1000 unge deltager i konfirmandtræf
Konfirmander fra hele Fyens Stift mødes i denne uge i Odense Domkirke til årets stemningsfulde konfirmandtræf.
Der var fuldt hus til konfirmandtræffet tirsdag.
Af Malene Kjerstad og Hanne Uhre Hansen, religionspædagogisk konsulent, Fyens Stift
Lys. Det er temaet på årets konfirmandtræf, hvor unge fra hele Fyens Stift samles over flere aftener i en smukt illumineret Domkirke.
Konfirmanderne kommer fra hvert deres sogn rundt om i stiftet, men er samtidig en del af et større fællesskab. Det er konfirmandtræffet med til at understrege.
Der blev taget godt imod de mange konfirmander.
De unge sad tæt på kirkebænken.
Levende musik giver en særlig stemning.
Lyset skinner i mørket
Lystemaet gennemsyrer hele konfirmandtræffet og tager sit udgangspunkt i Bibelen, hvor det allerede fra begyndelsen slås fast, at lys er forudsætningen for liv. Lad der blive lys, siger Gud, og lyset brager ud i verden som det første udtryk for liv og håb. Og her i den mørke vinter mærker vi, at lyset også er liv. Naturen vågner, efterhånden som lyset tager til og dagene bliver længere.
Men lyset er ikke kun konkret. Det er også noget, vi kan være og give til hinanden; liv, håb og glæde. Jesus siger om os, at vi er ”verdens lys”. Dvs. at vi som mennesker kan være med til at fremme det gode i verden og sprede håb og mod omkring os.
Og det er blandt andet det budskab konfirmanderne mødes af ved årets konfirmandtræf. At de også - hver især og sammen - har fået et lys, som de kan give videre.
Mange små lys blev sat i fællesskab.
Lys, musik, bevægelse og fællesskab skabte en særlig stemning i Domkirken.
Lyset i Domkirken skiftede farve under arrangementet. Her i en gul nuance.
Og rød nuance.
Og i blå nuance under fællessangen.
Konfirmandtræffet er en slags kreativ gudstjeneste
Lysbudskabet bliver formidlet på forskellige måder under træffet, der er udformet som en slags gudstjeneste med kreative indslag og elementer. Domkirken er oplyst af farvet lys, bølgende lysstyrke og effekter, der gør lyset til en levende medspiller. Domkirken fremstår bogstavelig talt i et andet lys, så rummet forandrer sig og viser nye sider af sig selv.
Undervejs i arrangementerne kommer konfirmanderne også ud på en lysvandring, mens de synger en taize-sang, dvs. et enkelt vers, som gentages igen og igen, nærmest som en bøn.
De bevæger de sig ned i krypten under alterrummet og henter hver et lille lys, som de tager med op i kirken, så lyset bliver stærkere og stærkere jo flere, der kommer tilbage i kirken.
Musikken er også anderledes, for der synges både sange og salmer, ligesom der også både er orgel og rytmiske musikere til stede. Noget har konfirmanderne øvet hjemmefra, og andet lærer de i løbet af arrangementet.
Der blev talt om den tvivl og ensomhed, vi alle kan fyldes af, men også om lyset og håbet, der jager den på flugt.
Der blev fulgt godt med det meste af tiden.
Lydcollage af bønner
Nogle af konfirmanderne bidrager også til oplevelsen med et indslag, en slags lydcollage af bønner om det, de går og bekymrer sig om og det, de håber på:
”Kære Gud, når jeg tænker på, hvordan jeg har det, så håber jeg, at jeg kan få sagt det til mine venner”
”Når jeg tænker på mine forældres skilsmisse, så håber jeg, at det bliver bedre”
”Når jeg tænker på al den krig i verden, så håber jeg, at der ikke kommen er 3. verdenskrig”
”Når jeg ser andre blive gjort til grin, så håber jeg ikke at det vil ske for mig”
”Når jeg tænker på alle de beslutninger, jeg har truffet i mit liv, så håber jeg at jeg har truffet de rigtige, eller i det mindste de bedste”
”Når jeg tænker på min konfirmation, så håber jeg, at det bliver den bedste dag”
Konfirmandtræffet slutter med endnu en fællessang, inden konfirmanderne tager lyset med sig ud i den mørke februaraften.
Sammen skaber de unge et lyskors midt i kirkerummet.
Tak for i år.