Pinsen handler om ÅND. Ikke om åndelig oprustning!
Vi har pinsedag hørt, hvordan der var en masse forskellige folk samlet i Jerusalem. De var både partere, medere og elamitter, altså forskellige jødiske folk, som talte forskellige sprog og kom fra forskellige provinser og lande, Kappadokien, Judæa og Mesopotamien. De var forsamlet i Jerusalem i anledning af den høstfest, som markerede afslutningen på den jødiske påske.
Det var alle disse folk, der på den første pinsedag oplevede, hvordan Guds Ånd kom over apostlene. Den satte sig på dem som tunger af ild, så de begyndte at tale om Guds storværker på alverdens forskellige tungemål.
Vi ved ikke rigtig, hvad apostlene sagde. Men vi ved, at alle de forskellige folk, der var forsamlet, pludselig kunne forstå apostlene – uanset hvilket sprog de talte.
Også i dag 2. pinsedag hører vi om Helligånden. Peter prædiker, så Helligånden bliver udgydt, nu ikke alene over jøder, men også over hedninger, så endnu flere lader sig omvendte og bliver døbt. Det er helt tydeligt, at vi her har at gøre med en fortælling om kristendommens grundlæggelse.
Pinsen handler om, hvordan de første kristne blev til ét folk – uanset hvilket sprog de talte, uanset om de var jøder eller hedninger.
Jeg kom til at tænke over, hvordan vi normalt bruger ordet at være ét folk. I virkeligheden er det et ganske nyt begreb, at vi tænker Danmark og danskerne som et og samme folk.
I sproget bruger vi ordet folk om arbejdsfællesskaber: arbejdsfolk, husfolk, brandfolk eller søfolk. Det vidner om, at man i gamle dage ikke forstod Danmark som en nation og et folk. Folket var ens nærmeste, arbejdsfællesskabet eller husholdet.
Det var først i sidste halvdel af 1800-tallet, med nationalismen, højskolebevægelse og arbejderbevægelse, at danskerne for alvor begyndte at forstå sig selv som et folk og en nation.
Jeg er ikke i tvivl om, at netop kristendommen har været brugt til også at fremelske nationalismen. Men der er stor forskel på nationalisme og det at være et kristent folk, som vi hører om det i pinsen. I pinsen hører vi jo netop om, hvordan de første kristne blev ét folk på tværs af landegrænser og på tværs af sprog. Der er altså ikke tale om en nation.
Ja, hos Paulus kan vi endda læse, hvordan de første kristne menigheder bestod af både mænd og kvinder, jøde og græker, slave og fri, hvilket må siges at være fuldkommen banebrydende nyt i den græsk-romerske verden. Der er ingen tvivl om, at kristendommen og de kristne værdier har været med til at drive den frihed og det værdisæt, som ligger bag vores grundlov og vores demokrati.
Men det ligger i kristendommens væsen, at der er forskel på nationale fællesskaber og kristne fællesskaber. Der er forskel på det danske folk og det åndelige fællesskab af kristne, som vi hører om i Bibelen.
Pinsens Åndelige fællesskab fortæller historien om, hvordan de første kristne blev et folk, ligesom jøderne var et folk. Men til forskel fra det jødiske folk, så handler pinsen om, at vi som kristne er et åndeligt folk på tværs af nationalitet, på tværs af sprogbarriere og landegrænser.
Derfor giver det heller ikke mening, når der i disse tider tales om åndelig oprustning, som om ånden skulle opruste et bestemt folk eller en bestemt nation.
I pinsen hører vi, at Ånden blæser, hvorhen den vil. Den er som en susende vind, der ikke kan instrumentaliseres, ikke kan indfanges af partier, ideologier, folk eller nationer. Guds Ånd søger ikke at opruste et bestemt folk. Den består af mange forskellige folk. Guds Ånd søger ikke oprustning, den søger fred, forsoning og tilgivelse på tværs af landegrænser og på tværs af nationalitet.
Vi fejrer pinse her midt i eventyrhaven, som et kristent folk og en menighed. Vi fejrer pinsen sammen med kristne fra hele verden på tværs af sproggrænser og nationalstater, fordi vi bruger samme bekendelse, og har den samme tro.
Vi synger, og vi beder, vi taler samme sprog. Men vi gør det, selvom vi taler svensk og tysk, fransk og spansk. Vi fejrer pinsen blandt et virvar af mennesker, fra Korup og Pårup, fra Tarup og Flødstrup. Vi lytter til apostlene, der taler til os om Guds storværker, så vi kan forstå alt, uanset hvilken dialekt vi taler. Det er så det suser i eventyrhaven, selvom der sikket vil være nogle forbipasserende, der tror, at vi er fulde af sød vin.
Grundtvig sagde menneske først, kristen så. Han sagde det, fordi han mente der var forskel på folkets ånd og Hellig Ånd. Når det gælder Helligånden, så skal folk kunne leve sammen på trods af forskellig sprog, religion og kultur. Som kristne er det derfor vores pligt altid at søge det, som er større end det nationale, at søge det som hæver sig over nationalitet og sprog.
Det almenmenneskelige, eller det alment kristelige det er næstekærligheden, det er tilgivelsen, og det er forsoningen. Den kommer fra Gud og breder sig derefter som et kristent sprog ud i hele verden, som Guds storværker, der klinger på alle vores forskellige modersmål.
Og det takker vi dig for, du Vor Gud, Far Søn og Helligånd, du som var er og bliver en sand treenig Gud. Højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen