Inspiration til prædikenen
Arkiv inspiration til prædiken 1. tekstrække
Præst ved alter
ARKIV

Inspiration til prædiken første tekstrække

2. søndag i fasten 2021

Læs teksten her

Dorte Wittrup Winther, Brændekilde og Bellinge sogne

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

At det er ordene der forandrer. Det er dialogen mellem den kanaanæiske kvinde og Jesus der forandrer dem begge. Hun insisterer på at blive hørt og i forsøget på at værfe hende af svarer Jesus groft sagt, at han ikke har noget at give til hende. ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus” og ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Det er kryptiske sætninger, der må betyde at Jesus (på dette tidspunkt) kun mener sig sendt til det jødiske folk = Israels hus. Og børnenes brød må betyde de fortabte jøder, som Jesus er sendt til. Han taler om børn, for de var stort set uden status på Jesu tid. De betyder så godt som ingen ting, men endnu værre er det dog med hunde, de hører end ikke til. Hvis man så skulle tage børnenes brød, altså de gaver som Jesus har at give, og i stedet give dem til mennesker der slet ikke på nogen måde hører til, et menneske der end ikke er jøde, så giver man brødet til de små ubetydelige hunde, så ødsler man gudsnærværet og de gaver som Jesus har at give væk. Man spilder med andre ord kræfterne. Men hun tager ham på ordet og svarer, at selv de smuler der falder fra bordet, dem er der nogle der ernærer sig ved. Det svar forandrer Jesus, så han fra dette øjeblik (ifølge Mattæus evangeliet) også retter gudsnærværet mod andre end blot de jødiske stammer. 

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Det var i 2015 kort tid efter terrorangrebene i København. Prædikenen tog dengang udgangspunkt i livet i grænseegne, der hvor to kulturer møder hinanden, ligesom Jesus og den kanaanæiske kvinde der mødes mellem to kulturer. Det er ofte sådan i grænseegne at kulturudtryk flyder sammen, sprogkundskaberne er ofte større og respekten for den anden kultur lever fint sammen med ens eget kulturelle ståsted. Det er ofte i kulturmøderne at vores principper kommer til kort, når vi ser det menneske vi står overfor. Som mennesker vinder vi ikke noget ved at trækker skarpe grænser op. Den kanaanæiske kvinde vandt noget ved at insisterer på samtalen, insistere på at grænsen ikke adskilte hende fra Guds nåde.

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At det er afgørende at tage hinanden på ordet. I samtaler, i dialoger og i møder. De små finesser i vores sprog udtrykker tit hvordan mennesker har det og tænker. Vi overhører nemt ordene, fordi vores forestilling om det menneske vi taler med lukker vores ører. Vores forforståelse af et menneske indretter vores blik og ører efter vores egne fordomme. I Danmark lever vi vores liv indenfor en forholdsvis ens ramme, med forholdsvis ens værdier, så vi kan så nemt tro, at vi ved, hvad der er godt og vigtigt for vores nabo, fordi vi ser hans og hendes liv i lyset af vores eget liv. Men vi må huske at tage hinanden på ordet indimellem, ellers stivner vores og vores næstes livsforståelse.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At livet udfoldes i dialog. I dialog mellem Gud og menneske eller mellem mennesker. Jesus lader sig forandre af kvindens ord, og han ændrer sit fokus. Og hendes evne til at svare på tiltalen viser forståelse for situationen, både den Jesus står i og den hun selv står i. Vores liv udfoldes også altid i dialog, uanset hvad vi bærer på. Det er ikke godt at være alene, det har været sandt siden skabelsen og er det stadig. Det gæler både for os selv og næsten at livet udfoldes når vi forstår hinanden og bliver forstået.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Tro ikke du skal leve livet alene. Tro ikke at du er uden betydning. Tro ikke, at du skal være alene i sorgen, selvom det kan være svært at være i samtaler med andre. Tro ikke at valgene for fremtiden skal træffes helt alene, bed vor Herre om at gå med på vejen. Tro på at der er mennesker der kender til de slag du får i livet, tro på at der findes ører der tør høre din historie. Tro at der er mennesker der tør tage dig på ordet, mennesker der lytter. Og tro ikke mindst, at du er det medmenneske, der kan lytte og gribe finesserne i din næstes ord, så forståelsen vokser og livet foldes ud.

Læs Dorte Wittrup Winthers prædiken fra 2015 her

1. søndag i fasten 2021

Læs teksten her

Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen Paarup sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Først snubler jeg over, hvorfor det er Ånden, der fører Jesus ud i ørkenen for at han skal fristes af Djævlen? Et sådan samarbejde mellem Gud og djævlen er jo ikke set siden Jobs-bog. Det gamle svar med, at Jesus skal bevise sin styrke holder ikke hele vejen, for hvorfor har Gud brug for et bevis fra Jesus? Eller er det måske mig, der har brug for et bevis på, at Jesus ikke skyder genvej, men vælger at leve som menneske med de samme muligheder som mig på trods af sin guddommelige natur. Det næste spørgsmål er så, hvorfor ørkenen? Ørkener er jo med mindre, man bygger et Las Vegas ikke et fristelsens sted?

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

At ørkener er øde og tomme, de er som Gud har skabt dem og derfor er de gode steder til at opsøge det, der har skabt os. Djævlens test, som Jesus består, førte jeg over på mit eget liv ved at spørge: ”Er jeg den eneste herinde, der hører djævlens ord om: Hvis du er Guds søn? som en dom over det liv jeg lever. Hvis Jeg var et Guds barn, ville jeg så selv falde for fristelsen? ” Svaret blev, at jeg heldigvis ikke er et Guds barn i kraft af mine egne valg, men i kraft af Guds valg.

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Det nye er, at fristelsen er uundgåelig. Selv i ørkenen er den der. Selv Jesus blev fristet, han falder ikke, men fristet det blev han. Nyt er også at djævlens spørgsmål til Jesus også nogle gange er mit spørgsmål til Jesus, som når jeg siger til ham: Hvis ikke du gør det og det, er du ikke Guds søn?

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At fristelsen også er der, hvor alt andet er væk. Måske er det netop der man fristes til, at forlange beviser af Gud, eller man fristes til at tænke, hvis jeg var et Guds barn ville jeg så overhoved fristes.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Det er en vigtig pointe, at fristelsen slipper vi ikke for, den er med selv i en ørken. Vi fristes til, at sætte Jesus på prøve og tænke, at vi ikke selv er Guds børn, hvis vi falder for fristelsen. Et fald sker på en dag i en time, men handlinger bærer vi med os gennem livet som udtrykket: Engang tyv altid tyv illustrerer. Jeg kender faktisk kun kristendommens tilgivelse, der opløser den skyld, der opstår på en dag i en time, men bæres på et helt liv.

Fastelavns søndag 2021

Læs teksten her

Ulrik Andersen, Søndersø – Skamby

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Det er altid det samme, jeg falder over ved gennemlæsningen af den her tekst. Nemlig ordvekslingen mellem Jesus og Johannes. Johannes’ vægring overfor at døbe Jesus kan jeg godt sætte mig ind i, men det har altid faldet mig svært at forstå Jesu svar om, at opfylde al retfærdighed. Hvad mener han? Der er sikkert dygtige teologer, der har forsket i sentensen og fundet et svar, men ordvekslingen bliver ved med at være en snublesten for mig, når jeg sætter mig med teksten.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Hvornår jeg sidst prædikede over denne tekst ved en ordinær højmesse, husker jeg ikke. Det er meget længe siden. Søndagen bliver hvert år brugt til en børnegudstjeneste med efterfølgende fastelavnsfest, og prædikenen er derfor lagt an på det anderledes publikum. Den har været ganske jordnær og enkel. Fokus var på, at vi i dåben bliver Guds børn, ligesom røsten fra Himlen proklamerer, at Jesus er Guds elskede søn.

3. - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

I år vil udfordringen være, at der ikke afholdes børnegudstjeneste pga. restriktionerne. Prædikenen skal rettes til de almindelige kirkegængere. Jeg vil benytte lejligheden til at dykke dybere ned i den del af teksten, der er min snublesten. Hvad mener Jesus? I Ida Jessens ”Bibelhistorier” er dialogen mellem Jesus og Johannes udvidet i kapitlet ”I ørkenen”, hvor scenen genfortælles. Jeg vil nok lade prædikenen have udgangspunkt i det svar Jesus giver: ”Jo, du skal døbe mig, havde han sagt, ”for Gud har brug for menneskene, og det har Guds søn også. Jeg er blevet født af et menneske, jeg skal døbes af et menneske, og snart, når jeg skal dø, vil det blive menneskene, der dræber mig.”

