dig på ordet, mennesker der lytter. Og tro ikke mindst, at du er det medmenneske, der kan lytte og gribe finesserne i din næstes ord, så forståelsen vokser og livet foldes ud.

Læs Dorte Wittrup Winthers prædiken fra 2015 her

1. søndag i fasten 2021

Læs teksten her

Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen Paarup sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Først snubler jeg over, hvorfor det er Ånden, der fører Jesus ud i ørkenen for at han skal fristes af Djævlen? Et sådan samarbejde mellem Gud og djævlen er jo ikke set siden Jobs-bog. Det gamle svar med, at Jesus skal bevise sin styrke holder ikke hele vejen, for hvorfor har Gud brug for et bevis fra Jesus? Eller er det måske mig, der har brug for et bevis på, at Jesus ikke skyder genvej, men vælger at leve som menneske med de samme muligheder som mig på trods af sin guddommelige natur. Det næste spørgsmål er så, hvorfor ørkenen? Ørkener er jo med mindre, man bygger et Las Vegas ikke et fristelsens sted?

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

At ørkener er øde og tomme, de er som Gud har skabt dem og derfor er de gode steder til at opsøge det, der har skabt os. Djævlens test, som Jesus består, førte jeg over på mit eget liv ved at spørge: ”Er jeg den eneste herinde, der hører djævlens ord om: Hvis du er Guds søn? som en dom over det liv jeg lever. Hvis Jeg var et Guds barn, ville jeg så selv falde for fristelsen? ” Svaret blev, at jeg heldigvis ikke er et Guds barn i kraft af mine egne valg, men i kraft af Guds valg.

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det nye er, at fristelsen er uundgåelig. Selv i ørkenen er den der. Selv Jesus blev fristet, han falder ikke, men fristet det blev han. Nyt er også at djævlens spørgsmål til Jesus også nogle gange er mit spørgsmål til Jesus, som når jeg siger til ham: Hvis ikke du gør det og det, er du ikke Guds søn?

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At fristelsen også er der, hvor alt andet er væk. Måske er det netop der man fristes til, at forlange beviser af Gud, eller man fristes til at tænke, hvis jeg var et Guds barn ville jeg så overhoved fristes.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Det er en vigtig pointe, at fristelsen slipper vi ikke for, den er med selv i en ørken. Vi fristes til, at sætte Jesus på prøve og tænke, at vi ikke selv er Guds børn, hvis vi falder for fristelsen. Et fald sker på en dag i en time, men handlinger bærer vi med os gennem livet som udtrykket: Engang tyv altid tyv illustrerer. Jeg kender faktisk kun kristendommens tilgivelse, der opløser den skyld, der opstår på en dag i en time, men bæres på et helt liv.

Fastelavns søndag 2021

Læs teksten her

Ulrik Andersen, Søndersø – Skamby

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Det er altid det samme, jeg falder over ved gennemlæsningen af den her tekst. Nemlig ordvekslingen mellem Jesus og Johannes. Johannes’ vægring overfor at døbe Jesus kan jeg godt sætte mig ind i, men det har altid faldet mig svært at forstå Jesu svar om, at opfylde al retfærdighed. Hvad mener han? Der er sikkert dygtige teologer, der har forsket i sentensen og fundet et svar, men ordvekslingen bliver ved med at være en snublesten for mig, når jeg sætter mig med teksten.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Hvornår jeg sidst prædikede over denne tekst ved en ordinær højmesse, husker jeg ikke. Det er meget længe siden. Søndagen bliver hvert år brugt til en børnegudstjeneste med efterfølgende fastelavnsfest, og prædikenen er derfor lagt an på det anderledes publikum. Den har været ganske jordnær og enkel. Fokus var på, at vi i dåben bliver Guds børn, ligesom røsten fra Himlen proklamerer, at Jesus er Guds elskede søn.

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

I år vil udfordringen være, at der ikke afholdes børnegudstjeneste pga. restriktionerne. Prædikenen skal rettes til de almindelige kirkegængere. Jeg vil benytte lejligheden til at dykke dybere ned i den del af teksten, der er min snublesten. Hvad mener Jesus? I Ida Jessens ”Bibelhistorier” er dialogen mellem Jesus og Johannes udvidet i kapitlet ”I ørkenen”, hvor scenen genfortælles. Jeg vil nok lade prædikenen have udgangspunkt i det svar Jesus giver: ”Jo, du skal døbe mig, havde han sagt, ”for Gud har brug for menneskene, og det har Guds søn også. Jeg er blevet født af et menneske, jeg skal døbes af et menneske, og snart, når jeg skal dø, vil det blive menneskene, der dræber mig.”

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At Guds søn har brug for et menneske til at formidle hans bekendtgørelse som Kristus. Det siger ikke sig selv, at dåben i Jordanfloden er det nødvendige middel til at indlede Jesu gerning frem mod påskens begivenheder. Kunne bekendtgørelsen af Jesus som Guds søn have fundet sted på en anden måde et andet sted? Muligvis nok… men teksten her siger os, at dåben var nødvendig.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

At dåben er en nødvendighed for at bekendtgøre Jesus som Kristus, siger også noget om det, dåben i dag gør for os. Jesus har fra fødslen været Guds søn, men dåben aktiverer så at sige relationen mellem dem. Vi mennesker er fra fødslen også Guds børn, men dåben bekendtgør det og giver os et løfte om, at Gud er med os. Når vi kommer til dåben, gør vi det vel i et håb om, at Gud dér møder os. Teksten i dag lærer os, at det gør Han.

Seksagesima 2021

Læs teksten her

Kristina Løvenstrøm, Vindinge Sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler – som så mange gange før – over de pile, der peger i hver sin retning, dér, hvor de tilsyneladende burde mødes og følges ad. Eller sagt på en anden måde: Jesus siger til disciplene, at Guds riges hemmelighed er givet til dem. Og på samme tid stiller han dem spørgsmålet: Forstår I ikke denne lignelse? Noget burde være indlysende for disciplene, som er tættere på og ligefrem ’indenfor’, Men det er åbenbart ikke lettere for dem. Betyder det mon, at mennesker er mennesker – lige tæt på og lige langt fra Gud – uanset hvor meget, man er ’indenfor’ eller ’udenfor’?

Der er noget, der ikke hænger sammen her … og det forstyrrer min logik!

Jeg snubler også over den virkelighed, som Jesu gennemgang af lignelsen afslører for mig. Den får mig til at tænke: Hvor meget og hvor lidt bestemmer vi mennesker egentlig selv, når det gælder ordet? Er vi bare marionetter – eller kan vi villigt/modvilligt tage imod/afvise, som det passer os?

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Jeg sagde, at dagens lignelse i en eller anden grad er behagelig for vores forstand. Den er nem at gå til, og det er oplagt at dele mennesker ind i kategorier: der er dem, der tager imod og dem, der ikke gør – og så er der grader ind i mellem. Med vores forstand forsøger vi på den måde at få styr på og kontrol over lignelsen … et meget godt billede på livet generelt. Men måske kunne der være en pointe i at gå til lignelsen med noget andet end forstanden?

Lignelsens ærinde er at nære vores tro og give os vores frihed til at være menneske tilbage – ved at overlade at have styr på og kontrol i livet (på det dybe plan) til Gud. Hvad sker der, når vi går til lignelsen med troens øje i stedet for forstandens? Måske får vi blik for noget andet og nyt?

3. og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Ligesom sidst også denne gang – for jeg når at glemme det hele, inden vi når første tekstrække igen! – landmanden. Den meget ødsle landmand, der strør om sig med korn, som om han havde nok af det! En landmand eller sædemand, der er ligeglad med, hvor kornet lander. Som strør om sig i håb om og nok også vel vidende, at noget falder i god jord og noget ikke. Og som på trods af det ikke holder et eneste korn tilbage. 

