Biskop Mads Davidsen på prædikestolen i Odense Domkirke.
Der er altid fest og glæde, hvor Jesus er. Folk griner og taler. Der spises og drikkes, mennesker stimler sammen udenfor de små huse, og de flokkes om ham på gader og stræder, som om evangelisterne vil understrege, at Jesus færdes midt i menneskers hverdag, at det er her, vi kan møde Guds tilgivelse.
Det ændrer sig ikke efter Jesu opstandelse. Jesus bliver ikke en anden, efter han opstår. Selvom disciplene tydeligvis er bange, første gang de møder ham, så beroliger Jesus dem og gør præcis det samme efter sin død, som han gjorde før. Jesus tilgiver!
Da Jesus i Lukasevangeliet første gang møder disciplene efter opstandelsen påskedag, spørger han: ”Giver I noget at spise?” Hvorefter de febrilskroder i skabe og skuffer efter en daggammel fisk. Da Jesus i Matthæusevangeliet møder kvinderne efter sin opstandelse, siger han pænt ”godmorgen”.
Det samme gør sig gældende i de tekster, vi hører i denne tid. Jesus spiser, underviser, helbreder og fortæller lignelser, som var det for at understrege, at Gud ikke længere er at finde i prægtige templer og smukke kirker, men at Kristus er til stede, som den der tilgiver lige midt i din og min hverdag.
Det er sådan, vi møder Jesus i dag. Jesus er i færd med at fortælle en lignelse. Han fortæller, at den er møntet på dem, der selv tror, de er retfærdige og som foragter alle andre. Så kan I selv forestille jer, hvem I vil være?
Den handler om en tolder og en farisæer, der hver især er gået ind i templet for at bede….
Farisæeren fortæller stolt Gud om alt det, han har gjort. At han har fastet og betalt tiende, at han har levet et retfærdigt liv. Som var der en logik om, at den retfærdige skal få mere, at det går den gode, som fortjent.
Og det er midt i denne scene, vi møder en tolder. Han beder ikke som farisæeren, men siger blot: ”Gud vær mig synder nådig”.
Tolderen beder med andre ord om tilgivelse!
Det er ikke første gang, at Jesus fortæller om Guds tilgivelse. Han har tidligere fortalt om en uærlig godsforvalter, der skalter og valter med sin herres penge eller om den fortabte søn, hvor faderen forbarmer sig over ham og helt ufortjent slår en streg over alle hans synder.
Der er noget kaotisk over tilgivelsen. Som om det at tilgive suspenderer almindelige regler om retfærdighed og fortjeneste. Det går jo galt, hvis en dommer pludselig tilgiver. Hvis morderen går fri, fordi dommeren har ladet nåde gå for ret. Vi kan ikke bygge på uærlige forvaltere, der strøer om sig med penge, bare fordi de vil være gode mod de fattige.
Ikke desto mindre er det præcis den slags lignelser, Jesus fortæller. Han fortæller ofte sine lignelser til de jødiske ledere, der anser sig selv for at være retfærdige. Og så fortæller han til os. Alle os der, selvom vi så gerne vil være storsindede og tilgivende, alligevel bliver utrygge, når tilgivelsen ser bort fra den retfærdighed, som vi så godt kan lide.
Jeg er fuldkommen vild med dette aspekt af kristendommen. At Jesus i sit virke går samfundet stik imod. Han helbreder de syge, han får de blinde til at se, og de lamme til at gå. Intet går efter fortjeneste.
Jesus tilgiver. Han spiser med toldere og syndere, han samler sig et hof af fattige for derefter at ride ind i Jerusalem, som var det for at indtage byen.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på det, hver gang vi har haft nadver. At vi i dag stadig gentager og gør alt det, som Jesus gjorde før sin død. Også vi knæler for Gud. Også vi inviterer ham indenfor i vores liv, som for at sige: ”Gud vær mig synder nådig!”
Vi ville blive set skævt til, hvis vi knælede på en almindelig arbejdsplads. Man ville måske blive smidt ud af sin partner, hvis man lå på sine knæ og bad om forladelse. Man ville blive hånet i retten, hvis man bad om syndsforladelse i stedet for at tage sin straf.
Men her ved alterbordet falder vi på knæ. Foran hele menigheden. Som tolderen i templet.
Vi viser, at vi tror på tilgivelsen. Dette kaos det er at lade kærligheden suspendere alle regler og for en stund invitere Gud ind i vores hverdag.
Vi knæler, fordi vi tror på, at der midt i hverdagen findes tilgivelse og forsoning, selvom det går imod alle vores principper.
Det sker heldigvis tit, at tilgivelsen indfinder sig. I virkeligheden sker det ofte midt i et af hverdagens mange gøremål. Som da Jesus efter sin opstandelse sagde godmorgen til kvinderne, eller spiste en daggammel fisk med de disciple, der havde forrådt ham.
Sådan siger også vi godmorgen og godaften, og kan pludselig opleve, at tilgivelsen indfinder sig.
Det sker som en lille åbenbaring, når en forælder tilgiver sit barn, når elskende pludselig lader kærligheden trumfe skænderier, når helt vi pludselig glemmer alt det, som gør os hårde og uforsonlige.
Gud, vær mig synder nådig, så enkelt lyder den største og vigtigste bøn, den bøn som lukker Gud direkte ind i din og min hverdag og skaber en helt ny form for retfærdighed i verden. Bed den…
Amen.