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At Guds søn har brug for et menneske til at formidle hans bekendtgørelse som Kristus. Det siger ikke sig selv, at dåben i Jordanfloden er det nødvendige middel til at indlede Jesu gerning frem mod påskens begivenheder. Kunne bekendtgørelsen af Jesus som Guds søn have fundet sted på en anden måde et andet sted? Muligvis nok… men teksten her siger os, at dåben var nødvendig.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

At dåben er en nødvendighed for at bekendtgøre Jesus som Kristus, siger også noget om det, dåben i dag gør for os. Jesus har fra fødslen været Guds søn, men dåben aktiverer så at sige relationen mellem dem. Vi mennesker er fra fødslen også Guds børn, men dåben bekendtgør det og giver os et løfte om, at Gud er med os. Når vi kommer til dåben, gør vi det vel i et håb om, at Gud dér møder os. Teksten i dag lærer os, at det gør Han.

Seksagesima 2021

Læs teksten her

Kristina Løvenstrøm, Vindinge Sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg snubler – som så mange gange før – over de pile, der peger i hver sin retning, dér, hvor de tilsyneladende burde mødes og følges ad. Eller sagt på en anden måde: Jesus siger til disciplene, at Guds riges hemmelighed er givet til dem. Og på samme tid stiller han dem spørgsmålet: Forstår I ikke denne lignelse? Noget burde være indlysende for disciplene, som er tættere på og ligefrem ’indenfor’, Men det er åbenbart ikke lettere for dem. Betyder det mon, at mennesker er mennesker – lige tæt på og lige langt fra Gud – uanset hvor meget, man er ’indenfor’ eller ’udenfor’?

Der er noget, der ikke hænger sammen her … og det forstyrrer min logik!

Jeg snubler også over den virkelighed, som Jesu gennemgang af lignelsen afslører for mig. Den får mig til at tænke: Hvor meget og hvor lidt bestemmer vi mennesker egentlig selv, når det gælder ordet? Er vi bare marionetter – eller kan vi villigt/modvilligt tage imod/afvise, som det passer os?

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Jeg sagde, at dagens lignelse i en eller anden grad er behagelig for vores forstand. Den er nem at gå til, og det er oplagt at dele mennesker ind i kategorier: der er dem, der tager imod og dem, der ikke gør – og så er der grader ind i mellem. Med vores forstand forsøger vi på den måde at få styr på og kontrol over lignelsen … et meget godt billede på livet generelt. Men måske kunne der være en pointe i at gå til lignelsen med noget andet end forstanden?

Lignelsens ærinde er at nære vores tro og give os vores frihed til at være menneske tilbage – ved at overlade at have styr på og kontrol i livet (på det dybe plan) til Gud. Hvad sker der, når vi går til lignelsen med troens øje i stedet for forstandens? Måske får vi blik for noget andet og nyt?

3. og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Ligesom sidst også denne gang – for jeg når at glemme det hele, inden vi når første tekstrække igen! – landmanden. Den meget ødsle landmand, der strør om sig med korn, som om han havde nok af det! En landmand eller sædemand, der er ligeglad med, hvor kornet lander. Som strør om sig i håb om og nok også vel vidende, at noget falder i god jord og noget ikke. Og som på trods af det ikke holder et eneste korn tilbage. 

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Det er svært at vide, hvad man ikke kan sige sig selv. Men jeg ved, hvad jeg selv har godt af at høre. Mit fokus lander meget ofte på den del af lignelsen, jeg kan forstå og forklare. Jeg har en tilbøjelighed til at glemme eller overse det, som er forunderligt. Fx at korn helt af sig selv ved, hvilken vej det skal for at komme til lyset og livet. Og at jeg bare står og glor, mens det vokser. Og at Guds ord ikke vender virkningsløst tilbage. Sagt med lidt andre ord: Gud står bag sin kærlighed. Den kærlighed, der vil og kan nå os, uanset hvor vi er i livet. Og uden at vi gør noget for det.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Det, der rammer og nærer min tro er netop ofte det, jeg ikke kan sige mig selv og må have et sted udefra. Så det bekommer mig vel at få korn smidt i nakken på denne her måde. Tanken om, at de falder – selv på de steder, hvor de måske ingen gavn gør – glæder mig usigelig meget. På mine egne og på andres vegne. Det siger lidt om, hvor lidt magt jeg (og vi) har til at styre og kontrollere Gud. Og hvor meget vi har lov til at være det, vi er: Mennesker. Nogle gange kræver ordene tid – som at være gravid i 9 måneder. Derefter følger livet.

Jeg tror på, det er både godt og sundt for os at få øjnene op for forskellen på det, Gud kan, og det, vi selv kan. Få øjnene op for sædemanden og hans kærlige ødselhed. 

Septuagesima 2021

Læs teksten her

Lene Kjemtrup Christensen, Søndersø og Skamby

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Hvem er hvem i den her historie? Hvem er Gud? Hvem skal høre fortællingen? Hvem er jeg?

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Ingen anelse om, hvad jeg sagde sidst.

Det nye er, at jeg plejer at føle mig ramt som en af de første arbejdere - sur og misundelig. Nu er jeg måske mere ramt af den, der får mere end forventet. Gad vide, om det skyldes alder? Eller erfaringen med et samfund, der lukker på af en pandemi, og det selvfølgelig bliver usikkert? Eller også bliver jeg dårligere og dårligere til at se mine egne svagheder?

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At vingårdsejeren (Gud) giver mere, end man kan forvente, og at man i stedet for at tager imod med taknemmelighed lynhurtigt kræver mere… gerne på bekostning af andre. Og det bliver man blind for i en almindelig grå januar hverdag.

Hvad kommer det mig/os ved?

Måske skal jeg løfte blikket fra, hvad andre får og har og gør. Hvis jeg nu ikke bruger min tid på at fokusere på det… Hvad ser jeg så?

Jeg prøver at forestille mig mine handlinger, hvis jeg ikke gik op i, hvordan de andre gør. Ville jeg være mere taknemmelig? Mere tilfreds? Mindre grådig? Hvordan ville den offentlige debat se ud, hvis ikke alle havde mere travlt med at hamre på hinanden end at byde ind med sit eget?

Hvordan ville livet se ud, hvis jeg kunne rumme, at jeg nok skal få? Jeg behøver ikke at slås for opmærksomhed. Jeg behøver ikke at have svært ved at se andres succes. Jeg ville nærmere mig en sindstilstand af væren i stedet for stræben. Og deri ligger Guds kærlighed og vente på at blive båret ud i verden.

Sidste søndag efter Hellig tre konger 2021

Læs teksten her

Louise Schousboe, Aunslev-Bovense og Hjulby sogne, Nyborg provsti

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Hvordan disciplene bliver grebet af frygt over at se den forvandling, der sker med Jesus og over at høre Guds stemme. Hvordan Jesus ser deres frygt. Siger til dem: Rejs jer og frygt ikke! At det som de hører Gud sige, er omtrent det samme som Gud siger den dag Jesus bliver døbt i Jordan floden af Johannes døberen. Guds blåstempling. Det der tilføjes her er: Hør ham! Også Peters meget menneskelige ønske om at få lov til at blive deroppe på bjerget. Fastholde det salige og store øjeblik.

Hvad sagde du sidste gang du prædikede over denne tekst?   

At vi har brug for ord med lys i i disse mørke tider. Guds ord skaber lys. Guds ord lyser op i mørket. Vi har brug for at høre om ham, der om sig selv sagde ” Jeg er verdens lys”. I gennem de bibelske fortællinger som vi hører i Hellig tre konger tiden,  Epifani tiden kastes der lys over, hvem Jesus er. Hvordan han er sand Gud og sandt menneske. At han er forbundet med de store profeter Moses og Elias. At han har sin egen plads i Guds store frelseshistorie. Kort tid forinden har Jesus fortalt sine disciple, at han snart skal gå til Jerusalem og lide og dø på et kors. Det har de haft mere end svært ved at kapere. Hvorfor? Vil Gud virkelig lade sin søn dø på et kors? Måske er nogle af dem kommet i tvivl om Jesus virkelig er Guds søn, sådan som de er kommet til at tro. Det, der sker på bjerget gør klart, at Jesus er Guds søn. Tænder troen i dem igen.   

Og hvad nyt er der for dig, når du læser den denne gang?

Jeg har ikke tidligere fæstnet mig så meget ved det faktum, hvor bange disciplene bliver. Deres Guds frygt. Hvad vil det sige, at frygte Gud? Er det, at være bange for, at Gud staffer os i sin vrede? Eller er det, at kende sin plads? Se i øjnene hvem man er i forhold til Guds overvældende storhed. Lære og øve sig i den sande ydmygheds svære kunst. Se og indse, at det ikke er os og aldrig bliver os, der er universets herrer. Det er Gud, der har skabt og styrer alt.  Og det skal vi lade ham om.

Hvad siger teksten som man ikke kan sige sig selv?

At Jesus er Kristus. Eller måske snarere omvendt. Kristus er Jesus. Som også Paulus igen og igen fastslår. F.eks.  Kolossenserbrevet kap. 1 vers 15 ff At Jesus er Kristus, logos, Guds oprindelige tanke. Der var med ved skabelsen. Det lys som blev skabt som det allerførste. Det lys som verden blev til i.  1. Mosebog kap 1. vers 3. Inden Gud satte solen og månen og stjernerne på himlen. Vers 14.   