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Det er svært at vide, hvad man ikke kan sige sig selv. Men jeg ved, hvad jeg selv har godt af at høre. Mit fokus lander meget ofte på den del af lignelsen, jeg kan forstå og forklare. Jeg har en tilbøjelighed til at glemme eller overse det, som er forunderligt. Fx at korn helt af sig selv ved, hvilken vej det skal for at komme til lyset og livet. Og at jeg bare står og glor, mens det vokser. Og at Guds ord ikke vender virkningsløst tilbage. Sagt med lidt andre ord: Gud står bag sin kærlighed. Den kærlighed, der vil og kan nå os, uanset hvor vi er i livet. Og uden at vi gør noget for det.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Det, der rammer og nærer min tro er netop ofte det, jeg ikke kan sige mig selv og må have et sted udefra. Så det bekommer mig vel at få korn smidt i nakken på denne her måde. Tanken om, at de falder – selv på de steder, hvor de måske ingen gavn gør – glæder mig usigelig meget. På mine egne og på andres vegne. Det siger lidt om, hvor lidt magt jeg (og vi) har til at styre og kontrollere Gud. Og hvor meget vi har lov til at være det, vi er: Mennesker. Nogle gange kræver ordene tid – som at være gravid i 9 måneder. Derefter følger livet.

Jeg tror på, det er både godt og sundt for os at få øjnene op for forskellen på det, Gud kan, og det, vi selv kan. Få øjnene op for sædemanden og hans kærlige ødselhed. 

Septuagesima 2021

Læs teksten her

Lene Kjemtrup Christensen, Søndersø og Skamby

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Hvem er hvem i den her historie? Hvem er Gud? Hvem skal høre fortællingen? Hvem er jeg?

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Ingen anelse om, hvad jeg sagde sidst.

Det nye er, at jeg plejer at føle mig ramt som en af de første arbejdere - sur og misundelig. Nu er jeg måske mere ramt af den, der får mere end forventet. Gad vide, om det skyldes alder? Eller erfaringen med et samfund, der lukker på af en pandemi, og det selvfølgelig bliver usikkert? Eller også bliver jeg dårligere og dårligere til at se mine egne svagheder?

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At vingårdsejeren (Gud) giver mere, end man kan forvente, og at man i stedet for at tager imod med taknemmelighed lynhurtigt kræver mere… gerne på bekostning af andre. Og det bliver man blind for i en almindelig grå januar hverdag.

Hvad kommer det mig/os ved?

Måske skal jeg løfte blikket fra, hvad andre får og har og gør. Hvis jeg nu ikke bruger min tid på at fokusere på det… Hvad ser jeg så?

Jeg prøver at forestille mig mine handlinger, hvis jeg ikke gik op i, hvordan de andre gør. Ville jeg være mere taknemmelig? Mere tilfreds? Mindre grådig? Hvordan ville den offentlige debat se ud, hvis ikke alle havde mere travlt med at hamre på hinanden end at byde ind med sit eget?

Hvordan ville livet se ud, hvis jeg kunne rumme, at jeg nok skal få? Jeg behøver ikke at slås for opmærksomhed. Jeg behøver ikke at have svært ved at se andres succes. Jeg ville nærmere mig en sindstilstand af væren i stedet for stræben. Og deri ligger Guds kærlighed og vente på at blive båret ud i verden.

Sidste søndag efter Hellig tre konger 2021

Læs teksten her

Louise Schousboe, Aunslev-Bovense og Hjulby sogne, Nyborg provsti

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Hvordan disciplene bliver grebet af frygt over at se den forvandling, der sker med Jesus og over at høre Guds stemme. Hvordan Jesus ser deres frygt. Siger til dem: Rejs jer og frygt ikke! At det som de hører Gud sige, er omtrent det samme som Gud siger den dag Jesus bliver døbt i Jordan floden af Johannes døberen. Guds blåstempling. Det der tilføjes her er: Hør ham! Også Peters meget menneskelige ønske om at få lov til at blive deroppe på bjerget. Fastholde det salige og store øjeblik.

Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?   

At vi har brug for ord med lys i i disse mørke tider. Guds ord skaber lys. Guds ord lyser op i mørket. Vi har brug for at høre om ham, der om sig selv sagde ” Jeg er verdens lys”. I gennem de bibelske fortællinger som vi hører i Hellig tre konger tiden,  Epifani tiden kastes der lys over, hvem Jesus er. Hvordan han er sand Gud og sandt menneske. At han er forbundet med de store profeter Moses og Elias. At han har sin egen plads i Guds store frelseshistorie. Kort tid forinden har Jesus fortalt sine disciple, at han snart skal gå til Jerusalem og lide og dø på et kors. Det har de haft mere end svært ved at kapere. Hvorfor? Vil Gud virkelig lade sin søn dø på et kors? Måske er nogle af dem kommet i tvivl om Jesus virkelig er Guds søn, sådan som de er kommet til at tro. Det, der sker på bjerget gør klart, at Jesus er Guds søn. Tænder troen i dem igen.   

Og hvad nyt er der for dig, når du læser den denne gang?

Jeg har ikke tidligere fæstnet mig så meget ved det faktum, hvor bange disciplene bliver. Deres Guds frygt. Hvad vil det sige, at frygte Gud? Er det, at være bange for, at Gud staffer os i sin vrede? Eller er det, at kende sin plads? Se i øjnene hvem man er i forhold til Guds overvældende storhed. Lære og øve sig i den sande ydmygheds svære kunst. Se og indse, at det ikke er os og aldrig bliver os, der er universets herrer. Det er Gud, der har skabt og styrer alt.  Og det skal vi lade ham om.

Hvad siger teksten som man ikke kan sige sig selv?

At Jesus er Kristus. Eller måske snarere omvendt. Kristus er Jesus. Som også Paulus igen og igen fastslår. F.eks.  Kolossenserbrevet kap. 1 vers 15 ff At Jesus er Kristus, logos, Guds oprindelige tanke. Der var med ved skabelsen. Det lys som blev skabt som det allerførste. Det lys som verden blev til i.  1. Mosebog kap 1. vers 3. Inden Gud satte solen og månen og stjernerne på himlen. Vers 14.   

 

Hvad kommer det mig ved?

Jesus som er Kristus, Guds søn gik ned ad bjerget igen. Han blev ikke i sin himmelske urørlighed. Han er midt i livet. Hvor vi er. Han kommer til os, der sidder i dødens og mørkets skygger. Med sine ord lyser han op i vores liv. Han lider med os. Han viser os, at Gud er den medlidende Gud. Han ser vores frygt. Han siger til os: Rejs jer og frygt ikke!

Måske man kunne sige, at søndagens gudstjeneste, hvor det bliver klart for os, at Jesus er Guds søn og hvor vi møder ham selv lyslevende i sine ord og i sin ånd er en forklarelse for os. Vi kan stemme i med Peter: ” Herre, det er godt at vi er her.” Men vi skal ikke forblive i kirkens lyse indre. Vi sendes bort derfra med Guds velsignelse. Ud der, hvor livet levet. For at tjene vores medmennesker. Vi sendes afsted for at være verdens lys og jordens salt i hinandens liv.  

2. søndag efter Helligtrekonger 2021

Læs teksten her

Karen Blauenfeldt Dam, Ringe sogn

Hvad jeg snubler over ved første gennemlæsning af evangelieteksten
Det overdådige i Jesu vin-under. Ikke bare fremtryller han vin i overflod, men endda vin i god kvalitet. Og det endda til trods for vi sikkert er en del, der i vores ungdom er blevet indprentet at man altså godt kan more sig uden alkohol!

Og hvad jeg sagde sidst, for 2 år siden
At vin-underet i Kana er en del af epifanitidens afsløringer af at julens Jesus – det lille barn med den noget ydmyge start på livet – faktisk er Guds søn og Gud selv, kulminerende med forklarelsen på bjerget den sidste søndag efter helligtrekonger.

Hvad er så nyt denne gang?
Det mest nye i 2021 er vel at januar om muligt er endnu mere grå og trist end ellers. Al corona-tristesse taget i betragtning. Det kan selvfølgelig gøre lyset og herligheden fra epifanitiden større og mere strålende, men det kan måske også gøre det sværere overhovedet at få øje på?
Som GT-læsningens Moses har vi vel også den største lyst til at sige til Herren: ”Lad mig dog se din herlighed!”

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Først og fremmest at Jesus er Guds søn. Guds overflod og herlighed er kommet her til jord. Og hvor tit får vi mon øje på det?
Dernæst at vi kan ikke tåle at se direkte ind i lyset – vi har brug for noget, der fortolker livet for os; brug for Jesus, for at vi i Ham kan se Guds vilje med os.

