”Præsti har alti’ ti’”

Af sognepræst Mette Juul, Flødstrup-Ullerslev kirker

Jeg havde ikke boet i sognet i ret lang tid, og jeg havde faktisk lidt travlt. Bilen var fyldt med madvarer fra Brugsen i Kerteminde, og snart ville gæsterne trille ind på præstegårdens gårdsplads. Jeg ville bare lige svinge forbi vejboden med de ny-opgravede kartofler fra den lokale kartoffelavler.

En smeltet bakke vaniljeis og tre kvarter senere kunne jeg endelig parkere bilen derhjemme og lige nå at læsse varerne af, inden gæsterne meldte deres ankomst.

Tid og nærvær er essensen af at være præst

For der skete det, som så ofte sker på landet – man falder lige i snak. Kartoffelavleren havde nemlig spottet mig ude ved vejboden, og han løb så hurtigt som hans nogen-og-firs-årige krop kunne holde til ud til boden for at invitere mig på kaffe. Alle mine mange forklaringer om gæster og vaniljeis i bilen rørte ham ikke en tøddel, for som han sagde: ”Præsti har alti’ ti’”

Med de ord gav kartoffelavleren mig den måske vigtigste lektion i, hvad det vil sige at være præst. Hvad det er, folk forventer og sætter pris på. Tid og nærvær. Ikke kun i det kirkelige liv. Ikke kun i forbindelse med gudstjenester, kirkelige handlinger og sjælesørgeriske samtaler. Det gælder i lige så høj grad i hverdagens omgang med de mennesker, som man deler sogn og hverdag med. For præsten er der derfor ikke noget, der hedder arbejdstid og fritid. Det hele er præstetid. Præsten er man hele tiden. Det betyder ikke, at man arbejder hele tiden. Men det betyder, at hverdagslivet spiller ind på udlægningen af evangeliet, og at evangeliet spiller ind på hverdagslivet.

Det er i mødet med mennesker, at evangeliet giver mening for mig

Det er i mødet med mennesker, at efterlevelsen af næstekærlighedsbuddet skal stå sin prøve, og det er også der, jeg kan minde mig selv om, at kun den, der er ren, er berettiget til at kaste den første sten, som der står skrevet et sted. Og det er i mødet med mennesker, at det står klart for mig, at vi alle – præst, menighed, barn og voksen – har hvert vores at slås med. Det er ikke en fejl ved systemet. Det er systemet, så at sige.  Det er en lettelse for mig at vide, og det er også tit en lettelse for de mennesker, som jeg taler med.

Før jeg blev præst, arbejdede jeg som advokat på et københavnsk advokatkontor. Dengang var det mig, der skulle finde løsninger på de problemer, der kunne løses ad juridisk vej. Jeg kunne altid gribe ned i den juridiske værktøjskasse og finde redskaber til at finde en løsning.

Som præst stilles jeg derimod over for problemer, som ikke altid kan løses. Sorgen over tabet af et elsket menneske kan ikke – og skal ikke – forsvinde ved et snuptag. Og ikke alt, som sker, føles retfærdigt. Her nytter det ikke noget at gribe efter den juridiske værktøjskasse, for det vil svare til at gribe efter en skruetrækker, når det er en murerske, man har brug for. Den vil ikke kunne løse problemet.  Som præst er det bedste, jeg kan give, min tid.

Jeg sender derfor en taknemmelig hilsen til kartoffelavleren med tak for kaffe og tak for din tid, der lærte mig mere, end du nok ved.

Andre artikler om præstelivet på Fyn

Læs også artiklen om 32-årige Signe Bøje Sahner, der har været sognepræst i Fåborg på Sydfyn i tre år. Her fortæller hun, hvordan det har været at træde ind i sit første embede og komme til Fyens Stift som ny præst.

Find artiklen her