 

Hvad kommer det mig ved?

Jesus som er Kristus, Guds søn gik ned ad bjerget igen. Han blev ikke i sin himmelske urørlighed. Han er midt i livet. Hvor vi er. Han kommer til os, der sidder i dødens og mørkets skygger. Med sine ord lyser han op i vores liv. Han lider med os. Han viser os, at Gud er den medlidende Gud. Han ser vores frygt. Han siger til os: Rejs jer og frygt ikke!

Måske man kunne sige, at søndagens gudstjeneste, hvor det bliver klart for os, at Jesus er Guds søn og hvor vi møder ham selv lyslevende i sine ord og i sin ånd er en forklarelse for os. Vi kan stemme i med Peter: ” Herre, det er godt at vi er her.” Men vi skal ikke forblive i kirkens lyse indre. Vi sendes bort derfra med Guds velsignelse. Ud der, hvor livet levet. For at tjene vores medmennesker. Vi sendes afsted for at være verdens lys og jordens salt i hinandens liv.  

2. søndag efter Helligtrekonger 2021

Læs teksten her

Karen Blauenfeldt Dam, Ringe sogn

Hvad jeg snubler over ved første gennemlæsning af evangelieteksten
Det overdådige i Jesu vin-under. Ikke bare fremtryller han vin i overflod, men endda vin i god kvalitet. Og det endda til trods for vi sikkert er en del, der i vores ungdom er blevet indprentet at man altså godt kan more sig uden alkohol!

Og hvad jeg sagde sidst, for 2 år siden
At vin-underet i Kana er en del af epifanitidens afsløringer af at julens Jesus – det lille barn med den noget ydmyge start på livet – faktisk er Guds søn og Gud selv, kulminerende med forklarelsen på bjerget den sidste søndag efter helligtrekonger.

Hvad er så nyt denne gang?
Det mest nye i 2021 er vel at januar om muligt er endnu mere grå og trist end ellers. Al corona-tristesse taget i betragtning. Det kan selvfølgelig gøre lyset og herligheden fra epifanitiden større og mere strålende, men det kan måske også gøre det sværere overhovedet at få øje på?
Som GT-læsningens Moses har vi vel også den største lyst til at sige til Herren: ”Lad mig dog se din herlighed!”

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?
Først og fremmest at Jesus er Guds søn. Guds overflod og herlighed er kommet her til jord. Og hvor tit får vi mon øje på det?
Dernæst at vi kan ikke tåle at se direkte ind i lyset – vi har brug for noget, der fortolker livet for os; brug for Jesus, for at vi i Ham kan se Guds vilje med os.

Og hvad kommer det så os ved?
Jeg hører evangeliet som en opfordring til at se noget andet end en grå og corona-ramt januar-verden.
Kig op!, synes det at sige, Og du vil se en flig af noget stort, herligt og strålende.
Eller…. kig hen, kig ned, kig under og inden i. For Guds storhed er jo ikke kun i det ophøjede, men lige så vel i det fornedrede, på korset og i alt det usle i vores liv.
For sjovt nok får vi også lige Paulus’ ord med os i dag: ”Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave.”
Og sidder man bænket til bryllup i Kana med rigeligt med god vin i ryggen, så virker Paulus altså umiddelbart lidt som en lyseslukker.
Men måske er han det ikke alligevel: for når han siger stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, så er det jo sagt på baggrund af, at det høje netop har inkarneret sig i det lave.
Så søg ikke Gud i alle mulige renhedsforskrifter og renselseskar, - eller slankekure og januar-løbeture. Det er ikke dét, der gør, at det går an med dig og dit liv. Men søg Gud i forholdet til din næste. I livet og glæden i det ”Jesu Kristi rige, der netop er vidunderligst af alt her på jord” – som man så passende kunne synge efter prædikenen.

Helligtrekongers søndag 2021

Læs teksten her 

Peter Ø. Jacobsen, Sankt Hans Sogn

Sidst jeg prædikede over denne tekst var tilbage i 2013, hvor menigheden ved Sct. Michaelis Kirke i Fredericia sendte et ungt par ud som missionærer i Tanzania. Prædikenens tema er den værdighed, det lille Jesusbarn har, siden det tilbedes af de vise mænd og oplyses af særlige himmelfænomener. Et slags oplæg til julens tilbedelse af Jesus.

I år snubler jeg umiddelbart over magtudfoldelsen i teksten. En magtfuld(kommen) kong Herodes, som kommer til at stå i et lidt komisk lys, fordi han bliver forfærdet over den her nyfødte konge, som skulle være født uden hans vidende! Uarks – er der noget, jeg har ude af mine mægtige hænder!? Nu gør vi jo ikke grin med præsidenter og folk i høje embeder, men der er jo et lidt komisk præg over nogle af verdens mest mægtige mænd i disse år, som alle må indse, at der kan komme kræfter over nationen, de ikke er herrer over. Kongen i krybben derimod har derimod en magt, som netop overgår naturens luner (både naturen derude og menneskenaturen). Derfor fortjener han al ære og tilbedelse.

Det, som vi ikke kan sige os selv, er naturligvis selve herligheden hos Jesus. Helt som når vi fokuserer på vores tro. For det blotte øje, for den umiddelbare følelse og erkendelse, ligger den bare som et hjælpeløst barn i en vakkelvorn krybbe. Men pga Guds tilsagn og løfte bærer barnet og troen på barnet selve Himlen i sig!

Læs prædikenen her

Nytårsdag 2021

Læs teksten her

Mette Behrndtz, Nr. Lyndelse sogn

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg undrer mig over, at jeg i min kristne kontekst skal forholde mig til noget så jødisk som omskærelse eller omskæring. Hvad er den dybere mening med at placere sådan en tekst netop på årets første dag?   

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg prædikede først og fremmest over dét at navngive sit barn. Jesus får navnet Jesus, fordi han skal fortælle mennesker, at Jahve - altså Gud – frelser, hvilket er, hvad navnet Jesus betyder. Navnet er knyttet uløseligt til Jesus’ opgave. Det gælder i det hele taget de bibelske personer. Man får ikke sit navn, fordi det er flot og velklingende, men fordi der er omstændigheder, man er født ind i, og fordi der er en opgave, der venter. For eksempel får Abraham netop dette navn, fordi det fortæller, hvad hans opgave er: Han skal blive ’far til mange’.

I dag, hvor mange forældre giver deres børn unikke og flotte navne, der først og fremmest skal lyde godt, er det tydeligt, at fokus har fået et mere æstetisk perspektiv. Livet i dag handler i højere grad om at lyde og at se godt ud. Men at give sit barn et unikt og velklingende navn ændrer ikke på de omstændigheder, som barnet er født ind i. Man kan hedde nok så fine navne som Diddedarling, Engel eller Jura. Det ændrer bare ikke på, om man kommer fra Haderslev, Herlev eller Årslev. Vigtigere end navnet er det at tage sin livsopgave på sig, og den rækker langt ud over, hvad der er æstetisk og velklingende. Jesus gik således hele vejen indtil døden for at tage sin livsopgave på sig. En livsopgave, som også lå i hans navn: At vise verden at Gud frelser.

3.  - og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

At omskæring er blevet sådan et aktuelt emne, der i løbet af 2020 er blevet heftigt debatteret og har givet anledning til et lovforslag, der forbyder omskæring af mindreårige. Denne debat har givet mig mod til at bevæge mig i en ny retning i årets nytårsprædiken. Da jeg desuden har været omkring emnet ’Covid-19’ en hel del gange i løbet af 2020, er det en anledning til at prædike over et helt andet – ja, nyt emne.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Teksten, som jo er ganske kortfattet, bliver særlig interessant i lyset af Christian Hjortkjærs kommentar ’Det gør man bare ikke’ på Folkekirkens hjemmeside. Ud fra en ren fornuftig betragtning argumenterer han for, at omskæring af små drenge er meningsløst. For det gavner intet at blive omskåret, og så medfører det smerte. Til gengæld har omskæringen en enorm betydning. Ja, man kan ligefrem tale om en merbetydningsværdi. For omskæringen er en del af et ritual, og netop ritualet gør, at barnet bliver en del af et socialt fællesskab. Et fællesskab som ethvert barn, ethvert menneske er absolut afhængig af.   
     Nu var Jesus kendt for at have en hel del kradse holdninger og for at kritisere datidens samfund og sin egen religion. Men intet sted taler han negativt om det faktum, at han blev omskåret uden at blive spurgt! For Jesus var det tilsyneladende en positiv ting, der bragte ham trygt ind i livet og ind i et vigtigt fællesskab. Og derfor giver det faktisk ret god mening at læse teksten nytårsdag. For her bevæger vi os jo fra et gammelt til et nyt år. Fra det kendte til det ukendte. Vi taler ofte om nytårsfortsætter, men i virkeligheden burde vi tale om ritualer. Ikke mindst i denne usikre tid, vi befinder os i lige nu. Et nytårsritual kunne fx være at komme hen i kirken for at synge ’Vær velkommen, Herrens år’ og ønske de andre kirkegængere ’godt nytår’ over et glas portvin. Det kan godt være, at det i en tid med Covid-19 og diverse restriktioner kan virke som en temmelig meningsløs ting at gøre. Men derfor kan den sagtens være fuld af betydning for alle, der kommer og er en del af ritualet.