Og hvad kommer det så os ved?
Jeg hører evangeliet som en opfordring til at se noget andet end en grå og corona-ramt januar-verden.
Kig op!, synes det at sige, Og du vil se en flig af noget stort, herligt og strålende.
Eller…. kig hen, kig ned, kig under og inden i. For Guds storhed er jo ikke kun i det ophøjede, men lige så vel i det fornedrede, på korset og i alt det usle i vores liv.
For sjovt nok får vi også lige Paulus’ ord med os i dag: ”Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave.”
Og sidder man bænket til bryllup i Kana med rigeligt med god vin i ryggen, så virker Paulus altså umiddelbart lidt som en lyseslukker.
Men måske er han det ikke alligevel: for når han siger stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, så er det jo sagt på baggrund af, at det høje netop har inkarneret sig i det lave.
Så søg ikke Gud i alle mulige renhedsforskrifter og renselseskar, - eller slankekure og januar-løbeture. Det er ikke dét, der gør, at det går an med dig og dit liv. Men søg Gud i forholdet til din næste. I livet og glæden i det ”Jesu Kristi rige, der netop er vidunderligst af alt her på jord” – som man så passende kunne synge efter prædikenen.

Helligtrekongers søndag 2021

Læs teksten her 

Peter Ø. Jacobsen, Sankt Hans Sogn

Sidst jeg prædikede over denne tekst var tilbage i 2013, hvor menigheden ved Sct. Michaelis Kirke i Fredericia sendte et ungt par ud som missionærer i Tanzania. Prædikenens tema er den værdighed, det lille Jesusbarn har, siden det tilbedes af de vise mænd og oplyses af særlige himmelfænomener. Et slags oplæg til julens tilbedelse af Jesus.

I år snubler jeg umiddelbart over magtudfoldelsen i teksten. En magtfuld(kommen) kong Herodes, som kommer til at stå i et lidt komisk lys, fordi han bliver forfærdet over den her nyfødte konge, som skulle være født uden hans vidende! Uarks – er der noget, jeg har ude af mine mægtige hænder!? Nu gør vi jo ikke grin med præsidenter og folk i høje embeder, men der er jo et lidt komisk præg over nogle af verdens mest mægtige mænd i disse år, som alle må indse, at der kan komme kræfter over nationen, de ikke er herrer over. Kongen i krybben derimod har derimod en magt, som netop overgår naturens luner (både naturen derude og menneskenaturen). Derfor fortjener han al ære og tilbedelse.

Det, som vi ikke kan sige os selv, er naturligvis selve herligheden hos Jesus. Helt som når vi fokuserer på vores tro. For det blotte øje, for den umiddelbare følelse og erkendelse, ligger den bare som et hjælpeløst barn i en vakkelvorn krybbe. Men pga Guds tilsagn og løfte bærer barnet og troen på barnet selve Himlen i sig!

Læs prædikenen her

Nytårsdag 2021

Læs teksten her

Mette Behrndtz, Nr. Lyndelse sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg undrer mig over, at jeg i min kristne kontekst skal forholde mig til noget så jødisk som omskærelse eller omskæring. Hvad er den dybere mening med at placere sådan en tekst netop på årets første dag?   

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg prædikede først og fremmest over dét at navngive sit barn. Jesus får navnet Jesus, fordi han skal fortælle mennesker, at Jahve - altså Gud – frelser, hvilket er, hvad navnet Jesus betyder. Navnet er knyttet uløseligt til Jesus’ opgave. Det gælder i det hele taget de bibelske personer. Man får ikke sit navn, fordi det er flot og velklingende, men fordi der er omstændigheder, man er født ind i, og fordi der er en opgave, der venter. For eksempel får Abraham netop dette navn, fordi det fortæller, hvad hans opgave er: Han skal blive ’far til mange’.

I dag, hvor mange forældre giver deres børn unikke og flotte navne, der først og fremmest skal lyde godt, er det tydeligt, at fokus har fået et mere æstetisk perspektiv. Livet i dag handler i højere grad om at lyde og at se godt ud. Men at give sit barn et unikt og velklingende navn ændrer ikke på de omstændigheder, som barnet er født ind i. Man kan hedde nok så fine navne som Diddedarling, Engel eller Jura. Det ændrer bare ikke på, om man kommer fra Haderslev, Herlev eller Årslev. Vigtigere end navnet er det at tage sin livsopgave på sig, og den rækker langt ud over, hvad der er æstetisk og velklingende. Jesus gik således hele vejen indtil døden for at tage sin livsopgave på sig. En livsopgave, som også lå i hans navn: At vise verden at Gud frelser.

3.  - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At omskæring er blevet sådan et aktuelt emne, der i løbet af 2020 er blevet heftigt debatteret og har givet anledning til et lovforslag, der forbyder omskæring af mindreårige. Denne debat har givet mig mod til at bevæge mig i en ny retning i årets nytårsprædiken. Da jeg desuden har været omkring emnet ’Covid-19’ en hel del gange i løbet af 2020, er det en anledning til at prædike over et helt andet – ja, nyt emne.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Teksten, som jo er ganske kortfattet, bliver særlig interessant i lyset af Christian Hjortkjærs kommentar ’Det gør man bare ikke’ på Folkekirkens hjemmeside. Ud fra en ren fornuftig betragtning argumenterer han for, at omskæring af små drenge er meningsløst. For det gavner intet at blive omskåret, og så medfører det smerte. Til gengæld har omskæringen en enorm betydning. Ja, man kan ligefrem tale om en merbetydningsværdi. For omskæringen er en del af et ritual, og netop ritualet gør, at barnet bliver en del af et socialt fællesskab. Et fællesskab som ethvert barn, ethvert menneske er absolut afhængig af.   
     Nu var Jesus kendt for at have en hel del kradse holdninger og for at kritisere datidens samfund og sin egen religion. Men intet sted taler han negativt om det faktum, at han blev omskåret uden at blive spurgt! For Jesus var det tilsyneladende en positiv ting, der bragte ham trygt ind i livet og ind i et vigtigt fællesskab. Og derfor giver det faktisk ret god mening at læse teksten nytårsdag. For her bevæger vi os jo fra et gammelt til et nyt år. Fra det kendte til det ukendte. Vi taler ofte om nytårsfortsætter, men i virkeligheden burde vi tale om ritualer. Ikke mindst i denne usikre tid, vi befinder os i lige nu. Et nytårsritual kunne fx være at komme hen i kirken for at synge ’Vær velkommen, Herrens år’ og ønske de andre kirkegængere ’godt nytår’ over et glas portvin. Det kan godt være, at det i en tid med Covid-19 og diverse restriktioner kan virke som en temmelig meningsløs ting at gøre. Men derfor kan den sagtens være fuld af betydning for alle, der kommer og er en del af ritualet.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Særligt nu er emnet relevant, fordi det er med til at understrege, hvor vigtige ritualerne er for os. Hvor meget de betyder for det sociale fællesskab, var nedlukningen af Folkekirken i 2020 et rigtig godt eksempel på. Det var givetvis meningsløst at lade kirken være åben pga. den alvorlige situation. Ikke desto mindre havde det en enorm betydning, da den måtte lukke – måske ligefrem en merbetydning - for de mennesker, der havde stort udbytte af fællesskabet i den.  

Anden juledag 2020

Læs teksten her

Eva Fischer Boel, Munkebo

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning (jeg læser både evangelieteksten og lektieteksten fra Apostlenes Gerninger)?

I forhold til evangelieteksten snubler jeg over dens voldsomhed med brug af ord som forfølgelse, pisk og korsfæstelse. Og blod! Masser af blod, som åbenbart vil blive opsamlet og til sidst hældt kollektivt ud over den slægt, Jesus raser over og skoser. Jeg synes, der er en skuffet og bitter tone i Jesu ord, som er alt for menneskelig, og som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med. Tonen er så ulig den, der er i Stefanus’ ord i ApG, hvor han – inden han udånder – råber: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd”.

2. Hvad sagde du, sidste gang du prædikede over denne tekst?

Jeg prædikede over denne tekst sidste gang i 2016. På det tidspunkt var der kommet frygtelige historier ud fra Aleppo i Syrien om forfærdelige overgreb, og for ganske nylig havde en mand stjålet en lastbil og havde kørt den ind i en folkemængde, som var forsamlet på et julemarked i Berlin. Nu skulle vi så også høre denne ufredstekst af evangelietekst. Og måske kommer vi også lige fra nogle julefrokoster i familiens skød, der åndede alt andet end fred, og hvor konflikterne lurede lige under overfladen. Hvor blev julefreden af? Og findes der overhovedet en sådan? Eller er juleevangeliet med dets lille sårbare nyfødte barn og tale om fred bare noget naivt pladder og bare helt væk fra vinduet?

