Fortsæt til hovedindholdet
12. februar 2026

Tre ud af fire fynboer er medlemmer af folkekirken

Den nye kirkestatistik følger de tendenser, der er set i de foregående år. 
Flere bliver døbt i forbindelse med deres konfirmationsforberedelse.

Flere unge vælger at blive døbt i forbindelse med konfirmationsforberedelsen
Foto: Folkekirken.dk

Hvert år i februar kommer den nye kirkestatistik, som fortæller, hvordan folkekirkens medlemsprocent udvikler sig, og hvordan det går med antallet af dåb, konfirmationer, vielser og begravelser samt ind- og udmeldelser.

Den korte nyhed er, at det meste er, som det plejer at være i Fyens Stift, og at tallene følger de tendenser, vi har set i mange år. 

DYK NED I KIRKESTATISTIKKENS TAL HER

Medlemsprocent

I Fyens Stift er 75,5 procent af indbyggerne medlemmer af folkekirken. Det er et fald på under ét procentpoint i forhold til sidste år – men for 10 år siden var 81,1 procent af fynboerne medlemmer, så tendensen er tydelig.

På landsplan har folkekirken en medlemsprocent på 70 procent, så Fyens Stift ligger fortsat et godt stykke over landsgennemsnittet.

Årsagen til, at medlemsprocenten falder, er hovedsageligt, at nye befolkningsgrupper udgør en større del af befolkningen, og at der langsomt sker et traditionsbrud blandt dele af folkekirkemedlemmerne.

Ser man kun på de fynboer, der har dansk oprindelse, er 85,9 procent medlemmer af folkekirken, mens kun 2,8 procent af de indvandrere, der kommer fra ikke vestlige lande til Fyens Stift, er medlemmer.

Dåb er mere end barnedåb

Man bliver som bekendt meldt ind i folkekirken, når man bliver døbt, og her har vi over de seneste år set en ny tendens, nemlig at antallet af unge, der bliver døbt i forbindelse med konfirmationsforberedelsen, er stigende. Det gælder både i Fyens Stift og på landsplan.

I Fyens Stift blev 363 unge mellem 10 og 19 år meldt ind i folkekirken i 2025. For 10 år siden var tallet kun 188, så der er tale om markant flere unge, der vælger konfirmanddåb.

Barnedåbsprocenten falder på landsplan, og det gælder også i Fyens Stift, hvis man ser hen over en 10-årig periode, men netop i dette års kirkestatistik viser tallene en lille stigning i barnedåbsprocenten. 

63,1 procent af de børn, der blev født i 2024 blev døbt sidste år. Året før var tallet 62,8 procent. 

Færre udmeldelser

Antallet af udmeldeler af folkekirken falder for tredje år i træk i Fyens Stift. 858 fynboer meldte sig ud i 2025, mens tallet året før var 1015.