5. Hvad kommer det mig/os ved?

Særligt nu er emnet relevant, fordi det er med til at understrege, hvor vigtige ritualerne er for os. Hvor meget de betyder for det sociale fællesskab, var nedlukningen af Folkekirken i 2020 et rigtig godt eksempel på. Det var givetvis meningsløst at lade kirken være åben pga. den alvorlige situation. Ikke desto mindre havde det en enorm betydning, da den måtte lukke – måske ligefrem en merbetydning - for de mennesker, der havde stort udbytte af fællesskabet i den.  

Anden juledag 2020

Læs teksten her

Eva Fischer Boel, Munkebo

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning (jeg læser både evangelieteksten og lektieteksten fra Apostlenes Gerninger)?

I forhold til evangelieteksten snubler jeg over dens voldsomhed med brug af ord som forfølgelse, pisk og korsfæstelse. Og blod! Masser af blod, som åbenbart vil blive opsamlet og til sidst hældt kollektivt ud over den slægt, Jesus raser over og skoser. Jeg synes, der er en skuffet og bitter tone i Jesu ord, som er alt for menneskelig, og som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med. Tonen er så ulig den, der er i Stefanus’ ord i ApG, hvor han – inden han udånder – råber: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd”.

2. Hvad sagde du, sidste gang du prædikede over denne tekst?

Jeg prædikede over denne tekst sidste gang i 2016. På det tidspunkt var der kommet frygtelige historier ud fra Aleppo i Syrien om forfærdelige overgreb, og for ganske nylig havde en mand stjålet en lastbil og havde kørt den ind i en folkemængde, som var forsamlet på et julemarked i Berlin. Nu skulle vi så også høre denne ufredstekst af evangelietekst. Og måske kommer vi også lige fra nogle julefrokoster i familiens skød, der åndede alt andet end fred, og hvor konflikterne lurede lige under overfladen. Hvor blev julefreden af? Og findes der overhovedet en sådan? Eller er juleevangeliet med dets lille sårbare nyfødte barn og tale om fred bare noget naivt pladder og bare helt væk fra vinduet?

Prædikenen kom derefter til at handle om Guds måde at skabe fred i verden på. Om kærlighedens skrøbelige magt versus den magt, der sætter sig igennem med tvang. Gud kan ikke med magt sikre freden, men hans budskab kan være med til at stifte fred, hvis tager i mod det, og så godt vi evner udlever det i kærlighed og tilgivelse. Jesus inkarnerede og udlevede budskabet. Stefanus udlevede det også. Gud har plantet freden som et skrøbeligt frø i verden i skikkelse af et forsvarsløst menneske, et barn. Velsignet være barnet, der kommer i Herrens navn.

3. Hvad er nyt for dig, når du læser det denne gang?

Jeg hæfter mig ved ”ramtheden”. Stefanus bliver selvfølgelig helt bogstaveligt talt ramt af de sten, der bliver kastet imod ham. Det er der ikke noget nyt i. Men det er nyt for mig, at også folket er ramt: De ”bliver ramt i hjertet”, da de hører, at Stefanus angiveligt skulle have talt spottende om Moses og Gud. Og ikke mindst er Jesu ”ramthed” ny for mig. Hans ve-råb over de skriftkloge og farisæerne, der går forud for dagens tekst, viser, at han er ramt af deres hyleri. Han er også ramt af, at jøderne ikke vil tage imod ham. Her er han kommet til dem med hjertet forrest, sårbar og åben. Og så afviser de ham. At det gør ondt, hører jeg pludseligt tydeligt, synes jeg. Og Matthæus lader også Jesus være billedligt ramt af de sten, der efter hans tid skal kastes på de kristne.

4. Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Når noget eller nogen rammer os og sårer os, så reagerer vi ofte med billedligt talt at kaste den sten tilbage, som blev kastet på os. Da folket bliver ramt i hjertet, så bliver de farlige, ja deres ”ramthed” er dødbringende. At det er sådan, det er, kan man næsten sige sig selv, for det er en meget menneskelig reaktion. Den, der har et hjerte, kan blive ramt.

Hvad man ikke kan sige sig selv er, at det åbenbart er muligt at blive ramt og svare tilbage på en anden måde – ikke med den samme sten kastet i vrede, men med kærlighed og tilgivelse, som Stefanus gør det. Jesus svarer i sidste ende også på den måde. Han besvarer sin korsfæstelse med kærlighed. Og det blod, der bliver udgydt besvarer han med sit eget rensende blod.

 

Hvad kommer det mig/os ved?

Vi kender alle til at blive ramt. Det kan være, hvis det der er umisteligt for os, trædes under fode. Det kan på den værdimæssige front fx være demokratiet, ytringsfriheden eller menneskerettighederne. Det kan – og med rette – få os til at reagere kraftigt. Vi skal selvfølgelig stå vagt om vores grundværdier. Forsvare dem i ord og handling. Men hvis vores grundværdier er kristne, skal vi nok nøje overveje måden, vi reagerer på, og bruge et øjeblik til at rette blikket væk fra os selv og op mod himlen. Det er mere end fristende at returnere den sten, der har ramt os, på samme voldsomme måde, som den blev slynget mod os. Og nogen gange er det jo også os selv, der kaster den første sten. Men det skaber ikke fred, tværtimod. Jesus og Stefanus, derimod, viser os fredens vej.

Ikke mindst på det personlige plan kan vi blive ramt på alle mulige måder. Man kan fx blive ramt af Amors pil, og det er jo almindeligvis dejligt, når det sker. Men dem, vi elsker, er også dem, der kan ramme os hårdest. Skilsmisser kan udarte sig til veritable skyttegravskrige med børnene som gidsler.

Netop i år er det nok lidt småt med de store familiefrokoster hen over julen, men ellers kan sådanne julefrokoster ledsaget af godt med snaps og øl let udarte sig til en slagmark, når vi efterhånden er ved at få nok af hinandens irriterende kasten med småsten. Måske synes jeg så lige, at jeg skal returnere den bemærkning svigermor (måske uvidende) ramte mig svigende i solarplexus med ved at senere den tilbage for fuld skrue. I den situation ville det nok være fint at låne bare en flig af Stefanus’ strategi for julefredens skyld…..

Juledag, Lukas 2,1-14 2020

Læs teksten her

Line Nissen, Sct. Jørgens kirke, Svendborg

1. Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Juleevangeliet hører til det mest folkelige af alle evangelier, i den forstand, at det er det mest almindeligt kendte. Alle børn i landet har hørt det i løbet af december og helt almindelige mennesker valfarter (normalt) i kirke juleaften for at høre netop dette evangelium.

Jeg snubler altid over, at der skal prædikes over samme evangelium på to på hinanden følgende dage. Juleaften i en lettere form (man vil jo ikke skræmme kirkegængere væk). Juledag, kan der gås lidt mere til den (det er feinschmeckere der sidder på kirkebænken).

I år kan jeg ikke undgå at læse den aktuelle pandemi ind i evangeliet. Hverken juleaften eller juledag.

Indlysende paralleller til vores tid:

Kejseren befaler, folket følger. Også selvom det er ubekvemt og potentielt dødeligt, for dem at gøre, hvad der befales.

Der er ikke plads i herberget – end ikke til selveste Guds søn.

2. Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over dette evangelium?

I 2014 prædikede jeg om Guds død, forstået som menneskets selvstændiggørelse og frisættelse fra Gud, på godt og ondt. På godt fordi vi er sluppet for at være underlagt snærende bånd og den sorte skole. På ondt, fordi mennesket sejrer ad Helvede til og bliver forbandet frit, når det tager Guds plads og selv skal fylde det hele.

Selvom Gud er aflivet, mangler han alligevel. Som den døde morfar: han er der ikke mere, men hans plads er der stadigvæk i skikkelse af den stol han altid sad i. Ingen kan fylde morfars stol, som morfar kunne. Ingen kan fylde Guds plads, som Gud kan.

Julen er at Gud tager sin plads i verden tilbage og frelser os og tager byrden af at være gud fra os.

3. – hvad er nyt for dig, når du læser det denne gang?

Fordi juleevangeliet er forbundet med højtid, familie, samvær, traditioner, der med djævelens vold og magt skal være som de plejer, er faren, at Jesu fødsel bliver en sødladen fortælling. Men det er det jo ikke. Det er dramatisk. Fornemmelsen af udstødelse og overgreb og ubarmhjertighed driver gennem hele evangeliet.