Prædikenen kom derefter til at handle om Guds måde at skabe fred i verden på. Om kærlighedens skrøbelige magt versus den magt, der sætter sig igennem med tvang. Gud kan ikke med magt sikre freden, men hans budskab kan være med til at stifte fred, hvis tager i mod det, og så godt vi evner udlever det i kærlighed og tilgivelse. Jesus inkarnerede og udlevede budskabet. Stefanus udlevede det også. Gud har plantet freden som et skrøbeligt frø i verden i skikkelse af et forsvarsløst menneske, et barn. Velsignet være barnet, der kommer i Herrens navn.

3. Hvad er nyt for dig, når du læser det denne gang?

Jeg hæfter mig ved ”ramtheden”. Stefanus bliver selvfølgelig helt bogstaveligt talt ramt af de sten, der bliver kastet imod ham. Det er der ikke noget nyt i. Men det er nyt for mig, at også folket er ramt: De ”bliver ramt i hjertet”, da de hører, at Stefanus angiveligt skulle have talt spottende om Moses og Gud. Og ikke mindst er Jesu ”ramthed” ny for mig. Hans ve-råb over de skriftkloge og farisæerne, der går forud for dagens tekst, viser, at han er ramt af deres hyleri. Han er også ramt af, at jøderne ikke vil tage imod ham. Her er han kommet til dem med hjertet forrest, sårbar og åben. Og så afviser de ham. At det gør ondt, hører jeg pludseligt tydeligt, synes jeg. Og Matthæus lader også Jesus være billedligt ramt af de sten, der efter hans tid skal kastes på de kristne.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Når noget eller nogen rammer os og sårer os, så reagerer vi ofte med billedligt talt at kaste den sten tilbage, som blev kastet på os. Da folket bliver ramt i hjertet, så bliver de farlige, ja deres ”ramthed” er dødbringende. At det er sådan, det er, kan man næsten sige sig selv, for det er en meget menneskelig reaktion. Den, der har et hjerte, kan blive ramt.

Hvad man ikke kan sige sig selv er, at det åbenbart er muligt at blive ramt og svare tilbage på en anden måde – ikke med den samme sten kastet i vrede, men med kærlighed og tilgivelse, som Stefanus gør det. Jesus svarer i sidste ende også på den måde. Han besvarer sin korsfæstelse med kærlighed. Og det blod, der bliver udgydt besvarer han med sit eget rensende blod.

 

Hvad kommer det mig/os ved?

Vi kender alle til at blive ramt. Det kan være, hvis det der er umisteligt for os, trædes under fode. Det kan på den værdimæssige front fx være demokratiet, ytringsfriheden eller menneskerettighederne. Det kan – og med rette – få os til at reagere kraftigt. Vi skal selvfølgelig stå vagt om vores grundværdier. Forsvare dem i ord og handling. Men hvis vores grundværdier er kristne, skal vi nok nøje overveje måden, vi reagerer på, og bruge et øjeblik til at rette blikket væk fra os selv og op mod himlen. Det er mere end fristende at returnere den sten, der har ramt os, på samme voldsomme måde, som den blev slynget mod os. Og nogen gange er det jo også os selv, der kaster den første sten. Men det skaber ikke fred, tværtimod. Jesus og Stefanus, derimod, viser os fredens vej.

Ikke mindst på det personlige plan kan vi blive ramt på alle mulige måder. Man kan fx blive ramt af Amors pil, og det er jo almindeligvis dejligt, når det sker. Men dem, vi elsker, er også dem, der kan ramme os hårdest. Skilsmisser kan udarte sig til veritable skyttegravskrige med børnene som gidsler.

Netop i år er det nok lidt småt med de store familiefrokoster hen over julen, men ellers kan sådanne julefrokoster ledsaget af godt med snaps og øl let udarte sig til en slagmark, når vi efterhånden er ved at få nok af hinandens irriterende kasten med småsten. Måske synes jeg så lige, at jeg skal returnere den bemærkning svigermor (måske uvidende) ramte mig svigende i solarplexus med ved at senere den tilbage for fuld skrue. I den situation ville det nok være fint at låne bare en flig af Stefanus’ strategi for julefredens skyld…..

Juledag, Lukas 2,1-14 2020

Læs teksten her

Line Nissen, Sct. Jørgens kirke, Svendborg

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Juleevangeliet hører til det mest folkelige af alle evangelier, i den forstand, at det er det mest almindeligt kendte. Alle børn i landet har hørt det i løbet af december og helt almindelige mennesker valfarter (normalt) i kirke juleaften for at høre netop dette evangelium.

Jeg snubler altid over, at der skal prædikes over samme evangelium på to på hinanden følgende dage. Juleaften i en lettere form (man vil jo ikke skræmme kirkegængere væk). Juledag, kan der gås lidt mere til den (det er feinschmeckere der sidder på kirkebænken).

I år kan jeg ikke undgå at læse den aktuelle pandemi ind i evangeliet. Hverken juleaften eller juledag.

Indlysende paralleller til vores tid:

Kejseren befaler, folket følger. Også selvom det er ubekvemt og potentielt dødeligt, for dem at gøre, hvad der befales.

Der er ikke plads i herberget – end ikke til selveste Guds søn.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over dette evangelium?

I 2014 prædikede jeg om Guds død, forstået som menneskets selvstændiggørelse og frisættelse fra Gud, på godt og ondt. På godt fordi vi er sluppet for at være underlagt snærende bånd og den sorte skole. På ondt, fordi mennesket sejrer ad Helvede til og bliver forbandet frit, når det tager Guds plads og selv skal fylde det hele.

Selvom Gud er aflivet, mangler han alligevel. Som den døde morfar: han er der ikke mere, men hans plads er der stadigvæk i skikkelse af den stol han altid sad i. Ingen kan fylde morfars stol, som morfar kunne. Ingen kan fylde Guds plads, som Gud kan.

Julen er at Gud tager sin plads i verden tilbage og frelser os og tager byrden af at være gud fra os.

3. – hvad er nyt for dig, når du læser det denne gang?

Fordi juleevangeliet er forbundet med højtid, familie, samvær, traditioner, der med djævelens vold og magt skal være som de plejer, er faren, at Jesu fødsel bliver en sødladen fortælling. Men det er det jo ikke. Det er dramatisk. Fornemmelsen af udstødelse og overgreb og ubarmhjertighed driver gennem hele evangeliet.

Der er tale om en ung kvinde, der i moderne optik bliver krænket, idet hun bliver tvunget til at lægge krop til at føde Guds barn. Der er en mand, der bliver tvunget til at være papfar til Guds barn. Det ugifte(!) par bliver oveni købet befalet at tage på en lang og ubekvem rejse, blot fordi magthaveren, som de ikke engang selv har valgt, skal tælle deres hoveder. Ingen tager sig af dem. Kvinden må føde sit barn i en stald, fordi der ikke er plads til dem. Hyrderne på marken er også overladt til samfundets udkant og de farer, der lurer i mørket.

Det er ikke nogen køn historie. I hvert fald ikke før Gud bryder igennem og skaber liv og lys.

Men end ikke liv og lys er entydigt godt. Livet kan være frygteligt. Hvilke fremtid venter det arme barn, der bliver placeret i koens fodertrug af det unge forældrepar, der afslører, at de famler i blinde, når det kommer til spædbørns pleje og behov? Guds lys kan være frygteligt, som hyrderne oplevede det, da englen står foran dem.

4. Hvad siger evangeliet, som man ikke kan sige sig selv?

Gud er overraskende. Han er ikke magt. I hvert fald ikke i julen.

Selvom vi måske har vænnet os til at have en form for magt til at kunne få det sådan nogenlunde, som vi synes vi vil have det og efterhånden ikke finder os i noget som helst og der trækkes fronter op og befolkninger bliver delt i rød og blå; i dem, der er plads til og dem, der ikke er plads til; dem fra den ene kommune og dem fra den anden; dem der tror på det ene og dem, der tror på det andet, så har alle mennesker det til fælles, at de har været et magtesløst barn. Ligesom Gud.

Juelevangeliet kan pege på det fællesskab, der hæver sig op over individuelle behov og meninger og frygt for det ene og andet. Med Jesus i centrum ser vi et menneskeligt fællesskab, der fremhæver sårbarheden og nænsomheden, sådan som det kun kan være, når Gud er den, som ansvaret for liv og død og verdens fremtid hviler på.

 

5. Hvad kommer det mig/os ved?

ALT!

