Fortsæt til hovedindholdet
29. maj 2026

Respekteret og afholdt kollega takker af

Efter 12 år som Presse- og kommunikationskonsulent i Fyens Stift går Marianne Holst Hyrlov på pension

Presse- og kommunikationskonsulent Marianne Holst Hyrlov går på pension.

”Vi vil så gerne have, at du bliver lidt længere” – sådan lød sloganet engang for en dagligvarebutik, men følelsen er den samme på Fyens Stift, hvor vi siger farvel til en højt respekteret, vellidt og dygtig kollega.

De seneste 12 år har Marianne Holst Hyrlov arbejdet passioneret med den interne og eksterne kommunikation fra kontoret i Fyens Stift. 

Hun har jongleret presse, stiftsbøger, to biskopper, hjemmeside, sociale medier, provster og journalister, og hun hjulpet sogne, menighedsråd og kollegaer, når de rakte ud efter hjælp, indsigt eller sparring. Og så har hun ikke mindst været en helt forrygende kollega og et dejligt menneske.

Ved en hyggelig brunch på Fyens Stift blev der sagt officielt farvel og god vind fremover.

Skarp kommunikationsblæksprutte med overblik og glimt i øjet

Da Marianne blev ansat i Fyens Stift i april 2014, var hun den første i jobbet som kommunikationskonsulent. Med sin høje faglighed, journalistiske tæft og store erfaring fra mediebranchen, fik hun sat Fyens Stift på landkortet og er respekteret vidt og bredt. Ikke bare for sin professionalisme, nysgerrighed og arbejdsomhed, men også for sin varme og til tider direkte tone.

På spørgsmålet om, hvad hun er mest stolt af i sin tid hos Fyens Stift, svarer hun beskedent:

”Jeg er ikke så vild med ordet stolt, men jeg har været glad for at være til at styrke biskoppens og stiftets kommunikation med et godt forhold til den regionale presse, kontinuerlige nyhedsbreve og gode relationer til folkekirkens øvrige kommunikationsenheder. ”

Og hun fortsætter:

”Jeg er så taknemmelig for, at jeg har fået lov til at arbejde i folkekirken de sidste mange år.  Den er fuld af rummelige og skønne mennesker, som har lært mig en masse, og dem kommer jeg til at savne.”

Marianne Holst Hyrlov vil blive savnet på Fyens Stift. Vi ønsker hende god vind - ikke kun på sommerens mange sejlture, men også i den nye og spændende livsfase.

Kommunikationsafdelingen består efter Mariannes afgang af Presse- og kommunikationskonsulent, Malene Kjerstad.

Selvom det også var en vemodig dag, var der også plads til smil hos "pensionisten" og kontorchef Sanne Fonnesbæk og biskop Mads Davidsen.