Der er tale om en ung kvinde, der i moderne optik bliver krænket, idet hun bliver tvunget til at lægge krop til at føde Guds barn. Der er en mand, der bliver tvunget til at være papfar til Guds barn. Det ugifte(!) par bliver oveni købet befalet at tage på en lang og ubekvem rejse, blot fordi magthaveren, som de ikke engang selv har valgt, skal tælle deres hoveder. Ingen tager sig af dem. Kvinden må føde sit barn i en stald, fordi der ikke er plads til dem. Hyrderne på marken er også overladt til samfundets udkant og de farer, der lurer i mørket.

Det er ikke nogen køn historie. I hvert fald ikke før Gud bryder igennem og skaber liv og lys.

Men end ikke liv og lys er entydigt godt. Livet kan være frygteligt. Hvilke fremtid venter det arme barn, der bliver placeret i koens fodertrug af det unge forældrepar, der afslører, at de famler i blinde, når det kommer til spædbørns pleje og behov? Guds lys kan være frygteligt, som hyrderne oplevede det, da englen står foran dem.

4. Hvad siger evangeliet, som man ikke kan sige sig selv?

Gud er overraskende. Han er ikke magt. I hvert fald ikke i julen.

Selvom vi måske har vænnet os til at have en form for magt til at kunne få det sådan nogenlunde, som vi synes vi vil have det og efterhånden ikke finder os i noget som helst og der trækkes fronter op og befolkninger bliver delt i rød og blå; i dem, der er plads til og dem, der ikke er plads til; dem fra den ene kommune og dem fra den anden; dem der tror på det ene og dem, der tror på det andet, så har alle mennesker det til fælles, at de har været et magtesløst barn. Ligesom Gud.

Juelevangeliet kan pege på det fællesskab, der hæver sig op over individuelle behov og meninger og frygt for det ene og andet. Med Jesus i centrum ser vi et menneskeligt fællesskab, der fremhæver sårbarheden og nænsomheden, sådan som det kun kan være, når Gud er den, som ansvaret for liv og død og verdens fremtid hviler på.

 

5. Hvad kommer det mig/os ved?

ALT!

Det, der slet ikke kan lade sig gøre, når ethvert menneske er så forbandet enestående og rethaverisk, at det ender med at stå ene og forladt med ansvar for liv og død, for ret og vrang, og verdens fremtid på sine skrøbelige menneskeskuldre, det skete i stalden i Betlehem.

Det betyder noget at høre, at Gud er blevet født som et lille, sårbart og skrøbeligt barn ind i vores verden, for at samle os og frelse os fra det, der truer os allermest. Det, der truer verden og alle dens indbyggere allermest er manglen på barmhjertighed, som selv juleevangeliet er gennemsyret af.

Juleaften 2020

Læs teksten her

Dorte Wittrup Winther, Brændekilde og Bellinge sogne.

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Ordene er så kendte, at teksten skal læses langsomt, for at få nuancerne med. Man synes man kender det hele. ”Og det skete i de dage”, folketællingen, fødslen i stalden, hyrderne og englene. Da jeg er vokset op på en gård, hvor der hvert år op til juleaften blev sørget ekstra godt for dyrene, så sker det nærmest automatisk at den varme og rolige lyd af køer der gumler på høet ledsager fødslen i stalden. Igen i år må jeg minde mig selv om at snuble over fødslen i stalden. Huske at det ikke er for hyggens og tryghedens skyld at Guds søn blev født i en stald. Det var fordi der ikke var plads og ingen ville finde plads til en fødende kvinde.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Stillede julemandsmoralisme ”Så må vi se om du har været sød i år, og derfor får gaver” overfor nåden i kristendommen, at Jesus ikke blev født fordi menneskeheden havde gjort noget for at fortjene denne ”gave” i form af Gud der kom til verden i krybben i stalden. Ethvert barn kender julemandens årlige opgørelse over om man har været sød. Heldigvis gør vor Herre ikke regnskabet op på den måde, i stedet kommer barnet til verden julenat for at forsone sig med mennesket på trods af om vi har været søde, slår til eller lever op til egne og andres forventninger.

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Den første linje ”Og det skete i de dage” udtrykker at det er nu. Tiden er kommet, den tid profeterne har beskrevet og ventet på. Det er nu. Det er her vores tidsregning tager sit udgangspunkt. År nul. Det er herfra Guds fortælling med menneskene får et helt nyt udgangspunkt. I begivenhederne julenat med stalden, hyrderne og englene.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At Guds fortælling med menneskene sættes i gang uanset om timingen passer. Der kunne have været tider i historien hvor der ikke ville være så mange forhindringer for Josef og Maria, som kravet om at rejse til folketælling og manglen på plads i de fyldte herberger. Gud finder sted også der hvor man ikke venter det.

Hvad kommer det mig/os ved?

2020 har været et år hvor vi har udskudt fester til senere. Udsat livet til en anden dag, til et andet år. Vi kan tro at livet er sat på pause til der kommer bedre tider. Men Gud ventede ikke på bedre tider for at lade Jesus føde, ”for det skete i de dage”, fødslen fandt sted på trods, tiden blev sat i gang uanset timingen. Vores morgener og livsdage kommer til os - også under pandemien. Vores liv er et liv på trods af begrænsninger, og vi kaldes til det hver dag. Også i 2020.

4. søndag i advent 2020

Læs teksten her

Af sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby – Aastrup

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

I de sidste mange år har vi her i Vester Aaby og Aastrup på den sidste adventssøndag valgt at holde en tidlig gudstjeneste, så menigheden bagefter kunne nå ud og købe de sidste julegaver. Men denne gang giver vi den fuld skrue i (endnu) et forsøg på at trække presset væk fra den 24. december. Måske kunne nogen vælge denne søndag som deres julegudstjeneste?

Med det i baghovedet kan man snuble over, at der ikke er meget jul i denne søndags tekster. Selv om det, når man når frem til 4. søndag i advent i forvejen er svært at holde fast i, at advent ikke er jul, er det en (spændende?) udfordring at få prædiket jul ind i denne tekst under de omstændigheder, der gælder i år. Lige som det som regel er en udfordring at holde fast i adventstiden så tæt på jul.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

”Hvem er du?”

Sådan stod der bag på det lille program, der var trykt til 4. søndag i advent i 2018. Det var jødernes og levitternes spørgsmål til Johannes Døberen, og det blev dagens spørgsmål til kirkegængerne. Ikke kun til Johannes, men også til dem selv. Hvem er du, når det snart bliver jul?

Jeg brugte billedet af to hunde, der løber langs med et stakit på hver sin side og gør indtil de kommer til en låge i hegnet, hvor de begge bliver lige forskrækkede over pludselig at mødes snude til snude. Er det et billede på vores jul, hvor mange pludselig skal være sammen i mange dage og på en måde, der sætter forventningerne til glæde og lykke højt? Hvad sker der, når vi pludselig står over for hinanden ved en låge i arbejdshegnet? Og husker vi i det hele taget at stoppe op, når mulighederne for at mødes er til stede, eller skynder vi os videre i mere eller mindre overført betydning. Håbet er, at vi kan mødes i det, der er større end os selv: Det budskab som Johannes Døberen går ud i ørkenen med, at der skal komme en, hvis skorem han ikke er værdig til at løse.

Og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Der var deadline på denne inspirationstekst den 10. december. Med en tekst, der i den grad emmer af forventning, er det i år med 14 dage til jul svært at sige, hvad der sker inden da omkring smittetryk og restriktioner op til jul. Det er et tema, der er blevet brugt så meget gennem året, at der i bund og grund ikke er nogen, der gider høre mere om det, men på den anden side har det heller aldrig været så vigtigt og relevant, som det er nu. Hvordan forbliver man i nuet, når der er så meget, der er uvist i fremtiden?

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

”The Voice of Him, that crieth in the Wilderness: Prepare ye the way of the Lord” Sådan lyder en af de kendte linjer I Händels oratorium “Messias” som kan høres rundt omkring i disse uger så godt det nu kan lade sig gøre i år. En linje fra profeten Esajas, der også genlyder i dagens tekst fra Johannesevangeliet.

At det kan lade sig gøre at bane Herrens vej i ørkenen til trods for alt det sand, der kan hobe sig op omkring os, kan være svært at sige sig selv. Og endnu mere, at Herren ad denne vej vil drage ind til os.

Hvad kommer det mig/os ved?

Identitet er blevet et vigtigt ord i vore dage. Mennesker kan skabe sig en ny identitet på mange måder – også måder, der tidligere var utænkelige eller tabubelagte. Seksuel identitet, arbejdsmæssig identitet og så videre. Så spørgsmålet, ”hvem er du” er særdeles vedkommende i vores tid og samfund.

Selv Johannes Døberen måtte stille op til spørgsmålet.

Da hans disciple var gået, da hans tid var gået, hørte vi Jesus svare.