Det, der slet ikke kan lade sig gøre, når ethvert menneske er så forbandet enestående og rethaverisk, at det ender med at stå ene og forladt med ansvar for liv og død, for ret og vrang, og verdens fremtid på sine skrøbelige menneskeskuldre, det skete i stalden i Betlehem.

Det betyder noget at høre, at Gud er blevet født som et lille, sårbart og skrøbeligt barn ind i vores verden, for at samle os og frelse os fra det, der truer os allermest. Det, der truer verden og alle dens indbyggere allermest er manglen på barmhjertighed, som selv juleevangeliet er gennemsyret af.

Juleaften 2020

Læs teksten her

Dorte Wittrup Winther, Brændekilde og Bellinge sogne.

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Ordene er så kendte, at teksten skal læses langsomt, for at få nuancerne med. Man synes man kender det hele. ”Og det skete i de dage”, folketællingen, fødslen i stalden, hyrderne og englene. Da jeg er vokset op på en gård, hvor der hvert år op til juleaften blev sørget ekstra godt for dyrene, så sker det nærmest automatisk at den varme og rolige lyd af køer der gumler på høet ledsager fødslen i stalden. Igen i år må jeg minde mig selv om at snuble over fødslen i stalden. Huske at det ikke er for hyggens og tryghedens skyld at Guds søn blev født i en stald. Det var fordi der ikke var plads og ingen ville finde plads til en fødende kvinde.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Stillede julemandsmoralisme ”Så må vi se om du har været sød i år, og derfor får gaver” overfor nåden i kristendommen, at Jesus ikke blev født fordi menneskeheden havde gjort noget for at fortjene denne ”gave” i form af Gud der kom til verden i krybben i stalden. Ethvert barn kender julemandens årlige opgørelse over om man har været sød. Heldigvis gør vor Herre ikke regnskabet op på den måde, i stedet kommer barnet til verden julenat for at forsone sig med mennesket på trods af om vi har været søde, slår til eller lever op til egne og andres forventninger.

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Den første linje ”Og det skete i de dage” udtrykker at det er nu. Tiden er kommet, den tid profeterne har beskrevet og ventet på. Det er nu. Det er her vores tidsregning tager sit udgangspunkt. År nul. Det er herfra Guds fortælling med menneskene får et helt nyt udgangspunkt. I begivenhederne julenat med stalden, hyrderne og englene.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At Guds fortælling med menneskene sættes i gang uanset om timingen passer. Der kunne have været tider i historien hvor der ikke ville være så mange forhindringer for Josef og Maria, som kravet om at rejse til folketælling og manglen på plads i de fyldte herberger. Gud finder sted også der hvor man ikke venter det.

Hvad kommer det mig/os ved?

2020 har været et år hvor vi har udskudt fester til senere. Udsat livet til en anden dag, til et andet år. Vi kan tro at livet er sat på pause til der kommer bedre tider. Men Gud ventede ikke på bedre tider for at lade Jesus føde, ”for det skete i de dage”, fødslen fandt sted på trods, tiden blev sat i gang uanset timingen. Vores morgener og livsdage kommer til os - også under pandemien. Vores liv er et liv på trods af begrænsninger, og vi kaldes til det hver dag. Også i 2020.

4. søndag i advent 2020

Læs teksten her

Af sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby – Aastrup

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

I de sidste mange år har vi her i Vester Aaby og Aastrup på den sidste adventssøndag valgt at holde en tidlig gudstjeneste, så menigheden bagefter kunne nå ud og købe de sidste julegaver. Men denne gang giver vi den fuld skrue i (endnu) et forsøg på at trække presset væk fra den 24. december. Måske kunne nogen vælge denne søndag som deres julegudstjeneste?

Med det i baghovedet kan man snuble over, at der ikke er meget jul i denne søndags tekster. Selv om det, når man når frem til 4. søndag i advent i forvejen er svært at holde fast i, at advent ikke er jul, er det en (spændende?) udfordring at få prædiket jul ind i denne tekst under de omstændigheder, der gælder i år. Lige som det som regel er en udfordring at holde fast i adventstiden så tæt på jul.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

”Hvem er du?”

Sådan stod der bag på det lille program, der var trykt til 4. søndag i advent i 2018. Det var jødernes og levitternes spørgsmål til Johannes Døberen, og det blev dagens spørgsmål til kirkegængerne. Ikke kun til Johannes, men også til dem selv. Hvem er du, når det snart bliver jul?

Jeg brugte billedet af to hunde, der løber langs med et stakit på hver sin side og gør indtil de kommer til en låge i hegnet, hvor de begge bliver lige forskrækkede over pludselig at mødes snude til snude. Er det et billede på vores jul, hvor mange pludselig skal være sammen i mange dage og på en måde, der sætter forventningerne til glæde og lykke højt? Hvad sker der, når vi pludselig står over for hinanden ved en låge i arbejdshegnet? Og husker vi i det hele taget at stoppe op, når mulighederne for at mødes er til stede, eller skynder vi os videre i mere eller mindre overført betydning. Håbet er, at vi kan mødes i det, der er større end os selv: Det budskab som Johannes Døberen går ud i ørkenen med, at der skal komme en, hvis skorem han ikke er værdig til at løse.

Og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Der var deadline på denne inspirationstekst den 10. december. Med en tekst, der i den grad emmer af forventning, er det i år med 14 dage til jul svært at sige, hvad der sker inden da omkring smittetryk og restriktioner op til jul. Det er et tema, der er blevet brugt så meget gennem året, at der i bund og grund ikke er nogen, der gider høre mere om det, men på den anden side har det heller aldrig været så vigtigt og relevant, som det er nu. Hvordan forbliver man i nuet, når der er så meget, der er uvist i fremtiden?

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

”The Voice of Him, that crieth in the Wilderness: Prepare ye the way of the Lord” Sådan lyder en af de kendte linjer I Händels oratorium “Messias” som kan høres rundt omkring i disse uger så godt det nu kan lade sig gøre i år. En linje fra profeten Esajas, der også genlyder i dagens tekst fra Johannesevangeliet.

At det kan lade sig gøre at bane Herrens vej i ørkenen til trods for alt det sand, der kan hobe sig op omkring os, kan være svært at sige sig selv. Og endnu mere, at Herren ad denne vej vil drage ind til os.

Hvad kommer det mig/os ved?

Identitet er blevet et vigtigt ord i vore dage. Mennesker kan skabe sig en ny identitet på mange måder – også måder, der tidligere var utænkelige eller tabubelagte. Seksuel identitet, arbejdsmæssig identitet og så videre. Så spørgsmålet, ”hvem er du” er særdeles vedkommende i vores tid og samfund.

Selv Johannes Døberen måtte stille op til spørgsmålet.

Da hans disciple var gået, da hans tid var gået, hørte vi Jesus svare.

3. søndag i advent 2020

Læs teksten her

Af: Ole Buhl Nielsen, Brahetrolleborg, Krarup, Ø. Hæsinge

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

En ting, jeg standser ved i første gennemlæsning, er om det er tvivl eller håb, der er grundtonen i Johannes’ spørgsmål til Jesus? Er det en Johannes, der i sit mørke fængsel er anfægtet? Er Jesu gerninger ikke nok til at overbevise ham, siden han spørger: er du den, der skal komme eller skal vi vente en anden? Eller er det en Johannes, der fuld af håb spørger, da han hører om Jesu’ gerninger: Er du (virkelig) den, der skal komme eller skal vi vente en anden?

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Sidste gang jeg prædikede over denne tekst, var til en gudstjeneste, der var en slags juleoptakt med musikindslag og tyvstart på julesalmerne og jeg genfortalte Lukasevangeliets levende beretning om Zacharias og Elisabeth og hvordan det gik til, da Johannes kom til verden. Beretningen peger frem mod Johannes’ rolle i evangeliet og er samtidig en slags juleoptakt: Gud har store planer, som sættes i værk ved to drengebørns forunderlige fødsel med et halvt års mellemrum. Allerede ved fødslen er Johannes forløber for Jesus. 

Det er nærliggende at kalde 3. søndag i advent for vinterens Sankt Hans! Mens vi ved sommerens Sankt Hans står midt i lyset, handler vinterens Sankt Hans om vores længsel efter lyset og efter en tid, hvor vore håb og længsler og tro indfries.

Hvad er nyt for dig, når du læser teksten denne gang?

