Fortsæt til hovedindholdet
15. maj 2025

"Kollegerne tog imod mig med åbne arme"

32-årige Signe Bøje Sahner har været sognepræst i Faaborg på Sydfyn i tre år. Her fortæller hun, hvordan det har været at træde ind i sit første embede og komme til Fyens Stift som ny præst.

Signe Bøje Sahner går dagligt igennem porten til Faaborg by på sin vej til kirken.

Af: Rikke Møller Gotfredsen, sognepræst Jordløse og Håstrup sogne

Jeg får øje på den sorte skikkelse gennem den gamle byport i Faaborg. Signe skrider målrettet og smilende imod mig, og er med sin ungdommelige energi tydeligt symbolet på dét, vi nu skal tale om: Hvordan er det at være ung præst i ældgamle rammer i Fyens Stift?

”Jamen, man får simpelthen så meget foræret”, siger Signe, mens hun endnu en gang retter på skuldertasken, der har det med at glide ned ad hendes skulder. ”Det er fantastisk at blive skrevet ind i en historie, som den der er her i Faaborg. Det er gået op for mig, at jeg også er blevet en af kulturbærerne her, så jeg har skulle tage det ansvar på mig. Men det gør mig også stolt og glad, når jeg kan se, at det bærer frugt.”

Helligåndskirken midt i Faaborg har mange besøgende hver søndag, og Signe Bøje Sahner er blevet taget godt imod af den store menighed.

Og det gør det. Det kan man se på kirkegangen i sognet, hvor der snildt kan sidde 80 mennesker på kirkebænken hver søndag. ”Men det skal ikke komme an på det”, siger Signe. ”For det kan også noget, når der bare sidder fem”, som der ofte gør i Diernæs, hvor hun også er præst. ”Så bliver det meget mere intimt, for man kan se folk i øjnene og nærmest have en dialog i stedet for.” I sådanne tilfælde sker det ikke sjældent, at hun glemmer alt om sit manuskript og i stedet prædiker løs uden manuskript.

”Så det kan lidt af hvert hernede”, siger hun og tænker sig om. ”Her er både de højkirkelige og så dem, der er lidt mere nede på jorden. Begge dele tiltaler mig egentlig – og det er fantastisk at få lov til at prøve sig selv af indenfor begge verdener. ”

Signe Bøje Sahner runder det gamle hospital på vej mod kirken, hvor der er mødelokale og kontor for kirkens ansatte.

Det har været nogle udviklende og trygge første år på Fyn

”Noget af det, der virkelig har været godt ved at komme hertil Fyn, har været det kollegiale”, siger hun – og peger på præstetavlen, da vi går ud af mødelokalet. ”Det var så fint at blive mødt af kollegaer, både fungerende og emeriti, der tog imod mig med åbne arme og bare sagde: Sig til, så er jeg der! Det har skabt en enorm tryghed hos mig at vide, jeg ikke var alene. Og så er der mange konventer, hvor vi mødes - og der har fra starten været en rigtig fin stemning. Der gik ikke ret lang tid, inden jeg kunne genkende folk, for Fyn er ikke så stor endda – så man bliver hurtigt kendt med hinanden som kollegaer.”

Signe Bøje Sahner holder meget af at lægge vejen forbi sine kolleger og få sig en uformel snak.

Det er simpelthen så meget værd, at vi har en biskop, der forstår, hvordan ens situation er som nyuddannet. Han har virkelig blik for at gøre det til en tryg proces at ankomme som ny præst til stiftet – og der er så mange tiltag her, der er med til at gøre starten som præst nemmere.

Signe Bøje Sahner, Sognepræst i Faaborg, Fyens Stift

Og Signe fortsætter. ”Det er ret vigtigt, når man er ny præst, at man ikke bare får lov til at sejle rundt med alle sine spørgsmål.” Der har provsten spillet en afgørende rolle i forhold til alt det praktiske, men Signe peger også på den betydning det har, at biskop Mads Davidsen tidligere har været studielektor for Pastoralseminariet i København. ”Det er simpelthen så meget værd, at vi har en biskop, der forstår, hvordan ens situation er som nyuddannet. Han har virkelig blik for at gøre det til en tryg proces at ankomme som ny præst til stiftet – og der er så mange tiltag her, der er med til at gøre starten som præst nemmere. For eksempel får man en mentor det første stykke tid i embede, ligesom der udbydes dagskurser og er mulighed for videreuddannelse.”

Der skal også være plads til pauser i den travle hverdag som præst i det sydfynske.

Det gode præsteliv 

Gode kolleger, gode arbejdsvilkår og det gode præsteliv betyder meget for Signe, der lige nu ser frem til at møde kollegerne til det årlige Stiftspræstekonvent.

I år foregår det i Middelfart d. 11. og 12. juni. På konventet er der mulighed for at tale med de kolleger, man ikke ser så ofte, blive inspireret og diskutere aktuelle emner.

Og Signes glæde ved det gode kollegaskab, strækker sig endnu længere. Hun har nemlig kastet sig ind i arbejdet som tillidsrepræsentant for at give lidt tilbage. ”Det er simpelthen så vigtigt, at man har nogen at gå til, når man møder problemer i arbejdet, og hvis jeg kan være med til at gøre en forskel der, så bruger jeg gerne de ekstra timer", siger Signe, der til august tager hul på sit fjerde år som sognepræst i det sydfynske.

Andre artikler om præstelivet på Fyn

Læs også, hvorfor sognepræst Mette Christina Juul mener, at tid og nærvær er essensen af at være præst. Du finder artiklen her

Nye præster i Fyens Stift

Rekruttering af dygtige præster er en kerneopgave i Fyens Stift.

I årets første fem måneder er der allerede ansat 10 nye præster i stiftet og flere er på vej.