3. søndag i advent 2020

Læs teksten her

Af: Ole Buhl Nielsen, Brahetrolleborg, Krarup, Ø. Hæsinge

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

En ting, jeg standser ved i første gennemlæsning, er om det er tvivl eller håb, der er grundtonen i Johannes’ spørgsmål til Jesus? Er det en Johannes, der i sit mørke fængsel er anfægtet? Er Jesu gerninger ikke nok til at overbevise ham, siden han spørger: er du den, der skal komme eller skal vi vente en anden? Eller er det en Johannes, der fuld af håb spørger, da han hører om Jesu’ gerninger: Er du (virkelig) den, der skal komme eller skal vi vente en anden?

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Sidste gang jeg prædikede over denne tekst, var til en gudstjeneste, der var en slags juleoptakt med musikindslag og tyvstart på julesalmerne og jeg genfortalte Lukasevangeliets levende beretning om Zacharias og Elisabeth og hvordan det gik til, da Johannes kom til verden. Beretningen peger frem mod Johannes’ rolle i evangeliet og er samtidig en slags juleoptakt: Gud har store planer, som sættes i værk ved to drengebørns forunderlige fødsel med et halvt års mellemrum. Allerede ved fødslen er Johannes forløber for Jesus. 

Det er nærliggende at kalde 3. søndag i advent for vinterens Sankt Hans! Mens vi ved sommerens Sankt Hans står midt i lyset, handler vinterens Sankt Hans om vores længsel efter lyset og efter en tid, hvor vore håb og længsler og tro indfries.

Hvad er nyt for dig, når du læser teksten denne gang?

En af de store og givende oplevelser ved at prædikere igen og igen over de samme tekster, er at de kan blive ved at kaste nyt indhold af sig! Jeg har altid hørt Johannes’ spørgsmål til Jesus som udtryk for tvivl: er du den, der skal komme, eller skal vi vente en anden? Ved dette års gennemlæsning lød det spørgsmål pludselig dybt håbefuldt! Måske fordi vi er i en tid, hvor vi håber mere end vanligt?

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

At det er lige så stort et under, at evangeliet forkyndes for fattige som at blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene og døve hører og døde står op! Måske vi jævnligt skal minde os selv om, at det er et under, vi skal viderebringe fra prædikestolen, når vi forkynder evangeliet om Kristus!

Et af de steder, der henvises til i Matt. 11, 5 er Esajas Bog 29, 18: ”På den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen, og de blindes øjne se trods mulm og mørke. De hjælpeløse skal igen glæde sig over Herren, de fattige skal juble over Israels Hellige”. Det under, vi får at bringe videre ved at forkynde Kristus kunne være, at der bringes glæde til hjælpeløse og jubel til fattige. Ikke at vi af den grund er undergørere, snarere en slags underbærere, denne verdens små Kristoforus’er.

Hvad kommer det mig/os ved?

Der kom for nogle år siden en lille bog, der hedder ”Tro din længsel mere end din fortvivlelse!” (Forlaget Alfa, 2007). Jeg købte den ubeset alene pga. titlen! Måske kunne bogtitlen drejes en anelse til ære for Johannes: Tro på dit håb mere end din fortvivlelse! Lige netop det er vi nogle, der skal mindes om med jævne mellemrum! Særligt denne vinter kan vi have brug for at tro vore håb mere end vore bange anelser. Fx at der kommer en god vaccine mod corona; at vi kommer godt gennem julen i vore kirker og hjem uden alvorligt syge eller superspredere tilstede; at vi snart igen kan indgå i store fællesskaber og forsamlinger, uden at det skal være hver for sig. Måske en tid i mørke og uvished skærper sansen for, hvad vi mangler for at få et opfyldt liv!

Johannes sidder i fængslet med en dødsdom over hovedet. Måske han sidder og gør sit liv op! Har det været et opfyldt liv eller et spildt liv?

Vi kender vel alle til at reflektere over vort liv. Ofte gør vi det ved festlige lejligheder som nytår og runde fødselsdage, men i coronatiden har vi vel været mange, der har tænkt mere alvorligt og konkret over vor egen død og vore kæres, fordi det rykkede ind på livet af os.

Svaret på Johannes’ spørgsmål til Jesus vil give ham en stor del af svaret på hans håb og søgen. Hvis Jesus er den længe ventede frelser, har Johannes brugt sit liv på at berede vejen for den rette og hans livs formål er opfyldt. Men hvis Jesus ikke er den længe ventede, har Johannes brugt sit liv på at berede vejen for den forkerte og han har ikke set Guds frelse! Svaret, som Jesus sender til Johannes, er afgørende for, hvordan Johannes skal gøre sit liv op.

Man kunne 3. søndag i advent spørge, hvilke svar, man selv har brug for at få, for at ens liv kunne være opfyldt? Måske at man er elsket, har gjort det nogenlunde godt som far, mor, ven, bror, søster, livsledsager, og kan finde tilgivelse for de fejl, man har begået. Vel kan man opfylde meget i sit liv selv, men de store ting i livet skal komme til os fra andre! Sådan er det i vort liv med hverandre og i vort liv med Gud. Det er vel derfor, Johannes spørger.

2. søndag i advent 2020

Læs teksten her

Af: Anders Carlsson, Vejstrup valgmenighed

Hvad snubler du over ved første gennemlæsning?

Jeg vil indledningsvis nævne, at jeg altid inddrager alle søndagens tekster i min prædikenforberedelse. For mig er såvel spændet som sammenhængen mellem de gammeltestamentlige læsninger og læsningerne af evangeliet og epistlerne så afgørende, at ingen af de tre læsninger kan lades ude af betragtning i forberedelsen af søndagens gudstjeneste og prædiken.

Jeg skal så også nævne, at vi hos os bruger epistelteksterne som udgangslæsning.

Ved første gennemlæsning slår det mig, hvilken poetisk kraft, der nærmest vælter imod mig i både den gammeltestamentlige tekst og i evangelieteksten. Det er som at få både sine hedeste længsler og sin mest afgrundsdybe angst projiceret op i en skala, der er langt større end mig selv. Der et voldsomt spænd mellem de to tekster.

Begge teksters billeder og poesi bringer erindringsglimt frem – som den kropslige fornemmelse, da det første kærestebrev med usikre hænder blev smidt i den store røde postkasse - som blev mine dybeste længsler dumpet ned i et afgrundsdybt hul - i skæret af gadelygterne – og så den ulidelige venten … vil hun, vil hun ikke…? Den ulidelige og sødmefyldte venten... ad-venten...

Og så tænker jeg: mon det sådan, at søndagens tekster høres bedst, hvis forelskelsen, poesien, musikken og sanseligheden er med under læsningen af dem? Særligt måske netop søndagens tekster her i adventstiden? Hør bare: ”Solopgangen fra det høje vil besøge os”, ”Ørkenen og det tørre land skal glæde sig”, ”Den stummes tunge bryder ud i jubel”, ”Spædbarnet leger ved slangens hule”, ”Hans skorem er jeg ikke værdig til at løse”…

Og så tænker jeg på alle de billeder, der skabes ved læsningen – og jeg mærker suget i mellemgulvet, og samtidig den stakåndede fortvivlelse.

At læse de to tekster er som at lukke øjnene og gå ind i en virkelighed, som jeg godt ved er der, men som jeg helst ikke vil se i øjnene. Som en undergangsfilm, der minder mig for meget om alt det, jeg godt ved foregår rundt omkring mig - og som en paradisdrøm, jeg næsten ikke tør drømme videre på. Samtidigt og modsætningsfyldt.

Men lukker vi øjnene, kan vi blive synske.

Den gammeltestamentlige tekst og evangelieteksten rummer store modsætninger – og teksterne afspejler tilsammen, hvordan vores liv er spændt ud mellem to virkeligheder. Og det er os, der skal holde sammen på de store modsætninger. Længslen mod, at der må være noget, der bliver ved at være… og så samtidig angsten for, at alting ”går under”… en dag. Vores eget liv. Katastrofen i vores liv ligger og lurer bag det slør af hverdag og adventsmørke, som vi netop nu er omgærdede af. Og katastrofen ligger på lur også bag den mest solfyldte sommerdags lys. Den ligger på lur hvert eneste øjeblik.

Den polske digter, Czeslaw Milosz, har skrevet et digt om de modsætninger, vores liv er spændt ud mellem. Digtet hedder ”Sang om verdens undergang”:

Når verdens undergang kommer, kredser bien over honningblomsten, og fiskeren bøder sit glinsende garn.

Muntre delfiner springer i havet, unge spurve hænger i tagrenden, og slangen har det gyldne skind, den skal have.

Når verdens undergang kommer, går kvinderne over marken under deres parasoller, drukkenbolten falder i søvn på kanten af grønsværen, ude på gaden råber frugthandlerne, og en båd med et gult sejl nærmer sig en ø. Lyden af en violin hænger i luften og åbner for en stjernebesat nat.

Og de, der forventede lyn og torden bliver skuffede.

Og de, der forventede tegn og ærkeengle med trompeter, tror ikke, det er nu, det sker.

Så længe solen og månen står deroppe, så længe humlebien besøger rosen, så længe der fødes lyserøde børn, er der ingen, der tror, det er nu, det sker.