En af de store og givende oplevelser ved at prædikere igen og igen over de samme tekster, er at de kan blive ved at kaste nyt indhold af sig! Jeg har altid hørt Johannes’ spørgsmål til Jesus som udtryk for tvivl: er du den, der skal komme, eller skal vi vente en anden? Ved dette års gennemlæsning lød det spørgsmål pludselig dybt håbefuldt! Måske fordi vi er i en tid, hvor vi håber mere end vanligt?

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At det er lige så stort et under, at evangeliet forkyndes for fattige som at blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene og døve hører og døde står op! Måske vi jævnligt skal minde os selv om, at det er et under, vi skal viderebringe fra prædikestolen, når vi forkynder evangeliet om Kristus!

Et af de steder, der henvises til i Matt. 11, 5 er Esajas Bog 29, 18: ”På den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen, og de blindes øjne se trods mulm og mørke. De hjælpeløse skal igen glæde sig over Herren, de fattige skal juble over Israels Hellige”. Det under, vi får at bringe videre ved at forkynde Kristus kunne være, at der bringes glæde til hjælpeløse og jubel til fattige. Ikke at vi af den grund er undergørere, snarere en slags underbærere, denne verdens små Kristoforus’er.

Hvad kommer det mig/os ved?

Der kom for nogle år siden en lille bog, der hedder ”Tro din længsel mere end din fortvivlelse!” (Forlaget Alfa, 2007). Jeg købte den ubeset alene pga. titlen! Måske kunne bogtitlen drejes en anelse til ære for Johannes: Tro på dit håb mere end din fortvivlelse! Lige netop det er vi nogle, der skal mindes om med jævne mellemrum! Særligt denne vinter kan vi have brug for at tro vore håb mere end vore bange anelser. Fx at der kommer en god vaccine mod corona; at vi kommer godt gennem julen i vore kirker og hjem uden alvorligt syge eller superspredere tilstede; at vi snart igen kan indgå i store fællesskaber og forsamlinger, uden at det skal være hver for sig. Måske en tid i mørke og uvished skærper sansen for, hvad vi mangler for at få et opfyldt liv!

Johannes sidder i fængslet med en dødsdom over hovedet. Måske han sidder og gør sit liv op! Har det været et opfyldt liv eller et spildt liv?

Vi kender vel alle til at reflektere over vort liv. Ofte gør vi det ved festlige lejligheder som nytår og runde fødselsdage, men i coronatiden har vi vel været mange, der har tænkt mere alvorligt og konkret over vor egen død og vore kæres, fordi det rykkede ind på livet af os.

Svaret på Johannes’ spørgsmål til Jesus vil give ham en stor del af svaret på hans håb og søgen. Hvis Jesus er den længe ventede frelser, har Johannes brugt sit liv på at berede vejen for den rette og hans livs formål er opfyldt. Men hvis Jesus ikke er den længe ventede, har Johannes brugt sit liv på at berede vejen for den forkerte og han har ikke set Guds frelse! Svaret, som Jesus sender til Johannes, er afgørende for, hvordan Johannes skal gøre sit liv op.

Man kunne 3. søndag i advent spørge, hvilke svar, man selv har brug for at få, for at ens liv kunne være opfyldt? Måske at man er elsket, har gjort det nogenlunde godt som far, mor, ven, bror, søster, livsledsager, og kan finde tilgivelse for de fejl, man har begået. Vel kan man opfylde meget i sit liv selv, men de store ting i livet skal komme til os fra andre! Sådan er det i vort liv med hverandre og i vort liv med Gud. Det er vel derfor, Johannes spørger.

2. søndag i advent 2020

Læs teksten her

Af: Anders Carlsson, Vejstrup valgmenighed

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg vil indledningsvis nævne, at jeg altid inddrager alle søndagens tekster i min prædikenforberedelse. For mig er såvel spændet som sammenhængen mellem de gammeltestamentlige læsninger og læsningerne af evangeliet og epistlerne så afgørende, at ingen af de tre læsninger kan lades ude af betragtning i forberedelsen af søndagens gudstjeneste og prædiken.

Jeg skal så også nævne, at vi hos os bruger epistelteksterne som udgangslæsning.

Ved første gennemlæsning slår det mig, hvilken poetisk kraft, der nærmest vælter imod mig i både den gammeltestamentlige tekst og i evangelieteksten. Det er som at få både sine hedeste længsler og sin mest afgrundsdybe angst projiceret op i en skala, der er langt større end mig selv. Der et voldsomt spænd mellem de to tekster.

Begge teksters billeder og poesi bringer erindringsglimt frem – som den kropslige fornemmelse, da det første kærestebrev med usikre hænder blev smidt i den store røde postkasse - som blev mine dybeste længsler dumpet ned i et afgrundsdybt hul - i skæret af gadelygterne – og så den ulidelige venten … vil hun, vil hun ikke…? Den ulidelige og sødmefyldte venten... ad-venten...

Og så tænker jeg: mon det sådan, at søndagens tekster høres bedst, hvis forelskelsen, poesien, musikken og sanseligheden er med under læsningen af dem? Særligt måske netop søndagens tekster her i adventstiden? Hør bare: ”Solopgangen fra det høje vil besøge os”, ”Ørkenen og det tørre land skal glæde sig”, ”Den stummes tunge bryder ud i jubel”, ”Spædbarnet leger ved slangens hule”, ”Hans skorem er jeg ikke værdig til at løse”…

Og så tænker jeg på alle de billeder, der skabes ved læsningen – og jeg mærker suget i mellemgulvet, og samtidig den stakåndede fortvivlelse.

At læse de to tekster er som at lukke øjnene og gå ind i en virkelighed, som jeg godt ved er der, men som jeg helst ikke vil se i øjnene. Som en undergangsfilm, der minder mig for meget om alt det, jeg godt ved foregår rundt omkring mig - og som en paradisdrøm, jeg næsten ikke tør drømme videre på. Samtidigt og modsætningsfyldt.

Men lukker vi øjnene, kan vi blive synske.

Den gammeltestamentlige tekst og evangelieteksten rummer store modsætninger – og teksterne afspejler tilsammen, hvordan vores liv er spændt ud mellem to virkeligheder. Og det er os, der skal holde sammen på de store modsætninger. Længslen mod, at der må være noget, der bliver ved at være… og så samtidig angsten for, at alting ”går under”… en dag. Vores eget liv. Katastrofen i vores liv ligger og lurer bag det slør af hverdag og adventsmørke, som vi netop nu er omgærdede af. Og katastrofen ligger på lur også bag den mest solfyldte sommerdags lys. Den ligger på lur hvert eneste øjeblik.

Den polske digter, Czeslaw Milosz, har skrevet et digt om de modsætninger, vores liv er spændt ud mellem. Digtet hedder ”Sang om verdens undergang”:

Når verdens undergang kommer, kredser bien over honningblomsten, og fiskeren bøder sit glinsende garn.

Muntre delfiner springer i havet, unge spurve hænger i tagrenden, og slangen har det gyldne skind, den skal have.

Når verdens undergang kommer, går kvinderne over marken under deres parasoller, drukkenbolten falder i søvn på kanten af grønsværen, ude på gaden råber frugthandlerne, og en båd med et gult sejl nærmer sig en ø. Lyden af en violin hænger i luften og åbner for en stjernebesat nat.

Og de, der forventede lyn og torden bliver skuffede.

Og de, der forventede tegn og ærkeengle med trompeter, tror ikke, det er nu, det sker.

Så længe solen og månen står deroppe, så længe humlebien besøger rosen, så længe der fødes lyserøde børn, er der ingen, der tror, det er nu, det sker.

Kun en gråhåret gamling, som kunne have været profet, men ikke er det, da han har anden beskæftigelse, siger mens han binder sine tomater op: anden undergang bliver der ikke, anden undergang bliver der ikke.”

Jordskælv, iltsvind, oversvømmelse, eller vores barn viser sig at være alvorligt sygt, en af vore kære dør, en bil svinger ud foran os, vi svinger ud foran én. Vi bliver arbejdsløse, ensomme, udstødte fra de fællesskaber, vi længes efter at høre til. Pludseligt og uforventet rammer katastrofen os.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Jeg mener at kunne huske en temagudstjeneste over de poetiske billeder, hvor vi lod sang, musik og ord udfolde de store modsætninger. Vi inddrog bl.a. Palle Nielsens litografier og Dylan Thomas´ stærke poesi og hans voldsomme og insisterende protest mod dødens og undergangens kræfter..

