Fyens Stift søger en administrativ medarbejder med energi, overblik og struktur
Vi søger en medarbejder, som kan indgå i opgaveløsninger på tværs af flere arbejdsområder. Er du god til administration, forvaltning, tal og er serviceminded, så er du måske vores nye kollega.
Stillingen er på 37 timer ugentligt og er til besættelse 1. oktober 2026 eller snarest muligt.
Stillingen indeholder blandt andet følgende:
Administrative opgaver ved blandt andet menighedsrådsvalg, tilsynsopgaver, arvesager
Rådgivning og behandling af forhold ved og under ansættelse af Fyens Stifts præster
Behandling af refusioner og anmeldelse af arbejdsskader
Opgaver af økonomisk karakter som blandt andet indberetning af løn
Vejledning og sparring med menighedsråd og provstiudvalg om samarbejder, herunder udarbejdelse af samarbejdsaftaler
Opgaverne løses i et tæt samarbejde med kolleger og stiftskontorchefen.
Vi har følgende forventninger til vores kommende kollega:
Erfaring med/kontoruddannet med speciale i offentlig administration
Har erfaring fra folkekirken, en stiftsadministration eller en statslig arbejdsplads
Struktureret og kan bevare overblikket i en hverdag med afbrydelser
Serviceorienteret og god til at samarbejde på alle niveauer i en organisation
Er positiv og bidrager med godt humør til arbejdspladsen
Trives med arbejdsdage, hvor alt ikke kan planlægges på forhånd
Kan arbejde selvstændigt og struktureret med blik for det væsentlige
Er god til at samarbejde.
Om Fyens Stift
Fyens Stift er en del af Folkekirken. Et stift er en geografisk enhed og samtidig en forvaltningsmæssig institution under Kirkeministeriet.
Vi varetager myndigheds- og rådgivningsopgaver overfor biskop, menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd indenfor eksempelvis forvaltningsret, ansættelsesret, byggestyring og selvfølgelig kirkeret. Vi arbejder tæt sammen med de andre 9 stifter i Danmark og med Kirkeministeriet. Folkekirkens Fællesfondsløncenter (FLC) ligger desuden i Fyens Stift. FLC løser lønopgaver for alle landets stifter samt for forskellige institutioner i Folkekirken.
Vi er i alt 20 fagligt stærke kollegaer med forskellig administrativ og akademisk baggrund som bl.a. jurist, økonom, teolog, kommunikation, sagsbehandlere og lønmedarbejdere.
Du kan læse mere om Fyens Stift og vores mange forskellige opgaver på www.fyensstift.dk.
Om arbejdspladsen
Medarbejderne i Fyens Stift arbejder med mange forskelligartede opgaver, men vi arbejder samtidig i et samlet team. Vi leverer service på højt niveau, og vi brænder for at hjælpe menighedsråd og borgere i kirkelige sager.
Vi er en mindre arbejdsplads, så er det en nødvendighed, at vi kan træde til og hjælpe hinanden, hvis behovet opstår. Arbejdsopgaver er spændende og udfordrende, og din faglighed og sagsbehandling vil gøre en konkret forskel for forskellige parter i folkekirken.
Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø, hvor videndeling prioriteres højt, og hvor omgangstone er uhøjtidelig. En familievenlig arbejdsplads med gode arbejdsvilkår, f.eks. flekstidsordning og løbende kompetenceudvikling.
Ansøgning, CV og eksamenspapirer mv. sendes til KMFYN-ANSOEGNING@KM.DK mærket ”Administrativ medarbejder” og skal være Fyens Stift i hænde senest den 4. august 2026 kl. 13.00.
Alle interesserede uanset alder, køn, race eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.
Ansættelsessamtaler forventes gennemført i uge 33 og 34.
Løn
Lønnen er med udgangspunkt i HK’s overenskomst med staten samt efter kvalifikationer.
Kontakt
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Stiftskontorchef Sanne Fonnesbæk på tlf. 6612 3024 eller Anne Monk Jensen på tlf. 6311 3943.
På grund af sommerferie vil det i uge 29 og 30 i stedet være Signe Lehman Platz, som kan kontaktes på tlf. 6311 3945.