Kun en gråhåret gamling, som kunne have været profet, men ikke er det, da han har anden beskæftigelse, siger mens han binder sine tomater op: anden undergang bliver der ikke, anden undergang bliver der ikke.”

Jordskælv, iltsvind, oversvømmelse, eller vores barn viser sig at være alvorligt sygt, en af vore kære dør, en bil svinger ud foran os, vi svinger ud foran én. Vi bliver arbejdsløse, ensomme, udstødte fra de fællesskaber, vi længes efter at høre til. Pludseligt og uforventet rammer katastrofen os.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst?

Jeg mener at kunne huske en temagudstjeneste over de poetiske billeder, hvor vi lod sang, musik og ord udfolde de store modsætninger. Vi inddrog bl.a. Palle Nielsens litografier og Dylan Thomas´ stærke poesi og hans voldsomme og insisterende protest mod dødens og undergangens kræfter..

- og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang?

Jeg kan ikke lade være med at skæve til parallel-evangelieteksten – den om de ti brudepiger.  Om årvågenhed som en lyttende opmærksomhed. Om ikke at blive bekræftede i, at vi er for sent ude, når det virkelig gælder om at gøre noget ved alt det, vi har forsømt i vores liv. Hvis vores egentlige mareridt handler om, at vi ikke tror, at der er noget som helst, der nytter noget, ja så vækker Jesu ord os fra det mareridt. For godt nok brænder jorden under os og vi spilder vores liv og muligheder – og vi ser katastroferne. Men midt i katastroferne kan vi række hænderne ud for at gribe fat efter et eller andet holdepunkt – og i den bevægelse kan vi opdage, at barmhjertigheden og opmærksomheden og årvågenheden er muligheder, der aldrig er forpassede.

For vi har vist aldrig været mindre i tvivl om, at ”himmel og jord skal forgå”, end vi er nu. Og vi lever ikke bare i modsætningernes tid – men også i paradoksernes tid. For gennem historien har der været perioder, hvor mennesker har levet i undergangsstemning på grund af naturkatastrofer, krige og epidemier.

Vi har aldrig haft mere styr på naturen, end vi har nu – både den ydre og vores egen. Og det er så et af vor tids største paradokser, at jo mere vi har styr på og behersker, jo mere angste bliver vi. Aldrig har man vidst mere om ernæring og kroppens mekanismer, og aldrig har mad og spisevaner været forbundet med større bekymring end nu. Aldrig har vi vidst mere om svangerskab og fødsel – aldrig har den gravide været omgærdet med så megen kundskab og faglig viden, og aldrig har svangerskab og fødsel været forbundet med større angst og utryghed end nu. Det er et kæmpe paradoks på det nære plan. Læs her Lars Qvortrup til inspiration.

I det større perspektiv er verdens undergang også et paradoks. For godt nok er der ingen tvivl om, at vores klode har en historie over en vis tid. Ligesom vores eget liv, så har kloden en begyndelse og en afslutning. Paradokset består så i, at vi er tættere på selv at føre kloden mod sin afslutning, end vi nogen sinde har været. Vores egen viden og kunnen er en trussel i sig selv.

Hvor skal man så begynde og hvor skal det hele ende?

Jo, man kunne tage udgangspunkt i årvågenheden og barmhjertigheden – at vi midt i den værste katastrofestemning kan træde til hvor som helst – i årvågenhed overfor de tildragelser, som vores medmennesker og vi selv bliver stillet overfor. For med Milosz i baghovedet kan vi kun nikke genkendende til hans ord om, at ”anden undergang bliver der ikke”. Anden undergang bliver der ikke end den undergang, vi oplever dagligt, når vi forpasser vores chance og svigter vores opgave og forspilder vores liv og spejler vores egen sløvhed i kravet om at være opmærksomme og årvågne over for hinanden og den natur, vi lever og ånder i.

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Jeg kunne godt tænke mig her at inddrage Johannes Døber og domsmotivet og omvendelsesmotivet som gennemgående elementer i hele adventstiden – og de sidste søndage i kirkeåret, for den sags skyld – ja, helt frem til St. Bededag.

For vi fælder dagligt dom over os selv. For os er omvendelse ikke en omvendelse for at se, hvor vi kom fra – omvendelse er blevet til en måde at vende os indad mod os selv i selv-kritik, for nu at inddrage sociologen Rasmus Willig til videre inspiration. Og så ligger selv-bebrejdelse og selv-fordømmelse snublende nær for os.

Vi tugter os selv hver eneste dag med et Johannes Døber-lignende ”Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver.” - og Jesu ord for ikke mange uger siden i kirkerne: ”Hvis I ikke vender om…”

De ord tugter vi dagligt os selv med.

Hvis vi ikke vender om og erstatter de fossile brændstoffer med alternative energikilder, så ødelægger vi ozonlaget.

Hvis vi ikke vender om og stopper CO2- udledningen, så smelter polerne.

Hvis vi ikke vender om fra en husdyrproduktion, der kun tænker i kilo og ikke i kvalitet, ja så påfører vi ikke kun dyrene men også os selv sygdomme.

Hvis ikke vi vender om og finder tilbage til en human arbejdsrytme, så dør vi af stress.

Hvis vi ikke vender om og lægger afstand til den griskhed, som finansverdenens skandaler de sidste år er blevet et billede på, så ender vi med et fuldstændigt umenneskeliggjort samfund.

Hvis ikke vi vender om…

Tidligere var omvendelse en religiøs kategori. I dag er omvendelse en verdslig – altså en ikke-religiøs kategori – så i dag er omvendelse en psykologisk kategori og en politisk kategori. Og alt det ubehag, som vores forestillinger om religiøs omvendelse er forbundet med, ja alt det ubehag er for intet at regne i forhold til den alarmering, vores bevidsthed konstant befinder sig i – sådan som vi hver eneste dag bliver konfronteret med de uhyggelige konsekvenser af overforbruget af vores klodes ressourcer. Hvis ikke vi vender om…

Vi er selv blevet vores eget livsgrundlags værste trussel.

Sådan kan vi lammes og låse os selv fast i et klaustrofobisk ”nu”, hvor vores alarmerede bevidsthed febrilsk søger efter at kunne”handle på” vores udfordringer. Men den måde, vi er vant til at ”handle på” er at vende blikket indad i et evigt krav på selv-udvikling og selv-forbedring. Og hvor har det lige ført os hen…?

Til forskel fra de gammeltestamentlige profeters og Johannes Døbers opfordring til at vende om, som dog stillede muligheden i udsigt, ja så hører vi ikke bare kravet om at vende om fra det liv, vores blå planet ikke kan tåle, dét krav hører vi ikke bare som en opfordring – vi hører det også som et varsel om jordens undergang. Hvis ikke I vender om… Det lyder i vores ører ikke bare som et lille hint. Det lyder som en dommedagsbasun.

Så vi fælder dom over os selv – sådan som vi står i paradoksets klemme. Vi lever i det, der er blevet benævnt ”en gudløs apokalypse”, en gudløs undergangsstemning – og derfor lever vi i en evig alarmering af vores bevidsthed.

Men hvordan skulle en såkaldt verdensdom så se ud? Hvordan skulle sådan en guddommelig rettergang se ud?

Tjaeh, hvis vi lukker øjnene kan vi umiddelbart kun få øje på et svar i retning af, at det må vi overlade til Gud.

Og så er vi vel lige langt.

Og netop her kommer poesien og adventstiden os til undsætning.

For netop når vi så har lukket vore øjne og lytter til poesien og billederne i dagens tekster, bliver vi synske og ser billeder, der fortæller os, at vi heldigvis ikke er overladte til vores egne og hinandens domme. Og de billeder er så svaret på det, vi ikke kan sige os selv.

Og det må så blive den sandhed, poesien skaber i os. Mens vi venter og er årvågne her i adventstiden og i øvrigt. Poesi og ord som ”Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad han ører hører.”

For den, der er spærret inde i det klaustrofobiske ”nu”, hvor alting skal realiseres, kan de ord opleves som at få sin fremtid og alle muligheder tilbage. Om dét så udelukkende er til beroligelse, mens vi venter…

Hvad kommer det mig/os ved?

Hvad kommer det mig ved… tjaeh, bom, bom…

Personlige katastrofer. Lukkede øjne, der gør én synsk.

Czeslaw Milosz mistede gradvist sit syn og blev blind. I et digt med titlen ”Øjne” skriver han, hvordan det er gradvist at miste synet. På tyve linjer formår han ikke bare at beskrive sit tab, men også den indsigt, han har vundet gennem sit nye handicap. Og gennem poesien vinder han en indsigt, som han måske ikke havde tænkt så meget over, inden han tog fat på at skrive digtet. I digtet taler han om de glæder, synet har beredt ham gennem alle årene, men da synet begynder at svinde, sker der en bevægelse fra ydre til indre, fra konkret oplevelse til retrospekt oplevelse - og denne bevægelse rummer en indsigt.