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg kan ikke lade være med at skæve til parallel-evangelieteksten – den om de ti brudepiger.  Om årvågenhed som en lyttende opmærksomhed. Om ikke at blive bekræftede i, at vi er for sent ude, når det virkelig gælder om at gøre noget ved alt det, vi har forsømt i vores liv. Hvis vores egentlige mareridt handler om, at vi ikke tror, at der er noget som helst, der nytter noget, ja så vækker Jesu ord os fra det mareridt. For godt nok brænder jorden under os og vi spilder vores liv og muligheder – og vi ser katastroferne. Men midt i katastroferne kan vi række hænderne ud for at gribe fat efter et eller andet holdepunkt – og i den bevægelse kan vi opdage, at barmhjertigheden og opmærksomheden og årvågenheden er muligheder, der aldrig er forpassede.

For vi har vist aldrig været mindre i tvivl om, at ”himmel og jord skal forgå”, end vi er nu. Og vi lever ikke bare i modsætningernes tid – men også i paradoksernes tid. For gennem historien har der været perioder, hvor mennesker har levet i undergangsstemning på grund af naturkatastrofer, krige og epidemier.

Vi har aldrig haft mere styr på naturen, end vi har nu – både den ydre og vores egen. Og det er så et af vor tids største paradokser, at jo mere vi har styr på og behersker, jo mere angste bliver vi. Aldrig har man vidst mere om ernæring og kroppens mekanismer, og aldrig har mad og spisevaner været forbundet med større bekymring end nu. Aldrig har vi vidst mere om svangerskab og fødsel – aldrig har den gravide været omgærdet med så megen kundskab og faglig viden, og aldrig har svangerskab og fødsel været forbundet med større angst og utryghed end nu. Det er et kæmpe paradoks på det nære plan. Læs her Lars Qvortrup til inspiration.

I det større perspektiv er verdens undergang også et paradoks. For godt nok er der ingen tvivl om, at vores klode har en historie over en vis tid. Ligesom vores eget liv, så har kloden en begyndelse og en afslutning. Paradokset består så i, at vi er tættere på selv at føre kloden mod sin afslutning, end vi nogen sinde har været. Vores egen viden og kunnen er en trussel i sig selv.

Hvor skal man så begynde og hvor skal det hele ende?

Jo, man kunne tage udgangspunkt i årvågenheden og barmhjertigheden – at vi midt i den værste katastrofestemning kan træde til hvor som helst – i årvågenhed overfor de tildragelser, som vores medmennesker og vi selv bliver stillet overfor. For med Milosz i baghovedet kan vi kun nikke genkendende til hans ord om, at ”anden undergang bliver der ikke”. Anden undergang bliver der ikke end den undergang, vi oplever dagligt, når vi forpasser vores chance og svigter vores opgave og forspilder vores liv og spejler vores egen sløvhed i kravet om at være opmærksomme og årvågne over for hinanden og den natur, vi lever og ånder i.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Jeg kunne godt tænke mig her at inddrage Johannes Døber og domsmotivet og omvendelsesmotivet som gennemgående elementer i hele adventstiden – og de sidste søndage i kirkeåret, for den sags skyld – ja, helt frem til St. Bededag.

For vi fælder dagligt dom over os selv. For os er omvendelse ikke en omvendelse for at se, hvor vi kom fra – omvendelse er blevet til en måde at vende os indad mod os selv i selv-kritik, for nu at inddrage sociologen Rasmus Willig til videre inspiration. Og så ligger selv-bebrejdelse og selv-fordømmelse snublende nær for os.

Vi tugter os selv hver eneste dag med et Johannes Døber-lignende ”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver.” - og Jesu ord for ikke mange uger siden i kirkerne: ”Hvis I ikke vender om…”

De ord tugter vi dagligt os selv med.

Hvis vi ikke vender om og erstatter de fossile brændstoffer med alternative energikilder, så ødelægger vi ozonlaget.

Hvis vi ikke vender om og stopper CO2- udledningen, så smelter polerne.

Hvis vi ikke vender om fra en husdyrproduktion, der kun tænker i kilo og ikke i kvalitet, ja så påfører vi ikke kun dyrene men også os selv sygdomme.

Hvis ikke vi vender om og finder tilbage til en human arbejdsrytme, så dør vi af stress.

Hvis vi ikke vender om og lægger afstand til den griskhed, som finansverdenens skandaler de sidste år er blevet et billede på, så ender vi med et fuldstændigt umenneskeliggjort samfund.

Hvis ikke vi vender om…

Tidligere var omvendelse en religiøs kategori. I dag er omvendelse en verdslig – altså en ikke-religiøs kategori – så i dag er omvendelse en psykologisk kategori og en politisk kategori. Og alt det ubehag, som vores forestillinger om religiøs omvendelse er forbundet med, ja alt det ubehag er for intet at regne i forhold til den alarmering, vores bevidsthed konstant befinder sig i – sådan som vi hver eneste dag bliver konfronteret med de uhyggelige konsekvenser af overforbruget af vores klodes ressourcer. Hvis ikke vi vender om…

Vi er selv blevet vores eget livsgrundlags værste trussel.

Sådan kan vi lammes og låse os selv fast i et klaustrofobisk ”nu”, hvor vores alarmerede bevidsthed febrilsk søger efter at kunne”handle på” vores udfordringer. Men den måde, vi er vant til at ”handle på” er at vende blikket indad i et evigt krav på selv-udvikling og selv-forbedring. Og hvor har det lige ført os hen…?

Til forskel fra de gammeltestamentlige profeters og Johannes Døbers opfordring til at vende om, som dog stillede muligheden i udsigt, ja så hører vi ikke bare kravet om at vende om fra det liv, vores blå planet ikke kan tåle, dét krav hører vi ikke bare som en opfordring – vi hører det også som et varsel om jordens undergang. Hvis ikke I vender om… Det lyder i vores ører ikke bare som et lille hint. Det lyder som en dommedagsbasun.

Så vi fælder dom over os selv – sådan som vi står i paradoksets klemme. Vi lever i det, der er blevet benævnt ”en gudløs apokalypse”, en gudløs undergangsstemning – og derfor lever vi i en evig alarmering af vores bevidsthed.

Men hvordan skulle en såkaldt verdensdom så se ud? Hvordan skulle sådan en guddommelig rettergang se ud?

Tjaeh, hvis vi lukker øjnene kan vi umiddelbart kun få øje på et svar i retning af, at det må vi overlade til Gud.

Og så er vi vel lige langt.

Og netop her kommer poesien og adventstiden os til undsætning.

For netop når vi så har lukket vore øjne og lytter til poesien og billederne i dagens tekster, bliver vi synske og ser billeder, der fortæller os, at vi heldigvis ikke er overladte til vores egne og hinandens domme. Og de billeder er så svaret på det, vi ikke kan sige os selv.

Og det må så blive den sandhed, poesien skaber i os. Mens vi venter og er årvågne her i adventstiden og i øvrigt. Poesi og ord som ”Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad han ører hører.”

For den, der er spærret inde i det klaustrofobiske ”nu”, hvor alting skal realiseres, kan de ord opleves som at få sin fremtid og alle muligheder tilbage. Om dét så udelukkende er til beroligelse, mens vi venter…

Hvad kommer det mig/os ved?

Hvad kommer det mig ved… tjaeh, bom, bom…

Personlige katastrofer. Lukkede øjne, der gør én synsk.

Czeslaw Milosz mistede gradvist sit syn og blev blind. I et digt med titlen ”Øjne” skriver han, hvordan det er gradvist at miste synet. På tyve linjer formår han ikke bare at beskrive sit tab, men også den indsigt, han har vundet gennem sit nye handicap. Og gennem poesien vinder han en indsigt, som han måske ikke havde tænkt så meget over, inden han tog fat på at skrive digtet. I digtet taler han om de glæder, synet har beredt ham gennem alle årene, men da synet begynder at svinde, sker der en bevægelse fra ydre til indre, fra konkret oplevelse til retrospekt oplevelse - og denne bevægelse rummer en indsigt.

Milosz skriver i digtet:
Hvad du har set indtil nu er skjult indeni – og forvandlet til minder og drømme. Langsomt trækker jeg mig tilbage fra verdens larm – og oplever hos mig selv en afsky for skabagtige klæder, skingre stemmer og trommeslag. Hvilken lettelse. Ensom med mine tanker – om ensheden mennesker imellem og den lille stump af uenshed. Uden øjne fixerer jeg på et lysende punkt – der vokser og indoptager mig.

Den blinde digter får syner ved at vende blikket indad – og han ser måske mere, end han så – måske endda helt ind i evigheden, som det lysende punkt, hvor alt bliver synligt - både det, man har set og måske endda det, man ikke ser eller ikke kan se.

Første søndag i advent 2020

Klik her og læs teksten

Tekst: Ina Balle Aagaard, Agedrup Sogn

Ved første gennemlæsning:

Hvis jeg var Jesus, ville jeg have rystet i bukserne. Jeg havde nok været temmelig meget i tvivl om hvad jeg var i færd med, jeg tror ikke jeg kunne have overskuet situationen – og da slet ikke have tænkt konsekvenserne til ende. Jeg havde med andre ord ikke anet hvad jeg havde gang i.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg brugte bogen ”Porten” om Maja Lisa Engelhardts kirkekunst. Billedet uden på bogen er billedet af kirkedøren ind til Viborg Domkirke lavet af Maja Lisa selv. Porten er høj og bred, den er tung, for den har bly forneden, og så er den mørk. Det Gamle Testamente beskriver, at der i templet i Jerusalem fandtes det allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten måtte komme, dengang praktiserede man slagtofringer, man slagtede dyr i troen på, at man kunne komme tættere på Gud. Men da Jesus ofrede sig på korset, flængedes forhænget ind til det Allerhelligste - nu blev der frit åben, så alle og enhver kunne gå derind. Domkirkens port i Viborg er mørk på ydersiden, den side af døren man går ind ad, men efter at man har været inde i kirken og er blevet løftet af salmerne, lyset, fortællingerne så går man ud af en lys port på bagsiden af døren. For for Maja Lisa Engelhardt er kristendommen ikke en mørk religion, den har selve lyset i sig.

og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang? 

I en sådan rivende udvikling – en sådan udnævnelse på meget kort tid, ville jeg have haft svært ved at følge med. Det havde udfordret min identitet: Hvem er jeg, at jeg skal udnævnes til konge? Er jeg god nok til det? Kender de mig overhovedet? Hvad mon de tænker? Tror de virkelig på, at jeg er konge nu? Og på hvilken måde konge, hvad forventer de af mig? hvad drømmer de om og hvad ser de ind i?

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Jesus er i forsat i bevægelse sammen med sine disciple. De nærmer sig langsomt, tøvende Jerusalem da de ankommer til Oliebjerget. Så giver han anvisninger til to af sine disciple, disse er retningslinjerne for ritualet fra Zakarias 9.9, som retmæssigt skal udføres når en konge føres frem. Så der er altså store forventninger til Jesus. Forventninger, som man vil forvente af en konge. Disciplene kommer derfor med æslet og føllet og lægger deres kapper på dem, Jesus sætter sig op, folkeskaren skærer palmegrene af træerne og strør dem på vejen mens andre tager deres kapper af og breder dem ud på vejen. Alle som følger ham i optoget råber: Hosianna! Ham der kommer i Herrens navn. Og hermed udråbes Jesus til konge.

Hvad kommer det mig/os ved?

Vi kan være i en rivende udvikling og føle os båret af andre – det er en fantastisk følelse når andre tror på én, og man mærker en tillid og en tro på, at dét her dét kan jeg godt. Så tager man sig sammen og gør sit bedste. For vi vil helt grundlæggende så gerne elskes, vi vil så gerne tages ind og holdes af, af andre, vi higer efter kærlighedserklæringen i, at vi er gode nok, at vi er med i flokken, så vi lader os let rive med. Nogle kalder det: ”At lægge under for gruppepres”, i så fald er kunsten, at holde fast i sin egen dømmekraft og spørge sig selv: ”Er det her sundt for mig”? og tænker man alligevel: ”Ok, nu springer jeg ud i det og tager chancen, det må briste eller bære”, kan det samtidig føles ganske angstprovokerende, for hvad nu hvis jeg ikke klarer opgaven godt nok, hvad nu hvis jeg falder igennem, bliver jeg så dømt ude?  

Jesus er hjulpet og beskyttet af et ritual. Et oldgammelt kongeritual, som bærer ham og løfter ham, som armene der holdt os ind over døbefonten. Han overgir sig til sin Gud og lader ritualet bære igennem. I håb om, og i tillid til at Gud vil bære med, holde hånden under ham og bære ham oppe.

Igennem julemåneden bæres vi igennem af mange ritualer og traditioner. De hjælper os til at fokusere på glæden i det triste mørke. Vi sætter os op til at ”julen er hjerternes fest”, også selvom den ikke altid er det, så leger vi med på legen og måske kan det ende med, at glæden bliver oprigtig.

Det har Sigurd Barret skrevet en lille historie om i sin ”Julekalender for voksne”, her et lille resumé:

Helle er på vej hjem fra byen på cykel, cykelkurven er fuld af tunge indkøbsposer og på styret hænger der poser proppet med gløgg og æbleskiver. Udenpå en stor lastbil, som kører forbi står der: ”Fordi vi samles i julen” mens et kæmpe billede af et smukt dækket julefrokostbord viser en harmonisk familie som er samlet. Mens Helle holder for rødt ringer mobiltelefonen, det er veninden der ringer for at sludre. Imens Helle taler i telefon cykler hun over krydset i juletrafikken og forklarer veninden, at de har tradition for at samle familien her d. 1. december. Veninden spørger om de så kommer alle sammen og Helle svarer lidt opgivende, at det gør de desværre ikke. Flere af dem har travlt med arbejde og enkelte har ikke meldt tilbage endnu. Og efter lille broderen har fået ny kæreste ser hun ham næsten aldrig. Hun ville ønske at de kunne prioritere at ses her d. 1. dec., når nu netop julen handler om familien. Endnu kommer en stor lastbil drønende forbi og sprøjter grumset vand op på hendes russkindsstøvler. Helle forsøger at sige til veninden, at det ikke er så godt at snakke lige nu fordi der er så meget trafik, og cyklen er overlæsset, så om hun ikke lige må ringe tilbage, men veninden fortsætter sin historie om kæresten, som kom skidefuld hjem i går aftes, tredje gang på en uge, og hun havde endda købt ind til en hyggelig aften. Helle taler forstående med, og supplerer: ”Ja, vi er nødt til at holde fast i, at juletiden skal være hyggelig, en nærværende måned hvor vi samles”. At hun ville blive så lykkelig hvis hele familien kunne samles, om ikke juleaften så bare her d. 1. dec. som de plejer.

Da ryger telefonforbindelsen og mens Helle roder med at få ringet op igen hører hun et motorbrøl og mærker et kraftigt stød mod cyklen, så styret bliver flået ud af hænderne på hende, som en hvirvelvind. Hun bliver kastet mod asfalten og lander med cyklen over sig. Alt bliver sort.

Det første hun ser da hun slår øjnene op, er en overlæge i hvid kittel. Han fortæller, at hun har været ude for en højresvingsulykke. Fortumlet ser hun sig omkring og får øje på et par juledekorationer med nisser der pryder hospitalsrudens vindueskarme. Med smerter i hele kroppen spørger hun om hun er kommet voldsomt til skade, heldigvis er hun sluppet heldigt, helt uden for livsfare og slipper forhåbentlig uden varige mén. Helle spørger om hun kan modtage besøg, det kan hun heldigvis. Henne fra døren lyder stemmer, det er Helles to piger der kommer, også Frej er på vej og Uffe og Niels og onkel Svend. Én for én stimler de flere og flere sammen. Amalie anbringer et par juleengle fra hospitalskiosken i vindueskarmen. ”Hvor er I søde”, smiler Helle og bryder sammen i gråd. Børnene trøster Helle: ”Så så mor, du skal nok klare det!” og holder om hende. Det banker på døren og ind kommer Helles lillebror! Inden Helle ved af det, er de der alle sammen. Alle har julepynt og kager med og snart er hospitalsstuen omdannet til en farvestrålende julestue. Endelig kan julefreden sænke sig. Så lykkedes det alligevel at samle familien d. 1. dec.

I Agedrup har vi dåb på søndag. Jeg har sunget søndagens salmevalg igennem med dåbsforældrene, de kendte ikke rigtig nogle salmer og syntes jeg skulle vælge. Så vi synger:

74 Vær velkommen Herrens år 

821 (100 salmer) Se min engel (før dåb)

84 Gør døren høj

80 Tak og ære være

87 Det første lys er ordet talt af Gud