Milosz skriver i digtet:
Hvad du har set indtil nu er skjult indeni – og forvandlet til minder og drømme. Langsomt trækker jeg mig tilbage fra verdens larm – og oplever hos mig selv en afsky for skabagtige klæder, skingre stemmer og trommeslag. Hvilken lettelse. Ensom med mine tanker – om ensheden mennesker imellem og den lille stump af uenshed. Uden øjne fixerer jeg på et lysende punkt – der vokser og indoptager mig.

Den blinde digter får syner ved at vende blikket indad – og han ser måske mere, end han så – måske endda helt ind i evigheden, som det lysende punkt, hvor alt bliver synligt - både det, man har set og måske endda det, man ikke ser eller ikke kan se.

Første søndag i advent 2020

Klik her og læs teksten

Tekst: Ina Balle Aagaard, Agedrup Sogn

Ved første gennemlæsning:

Hvis jeg var Jesus, ville jeg have rystet i bukserne. Jeg havde nok været temmelig meget i tvivl om hvad jeg var i færd med, jeg tror ikke jeg kunne have overskuet situationen – og da slet ikke have tænkt konsekvenserne til ende. Jeg havde med andre ord ikke anet hvad jeg havde gang i.

Hvad sagde du sidste gang, du prædikede over denne tekst

Jeg brugte bogen ”Porten” om Maja Lisa Engelhardts kirkekunst. Billedet uden på bogen er billedet af kirkedøren ind til Viborg Domkirke lavet af Maja Lisa selv. Porten er høj og bred, den er tung, for den har bly forneden, og så er den mørk. Det Gamle Testamente beskriver, at der i templet i Jerusalem fandtes det allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten måtte komme, dengang praktiserede man slagtofringer, man slagtede dyr i troen på, at man kunne komme tættere på Gud. Men da Jesus ofrede sig på korset, flængedes forhænget ind til det Allerhelligste - nu blev der frit åben, så alle og enhver kunne gå derind. Domkirkens port i Viborg er mørk på ydersiden, den side af døren man går ind ad, men efter at man har været inde i kirken og er blevet løftet af salmerne, lyset, fortællingerne så går man ud af en lys port på bagsiden af døren. For for Maja Lisa Engelhardt er kristendommen ikke en mørk religion, den har selve lyset i sig.

og hvad er nyt for dig, når du læser den denne gang? 

I en sådan rivende udvikling – en sådan udnævnelse på meget kort tid, ville jeg have haft svært ved at følge med. Det havde udfordret min identitet: Hvem er jeg, at jeg skal udnævnes til konge? Er jeg god nok til det? Kender de mig overhovedet? Hvad mon de tænker? Tror de virkelig på, at jeg er konge nu? Og på hvilken måde konge, hvad forventer de af mig? hvad drømmer de om og hvad ser de ind i?

Hvad siger teksten, som man ikke kan sige sig selv?

Jesus er i forsat i bevægelse sammen med sine disciple. De nærmer sig langsomt, tøvende Jerusalem da de ankommer til Oliebjerget. Så giver han anvisninger til to af sine disciple, disse er retningslinjerne for ritualet fra Zakarias 9.9, som retmæssigt skal udføres når en konge føres frem. Så der er altså store forventninger til Jesus. Forventninger, som man vil forvente af en konge. Disciplene kommer derfor med æslet og føllet og lægger deres kapper på dem, Jesus sætter sig op, folkeskaren skærer palmegrene af træerne og strør dem på vejen mens andre tager deres kapper af og breder dem ud på vejen. Alle som følger ham i optoget råber: Hosianna! Ham der kommer i Herrens navn. Og hermed udråbes Jesus til konge.

Hvad kommer det mig/os ved?

Vi kan være i en rivende udvikling og føle os båret af andre – det er en fantastisk følelse når andre tror på én, og man mærker en tillid og en tro på, at dét her dét kan jeg godt. Så tager man sig sammen og gør sit bedste. For vi vil helt grundlæggende så gerne elskes, vi vil så gerne tages ind og holdes af, af andre, vi higer efter kærlighedserklæringen i, at vi er gode nok, at vi er med i flokken, så vi lader os let rive med. Nogle kalder det: ”At lægge under for gruppepres”, i så fald er kunsten, at holde fast i sin egen dømmekraft og spørge sig selv: ”Er det her sundt for mig”? og tænker man alligevel: ”Ok, nu springer jeg ud i det og tager chancen, det må briste eller bære”, kan det samtidig føles ganske angstprovokerende, for hvad nu hvis jeg ikke klarer opgaven godt nok, hvad nu hvis jeg falder igennem, bliver jeg så dømt ude?  

Jesus er hjulpet og beskyttet af et ritual. Et oldgammelt kongeritual, som bærer ham og løfter ham, som armene der holdt os ind over døbefonten. Han overgir sig til sin Gud og lader ritualet bære igennem. I håb om, og i tillid til at Gud vil bære med, holde hånden under ham og bære ham oppe.

Igennem julemåneden bæres vi igennem af mange ritualer og traditioner. De hjælper os til at fokusere på glæden i det triste mørke. Vi sætter os op til at ”julen er hjerternes fest”, også selvom den ikke altid er det, så leger vi med på legen og måske kan det ende med, at glæden bliver oprigtig.

Det har Sigurd Barret skrevet en lille historie om i sin ”Julekalender for voksne”, her et lille resumé:

Helle er på vej hjem fra byen på cykel, cykelkurven er fuld af tunge indkøbsposer og på styret hænger der poser proppet med gløgg og æbleskiver. Udenpå en stor lastbil, som kører forbi står der: ”Fordi vi samles i julen” mens et kæmpe billede af et smukt dækket julefrokostbord viser en harmonisk familie som er samlet. Mens Helle holder for rødt ringer mobiltelefonen, det er veninden der ringer for at sludre. Imens Helle taler i telefon cykler hun over krydset i juletrafikken og forklarer veninden, at de har tradition for at samle familien her d. 1. december. Veninden spørger om de så kommer alle sammen og Helle svarer lidt opgivende, at det gør de desværre ikke. Flere af dem har travlt med arbejde og enkelte har ikke meldt tilbage endnu. Og efter lille broderen har fået ny kæreste ser hun ham næsten aldrig. Hun ville ønske at de kunne prioritere at ses her d. 1. dec., når nu netop julen handler om familien. Endnu kommer en stor lastbil drønende forbi og sprøjter grumset vand op på hendes russkindsstøvler. Helle forsøger at sige til veninden, at det ikke er så godt at snakke lige nu fordi der er så meget trafik, og cyklen er overlæsset, så om hun ikke lige må ringe tilbage, men veninden fortsætter sin historie om kæresten, som kom skidefuld hjem i går aftes, tredje gang på en uge, og hun havde endda købt ind til en hyggelig aften. Helle taler forstående med, og supplerer: ”Ja, vi er nødt til at holde fast i, at juletiden skal være hyggelig, en nærværende måned hvor vi samles”. At hun ville blive så lykkelig hvis hele familien kunne samles, om ikke juleaften så bare her d. 1. dec. som de plejer.

Da ryger telefonforbindelsen og mens Helle roder med at få ringet op igen hører hun et motorbrøl og mærker et kraftigt stød mod cyklen, så styret bliver flået ud af hænderne på hende, som en hvirvelvind. Hun bliver kastet mod asfalten og lander med cyklen over sig. Alt bliver sort.

Det første hun ser da hun slår øjnene op, er en overlæge i hvid kittel. Han fortæller, at hun har været ude for en højresvingsulykke. Fortumlet ser hun sig omkring og får øje på et par juledekorationer med nisser der pryder hospitalsrudens vindueskarme. Med smerter i hele kroppen spørger hun om hun er kommet voldsomt til skade, heldigvis er hun sluppet heldigt, helt uden for livsfare og slipper forhåbentlig uden varige mén. Helle spørger om hun kan modtage besøg, det kan hun heldigvis. Henne fra døren lyder stemmer, det er Helles to piger der kommer, også Frej er på vej og Uffe og Niels og onkel Svend. Én for én stimler de flere og flere sammen. Amalie anbringer et par juleengle fra hospitalskiosken i vindueskarmen. ”Hvor er I søde”, smiler Helle og bryder sammen i gråd. Børnene trøster Helle: ”Så så mor, du skal nok klare det!” og holder om hende. Det banker på døren og ind kommer Helles lillebror! Inden Helle ved af det, er de der alle sammen. Alle har julepynt og kager med og snart er hospitalsstuen omdannet til en farvestrålende julestue. Endelig kan julefreden sænke sig. Så lykkedes det alligevel at samle familien d. 1. dec.

I Agedrup har vi dåb på søndag. Jeg har sunget søndagens salmevalg igennem med dåbsforældrene, de kendte ikke rigtig nogle salmer og syntes jeg skulle vælge. Så vi synger:

74 Vær velkommen Herrens år 

821 (100 salmer) Se min engel (før dåb)

84 Gør døren høj

80 Tak og ære være

87 Det første lys er ordet talt af Gud